Gammel dansk som et „andet Sprog“ æn gl. norsk
B. B. hadde under målstriden i 87 påståt, at vårt bondemål i grunnen ær ét med vårt dansknorske bokmål. Dagbladet (19—6—87) påstår, i egenskap av forfægter av det norsknorske stræv, imot ham, at dansk og norsk ær to mål og ikke et, og mener, at denne dets „Paastand er Videnskabens“[1] (hughejlt uthævet av Dabl.).
Vil så nogen vite, hvor og når „Videnskaben“ har slåt den lære fast, svarer Dagbladet: „Vi ber Hr. B. B. læse Forordene i Løkkes Grammatik“, — „altsaa Udtalelser af en af Bondemaalstrævets aller ihærdigste Modstandere“. Hvad hær er kalt L.s Gram., må forstås om hans „Modermaalets Formlære“. Med „Forordene“ må være ment ikke hans „Fortale“, men den så kalte „Indledning“, særlig dennes tre sider om „Forskjellighed mellem Oldnorsk og Olddansk“.
Løkke gjengir nærmest, hvad P. A. Munch hadde lagt til rette, for å få godtgjort, at danskerne ikke hadde adkomst til å regne det bokmål, som sagaerne m. m. ær skreven i — og dærmed bokavlen i det — for sit; for, påstod han, sagamålet og ældste dansk, hvor nær de æn står hinannen, faller dog ikke sammen, men skiller sig fra hinannen i de og de punkter. Det var jo egentlig hværken Munchs eller Løkkes mening å forsvare, at olddansk og oldnorsk var „forskjellige Sprog“ i samme forstand, som t. d. dansk og tysk ær det. Også jeg, K., har jo engang godtgjort, at „norsk ikke var det samme som dansk“, idet de to folk fantes, delvis å ha noget inbyrdes avvikende ordforråd og ordformer, en følge av, at vi normæn i den senere tid har tat på å gå vår egen vej, uten strængt å hålde os til nedarvet dansk målbruk. Men skulde slikt kalles å ha „forskjellige Sprog“, så måtte Danmark også for sin egen del ha hat en række av „forskjellige Sprog“. Harpestengs og jydske lovs dansk faller jo nl. ikke sammen med t. d. Kr. Pedersens dansk eller med Holbergs dansk eller med Grundtvigs dansk. Men likevel tros dog alle tre tidsaldre å ha talt og skrevet et og samme danske „Sprog“.
Ingen av os, M., L. eller K., hadde heller noget bruk for å få kløften så og så stor mellem N. og D., såleder som tilfællet har været med de norsknorske. Det var os nok, at N. og D. ikke var ét, ikke like til dækkede hinannen (el. på kråkemål: var identiske eller kongruente).
„Olddansk“, siger Løkke, „som almindelig er blevet slaaet sammen med OLdnorsk, var en med dette meget nær beslægtet Dialekt; men havde dog eiendommelige Afvigelser“, og det var da disse, han fant det umaken værdt å peke ut i „Indledningen“. Hærmed høver vel nok, hvad han siger s. 2, at „paa denne“ (Olddanskens) „Tid var den“ (Olddansken) „kun lidet forskjellig fra. Svensk“, eller, som det lyder s. 4, „var jævngod med Oldsvensk“. Side 2 heter det om dette „jævngod“: „Ligheden mellem dette Sprog“ (ɔ: mell. disse to utgaver, „Dialekter“, av samme „Sprog“, Olddansk og Oldsvensk), „var saa stor, at man maa kalde Overgangen“ — for os normæn, fra den ældre invirkning på vårt mål fra svensken, til den senere invirkning på samme fra dansk side, fra Margretes tid nl., — „næsten umærkelig“. Løkke minner hær om, at et håndskrift fra den tid, „Kong Laurins Krønike“, ær git ut av Nyerup i egenskap av dansk, men av Geijer i e. av svensk.
Således får vel Dagbl. og „Videnskaben“ „læse Forordene i Løkkes Gram.“ en gang til, og se bedre efter, hvad samme „Forord“ egentlig innehålder. „Hvo som leder, han finder“, vet vi. Målstræveren har let’ og let’ og endelig funnet noget, som han i øjeblikket mente var noget, men som ikke tålte nærmere eftersyn.
„Videnskaben“ har altså ved Løkke og Munch slet ikke godtgjort eller engang villet godtgjøre, at normænnenes mål var et annet æn danernes. Olddansk og Oldnorsk hadde fra først av været „slaaet sammen“ og regnet for et og det samme. Men ved åse nærmere til, hadde Keyser, Munch og med dem Løkke funnet ut, at det dog var nogen „Forskjellighed“, en og annen „Afvigelse“. Nordmålet og sydmålet (likesom østmålet, svensken) gik som „Dialekter“ in under et nordisk fellesmål, oldnordisken, som da renest og mest formful’endt var hålt vedlike i det mere avsides Norge.
Hvad det ær for „Afvigelser“ eller „Forskjelligheder“ i det enkelte, Løkke sigter til, har han nokså grejt opgit. Men det ær lejt, at det med tillæg av nødige vedtegninger vilde bli vel langt for nærværende skrift. Det lar sig dærfor ikke ful’t forklare, uten for dem, som kan noget gammelnorsk.
Om „Vokalerne“ oplyses av Løkke, 1. at i „Olddansk (og Oldsvensk) existerer ingen Omlyd af a, bevirket ved et endende u“. Jo, dær gjør, hvad han jo selv påviser. „Forskjellighed“en ær hær, som mest ellers, bare en tidsforskjel. U-omlyden har nl. tidligst, børjet å falle bort i Danm. og Sv.; men dette bortfal’ har dog alt længe siden rukket fræm også til vårt norske folkemål, dær tiden dog ikke ful’t ær færdig med den ænnu. I selve bøjningen har jo danskerne spor av den den dag idag, i flertallet Børn (norsk og sv. barn). Hær ær altså bare tale om et mere og et mindre av det samme, ikke om nogen grun-„Forskjellighed“.
2. Under „Brydningen“ fra i til e „er Mellemformen, ja, almindeligere (i Olddansk) end i Oldnorsk“. Altså atter bare mere eller mindre av samme slaget.
3. „I Olddansk (og Oldsvensk) ere alle Diftonger forsvundne“. Ja, men delvis like så hos os. Også på vårt folkemåls tvilyd har jo tiden børjet å gnage, mest hær på østlandet. Altså atter et før og et siden, et mere eller et mindre. I Danmark finnes tvilydene jo ikke på pergament, men nok på runesten. De har været til stede før. I Sverige hadde de hålt sig så meget bedre, at de dær ær kommen in i de ældste bøker. I sv. landskapsmål ær de delvis i live den dag i dag. Best i hele norden har de dog klart sig hos vår norske almue, dær de jo ænnu i det hele ær regel, ikke undtak.
Under „Konsonanterne“ har Løkke 4 klasser av „Afvigelser“. 1. Olddansken slår ikke, påstår L., således som Oldnorsken, ld sammen til ll og nd sammen til nn („Assimil“.) Denne lettelse av uttalen, at d blev utelat efter l og n, skulde vi dog ha væntet tidligst å støte på i Danmark. I sagamålet ær det ænnu spor av denne d’en. Det har jo således både (vér) fundum og funnum, både fundinn (Noregr) og funninn. I rektor Lunds „Ordbog“ (1877) over ældste dansk intil år 1300 blir de hær pågjældende ord opført med ll og nn som i den oldnorske ordbok. Således (at) fallæ, kallæ, finnæ, man, mans, mæn, mæns, men så igjen gjaldæ, haldæ, bindæ, bondæ; gl. n. gjalda, halda, binda, bóndi. Løkke opfører som prøveord med ld for 11: falda, som dr. Lund ikke vet noget om. Dette „falda“ hos Løkke vækker mistanke om nogen løshet i „Videnskaben“ hans, mistanke om, at han har inbilt sig, at de nyere, uhistoriske d’er efter l og n i dansk — som jeg i tretti år har gjort hærjetog imot — virkelig engang var selvgrodde el. organiske i vårt sydlige brorland! (Hans bok kom ut 1855, min „Haandbog“ året efter). Han må da nok ha sluttet til bake fra ld, nd i nydansk til ld og nd i „Olddansk“, fra falde til et falda.
Han har dog ret i noget. Det „sandr“, han har, mot gl. n. „sannr“, finnes nok, men bare når r følger nær efter n. Denne d ær dog bare inskut for vellydens skyld, på lag, som når vi siger Fæn-d-rik, Hen-d-rik, min-d-re og n. og sv. an-d-re, i st. for Fæn-rik osv. n og r vil ej ret forlikes som naboer.
Lunds ordbok fører op „sandær“ og „san“ (det siste altså uten påfølg. r). Men nedenfor, i selve (ordboks-)opsættet, har den „sat“ og „sant“ (ikke „sandt“). „Han vet san væræ“; „sannæ iartægnæ“; „spør man han san døthæn“; sannær (ɔ: sandere).; sannæ mæn.
2. „Afvigelsen“ nr. 2 skal være, at olddansk ikke, som gl. n., „assimllerer“ ng og nk til kk: sprang t. d. ikke til sprakk, synke ikke til sykke, enkja ikke til (gl. n.) ekkja. (Lund har ænkæ, ikke enkja, en form, som Løkke vel altså har ment å kunne tillægge det danske ord, til likhet med den gl. norske form.) Men også hær ær „Forskjelligheden“ bare noget mere eller mindre. Løkke regner nl. selv op former med kk i nydansken: fik (for fing,fink), gik, drikke (or drmke), tykkes for tynkes (tysk dünken). Æn gak! for gang, gank!?
Vårt folkemål, som jo ær selve gl. norsken som stikker helt op i dagen, op i nutiden, ær dog like så vel ustøt’ i denne lydlov som dansken. I. Aasen fører i sin ordbok Enkja op tilmed som hovedform, idet han lægger til: „Hedder ogsaa Ekkja“. Lekkja (uten n altså) ær dærimot på sit sted gjort til hovedform men dog med tillæg: „Hedder ogsaa Lenkja el. Lenk“. Likeså Benk som hovedform, men med henvisning til et „Bekk“.
Denne klasse ær dog helt fåtallig, så Afvigelsen, om den ær dær, ikke gjør stort fra eller til.
En annen langt talrikere „Assimil.“ ær den av nt med tt (ɔ: at n og t ej kan forlikes som naboer sa den ene må „maka åt sig“); et, det, mit, dit fundet (og de andre stærke tillægsformer, part.), i st. for en-t den-tt, min-t osv. Dette nt for tt kunde gjort en ikke uvigtig „Forskjellighed“; men den lov lyder de bægge, gl. dansk som gl. norsk. „Afvigelser“ne ær i alle fal’, hvad de kaller en „forsvindende Størrelse“.
3. „“V er i Olddansk („og sv.“) beholdt foran r, men i Oldn. bortfaldet“. Vrang, gl n. rang-r.
Men også hær har jo vårt folkemål til dels samme „Afviselser“ fra Olddansk, som Oldnorsk har og gjæder dog for å være framhald (el. Fortsetzung) av dette. I min hjembygd sa de altid vrang, aldrig rang. Like så vrake, vrie, vrej(d). ɔ: vred, vreje; men så igjen Rista (på foten), aldrig Vrista.
Under rang = vrang siger I. Aasen: „Afvigende“ (somme steds) „vrang’e, vraang’e“. Under reid = vred: „reid eller vreid“. Om dette og flere ord, reidast, Reide, gir han det råd: „Disse Ord kunne bekvemmest skrives med vr ligesom vrida“ (under R opført som rida). Under bokstav V. har han både Vreide og (fra Hallingd.) Vreidske. Andre på vr ær: Vreist, vreista („stoppe“), Vreita („Grøft“), Vride („Vridning“), Vridar („paa Dørlaas“), vrina („hvine“), vringla (som ær så vel kjænt og dyrket), vrinka („fordærves“), Vrins („Haartop“), Vrong („Rygstøtte“), vræle („skrige“, „om Svin“).
Også vr ær således ubrukeligt som kile eller bløj til å sprænge dansken løs fra de to andre „Sprog“ (eller hos Løkke: „Dialekter“, tilmed „meget nær beslægtede Dialekter“, så „meget nær“ ænda, at lærde mæn som Nyerup og Geijer har kunnet ta kong Laurin både for dansk og svensk!)
4. „Aspirationen, h, er bortfalden foran l, r, n“; løpa, gl. hlaupa. Ring, gl. n. hring-r. Næve, gl. n. hnefi.
Atter bare en tidsskilna’. Bortfallet av h-lyden har kommet tidligst til Danm. (og Sv.), senere til Norge. Men også i oldnorskens tid hadde jo h børjet å utebli hist og hær i talen. Nu ær den da aldeles borte i vårt folkemål, ɔ: i „Oldnorsken“ oppe i nutiden. Ænnu skriver vi jo lydløs h forved j og v, (hjærte = jærte; hvas = vas) men bare av gammel vane, gammel tankeløjse. Forved j vil den engang bli kastet. For ved v kunde den gå over til k hær i Norge, noget, som jo alt ær i børjing: kvas for (h)vas, kvælving f. (H)vælving, kveite f. (H)vede m. fl. I kveite = hælleflyndre har vi jo både k for h og ej for e.
Endelig nævner Løkke under „Bøiningen“ tre små ting. Den tredje og største ær, at danskerne bruker s for st, sk. Så i elskes for elskest. I elskast.
Naturligvis atter bare en tidsskilna’. Danskerne må jo fra først av likesom vi ha sagt elskast, da formen, som vel kjænt, har ophav fra stedordet sik, nu sig. De slåst ær jo egentl. = de slåsk, de slå sik,
ɔ: den ene slår den andre.Og snip—snap—snute,
så ær æventyre’ ute;
for nu har Dagbl.-Løkke-„Videnskaben“ ikke flere kiler igjen. De ær gjort ubrukelige alle sammen. Annen redegjørelse for de tre „meget nær beslægtede Dialekters“ grun-enhet ær ellers å få i min „Hvem skal vinne?“ (1886).
K. K.
- ↑ Da de norsknorske for en halv snes år siden hadde gjort den lykkelige opdagelse, at når Norge fik iført sit mål, sine ord, norske former, så var målet i sin helhet norsk, hvor meget det så æn var proppet med fræmmedord: også da hette det med samme sejersalighet som nu, at dette var „Videnskabens“ vitnesbyrd. (Se hærom i min bok: „Hvem skal vinne?“). Men hvorledes gik det, da dette vitnesbyrd skulde underkaste sig en ordentlig „Examen“?