Landsgyldigt eller ikke landsgyldigt
Lederen av „Dagbladet“, som talsmann for det norsk-norske målstræv og mot det dansk-norske, vil (13-8-87) hævde, at „hvad Knudsen kalder den landsgyldige norske Udtale“... „endnu ikke er funden“. Han støtter denne mening til den iagttagelse, han vil ha gjort, at det bare ær et mindretal, som „i den levende Tale“ lar høre t. d. de så navngjetne hårde medlyd. Ved dette tilføre gir han den oplysning til beste, at bergensfolket, t. d. i skuespillet, ikke vel tåler visse uttaler, så som språk for sprog, hate f. hade, endelsen -et f. -hed (sanhet f. sanhed f. fl.). Hæri skal da også ligge — hvad en og annen av hans medstrævere ænog like til har sagt —, at vi dansk-norske ikke virkelig har det grunlag i vår „dannede“ tale til å bygge skriftordenes staving på, som vi har foregit å ha. En landsgyldig uttale tror han vel altså må være ens hos alle dens bærere, fast som fjæl’, uten minste ustøhet, uten spor av dobbelthet, uten inbyrdes avvikelser. Vi andre mener dærimot, at om en del ord ikke kommer ful’kommen ens, med samme selvlyd og medlyd, fra hvær eneste av alle de tunger, som håldes for å tale „dialektfritt“, så får vedkommende arbejde for at talen kan bli’ ens, om dette mål æn aldrig ful’t vil bli nåd, hær i landet like så litet som annen steds.
Vi har et sidestykke i retskrivningen. Også hær ær enhet ønskelig, men også hær ær vi bryd med adskillige avvikelser, og det ej alene man og man i mellem, men tilmed sted og sted imellem i skrift af samme man. Vi siger dog ikke dærfor, at en landsgyldig skriving ikke ær funnen eller ikke ær til. Landets mål må ha funnet en skriftlig form for hvært ord, som deres lære-svenner, intil videre i alle fal’, kan inøve og gjøre rede for t. d. ved studentprøven, artium.
Med uttalen har vi — også skolerne — hittil ikke regnet det så nøje. Når det, under højtidelig oplæsning eller almænnelig (off.) tale skulde gå fint til, hålt vi os til boken, uten omsyn til, at den som oftest talte dansk, iblandttilmed forældet eller forvendt dansk. Å sankjænne dette siste og sætte skille mellem dansk og norsk måtte da bli det første steg til å få en landsgyldig norsk tale hævdet i stedet for den forfuskede og i alle fal’ fra norsk standpunkt nægte, et steg, som en god ven av K. K. gorde for 40 år siden. Men det koster jo altid mangeårigt stræv, før en får et helt folk bort fra en tro, vane eller smak, som i mange mansaldre ær talt og sunget, prikket og hamret in i det.
Som alt på-tyd (ant.) har heller ikke Danmark, Sverige, Tyskland, Frankrike, England nogen landsgyldig uttale, hvis Norge ikke har det, fordi om en del ord ikke av alle dom, som håldes for å tale uten iblanding av bygdemål, tale „dialektfrit“, lyder aldeles ens. Den engelske uttale har jo været lagt arbejd på i lange tider og av en større flerhet av landets lærde; men ænda har den altfor mange ord, som disse lærde ænnu ej har kunnet bli enige om. Jeg skal nævne nogle få, men for rummets skyld uten nøjere å opgi hvad det omstridde ligger i.
Ustø eller „vaklende“ uttale har bl. a.: either og neither (ej eller i), humble, wrath, haunt (likeså med au i mange andre ord), herb, rather, solder, tyranny, permit, pertubate, dynasty, environs, consummate, aristocrate, advertise, adversity, southern, three-pence. Selv i ord, som uttales kanske miljoner ganger hvær eneste dag, såsom shire og great, har to uttaler kunnet hålde sig side om side, uten at enhet har kunnet nås, dærved, at den ene trængte den andre ut av landstalen
Like så i Frankrike, ænda dette land har et akademi, et lærd samfund, som bl. a., for ej å sige særlig, har det gjøremål å hålde øje med morsmålets ordforråd som med ordenes uttale og bokstaving. Hæri gjør det dog kanske like så vel vondt som godt. Det motsætter sig gjærn nye ord, nye uttaler og nye stavinger, og hålder det gamle og nedarvede, som folket har tat på å forlate, oppe i det længste. Dærved drar jo overgangens pinlighet des længre ut. Følgen blir, at folket får to og to uttaler og to stavinger så meget længre tid å dra’s med.
Hær er nogle prøver: ord med to (tre) uttaler. Poêle, fil, respect (med 3 u.), district (med 3), fier, gars, siége, Norvége (med to uttaler hvært og to stavinger). Likeså med ord på poign- (-net, -nard m. fl.).
I min ungdom skulde -ail (detail, travail m. fl.) uttales som -alj (detalj). Nu er jo l støt ut: detaj. Under overgangen var altså uttalen dobbelt.
Tyskland har jo ikke som Frankrike og England nogen enkelt overlegen, tonegivende hovedstad, men nok en hel række mindre. Dette har vel været en hovedgrun til, at det har hålt hårdere dær æn annen steds å få samlet alle hoder — eller hoders tunger — under én hat. Dærfor skal det fræmdeles være brysomt bl. a. for skuespillere, som går fra f. e. Berlin til München eller fra Hamburg til Dresden eller Wien, at en almen tysk uttale i mange tilfæller ænnu lar vænte på sig. Annerledes blir det vel om en mansalder eller to, siden landet ær blet én riksenhet, tilmed da ejmfærdselen (Damp-) til lands og vans i vår tid blander alle med alle og sliper alt det framstående og kantede av.
Imidlertid har dog Tyskland allerede nu en i al skrøpelighet landsgyldig uttale, — og samme uttales landsgyldige avspejling, den sam-tyske Rechtschreibung; for det ær jo den, som vår skolebørn lærer å læse ut av sine tyske bøker og tillæmpe i sine tyske stiletimer.
I Danmark har de jo også en landsgyldig uttale, ænda heller ikke den ær uten sine svakheter. En av disse har jeg fl. g. vedrørt før. Nogle uttaler nl. en række av ord, som i boken ender på -om, som -åm, andre efter bokstaven som -om: Blom som Blåm eller Blom (med o-lyd). Således med Tom, Tromme, Lomme, Bom, om, som.. (und-ta Vom, komme). Hærom siger prof. Rovsing, at uttalen med o — som altså faller sammen med den innelandsk-norske — ær den ægte danske, mens den med å-lyd (Blåm) egentlig ær kjøbenhavnsk. Men denne ær det dog netop, som fin-fine normæn vil hævde som den rette, for sig og andre finsmagere da, idet de overlater o-uttalen til sin simple, ufine, „mindre fremskredne Landsmænd“. Disse våre hjemme-dansker har jeg imidlertid forehålt, at de i grunnen for så vidt ær mere danske og mindre norske æn (flerheten av) de danske selv.
Hvad det dog hær „kjem ann paa“, som det heter paa „Landsmaals“-tysk, ær ellers dette, at også danskerne har to uttaler hist og hær, men likevel mægtelig en dansk landsgyldig tale, — som da skolerne lærer fra sig.
Også Sverige har som Frankrike et akademi til å passe på „svenska språket“ og bl. a. avgjøre om ret og uret i uttale og „retstafning“. Dets arbejd ær da på lag som det franskes. Det tror å måtte jævnlig stritte imot og hålde igjen, hævde det gamle som det ægte og fine, selv om det for folk flest høres eller ser ut som stift og sært, søkt og sprænglærd („pedantisk“). Men folke- eller mål-ånden stræver jo stadig hen imot det mere næmme og letvinte, avkorter, hvad som ær for langt, og hjælper sig med færre midler, færre stavelser el. bokstaver, æn hittil vanligt først i lydmålet, siden, til samhøve med dette, i bokmålet. Overgangen fra før til siden medfører da naturligvis også dær tviuttaler, intil den yngste av hvært par av slike om en del år får overhånd. (Se hærom mere i den svenske mållære i L. K. Dass sv. ordbok, forrest i bind 1). Vi skjønner av uttalslæren dær, at i en ikke så fjærn fræmtid vil mange uttaler, som nu gjælder for vårdsløse, slurvede og ufine, og dærfor ej blir vedkjænt i fint lag, arbejde sig op og bli lyst i kul’ og kjøn av selve „Nordblæsten“ (Noblessen).
Om vi tør nok lægge til: like så hos os hær hjemme. Dærfor bør våre skoler ej være for snare til å utmønstre uttaler, som nu synes å ligge for lågt (lavt), men la en del slike være et åpent spørsmål for det første.
Jeg, K., har aldri falt på å nægte, at vår landsgyldige tale for en del ænnu ær tvi-foldig, ær like som kløvet i to og to. Ja, jeg har jo des mere netop tat tvifåldigheten til utgangspunkt. Hadde nl. alle sagt t. d. bøde, bage eller alle sagt bøte, bake, så var jo enheten alt funnen, allerede til stede, og al granskning således overflødig. Men nu hørte vi jo bægge uttaler side om side, ja ofte fra en og samme tunge. Altså måtte det først avgjøres, hvilken av de to og to var den beste, særlig fra norsk standpunkt, som nu må bli et annet, æn da vi bare var et dansk landskap, som Fyn, Jylland eller Skåne. Og når så den rette tale var funnen arbejdes fræm til mere og mere utbred sankjænning, „Anerkjendelse“. Og så? Ja, da var ænnu det sværeste arbejd igjen, å få det hele folk til å leve efter denne rene eller renskede lære. Et ær å kjænne sanheten, et annet å følge den i livet. Og det går ikke altid let, vist ikke engang for selve dens opdagere. „Dagbladet“ har dærfor unægtelig ret i, at selv hos sådanne, som „med Bevidsthed søger at følge Knudsens Princip“, ær uttalen „endnu inkonsekvent“. Men det har uret, om det dærved tror å ha sprængt læren selv, eller påvist dens umulighet eller dog uefterrettelighet som grunlag for fræmtidsnorsken som tale og skrift.
Det ær ellers en mærkværdig ensidighet, når „Dagbladet“ vil godtgjøre vår dansknorske uttales uigjennemførlighet til landsgyldig enhet ved å gjøre ophævelser over eller lægge vægt på, at de i Bergen ej kunde godkjænne den i enkelte ord eller former, medens det selv gjør sig til talsman for en hundre ganger mere vanskelig sak, å få telemarks-målet ophøjet til landsgyldig tale (og skrift) i „Danskens“ sted. Så langt hen imot almen vedtagelse i våre byer og bygder, som talen efter „Knudsens Princip“ alt nu har nåd, vilde telemålet umulig kunne vinne i de nærmeste 3—4—5 mans-aldere. Og sæt nu, at dette „vidunderlige skulde ske“, vilde så ikke telemålet bl. a. idet bergenske skuespil møte samme motstand, som den Knudsen-Wichström’ske forledet år? Tro om telemålet vilde sige spraaget for spraaket, hade for hate ell. hata sanhejda for sanhejta (-ti, -te), for å imøtekomme den bergenske mål-kjælne smak? Vi har da hær i Dagbl. en motstand av samme slag, som når den norskeste blant „Dølens“ norsk-norske, Vigfus (Dølen 1858, nr. 7) skriver om uttalen i „det norske Theater“: „dei koma med p’ar og k’ar“ (t’ar støter ham da ikke) “der i det norske Theater, som gjærne kunna stinga ein tvert igjenom”.„Detta er ekki hevdad“ (landsgyldig) „Tala“. K: Å nej da! noen Vigfus’s „dei“, „koma“, „stinga“, „igjenom“? Jo, dær har vi da den „hevdade“ tale, som det n. Th. skulde ha lagt sine skuespillere på tungen! Vigfus hører delvis, i „Theatrets“ p’ar og k’ar, sin egen norske fræmtidstale, og straks blir han forskræmt og oprørt. Han tåler ikke tillæmpingen av sin egen mållære. Dærimot tviler han vist ikke om, at den norsktale, som han bare har i tankerne og ænnu bare ser på lang avstand, nok engang skal vinne prinsessen og halve — nej! naturligvis hele — riket! Men om sværmeren gjælder det iblant, hvad sagt blev i sin tid om Tyge Brahe: på himmelen — hær: på ideen — kan Vigfus kanske være den klokeste kloke, men på jorden dærfor gjærne være et nar, (som frister et „tåpeligere og unyttigere arbejd“ æn nogen annen).