Landkrigen i Norge 1808/Indledning
Efterat den dansk-norske Stat gjennem en lang Aarrække havde nydt Fredens Velsignelse, trak der mørke skyer op ved Begyndelsen af 19de Aarhundrede. Den russiske Keiser Paul I, der var fremtraadt som den franske Republiks mest lidenskabelige Modstander, skiftede pludselig Sind, da hans Bundsforvante Britterne ei vilde overlevere ham Malta og den franske Republiks første Consul Bonaparte smigrede ham. Han nærmede sig nu Frankrige, lagde Beslag paa alle engelske Skibe i russiske Havne og fordrede, at de nordiske Magter skulde igjen fornye den under Katrina II 1790 stiftede bevæbnede Neutralitet. Da den danske Regjering betænkte sig, blev Selvherskeren over alle Russer saa forbittret, at han bortviste fra sin Hovedstad den danske Minister, Niels Rosenkrantz. Nu vovede den danske Regjering ei længere at tøve. Den forlangte Forening blev indgaaet. Dens Følge var, at Embargo lagdes paa alle danske og norske Skibe og at en mægtig britisk Flaade sendtes mod Rusland med Befaling, underveis at tvinge Danmark til at træde ud af Foreningen, hvilket ogsaa skede efter et kjækt Forsvar paa Kjøbenhavns Red 2 April 1801. Da Russerne kort tilforn havde myrdet deres Keiser Paul, undgik de en Kamp med Søhelten Nelson; thi Pauls Søn og Efterfølger Keiser Alexander fandtes villig til at slutte Fred
Den dansk-norske Stat havde nu atter nogle Aar Fred, medens Frankernes mægtige Keiser Napoleon beseirede Stormagterne paa Europas Fastland. Østerige og Preussen bleve ydmygede og Rusland sluttede efter en blodig Kamp Fred i Tilsit, hvor der blandt Fredsvilkaarne fandtes en hemmelig Artikel, hvis Mening var, at Franskmændene skulde sikkre sig den dansk-norske Flaade og tvinge Danmark til at tage Parti med Rusland og Frankrige mod Havets Herskerinde Storbritanien. – Allerede d. 22 Juli 1807 skal Grev d’Antraigues have underrettet den engelske statsmand Canning om denne hemmelige Overenskomst. Den brittiske Regjering besluttede da strax at forekomme sine farlige Fiender[1] En veludrustet anseelig Hær og Flaade sendtes flux afsted, overfaldt uventet det uforberedte Danmark, bombarderede paa det frygteligste Kjøbenhavn og bortførte Danmarks stolte Søværn, dets anseelige Flaade, da Kronprinds Fredrik, der i sin sindssvage Faders Navn førte Regjeringens Tøiler, under den høist critiske Stilling, mere lod sig lede af sin vistnok retfærdige vrede end Klogskabens Bud, idet, han forkastede den Alliance, Englænderne havde tilbudt, hvorved han i al Fald havde bevaret de danske Øer og Norge, om ogsaa Franskmændene havde oversvømmet Hertugdømmerne og Jylland.
Da Ruslands Selvhersker havde Grund til at befrygte, at samme Skjebne, som havde rammet Kjøbenhavn, kunde ramme Kronstad og den derværende russiske Flaade, begyndte han at temporisere og underrettede det engelske Ministerium gjennem den bekjendte engelske General Wilson om, at Freden i Tilsit ei var saa alvorlig ment, som det lod til. Det lykkedes virkelig den snue Keiser at skuffe det engelske Ministerium indtil den første Fare var overstaaet, og Kronstad og Flaade var sikkret. Nu (d. 7 Nov. 1807) udstedte han sin berømte Erklæring, „at han tilintetgjør og det for stedse enhver med Storbritanien tidligere sluttet Act og navnlig Conventionen af 17 Juni 1801 og forkynder, at intet Forhold skal atter blive gjenoprettet mellem Rusland og Storbritanien, førend dette har fyldestgjort Danmark.“ Da Sverige negtede at erklære sig mod Storbritanien, vilde Alexander og Napoleon i Forening tvinge det og „herved fremkaldtes en ny Broderkrig, hvori Skandinavien snart igjen skulde sønderrive sig selv til Fordel for Frankriges og Ruslands Strid med Storbritanien[2].“ Efter den 2den Artikel i den Alliancetractat, som 31 Octbr. 1807 sluttedes mellem Frankrige og Danmark, vilde nemlig Frankrige og Rusland gjøre de fornødne Erklæringer forat formaae de øvrige europæiske Stater til at tiltræde Forbindelsen mod Storbritanien. Fra dansk Side havde man i den Anledning forpligtet sig til at tiltræde disse Erklæringer, og bidrage til Udførelsen af alle de Forholdsregler, som maatte følge deraf. Medens Russerne brøde ind i Finland, nødtes Danmark ifølge sit Forbund at erklære Sverige Krig (29de Febr. 1808)[3]. Da Rusland trods den kjekkeste Modstand fra svensk Side havde naaet sit Maal at komme i Besiddelse af Finland, sluttede det separat Fred med Sverige i Fredrikshamn uden at tage mindste Hensyn til sine Løfter mod sin Bundsforvante Danmark; ja den russiske Underhandler Romanzow afviste ei blot den danske Minister Blome, som forlangte at deltage i Fredsunderhandlingerne, men henviste endog Sverige til at søge Erstatning for det tabte Finland i Norge! Da næsten hele Europa senere fulgte Napoleon paa hans Tog til Rusland, sad Danmark stille og dets Løn blev, at Keiser Alexander i Petersburg og Åbo lovede at betale Sveriges Hjælp mod Napoleon ved at garantere Norges Forening med Sverige! Man vil vel forgjæves i Historiens Aarbøger finde Mage til Ruslands troløse Politik mod Danmark.
- ↑ 3 Aug. viste de förste Skibe af den store engelske Flaade sig ved Kronborg, og 2 Aug. havde Napoleon fra St. Cloud underrettet sin Marskalk Bernadotte, som med en fransk Hær stod i Tydskland, om, at ifölge Fortolkningen af Tilsitfreden „maa Danmark naar England nu ei modtager Ruslands Mediation, erklære England Krig, eller jeg erklærer Danmark Krig. De er for dette sidste Tilfælde bestemt til at sætte Dem i Besiddelse af hele det danske Continent.“ „Danmark, skrev Talleyrand 4 Aug. s. A. til den franske Minister i Kjöbenhavn,“ kan ikke længere, forblive passivt, men maa nödvendigvis erklære sig for eller mod England. – „Votre pays sera ecrasé & cela par suite de vos vacillations et de vos incertitudes“, sagde Napoleon til den danske minister i Paris.
- ↑ Schiren 2, 378.
- ↑ Allerede under 19 Febr s. A. underrettede Frederik fra Kiel den commanderende General i Norge Prinds Christian August om, at 40,000 Franske ventes hver Dag for i Forening med 6000 Danske at gaa over til Skaane, medens 5000 Norske samtidig rykke ind i Sverige, dog uden Artilleri. „Alt hvad Eqvipage og Bagage er, maa blive hjemme! Det forhindrer Marschen!“ (S. 6 Brev i Norske Saml. 1, 310).