Lappiske Eventyr og Folkesagn/Hacciš-ædne og Njaviš-ædne

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

5. Hacciš-ædne og Njaviš-ædne.
(Fra Alten.)


Hacciš-ædne og Njaviš-ædne vare Naboer. Saa fik de hver sit Barn, Hacciš-ædne en Datter og Njaviš-ædne en Søn. En Dag sagde Hacciš-ædne til Njaviš-ædne: „Kom, saa gaar vi ud for at plukke Multer! Den, som først faar sin Æmber fuld, skal have Gutten, den, som taber, skal beholde Pigebarnet!“ Hacciš-ædne vilde gjerne komme i Besiddelse af Gutten, da hun vidste, at han med Tiden vilde blive Jæger og saaledes godt vilde kunne ernære hende paa hendes gamle Dage. Njaviš-ædne havde, som rimeligt var, ingen Lyst til at gaa ind paa denne Handel, men, hvordan det nu var eller ikke, saa fik Hacciš-ædne hende dog omsider forledet til at gaa ind paa Væddemaalet. Saa tog de hver sin Æmber og drog afsted for at plukke Multer. Men Hacciš-ædne passede sit Snit, saa Njaviš-ædne ikke saa det. Hun tog Mose og Lyng og lagde paa Bunden af Æmberen, og saa plukkede hun Baer ovenpaa. Njaviš-ædne rap-pede sig, alt hvad hun kunde, med at plukke; men det hjalp ikke. Bedst som det var, raabte Hacciš-ædne: „Se her, nu er min Æmber fuld! Nu er Gutten min, og Pigen tilhører dig!“ Og dermed blev det. Hacciš- ædne tog Gutten, og Njaviš-ædne fik Pigebarnet, og saa gik de hjem hver til Sit. Da Gutten voxte til, blev han en flink Jæger. Han gik paa Vildrenjagt og skjød mange Dyr, og Hacciš-ædne levede godt og vel og manglede ingen Ting. Men Njaviš-ædne og Pigebarnet havde ikke Andet at koge Suppe paa end gamle Skosaaler og Skindfiller. Hun angrede hver Dag paa, at hun havde været saa letsindig at lade sig forlokke til Væddemaalet med Hacciš-ædne. En Dag gjorde Njaviš-ædne og Datteren, som sædvanligt, Ild op for at koge paa de gamle Skindfillerne og Skosaalerne. Samme Dag var Gutten gaaet ud efter Vildren Da det led ud paa Dagen, skjød han en Ren og flaaede den. Kjødet grov han ned, men et Par fede Stykker tog han med sig i Nisteskraeppen. Paa Veien ned fra Fjeldet blev ban var, at der steg Røg op fra en Tue. Han forundrede sig over, hvad det kunde være, og gik nærmere for at se efter. Da ban kom derhen, listede han sig til at kige ned igjennem Hullet, bvorfra Røgen steg op, og saa nu, at der hang en Gryde paa Ilden inde i en Jordhytte, og i Gryden var der bare gamle Skofiller. En ung Pige stod og passede Gryden og la af og til ned i den. Idet hun vendte sig bort, slap Gutten et Par fede Kjødbeter ned i Gryden. „Mor, Mor, kom og se,“ sagde Pigen, „Gryden vor skyder Fedt!“ „Aa, du snakker, som du gar Vet til,“ sagde Kjærringen; „jovist, gamle Skofiller skulde vel skyde Fedt! Nei, Mor din, hun har det nok federe end vi!“

Gutten hørte godt, hvad de sagde, og forundrede sig over, hvordan dette kunde hæenge sammen. Han begyndte at faa en Mistanke om, at det ikke var hans rette Moder, som han var opfostret bos, og, jo længer han hørte efter, des vissere blev han paa, at det var bans Moder, som boede her. Saa fattede han den Beslutning at gaa hjem og tage af Dage sin gamle Stedmoder, som han kunde skjønne maatte vaere en Troldkjærring. Da han det havde gjort, gik han til sin rette Moder. Saa tog de ogsaa Livet af Hacciš-ædne-Datteren, og fra den Tid af levede de baade godt og vel.