Lappiske Eventyr og Folkesagn/Čacce-haldek eller Havfolk

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

6. Čacce-haldek eller Havfolk.
(Fra Næsseby.))


En Mand havde to Sønner. Den ene var trættekjær og slem til at bande, den anden var godmodig og fredsommelig. Saa drog de ud paa fiske. Da de havde trukket Baaden fuld af Fisk, roede de til Stranden igjen og gjorde op Ild og kogte sig Kveldsmad. Da de havde spist, lagde Faderen og den eldste Sønnen sig til Hvile, men den yngste var ikke Søvnig. Han gik for Moro Skyld og spadserede nordover langs Stranden. Da saa han, at der kom en liden Baad

roende. Gutten satte sig paa en Sten for at vente og se, hvem det vel kunde være, som kom roende dcr ganske alene. Da Baaden kom nærmere, raabte det op til Gutten:

„Hvad er det, du sidder der og ser efter?“

„Aa, jeg vilde bare se, hvem som kom,“ sagde Gutten. — I Baaden var der en gammel Kal.

„Kom ned i Baaden, Gutten min, saa skal vi reise ud og fiske med Haandsnøre!“ sagde Gamlingen.

Gutten sprang i Baaden, og de roede ud paa Fjorden. Men, da de havde roet omtrent midtfjords, kom der slig tyk og tæt Skodde paa dem, at de ikke nogetsteds kunde se Land mere.

„Det bliver slig Tykskodde,“ sagde Gutten, „at jeg mener, vi ikke finder tilbage til Stranden igjen!“

„Aa, vær ikke bange,“ sagde den Gamle, „det har ingen Nød!“

Da de havde roet et Stykke til, begyndte det at klarne igjen. Taagen lettede sig op, omtrent saa høit som 3 Favne, men der stod den tæt og tyk som et Loftstag. Da de saa havde roet en Stund til, skimtede de langt borte Noget, som saa ud som en By.

„Hvad er det for en By, den der borte?“ spurgte Gutten.

„Det er vor By det,“ sagde Gamlingen. Da de naaede frem til Stranden, kom Gamlingens Sønner ned til Fjeeren for at hjælpe til med at drage Baaden op. Gutten begyndte at blive ængstelig; han kunde ikke skjønne, hvor i al Verdens Rige han var kommen hen, han kjendte hverken Land eller Strand eller Folket.

„Kom nu og følg med mig, saa gaar vi op i Byen!“ sagde Gamlingen.

Gutten vilde nødig i Vei, men Gamlingen bad ham saa vakkert, at han tilslut maatte gaa med. Da de vare komne op, satte Manden Mad frem baade til sig og Gutten og bød ham spise. Gutten turde ikke røre Nogenting.

„Bora, bora!“ — Spis, spis! — sagde Kallen, „du skal ikke have nogen Nød af det, du spiser her hos os, Vi er ikke slig vi, som de underjordiske Goveiter![1]

Saa spiste han. Da de havde spist, vilde begge Gramlingens Sønner ud paa Fiske.

„Har du Lyst, kan du gjerne drage med dem ud paa Fiske, du ogsaa,“ sagde den Gamle. Gutten saa gjorde. Da de kom tilbage fra Søen, skulde de hen og sælge Fisken paa en Handelsplads. Gutten vilde ogsaa være med did, men den Gamle sagde til ham:

„Det er bedst, du bliver her, til mine Sønner kommer tilbage igjen fra Handelen. Du skal nok faa din Del du ogsaa, og du beh0ver ikke at være bange; du skal ingen Nød have. Naar mine Sønner komme hjem igjen, skal du komme tilbage til Dine! Hvad vil du have for din Del af Fisken, — Mel, Gryn eller Penge?“

„Aa, jeg tager heist Penge jeg,“ sagde Gutten. Da begge Sønnene vare reiste afsted, gik Gutten op igjen i Byen med Gamlingen.

„Har du Lyst,“ sagde Gamlingen, „saa kan du gjerne gaa omkring i Byen og se dig om. Men skulde du se nogen Ting, som du ikke skjønner, saa skal du ikke spørge Nogen eller fortælle det til Andre end mig. Jeg skal nok siden forklare det for dig.“ Saa gik Gutten afsted. Da han havde spadseret omkring en Stund, blev han var en hel Del Gjeder, som gik og snusede og snappede Smaating hist og her paa Gaardstunene. Dernæst saa han ogsaa, at der hang Haandsnører ned fra Skodden, som stod oventil lig et Tag i en Stue. Bedst som det var, tog en af Gjederne i Krogen paa et af Snørerne, og dermed saa for den op igjennem Skodden og forsvandt. Gutten saa paa dette og undrede sig over, hvordan det hang sammen, men sagde ingen Ting. Ret som det var, saa saa han igjen en Gjed bide paa en Krog og fare op igjennem Skodden, ligesom den første. Nu syntes han dette var saa besynderlig rart, at han gik tilbage igjen til den gamle Kallen for at faa Forklaring over Sagen. I det samme kom ogsaa begge Sønnerne, som vare reiste til Handelspladsen for at sælge Fisk, og Gutten fik for sin Andel 100 Spd. Saa tog Gamlingen Gutten med sig i Baaden igjen, og de begav sig paa Tilbageveien. Underveis spurgte Gutten: „Hør, Bedstefar, hvad kunde det være, at jeg saa Gjeder snuse om paa Tunene og en og anden af dem bide paa Kroge af Fiskesnører, som hang ned igjennem Skodden, og saa fare op igjennem Luften?“

Saa begyndte den Gamle at forklare:

„Haandsnørerne som du saa, tilhøre dit Folk, og Gjederne, som du saa, er deres Fisk. Dine Folk ligge oppe paa Havet paa Fiske, og de trak netop Fisk, da du saa Gjederne bide paa Krogene. Gjederne ere ikke Andet end Fisk, skjønner du, men de se nu saa ud her nede hos os. Vi er Sø-Goveiter vi, og her er vore Bosteder og Byer og Liv og Levnet og Alting.“

Da de vare komne ud fra Stranden et Stykke, traf de igjen paa den samme tætte Skodden, som kom over dem paa Udfarten, og, da de kom ud af den, øinede de atter Stranden saavidt, at Gutten kjendte sig igjen. Gamlingen førte Gutten tilbage til det Sted, hvorfra han havde taget ham med sig, og til Slutning sagde han:

„Du skal ikke give din Broder nogen Del med dig Pengene, som du bar faaet bos os, og du skal ikke fortælle Nogenting til Andre end din Fader!“

Gamlingen vilde ikke unde den seldste Broder nogenting, fordi han var ondskabsfuld og bandede, og Goveiterne have altid meget imod Folk, som ere for??dne til at bande.


  1. Folketroen siger nemlig at, naar man nyder Noget af de Underjordiske Kost, slipper man ikke mere bort fra dem igjen.