Lappiske Eventyr og Folkesagn/En Datter af Stalloslægten flygter fra sine Forældre og gifter sig med en Lap

Fra Wikikilden
25. En Datter af Stalloslægten flygter fra sine Forældre og gifter sig med en Lap.
(Fra sv. Lapmark. Efter L. Læstadius.)

Der var engang et Par Ægtefolk af Stalloslægten, som havde tvende Børn, en Søn og en Datter. Nu hændte det, at der hlev Mangel paa Mad for Stallofolket, hvorfor de tænkte paa at tage et af Børnene og spise det op. Men de kunde ikke komme overens om Valget. Manden vikle skaane Sønnen og sagde derfor til Kjær­ringen: „Im mon juoksa guoddejam!“ Jeg dræber ikke min Buebærer! (eller Vaabendrager). Kjærringen derimod vilde have Datteren skaanet og sagde derfor med skrigende og arrig Stemme: „Im mon snaldo bådnjejam!“ Jeg dræber ikke min Spinderske! Denne opbyggelige Samtale hørte Datteren, som var ældst og stod udenfor Døren paa Lur. Til Slutning hørte hun, at Moderen, som hørende til det svagere Kjøn. maatte give efter, og at det følgelig var hun, Datteren, som var bestemt til Offer. Pigen rømte derfor og kom til en Lappegamme. Her spurgte man hende, hvem hun var, og hvorfra hun kom. „Aa,“ sagde hnn, „jeg har rømt for at redde Livet. Forældrene mine vilde æde mig op! Vil I ikke være saa snille at tage mig til Vandbærerske?“ (Den simpleste Tjeneste iblandt Lap­perne er at bære Vand). Stallos Datter forblev da hos Lappefamilien, og, da hun var voxen, blev hun gift med Sønnen i Huset. Da Ægteparret havde levet sammen et Par Aar, fik Lappen eller Stallos Svigersøn Lyst til at hilse paa sine Svigerforældre, samt tillige høre efter, om der ikke skulde vanke nogen Medgift. Hustruen søgte vel at raade ham fra et saadant Besøg og sagde: „Du bliver ganske vist opædt, dersom du gaar did!“ Men Manden troede ikke, at Begjærligheden efter Menneskekjød kunde være saa stor hos Stallo. „Jeg har jo Rensdyr,“ sagde Mauden, „jeg skal give dem en Slagteren, saa behøve de ikke at æde os, me­dens den varerl“ „Ja, ja!“ sagde Konen, „du faar vel se, hvordan det gaar!“ Saa flyttede det unge Par med Buskap og Bohave hen til det Sted, hvor Stallo boede. De havde ogsaa med sig et Spædbarn, en Gut, som de havde avlet sammen. Da de naaede frem til Stallos Hjem, bleve de meget venligt modtagne af Svigerfor­ældrene. Lappen gav strax sin Svigerfader en Slagte­ren, saa. at han altsaa ikke manglede Ferskmad. Svi­germoderen syntes ogsaa at være meget glad over deres Ankomst. Hun tog sit Barnebarn ud af Komsen eller den lappiske Vugge, kyssede det og sagde til Datteren: „Kjære, maa jeg faa Lov til at stelle med Barnet, medens I sætte op Teltet?“ Moderen havde just ikke synderlig Lyst til, at Mormor skulde pusle med Barnet, men maatte dog lade hende faa det. Ludak eller Stallokjærringen, Blodsugersken, gik strax ind i sin egen Gamme med Barnet, vred Halsen om paa det og tog paa at æde det op. En yngre Søn af Stallo, som var født efter Datterens Flugt, stod og saa paa dette. Han fik da ogsaa Lyst til at smage paa Søstersønnens Kjød og begyndte at tigge Moderen: „Ninnes, Ninnes, vadde munjen njeputjen tjal­matjest!" Mamma, Mamma, giv mig lidt af Søster­sønnens lille Øie! „I Morgen skal du faa tygge paa din Søsters Bryster!“ svarede Ludak. Datteren, som stod ude for at lytte, stødte til sin Mand og sagde: „Tror du nu, hvad jeg har sagt? Nu har hun ædt op Barnet og i Morgen vil hun æde oso gsaa!" Imidlertid kunde de for Øieblikket Intet gjøre ved Sagen. Da Ungfolket havde faaet Teltet og Alt i Orden, kom den gamle Stallo og hans ældste Søn hen til dem for at høre Nyt samt fordrive den lange Vinteraften med Passiar, saaledes som Lapperne pleie at gjøre. Under det, at man pratede om Dit og Dat, spurgte Stallo sin Svigersøn i al Fortrolighed; „Kåsses le tu kassa­mus naker?“ Naar sover du som sødest? Sviger­sønnen lod, som om han aldeles ikke anede den egent­lige Mening med dette Spørgsmaal, men svarede ganske roligt: „Naar Morgenrødeu gaar op, da sover jeg sø­dest!“ Nu spurgte Svigersønnen igjen i sin Tur Sviger­faderen; „Naar sover du sødest?“ „Kask ij a pali!“ Ved Midnatstid! svarede Stallo. Efterat nu Sviger­fader og Svigersøn havde udfrittet, naar hver af dem laa i den dybeste Søvn, skiltes de. Stallo og hans Søn gik tilbage til sin Gamme og Ungfolket blev alene igjen i Teltet. Men ved Midnatstid, da Stallo skulde ligge i den dybeste Søvn, stode de op og flyg­tede i al Stilhed tilbage samme Vei, de vare komne. Manden drog forud med Eenhjorden, men Hustruen standsede et Stykke fra Gammen for at se, hvorledes Stallofolket bar sig ad, naar Morgenrøden gik op. Hun havde dog for Sikkerheds Skyld spændt en stainak eller Gjeldsimle, en Hunren, som aldrig føder Kalv, for sin Slæde. En saadan ansees for at være det hurtigste og mest udholdende af alle Rensdyr. Med denne for Slæden sad nu Stallos Datter, den unge Lappekone, bagom en stor Gran, som hun havde ladet Manden fælde tværs over Veien. Da Morgenrøden gik op, kom Stallo og hans ældste Søn ud af Gammen, Begge bevæbnede med hver sit Spyd. De sprang hen til Svigersønnens Telt, som endnu stod der, og stak her og der igjennem Dugen paa det Sted, hvor de formodede, at de Sovende laa i sin dybeste Søvn. Sønnen lagde endda til, da han stak med Spydet: „Ta le maga tjåkkai, ta le obba tjåkkai!“ Det gik i Svogers Hjerte! Det gik i Søsters Hjerte! Strax efter kom Ludak. Blodsugersken, med et Traug og raabte: „Alle, ti manatjak, mallatsid kålkåtallo!“ Kjære Børn, lad ikke Blodet rinde bort! Kjærringen vilde vel gjøre Pølse af Blodet. Nu raabte Stallos Datter, som sad henne bag Granen og saa til: „Taste le ain obba tjåkke!“ Her er Søsterens Hjerte! Da sagde Stallo; „Na, juobe matav!“ Jeg kunde nok forstaa det! Nu begyndte Stallo og Kjærringen at rende efter Datteren, som kjørte med Stainaken eller Simlen, som aldrig havde baaret Kalv. Men, da Stallo snart mærkede, at det ikke kunde nytte at springe efter, gav han sig til at raabe: „Vent mit Barn, vent mit Barn, jeg vil lægge en Skat i Slædekarmen til Medgift for dig! Vent mit Barn!“ Nu holdt Datteren Renen igjen og ventede, indtil Stallo naaede med Hæn­derue frem paa Slædekarmen. Men i det Samme hug hun Fingrene af ham med en Øxe, som hun havde med sig i Slæden, og kjørte saa afsted igjen i fuldt Firsprang. Stallo, som mistede sine Fingre, viste frem Stumperne til Kjærringen, som kom løbende bagefter: „Pånne, pånne ka!“ Mor, Mor, se her! „Det kunde jeg nok tænke," svarede Ludak, „ikke raader du med hende, nei, lad mig selv prøve!" Nu begyndte Kjær­ringen at løbe efter og raabe: „Vent, vent, jeg har her en rar Skat, som du skal faa i Medgift, vent bare lidt!“ Datteren holdt og ventede, til Kjærringen fik Tag i Slædekarmen, men hug saa Fingrene af hende ogsaa, saa at baade Skatten og Fingerstumperne rullede ind i Slæden, og saa piskede hun paa Renen, saa den i fuldt Firsprang satte afsted efter Sporene af Hjorden. Men Stallos gamle Kjærring hørtes længe bagefter at raabe og skrige: „Tjaske, tuona hæppo, mo kadsa kaskosid!" Kast tilbage Fingerstum­perne, du Helvedes Skamløse!