Lappiske Eventyr og Folkesagn/De vilde og de tamme Dyr

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

3. De vilde og de tamme Dyr.
(Fra Koutokæino.)


Der var engang en Præst, som skulde gifte sig. Saa sendte han Bud omkring og indbød til Bryllups alle Markens vilde Dyr: Bjørnen, Ulven, Jærven, Ræven, Hvidræven, Hesten, Koen, Gjeden, Faaret og Rensdyret. Først drog Bjørnen afsted. Paa Veien mødte han en Gut.

„Hvor skal du hen?" spurgte Gutten.

„Jeg skal til Bryllups hos Præsten!" svarede Bjørnen.

„Reis ikke did!" sagde Gutten, „du har saa udmærket Pels, at Folk vil faa Lyst paa den, dræbe dig og flaa dig!" Bjørnen gjorde, som Gutten raadede ham. Han vendte om og gik tilskovs igjen. Saa kom UIven.

„Hvor skal du hen?" spurgte Gutten.

„ Jeg skal til Bryllups hos Præsten!" svarede Ulven.

„Reis ikke did!" sagde Gutten. „Du har saa vakert Skind, at du aldrig kommer levende derfra igjeni"

UIven gjorde som Bj0rnen. Den vendte om og gik tiIskovs igjen. Saa kom Jærven.

„Hvor skal du hen?" spurgte Gutten.

„Til Bryllups hos Præsten!"

„Reis ikke did!" sagde Gutten. „Du har saa udmærket Skind, at, kommer du først did, saa ssette de dig fast, og du slipper aldrig derfra igjen!"

„Aa, jeg er stæerk nok til at slippe ud igjen, naar Jeg vil," mente Jærven; han vidste, at han baade kunde gnave sig ind i Hus og ud af Hus igjen, men alligevel, - ogsaa han gjorde, som Gutten raadede ham. Saa kom Ræven.

„Hvor skal du hen?" spurgte Gutten.

„Til Bryllups hos Præsten!"

„Vogt dig!“ sagde Gutten. „Du har saa kostbart Skind, at Folk strax vil tage Livet af dig og flaa dig!“

Ræven var ikke sen om at luske hjem igjen.

Saa kom Hvidræven.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Gutten.

„Til Bryllups hos Præsten!“

„Aa, din Stakkel, hvad vil du gjøre der? Kommer du did, æde Hundene dig op!“ Hvidræven blev bange og vendte om igjen. Men saa kom Hesten.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Gutten.

„Til Bryllups hos Præsten!“ svarede Hesten.

„Reis ikke did!“ sagde Gutten. „Kommer du did, du, som er saa stærk, saa sætte de dig til Arbeide, og du slipper aldrig fri igjen!“

„Aa, Ingen orker at holde mig,“ sagde Hesten; „jeg river mig løs, naar jeg selv vil!“ Saa gik han, uden at bryde sig om, hvad Gutten sagde; men, da han kom did, hvor Brylluppet skulde være, blev han bundenog gjort til Trældyr. Saa kom Koen.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Gutten.

„Til Bryllups hos Præsten!“

„Drag ikke did,“ sagde Gutten, „du har saa meget Mælk, saa godt Skind og saa godt Kjød, at, kommer du did, saa binde de dig, og du slipper aldrig fri igjen“. Men Koen agtede heller ikke paa, hvad Gutten sagde, og derfor gik det den, som det gik He-sten. De bleve begge gjorte til Husdyr og slap aldrig mere fri igjen. Saa kom Gjeden, og heller ikke den vilde høre paa Guttens Raad. Derfor gik det ikke den bedre end Hesten og Koen. Saa kom Faaret, men, skjønt Gutten fraraadede det at reise til Bryllups, fordi det havde baade vakker Uld og udmærket Kjød, saa hjalp det dog ikke. Faaret var dumt nok til at gaa derhen og kom aldrig mere tilbage igjen. Til Slutning kom ogsaa Rensdyret.

„Hvor skal du hen?“ spurgte Gutten.

„Jeg skal i Gjæstebud hos Præsten!“ svarede Renen.

„Aa, du Daare,“ sagde Gutten, „kommer du did, vil Folk synes saa godt om dig, at de beholde dig, du, som baade er stærk og hurtigere end noget vingeløst Dyr!“ „Ja, jeg er stærk, og jeg er rask,“ svarede Renen; „det nytter ikke at binde mig, jeg slipper nok fri igjen, naar jeg vil!“ Saa gik den, men det gik ikke den bedre end de forrige, ogsaa den blev bunden og tæmmet og gjort til Trældyr.

Saaledes gik det til, at nogle Dyr ere vedblevne at være vilde og fri, og at andre ere blevne tamme; de Første vare lydige og hørte paa fomuftige Raad; de Sidste vare egenraadige og ulydige, og derfor gik det dem, som det gaar Alle, der ikke ville følge velmente Raad.