Lagfølgen på Hardangervidda og den såkaldte „høifjeldskvarts“/1
Mellem Løite og Skurdalssæteren grundfjeld. Grænsen mellem grundfjeldet og den overliggende skiferformation møder man et godt stykke nord for Ustetind og Storhovden, inden man kommer ind mellem disse, der består af glinsende skifer (fyllit); fald 45° 0 15 N. Syd for Ustetind såes i løse sten blandt andre bergarter hornblendeskifer. Grundfjeldet saas i en masse løse blokke under Ustetinden, ingensteds langs stien synligt i fast fjeld.
Brændsæter ved Halvorsvand. Her overalt bladige fylliter med kvartsårer, oftest sa knudrede, at faldet er vanskeligt at bestemme; før sæteren temmelig steilt fald SO. Nær selve sæteren c. 45 ° NO.
Den lave strækning mellem Brændsæteren og Tuvesæteren indtil c. 100ʹ over vandet er grundfjeld, gneis, f. 75° SO; i høiderne selv ligger skiferformationen med svævende fald, fylliter, f. 30° NNO.
Nord for Sjerjavand grundfjeld, gneis og glimmerskifer, ved Sjerjasæter f. 50 ° OSO.
Den spidse top nord for Grønnevandet er lille Grønnenuten; hvis her findes skifer, må det være allerøverst i toppen, som jeg ikke kunde se. Grundfjeld fortsætter videre helt til Krækjasæteren; fald c. ½ times vei før man naar sæteren 25 ° NNO, strax efter steilt NNV, gneis.
Hele tiden til Krækjahalboden grundfjeld; faldet synes at vexle; nær denne sandsynligvis granit. Ved overfartstedet over Krækja (mellem Krækjakjern og lille Krækjavand) stribet gneisgranit.
I fortsættelsen af Nordmandsslæbet videre mod vest hele veien bænket granit til henunder Halnekollen; masser af store kantede blokke i ur; i det faste fjeld sees på bænkfladen 3—4 alen store blokke sprængt fra hverandre med sprækker på flere fods bredde.
Ved Halnekollen fandtes i en løs sten spor af en trilobit (parabolina?); i denne anledning søgtes nogle timer efter fossiler i de mørke glinsende skifere i Halnekollen fra fod til top; fald 20° O. I løse sten fandtes alunskifer, der så lovende ud, men i det faste fjeld blot alunskiferlignende fylliter.
I høiden nord for Olafsbuvand, ved Kjeldskarskjernene o. s. v., strækker sig endnu granit indover nord for veien; den overliggende skiferformation sees i frastand i Kjeldskarnutene.
Ved Olafsboden såes blokke af grundfjeld (gneis etc.). Ved Fiskekjernsæteren er graniten temmelig finkornig og fuld af brudstykker af gneis og gneisgranit og gjennemsat af pegmatitgange. I en stor løs blok med frisk brudflade saas brudstykker af gneis, mørk glimmerskifer o. s. v. ifra nogle tommer til et par alens størrelse i den finkornige granit.
Hele veien i bunden af Sysendalen til Maursæt, der hvor overhovedet fast fjeld sees (langs dalsiden; i bunden meget myrlændt) overalt granit.
26de-29de juli; ophold Maursæt. Maursæt bar. korr. 678 mm.
Paa opstigning fra Maursæt til Grønnenuten granit; nær grænsen mod den overliggende skiferformation paa et større barfjeld skuringsmærker, retning O—V; bar. 664½ mm. Grænsen mellem skifer og granit fandtes i Grønnenuten; korrigeret bar. 653½ mm. = 3770ʹ eller 1 183 m. o. h.
Høiden fulgtes fra toppen af Grønnenuten indover mod ONO og NO. Overalt her fyllit, grøngrå; fald i det hele c. 20 ° O til ONO eller dreiet indtil OSO. En umiddelbar grænse mellem skiferformationen og dens underlag var blottet i en liden, ikke på amtskartet afsat bæk ved høide korr. 654½ mm. (3694ʹ = 1159 m.). Ved denne grænse iagttoges umiddelbart på graniten c. ½ m. mægtig en slags sparagmitlignende bergart og som et tyndt indleiet skikt(?) i denne en skifer forskjellig fra de overliggende fylliter.
Herfra videre til en lav høide uden navn VSV for Håkåhelleren og Leirhalsen.
Fig. 2. Profil Grønnenuten-Leirhalsen.
I den i profilet med NB mærkede høide såes underst på graniten en alunskiferlignende fyllit, forvitret med gule og rustrøde farver; der søgtes forgjæves efter fossiler. Derover grøngrå fyllit med kvartsårer. Kruset af kvartslinier og kvartsårer opfyldt fyllit fulgtes indover til Leirhalsen, der består deraf. Granitgrænsen ved nedstigningen til Instestølen i Håkåhelleren, bar. korr. 650.5 mm. = c. 3850ʹ eller henimod 1210 m. (1208) o. h. Instestølen (Maursætsæteren) ligger, korr. b. 668½ mm. = 3165ʹ eller 993 m. o. h. Styrtningerne ved sæteren i Håkahelleren er granit.
28de Juli besteges Grydeberget ved Maursæt; bar. fremdeles, korr. b. 678 mm. = 2763ʹ eller 867 m. o. h.
Graniten under opstigningen hyppig porfyragtig grovkornet, øiegranit, lig graniten ved Sandvenvandet i Hardanger; hyppig stribet gneisgranit, også oftere med brudstykkelignende partier, begrænsede med skarpe kanter; dels også mere finkornig stribet, gjennemsat af lysere grovkornigere årer.
Fig. 3. Profil over Grydeberget ved Maursæt.
c. Kruset, knudret fyllit, med talrige kvartslinser.
b. Mørk fyllit c. 40ʹ.
Underst: Granit; granitgrænsen 3813ʹ (1198 m.) o. h.; toppen 4030ʹ (1263 m.) o. h.
Skifergrænsen i Grydeberget fandtes ved, korr. bar. 650.5 mm. = 3813ʹ eller henimod 1200 m. o. h. (1198). Den underste del af skiferformationen består af mørk alunskiferlignende fyllit uden kvartsårer, i en mægtighed af 30—40ʹ; derover som i Grønnenuten o. s. v. en mere bestandig af kvartslinser og kvartsårer opfyldt knudret blågrøn eller grøngrå fyllit, helt op til toppen. Medens den første synes at forvitre lettere og danner små fremstikkende alunskiferlignende flekker i mere overgroet skrænt, danner den senere ofte en glatskuret, bølget skråning uden vegetation.
Toppen af Grydeberget, korr. b. 645 mm. = 4030ʹ eller 1263 m. o. h.
29de juli. Besteg Bjoreidnuten i regn og tåge.
Graniten i foden og opover middelskornig lys; henimod toppen af lille Bjoreidnuten (korr. bar. 651 mm. = 3760ʹ eller 1177 m. o. h.) oftere hele partier af stribet, mørkere gneisgranit. På opstigningen fra lille til store Bjoreidnuten gjennemskjæres graniten fra V—O af tre dybe gjel. Også store Bjoreidnuten er helt til øverste top granit; toppen korr. bar. 639.5 mm. = 4203ʹ eller c. 1320 m. o. h.
Skuringsstribernes retning på den flade top SO—NV. Bjoreidnuten var på en medbragt kopi af den geologiske undersøgelses manuskriptkart betegnet som skifer, hvilket ikke findes her. Omvendt var de i nogen frastand synlige høiere nuter: Gjerenuten, Dyreheiene, Steinbuheia, Skaupsjønuten (sandsynligvis også flere) på kartet betegnede som granit, men erklæredes af føreren med sikkerhed i toppen at bestå af „helleberg“ (skifer), hvilket senere også bekræftedes af Knut Garen og andre kjendtmænd.
30te Fra Maursæt over Hol og Vøringen til Eidfjord. Regn. 31te juli. Vik i Eidfjord; regn.
1ste august. Eidfjord til Bærastølen. I Eidfjord om morgenen bar. 750 mm. (regn) På veien fra Mjelmo til Bærastølen stribet mørk gneisgranit, ofte med biotit og hornblende sammen; ogsaa stykkevis lysere mere normal granit. Ensteds på opstigningen fra dalbunden er graniten fuld af brudstykker af gneis, ligesom en breccie.
Ved Bærastølen (bar. korr. 662. mm. = 3168ʹ eller 994 m. o. h.) granit med småpunkter af mørkbrun ortit.
Særdeles hyppig såes blokke af blåkvarts. Da jeg tænkte mig at disse muligvis var kommet fra Bærakupen, steg jeg op på denne top.
Skiferformationens grænse i Bærakupen fandtes omtr. ved korr. b. 639.5 mm. = 4045 eller c. 1270 m. o. h. måske noget lavere, da selve den umiddelbare grænse var bedækket. Underst i skiferformationen såes sortsmudsende, alunskiferlignende fyllitisk skifer, her og der med sparsomme kvartsårer. Derover blågrønne krumbladige fylliter med rigeligere kvartslinser og kvartsårer. Høiere op er fylliten meget rigere på kvartslinser. I toppen findes en storpladet, planskifrig glinsende helleskifer. Bar. i toppen af Bærakupen, korr. b. 6221⁄4 mm. = c. 4740ʹ eller herimod 1430 m. o. h. Da faldet i Bærakupen i det hele og store er svævende, skulde mægtigheden af skiferformationen her altsaa være c. 700ʹ eller c. 220 m. Ved nærmere påseende såes beviser for stærk sammenpresning i skiferen.
Også på toppen såes blokke af blåkvarts, men ingensteds i fast fjeld, uagtet profilet var næsten sammenhængende. På toppen sneveir.
Letning i skodden bragte for et øieblik et prægtigt rundskue. Den vakreste formationsgrænse, jeg har seet på Vidda og overhovedet nogensteds, såes i Grydeberget ovenfor Maursæt, omtrent ret i N.
Over uren sees en brat, lysende granitvæg, derover skiferformationen; grænselinien næsten horizontal, ganske svagt bølgende.
2den august Bærastølen-Hallaskarsæteren (Halleskarsæteren på amtskartet). I Middagshaugene; syd for Bærastølen atter fyllit, fald svagt SO, ensteds 20° eller svævende; skiferne er fulde af kvartslinser og kvartsårer. Skifergrænsen ved opstigningen til Tyndøleskaret på N.-siden af Middagshougen korr. b. 644 mm. = 3868ʹ eller 1213 m. Også i hele Bæreggen (N f. Fljodalselven) fyllit; skifergrænsen paa sydsiden af passet korr. b. 639.5 mm. = 4047ʹ eller 1270 m.
På sydsiden af Middagshougen ved Skinsbeite en stor med masser af vældige blokke besået slette gjennemstrømmet af Fljodalselven. Den faste fjeldgrund er her atter granit.
Alle Haraldshougene (4) består af fyllit; grænsen her ved korr. b. 637.5 mm. = 4125ʹ eller 1295 m. o. h.
Også Rypehougen og Trongeskarsnuten består af temmelig mørk fyllit.
Veigs dalføre granit, lys rødlig, med to feldspater rødlighvid ortoklas og grønlighvid oligoklas, derhos mørk biotit og rigelig kvarts.
I store Grananuten over graniten i foden først sortsmudsende mørk alunskiferlignende fyllit, fald SO, Derover blåkvarts (terrainet noget overdækket) i fladere lag. Så i stor mægtighed helt til øverste top glinsende fylliter, i den øvre del rig på kvartslinser og kvartsårer.
I høiden mellem toppene af store og lille Grananuten indleiet i fylliten en glimmerrig kalk.
3die august. Fra Hallaskarsæteren (amtskartets Nysæter) til Hårteigen og tilbage.
På veien fra sæteren til Hårteigen lidet blottet, Store myrstrækninger på vestsiden af Veigselven, hvorfra toges torv til brændsel. I disse myrer findes masser af fururødder, der også benyttes til brændsel.
Der hvor fjeldgrunden er blottet, er den granit helt frem til Viersdalsæteren; her stribet granit og gneis (?) til henimod Hårteigen. Underveis sees en stund efter at have forladt Nysæteren mod syd skiferformationens grænse i Naserne; fylliten hviler her på en længere strækning med svævende fald på graniten.
Grænsen mod skiferformationen i foden af Hårteigshøiderne (i Solnuten o. s. v.) 642 mm., længer mod V korr. b. 640 mm. = 4028ʹ eller c. 1264 m. o. h.
Følgen i Hårteigen og høiderne ved foden af samme er denne:
Først i foden af Solberget (nord for Hårteigen, ikke det samme som Solnuten) i skaret, som fører op til Hårteigen en skråning af 20—25 ° VSV faldende lag af vexlende, noget fyllitiske alunskifere og mere ægte gult og rustfarvet forvitrede alunskifere, tilsammen i en mægtighed af 120 til 150 fod. Skiferne lavest i foden er mere småsmulrende, høit oppe findes en mere storpladet skifer. Øverste grænse af denne ved korr. b. 637½ mm. = 4110ʹ eller 1290 m. o. h.
Derover navnlig på SO—siden af skaret, i tydelig profil i en brat væg, tykbænket blåkvarts, o. 120ʹ mægtig med fladt fald; øverste grænse korr. bar 633½ mm. = 4264ʹ eller 1338 m. o. h.
Derover en uren, hvid eller hvidlig gul marmor, fuld af skjæl af et lyst grønligt glimmermineral (talk ?) i en mægtighed af henimod 30ʹ, f. 10° SSV.
Umiddelbart ovenpå kalkstenen kommer med noget svævende fald gjennemsnitlig 20 a 25 ° SV, S eller SSO glinsende grønne skifere, fylliter, her og der navnlig i den lavere del med enkelte tynde lag af uren marmor af samme art som nedenfor. De glinsende skifere er høiere oppe rige på parallel skifrigheden anordnede kvartslinser, ofte knolleformig udvidede og rigeligere i nogle lag, end i andre, gjerne med 1 å 2ʹ mellemrum. Et ypperligt naturligt snit blotter lagfølgen helt til selve Hårteigen, i retning NO—SV.
Foden af selve Hårteigens top korr. bar. 617 mm. = 4606ʹ eller 1445 m. o. h. Rundt foden en høi sammenhængende ur
af store blokke; endnu i toppen af denne ur ved korr. bar. 6213⁄4 mm. = 4750ʹ eller c. 1490 m. o. h. fandtes de samme grønliggrå fylliter.Ovenover uren hæver sig Hårteigens top fuldkommen steil c. 730ʹ eller c. 230 m.; toppen kan bedst nåes gjennem et brat trangt skar på SO-siden. Under opstigningen bliver faldet lidt steilere, c. 25° SSV. Man passerer planskifrige krystallinske skifere af forskjellig slags, tildels hornblenderige bergarter.
Selve toppen er ganske ujevnt opsprukken i overfladen, gjennemsat af flere gjel, parallel strøgretningen, så at den er opdelt i tre rygge med to mellemliggende søk; i hvert af disse et ørlidet kjern. Faldet af bergarten i toppen endnu steilere, nær ved Varden 55° SSV; bergarten vexler; der findes hornblendeskifere, hornblendegneise, lys røde feldspatrige gneise, fattige på mørke mineraler, glimmerskifer o. s. v. Ingen bergarter, der kunde ansees som eruptive iagttoges, kun sedimentære hastig vexlende krystallinske skifere. Altså i Hårteigens top som i toppen af Skarsfjeld o. s. v. i Sørfjordens dalføre metamorfiske skifere!
Det fortjener at bemærkes, at Hårteigens top er fuld af løse blokke af forskjellige slags bergarter (endog glinsende skifere lig dem i foden!); blokkene er skarpkantede, regelløst blandede om hverandre.
Toppens høide fandt jeg til 6123⁄4 mm. svarende til 5490ʹ eller 1720 m. o. h.
Hårteigens top ser ud som en cylinderhat; man har derfra en uforlignelig udsigt over den største del af Vidda. Overfaldtes på selve toppen af voldsomt sneveir, (den 3die august!) som i en fart forandrede en stor del af landskabet til et vinterlandskab!
4de august. Fra Hallaskarsæteren (Nysæteren) til Hansebustælen ved Kvænna.
Bar. korr. om morgenen ved Nysæteren 653.5 mm. = 3618ʹ eller 1135 m. Graniten ved Hallaskarsæteren omtrent lig den ved Bærastølen.
Forbi Frisætsæteren, Ulvefetsæteren til Olafsdalssæteren hele veien granit, af og til stribet gneisgranit; ved Olafsdal (bar. korr. 643 mm. = 4035ʹ eller 1266 m. o. h.) udmærket typisk finkornig granit.
Graniten fortsætter et stykke indover den strækning, der på amtskartet er betegnet som Venarheien. Kartet her uden navne og utilfredsstillende.
I Nibbenuten og Herrevasnuterne alunskifer og alunskiferlignende fyllit, sortblå af farve; derover blå kvarts. Skifergrænsen fandtes ved korr. bar. 6373⁄4 mm. = 4250ʹ eller 1335 m.; faldet svævende, mest sydligt.
Videre nordvest om Herrevasvandene ret på Høgevarden, under samme; overalt alunskifer med overliggende blåkvarts.
I foden af Høgevarden stikker atter granitunderlaget frem; bar. korr. 635¼ mm. = 4350ʹ eller 1365 m. o. h.
Grytehorjet sees herfra omtrent i SSV.
Videre mellem Høgevarden og Høgevardskjernene.
Over Bessebotnerne henimod Bessevandet. Her overalt i dagen mægtig tykbænket blåkvarts; bølgende fald ofte ganske fladt mellem Dimmedalsheiene og Bessevandet.
Ved nordenden af Dimmevandet umiddelbart langs vandet stikker atter graniten frem i et ganske lidet parti; bar. korr. her 641¼ mm. = 4150ʹ eller 1305 m. o. h.
Langs N.-siden af Dimmevandet grøngrå fyllit, og underst i samme marmor (lig Hårteigens), med skjæl af lys glimmer (talk?) eller flækket af striber af glinsende skifer, i bænke og tynde lag; derefter over marmoren hele tiden langs N.- og O.-siden af vandet grønblå krusede af kvartslinser og kvartsårer opfyldte fylliter med fladt fald.
I Gullikshaldenuterne ved N.-enden af Gullikskjern kommer atter den lavere afdeling med alunskiferlignende blåsort skifer og derover i toppene blåkvartsen med fladt bølgende fald; lagfølgen sees især tydelig i Skidtvåknuten ved sydenden af Gullikskjern, ligeså i Krokvasnuterne (på amtskartet Hellefjeld) og de søndenfor disse liggende Krokevasaxler, overalt alunskifer og blåkvarts i bølgende lag.
Gulliksvand korr. bar. 641¼ mm. = 4150ʹ eller 1305 m. o. h.
Ved S.-enden af Gulliksvand en ubenævnt nut, hvori sees voldsom sammenpresning af kvartsiten (blåkvartsen) med foldede, vertikale lag.
I Hansebunuterne de samme afleininger, alunskifer og blåkvarts.
Derpå nedstigning mod Kvænnas dalføre, hvor stribet gneisgranit møder.
Hansebustølen korr. bar. 644½ mm. = 4050ʹ eller c. 1270 m.
5te august. Fra Hansebustølen til Hulberget og tilbage.
Op gjennem en bakkedal med Hansebunuterne på venstre, Blyvardenuterne på høire hånd. Overalt i høiderne underst alunskiferbergarter, derover blåkvarts, lagstilling bølgende og foldet.
Amtskartet er omkring Hulbergsnuterne aldeles urigtigt; f. ex. Brakanuten ligger på kartet i NNV, i virkeligheden ret i O, Fjeldsjøbergene på kartet ret N, skal være i SO o. s. v.
Ved Hulbergskjernet måltes følgende profil i en liden høide V. for samme:
c. Blåkvarts i tykke bænke, c. 120—140ʹ (c. 40 m.).
. Storhellet, tykpladet mørk skifer, 30ʹ (9 m.).
Forskjellige alunskiferlignende bergarter; blåsorte glinsende, stenglige og krusede mørke fylliter, c. 120ʹ (38 m.).
Bar. Hulbergskjern 641¼ mm. = 4280ʹ eller 1343 m. o. h.
Bar. Grænse mellem og 638¼ m. = 4398 eller 1380 m. o. h.
I selve Hulberget er følgen den samme:
Underst alunskiferbergarter af forskjellig slags c. 110ʹ; øverst i den almindelige alunskifer c. 1ʹ med lag, der fører dictyonema flabelliforme, Eichv., som allerede påvist af T. Dahll, der dog ikke nævner dens nøiagtige nivå i fast fjeld. Derover 33ʹ (10 m.) tykpladet, storhellet sortblå skifer. Øverst blåkvarts, c. 120—150ʹ (c. 45 m.), i tykke bænke; udenfor profilet i stærkt sammenpressede, foldede og opreiste lag.
Foden af Hulberget, korr. bar. 641¼ mm. (4280ʹ eller 1380 m.),
Fig. 9. Profil over Hulberget.
c. Blåkvarts.
b₂ Storhellet skifer.
D. Tyndt lag med dictyonema.
b₁. Alunskifer (alunskiferfyllit tildels).
Den tykpladede, storhellede skifer er, når man først er bleven opmærksom på den, ganske karakteristisk, men ikke at opfatte i små håndstykker. Den er brugt som tagheller i sætre og lægre over en stor del af Vidda (ex. Kirkestendalen, Hansebulægret, Krokevasstølene etc.).
Om eftermiddagen 5te august fra Hansebustølen til Øvre Krokevasstølen; veien går hele tiden lavt nede i granit langs Krokvandene, under Krokevasaxlerne, der danner en rad af høider over graniten ved Krokevandet. De består, som alle høider i dette strøg, af alunskifere med afslutning opad i den nævnte tykpladede, storhellede sortblå skifer, og øverst blåkvarts.
Øvre Krokevasstølen korr. bar. 647 mm. = 4100ʹ eller c. 1287 m.Fig. 10. Profilskisse af Holkerne. seet fra Østensbunuten.
6te august. Øvre Krokevasstølen til Litlosstølen.
Op gjennem dalen, der går op mod NV fra sæteren (tilhøire haves hele tiden Krokevashalsen med de nævnte aflei-
Blåkvarts.
Alunskiferafdelingen.
Granit.
6te august. Øvre Krokevasstølen til Litlosstølen.
Op gjennem dalen, der går op mod NV fra sæteren (tilhøire haves hele tiden Krokevashalsen med de nævnte afleininger), derefter tværtover Østensbunuten med den undre skiferafdeling overleiet over graniten, og videre henimod Holkerne (høiderne mellem Litlosvand og Østensbunuten); også i Holkerne sees den samme lagfølge, alunskiferafdelingen og blåkvarts på den underliggende granit, i bølgende lagstilling:
Grænsen mellem granit og alunskifer måltes i Holkerne til korr. bar. 640 mm. = c. 4400ʹ eller c. 1380 m.
Idet veien bøier om mod N. i høiderne langs Litlosvandet passerer man på nedstigningen til Litlossæteren mangesteds blottet profil af alunskiferafdelingen, hvis skifere her synker ned helt til Litlosvandets nivå, der måltes til korr. bar. 648 mm. = c. 4110ʹ eller c. 1290 m. o. h. — Følgen er overalt her den samme: under blåkvartsen i toppene først de tykpladede sorteblå skifere, derunder mere tyndskifrig noget glinsende alunskifer, underst en knudret, stenglig, kvartsåret blåsort glinsende alunskiferlignende bergart.
Ved Litlossæteren ved nordenden af Litlosvandet kommer man ind i den over blåkvartsen følgende afdeling af glinsende grøngrå skifere med kvartsårer og kvartslinser, lig Grydebergets, Bærakupens o s. v. Fald nær sæteren 25° SSV.
Fra Litlossæteren til Valdalen.
Under opstigningen i skaret nord for Ravneberget ser man i frastand blottet profil i Store Kolds nordostlige ende: underst alunskiferafdelingen, derover blåkvarts, derover (kalk? og) den grøngrå glinsende skifer, der danner høiden.
I Ravneberget selv lige fra foden ved Litlosvand til toppen (bar. korr. 637 mm. = 4542ʹ eller 1425 m. o. h.) de samme grøngrå glinsende skifere, fald o. 20° SSO; skaret går omtrent tværsover strøget eller rettere OSO.—VNV.
I høiden mellem Koldsvandet og Koldevasdalen inversion; toppen er her bar. korr. 631 mm. = 4780ʹ eller 1500 m.
e. Grøngrå kvartsårede glinsende skifere.
d. Marmor.
c. Blåkvarts.
Hvis man ikke strax efter fik se foldningen i Koldevasdalen og ikke kjendte profilerne fra andre steder på Vidda, kunde man her tage feil.
I Koldevashøiden fandtes på druserum i blåkvartsen talrige flere tommer lange krystaller af kvarts (bergkrystal), der også på adskillige andre steder findes i Viddas blåkvarts (Dvergsmidenuten, der deraf har navn o. s. v.).
Når man kommer fra høiden ned i dalbunden (Koldevasdalen) nord for Vasdalskjernene sees profilet klart i udmærket blottede vægge på begge sider; dalbunden her i høide korr. bar. 638 mm. = 4500ʹ eller 1413 m. o. h.
I dalbunden stikker på et par punkter under en snekavl (6te august!) granit frem. På begge sider af dalen umiddelbart derover: underst alunskiferafdelingen med den sædvanlige karakter, derpå den tykbænkede blåkvarts, så derover c. 30ʹ mg. kalk (marmor) lig Hårteigens, derover mægtige glinsende grøngrå fylliter lig dem i Hårteigens fod, med kvartslinser o. s. v. Denne mægtige fyllitafleining strækker sig helt til toppen af Lille Kold. Koldevasdalen er som profilet viser gjennemskåret netop gjennem midten af en fold (saddel). —
Fig. 12. Profil over Koldevasdalen.
e. Fyllit. d. Marmor. c. Blåkvarts. b. Alunskifer. a. Granit.
Man stiger nu ned til en lavere afsats til Holmesvandet; korr. bar. 647½ mm. = 4100ʹ eller 1287 m. o. h. Dalbundens vestside lige ved vandet er granit; ligeså i bunden af Tyristenen.
Herfra nedover til Grønhellervandet (ved Visadal); bar. korr. 665 mm. = 3427ʹ eller 1074ʹ; hele tiden på begge sider af dalen fyllitiske bergarter. Ligeså videre nedover til Valdalen. —
7de august. Undersøgte profilet i Sandskarnuten (høiden på vestsiden af Valdalsvandet, på kartet uden navn); her er i et bækkeleie blottet sammenhængende profil helt fra dalbunden og til toppen.
Valdalsvandets høide over havet fandtes til korr. bar. 688 mm. = 2524ʹ eller 792 m. o. h. — Granit er ingensteds blottet i dalbunden ved vandets nordende. Her strax over vandet glinsende skifere med kvartslinser og kvartsårer. Faldet er 10° SSO. De grøngrå knudrede kvartslinseholdige fylliter fortsætter opover et godt stykke i en mægtighed af meget over 100 meter. I barometerhøide 678½ mm. korr. = 2878ʹ eller 903 m. o. h. udmærket planskifrig gråhvid kvartsitlignende bergart (helleskifer), fald 10—15° O., vexlende med kvartsrige fylliter i sammenhængende profil i over 100 meters mægtighed. I barometerhøide (korr.) 668½ mm. = 3250ʹ eller 1020 m. o. h. begynder glimmerskifere af forskjellig slags, endnu af og til vexlende med fyllitiske bergarter.
Nu bliver bergarten mere og mere grovkrystallinsk og feldspatførende, snart gående over i ægte gneisbergarter, lysrøde gneisse, glimmerrige gneisse o. s. v. i toppen med 12° fald mod øst, i temmelig betydelig mægtighed og af varierende udseende. Toppen selv lyserød nokså grovkornet planskifrig gneis; bar. korr. 645 mm. = 4162ʹ eller 1638 m. o. h. Det viser sig altså her, som i Hårteigen og i toppene ved Josndal i Sørfjordens dalføre (Skarsfjeld, Tveitnuten o. s. v.), at krystallinske skifere, af udseende ofte ikke til at skille fra grundfjeldets bergarter, kommer over de glinsende skifere (fyllitafdelingen) og altså er yngre end dictyonemaskiferen! — Fra Valdalssæteren til Røldal.
8de og 9de august i Røldal; regn.
10de og 11te august; exkursioner Røldal.
10de august. Tur fra Juvet over Hamrestølen, Grøndalsstølen tværtover Horreheien til postveien.
11te august. Tur fra postveien ret op fra Røldalsvandet til toppen af Horreheien, derfra til Grøndalsstølen—Juvet.
Ved Røldalsveien overalt langs vandet i bunden gneisgranit; undertiden grovkornig porfyrgranit (øiegranit) med indtil et par tommer store feldspatindivider.
Rundt omkring den bratte styrtning af Horreheienes ende ved Røldalsvandet sees lidt oppe i høiden fra vandet skiferformationen, hvilende på gneisgraniten i en skrå svagt bølget linie.
Da faldet underst i det hele er vestligt (dog se nedenfor om folder) er i den SSV—NNO. løbende bratte væg mod Røldalsvandet in den sydligste del af profilet de ældste lag alunskifer o. s. v. i den nordostlige del noget yngre lag, grøngrå glinsende skifer o. s. v. anstående i den umiddelbare grænse, der opsøgtes flere steder. Sammenhængende profil blev opgået fra Røldalsveien ret op styrtningen til henimod Horreheiens top.
Fig. 13. Kartskisse Røldal 1:200000.
G. Grøndalssæteren.
E. Ekhornsæteren.
H. Hamrestølen.
Fig. 14. Profil over Horreheiene, langs Røldalsvandet.
x—x. Postveien langs Røldalsvandet.
glimmerskifer etc.,
kvartsit (helleskifer), fyllit, glimmerskifer etc., alunskifer, kvartsitlignende helleskifer, gneisgranit. gneisgranit.
Røldalsvandet 1220ʹ (383 m. o. h.).
Over den stribede gneisgranit (fald af stribningen 40° SSV.) først alunskifer. Grænsen i profilet fandtes ved bar. korr. 699 mm. = 2190ʹ eller 687 m. o. h.; noget længer mod NNO. fandtes grænsen ved 696½ mm. = 2287ʹ eller 715 m. o. h.; Røldalsvandets høide over havet fandtes lig 1220ʹ eller 383 m. Grænsen mellem alunskifer og gneisgranit ligger altså i den bratte skrænt ved enden af Horreheiene mod Røldalsvandet omkring 1000ʹ eller omkring 300 meter over vandet.
Fig. 15. Profil over Horreheiene.
4. Glimmerskifer, hornblendeskifer, gneis etc. c. 1000 à 1200ʹ (?).
3. Kvartsit (helleflinta) c. 100ʹ.
2. Grøngrå fyllit c. 400ʹ. 1. Alunskiferafdelingen c. 150ʹ.
R. Røldalsvand.
P. Postveien.
Alunskiferen selv er underst udmærket skifrig, forvitrende med flammede farver af gult og rustrødt, blåsort; nogle fod over grænsen fandtes ægte alunskifer småsmulrende, med speil, sort streg o. s. v.; derover knudrede blåsorte skifere, ikke længere med sort streg, lidt indsprengte med kvarts og med indtil flere meter lange linser af grå kvartsit; derover atter lidt ægte alunskifer, sa atter kruset sortblå skifer. Den hele mægtighed af alunskiferafdelingen i Horrebrækkene (Horreheiene) omkring 50 m. (c. 160ʹ); øvre grænse fandtes d. 11te august ved bar. korr. 694½ mm. = 2355ʹ eller 739 m. o. h.
Over alunskiferafdelingen kommer i Horreheiene direkte med samme fald glinsende, bladig, grøngrå fyllit lig den i Hårteigens fod o. s. v., fald 15° VSV. til V., snart stærkt opfyldt af kvartslinser og kvartsstriber. Mægtigheden af den grøngrå fyllit c. 400ʹ eller 125 m. Derover en temmelig mægtig grå eller blågrå skifrig kvartsit (helleskifer), tildels også i tykkere bænke, tilsammen c. 100ʹ (32 m.). Dens øvre lag ligner mest helleflinta. Derover i c. 2840ʹ (890 m.) h. o. h. glimmerskifer snart med sølvhvide skjæl af muskovit og mørkbrune skjæl af biotit, derhos kvarts, feldspat og hyppig ørsmå granater; i linseformige indleininger parallel skifrigheden i samme flade linser af kvarts og feldspat o. s. v. I denne bergart fremdeles store flade linser fra 1ʹ til 30ʹ lange, ja endog her og der udvidende sig til tynde bænke (lag) af større udstrækning, af mørk hornblendeskifer tildels med små granater. De krystallinske skifere i Horreheiene har altså tildels et noget andet udseende, end de der i Hårteigen, Sandskarnuten o. s. v. kommer over fyllitafdelingen. I en høide af korr. bar. 678 = 2965ʹ eller 930 meter vender faldet, så man i en steil væg, der blotter profilet tværtover strøget, tydelig ser, at foldning her har fundet sted. De samme bergarter, stadig med linser og tyndere eller mægtigere skikter af hornblendeskifer, og af noget vexlende habitus eftersom den lyse glimmer eller biotiten er forherskende og stundom udviklede som gneise, idet feldspat og kvarts er mere jevnt fordelte i sammensætningen, holder sig helt til den sydøstligste af toppene på Horreheien, høide o. h. 4160ʹ eller 1306 m. —
Herfra fulgtes profilet ikke længer tværtover strøget men langsefter til styrtningen mod postveien mod SV.; her passeredes på nedstigningen tværtover strøget de samme skikter. —
Fra Grøndalssæteren langs elven under nedstigning til Røldal samme profil, samme fold o. s. v., blot i et noget høiere nivå, sa det her ikke længer er alunskifer, men glinsende skifer og derover følgende kvartsit (helleskifer), der hviler umiddelbart på gneisgraniten. Denne ligner den ved Sandvenvand ovenfor Odde; stribningens fald 40° NNV.; grænsen mod skiferformationen blottet ved en liden fos i et bækkeleie; høide o. h. ved grænsen 2460ʹ eller 772 m. — Profilet fra Hamrestølen til Ekhornsæteren er i det hele en gjentagelse af de ovenfor beskrevne profiler.
12te august og 16de august. Røldal-Seljestad-Josndal og tilbage til Røldal.
Fra Røldal til Seljestad langs veien sågodtsom sammenhængende profil i fjeldsiden. Profilet viser:
1) Betydelige foldninger i skiferformationen.
2) Gneisgranitens opstikken under samme i meget forskjellig høide; skulde folderne stå i forbindelse hermed?
3) At som sædvanligt alunskifer, glinsende skifer o. s. v. ligger under den betydelige mægtighed af forskjellige krystallinske skifere.
Følgen i profilet er:
Underst alunskifer (på styrtningen mod Røldalsvand).
Derover glinsende skifere (fylliter), høit oppe overleiet af udmærket skifrige kvartsiter (?) (helleflinta).
Derover forskjellige stribede udmærket skifrige lyse gneise (helleflinta!) og forskjellige mørkere og lysere glimmerrige bergarter (glimmerskifer, glimmergneis) spættede af øine af feldspat og kvarts og med parallel skifrigheden beliggende knollelignende årer af disse mineraler. Den lyse glimmerrige gneis indeholder i årerne udmærket blå disten og er opfyldt af ørsmå granater (granatgneis).
Seljestad til Josndal hele tiden granit.
13de august. Exkursioner Låtevand og Tveitnuten.
Hele formiddagen søgtes forgjæves efter fossilførende skifere ved Låtevandet. Vistnok findes her ved Berge alunskiferlignende sortblå skifere med sort streg og forvitrende med flammede farver, men selv disse skifere er glinsende (fyllitiske) og er efter resultat af søgning efter fossiler vel uden håb om sådanne. Skiferformationens grænse mod graniten ved Berge ved Låtevandet fandtes ved korr. bar. 731⅓ mm. = 1294ʹ eller 406 m. o. h., altså betydelig lavere end på det høieste punkt mellem Røldal og Seljestad, en forskjel af ikke mindre end omtrent 2120ʹ eller 665 meter.
De glinsende skifere holder sig til ganske stor høide, men faldet er 20—25° SO., altså reducerende mægtigheden, beregnet efter høiden. I en høide af 697 mm. korr. bar. = 2512ʹ eller 788 m. o. h., planskifrige kvartsiter (helleflinter), der holder sig en god stund under opstigningen. Ved 680 mm. korr. bar. eller 3136ʹ (984 m.) o. h. forskjellige krystallinske skifere, der nu holder sig til toppen af Tveitnuten (lidt lavere
end N. Krosfonsnuterne); i toppen c. 699 mm. korr. bar. = 3585ʹ eller 1125 m. o. h. gneis, med mørk glimmer, feldspat og kvarts, tildels også hornblende; her indover høiden forskjellige krystallinske skifere af vexlende sammensætning. Den overveiende feldspat tildels oligoklas. Faldet her i toppen c. 30 ° SO.
14de august. Josndal til Løineng og tilbage fra Løineng langs foden af Skarsfjeldet.
Skarsfjeldets profil havde jeg allerede undersøgt d. 4de august 1875; jeg fandt dengang i foden øiegranit, derover alunskiferlignende mørk sortblå glinsende skifer (fyllit), så grøngrå kvartsårede fylliter, derover skifrige kvartsiter (?) (helleskifer), så i toppene af Skarsfjeldet og søndre Krosfonsnuten forskjellige krystallinske skifere, planskifrige gneise, hornblendeskifere, granatførende gneise o. s. v. Fald i det hele svagt 30—20° OSO til O. —
Granitgrænsen mod den overliggende skiferformation bestemtes (1877) til korr. bar. 709 mm. = 1950ʹ eller 612 m. o. h. ved Løinengvand under Skarsfjeldet. Herfra hæver den sig mod vest til korr. bar. 701 mm. = 2273ʹ eller 709 m. o. h. Endnu mere hæver sig granitgrænsen stærkt på vestsiden af Josndal i Sauenutens profil, som jeg opgik 7de august 1875. Overhovedet er det kun på selve store Vidda, at graniten over længere strækning danner en nogenlunde jevn underlagsflade for skiferformationen.[1] —
- ↑ De i dagbogen anførte barometerbestemmelser var udførte med et nogenlunde brugbart aneroidbarometer og høiderne bestemte ved sammenligning med barometerobservationer fra de nærmeste meteorologiske stationer efter velvillig opgivende fra det meteorologiske institut; de beregnede høider er dog neppe meget nøiagtige, da afstandene fra nærmeste stationer var for store. —
De i dagbogen anførte bergartbestemmelser er ikke korrigerede, men meddelte i uforandret form.
På reisen i 1877 ledsagedes jeg af min ven nuværende professor N. Wille.