Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret/V

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Nogle Oplysninger om den svenske Panteret[1].

Den svenske Panteret frembyder især i den ældre Tid væsentlig den samme Udvikling, som den danske og norske.

Om Løsørepantet have de ældste nulevnede svenske Love, Landskabslovene, der næsten alle bleve skriftlig optegnede i Slutningen af 13de og Begyndelsen af 14de Aarhundrede, tildels lignende Bestemmelser som den noget ældre norske Landslov, idet de fleste Love fastsætte, at Vurdering skulde ske efter Opbydelse, og at Panthaveren kun bliver Eier mod at betale det Overflydende til Skyldneren, medens en enkelt, der er af noget ældre Oprindelse, (den ældre Vestgøthalag) synes at gjøre Panthaveren til Eier uden Vurdering[2]. Sandsynlig er i den ældste Tid overalt i Sverige, som i de andre germaniske Lande, Eiendomsretten til det pantsatte Løsøre gaaet over uden videre.

Ved fast Gods lære de svenske Retshistorikere[3], at det i Landskabslovene havde Formen af Salg med Gjenløsningsret. Dette er vistnok ogsaa tildels Tilfældet. Men ligesom de fleste Landskabslove ere noget yngre end Magnus Lagabøters Love, saaledes er Forholdet endnu mere end i disse paa Overgangen til ogsaa i Formen at blive Pant. Ved Siden af, at Gjenløsningen kaldes återköp og Retsforholdet stadig modsættes aþalköp, kaldes det dog allerede i Landskabslovene wæþ, wæþsætning, ja endog pant (Østgøtalag E. S. XVI) og opfattes saaledes allerede delvis som et fra Eiendomsret forskjelligt Retsforhold, ligesom der om Tab af Gjenløsningsretten bruges Udtrykket forwæþja (Vestgøtal. Jordabalk VI). Dette Tab indtraadte i Almindelighed ikke strax ved Forfaldstid; men først, naar Panthaveren i 3 Aar derefter ukært havde besiddet Godset (laghäfd), var Løsningsretten forbrudt. Enkelte Love bestemme endog her, at Panthaveren ved Tidsfristens Udløb skulde udbetale Skyldneren, hvad Godset var mere værdt end Gjælden. Men i Almindelighed gik dog Eiendomsretten nu endelig over uden videre. Der var efter dette ikke nogen saadan Modsætning mellem de forskjellige Panteformer ved fast Gods som mellem den norske Vedsætning og Forsale. Meget mere stillede det svenske wæþ efter Landskabslovene sig som en Mellemting af begge. Imidlertid taler dog Uplandslagen (Jordab. IX. pr.) om en Pantsættelse, som synes nærmest at svare til vor Vedsætning og det danske Pant per modum forvæth, idet den siger, at Godset skulde løses til næste Mortensmesse, om det ei skulde forbrydes[4]. Besiddelsens Overgang til Panthaveren var vistnok nødvendig.

I Kristofers Landslag af 1442 kan Pantsættelsen neppe længere siges at have bevaret engang Skinnet af Salg[5]. Det var nu almindeligt Brugspant, hvorved dog er at mærke, at Vurdering skulde ske, baade ved Udlaanet for at fastsætte Laanesummens Størrelse og ved Gjenløsningen, idet der fra Forfaldsdag var Nat og Aar til Løsning, efter hvis Forløb (foruden 6 Uger for Børdemændene) Panthaveren blev Eier. Her forudsættes altsaa en Løsningsret at være tilstede. Men det kan vel ikke slaa feil, at Brugspantet i Sverige som andetsteds ofte har været stiftet, uden at der har været nogen Ret for Panthaveren til at fordre Løsning Og endmindre tvivlsomt er det vel, at Landslovens Regel om Frugternes Afregning paa Hovedstolen, der vel skyldes en midlertidig Overvægt fra Geistlighedens Side, i Almindelighed har staaet som uskreven.

Brugspantet var da i flere Aarhundreder det raadende ogsaa i Sverige. Underpant og Indtegningsvæsen indkom ikke længe efter dets Indtrængen i de andre nordiske Lande og uden Tvivl ogsaa fra Tyskland. Det første Spor af Indtegningsvæsenet, som nævnes af svenske Forfattere, har man i en Forordning af 1598, der af samme Grunde som de noget ældre danske Love byder at kundgjøre alle Pantsættelser, Kjøb etc. af fast Gods paa det store Thing, som aarlig skulde holdes i Upsala, „for Rigets Sekretærer, som da skulde antegne dem i „Rijksens Tänckiebock[6]. Hvis Nogen sælger eller „wædsætter“[7] fast Gods paa anden Maade, „da skal det ingen Kraft have“. Det er dog tvivlsomt, om dette Bud er efterlevet. Imidlertid var Underpant blevet kjendt gjennem Sædvaneretten, og en kongelig Resolution af 11 Mai 1665 gjør „Hypothekets“ Retskraft afhængig af, at det til ret Tid og paa lovligt Sted er protekolleret[8], idet man hertil brugte Underdomstolenes Protokoller ved Godsets Værnething. Underpant fik ogsaa i Sverige snart den samme vide Udstrækning som i de andre Lande, idet det ansaaes tilladt ogsaa i Løsøre, ja, „i Alt, hvad eier og eiendes vorder“. Dette blev dog forandret allerede ved en Frd. af 1730, som ganske forbød Underpant i Løsøre og gav nærmere Regler om Indtegningsvæsenet.

Denne Forordnings væsentlige Indhold gik ogsaa over i den nugjældende Sveriges Riges Lov af 1734, især Jordebalken 9 Kap. og Rettergangsb. 7 Kap., hvilke for Underpantets Vedkommende endnu indeholde de vigtigste Regler, sammenholdt med Forordning om „Inteckning“ af 13 Juli 1818. Underpant kan altsaa i Sverige kun stiftes i fast Gods (ikke Skib) og kun gjennem „Inteckning“, hvilken maa fornyes hvert 10de Aar for at holde Panteretten i Kraft. Det er imidlertid at mærke ved denne „Inteckning“ – foruden at den i adskilligt andet er forskjellig fra vort Thinglysnings- og Protokollationssystem, idet den saaledes ikke er gjennemført i samme Udstrækning, (nemlig kun ved jura in re aliena[9]), og ikke heller kjender noget Panteregister – at Ordet er gaaet over til at betyde den ved „Inteckning“ erhvervede Ret, altsaa Underpanteretten selv. Og denne Ret kan ikke blot stiftes ved „Inteckning“ af et Pantebrev; men almindelige Fordringshavere, som ikke have betinget sig nogen Sikkerhed for Gjælden, kunne ved Ansøgning hos vedkommende Herreds- eller Raadsturet tiltvinge sig „Inteckning“ og saaledes Fortrinsret for Fordringen, – altsaa en meget letvintere Vei end den hos os kjendte til at skaffe sig Retspant[10].

Lovbogen af 1734 stillede sig ingenlunde i samme Forhold til Brugspantet som Danske og Norske Lov. Meget mere spiller det der under Navn af „Inførsel“ og „Inførsels-rätt“, en ikke ringe Rolle, der noksom vidner om, at det langt ud i 18de Aarhundrede havde hævdet sin Plads ved Siden af Underpantet[11]. Det er ogsaa omhandlet i flere nye Lovbud[12] og den ældre Lovgivning derom staar i det Hele uophævet undtagen 17–13 Handelsbalken. Brugspantet er virkelig ogsaa endnu kjendt i Sveriges fleste Landskaber, skjønt det ikke længere stiftes fra nyt. Og det har sin særlige Interesse at vide, at disse Levninger forklares deraf, at det ogsaa her i sin Tid har været brugt som Surrogat for Eiendomstiftelse i Tilfælde, hvor Ufrelse ikke kunde eie visse Godser („Säterier“), idet de i Stedet fik Pant paa 100 Aar og derover. Men ligesom Grunden forlængst er ophørt, ere disse Levninger nu sjeldne og meget gamle, ialfald ikke yngre end forrige Aarhundrede, og de forsvinde efterhaanden ganske[13].

  1. Foruden de neden anførte trykte Skrifter ere nogle af Prof. Nordling i Upsala mig velvilligen meddelte Oplysninger komne nærværende lille Afsnit til Gode.
  2. Den ældre Vestgøthalag, som antages nedskreven i den første Del af 13de Aarhundrede, byder i Jordab. 6, at Panthaveren skal give Skyldneren 7 Dages Varsel (Sjunætting), og hvis ikke Pantet da løses, skal Panthaveren „beholde Pantet (vaþium halda) og føre til Things, lade dømme sig at sælge“. Betydningen heraf er vistnok uklar, og Artiklen fortolkes ialfald af nogle svenske Retshistorikere saaledes, at den ikke ligesrem gjør Panthaveren til Eier, men kun giver ham Ret til at sælge Pantet og tage sig betalt i „Kjøbeskillingen“, saaledes at det Overskydende tilbagegives Skyldneren. Jeg er tilbøielig til i Salgsretten kun at se et Udtryk for den Eiendomsret, Panthaveren kan opnaa ved den nævnte Fremgangsmaade, saaledes at Salget sker for hans egen Regning. Jeg ser altsaa i Forholdet mellem den ældre og yngre Recension af Vestgøthalagen – hvilken sidste, der henføres til Aarhundredets Slutning, i Jordab. 14 udtrykkelig byder, at Pantet skal vurderes paa Thinget og det Overskydende betales Skyldneren – en lignende Udvikling som i Forholdet mellem Gulathingslagen og Magnus Lagabøters Landslov; i Mellemtiden er Panteretten bleven mere udpræget.
  3. Nordstrøm II. 660. Schlyters Glossarier til Lovene.
  4. D. N. V. 735 findes et Brev fra Stockholm af 1446, hvorved en Gaard pantsættes paa et Aar fra næste Paaske.
  5. Nordstrøm II. 673, jfr. dog Motiverne til Komiteredes Forslag om Indtegningsvæsenet (af 1867) S. 24.
  6. Nordstrøm II. 675.
  7. Det gamle germaniske Ord har altsaa holdt sig meget længere i Sveriges Lovsprog end andetsteds.
  8. Komitteredes Forslag l. c. S. 25.
  9. Medens det først er efterhaanden, at „Inteckning“ er blevet udvidet (saaledes til Leieret i Kjøbstadgods først ved Frd. 21 Decbr. 1857), bruges ved Skjøder endnu den saakaldte „lagfart“, en lignende Institution men med noget forskjellig Fremgangsmaade og Virkning (ikke nødvendig ligeoverfor Exekution og Konkurs?)
  10. Frd. 8 Oktbr. 1861 indskrænker denne Ret til Inteckning saaledes, at den ei kan øves i den sidste Maaned for Konkurs, om den ei har været betinget ved Gjeldsstiftelsen. Jfr. l. c. 25–6.
  11. Se navnlig Jordebalken 9 Kap. § 7, hvoraf det vil fem at Ordet „Inførsel“ i Sverige ogsaa betegner den Handling, hvorved Godset frivillig overdrages Panthaveren til Brug. Ordet „Brugspant“ og „brugeligt Pant“ er ikke kjendt i Sverige.
  12. Det omhandles endnu i Frd. 22 Decbr. 1833 om Børdsrettens Ophævelse.
  13. Schrevelius Civilret (2 Udg.) I. 219, 228.