Kontraktspantets historiske Udvikling især i dansk og norsk Ret/IV

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Norsk Panteret.

Panterettens nære Sammenhæng med Eiendomsretten og oprindelige Udvikling fra denne lader sig ganske klart paavise i vor gamle norske Ret. Dens Love, navnlig Gulathingsloven, høre til de germaniske Folks ældste, og Retslivet artede sig meget længe saa særdeles gammeldags, at vi endnu fra Diplomtiden finde mange Vidnesbyrd om en urgammel Retsanskuelse, som andetsteds vel for det meste var ganske forsvunden[1].

Ved Hjælp heraf kunne vi ikke blot nøiere end i noget andet Land følge det gjenkaldelige Salg Skridt for Skridt i dets Udvikling til Brugspant, men – hvad der især gjør den norske Panteret interessant og kaster Lys tilbage paa de beslægtede men mindre oprindelige Retsforfatninger – vi kunne ogsaa med Sikkerhed skimte Pantets Fremvæxt af den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse. Til denne Retsdannelse som den ældste gaa vi da først over.

1. Suspensivt betinget Eiendomsoverdragelse som Overgang til Panteret. Den gamle Vedsætning af Jord. Løsørepantet indtil Kristian V’s Lov.

Medens vi allerede i den meget gamle Gulathingslov under Navnet veð finde en virkelig Panteret i Jord og Løsøre, med sit bestemte legale Indhold, nemlig Eiendomsrettens Overgang i Tilfælde af Misligholdelse, – have vi endnu fra en langt senere Tid, lige ned i 15de Aarhundrede, gjennem Diplomerne Levninger af det ældste Trin i Panterettens Udvikling, da Retshandelens Hovedhensigt er at give en suspensivt betinget Eiendomsret, men denne ved Siden deraf ogsaa opfattes som en Sikkerhedsret om ikke netop som en Panteret. Ordet veð har derfor Betydningen baade af en udpræget Panteret og af den mere ubestemte Sikkerhedsret, som fra først af vistnok har været Ordets oprindelige fælles-germaniske Betydning. Og paa samme Tid, som Lovene forlængst have udviklet meget fremskredne Regler om en virkelig Panteret f. Ex. endog paabudt Taxt, sammenblander den folkelige Retsfølelse stundum endnu Eiendomsret og Sikkerhedsret eller opfatter den samme Retshandel fra begge disse Sider. Vi se altsaa med andre Ord den ældre og den yngre Retsdannelse endnu samtidig levende i den historiske Tid.

Vi finde maaske Spor af dette Forhold allerede i Lovene. Medens disse i Almindelighed kun tale om den virkelige Panteret, finde vi dog ogsaa veð i den oprindelige og mere ubestemte Betydning, nemlig i G. L. 41., gjentaget i M. L. VIII. 14. Det hedder her, at om en leiet Ko dør, men Udleieren havde „veð“ i en anden Ko, da skal han have denne i Stedet; thi „ku skal i kyr stað koma“, en Sætning, som ved sin Alliteration netop vidner om sin ældgamle Oprindelse. Retsforholdet har vel egentlig her været sluttet med den udtrykkelige Aftale, at, hvis Koen døde, skulde en af Leietagerens Kjør gives tilbage i Stedet, og dette Forhold er blevet betegnet med veð.

Langt klarere og rigere kommer denne Retsopfatningens Udvikling frem i Diplomerne. Hin ældste Retsdannelse gjenfinde vi der især i et enkelt Forhold, nemlig i Tilfælde af Vanhjemmel ved Afhændelse af Jord. Det hedder meget ofte i Brevene i Forbindelse med Hjemmelsklausulen, at, om Jorden eller nogen Del deraf bliver „ufrels“, skal Sælgeren skaffe i Stedet anden ligesaa god Jord af sine Eiendomme, eller endog, at Kjøberen skal eie en anden, udtrykkelig nævnt Gaard. Dette indeholder jo ligefrem en (suspensivt) betinget Eiendomsoverdragelse enten af en bestemt Gaard eller af et vist Skyldbeløb i Sælgerens Jord. Det almindeligste Udtryk for Kjøberens betingede Ret til denne Jord, er, at han skal „gaa ind i“ eller „vige til“ den. Men man har ogsaa mange Diplomer, hvor netop dette selvsamme Forhold udtrykkes med „veð“ eller andre Ord, der betegne en Sikkerhedsret. De mærkeligste af disse ere de, som gjennem sine egne Udtryk sammenblande „veð“ og Eiendom og saaledes vise, at den betingede Eiendomsret tillige opfattes som en Garanti for Hjemmelspligtens Opfyldelse. Der er nemlig flere Diplomer, som for Tilfælde af Vanhjemmel sætte „til Ved og fuld Eiendom“ anden Jord; de ere især fra Bygder, som navnlig i hine Tider have ligget meget afsides[2]. De fleste af de øvrige, der ere spredte over Landet, men dog især ere fra det Østenfjeldske, bruge blot Udtrykket „vædsætte“, “sætte til Væd“, „sætte ind“, eller stundum, efter at dette Ord er kommet ind, „sætte til vant“[3]. Men, naar det betænkes, at en Mængde andre Diplomer om samme Retsforhold bruge Vendinger, der udtrykke, at Kjøberen betingelsesvis bliver Eier, saa tjene ogsaa disse til at vise en Sammenblanding af Sikkerhedsret og Eiendomsret. Sikkerhedsretten kommer mere frem, naar, som i enkelte Breve er Tilfældet, det er en Trediemand, der stiller sin Gaard til Sikkerhed for en Andens Hjemmelsforpligtelse[4], eller den Vanhjemmel, der er Tale om, gjælder en Gaard, som selv er sat i Pant eller solgt med Gjenløsningsret[5]. Det vil forresten sees, at de sidste af de Breve, hvor jeg har fundet en saadan Sikkerhedsstillelse for Tilfælde af Vanhjemmel, ere*fra Begyndelsen af det 15 Aarhundrede (1412), og at netop i et af de yngste er „veð“ og Eiendomsretten stillet Side om Side.

Allerede denne Brug af „veð“ er velskikket til at klargjøre Overgangen fra betinget Eiendomsret til Sikkerhedsret. Og det har sin store Interesse at vide, at man ogsaa i Tyskland endnu i 14de Aarhundrede har Spor af en lignende Sikkerhedsstillelse for Tilfælde af Vanhjemmel[6]. Men det er dog at mærke ved dette Forhold, at Betingelsen stiller sig fjern og uvis, og at v Forpligtelsen er af en saadan Art, at en egentlig Panteret ikke ad den Vei let kunde udvikles. Heldigvis have vi imidlertid ogsaa Diplomer, som give et Indblik i, hvorledes en mere udpræget Panteret paa lignende Maade har kunnet udvikles. Dette maa naturligvis være ved Betaling af Gjæld. Der er i Diplomatariet mangfoldige Exempler paa det oprindeligste Middel, hvorved man har afgjort Forpligtelser gjennem sit Gods, nemlig ved ligefremt Salg, datio in solutum. Dette kan synes underligt, hvor det gjælder fast Gods, som vi gjerne tænke os, de Gamle høist nødigt have skilt sig ganske ved. Her er imidlertid til Forklaring at mærke, foruden Odelsrettens store Udstrækning, at den faste Eiendom særdeles ofte blot bestod i en ideel Anpart af en Gaard, bestemt ved dens Skyldbeløb, og den har det vel ikke kostet saameget at skille sig ved. Endvidere har det vistnok ikke gjort lidet til Sagen, at, var paa den ene Side Skyldneren uvillig til at give Gaarden fra sig, var der paa den anden Side mange mægtige Mænd, som samlede paa Jordegods og brugte enhver Leilighed til at omsætte sine Rettigheder til Jord, ligesom man i senere Tider gjør dem i Penge. Det er derfor ikke saa meget at undres over, at vi som sagt finde mange saadanne endelige Salg af fast Gods til Fyldestgjørelse af Forpligtelse – navnlig efter et Regnskabsopgjør eller efter Gjerninger, som skal sones ved Bøder. Ved Siden af denne mest oprindelige Udvei nyttes imidlertid ogsaa den, at Eiendomsretten ikke strax overdrages men først for det Tilfælde, at Gjælden ikke betales til en nærliggende Dag, – altsaa atter en suspensiv betinget Eiendomsoverdragelse[7]. Det ligger meget nær at opfatte denne tillige som en Sikkerhedsstillelse for Gjælden, og et Vidnesbyrd, om at saadan Opfattelse har været raadende, have vi ogsaa i D. N. IV. 651 (fra Thelemarken af 1395): en Mand lover her for Forbrydelser mod Kirken bl. A. at levere Præsten 4 Læster Bygningssten i Løbet af 3 Aar i 3 Vendinger; men hvis de ikke betales (lukas) da „vædsætti han“ Bispen derfor – – 2 Gaarde i Hviteseid, „saaat al Jorden – er til evindelig Eie og fri Raadighed, dog saaledes, at hvis han betaler noget og ei alt, da minker Vædet efter Regnskabet“. Her er jo den samme Afhændelse af Jord til Betaling opfattet baade som Salg og Pant. Herfra er der en let Overgang til det Retsforhold, som findes i Diplom fra Smaalehnene af 1399 (D. N. IV. 689), hvor en Mand erkjender at skylde Bispen 6 Kjør, hvorfor han „vædsætter“ en Gaard, saaledes, at hvis de ikke ydes til Vinternat, er den Bispens evindelige Eie. Og herfra er der atter kun et Skridt til et Retsforhold som det i Diplom fra Oslo af 1365 (IV. 452), hvor en Sysselmand erkjender at skylde Mariekirken i Oslo en Del Oppebørsler fra Hallingdal, hvilke han forpligter sig til at betale til 2 nærliggende Terminer, og hvis de ei da ere betalte, har han „vædsæt“ en Gaard, uden at der gives nærmere Forklaring af Menighedens Indhold ɔ: en Panteret, hvis Indhold maa søges i Landets almindelige Ret, idet det klarligen er Meningen, at Gaarden bliver Eiendom, om ei Betaling da er skeet[8].

Den her meddelte Række af Diplomer beviser.efter min Mening klarest Rigtigheden af den før fremsatte Paastand om den ældste Panterets Oprindelse. Vi se her alle Trin i Udviklingen: først den ligefremme Afhændelse, dernæst den suspensivt betingede Eiendomsoverdragelse, saa dennes Opfattelse som tillige indeholdende en Sikkerhedsret, derefter en Sikkerhedsret, som tillige indeholder en betinget Eiendomsoverdragelse og endelig den færdige Panteret selv med Eiendomsrettens mulige Overgang som en selvforstaaet legal Virkning ɔ: Lovens ældste Panteret „veð“. Og mærkeligt nok vise de samme Diplomer, at denne urgamle Retsopfattelse, som havde udviklet Pant af Eiendom, vedblev ligesaalænge, som denne Panteform selv brugtes ved Jord.

Det er da allerede gjentagne Gange antydet, at vi finde en virkelig Panteret med et bestemt Indhold opstillet langt tidligere, nemlig allerede af vor ældste Lov, Gulathingsloven (især i c. 50), som antages nedtegnet i 12te Aarhundrede, men hvis enkelte Forskrifter, for det meste tilblevne ved Sædvanen, er af meget forskjellig Alder. G. L. 50 er med nogle Forandringer optagen i Magnus Lagabøters Landslov VIII. 20.

Det Veð, som i disse Lovbud er omhandlet, forudsættes stillet for en eller anden Fordring, som forresten vistnok ligesaavel kunde gaa ud paa en individuel Gjenstand (f. Ex. udlaante Kjør), som en Pengesum[9]. Forholdet tænkes vel i Regelen stiftet kontraktmæssig, men man har ogsaa Lovsteder, som byde en Mand, der ei kan betale strax, at stille veð[10].

Rettighedens særegne Indhold ligger deri, at den, hvem Vedet er stillet, bliver Eier, hvis Løsning ikke har fundet Sted (Fordringen opfyldt) til aftalt Tid. Er ikke Dag sat, maa Vedet løses inden 12 Maaneder, om det ikke skal forfalde til Eiendom. Dette er i G. L. 50 sagt saaledes, at hvis Vedets Indehaver, hvor ingen Dag er aftalt, sælger det, kan Eieren tilbagesøge det inden 12 Maaneder. Har han ikke solgt det, synes det efter dette altid at kunne løses; men det er vel ikke urimeligt at Regelen er bleven anvendt saaledes, at ogsaa ligeoverfor Panthaveren var Løsningsret tabt efter de 12 Maaneder, hvor ei anden Frist var sat. I M. L. VIII. 20 siges det i hvert Fald ligefrem, at Løsningsfristen altid er 12 Maaneder, hvor ei nogen Dag er sat[11].

Det er altsaa efter begge disse Love givet, hvor veð er stillet, at Eiendomsretten gaar over, hvis Forpligtelsen ei opfyldes, uden at dette udtrykkelig maa være aftalt; Rettigheden har altsaa sit bestemte legale Indhold. Der er imidlertid her en væsentlig Forskjel mellem de tvende Love. Efter den ældste gaar Eiendomsretten uden videre over til Panthaveren, om Løsning ei sker i rette Tid: „en ef þà leysir engi maðr ut, þà er þat forveðja ordit“. Dette er altsaa ganske det Samme som den danske Pantsættelse per modum forwæth; ligesom det paa gammelt Dansk hedder, at wæth bliver forwæth, hedder det paa gammelt Norsk, at veð bliver forveðja. Her indeholder altsaa efter Loven selv Pantsættelsen i sig en suspensivt betinget Eiendomsoverdragelse; at Pantsætteren derimod indtil videre er Eier, siges udtrykkelig i G. L. 50. Magnus Lagabøters Landslov staar derimod paa et langt mere fremskredet Trin. Panthaveren bliver ikke her uden videre Eier mod Pantesummen, men først efter Vurdering. Naar Pantet ei løses, skal han tage „skjønsomme Mænds Vurdering“, og da kan han gjøre, hvad han vil, beholde det selv eller sælge det til Andre; „og have den sin Gjæld, som tog den, men Eieren det, som mere er“, hvilket maa forstaaes saaledes, at Taxten og ikke det rent private Salg er afgjørende for Skyldneren, idet Salgsretten her vistnok kun staar som et fyldigere Udtryk for Eiendomsrettens Overgang til Panthaveren. Her stiller altsaa den betingede Eiendomsoverdragelse sig langt mere i Baggrunden; allerede nu er Panteretten en Ret til at søge Fordringen udbragt af Pantet, om end fremdeles gjennem Eiendomsstiftelse. Vi overraskes ved i Norge allerede i 13. Aarhundrede at finde Regelen om Taxt, som i Danmark først fremkom langt senere. Men jeg skulde være tilbøielig til at tro, at Magnus Lagabøter her som paa enkelte andre Steder har været forud for sin Tid. Regelen om Vurdering stemte lidet med den oven fremstillede Retsopfattelse af Forholdet mellem Eiendom og Pant. Den praktiske Regel har, saavidt jeg kan skjønne af Diplomerne, fremdeles været den, at Pantet uden Vurdering gik over til Eiendom, hvad der nu vel fulgte deraf, at i Almindelighed vedtoges det udtrykkelig i selve Brevet, at Vedet blev Eiendom, om Fordringen ei inden en vis Tid indfriedes. At man har fulgt Lovens Fremgangsmaade, har jeg kun et Sted fundet[12]. Jeg er tilbøielig til at tro, at denne Landslovens Regel om Vurdering først har faaet Anvendelse langt senere ved Haandpant.

Reglerne om veð ere i begge Love skrevne baade om fast Gods og Løsøre[13] Forsaavidt fast Gods angaar, svarer det altsaa ganske til den danske Pantsættelse per modum forvæth. Hovedsagen har været at skaffe Sikkerhed for Gjælden ved den nærforestaaende Forbrydelse til Eiendom, om Forpligtelsen ei opfyldes, ikke derimod, som ved Brugspantet, at tilgodegjøre Panthaverens Kapitaler ved Frugtoppebørsel. Veð i fast Gods har derfor vistnok kun sjeldnere fundet Anvendelse ved egenlige Laan[14], – de maatte da ialfald være meget korte, – mest derimod vistnok ved anden Gjæld, opstaaet ved Regnskabsopgjør eller især Bøder og Erstatningskrav. Det bedste og tillige det ældste Exempel[15] have vi vel i et Diplom fra Hjaltland af 1307 (I. 109): en Kvinde Bjørg, Husfru i Kollavaag, var bleven skyldig Kongedømmet 24 Mærker i Bøder; da Pengene ei betaltes, blev der indgaaet det Forlig at hun for de 6 Mærker „satte“ Sysselmanden „ind“ i sin Gaard Kollavaag, saaledes, at hun skulde have løst 3 Mærker for Thinget, eller ogsaa skulde 3 Mærker af Jorden forbrydes („forveðja“); lignende aftaltes om 3 Mærker, som skulde betales næste Sommer i Norge. Der opstod imidlertid Strid om Beregningen af disse Mærker Sølv, idet det hedder, at Sysselmanden „ikke vilde tage dem uden saaledes, som han tog dem af andre Mænd, þar sem jörð stoð i veðe firir. Der blev da af Lagmanden afsagt saadan Dom, at den Jord, som skulde være løst paa Hjaltland, skulde strax „forveðja“, men den, som skulde være løst i Norge, skulde Sysselmanden tage i Besiddelse, saaledes at Konen endnu næste Sommer kunde løse den i Norge med gode Penge; „men hvis ikke heller disse 3 Mærker komme frem, da skulde ogsaa de forveðja (ɔ: det vil vel sige en tilsvarende Del af Jorden), som hine“. Dette Diplom, som forresten er det eneste, hvori jeg har fundet Lovens Udtryk „forveðja“ brugt, tør tillige vise, at netop for Bøder har veð i Jord ikke været sjelden[16].

Udenfor denne almindelige Brug af eies ved kortsigtig Gjæld, har man dog i Familieretten et mere langvarigt veð, som vistnok nærmest maa henføres til denne Slags Pantsættelse. Frostathingsloven, som ellers sjelden omhandler veð, giver i IX. 28 et Slags stiltiende Pant i Værgens Jordegods til Sikkerhed for Umyndiges Midler i et enkelt Tilfælde. Beslægtet hermed er det veð, Manden gav Hustruen til Sikkerhed for hendes tilgiöf ɔ: den Sum, han efter Giftermaalet tilsagde hende til Gjengjæld for hendes Medgift og som, hvis hun døde uden Fællesarvinger, tilfaldt hendes Arvinger. Det er maaske dette veð, hvortil der sigtes ved Ordet „giptings veð“ i Magnus Borg. Kr. 25. I Diplomerne, hvor det forekommer temmelig hyppigt, bruges i Almindelighed Navnet þingaveð, (skrevet i et eller to Ord; se Artiklen i Fritzners Ordbog); stundum ogsaa tilgjafar veð[17]. Det gaar efter sin Hensigt ud paa, at Hustruen, saalænge Egteskabet varer, skal have Sikkerhed i Godset, som imidlertid vedbliver at bruges af Manden[18]. Heri ligner det almindeligt veð og er ganske forskjelligt fra Brugspantet. Derimod synes ikke dette Slags Pant at være gaaet uden videre over til Eiendom, om det ikke løstes ved Mandens Død eller en vis Tid derefter. Man har flere Arveskifter mellem Hustruen og Mandens Arvinger, hvorved disse have formelig afstaaet hende til Eie den Gaard, hun hidtil havde i þingaveð[19]. Men man ser ogsaa, at Aftalen gaar ud paa, at det nu skal gaa over til brugeligt Pant[20], ligesom det sees, at Udløsning senere er foregaaet af Jord, som Konen efter Mandens Død har brugt som sit þingaveð[21]. Retsforholdet har derfor neppe været meget udviklet og tør ogsaa minde noget om hin ældre Retsdannelse, hvori veð endnu ikke havde faaet en udpræget Betydning af Panteret.

Det vil allerede fremgaa af de anførte Diplomer, at Rettighedshaveren langtfra altid var i Besiddelse af det faste Gods, som var stillet ham i veð. Dette vil ogsaa let forstaaes af Retsforholdets Natur, da Vedet sattes for Gjæld, der skulde være meget snart betalt, medmindre Ved skulde forbrydes, t. Ex. fra Høsten til næste Februar, fra Marts til St. Hansdag o. desl., og for saadanne Dele af et Aar var det meningsløst at indsætte Kreditor i Besiddelsen. Saameget klarere er det, at Hustruen ei var i Besiddelse af sit þingaveð eller Kjøberen af det saakaldte veð, der stilledes ham for Tilfælde af Vanhjemmel. At Ved alligevel altid uden Hensyn til Besiddelsesstanden gav tinglig Ret, maa ansees som sikkert. Ligesom vore gamle Love i det Hele ikke, saaledes som de danske, krævede Overleverelse ved Stiftelse af tinglig Ret[22], saaledes viser F. L. IX. 28 tydelig, at et Ved, som ikke kunde være i den Umyndiges Besiddelse, dog af ham kunde vindiceres fra Trediemand jfr. G. L. 115. Ogsaa Diplomerne bære herom Vidnesbyrd. Hertil sigter den ikke faa sjeldne Aftale i Hjemmelsklausulen, at Gaarden hjemles eller skjødes „vædislaus“, der især forekommer i den ældre Tid[23]. Og navnlig kan her mærkes en Lagmandsdom fra Tønsberg af 1329 (I. 201), som, da en Kvinde beviste, at hendes Mand havde faaet veð i en Gaard, før Indstevnte havde kjøbt det, og at hun ikke havde faaet de Penge, som Gaarden var vædsat for, tildømte hende Gaarden med Landskylden for saamange Aar, som hun havde mistet, siden Manden døde.

Det ser altsaa ud, som om den gamle norske Ret allerede tidlig kjendte Underpant i fast Gods, ja efter et Diplom, endog Underpant i løst og fast i „Alt, hvad eier og eiendes vorder“, og at den altsaa heri var vidtforskjellig fra beslægtede Folks Love. Det vilde dog være vildledende, om vi vilde overflytte vort Begreb „Underpant“ paa saadant Veð. Netop fordi tinglige Rettigheder overhovedet kunde stiftes uden nogen Besiddelse eller nogen vis Forms Iagttagelse, blev det ikke nogen særegen Art af Pant, om Godset vedblev at være i Eierens Besiddelse. Om end dette for ved i fast Gods var det hyppigste, var det ingenlunde et Særkjende derfor, navnlig naar det var stiftet paa et helt Aar, og det kunde først bringes over i en anden Klasse af Pant, naar Brugsretten var noget væsentligt for Panthaveren I Almindelighed var det noget tilfældigt og uvæsentligt for veð, om det blev i Eierens Besiddelse. Hvad der paa Grund af dets Varighed mest ligner Underpant, Hustruens þingaveð, kan paa den anden Side lidet paaraabes paa Grund af det særegne Forhold til Pantsætteren og Menighedens uklare Natur. Saameget mindre Vægt kan der derfor lægges paa den Kjendsgjerning, at þingaveð i Alt, hvad eier og eiendes vorder, en enkelt Gang forekommer[24]. At det almindelige veie i Jord ofte ikke fulgtes af Jordens Overdragelse til Panthaveren, hænger sammen med den ofte omtalte nære Forbindelse mellem Ved og Eiendomsret. Vi have seet, at den hele Tid, – og i Livet mere end i Lovene, – er Ved nemlig paa Grund af de korte Terminer ligesaameget, ja ofte mere en betinget Eiendomsoverdragelse end Sikkerhedsstillelse. Den Jord, som Eieren vedblev at bruge, opfattedes derfor maaske mere som en mulig Eiendomsgjenstand, der ved Siden deraf og netop herigjennem ogsaa skulde tjene som Sikkerhed. Ved virkeligt Underpant er derimod Egenskaben af Sikkerhedsgjenstand langt mere fremtrædende, selv hvor, som længe var Tilfældet, Fyldestgjørelse kun kan ske gjennem Eiendomsstiftelfe. Hvorledes man nu end vil opfatte det gamle veð i Jord, saa er det ialfald sikkert nok, at det ikke staar i nogetsomhelst historisk Sammenhæng med det nyere Underpant. Det første Spor heraf finde vi for Norge først i den sidste Del af det 16de Aarhundrede og da kun i en enkelt By. Det skal siden vises, at det rimeligvis er opkommet efter fremmed Forbillede. Af det gamle Ved kan det ialfald ikke have udviklet sig. Thi naar undtages þingaveð, som endnu forekommer i et Diplom af 1452, har jeg ikke fundet Ved i fast Gods, hverken i dets mere ubestemte Skikkelse ved Vanhjemmel, eller i dets Betydning af mere egentligt Pant, senere end Aaret 1430[25]. Det kan derfor vistnok antages ved fast Gods at være forsvundet i den første Halvdel af 15de Aarhundrede, om det end maaske af og til kan forekomme noget senere i afsidesliggende Egne. Det er ogsaa ganske naturligt, at Ved i Jord ikke kunde være et blivende Institut. Det var dertil for antikt og for nøie sammenhængende med Panterettens Opfattelse som en Side af Eiendomsretten. Da der nu af denne paa anden Vei var udviklet en langt mer selvstændig Panteret, Brugspantet, var det ganske naturligt, at Ved gik op i dette, hvor Betalingsfristen blev sat noget fjernere. Ved de korte Betalingsfrister var det i sig selv lidet rimeligt at bruge Jord til Sikkerhed. Og jo mere udviklede Samfundsforholdene blev, og navnlig jo større Rolle Løsøret kom til at spille i Folkets Økonomi, kom dette til her at afgive den mest brugte Sikkerhed, hvor man ikke kunde nøie sig med den rent personlige Forpligtelse, hvad der ogsaa naturligvis ved Samfærselens og Næringsveienes Fremskridt maatte blive mere almindeligt.

Veð[26], eller den ældste Panteform, som blot skulde tjene til Sikkerhed gjennem sin betingede Eiendomsstiftelse, blev altsaa i Middelalderens Slutning kun Løsørepant, og var som saadant vistnok i Almindelighed haandfaaet, et Navn, som dog ikke forekommer før i Kristian V. N. L. Om Løsørepantet kan jeg imidlertid ingen nærmere Oplysninger give, da det, som naturligt, meget sjelden omtales i Diplomerne[27].

Kristian IV. N. L. VII. 20 har ligefrem oversat[28] M. L. VIII. 20, idet ved her naturligen gjengives med pant. Den har saaledes ogsaa de Ord: „hvad heller det er Jord eller andet“. Men det tør vel efter det Foregaaende antages, at dette her staar ørkesløst. Paa den Tid fandtes kun Brugspant i Jord, hvorfor Lovstedet ikke er skrevet, samt Underpant, der imidlertid var for nyt, til at Loven, som her kun var Gjengivelse af gammel Lov, dertil havde taget Hensyn. Denne Artikel passer derfor egentlig kun paa Haandpant i Løsøre, og den er vel ogsaa tildels,brugt som Kilde for Kristian V’s Regler herom. I Virkeligheden har vel saaledes M. L. VIII. 20 indeholdt den gjældende Ret om Løsørepantet ligetil Kristian V’s Norske Lov, hvilket kunde være muligt, fordi Taxt allerede var indført af M. L.; Kristian V’s N. L. indeholder derfor om Haandpant heller ikke synderlig Nyt for Norge, om vel den danske Retsbrug fuldt saa meget har været Kilden som Kristian IV’s Norske Lov.

2. Salg med Gjenløsningsret – Brugspant.

Det Pant, som ved fast Gods ogsaa i Norge spiller den største Rolle i den senere Del af Middelalderen, er Brugspantet. Dette er ogsaa hos os klarligen udviklet af gjenkaldeligt Salg. Medens de gamle Love kun indeholde lidet om egenlig Pantsættelse af Jord og denne vistnok i den ældste Tid aldrig har været meget hyppig, have de alle meget vidtløftige Regler om Salg af fast Gods med Gjenløsningsret, og af disse Regler, som ere udførligen fremstillede af Prof. Brandt i Ugebl. for Lovk. VIII. 356 ff., ser man, at denne vigtigste Panteform er ligeledes efterhaanden voxet frem af Eiendomsretten, nemlig paa den anden forhen antydede Maade, ved en til Eiendomsoverdragelsen knyttet resolutiv Betingelse.

I den ældste Lov, Gulathingsloven, (c. 276 ff.) er Karakteren af virkelig Eiendomsoverdragelse endnu bibeholdt. Ikke blot maa ved Salget de samme Former iagttages, saasom Lovbydelse til Frænderne og Skjødning, men Løsningen er kun en Ret for Sælgeren og hans Frænder, ligesom ved Odelsløsning; Kjøberen kunde ligesaalidt fordre Løsning som kræve sine Penge tilbage. Løsningsfristen kunde være fastsat (selja til stefnu) eller overladt Sælgerens Godtykke (selja til màla). I begge Fald var Kjøberen Eier og Bruger; i første Tilfælde var hans Eiendomsret uindskrænket efter Løsningsfristens Udløb, dog almindelig Odelsløsning forbeholdt; i sidste Fald var der ingen Præskription af Løsningsretten.

I Frostathingsloven (XII. I. 2.) fremtræder derimod dette Forhold (forsala, selja til forsölu, modsat selja til oðals eller til skeytingjar) ikke længere i Virkeligheden som en ren Eiendomsstiftelse. I Formen er det vistnok Salg, hvorved Skjødning synes at have været almindelig. Men Retsforholdets egenlige Øiemed har dog her langt mere været at tilgodegjøre Kapitalen og tildels at skaffe Sikkerhed for Laan. Det fremgaar saaledes af F. L. XII. 2, at selv om Salget omfattede en hel Gaard, oppebar Kjøberen (Laangiveren) kun Indtægterne af saa stor Del af den, som ved en rummelig Beregning svarede til Laanesummen. Videre kunde Kjøberen ligesaavelsom Sælgeren (Skyldneren) naarsomhelst æske til Løsning. Og her fremgaar Salgets egenlige Betydning af et Laaneforhold deraf, at, om Sælgeren ei efterkommen Opfordringen, skulde han svare 20 pCt. Rente af Kjøbesummen (Laanet) mod selv at oppebære Landskylden af Jorden; efter et Aar kunde han blot løse mod Betaling af den virkelige Værdi, og efter endnu et Aar var al Løsningsret forbrudt, og Kjøberen kunde fordre Skjødning til Odel og Eie. (F. L. XII. 2 og 3).

Endmere udviklet i samme Retning er Forholdet i Landsloven. Denne har (M. L. VI. 12. 13.) i det Hele optaget Frostathingslovens Regler om forsala (som den ogsaa kalder selja til aptrlausnar), medens Gulathingslovens tilsvarende Forhold kun er kortelig berørt i VI. 15 uden Optagelse af de særegne ældre Forskrifter derom. Men i denne yngre Lov fremtræder det klart, at Retsforholdet ikke synderligt mere end i Skinnet er Salg, men i Virkeligheden Laan og brugeligt Pant. Thi istedetfor F. L’s udførlige Regler om de 3 Terminer, naar Sælgeren ei vil løse, siger M. L. ligefrem, ak Kjøberen (Laangiveren) kan søge sine Penge som vitterlig Gjæld, og opstiller altsaa endog, som det synes, en virkelig personlig Forpligtelse. Dog maa det mærkes, at Kjøberen fremdeles havde samme Raadighed som en Eier; med Forbehold af Sælgerens Løsningsret kunde han sælge. Men ogsaa en Brugspanthaver havde, som vi have seet andetstedsfra, næsten en Eiers Raadighed over Pantet, og „at sælge“ kunde maaske være et Udtryk for anden Overdragelse af sin Ret.

Det er naturligt efter denne Udviklingsgang, at Salg med Eiendomsret ikke vilde blive staaende ret længe som Form for en Sikkerhedsstillelse, saameget mere som Brugspant paa denne Tid vandt almindelig Udbredelse i andre Lande. Vi maa dog ikke undres over, at denne Overgang tog længere Tid og faldt senere i Norge. Det katholske Aagerforbud var jo først under Magnus Lagabøter selv indført i Landet, ligesom Erkebisp Jons samtidige Kristenret, der, omend ei lovlig gjældende, dog vandt megen Indflydelse, gav meget strenge Straffebud for alt Slags Leie af „dødt Fæ“. Det er derfor ikke urimeligt, at det kanoniske Forbud mod ethvert Brugspant, hvorved Frugterne ikke afskreves paa Hovedstolen, kan have bidraget til at forhale Overgangen, om det end ei findes nævnt i vore Retskilder. Den væsentligste Grund til det gjenkaldelige Salgs lange Vedbliven ligger dog vistnok i Folkets Vedhængen ved gamle Sædvaner; det tør vel ogsaa være, at det mindre i Livet end i Loven har været en blot Form.

Vi finde derfor Salg med Gjenløsningsret temmelig hyppigt i henved 100 Aar efter Magnus Lagabøters Landslov. Navnet forsala har jeg kun fundet et Par Gange[29], hvad der maaske hænger sammen med, at de fleste Diplomer ere fra Gulathingslagen, medens der derimod i det Hele er mærkeligt faa Diplomer fra Frostathingslagen, hvor Ordet egenlig hørte hjemme. Det almindelige Navn paa Retshandelen er „selja til aptrlausnar“, hvilket Ord som nævnt forekommer allerede i Landsloven ved Siden af forsala. Uagtet Gulathingslovens gamle Navne, „selja til màla“ og „selja til stefnu“ ikke have været at finde i Diplomatariet, saa var dog selve Tingen der, idet Jorden snart afhændedes saaledes, at Gjenløsning naarsomhelst kunde finde Sted, dog efter Opsigelse før Jul[30], snart saaledes, at Gjenløsningen først kunde foregaa efter et vist Aaremaal – dog ogsaa med Varsel – ved hvis Forløb Jorden da blev Kjøberens (Kreditors) Odel, om den ei var løst[31]. Stundum er Løsningen udtalt som en Pligt for Sælgeren (Laantageren[32]) I Almindelighed synes den dog kun at have været en Ret for ham, der ikke er bleven præskriberet, hvor ei Aaremaal var fastsat. Det siges oftere, at Løsningen kun maa ske med egne Penge, og ikke med Andres eller laante Penge[33]; Meningen hermed er vistnok, at Løsningen skal ske for egen Regning, og forsaavidt har man da efterlignet Reglen for Odelsløsning. Stundum sees Taxt optaget paa Forhaand for at afpasse Laanesummens Størrelse efter Gaardens Værd[34].

Efter Midten af det fjortende Aarhundrede er det gjenkaldelige Salg som Sikkerhedsstillelse vistnok i det Hele blevet meget sjeldent[35]. Ogsaa i det femtende Aarhundrede kan man vel en enkelt Gang finde Salg til Gjenløsning, men dette har da neppe været en Form for Pantsættelse[36]. Det er derfor kun et af de sædvanlige Exempler paa Kristian IV. N. L’s uskjønsomme Affattelse, at man i V. 8 gjenfinder fra M. L. VI. 12 Reglerne om forsala. I Kristian V. N. L. findes det naturligvis ikke. Men i denne Lov ere dog Regler, der i Kilden alene gjaldt Forsalejord, urigtigen overførte paa Løsningen af Odelsjord[37].

I Løbet af det fjortende Aarhundrede bliver da Overgangen gjort til brugeligt Pant. Denne skete ad to Veie, dels og især gjennem Salg til Gjenløsning, dels ogsaa gjennem den gamle Vedsætning. At Overgangen skete gjennem Salg til Gjenløsning viser sig allerede deraf, at dette gjennem en naturlig Udvikling ophører, medens brugeligt Pant bliver stedse hyppigere og at i Overgangstiden det samme Forhold snart indklædes Form af Salg snart af ligefremt Brugspant. Men Overgangen kommer ogsaa klart tilsyne i flere af disse Salgsbreve selv, som mere eller mindre tydelig opfatte Kjøbe- ren som Panthaver[38], ligesom der er flere Breve, som efter sine Udtryk hverken indeholde Salg eller ligefrem Pantsættelse, men staa midt imellem[39].

Ligesaa ser man, at Overgangen fra det gamle Ved til Brugspant i Jord er meget let, naar Løsningstiden sættes til mindst 1 Aar, idet Brugen da naturligen følger Kreditor. Saaledes har man V. 130 et Brev fra Follo af 1339, hvorved en Gaard „sættes i Pant“ og bliver Kreditors Eiendom, om Pengene ikke ere betalte inden 12 Maaneder[40]. Det er ogsaa paa denne Maade, Ved overhovedet er ophørt, at det er gaaet op i Brugspantet. Sammenhængende hermed er det, at dette i sin tidligere Periode oftere stilles paa en vis, kort Tid, hvormed da Kommissarialklausulen sættes i Forbindelse.

Utvivlsomt Brugspant forekommer i Norge ikke synderligt før Midten af det 14de Aarhundrede. Der er et latinsk Pantebrev fra 1327 (VII. 119), hvorved Biskoppen af Orknøerne sætter Erkebispen Hjaltland til brugeligt Pant paa 2 Aar. Men de verdslige Pantebreve, som uden Omsvøb pantsætte til Brugelighed, begynde først noget senere, især omkring 1350[41]. Det synes, som om det ligefremme Brugspant først er blevet anvendt i Viken. Mod Slutningen af Aarhundredet bliver det stedse hyppigere, og fra Begyndelsen af 15de Aarhundrede er det i henved 200 Aar omtrent den eneste Form for Pantsættelse af Jord; den almindelige vedblev det at være i mindst 300 Aar.

Omtrent samtidig med Brugspantets Opkomst indkom Ordet pant(r) i Sproget. Det kan imidlertid ikke sees fra først af at være anvendt paa Brugspant, ialfald ikke paa dette alene. Første Gang, jeg har fundet det, er D. N. II. 158 (fra Bergen af 1326), hvor det mærkeligt nok er brugt om den foromtalte Sikkerhedsstillelse i Tilfælde af Vanhjemmel. Dernæst har jeg fundet det et Par Gange om Haandpant[42]. Første Gang, jeg har seet det anvendt paa et Slags Brugspant, er 1339 (V. 130, Follo). I den sidste Del af Aarhundredet bliver dette almindeligere[43], medens paa samme Tid dog ved ogsaa findes om Brugspant[44] og omvendt pant bruges om den gamle Vedsætning[45]. Efter 1400 bliver pant omtrent det eneste Ord, idet det dog maa mærkes, at ofte bruges blot Ordet „sætter“, „sætter ud“[46]. Ordet „brugeligt Pant“ findes først sent i 15de Aarhundrede[47]. Uagtet denne Sprogbrug tør det dog vel være, at ligesom Ordet er kommet udenfra, kan Brugspantets store Udbredelse i andre Lande ogsaa have gjort Sit til dets Opkomst i Norge, og sikkert er det vel, at denne Omstændighed har fremskyndet dets Fortrængelse af det gjenkaldelige Salg og navnlig bidraget til dets senere store Anvendelse her i Landet. Noget Bevis for en oprindelig fremmed Paavirkning kan man derimod for Norges Vedkommende ikke søge deri, at man her skulde have brugt de samme Omgaaelser af det kanoniske Aagerforbud, som i Begyndelsen vare almindelige andetsteds; thi jeg har kun fundet et Exempel paa slige Kneb, og det er fra langt senere Tid.

Brugspantet stiftedes ganske paa samme Maade som Eiendomsret, i den ældre Tid navnlig ved en høitidelig Overdragelse til Thinge eller i flere Vidners Overvær, rimeligvis under Opregning af Gaardens Tilliggelser i de tilvante Ordelag[48], hvorom da udstedtes Vidneseddel, eller ogsaa, især i senere Tid, ved „aabent Brev“, mere ligt Nutidens Pantebreve, idet Dokumentet er udstedt i Pantsætterens Navn. Begge Dele havde dog kun Betydning for Bevisets „ Skyld og vare ikke nødvendige for den tinglige Rets Overgang Da Thinglysning indførtes, blev den ogsaa anvendt paa Brugspant.

Pantsættelsen gik da almindelig ud paa, at Kreditor skulde have Gaardens Brug eller – da Godset meget hyppigt var bortleiet – oppebære Indtægten deraf, indtil Betaling fandt Sted[49]. I Almindelighed havde Panthaveren Pantets Frugter, uden at de skulde afdrages i Hovedstolen Stundum, især i den tidligere Tid, aftales det vistnok udtrykkelig, at saadan Afregning skal finde Sted[50]. Men paa den anden Side aftales det hyppigere, at saadan Afkortning ikke skal foretages[51] og selv, hvor det ei er udtrykkelig aftalt, fremgaar det dog ofte af Brevets Indhold„ at dette har været Meningen[52], og det kan vist forudsættes at have været Regel, hvor ei det Modsatte har været aftalt. Kun etsteds har jeg fundet det geistlige Kneb at lade Skyldneren give Kirken som Kreditor Landskylden i Sjælegave[53], ligesom jeg ogsaa kun har fundet saa Spor til andre Omgaaelser af Renteforbudet[54]. Paa den anden Side er det naturligt, at Panthaveren i Regelen ikke af Skyldneren har faaet Godtgjørelse for sine Omkostninger paa Jorden[55]. Hvad Panthaverens Brugsret over Pantet forøvrigt angaar, saa har denne været omtrent saa stor som Eierens, hvorfor det oftere hedder i Brevene, at Kreditor kan bruge det som „rette Eier“[56]. Panthaveren kunde transportere og pantsætte sin Panteret, indtil Eieren selv løste[57]. Omvendt kunde naturligvis Løsningsretten, hvor ei det Modsatte, som stundum hændte, var udtrykkelig aftalt, overdrages til Andre[58].

Løsningstiden var stundum fastsat, navnlig maaske i den ældre Tid, da den gamle Vedsætning endnu var i Brug. Dette var da gjerne en temmelig kort Frist, f. Ex. 3 Aar[59], men der haves Exempler paa meget længere Tid, f. Ex. Pantsætterens eller Søns Levetid[60]. Saafremt det ikke var aftalt, at Hovedstolen skulde ansees indløst ved det fastsatte Tidsrums Frugter[61], vedtoges det da gjerne, at Pantet, om det ei indløstes, skulde blive Kreditors Eiendom, i Almindelighed for Pantesummen (clausula commissoria[62], men stundum mod Taxt[63], eller mod et forudbestemt Tillæg[64]. Eiendomsretten er isaafald vistnok udenvidere gaaet over til Panthaveren, uden at nogen ny Overdragelse derpaa trængtes[65]. Hvor Kommissarialklausulen manglede, er det muligt, at man i den senere Tid kan have anvendt paa tidsbestemt Brugspant Kristian IV. N. L. VII. 20, der om Pant i Almindelighed siger, at, naar det ei løses i til „visse Dag“, kan Panthaveren beholde det efter 6 Mands Vurdering. Men det er dog tvivlsomt, om denne Artikel, der gjengiver de gamle Regler om veð, har været anvendt uden paa Løsørepant, hvorpaa den nu alene egen- lig passede.

Det almindelige Forhold var dog, at ingen Løsningsfrist var fastsat, saaat Panthaveren skulde forblive i Besiddelse af Pantet, indtil Løsning af Skyldneren frivillig skete. Navnlig var dette Tilfældet i 16de og 17de Aarhundrede. Den storartede Pantsættelse af Kronens Jordegods, som foregik henimod Souverænitetens Indførelse, skete, saavidt vides altid, paa det Vilkaar, at Kreditor skulde „nyde den aarlige Landskyld med Bygsel og Tredieaarstage, ligesom af andet Pantegods her i Riget sædvanligt er, indtil saalænge han eller hans Arvinger kontenteret er“[66]. Eierens Løsningsret var i dette almindelige Tilfælde saaledes at forstaa, at den baade kunde udøves, saasnart han vilde, idet Aftaler om, at Løsning ikke maatte ske inden en vis Tid, vistnok vare meget sjeldne, men dog i senere Tid, maaske efter dansk Forbillede, ingenlunde ukjendte[67], – og omvendt Løsningen her altid kom tidsnok, idet der ingen Præskription var, hvor den ei udtrykkelig var vedtagen[68]. Naar Eieren løste Pantet, synes Landslovens gamle Regler om Fremgangsmaaden ved Løsning af Forsalejord at være iagttagne endnu i 16de Aarhundrede[69]. Og Kristian IV. N. L. V. 8, der næsten ganske gjengav M. L. VI. 12) skjønt Forsale vel i 200 Aar havde været ukjendt, gjorde ved en liden Tilsætning Reglerne for hint Forhold udtrykkelig anvendelige paa Brugspant[70].

Omvendt er det meget tvivlsomt, om der i dette Tilfælde, hvor ingen Frist var sat, var nogen Løsningspligt for Eieren, og om Panthaveren her, som efter den senere danske Retsbrug, kunde istandbringe en Præklusion af Løsningsretten ved at forelægge Eieren en Frist til Betaling og i modsat Fald faa sig Eiendomsretten tilkjendt. Muligens kan Misbrugen her have fundet en Tilknytning i den nysnævnte Kristian IV. N. L. VII. 20, som om „Pant“ gjengav den gamle Regel om „veð“: at hvis ingen Dag er sat, skal Pantet løses inden 12 Maaneder eller ogsaa kan Panthaveren tage det til Eiendom efter Taxt. Jeg har dog intet Tegn seet til en saadan Retsbrug, og netop denne Bestemmelse, skjønt i Formen gjældende om alt Pant, var mindst skikket til at anvendes paa Brugspantet, hvor et Aars Frist var en lidet naturlig Fortolkning af Parternes Vilje.

Der kan da endnu fremsættes den Mening, at Panthaveren ogsaa, hvor ingen Løsningsfrist var sat, kunde komme til sine Penge ved almindeligt Gjelds-Søgsmaal. Som før nævnt hjemlede M. L. VII. 12 ved Forsalejord i det tilsvarende Tilfælde Kjøberen (Kreditor) Ret til at søge Pengene tilbage som vitterlig Gjeld. Rn har man jo ellers seet, at Regler om Forsalejord er overførte paa Brugspantet. Og man kunde da maaske i denne Regel have søgt en Hjemmel for Brugspanthaveren til i hvert Fald at indtale Laanesummen, saameget mere som dette maatte forekomme naturligere ved ligefremt Pant end ved gjenkaldeligt Salg. Det er imidlertid, som før forklaret, et Spørgsmaal, om ikke den hele Regel om personlig Forpligtelse, som altsaa skulde kunne kræves fyldestgjort af Skyldnerens øvrige Gods, er en dødfødt Bestemmelse i Magnus’s Landslov. Jeg er nærmest tilbøielig til den Mening, at den i Retsbrugen har været ukjendt. Herfor synes det ogsaa at tale, at Kristian IV. N. L. V. 8 har udeladt dette sidste Punktum af Kilden, saaat der her kun tales om Eierens Løsningsret og ikke et Ord om Løsningspligt. Prof. Brandt mener vistnok (Ugebl. VIII. 358), at denne Udeladelse ikke kan komme i Betragtning, da Panthaverens Adgang til at indtale sin Fordring alligevel fulgte af, at Kontrakten umiddelbart betegnes som en Pantsættelse. Denne Mening kan jeg imidlertid ikke dele. Nogen Gjeldsforpligtelse kan vist ikke siges at ligge i denne Panteforms Væsen. Den tidligere Fremstilling vil have vist, at man i andre Lande først sent naaede til en saadan personlig Forpligtelse, medens Pantsættelsens egenlige Øiemed var Frugtbargjørelse af Kapitalerne. Denne Karakter af en Afhændelse til Brug har Brugspantet ogsaa hos os. Allerede i et af de ældste hidhørende Diplomer kommer denne Opfattelse skarpt frem, – nemlig i D. N. III. 482 fra Follo af 1389: Olaf Peterssøn pantsætter her Erik Olafssøn sine Eiendomme, Gaarde, Skove og Saltkjedelsteder paa 6 Aar for 22 Mark; denne Gjeld skal være afgjort ved disse Aars Brug og hvis Pantsætteren indløste noget deraf forinden Fristens Udløb, skulde han betale Kreditor en vis Sum for hvert Aar, som derved gik bort for ham Og i den nyere Tid, navnlig efter Indførelsen af Underpant, tog Udviklingen endog mere og mere den Retning, at der lagdes en stedse større Vægt paa Brugen, saa at denne Pantsættelse, som siden skal vises, efterhaanden kun blev en Form for Overdragelse af Brugsret eller endog Eiendomsret.

Jeg kommer derfor til den Slutning, at der ikke hos os ved Brugspant nogensinde opstod en virkelig personlig Gjeldsforpligtelse og at, naar Løsningsfrist ikke var sat, Panthaveren intet Middel havde til at fremtvinge Løsning[71].

3. Underpantets Opkomst og senere Udvikling.

Underpantets Opkomst i Norge kan føres tilbage til den sidste Del af 16 Aarhundrede.

Ogsaa her var dets væsentlige Hindring, det kanoniske Renteforbud, bortfaldt ved Reformationen og i Stedet anvendte man den danske koldingske Reces’s Regel om 5 pCt.[72]. Herved lettedes Indførelsen af den Overgangsform, vi allerede kjende fra Danmark, – at lade Eieren i Besiddelse af Pantet, saalænge han betaler Renterne. Vi finde adskillige Exempler paa denne Panteform i Herredags-Domme omkring 1600[73], hvor den gjerne gaar under Navn af Underpant. Men ligesom i Danmark findes dette Ord i 17de ja endog i 18de Aarhundrede meget ofte anvendt paa utvivlsomt Brugspant, saaat man maa være forsigtig med at drage Slutninger alene af Navnet[74]. Efter de gamle norske Retsgrundsætninger skulde Panthaveren ligefuldt have tinglig Ret uden Besiddelsen. Men ligesom Pantebrevenes hele Indhold taler for, at denne Overgangssorm – som først især brugtes mellem Adelen – skyldes dansk Indflydelse, er der Tegn til, at man samtidig har begyndt at optage den danske Fordring om Besiddelsens Nødvendighed for den tinglige Ret[75]. Saavidt gik den dog i hvert Fald ikke hos os, at man frakjendte Panthaveren i dette Tilfælde Ret ligeoverfor Arvingerne[76]. Og nogen Fasthed fik hin Fordring om Besiddelse overhovedet ikke paa Grund af Thinglysningsinstitutionens Indførelse

Det er dog ingenlunde væsentlig gjennem denne Overgangsform, Underpantet først er blevet kjendt i Norge. Samtidig eller maaske endog før se vi nemlig et virkeligt, allerede stærkt udviklet Underpant trænge ind Haand i Haand med Protokollationssystemet og under stærk fremmed Indflydelse. Vi maa her vende os til Norges største Handelsstad, Bergen. Denne By var dengang netop en fortrinlig Planteskole for fremmede og især lybske Retsinstitutioner. Det hanseatiske Kontor i Bergen stod efter Midten af det 16de Aarhundrede vistnok ikke længer paa sin Magts Høide. Men endnu i den sidste Del af Aarhundredet havde Kontoret en udstrakt Jurisdiktion i indbyrdes Sager[77], der var fremdeles en levende Forbindelse mellem den tydske Brygge og Moderstaden, og, om man maaske ikke længer som vi det 15de Aarhundrede indankede Raadets Domme for den lybske Oberhof[78], fulgte dog de tydske Kjøbmænd i indbyrdes Forhold i Almindelighed fremdeles Lübecks Ret, og under de mangeartede Retsforhold, hvori, som de senere anførte Retssager noksom ville vise, Tydskere og Nordmænd kom til hinanden i Bergen, søgte hine endog stundum at bringe lybsk Ret i Udøvelse for norske Domstole, ligesom een ved disse sees paaraabt af Nordmænd mod Tydskere[79]. Naar vi derfor i Slutningen af 16de Aarhundrede se forskjellige fremmedartede Retsinstituter opkomne i Bergen, og deriblandt Underpant og Protokollationssystemet i samme Skikkelse, som vi kjende dem fra den lybske Ret, ligger det nær at søge Kilden i denne. Vi have imidlertid endnu sikrere Beviser for dens Indflydelse paa dette Punkt.

Det første Spor af Thinglysnings- og Protokollationssystemet i Bergen som i hele Norge finde vi allerede i 1554. I dette Aar blev det i Bergen, ifølge nogle i Nikolaysens Norske Magazin I. 583 trykte gamle Optegnelser „forbuden af C. V.[80] at Ingen maa forpante sine Gaarde eller Hus til Nogen, uden det aabenbarligen forkyndes paa Raadstuen, hvem det gjør i Løndom, have forbrudt Husene under Kongen“. Jeg formoder, at dette er en unøiagtig Gjengivelse af vedkommende gamle Forfatter, og at Lovbudet i Virkeligheden har indeholdt, at Pantsættelsen skulde indtegnes i Stadsbogen. Dette slutter jeg ikke blot af de fremmede Love, som rimeligvis ere Regelens Kilde, men ogsaa af en Bergens Lagthingsdom af 1594[81] der, naar den henviser til Byens Vedtægt som Hjemmel for den Sætning, at Pant skulde „indtegnes i Thingbogen“, rimeligvis har sigtet til dette Bud af 1554. Thi „Vedtægt“ var i hin Tids Retssprog saadanne lokale Lovbud, der med Hjemmel af en Autonomi gaves af Lehnsherre, Borgermester, Raad og Lagrettesmænd[82] og en saadan Vedtægt kan godt hint Bud have været. Vistnok er der, som vi strax skulle se, ogsaa et senere Bud om denne Indtegning i Bergen, men da Dommen af 1594 paaraaber „gammel Sædvane“ ved Siden af Vedtægten, har der rimeligvis været en ældre Vedtægt af lignende Indhold, som har begrundet den „gamle Sædvane“, og isaafald kan der neppe tænkes paa nogen anden end hin af 1554[83]. Jeg har ialfald ikke blandt de mange i Nikolaysens Norske Magazin, 2det Bind, meddelte Vedtægter fundet nogen anden, hvortil der kunde været sigtet i hin Dom. At Bergen saa tidlig som 1554 har havt en Stadsbog, hvorpaa Budet om Indtegning kunde anvendes, er sikkert efter den i Norske Mag. I. 70 (Noten) givne Oplysning.

Om nu denne første norske Regel for Indtegning af Pant har havt sit Forbillede i den danske Reces af 1553 eller direkte i den lybske Net, er vistnok tvivlsomt. Det sidste er efter det før Forklarede ikke usandsynligt, og rimeligvis er det de Kontorskes Sædvane at indtegne sine Pantsættelser i Kontorets Bog – hvilket vistnok allerede da har fundet Sted – som har bidraget mest til, at Indtegningsreglen ikke i Bergen som i de danske Kjøbstæder længe blev staaende paa Papiret. I hvert Fald er det sikkert, at den lybske Ret snart udviklede Indtegningsvæsenet i Bergen og dermed indførte et virkeligt Underpant Netop Kontorets Synken gav Anledning hertil Stuerne paa Bryggen vare i sin Tid tildels gjennem brugeligt Pant komne i de tydske Kjøbmænds Eie[84]. Forholdet begyndte nu at blive det omvendte, at de Tydske paa Bryggen stundum maatte laane af Bergens egne Borgere og herfor satte sine Stuer til Pant, hvilket da utvivlsomt var Underpant. Da dette bragte enkelte Stuer over i Bergensernes Eie og Pantsættelsen desuden ofte skete egenmægtigen af Faktorerne i Bergen uden Samtykke af de gjerne i Tydskland boende Principaler, søgte Hansen, som ikke længere ganske kunde forhindre dette, dog at lægge Vanskeligheder i Veien. Det var saaledes uden Tvivl i denne Hensigt, at der i Aaret 1572, som det hedder i en senere Vidisse[85], „til Lübeck udi deres Kontorischen Recessen der sammesteds en Statutum er begreben og forfattet, udi saa Maade, at Ingen skulde pantsætte nogen Selskabs Huse eller Boder undtagen offentlig for Retten og for Raadet udi Tydskland og udi Kontoret herudi Bergen for de belagte Kjøbmænd, ellers skulde ingen Forpantning gjælde“. Dette ensidige Bud kunde imidlertid ikke være nok, og i samme Øiemed, som det udtrykkelig siges af Sartorius, blev derfor kort efter, ialfald ikke senere end 1581, sluttet en Overenskomst mellem Kontoret og Lehnsherren, ifølge hvilken der blev gjort den Ordning, at ingen Pantsættelse af Tydske til Nordmænd eller af Nordmænd til Tydskere skulde være gyldig, medmindre den skete for Kontoret eller Byretten[86].

Den politiske Hensigt med denne Form blev ikke opnaaet, idet stadig flere Stuer ved Pant og Salg kom i Nordmænds Eie. Men ganske vist er herved den lybske Indtegningsregel bleven saameget mere befæstet og hermed ogsaa den nye fremmede Panteform. Vi se nemlig i disse sidste Aartier af det 16de Aarhundrede hyppige Exempler paa et virkeligt Underpant i Bergen og Reglerne derom allerede temmelig udviklede, rimeligvis efter lybsk Mønster. Baade Kjøbebreve og Pantebreve bleve nu indgaaede eller forkyndte paa Raadhuset[87] og indtegnede i Stadsbogen eller Thingbogen, der ogsaa blev brugt til Indtegning af Kreditorers Krav paa bortrømt Skyldner og deraf følgende Anpart i hans Gods[88]. Pantsættelser imellem de tydske Kjøbmænd indbyrdes sees ifølge hint Statut af 1572 indførte baade i „den øverste Stadsbog i Lübeck“ og i „Kontorets Bog“ i Bergen, ligesaavelsom Indførsel til Eiendom (den førnævnte HD. 17 Juli 1599). Pant og deraf flydende Salg blev opretholdt ligeoverfor andre Kreditorer netop paa Grund af dets ved Indtegningen erhvervede Offentlighed[89]. Og omvendt blev Retshandlen omstødt af Kreditorerne, naar den manglede Indtegning. Dette fremgaar af den mærkelige oftnævnte Dom, som blev afsagt 18 April 1594 paa Bergens Raadhus af Lagmand, Borgermestere og Raad samt Lagrettesmænd mellem en Nordmand, Jakob Hansen paa Agatenæs, hans Arvinger og de øvrige, tydske Kreditorer i den tydske Kjøbmand, Hans von Horns „Søstue og Selskab i Finnegaarden paa Bryggen“. I denne Konkurs fremlagde de norske Kreditorer et allerede i 1572 af Horn udstedt Underpantebrev[90] for 300 Daler og forlangte herefter Betaling fremfor alle Andre af nævnte “Stue og Selskab“. Men da de øvrige, tydske Kreditorer protesterede derimod, lød Dommen saaledes: „Saa befindes ikke, at fornævnte Jakob paa Agatenæs’s Haandskrift nogen Tid her for Retten i begge Parternes Nærværelse er lovligen indtegnet udi vores Tingbog for en lovlig Underpant som Byens Vedtægt formelder og gammel Sædvane om saadan Forpantning været haver. Og derfor kan den Haandskrift ikke regnes for saadant lovligt Pantebrev, at den Skyld her her gaa ud af Selskabet eller Stuen for alle andre Skyldnere“.

Efter denne Dom var altsaa Reglen om Indtegning saa udviklet, at denne ansaaes nødvendig endog ligeoverfor Konkurs, Noget, som jo for Thinglysningens Vedkommende var omtvistet endnu til Slutningen af forrige Aarhundrede. Gjenstanden for dette tydsk-bergenske Underpant var Huse, især Handelsstuerne med Tilbehør[91], og deriblandt, mærkeligt nok, udestaaende Bondegjæld (HD. 17 Juli 1599), saaat den Sædvane at pantsætte Gjælden med Stuerne, som Bergenserne forgjæves søgte at opretholde under Forhandlingerne om L. 12 Oktbr. 1857 § 1, (jfr. Hstd. Retst. 1861 S. 141), altsaa kan føres tilbage til Underpantets første Spirer i vort Land. Hvad endelig Panthaverens Fyldestgjørelse angaar, sees allerede Eiendomsdom stundum brugt ja i et enkelt Tilfælde, hvor begge Parter vare tydske Kjøbmænd, har endog Taxt gaaet iforveien[92].

Vi finde altsaa i Bergen allerede i Slutningen af 16 Aarhundrede et temmelig udviklet Underpant, dannet efter tydsk Forbillede. Lidt senere har man rimeligvis faaet det i flere andre norske Byer, som stod i livlig Forbindelse med Udlandet. Men jeg beklager, at jeg her kun har sparsomme Oplysninger. I enkelte af disse Byer omtales Thingbøger allerede før 1600, saaledes for Skien i 1593 (HD. 14 Aug. 1599), og rimeligvis har dette ogsaa her bidraget til Underpantets Indførelse. I Stavanger begynder den nu levnede „Byes Bog“ med 1617; den indeholder fordetmeste Retssager, men under 17 Jan. 1620 finder jeg første Gang i Protokollen „læst og paategnet“ 4 Pantebreve fra Aarene 1617–19, alle med Pant i iboende Huse, og saaledes rimeligvis Underpantebreve. Men allerede i 1597 sees en Skibspart pantsat af en Mand paa Lister til en Borgermester i Stavanger[93]. I Oslo ældste Lagthingsprotokol omtales ogsaa et Par Pantsættelser fra 1608 f., som jeg er tilbøielig til at antage for Underpant, ligesom der samtidig tales om „Læsning“ af et Pantebrev.

Hvad Landdistrikterne angaar, saa er vistnok Underpantet først kommet did fra Byerne paa den Maade, at Kjøbmændene have faaet Bønderne til at pantsætte dem sine Gaarde for Handelsgjæld.

Der er saaledes Tegn til, at Underpantet paa denne Vei er udbredt fra Oslo[94]. Men især er det, som det ogsaa var at vente, skeet fra Bergen. Allerede samtidig med Underpantets Opkomst i Bergen selv se vi Byens Handelsmænd betinge sig lignende Pant paa Landet[95]. I det 17 Aarhundrede synes denne Bøndernes (Under-)Pantfættelse til Bergens Kjøbmænd at have taget stærkt Opsving og derved fremkaldt det første almindeligere særligt norske Bud om Protokollation af Pantebreve Vistnok havde en Frd. 1 Aug. 1622 paabudt, at „Odelsgods i Norge ei hemmelig, men til Thinge bør afhændes eller pantsættes“[96]. Men da man endnu ikke paa Landet havde Thingprotokoller, har dette Bud været meget utilstrækkeligt. Det hindrede ialfald ikke dobbelte Pantsættelser, hvorfor der af Bergens Borgerskab blev ført Klager, der fremkaldte Frd. 16 Juli 1646, „at ingen slige Kjøbe- Pante- eller Forsikringsbreve skal herefter for fulde og nøiagtige holdes, medmindre de paa Lagthinget og for Borgermester og Raad paa Raadstuen, det første muligt er, ere notificerede og til Bog førte, at Enhver der erfare kan, om det som pantsættes til Andre tilforn er udsat eller ei“. Denne Forordning, der et givet baade for Land og By, men neppe uden for Bergens Stift[97], og som vistnok har havt mest Hensyn til Underpant, har imidlertid for Landet neppe været synderlig praktisk, da den bød Indtegning i Lagthingsprotokollerne, de eneste, som endnu vare almindelige.

Af langt større Vigtighed baade for Underpant og Thinglysningsvæsenet i Norge er den samtidige Publikation af Kristian den Fjerdes store Reces. Denne var vistnok kun for en Del ligefrem givet for Norge. Men allerede den for Norge særskilt givne 3die Bog har her Betydning ved sit Bud i Art. 19 til Sorenskriverne om at føre en Thingbog „og i den skrive Alt, hvis til Thinge forrettes“. Thingbøger blev nu almindelige overalt ved Underretterne, især efterat Frd. 1 Oktbr. 1660 befalede at bruge stemplet Papir til Thingbogens første og sidste Ark og Sorenskriverne hvert Aar nødtes til at løse en ny Bog hos Stiftsbefalingsmanden[98]. Herved blev Thinglysning og Protokollation naturligvis saameget mere udbredt. Pantebøger bleve ikke indførte i Norge før ved Kristian V. N. L. Men til Gjengjæld var Protolollationen i Thingbogen saameget udførligere, og jeg har endog fundet hele Brevet ordlydende afskrevet heri. – Det var imidlertid ikke blot Recessens 3die Bog, som blev indført i Norge. Forskjellige Omstændigheder ledede til, at man efter nogen Famlen gjorde de fleste af dens Bud gjældende her i Landet, forsaavidt de her kunde anvendes, og hermed fulgte da i det Hele en stærk Brug af andre danske Love. Efter 1650 foregik derfor i ganske anden Udstrækning end forhen den Indførelse af danske Retssætninger i Norge, hvorved Retsbrugen allerede før Lovgivningen for en stor Del sammensmeltede begge Landes Retsforfatning. Recessens Regler om Thinglysning gjorde denne ved de vigtigste Retshandler almindelig i Norge allerede for Lovbogen. Dens Anerkjendelse af Underpantet ligesom dettes store Udbredelse i den danske Praxis gjorde Underpantet kjendt rundt om i Landet, saameget mere efterat Frd. 21 Juli 1657 havde paabudt stemplet Papir ved Pantebreve og derved gjort det langt nødvendigere end før at lade Brevene forfatte af Sorenskriverne, som vel i Regelen vare mere fortrolige med de danske end de norske Retsforholde. I de følgende Aartier finder man derfor Exempler paa Underpant i meget forskjellige Egne[99]. Og man tør vistnok antage, at omend Underpant hos os endnu ikke den Dag i Dag har faaet det Eneherredømme ved fast Gods, som det i 17 Aarhundrede vandt i Danmark, hørte det dog allerede før Lovbogen til Landets almindelige Ret.

Ved Kristian V. N. L. blev da den danske Panteret gjort fuldstændig gjældende for Norge, idet der ingensomhelst Forskjel er mellem begge Lovbøgers 5–7. Naar man blot henser til Retsreglerne, falder det norske og danske Underpants Historie fra Lovbogen og til den senere Lovgivnig for en stor Del sammen. Men da den uskrevne Ret her havde saa stor Indflydelse og denne ingenlunde dannede sig ganske ensartet i begge Lande, maa jeg her give nogle særskilte historiske Oplysninger om de vigtigste Sider af det norske Underpant i dets senere Udvikling.

Hvad Underpantets Gjenstand angaar, saa have vi allerede i 16de Aarhundrede seet Exempel paa Underpant i Skib, og en i en Herredagsdom af 1661 indtagen Lagthingsdom forudsætter det som givet, at saadant Underpant var gyldigt. Vi have dernæst allerede meget tidligt seet en langt større Frihed end nu ved Medtagelsen af Appertinentser under fast Gods, navnlig ved Bondegjælden paa Stuerne i Bergen[100]. Men hvad der især er af Interesse, er, at man ogsaa hos os allerede før og samtidig med Lovbogen finder brugt i stor Udstrækning Underpant i Løsøre. Dette gjælder ikke blot om enkelte Løsøregjenstande og navnlig Samlinger af saadanne f. Ex. Tømmer og Bord[101], om ulegemlige Rettigheder, som Korntiende, Løsningsret[102] og endog Embedslønning[103], men ogsaa flere Exempler findes fra forskjellige Egne af Landet paa Pantsættelse af al nærværende Formue[104], og maaske især af „Alt, hvad eier og eiendes vorder[105]. Det synes derfor, som om Underpant i Løsøre er blevet almindeligt, om end maaske ikke erkjendt gyldigt, ikke længe efter at Unde pantet overhovedet er blevet indført. At her dansk og tildels tydsk-romersk Ret gjennem Byerne og Embedsmændene har øvet Indflydelse, maa jeg antage sikkert. Men netop ved Klausulen „Alt, hvad eier og eiendes vorder“ er det jo muligt, at man har havt en Tilknytning i de andre Retsforholde, hvor den var kjendt. Underpant i Løsøre har da rimeligvis i Løbet af forrige Aarhundrede vundet Fasthed ogsaa i Norge. Men nogen særlig Oplysning kan jeg ikke her give og maa derfor nøie mig med en Henvisning til Afsnittet om den danske Panteret. Som bekjendt blev det, bortseet fra Underpant i Skib og enkelte mindre Undtagelser, erklæret ugyldigt ved L. 12 Oktbr. 1857.

For dernæst at gaa over til Realisationen, faa finder man før Lovbogen den i store Reces forordnede Fremgangsmaade, ialfald forsaavidt angaar Indførsel til Brugelighed, ogsaa anvendt i Norge[106]. Efter Lovbogen finder man strax Begyndelsen til den samme Omdannelse af den skrevne Ret ved den sædvansmæssige, som vi allerede have seet i Danmark. Dette hænger ogsaa i Norge sammen med Auktionens Anvendelse i den almindelige Gjældsforfølgning. Allerede 1693 tilkjender en i Retst. 1871 S. 77 meddelt Magistratsdom fra Kristiania Kreditor Betaling „Halvmaanedsdag efter denne Doms lovlige Forkyndelse under dets Udsøgning ved Vurderings og Auktions Adfærd“[107]. Og man har i Overensstemmelse hermed allerede inden Aarhundredets Udgang l Exempel sammestedsfra paa Anvendelsen af den Fremgangsmaade ved Realisation af Pant, som senere blev den almindelige, hvor ei Vedtagelser gjorde Forandring her„.– nemlig Dom, Indførsel og Auktion[108]. Om Udbredelsen at denne nye sædvansmæssige Realisationsmaade i det øvrige Land kan jeg ingen Oplysning give udenfor, hvad der findes i Schweig. Proces II. 398.

Men end større Interesse har det, at man allerede lige efter Lovbogen finder den senere saa almindelige Forandring af den lovmæssige Realisationsmaade gjennem den saakaldte Panteklausul. Man kunde maaske søge en Hjemmel for denne i Frd. 19 Decbr. 1693 § 13: „Naar nogen Panthavende enten efter Forskrivelse eller Dom lader sit Pant auktionere og den forrige Eiermand vil byde derpaa“ etc. Men hvorvidt der hermed har været sigtet til Panteklausulen ved fast Gods, er vistnok meget tvivlsomt. Forsaavidt Lovbudet taler om Auktion efter Dom, synes dermed kun at være ment frivillig Auktion, afholdt af Panthaveren efter Eiendomsdom (jfr. Udtrykket „forrige Eiermand“). Og forsaavidt der tales om Auktion efter Forskrivelse, er dermed maaske kun tænkt paa Brugspant eller paa Løsøre[109]. Men selv om nu Lovbudets Mening virkelig har været at stadfæste Auktion over fast Gods uden Lovmaal og Dom i Kraft af Vedtagelse ved Underpant, saa hører Lovbudet ialfald til dem, der leilighedsvis henvise til en allerede kjendt Praxis, som det ligefuldt bliver af Interesse at kjende. Og virkelig kan man forfølge Panteklausulen i Norge idetmindste tilbage til Aaret 1690. Den synes først anvendt af offentlige Stiftelser ved Udlaan af deres Midler og rimeligvis da efter fremmed (tydsk og maaske nu ogsaa dansk) Forbillede. Allerede i det nævnte Aar findes thinglyst et Pantebrev til det „Kgl. Krigshospital eller Kvæsthus i Norge“ i en Gaard i Aker, hvorved Kreditor gives Ret til at lade sig indføre i Pantet og derpaa enten tage dette til Brugelighed eller sælge det ved Auktion. Her er Panteklausulen vistnok endnu ikke fuldt udviklet, idet Salget ikke kan foregaa ganske „uden Lovmaal og Dom“. Men vi behøve ikke at gaa langt ind i 18de Aarhundrede, før vi finde Klausulen omtrent af samme Indhold som i Nutiden. Man har saaledes et Pantebrev til det samme Kvæsthus, dateret Kristiania 15 Novbr. 1713, hvorved forskjellige Eiendomme paa Ringerike, i Land og Valders stilles det til Underpant og hvori gjenfindes følgende os velkjendte Udtryk: „eller og om Renten ikke aarlig til rette Tid og Termin rigtig erlagt og betalt vorder, da skal Kapitalen med alle sine efterstaaende Renter, Omkostninger og Skadegjeld[110], udi en samlet Summa, som før er meldt, rigtig og ufeilbarlig erlægges og betales, eller og de Herrer Direktører paa Krigshospitalets eller Kvæsthusets Vegne Magt have uden nogen foregaaende Advarsel, Stevning, Dom eller Rettergang ved offentlig Auktion at lade Pantet gjøre i Penge og deraf at søge sin Betaling til den sidste Skilling“. Og vi finde allerede samtidig, at denne Klausul har været nogenlunde efterlignet i rent private Forskrivelser i flere Egne af Landet[111]. Det kan derfor sikkert antages, at den har været velkjendt paa mange Steder, længe førend den blev stadfæstet af Lovgivningen imod 18de Aarhundredes Slutning.

Der maa forøvrigt her mindes om, hvad der allerede blev oplyst i Afsnittet om den danske Panteret, at det varede længe, førend Auktionen blev en virkelig judiciel Handling med den nuværende Tvangsauktions Væsen. I Sammenhæng hermed staar det, at det vistnok længe var sjeldent at pantsætte med forskjellig Prioritet. Ialfald var det endnu et langt Stykke udi 18de Aarhundrede sædvanligt at indtage i Pantebrevet Forsikringer om, at Gaarden hverken forhen var pantsat eller herefter skulde blive pantsat, saalænge nærværende Kreditor ikke var fyldestgjort[112]. Og saalænge Efterpant var lidet kjendt, blev Auktionen væsentlig kun en Sag mellem Panthaver og Pantsætter, hvorfor Panteklausulen saameget lettere kunde blive anerkjendt.

4. Brugspantet tilbagetrænges. Dets nuværende Levninger[113].

Kristian den Femtes N. L. 5–7 er ganske enslydende med samme Kapitel i Danske Lov, og det indeholder derfor kun Regler om Underpant. Vistnok er Brugspant leilighedsvis nævnt paa et Sted, nemlig i 5–7–8, der ellers kun taler om at „tage til Brugelighed“ som et Led af Panteprocessen, men hvor der dog er indløbet de Ord: „omendskjønt Pantet siden til en anden til brugeligt Pant er opdraget“, hvilke kun passe paa kontraktsmæssigt Brugspant. Og ligeledes forekommer Ordet „Pant“ i enkelte andre Forbindelser, hvor det bedst forstaaes om Brugspant[114]. Men da Brugspantet var ganske fortrængt fra Danmark før Lovbogen, kan dette fra Lovgiverens Standpunkt vel kun forklares som en uagtsom Overførelse af ældre Lovtexter[115]. Begge Lovbøger ere altsaa nærmest affattede under Forudsætningen om, at Underpant var den eneste Panteform ved fast Gods. Men ligesom Kristian den Femtes Lovbog ofte giver et vrangt Billede af Retstilstanden, forsaavidt som den samtidige Sædvaneret har været langt mere fremskreden end Loven selv, saaledes giver den her et aldeles urigtigt Indtryk af den norske Panteret; denne laa i Livet langt tilbage for Lovtexten, der her ligefrem var afskreven efter Danske Lov uden særligt Hensyn til „Norges Beskaffenhed“.

Brugspantet var nemlig endnu ved Lovbogens Udgivelse uden Tvivl Landets herskende Panteform. Det syttende Aarhundrede havde været Brugspantets Blomstringstid i Norge. Vistnok var det ikke længere eneraadende; Underpantet havde begyndt at fortrænge det; men aldrig tilforn var en saadan Mængde Gods blevet bortpantet, navnlig ved de store førnævnte Statslaan. „Pantegods“ og „Pantemænd“ bliver netop i denne Tid opført som en stor Klasse Gods og Gaardbrugere ved Siden af Odelsgods og Odelsmænd samt Leilændinger. Mod Aarhundredets Slutning var det visselig noget aftaget, men fremdeles vistnok det almindeligste. Det tør vel antages, at det i Byerne ikke længere har været synderlig kjendt paa Lovbogens Tid. Ligesaa havde i de mest fremskredne Bygder Underpantet allerede da faaet Overhaand. Gjennemblader man saaledes den ældste Pantebog for Aker 1690–1700[116], finder man mest Underpant, og Brugspantet er ikke længere anvendt ved Gods, som Pantsætteren selv beboede, men kun ved Fæstegods. Ogsaa i Jarlsberg synes Forholdet at have været lignende, om ei fuldt saa fremskredet. Men komme vi kun lidt længere bort, finde vi Brugspantet forherskende endog i vore Storbygder f. Ex. paa Romerike, hvor det endnu efter 1690 var almindeligt at pantsætte sin „paaboende“ Gaard, og paa Ringerike, som da sammen med Hallingdal udgjorde et Sorenskriveri, hvori der for Aarene 1690–92 thinglystes 23 Brugs-Pantebreve, men kun 7 Under-Pantebreve[117]. Og rimeligvis har i mere afsides Bygder Underpantet været endnu langt sjeldnere. Dog tør det vel hænde, at det i Bergens Stift var mere udbredt.

Men fra Begyndelsen af 18de Aarhundrede er dette Forhold blevet meget hurtigt forandret. Hertil bidrog flere Omstændigheder. Først og fremst er vel Bevidstheden om Brugspantets Ufordelagtighed for Skyldneren bleven stedse mere udbredt, jo mere den anden Panteform blev kjendt. Selvfølgelig maatte dette være mest slaaende, hvor det gjaldt at pantsætte sin eneste Gaard. Men ogsaa ved Fæstegods maatte Tabet ved at afgive al aarlig Indtægt til Panthaveren blive saameget føleligere, da Rentefoden allerede ved Frdng. 19 Febr. 1695 nedsattes fra 6[118] til 5 pCt., – ikke at tale om, da den siden i 1767 nedsattes til 4. Hertil kom da Thinglysningsinstitutionens stedse større Udvikling, hvorved kan mærkes Pantebøgernes først efterhaanden iværksatte Indsørelse, hvilket jo gav Underpantet en større Tryghed, – den stigende Indflydelse af de med danske Retsforhold fortrolige Retsbetjente, – den nye Lovbogs Overseen af den gamle nationale Panteform, – og endelig maaske ogsaa større Udlaan af offentlige Midler, medens paa den anden Side Statens Udlaan mod Pant i sit Gods ganske ophørte.

Efter 1700 er derfor vistnok overalt Brugspantet hurtigt aftaget. Det da (indtil 1787) forenede Hadelands, Lands og Valders Sorenskriveri, som er det eneste, hvorfra jeg har nøiagtige statistiske Opgaver for en længere Tid, talte fra 1704–1721 af thinglyste Breve: 130 Brugspant mod 250 Underpant. Og rimeligvis har her endnu ved Lovbogens Udgivelse Forholdet været det omvendte. Senere i Aarhundredet aftog Brugspantet endnu raskere. Vistnok nævner Skatteanordn. 13 Decbr. 1746 Kap. II. in. „Pantemænd“ som en egen Klasse Gaardbrugere jfr. Kap. VI. 4de Post § 2[119]. Og rimeligvis have de da endnu været ikke saa sjeldne i afsides Bygden. Men i de fleste mere fremskredne Egne har Brugspantet sandsynligvis allerede inden Aarhundredets Midte enten været noget nær fordrevet af Underpant eller ialfald tilbagetrængt til den meget beskedne Anvendelse, hvori det endnu erkjendt, nemlig ved smaa Gaarddele. I Hedemarkens dengang endnu samlede Sorenskriveri blev der i Aarene 1735 og 1740 henholdsvis thinglyst 67 og 79 Obligationer med Underpant, men i intet af Aarene over 5 med Brugspant. Paa Romerike synes det ganske forsvundet inden 1750.

Især oplysende er Forholdet i Eker, Modum og Sigdals Sorenskriveri, som er det Sorenskriveri, hvorfra jeg har faaet de bedste Oplysninger om Udviklingen i forrige Aarhundrede efter 1730. I Sorenskriveriets store aabne Bygder, Eker og Modum, var allerede i dette Aar Brugspantet meget sjeldent, og det findes senere kun anvendt af ganske særegne Grunde f. Ex. ved Bortpantning af en umyndig, gjældbunden Arvings Gaard indtil hans Myndighed[120]. I den mere afsides Skovbygd Sigdal med Krydsherred, hvor forresten Underpantet allerede fra Begyndelsen af dette Tidsrum var det hyppigere, var derimod Brugspantet ogsaa ved hele Gaarde ikke sjeldent. Allerede 1732–33 finder man det anvendt ved Pladse, og efterhaanden bliver dette den almindeligere Brug deraf, saaat man efter 1750 kun rent undtagelsesvis ser en hel Gaard, men forøvrigt kun Pladse, Engeslaatter og andre mindre Gaarddele pantsatte til Brugelighed, indtil ogsaa dette 1780–90 omtrent ganske ophører. Dette har rimeligvis været en meget almindelig Udviklingsgang; Oplysninger fra Sands og Lyngdals Sorenskriverier pege ialfald i samme Retning.

Mod Slutningen af forrige Aarhundrede har derfor Brugspantet vistnok allerede i det Store taget været tilbagetrængt til sin nuværende Plads. Hele Gaarde have allerede da rimeligvis kun været pantsatte paa denne Maade rent undtagelsesvis og kun i de mest gammeldagse Bygder, som Sætersdalen og Thelemarken[121]). En Del gamle Pantebreve kunne ogsaa andetsteds længe have staaet igjen i Pantebøgerne, men paa de fleste Steder ere de vel udgaaede ogsaa af disse ved den store Udrensning af gamle Dokumenter, som foregik 1780–90, i Forbindelse med Kvartprocent-Skattens Indførelse og den rimeligvis deraf flydende Indretning af ordentligt Panteregister[122]. Denne Anvendelse af Brugspantet, væsentlig kun ved Parceller, har dannet Overgangen til det fuldstændige Ophør. Denne Overgang blev som nævnt mangesteds gjort allerede inden forrige Aarhundredes Slutning. Men i en ikke ringe Del af Landet gaar denne Overgang for sig den Dag i Dag, idet Brugspantet vistnok ogsaa her maa ansees som en forsvindende, men dog endnu ganske praktisk Retshandel. Til Fremstillingen af disse den gamle Institutions Levninger gaar jeg da nu over.


Hvad for det første Brugspantets nuværende Udbredelse angaar, saa findes det endnu i den antydede Skikkelse i en stor Gruppe af Sorenskriverier, der strækker sig i det Indre af det Søndenfjeldske fra Mjøsens nordvestre Bred og Filefjeld indtil Sireaaen, kun med en liden Afbrydelse i Thelemarken. Det findes nemlig i følgende Sorenskriverier: Valders, (især i Aurdal), Hadeland og Land, (især i Land og Gran), Thoten, Ringerike (især i Skovbygderne Aadalen og Sognedalen), Hallingdal, Numedal og Sandsvær (især Nore), i Tinn af Thelemarkens østenfjeldske Sorenskriveri, medens det i de vestligere Dele af Øvre Thelemarken er ukjendt; det er herved, den før omtalte Afbrydelse fremkommen. Derefter optræder det igjen i Sætersdalen (især Valle), og fortsættes derpaa i de tilstødende Mandals (især Spangereid), Lyngdals og endelig Flekkefjords (Kvinnesdal og Siredal) Sorenskriverier. Inden disse Sorenskriverier er Udbredelsen igjen noget forskjellig, idet det som antydet fortrinsvis findes i deres mere afsides eller af andre Grunde mere gammeldagse Egne. I alle disse Sorenskriverier er Brugspantet en endnu levende Institution, forsaavidt som det endnu i vor Tid stiftes. I andre Sorenskriverier, som hvert støde til et af de nævnte, stiftes det ikke længere fra nyt af, men der findes endnu i Kraft enkelte Pantebreve som Vidnesbyrd om, at Institutionen ogsaa der for ikke lang Tid siden har været kjendt. Paa denne Maade forgrene Brugspantets Levninger sig fra Thoten, baade i Nord til Søndre Gudbrandsdalen, hvor der i Gausdal endnu findes et Par Parceller bortsatte til brugeligt Pant for lang Tid siden, og over til Mjøsens Østside, hvor der i Nordre Hedemarken endnu er i Kraft to Brugs-Pantebreve, det ældste thinglyst 1800 og det yngste 1849. Og paa en anden Kant stikker Brugspantet fra Ringerike endnu ned i Eker og Modum, hvor der saa sent som i 1842 findes thinglyst et Par slige Pantebreve, hvoraf dog kun det ene endnu er i Kraft.

I andre Sorenskriverier har rimeligvis en Del „Brugs-Obligationer“, som de ofte kaldes, staaet i Pantebøgerne indtil den store Udfeining i 1848. Jeg anser det ogsaa for muligt, at der endnu kan findes Spor af Brugspantet i enkelte andre søndenfjeldske Sorenskriverier end de her opregnede. Derimod er der vel overveiende Sandsynlighed for, at det slet ikke findes i det Nordenfjeldske i dettes gamle Betydning: Norge nordenfor Sireaaen. Ellers maatte det vel været nævnt i en eneste af vedkommende Sorenskriveres Svar paa Finantsdepartementets Cirkulære af Novbr. 1870. I det Vestenfjeldske tror jeg at have Vished for, at det ikke forekommer[123].

Hvorfor netop Brugspantet har kunnet holde sig i hin Række søndenfjeldske Sorenskriverier, er ikke ganske let at besvare. Tildels finder det sin naturlige Forklaring deri, at en stor Del af dem indeslutte nogle af Landets mest gammeldagse Egne, hvilket navnlig gjælder om de kristianssandske, samt Numedal og Hallingdal. Men Brugspantet er ogsaa bevaret i andre Egne, som høre blandt Landets mere fremskredne, om de end have mere af det Gamle, end man kunde være tilbøielig til at tro, f. Ex. Hadeland, Land og Thoten. Dette maa vel tildels forklares deraf, at man paa en Tid, da Brugspantet endnu var kjendt om end allerede sjeldent og kun ved smaa Jordlodder, etsteds har opdaget, at det, naar det gjordes meget langvarigt, f. Ex. paa 100 Aar, kunde bruges til at omgaa Frdng. af 1764 om Skylddeling ved Salg af Parceller, og at denne Opdagelse efterhaanden er bleven kjendt i Nabobygderne og der har opfrisket den gamle Institution, som allerede var i sin Forsvinden. Jeg har nogen Mistanke om, at Hadeland og især Grans Præstegjæld har været Arnestedet for denne nyere Anvendelse af Brugspantet. Gran er, saavidt jeg ved, det Sted, hvor man først ser det særdeles langvarige Brugspant, og derfra er dette netop paa samme Tid, som man blev strængere i at overholde Skyddelingsbudet, nemlig efter 1840, udbredt, i Nord til Land og i Syd til Jevnaker, paa hvilket sidste Sted Institutionen allerede var næsten uddød. Og paa andre Kanter kan denne Anvendelse af Brugspantet være blevet overført til Nabobygderne Thoten, Ringerike (især Aadalen), og Valders (Aurdal). Men dette er kun delvis en Forklaring, eftersom Brugspantet i de fleste andre Bygder allerede var ganske ophørt, før man nogetsteds havde fundet paa at anvende det som en Form for Afhændelse. Forøvrigt har det dog vistnok været nærliggende at anvende Brugspantet saaledes, eftersom det ogsaa sker i de andre fjernereliggende Sorenskriverier, hvor det visselig ikke er lært fra Oplandet. Det er maaske tilfældige Omstændigheder, som her have havt Indflydelse, f. Ex. om vedkommende Sorenskriver har været nøieseende med Overholdelsen af Frdng. 1764, hvormed der har været forholdt meget forskjelligt. Ligesaa tror jeg, at det er blevet lettere bevaret i Bygder, som have været noget gammeldagse, men hvor dog ikke Sorenskriveren almindelig har skrevet Pantebreve; thi Sorenskriverne have vistnok bidraget noget til at afskaffe Brugspantet. En Antydning hertil har man endog i den allersidste Tid, idet man sommesteds vil have mærket, at, efterat L. 17 Juni 1869 har frigivet Forfattelsen af Skjøder og Kjøbekontrakter paa Landet og derved i det Hele draget Dokumentskrivningen mere bort fra Sorenskriverkontorerne, er Brugspantet blevet noget hyppigere[124].

Men hvorledes forklare, at Brugspantet aldeles ikke længere findes nordenfor Sireaaen, da det dog findes i saa forskjellige Egne som Thoten og Listerland, og der dog her er ligesaa gammeldagse Bygder som de fleste ovennævnte? Ja, herpaa er det ikke let at give noget tilfredsstillende Svar. Det er muligt, at det hænger sammen med Forholde, som ere fælles for det „Nordenfjeldske“ Norge, taget i denne Forstand; thi Sireaaen har ogsaa i andre Henseender været en skarp Grændse mellem Landsdelene[125]. Det er imidlertid kun for Bergens Stift, jeg kan give en noget mere fyldestgjørende Forklaring. Underpantet kom her, som for nævnt, allerede tidligere ind, ogsaa paa Landet. Selveiergodset var langt ned i Tiden forholdsvis meget lidet, og Leilændinger kunde naturligvis ikke pantsætte, hverken paa den ene eller anden Maade. De store Proprietærer, som i sin Tid netop havde anvendt Brugspant ved Fæstegodset i stor Udstrækning, var imidlertid af den Klasse, som næst Handelsstanden snarest greb den nye Panteform, Underpantet. Brugspantet er derfor i Bergens Stift blevet tidligere tilbagetrængt end andetsteds. Hertil kommer andre mere underordnede Omstændigheder. Brugspant anvendes i senere Tid væsentlig ved Pladse og andre mindre Jordstykker. Men Husmandsklassens forholdsvis bedre Stilling paa Vestlandet er det rimeligvis, som har bevirket, at i mange af de Tilfælde, hvor en liden Kapitaleier paa Østlandet tager en Plads til brugeligt Pant, faar han i Bergenske Egne almindeligt Husmandsfæste, idet han laaner Husbonden Kapitalen og afkorter Renterne i Pladseafgiften. Og hvor andetsteds f. Ex. Støler og Beiter have været bortpantede for at undgaa Skylddeling, har man tildels i Bergens Stift brugt Arvefæsteskjøde, som længe blev thinglyst uden at paase Frdng. 1764 overholdt. Endelig kan det mærkes at i disse Egne blev indtil for ikke lang Tid tilbage saagodtsom alle Pantebreve forfattede af Sorenskriverne. Hvad der her er sagt om Bergens Stist, passer vistnok tildels, navnlig forsaavidt angaar Selveiergodsets ringe Udstrækning, ogsaa paa andre Landsdele nordenfor Sireaaen, saasom Nordland. Naar Brugspantet imidlertid, som det synes, heller ikke længere findes i Thrøndelagen, saa ved jeg her ingen særlig Forklaringsgrund. Interessant er det i hvert Fald at se, at Brugspantet nutildags kun er kjendt i det gamle Borgarthingslag og Eidsiviathingslag, men ukjendt i Gulathingslag og Frostathingslag; Sireaaen dannede netop Grændsen mellem dem.

Inden den nævnte Kreds af Sorenskriverier er Brugspantet i det Hele sjeldent. Vistnok har den større Strenghed, som navnlig siden 1840 har været vist ved Overholdelsen af Frdng. 1764, tilligemed den samtidige Afskaffelse af Stempelafgiften for Pantebreve mangesteds opfrisket denne Panteform ved at give den en ny Anvendelse. Men den begyndte atter at gaa tilbage, siden Skylddelingsforretningerne i 1845 bleve gjort saameget billigere. Fra det oplandske Sorenskriveri, hvor det især har sit Hjem og hvor det vel endnu maa kaldes hyppigt forekommende[126], Hadeland og Land, hedder det netop, at det synes at aftage i de senere Aar. Paa Ringerike har det ikke været stiftet i de sidste 5 Aar og i Tinn neppe siden 1860. I de vestlandske Sorenskriverier, undtagen Sætersdalen, synes det endnu at stiftes forholdsvis hyppigt. Men det tør vistnok antages, at det i hele Riget inden en ikke fjern Tid vil være en uddøende Institution, hvoraf man vistnok endnu meget længe vil finde enkelte Spor paa Grund af Løsningstidens Langvarighed, men som ikke mere vil holdes i Live ved nystiftede Forholde[127].

Idet jeg nu gaar over til en nærmere Skildring af denne gamle Panteform i dens nyeste Skikkelse, har jeg, hvor andet ei er sagt, især havt Hadeland og Lands Sorenskriveri for Øie, da jeg derfra har de udførligste Oplysninger[128].

Det nuværende Brugspants Øiemed er nu endmindre end i ældre Tid at skaffe Sikkerhed for Laanesummen. Brugsretten træder nu aldeles i Forgrunden undtagen ved de sjeldent forekommende ganske kortvarige Forhold. Og denne Brugsret er nu saa udstrakt, ikke blot i Raadighed, men især i Tid, at Retshandelen meget ofte, ja maaske oftest, i Virkeligheden skjuler en Eiendomsoverdragelse. Som allerede antydet, stiftes i den senere Tid Brugspantet hyppigst i den Hensigt at omgaa Budet om Skylddeling ved Parcellers Afhændelse og overhovedet den Uleilighed, der er forbundet med smaa særskilte Matrikulnumere. Og Retsforholdet kaldes derfor betegnende nok i vore oplandske Egne „Pantekjøb“, ligesom der foruden det gamle Ord “Pantemand“ forekommer „Panteeier“. Ved Siden heraf er der ogsaa andre Bihensigter dermed, som ere Panteretten ligesaa fremmede, saasom Undgaaelse af Stempletpapir ved Adkomstbrevet og af Odelspaatale. Ved Pantsættelse af særskilte Matrikulnumere blive disse sidste Hensyn, navnlig til Odelsretten, de overveiende. Især fremhæves dette fra Sætersdalen og Lyngdals Sorenskriverier. I de øvre Bygder af Sætersdalen har Frygten for de efter gammel Sædvane lave Odelstaxter – som her endog skulle gaa ned til en Trediepart af Salgsværdien – bevaret Brugspantet ved hele Gaarde. Det hedder, at Adskillige, og deriblandt Bygdernes rigeste Mand, endnu skulle sidde blot med Hjemmel af brugeligt Pant. Rimeligvis bliver da i Dokumentet anført – for Tilfælde af mulig Løsning – en Pantesum, som overstiger Gaardens Værdi; ialfald berettes dette fra det andet Sorenskriveri. I Lyngdal bruges stundum, naar man vil sikre sig, at Løsningsmanden efter Odelslovens § 24 skal udrede Pantesummen istedetfor Taxtsummen, den Fremgangsmaade, at den virkelige Kjøber faar en „Brugsobligation“ og altsaa i Formen optræder som Panthaver, medens der samtidig udstedes Skjøde til et af hans Børn, hvori Kjøbesummen erklæres afgjort ved Overtagelse af hin Brugs-Pantheftelse.

Udenfor disse hyppigste Tilfælde, hvori Brugspantet skjuler en Afhændelse, har det ogsaa forskjellige andre Øiemed, der især fremtræde, hvor Løsningsfristen ikke er sat meget fjern, og tildels ere af samme Art som ved det ældre Brugspant. Først og fremst maa mærkes, at smaa Kapitaleiere ønske at skaffe sig, f. Ex. for sin Levetid, en Brugsret i et mindre Jordstykke, uden at være Husmænd eller Leilændinger, og da gribe til denne nedarvede Institution, der byder dem en indbringende Anvendelse af deres Kapital (som et Slags Bygselsum), det en fordelagtig Brugsret er lettere at faa kjøbt end en Eiendomsret. I Skovbygderne har Brugspantet saaledes været en Form for Udhugstkontrakter, der have været ligesaa ødelæggende for Skoven som indbringende for Panthaveren[129]. Sammenhængende hermed er det, at en Mand vil skaffe sig høiere og paa samme Tid sikrere Renter af Pengene, end han kan faa ved Underpant, idet jo Frugterne, som han selv oppebærer uden at være afhængig af Skyldneren, træde istedetfor Renter. Lyst til at omgaa Aagerloven paa denne Maade fremhæves udtrykkelig fra flere, især vestlandske Sorenskriverier. Fra Thoten hedder det, at Eiere af meget behæftede Gaarde gribe til dette Middel, da de derved kunne faa Laan, som de ellers ikke vilde erholdt. I Sætersdalen er det en almindelig Aftale i Føderaadsbreve („Follaugsbreve“, som de her kaldes), at Føderaadsfolkene, saafremt de ikke ere tilfredse med Behandlingen, skulle have Ret til som et Slags Pant at bruge en Del af Gaarden, i Almindelighed en Fjerdedel af den gamle Skyld. Dette staar paa Overgangen til det i 5–7–8 omhandlede tvungne Pant til Brugelighed. I Mandals Sorenskriveri er denne Føderaadsfolkenes Ret til Overflod meget almindelig forbeholdt i Tilfælde af virkelig Misligholdelse.

Gjenstanden for Brugspantet er nu, som det allerede vil forstaaes af det før Fremstillede, hovedsagelig fast Gods[130], som ikke er særskilt skyldsat. Exempler paa, at særskilt skyldsat Jord bortpantes paa denne Maade, fore- komme vistnok endnu i adskillige Egne, men almindelig som rene Undtagelser. Kun i Sætersdalens øvre Del og enkelte andre kristianssandske Egne, forekommer det noget hyppigere, ja her findes endog hele store Gaarde pantsatte til Brugelighed. Forøvrigt er det alskens mindre Jordlodder: Husmandspladse, Engestykker, og i enkelte Egne især Skovteige, Sætre, Udslaatter og Beitestrækninger, stundum ogsaa Fiskeri- og andre Vandrettigheder. Jordstykkerne ere almindelig ikke af stort Værd, da Pantesummen sjelden gaar over 3–400 Spd. I en Skovbygd blev 1851 en Skov bortpantet for 5000 Spd. i 7 Aar; men det maa ansees som et rent Særsyn. Med Pladsen eller Jordstykket følger ofte Ret til at hugge i Skoven til Fornødenhed, Tangtag o. desl. At Hus særskilt bortpantes, forekommer en enkelt Gang, ialfald paa Hadeland.

Løsningstiden er sat meget forskjelligt, alt efter Øiemedet. Man finder endnu den gamle Maade, at Panthaveren skal bruge Pantet, indtil Løsning sker, uden at han selv kan fordre Løsning, ligesom Forholdet stundum stiftes paa Opsigelse enten fra begge Sider eller hyppigst kun fra Eierens[131]. Almindelig er dog en vis Tid fastsat. Denne er kun sjelden ganske kort, f. Ex. ned til 2 Aar. Hvor det er en Brugsret, som ønskes sikret, er da, hvor det ikke gjælder Skovstykker, sat en fjernere Tid, saasom ofte Mands og Kones Levetid. Men hvor, som det hyppigst er Tilfældet, Brugspantet har til Øiemed at træde i Stedet for en Afhændelse, en Varigheden naturligvis meget lang, 100, indtil flere Hundrede Aar, ja i Lyngdal forekommer endog et Brugspant stiftet 1859 paa 1000 Aar, saa at der her, om Forholdet ikke opløses, er sørget for at bevare Mindet om denne gamle Panteform til de fjerneste Efterkommere. Og hvilket Fund for en Retshistoriker i det 29de Aarhundrede! – Den hyppigste Termin for det langvarige Brugspant er dog – 99 Aar[132]. Denne Frist er den stadige i Hadeland og Land samt Thoten, ligesom den forekommer i Ringerike og Valders. Og mærkelig nok dukke de samme 99 Aar op igjen i det Kristianssandske, især i Mandals Sorenskriveri. Hvorledes skal man forklare Valget af denne underlige Termin, og det paa saa forskjellige Steder, hvor der vist ikke har været nogen gjensidig Indflydelse? Her maa have været en fælles virkende Aarsag, som har ledet til at vælge 99 istedetfor det naturligere Tal 100, rimeligvis en ubestemt Frygt for, at dette vilde være for langvarigt, saaat Hensigten, at unddrage sig fra Reglerne for Afhændelse, ikke vilde opnaaes. Det eneste Svar, man faar, naar man spørger efter Grunden i vedkommende Egne, er ogsaa den, at det ikke skal være lovligt at sætte 100 Aar. Denne Frygt for Tallet 100 tror jeg imidlertid, ialfald sommesteds, strækker sig videre, saaat den bliver en Frygt for runde Tal overhovedet. Man har nemlig, ialfald paa Hadeland, ogsaa brugt Terminen 199 og 299 Aar[133]. Jeg er tilbøielig til at søge nogen Forklaring af denne underlige, ubevidste Retsfølelse i den ældre Stempelpapirtaxt. Medens nutildags hver høiere og kostbarere Klasse Papir først indtræder med Summer, der ere over 100 Spd., 1000 Spd. etc., indtraadte den fordum, og endnu efter Frdng. 27 Novbr. 1775, allerede med det fyldte 100 etc.[134]. Herved kom man i Vane med at sætte alle Summer i Skjøder og Pantebreve til 99 Spd. 119 ß etc. istedetfor 100 Spd. etc. for at slippe billigere fra Stempelskatten. Ialfald er dette stadig Tilfældet i Egne, hvor nu 99 Aar er almindeligt ved Brugspant, t. Ex. Hadeland. Nu tænker jeg mig, at der herved kan mangesteds være kommet ind i Folket en ubevidst Frygt for overhovedet at bruge runde Summer i Dokumenter. Og da man nu begyndte med det langvarige Brugspant for at undgaa Skylddeling o.s. v., har man grebet til 99 Aar istedetfor 100. Og engang kommen i Vane hermed, er denne Termin bleven den almindelige, omend andre Terminer, 90, 98, 100, 200, vise, at man ikke længere har en afgjort Ulyst mod de runde Tal. Det kan indvendes herimod, at denne lange Termin neppe forekommer før omkring 1830[135], og ikke synderlig udbredt førend 1840, medens derimod allerede Frdng. 25 Mai 1804 havde indført den samme Beregning som nu, hvorefter Summer paa 100 Spd. endnu høre til den lavere Klasse. Men jeg har ellers seet saamange Exempler paa, at ophævede Love kunne gaa igjen længe bagefter i Folkets Retsfølelse, at jeg ikke heri kan se nogen Indvending. Frygten for de runde Summer er derfor vistnok ikke bortfaldt sammen med sin Grund. Der er dog endnu er anden Omstændighed, som kan have bidraget til Valget af 99 Aar. I forrige Aarhundrede og ind i dette var Terminen gjerne fastsat ved et vist Antal „Aaremaal“[136], hvoraf hvert oftest beregnedes efter gammel Vis til 3 Aar (jfr. N. L. 2–21–2–3) men ofte, ialfald i Hadeland Land og Valders ogsaa regnedes til 9 Aar. Saaledes var 27 Aar, der udgjorde 3 eller 9 Aaremaal, alteftersom man regnede, en meget brugt Termin. Og da nu Tallet 99 er deleligt baade med 3 og 9, kan ogsaa dette have bidraget Sit.

I de allerfleste Sorenskriverier blive saadanne „Brugsobligationer“ thinglyste uanseet Varigheden, uden at kræve Parcellen først skylddelt. Kun i Hallingdal synes det at være nægtet ved de meget lange Frister, hvorfor det derfra hedder, at Skylddeling ofte har fundet Sted og at man i senere Tid ikke længere træffer det langvarige Brugspant. Det synes, som om der skulde være liden Betænkelighed ved at nægte Thinglysning uden Skylddeling ved saa aabenbare Omgaaelser som Brugspant paa flere 100 Aar. Men, aldenstund vi ikke have nogen saadan Lov som den danske Pl. 20 April 1847, der ved Brugsrettigheder i Parceller, stiftede for længere Tid end 50 Aar, lader Skylddelingsreglen komme til Anvendelse, er jo enhver Grændse saa vilkaarlig, at den vanskelig paa egen Haand kan opstilles. Saavidt vides, er dette Spørgsmaal ikke nogensinde afgjort af Finantsdepartementet. Derimod er Stempelpligten af dette oftere behandlet, men da den er bleven afgjort ikke efter Panteaarenes Længde, men efter Løsningspligtens Stilling, skal den omtales senere[137].

Løsningen er i Almindelighed i Pantebrevet udtalt som en Ret for Eieren og maa ogsaa antages at være en Ret, selv hvor Intet er sagt, dog saaledes, at den ikke i noget Tilfælde kan udøves før Panteaarenes Udløb. Saafremt ikke anden Aftale har fundet Sted, maa denne Løsningsret vistnok vedvare uden Præskription i en ubegrændset Fremtid. Men det aftales oftere, saaledes almindelig i Mandal, at Panthaveren ved Løsningsfristens Udløb skal være berettiget til at kræve Skjøde eller ligefrem beholde til Eiendom, altsaa den simple Kommissarialklausul. Saafremt ikke Pantebrevet i sin Tid er stemplet og thinglyst som Skjøde, kan dog vel denne Klausul ogsaa kun medføre Pligten til at udstede Skjøde og ikke uden videre overføre Eiendomsretten ved Panteaarenes Udløb. Om det end antages, at Kommissarialklausulen overhovedet er ugyldig ved Underpant i fast Gods, skulde jeg dog være tilbøielig til i Almindelighed at anse den gyldig ved Brugspant, hvor Parternes Mening i Grunden fra først af har gaaet ud paa Eiendomsstiftelse, ialfald en betinget. – Det kan her opkastes det Spørgsmaal, om ikke Panthaveren for at udslette Løsningsretten kan søge Fyldestgjørelse i Pantet. Er der udtalt en Løsningspligt, maa dette vistnok antages; thi naar denne Pligt ei opfyldes, er der en Misligholdelse tilstede, som vel maa være tilstrækkelig til at kræve Tvangsauktion[138], medmindre Skjødningspligt er sat som dens Følge, i hvilket Fald det vistnok rettest forbliver derved. Men er Løsningspligten, som sædvanligt, ikke udtalt i Brevet, saa kan man neppe ved det almindelige Brugspant antage enten en Løsningspligt eller en videregaaende personlig Gjældsforpligtelse, deri forskjellig fra hin, at den skulde kunne søges fyldestgjort i al Skyldnerens Formue. I de vestlandske Sorenskriverier, som Mandal og Lyngdal, er det gjerne udtrykkelig aftalt, at Pantsætteren ikke er personlig forpligtet til nogen Betaling af Pantesummen; men til Gjengjæld er det her hyppigt at indtage Auktionsklausulen for Tilfælde af Ikke-Løsning. Andetsteds som Hadeland og Land fastholde Pantebrevene i Formen ihærdigen, at der er et Laaneforhold, idet de gjerne begynde med „Undertegnede gjør vitterlig, at jeg har faaet til Laans, er bleven skyldig“ o. s. v. Men naar man bortser fra de ganske kortvarige Pantsættelser, saa er dette ikke noget sandt Udtryk for Parternes Mening, men kun medtaget for at forsvare Anvendelsen af Panteformen. Det maa stadig fastholdes, at Retshandelens almindeligste Hovedhensigt er enten, som i ældre Tid, Overdragelse af en Brugsret, eller endog af Eiendomsret. Den er stedse mere bleven Formen for en Afhændelse til Brug eller (betingelsesvis) til Eiendom. Og det stemmer ligesaalidt med denne utvivlsomme Hensigt at antage en personlig Gjeldsforpligtelse, som hvor en almindelig Brugsret er overdraget mod en Sum engang for alle. Rigtigheden af denne Opfattelse bliver klarest, naar man tænker sig, at en større Sum er fastsat som Løsningssum end den oprindelig af Eieren oppebaarne. Og dette er i forskjellige Former ved det langvarige Brugspant ikke sjeldent. – Denne Fremstilling taler ogsaa stærkt for ikke uden udtrykkelig Aftale at opstille en Løsningspligt ved det mere langvarige Brugspant. Man rammer herved sikrest Parternes Mening, som her omtrent gaar ud paa det samme Retsforhold som ved det gamle Salg med Gjenløsningsret. Er Løsningssummen sat lig Pantesummen, da er Tanken vistnok den, at heri ligger tilstrækkelig Opfordring for Gaardeieren til Løsning uden at nogen Retspligt trænges udtalt. Og er Summen sat høiere, saa ligger heri netop, at Brugsrettens Vedvaren er Hovedsagen for Panthaveren[139]. Jeg kommer derfor til den Slutning, at, hvor Brevets særlige Indhold ikke taler for Tilværelsen af en Løsningspligt eller endog en personlig Gjældsforpligtelse, kan Panthaveren ikke ved Panteaarenes Udløb søge tvungen Fyldestgjørelse i Pantet. Thi i modsat Fald er der ingen Misligholdelse tilstede, som kan begrunde den[140].

Mod denne Slutning kan det ikke indvendes, at man herved kommer i Strid med Panterettens Væsen, hvorefter vel endog en Klausul ne alienetur er ugyldig. Thi Brugspantet i sin almindelige Skikkelse er ingen ægte Panteret. Heller ikke kan det indvendes, at jo dog en Underpanthaver kan sætte Pantet til Auktion, selv om der fra først af ingensomhelst personlig Forpligtelse er stiftet. Thi her vil Kapitalen dog kunne opsiges, ligesom der betales Renter, og der bliver derfor Plads for Misligholdelse og derigjennem for Auktion. Det tør vel ogsaa antages, naar Pantemanden, som stundum hænder, tillige har faaet Underpant i den hele Gaard, hvortil hans Pant hører, at Forholdet forsaavidt tillige bliver et Laaneforhold og at han, selv hvor Intet er aftalt, kan gjøre sig betalt i Underpantet, naar Pengene efter Panteaarenes Udløb ikke betales paa Opsigelse. – Jeg skal med det Samme gjøre den Bemærkning, at dette Tilfælde, hvori Pantemanden tillige har faaet Underpant i den hele Gaard, vel er det eneste, hvori han kan holde sig til denne. Overhovedet maa det nemlig fastholdes, at der ingen Hæftelse hviler uden paa den bortpantede Jordlod. Dette følger ligefrem deraf, at Intet er til Hinder for at pantsætte særskilt Jordlodder uden forudgaaende Skylddeling. Den øvrige Del af Gaarden maa derfor bagefter kunne pantsættes med bedre Prioritet. Og saafremt vedkommende Laangiver – hvad vel vil være Tilfældet med offentlige Indretninger – ikke vil modtage et saadant Pant, kan vistnok Gardbrugeren uden nogen fra Panteretten hentet Indsigelse skille Brugspantet ganske fra den øvrige Gaard ved at lade Parcellen særlig skyldsætte. Men saafremt det udelte Matr.-Nr. senere pantsættes, er det klart, at Brugspantet maa anmærkes paa det senere Pantebrev – hvis ikke „Prioritet“ er veget, som i dette Tilfælde er meget hyppigt ligeoverfor offentlige Laan – og i Tilfælde af Tvangsauktion maa forbeholdes sin Ret. Ligesaa klart maa det vel være, at ældre Panthaver i den hele Gaard ikke er pligtig at opbyde denne til Tvangssalg med Paahefte af det yngre Brugspant, da han ikke kan være mere bunden ved dette end ved endelig Afhændelse af en Parcel. Derimod maa det vistnok være unødigt at anmærke ældre Brugspant i en anden Jordlod paa en yngre Brugsobligation, aldenstund der ikke i noget af Tilfældene tillige er givet Underpant i den hele Gaard. – Saafremt hele Gaarden sælges, følger det af det Foranstaaende, at Kjøberen, hvor en Parcel er bortpantet, i Almindelighed ikke vil kunne kræve Pantepengene afkortede i Kjøbesummen; selv hvor en Løsningspligt er opstillet, synes det samme at maatte antages, saalænge det ikke er nogen virkelig personlig Forpligtelse; thi Kjøbesummen maa formodes fastsat med fuldt Hensyn til den Formindskelse i Gaarden, som flyder af Bortpantningen. En anden Sag er det, hvor han med Grund skulde kunne paaraabe, at han ikke kjendte Brugspantet. Sammenhængende hermed er det, at, hvor Hæftelserne „overtages“ af Gaardens Kjøber, skal Brugspantets Værd ikke medtages ved Beregning af Stempletpapir til Skjødet.

Hvad nu selve Brugsobligationens Stempelafgift angaar, saa bliver denne afgjort af Finantsdepartementet omtrent overensstemmende med den her fremstillede Opfattelse. Efterat dette Departement i Skr. 7 Decbr. 1861 havde udtalt, at Brugsobligationerne burde behandles som Brugskontrakter og altsaa skrives paa stemplet Papir efter Renternes Beløb for 1 Aar (beregnet efter 5 pCt. af Laanesummen), – har Departementet i senere Tid mere og mere behandlet disse Dokumenter efter Reglerne for Afhændelse til Eiendom. Saaledes fastholdt vistnok Departementet i Skr. 15 Aug. 1864 sin tidligere Opfattelse, naar Pantesummen kunde betragtes som Laan. Men i modsat Fald vilde Departementet have det stemplede Papirs Taxt beregnet efter den hele Sum, saasom naar det er gjort afhængigt af Overdrageren, om han ved Indløsningstiden vil have Godset tilbage, eller naar Løsningssummen er forskjellig fra Pantesummen[141]. Og i sin Praxis er nu Departementet tilbøielig til at stemple som Skjøde overalt, hvor Omstændighederne tyde paa, at der tilsigtes en Afhændelse.

Hvor der antages ikke fra først af at være nogen personlig Gjældsforpligtelse tilstede, kan Pantebrevet klarligen heller ikke være Gjældsbrev. Men jeg er ogsaa af den Mening, at selv hvor en personlig Gjældsforpligtelse er overtagen, er det rettest ikke at behandle Pantebrevet efter Frdng. 9 Febr. 1798 og deraf flydende Grundsætninger. Denne Forordning bør neppe anvendes hvor Dokumentets Hovedhensigt ikke er at afgive Erkjendelse for skyldig Gjæld. Men, bortseet maaske fra enkelte ganske kortvarige Retsforhold, er Brugsobligationernes Hovedhensigt at overdrage en Brugsret. Disse Panterettigheder kunne derfor vistnok aflyses uden at fremlægge det originale Brev i kvitteret Stand. Saavidt vides, følger man nok i Praxis en anden Mening. En anden Sag er det, hvor Brevet selv, som stundum sker, lader Retten til at oppebære Løsningssummen være afhængig af Dokumentets Besiddelse. Men det er her selve Kontrakten og ikke Loven, som knytter Rettigheden til Brevet.

Pantemandens Raadighed over Godset er i Almindelighed paa det nærmeste lig Eierens, hvad der ogsaa ofte siges i Brevet, f. Ex. ved de Udtryk, at han „maa gjøre sig det saa nyttigt og gavnligt, som han bedst ved og kan“. De Indskrænkninger, som undtagelsesvis forekomme, gaa gjerne ud paa, at Huse og Gjerder skulle vedligeholdes, at Avling eller Gjødsel ikke skal bortføres, eller at Hugsten, hvor Skov er bortpantet, kun skal gjælde visse Maal. Har Pantemanden ikke holdt sig dette efterretteligt, maa Forholdet jo i grove Tilfælde kunne hæves, ligesom han selvfølgelig maa være erstatningsptigtig, hvilket vel maa kunne gjøres gjældende ved Løsningen. Derimod vil man vel ikke kunne drage ham til noget Ansvar, om han i Tilfælde, hvor Intet er aftalt, forringer Godset, uden at selve dets Substants er angrebet, og selv dette vil neppe kunne ske ved det meget langvarige Brugspant. Har Pantemanden omvendt foretaget Forbedringer, maa det følge af vor almindelige Lære om Jordleie, at han ikke uden særlig Aftale har Ret til nogen Erstatning. Dog kan han naturligvis flytte de Huse, han maatte have bygget ved egne Midler, og Løsning kan Eieren ikke her fordre; Husforbedring maa derimod vel dømmes som Jordforbedrtng. Det er imidlertid meget hyppigt, at slige Forbedringer omhandles i Pantebrevet, dels ligefrem, saaledes at Erstatning, navnlig for Huses Opførelse eller Istandsættelse, skal gives efter Skjøn ved Løsningen, dels indirekte derved, at selve Løsningssummen i sin Helhed skal fastsættes ved Skjøn.

Pantemanden kan i Almindelighed overdrage sin Ret til Andre. Dette er vistnok sjelden sagt i Brevet, men, naar bortsees fra det rent kortvarige Forhold, følger dette vistnok af vor Rets almindelige Regler. Den gjængse Lære, at Fremleie ved Jord ikke er tilladt, holder nemlig, udenfor Bygsel og Husmandsforhold, neppe Prøve. Ialfald maa Vanernes Mening rammes bedst ved at tillade den, naar Leiemaalet er længere end et Slægtleds Tid. Ved det almindeligste Brugspant maa det være forudsat, at ikke den samme Pantemand kan fortsætte Brugen den hele Tid. Og da er det naturligt at tillade ham naarsomhelst at overdrage sin Ret til Andre, idet han selvfølgelig fremdeles er ansvarlig for Forpligtelserne. En saadan Overdragelse er ogsaa meget hyppig, dels som Transport, dels som Pantsættelse (til Underpant[142]).

Efter det oven Fremstillede vil det være overflødigt, at Brugsobligationen overleveres, ligesom den ikke vil kunne med Virkning stilles til Haandpant. Ligesaa følger det deraf, at Gaardeieren, naar Panteaarene ere omme, maa kunne indløse Godset ved Betaling til Pantemanden uden Hensyn til den sekundære Underpanthaver, som maa finde sig i, at hans Underpantebrev bliver aflyst sammen med Brugsobligationen (jfr. 5–7–4). Hvorvidt Transport af Pantemandens Ret skal ske ved thinglyst Hjemmelsbrev, er vel et tvivlsomt Spørgsmaal. Er Forholdet selv fra først af i Virkeligheden et Eiendomsforhold, skulde det naturligvis ske. Er det derimod væsentlig et Brugsforhold, maa det afhænge af, hvad man ellers antager om Transport af tinglige Rettigheder. Den almindelige Mening er vistnok for Thinglysningens Nødvendighed. Jeg tror, at der herimod kan fremsættes stærke Tvivl, men finder ikke her Stedet til at udvikle dem. Derimod kan efter Forholdets hele Væsen Undladelsen af at thinglyse Brugsobligationens Transport neppe forsvares derved, at saadan Thinglysning er unødig ved almindelige Pantebreve. Stempellovens § 5 leder til, at Transporten i hvert Fald maa foregaa paa særskilt stemplet Papir. Rettigheden er ogsaa Gjenstand for Udlæg paa Skifte, ligesom Kreditorer kunne faa Udlæg deri baade ved Indførsel og Konkurs, og ser man da, at den bliver solgt ved Tvangsauktion. Hvor den udelt udlægges Pantemanden selv eller en af hans Arvinger til Eiendom (eller Brug), giver man ialfald i Hadeland og Land de øvrige Arvinger eller Kreditorer Udlæg i Pantesummen, saaledes at hin forrenter Udlægssummen.

Blandt Pantemandens Pligter nævne Brevene oftere, at han skal betale en liden Afgift, dels som „Hjælp til Skatterne“, dels som „Skovleie“. Stundum paalægges det i Brevet Pantemanden at forrette Sneplougkjørsel og Skyds, at svare Skolehold, Klokker- og Lensmandstold og at udrede en vis Brøkdel af Gaardens Skatter. Hvor ingen saadan Aftale har fundet Sted, kan Gaardeieren vistnok ikke kræve nogen Deltagelse i Gaardens Byrder, hvis Pantet ikke fra først af er skylddelt. Er dette Tilfældet, saa er det vistnok en deklaratorisk Regel ved Bortleie af særskilte Matrikulnumere, at Leieren udreder Skatter etc. Hvorvidt Gaardeieren kan kræve Skylddeling af en bortpantet Jordlod, er noget tvivlsomt, men det tør vel helst antages. At Panteretten ikke lægger Hindringer i Veien, er før forklaret. Men ialfald, hvor Pantemanden ikke er pligtig til Deltagelse i Skatterne, kunde han møde en Skylddeling med den Indsigelse, at herved vilde en i Kontrakten forudsat Fordel ved Retsforholdet for ham gaa tabt. Er Retsforholdet anlagt paa at omgaa Skylddelingsbudet, maatte dog Gaardeieren atter kunne afvæbne denne Indsigelse dermed, at Kontrakten forsaavidt er ugyldig som stridende mod Loven. Men det vilde da igjen blive et Spørgsmaal, om ikke Pantemanden efter Skylddelingen kunde søge Refusion for de ham derved paadragne Udgifter. Er Retsforholdet derimod ikke i Virkeligheden Afhændelse, maatte vel Gaardeieren alligevel kunne kræve Skylddeling, da Pantemanden derved ikke faar forøget Udgift, men det Offentlige i slige Tilfælde bør holde sig til Eieren, naar dette er Aftale mellem Parterne[143]. Imidlertid er denne sidste Mening og den deraf uddragne Slutning ikke utvivlsom.

Pantemænd paa ikke særskilt matrikulede Brug stilles ligeoverfor det Offentlige rettest i Klasse med Husmænd, ialfald hvor Jordlodden er bebygget. I privatretslig Henseende bør Husmandsloven derimod ikke anvendes paa dem, selv hvor de, som stundum er Tilfældet, pligte noget Arbeide, f. Ex. en Uges Aannearbeide. Dette svarer nemlig kun til den lille Afgift, der ofte betales, og hvorlangt Praxis end er tilbøielig til at strække Husmandsbegrebet, vilde man dog ved denne Anvendelse paa Pantemænd komme i Strid med de historiske Forholde. – Ved Pantemænd paa særskilt matrikuleret Jord taler Noget for at tilkjende dem Stemmeret, naar de sidde paa meget lang Tid. Man rammer ikke blot hermed Retsforholdets Tanke, men kommer ogsaa i Overensstemmelse med den friere Fortolkning af Grundlovens § 50, som har gjort sig gjældende i enkelte andre Retninger[144]. Men Hindringen ligger her som ved Skylddeling i Vanskeligheden ved at trække Grænsen.

Dette kunstige Retsforhold kunde fremkalde mange andre Spørgsmaal end de her berørte. Jeg har kun medtaget, hvad jeg fandt at høre med til en fyldig Fremstilling af Brugspantets Væsen. Det er ellers mærkeligt, at det saavidt vides, sjelden fremkalder Retssager, der komme til de overordnede Retter. I Høiesteretssager har jeg kun fundet det berørt et Par Gange og da, uden at noget Spørgsmaal af Interesse er blevet afgjort[145].

Brugspantet findes foruden i Norge (og Sverige), ialfald endnu et andet Sted i Verden, nemlig i Pommern. Det er imidlertid der et aldeles forældet Retsforhold, som i lang Tid ikke har været stiftet fra nyt af. Det er en beslægtet Grund, som der holdt det i Live meget længere end i Nabolandene. Den lybske Ret, som i sin Tid gjaldt i de Pommerske Stæder, forbød nemlig Fremmede (ɔ: Ikke-Borgere) at kjøbe Grundstykker. Men dette Forbud blev netop omgaaet ved Pantsættelse til Brugelighed paa ubegrænset Tid, rimeligvis saaledes, at Forholdet kun var opsigeligt fra Panthaverens Side. I 1807 bortfaldt Forbudet og dermed Grunden til Brugspant; men det blev dog endnu nogle Aar (indtil 1815) stiftet af gammel Vane. Der opstod imidlertid fremdeles mange Retstvister og andre Uleiligheder af dette Forhold, som i mange Tilfælde var gaaet i Arv gjennem flere Slægtled. En Lov af 1845 søgte da at faa Forholdet hævet enten ved Indløsning fra Eierens Side eller ved Frigjørelse for Løsningsretten, saaledes at efter 5 Aars Forløb alt Pantegods skulde være overgaaet til Eiendom. Men da Loven kun angik Pantsættelser ældre end 1808, findes der endnu en Mængde, i Aarene 1808–15 stiftede, Brugspant-Rettigheder, som fremdeles volde megen Uleilighed[146].

Saaledes se vi den underlige Udviklingsgang, at medens Pant fordum skjulte sig i Eiendomsstiftelser, er det nu omvendt kommen dertil i visse Forhold, at Pantsættelse er bleven en Form for Eiendomsoverdragelse. Og atter omvendt har i den senere Tid Forbudet mod Underpant i Løsøre fremkaldt Retsforhold, hvorved der til Sikkerhed for Gjæld er foretaget en Slags gjenkaldelig Eiendomsoverdragelse, navnlig af Fordringer[147]. Heri gjenfinde vi den samme Tanke, som vi have seet i den gamle Ret, førend endnu en Panteret var fuldt udviklet, – at den betingede Eiendomsstiftelse i sig indeholder en Sikkerhedsret. Og her faa vi saaledes i den nyeste Retsdannelse et nyt Bevis for Sandheden af den Opfattelse, som er søgt gjennemført i nærværende Afhandling – Eiendomsrettens og Panterettens nære Slægtskab.

  1. Det maa mærkes, at Diplomerne overalt i det Følgende citeres med deres Nummer i vedkommende Bind af Norsk Diplomatarium, hvor der ikke udtrykkelig er tilføiet „pag“. Jeg maa nytte denne Leilighed til at beklage, at Overskrifterne i de tidligere Bind af Diplomatariet ikke ere udførligere; dette har betydelig forøget mit Arbeide ved dets Gjennemsøgning. Fleresteds er ogsaa Retshandelen feilagtig angivet, idet det dog villigen skal indrømmes, at det stundum kan være vanskeligt nok at afgjøre, hvad der er Pant og hvad der er Salg.
  2. Se Dipl. Norv. III. Nr. 304. (fra 1359), hvor der sælges 8 Koleier Jord i Vækkin paa Lom i Gudbrandsdalen; og hvis nogen Mand kunde gjøre Fortræd heri, da „sætti Sigurdr Ogmundi til vædæs ok fullra æighu in i“ ligesaamegen Jord i Gaupar sammesteds. III. Nr. 318 og 322, hvor der i tvende Breve fra 1361 om samme Salg af Lyen i Vaage (Gbdl.) til Præsten sammesteds hedder, for Tilfælde af Vanhjemmel: i det første, at Sælgeren „setti veð i vørdslu“ (Borgen) en anden Gaard, og i det andet: at Sælgeren fatte Præsten 4 Markebol i Øi „i væd ok i værdslo ok til æfveleghe æigho“. III. 598, hvor Præsten paa Lom, saafremt noget af ham solgt Jord i Hole blev ufrelst, satte Kjøberen en Koleie „til vædhæs i Rossæstadum – – til æværdligre æighu ak alls afrædes“. Dette Brev er saa sent som fra 1410. Man finder ogsaa Exempel herpaa fra aabnere Bygder, nemlig Vestfold, D. N. III. 397 (fra 1375), hvor en Mand i lignende Tilfælde ved et Salg til Bispen har „vædsættt“ denne en anden Gaard, som han selv paabor „til æværdælighra æighu“.
  3. Se saaledes II. 161 fra Nidaros af 1327: „sætte ind i“. II. 349 af 1359: ved Salg af Frogner i Aker sætter Sælgeren Kjøberen, om det bliver ufrelst „ind i Pant i Langerud“. II 350 af 1359 fra Bærum: „sætter i veð“; III. 481 fra Bergen af 1388 „vedsættes“ ved Salg af nogle Gaarde paa Vestfold andet jevngodt Gods, som ikke nærmere nævnes; IV. 224 fra Follo af 1336: „sættes“ uden videre Tillæg; IV. 477 fra Smaalehnene af 1369 udstedes der for denne Vædsætning særskilt Brev samtidigt med Skjødningen; IV. 589 sammestedsfra af 1391; V. 126 fra Oslo af 1339; V. 232 fra Lom af 1359; VI. 305 fra Smaalehnene af 1381: 2 Øresbol „vedsættes“; VI. 304 fra Thoten af 1381: „vædærsætthi in i“; VII. 319 fra Eker af 1385: 12 Øresbol paa Næs vedsættes saafremt noget af 14 Øresbol paa Eker bliver ufrelst. VII. 358 fra Smaalehnene af 1412, hvilket er det yngste af den Slags „veð“, jeg har fundet.
  4. IV. 211 fra Ringerike af 1334; Sælgerens Fuldmægtig sætter sin Gaard„i Borgen“ for dette Tilfælde; V. 157 fra Romerike af 1342, hvor ligeledes en anden Trediemand „sætter i Borgen“, – altsaa opfattet som Realkaution.
  5. II. 158 fra Voss af 1326: en Gaard er „sat i Pant“, hvis en med Gjenløsningsret solgt Gaard bliver ufrels; VI. 317 fra Oslo af 1385; en Gaard „vedsættes“ til Bispen, hvis en anden Gaard, der var pantsat for skyldig Tiende, ikke kom til at følge Kreditor.
  6. Meibom, S. 265.
  7. IV. 399 fra Hamar af 1359: en Mand, som ved et Forlig Aaret iforveien (jfr. Nr. 389) havde forpligtet sig til at betale 66 Mark, gav herfor et Slags Anvisning paa en Mand, der skyldte ham Kjøbesummen for en Gaard paa Romerike, og hvis Pengene ei af ham betales til Mikkelsdag, „da skal Andres eie saameget i Jorden, som ham brister i Pengene“; IV. 438 af Mai 1363: en Mand erkjender at skylde Provsten i Oslo 6 Mark, og hvis de ikke betales til 6 Decbr., skal Præsten eie et halvt Markebol i en Gaard i Smaalehnene; IV. 544 fra Hedemarken af 1388: skyldig Gjæld til Bispen skal betales til Vinternat, eller ogsaa skal Bispen eie en Gaard; lignende IV. 602 fra 1392; V. 102 fra Hedemarken af 1334: en Mand udsteder Gjældsbrev til en Præst, fordi han havde gaaet i Borgen for ham; Gjælden skal betales til Mikkelsdag, eller ogsaa skal Præsten eie 2 Gaarde; V. 108 fra Oslo af 1335: en Mand lover at betale til Jonssok en Pengesum eller ogsaa skal Kreditor eie en Gaard; I. 199 fra Romerike af 1328: en Mand vedgaar at betale Bøder til Paaske, eller ogsaa skal Kreditor eie en Gaardpart; I. 151 fra Voss af 1317, et Arveskifte: „hvis ei Pengene betales den Dag, da skal T. vige ind i hans Gaard, eftersom Regnskabet medfører (eþtir þvi, sem þar rennir þala til) jfr. ogsaa et lignende Forhold III. 171 fra Hedemarken af 1333, hvor en Mand ved Barsokstider „lauk“ en Anden en Gaard til Eie, medmindre han fik gjenvundet den næste Blaasmesse (3 Febr.) med, hvad han skyldte.
  8. Som et mærkeligt Exempel paa, hvorledes Eiendoms- og Sikkerhedsretten gik over i hinanden, skal jeg hidsætte et Brev fra Smaalehnene af 1383 (I. 480): Præsten i Eidsberg spørger sin Svoger Eigil: „Hvad Sikkerhed (hvat vissu) sætter Jon min Søster Gunbjørg for de 3 Mærker Guld, som hun betalte for Dig“; Eigil svarede: „jeg kjendes ved det, at min egen Hustru Gunbjørg betalte for mig 3 Mærker Guld af sine egne Penge og derfor sætter jeg Gunbjørg og hendes Arvinger til evindelig Eie 6 Ørebol Jord i Gulberg i Eidsberg“. Det maa her mærkes, at „sætte“ ellers almindelig bruges i Forb. „sætte Ved, Pant“ o. desl. Noget lignende har man i IV. 872 fra Eker endog saa sent som 1439: Rolf „sætte“ Thorgaut 6 Ørebol i Stinning for 14 Gylden til evindelig Eiendom“ (muligvis en datio in solutum). Endnu mærkeligere synes det noget dunkle Diplom V. 921 (fra Gudbrandsdalen af 1483) at være; en Mand „sætter“ Kommunet i Oslo en Del af sin Gaard „til evindelig Eie“ paa det Vilkaar, at Kommunet ingen Tiltale skal have til Jorden, om han inden 2 Aar har bygget nogle Huse paa Kommunets Lod i Gaarden. (?) Jfr. V. 784 fra Sandsvær af 1454, hvor en Søn „sætter“ sin Fader en Gaardpart til evindelig Eie, fordi han havde udlagt en Kjøbesum for ham. VI. 466 af 1437 „satte og afhændede sin Gaard til evindelig Eie“.
  9. Nu leggr maðr öðrum veð firi enhvern lut“; „tekr han veð fjár sins i einum hverjum grip“ G. L. 50.
  10. Borg Kristenret I. 13 til Præsten for Begravelsen jfr. Eids. Kr. 1. 48.
  11. Nu er eindagi eigi á settr, leysi innan XII mánada.
  12. I. 398 fra Nedre Thelemarken af 1368: Paal Sveinkesøn indgik paa, at Bjørn Tolleifssøn skulde „have i Pant“ en Gaard i Smaalehnene, som han havde faaet i heimanfylgja med sin Kone, og hvis ikke Gaarden var gjenløst til næste Jonsmesse, skulde Bjørn eie Gaarden efter 6 skjønsomme Mænds Vurdering efter det, som den var værd paa (?) de Penge, som Paal var Bjørn skyldig“; jfr. hermed det efterfølgende Nr. 405 af Samme 1370, hvori Paals Enke „andvordede“ Bjørn Gaarden, da hun ikke havde kunnet betale Gjælden; om Taxt tales her ikke. – I. 109, som siden skal omhandles, kan ogsaa paa en Maade her anføres, da den pantsatte Jord var afpasset efter Gjælden, jfr. og I. 513.
  13. Nu ef maðr à fè at heimta at öðrum ok tekr hann veð fjars sins i einum hverjum grip, hvart sem þat er i jörðu eða öðru fè. G. L. 50.
  14. Man har maaske et Exempel herpaa i D. N. VII. 132 fra Gudbrandsdalen af 1330 (?), hvor der fortælles, at en Gaard var „sat i væd“ for 3 laante Kjør, ligesom Udleieren skulde have Ret til at kjøbe af samme Gaard, hvad Leietageren siden maatte ville sælge, hvorhos det oplyses, at Ørebol af Gaarden virkelig siden var solgt og betalt.
  15. Bortseet fra nogle lidet oplysende Diplomer, hvoraf især kan mærkes et fra Voss af 1300 (II. 61) hvor en Mand gives Fuldmagt til at sælge, hvad en Kvinde „vedsatte“ ham i en Gaard.
  16. Andre Exempler har man i det forhen anførte I. 398, hvor Gjældens Oprindelse ikke er nævnt. I. 583 fra Oslo af 1389, hvor en Mand for Skadeserstatning i Anledning af et Barns Drab „sætti ok utfæsti“ alt det løse og faste Gods, som han eiede paa Romerike for saa høi Gjæld, som 12 Mænd dømme; dette skulde staa fast, hvis han ikke fik andet Forlig, naar han kom fra Rom. IV. 689 fra Smaalehnene af 1399: Erkjendelse af at skylde Stuen 6 Kjør, hvorfor er vædsat en Gaard, som bliver Bispens evindelige Eie, om de ikke betales til Vinternat. VI. 317 fra Smaalehnene af 1385, hvor en Gaard vedsættes til Bispen for skyldig Tiende, saaat den bliver hans Eiendom, om den ikke løses inden 12 Maaneder. VI. 348 fra Tønsberg af 1396: en Lagmandsdom, der tildømmer en Mand en Gaardpart, som var „vædsat“ ham for en Ko og Koleie, da denne ei i 6 Aar var betalt. IV. 452 (før citeret) Regnskabsopgjør. Mere tvivlsomme Exempler er II. 405 fra Asker af 1370, hvor for skyldigt Jern vadsættes en Gaard i Gausdal, som skal „følge“ (til Eiendom eller Brug?), om Jernet ei leveres til Jonsmesse.
  17. I. 220 fra Voss af 1332.
  18. I. 150 fra Sogn (?) af 1317. IV. 217 fra Lofoten af 1335: Manden gav sin Hustru i tilgiöf 6 Mk. Guld og „lagde þinga veð i sine Gaarde og alt det løse Gods, som han eiede og eiendes maatte vorde (æighandi vyrdi). IV. 457 fra Ryfylke af 1366: Manden giver for tilgiöf en Gaard til Eie og en Gaard i þingaveð. II. 251 fra Valders af 1342: „þinghabedd“, rimeligvis en Skrivfeil. VII. 339 fra Bakke i Lister af 1404: en Mand lover sin Hustru i tilgiáf 8 Mærker Guld og derfor „sætter han ud“ Gaarden Sandsmark i Siredal „i vædher“ „samt andet løst Gods, saameget som trænges“ (? meðan hon rækker) jfr. et Diplom udstedt Dagen efter mellem de samme (D. N. IV. 740), om at Manden med Hustruens Samtykke havde solgt Sandsmark, som hun havde havt „i þinggha vædher“ og at hun i Stedet skulde tage for sit Tilgodehavende i Boet Gaarden Tonstad („i wædher fyrir mála sin ok aðra lausa pæningha ok ængha aðra jord medan hon til rækker“). IV. 928 fra Sogn af 1452: en Raadmand fra Bergen satte sin Hustru „i þinghe wædh“ en Gaard i Søndhordland, saalænge indtil han eller Arvinger løser det igjen for 8 Mærker Guld.
  19. I. 220 fra Voss af 1332. III. 341 fra Romsdal af 1364.
  20. I. 186 fra Bergen. I. 142 fra Søndmøre (?) c. 1314, hvor det ved Opgjøret med Svigerfaderen aftales, at 14 Mk. skal staa tilbage „og ligge – – i den Gaard, Lauvvik og der skal hun tage Landskyld, til hun er udløst efter Opsigelse“.
  21. II. 231–2 fra Voss af 1339, samt især IV. 911 fra Bergen af 1449, hvor Lagmanden fradømmer den tidligere Hustru en Jord, som var sat hende i „vædh“ efterdi hun nu havde af Landskylden oppebaaret sit Tilkommende. Det er dog ikke aldeles sikkert, om det er þingaveð eller almindeligt Brugspant.
  22. Se Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over Retshistorie i Ugebl. VI. 81. Aschehoug, Afhandling om de tinglige Rettigheder i Tidsskrift for Videnskab og Literatur for 1854 S. 217. 223. 225.
  23. II. 17 af 1277; II. 40 at 1297; II. 161 at 1327, alle fra Nidaros; II. 58 fra Bergen af 1300; I. 163 fra Lofoten af 1321: en Gaardlod betales i Sagøre „frjálsa ok vædeslausa fyrir hverjum manne“.
  24. Diplomerne kjende forresten ogsaa Afhændelse af „Alt hvad eier og eiendes vorder“ ved Fledføring, se I. 312 af 1348 fra Valders; II. 658 fra Gudbrandsdalen af 1420; II. 678 fra Valders af 1424. Mærkeligt nok kjendte den tydske Ret Underpant i et helt Bo, men ikke i andet Løsøre. Stobbe i Krit. Vierteljahrschr. IX. 317.
  25. VII. 358. Det er rimeligt, at man har Exempel derpaa i et Brev fra Thelemarken af 1430 (V. 595) hvor en Del Mænd „vædsætte“ sine Gaarde til Sysselmanden for Thegn og Fredkjøb i Anledning af et Landvistbrev. Hvad der mest taler for, at dette er det gamle veð, og ikke Brugspant, som oftere ogsaa betegnes med veð, er foruden den korte Termin, som rimeligvis har været sat („de skulle være gjenløste, eftersom Kongens Landvistbrev lyder“), den Omstændighed, at foruden Drabsmandens egen Pantsættelse af sin Jord, vædsatte hans Frænde ogsaa sin Jord for hans Thegn og Fredkjøb og borgede for, hvad mere han kunde blive dømt at betale i Landvist. – VII. 444 jfr. 457 forekommer 2 Pantsættelser af samme Gaard fra 1452 og 1457 paa lidt over et Aar og Aars Dag“, for Bøder og med Kommissarialklausul, men jeg tror alligevel, at det er Brugspant, dels fordi det sidste Brev viser, at Gaarden ikke forfaldt til Eie, skjønt Fristen var langt oversiddet, dels paa Grund af det sidste Brevs Indhold forøvrigt.
  26. Sidste Gang, jeg har fundet Ordet veð brugt, er i hint Diplom af 1452 i Forbindelsen þingaveð. D. N. IV. 911 af 1449 (Bergen) bruges maaske „vædh“ i samme Betydning som þingaveð ved en Gaard, som benyttes af Hustruen efter Mandens Død; muligt det dog kun er almindeligt Brugspant. Det brugtes nemlig ofte om Brugspant, iflæng med Pant, ligesom dette brugtes ved egentligt veð. Exempler paa Ordet veð om Brugspant har man V. 313 fra Ryfylke (1379), V. 416 fra Lom (1402) IV. 354 i et geistligt Diplom af 1351. Ordet vedblev vistnok i Talesproget længe som Udtryk for al Slags Pant. Ifølge Ivar Aasen findes, „Vedd“ endnu brugt om Pant, endog ved fast Gods, ialfald i flere Egne af Bergens Stift.
  27. Exempler har man i det ovenanførte I. 513, samt i et Par af Diplomerne om þinga veð (sammen med fast Gods). Et latinsk Diplom, hvorved en norsk Kannik i Flandern stiller til Haandpant „quatuor volumina mea juris civilis scilicet Codicem, Digestum vetus, Digestum novum et Jnforciatum“, har man D. N. II. 338 fra 1320. Bøgerne tilhørte forresten Mariekirken i Bergen, fra hvem de var ham udlaante paa en Studiereise (jfr. Nr. 129 ibidem). Munkeliv S. 66 findes et Exempel paa Løsørepant i et geistligt Diplom forøvrigt allerede under det fremmede Navn „pantr“.
  28. Kun er tilføiet den Sætning, som vel er et Slags Kilde før Kristian V’s 5. 7. 4 „men ikke maa han det til andre høiere forpante, end han det selv i Pant haver“. Ligesaa kan mærkes at Ordene „da skal det Pant vurderes“ i Beg. af 2det P. rimeligvis er en meningsløs Misforstaaelse. I Kilden M. L. VIII. 20 staar vistnok virða, som almindelig betyder „vurdere“; men efter Sammenhængen skjønner jeg ikke rettere, end at det her maa betyder „agte“, „passe paa“, hvilket det ogsaa stundum kan betyde.
  29. D. N. I. 200 fra Bergen af 1329: Arnljot afstod til Fyldestgjørelse af en Dom eller Forlig om Gjæld („lauk“) Gudrid 3 Maanedsmaters Bol i Spildar paa Voss for 15 Kjørlag, „at eie, bygge og bo, og tage Landskyld af, indtil Arnljot gjenløser, eller hans Arvinger, efter det som Lovbogen vidner i forsölu màla jörð“; G. kan ogsaa sælge paa det Vilkaar, at A. har Løsningsret. II. 150, et Forlig af 1323 om en Gaard Myndanes paa Haalogaland, som Haakon Ormssøn havde „forsölum selda til after lausnar at rettum forsolu màla mote“ til Olaf Ivarssøn, som havde givet H. 8 Mærker „i førnævnte Jord“; H. havde alligevel oppebaaret Landskyld deraf og derfor forligtes de saa, at de 8 Mærker skulde være betalte til Jul, ellers skulde S. have al Raadighed over Myndanes som rette Eier.
  30. II. 67, Ryfylke af 1303, aabent Breve „Jeg solgte 3 Gaarde for 20 Mærker, som jeg modtog af ham med det Vilkaar, at jeg skal gjenløse dem med 20 Mkr. paa en Gang, naarsomhelst jeg vil, efter Opsigelse før Jul“; – „Jorden skal følge ham, tage Landskyld af etc., til jeg har løst“. VII. 35 ibidem af 1306. IV. 82 fra Ryfylke af 1309: Fru Ingeborg lover Biskopen til Istandsættelse af en Kirke, som han skal besørge for hende, 40 Mark, og derfor afstod hun (lauk) Kirken i Stavanger til fuld Eie 10 Maanedsmatsbol paa Finnø, „som den skal have og tage Landskyld af, indtil hun har betalt Summen efter Opsittelse, høist i 3 Terminer“. IV. 117 fra Ryfylke af 1316; IV. 120 ibid. af 1317. I. 101 af 1304 fra Sogn (?). I. 171 fra Voss af 1323; I. 198 fra Voss af 1328. I. 222 fra Sogn af 1333; IV. 245 fra Hardanger af 1340. III. 143 fra Lom af 1326.
  31. II. 58 fra Søndfjord af 1300: en Del Gaarde sælges til Munkeliv Kloster, hvorunder de skulle ligge i 5 Vintre, men derefter skal Sælgeren igjenløse efter Opsigelse før Jul. II. 92, 1308 om 10 Aar. VIII. 47 af 1314, 20 Aar. II. 158 fra Voss af 1326 paa 10 Aar. I. 165 fra Hardanger af 1322 paa 5 Vintre med Opsigelse om Høsten. I. 229 fra Søndfjord af 1334: Kjøberen skal have Gaarden i 3 Aar, og hvis den ei da er gjenløst, bliver den fuld Odel. II. 172 fra Bergen af 1329: et mærkeligt Arveforlig, hvor det bl. A. hedder, at om den ene Søster, som fik en Del Gaarde paa sin Lod, skulde trænge „at sælge dem sig til Gjen- løsning, da skulde hun have gjenløst dem efter 3 Vintre“, eller ogsaa skulde den anden Søster have Løsningsret dertil. II. 240: et uklart Diplom fra Valders af 1341. IV. 244 fra Sogn af 1340 paa 10 Aar med halvt Aars Varsel.
  32. II. 58. 158.
  33. F. Ex. II. 67. 92.
  34. II. 169 fra Bergen af 1329. Finn Øgmundsøns Fuldmægtig sælger paa Gjenløsning nogle Gaarde i Samnanger; om Finn selv bliver misfornøiet dermed, skal der optages Taxt, og der skal da betales saameget mere for Gaardene, som de vurderes, jfr. IV. 152.
  35. Sidste Gang det sikkert forekommer, er maaske i et Brev fra Lom af 1383 (II. 483): Ivar Erikssøn sælger Jon Olafssøn 4 Koleier Jord i Audulfstad (ɔ: Ulstad under Loms Præstegaard) til fuld Eiendom og fri Raadighed; Jon skal bo og bygge og tage Landskyld, til Ivar har gjenløst for saamange Penge, som de 4 Koleier i Gardmo vurderes til, som Jon gav Ivar til at betale i Bøder.
  36. Se f. Ex. IV. 818 fra Ryfylke af 1422.
  37. Kristian V. N. L. 5. 3. 5. sidste Halvdel, der ikke fandtes i Kilden M. L. VI. 5, Kristian IV. N. L. V. 4, – samt 5. 3. 16, jfr. M. L. VI. 11 og F. L. XII. 3., Brandt i Ugebl. for Lovk. VI, 61.
  38. I. 222 fra Sogn af 1333: „Penge som Kjøberen lagde i Jorden“, jfr. det ovenciterede I. 200 og det besynderlige Tilfælde i III. 157 og 164 fra Voss af 1330, hvor Sælgeren skal hade Ret til at bruge Jorden mod at betale Landskyld.
  39. II. 136 fra Gulathingslagen af 1320: „Jeg har modtaget af R. 9 Kjørlag; gav jeg R. derfor Maanedsmatsbol i Bø, paa den Maade, at jeg skal gjenløse den Jord, jeg eller mine Arvinger, dog saa, at jeg skal tilsige R. om Høsten, om jeg vil løse den Vaaren efter, for slige Penge, som R. lagde i den; lyster R. at sælge Jorden, da skal hun paa samme Maade byde mig Jorden som jeg hende“. – IV. 152 fra Stavanger af 1322: Korsbrødrene solgte Baard paa Hauge et Skib for 70 Mark, og afhændede (fékk) Baard dem derfor 12 M. Jord i nogle Gaarde, „efter det som de vurderes; skulle Brødrene have dem i 3 Vintre, men ikke længere, uden de selv ville, og Baard skal sikre dem fuld Landskyld; det, som Baard bliver skyldig over Gaardenes Værd, skal han betale til næste Sommermaal“. I. 142 fra Borgund i Søndmøre (?) af 1314: et Opgjør mellem Svigerfader og Svigerdatter; nogle Penge skal „ligge i Lauvvik og der skal hun tage Landskyld, til hun er udløst efter Udsigelse“. En saadan Mellemting er det maaske ogsaa, naar det staar, at en Mand „lauk“ en Gaard mod Gjenløsning s. Ex. I. 198 fra Voss 1328. II. 141 fra Tønsberg af 1325, „lauk“ – at gjenløse om 3 Aar, for jevngod Jord eller saamange Penge, som Jorden findes værd; ellers bliver den Eiendom, jfr. IV. 77 af 1406. I D. N. VIII. 195 fra Bergen af 1373, hvor „Pant“ er brugt, sindet dog det gamle Udtryk, at Eieren skal „eiga aptrlausn“.
  40. Et Overgangsdokument af denne Art har man vistnok VIII. 259 fra Grevskaberne af 28 Septbr. 1382, hvor Eieren indløser en af ham for Saarbøder „vedsat“ Gaard og desuden betaler Panthaveren Landskyld for det indeværende Aar.
  41. IV. 345 fra Oslo af 1349: Husleien skal oppebæres af Kreditor. IV. 354 ibidem af 1351; IV. 356 fra Romerike af 1352; IV. 396 fra Follo af 1358.
  42. Nemlig i 2 geistlige Testamenter, et af 1338 (Munkelivs Dipl. p. 66) og et af 1343 (D. N. II. 255). Hint Brev fra Bergen er skrevet af et Par Præster, men angaar en almindelig Gaard paa Voss.
  43. Se f. Ex. III. 392 fra Voss af 1374; VIII. 195 fra Bergen og Sogn af 1373.
  44. II. 559 af 1399: „sætte til Pant og Ved“.
  45. I. 398 fra Thelemarken af 1368.
  46. Se endnu IV. 1084 fra Hallingdal af 1524 og IV. 1107 fra Sætersdalen af 1536.
  47. IV. 1019 fra Bahus af 1494: „frit brugeligt Pant“.
  48. „Alt, som tilligger og tilligget haver, fra gammelt og Nyt, uden og indengjerds, vaadt og tørt, Intet undtaget“ og lignende.
  49. Pantelehn forekomme ogsaa oftere. III. 865 (1464) 775. 630. II. 315. af 1368, hvor der omtales en almindelig Tilbagetagen af „Pant“ under Kongedømmet. Se Aschehoug, Statssorf.s Historie p. 269–71.
  50. III. 482. IV. 354. IV. 720 fra Follo af 1401: Hovedstolen skal i 30 Aar tilbagebetales ved Landskylden. I. 603 og 604 fra 1405 fastsætter formeligt Regnskab over Indkomsten. Det sidste, jeg har seet af dette Slags, er I. 995 fra 1498, et Pantebrev fra Knut Alfssøn til Erkebispen paa 4 Aar.
  51. I. 570 fra Bergen af 1400: Et Gjeldsbrev, hvorved nogle Gaarde i Hardanger pantsættes, saaledes, at hvis Gjelden betales til aftalt Tid (næste Paaske), skal Kreditor afslaa Landskylden i Gjelden; men hvis ikke, skal han oppebære den indtil Løsning uden Afslag. I. 601. 861. II. 559, 1039. 1052. V. 764.
  52. F. Ex. IV. 396. IV. 345. IV. 931. V. 416. V. 313.
  53. V. 767 fra Nidaros af 1450, Pantebrev til Domkirken.
  54. III. 337 fra Eker af 1364, hvor en Mand afhænder (lauk) en Gaard, som han dog skal bruge og betale fuld Leie af og holde i god Stand, til han eller Arvinger betale skyldig Arv; dette kunstige Forhold synes at smage noget deraf. Jfr. III. 157.
  55. Se dog I. 861, Gertrud Rømers Pantsættelse af Finnen paa Voss til Alf Knutssøn i 1462; hvad han koster paa Hus og Jord, skal hun betale efter skjønsomme Mænds Vurdering.
  56. F. Ex. V. 416. IV. 396.
  57. III. 1090 fra Gudbrandsdalen af 1522 og muligens VI. 632 fra Thelemarken af 1501. V. 774 af 1452 (Gave).
  58. Se et Overdragelsesbrev paa Løsningsretten til alt det af Knut Knutssøn i Norge pantsatte Gods, af 1525. III. 1098.
  59. V. 130 fra Follo af 1339 (12 Maaneder). III. 392 fra Voss af 1374. VII. 195 fra Bergen (Sogn) af 1373. III. 482 fra Follo af 1389 (6 Aar). III. 451 fra Voss af 1383; V. 824; VII. 444 (fra Hamar af Juli 1452) sattes en Gaard Hartvig Krumedike til Pant for Bøder, saaledes at den skulde være hans Eie, om ei Gjelden var betalt til Mikkelsmesse 1453; jfr. VII. 457, hvorefter en Mand, som indløste Gjelden for hin Skyldner, 1457 fik Pant i samme Gaard, mod at blive Eier, om Gjelden ei betaltes ham inden „Aars Dag“. V. 735 findes et i Stockholm udstedt Pantebrev fra 1440, hvorved en Gaard pantsattes paa et Aar fra næste Paaske.
  60. V. 949 fra Siredal af 1461; IV. 981 fra Nordhordland af 1476.
  61. III. 482. IV. 720.
  62. III. 451. V. 824. IV. 949. IV. 981 V. 130. VI. 317. VIII. 195.
  63. IV. 354 fra 1351: Abbedissen i Oslo „vædsætter“ Sinsen til Sebastians Alter i Domkirken paa 3 Aar, saaledes at Gjelden skal formindskes med Landskylden, og saafremt Gjeldens Rest da ei er indløst, Pantet bliver Domkirkens Eiendom, mod at denne betaler Klostret saameget, som Pantet er mere værdt end Gjelden efter Bispens Mening. I. 995 af 1498: Knut Alfsøn pantsætter til Erkebispen Bjørøens Gods i Namdalen for 200 Mk. paa 4 Aar, saaledes at det, hvis det ei da er indløst, bliver Domkirkens Eie, mod at denne udbetaler ham, hvad det er mere værdt efter skjønsomme Mænds Vurdering, jfr. I. 1015, hvorved dette fuldbyrdes. VIII. 397 (fra Gudbrandsdalen af 1473), hvor en Gaard bortsættes paa 2 Aar, saaledes at Panthaveren, hvis Pengene ei imidlertid ere betalte, kan beholde Gaarden mod at give tilbage, hvad den er mere værd end Laanet efter 12 Mænds Vurdering.
  64. V. 824 fra Oslo af 1459: En Gaarddel i Røken pantsattes paa 3 Aar med Ret til at oppebære Landskylden, saaledes, at, om ei de 20 laante Mark da ere betalte, skal Gaarden være Kreditors Eie, dog mod at betale Skyldneren 10 Mark.
  65. Jfr. I. 1019, hvor Kong Hans dog udtrykkelig har overdraget Nidaros Domkirke Eiendomsretten til det af Knut Alfssøn pantsatte Gods, som var forbrudt til Kronen; her var dog Taxt optaget. II. 513 fra 1389 overdrager Skyldneren de pantsatte Huse Panthaveren til Eiendom, da han ikke ser sig istand til at gjenløse.
  66. Se et Pantebrev i Rigsarchivet til Selius Marcilius paa 650 Spand Jordegods alene i det Throndhjemske af 1659. Det saaledes pantsatte Gods blev for en stor Del endelig solgt fra Kronen i 1663 ff., tildels ogsaa da indfriet.
  67. Jeg har fundet Exempler i Herre-Dags-Dom af 16 Aug. 1599 fra Skien, hvor det paa Grund af Gaardens slette Tilstand vedtoges, at Kreditor skal bruge Pantet i 20 Aar, før den kan indløses, samt i H.D.D. 30 Juli 1622, hvor der anføres et Pantebrev af 1612 fra Hans Theiste til Otto Bildt paa Yttre Kroken i Lyster, som først skulde kunne løses efter 30 Aar.
  68. Dette var vistnok allesteds den almindelige Regel ved Brugspant. Stemann anfører i sin Slesvigske Retshistorie II. 267 Exempel paa, at brugeligt Pant, som var stillet 1445, mod Protest er indløst i Aaret 1588. Noget Andet er det, at Løsningsretten, som i Danmark, kunde udslettes ved den nyere Panteproces.
  69. H.D.D. 7 Aug 1607, hvor det hedder, at Skyldneren for lang Tid siden opbød Pengene forgjæves til forskjellige Thing, hvorimod indvendtes, at det ei var gjort i rette Løsens Tid, som Loven udviser; Pantebrevet var fra Lister af 1563.
  70. „Om mand vil sin Jord sælge eller pantsætte til for Sallemaal at gjenløse. – – Vil Nogen sin Jord sælge eller pantsætte til en vis forsagd tid at igjenkjøbe eller igjenløse“ etc.
  71. Nogen tilstrækkelig Oplysning fra Retsbrugen i det 17de Aarhundrede kan jeg ikke give. Flere Herredags-Domme, saasom af 6 August 1607 tildømme i Sager, anlagte mod Panthaveren, denne kun at beholde Pantet, indtil det lovligen løses. Paa den anden Side har man vistnok en H.D.D. 7 Aug. 1607, som dømmer Laantagerens Søn til at betale Resten at Pantesummen efter et Brev af 1563; men det maa mærkes, at han var ulovlig kommen i Besiddelse af Gaarden. Heller ikke kan man søge noget Bevis for en personlig Forpligtelse i Domme, der dømme Laantageren eller Arvinger, der midlertidig ere ladte i Besiddelse af Pantet, til at betale Hovedstol og Rente, efterdi det med det samme udtales som Tvangsmiddel, at Panthaveren kan tage Pantet til Brugelighed.
  72. Brandt i Ugebl. VIII. 354, Norske Saml. I. 281.
  73. Se f. Ex. 12 Juli 1599, 6 Aug. 1607 (Anders Hvidtfeldt udsteder Gjældsbrev af 1594 til Jakob Friis for 300 Daler med 5 pCr. Renter med Aars Opsigelse, og hvis ei Hovedstol med Rente betaltes i rette Tid, da sætter han til „Underpant“ Halse ved Mandal, som han da strax skal annamme til sig og beholde, indtil han fik Pengene med Rente); 20 Sum 1610 o. s. v.
  74. Det i Norske Saml. I. 263 i en Dom af 1593 omhandlede „Underpant“ i Gods paa Søndhordland synes saaledes at have været Brugspant, idet Panthaveren har oppebaaret Landskylden.
  75. HD. 12 Juli 1599. En Gaard i Søndmøre var ved et i Bergen udstedt Pantebrev af 1586 sat til „Underpant“, saaledes at hvis Pengene ei betaltes til Mikaeli 1587, skulde Kreditor tage Pantet i Brug. Panthaveren havde en Tidlang oppebaaret Leien deraf, men siden var Gaarden kommen ganske fra ham. I en Sag, anlagt af denne Panthaver mod en yngre Panthaver, som havde faaet den i Besiddelse, frifandtes denne bl. A., fordi der ei var ført Bevis for, at Gaarden havde „fulgt“ den første Panthaver. Jfr. ogsaa HD. af 27 Juli 1622 Nr. 9. (Det bemærkes, at medens de ældre Herredage-Domme ere citerede efter Prof. Brandts Afskrifter, ere de af 1622 og 1665 citerede efter Protokoller i Rigsarkivet, de eneste man her har).
  76. HD. 27 Jul 1622 (Nr. 10). Hans Theistes Arvinger dømmes til at betale Daniel Bildt 211 Daler med Renter til Mikaeli „eller ogsaa D. B. vige til samme Gaard Lunde – – – at følge, indtil Pengene med deres Interesse bliver kontenterede af de nævnte Pantegaarde“ – Alt overensstemmende med et af Faderen udstedt Pantebrev af 1616.
  77. Dom i Norske Samlinger I. 257 af 1593, hvor en Sag, som angaaende to Kjøbmænd paa Bryggen indbyrdes om deres Handel, henvises til Kontorets Ret.
  78. Se tvende af dennes Domme, tilsendte Oldermændene i Bergen 1476 og 1477, i Michelsens der ehemalige Oberhof zu Lübeck S. 167–69.
  79. I HD. 17 Juli 1599 fremlægger en Nordmand en Kontor-Dom afsagt efter en lybsk Reces af 1549 om Fortrin for Kreditorer, der have gjort Forstrækning til „Selskab*.
  80. Herved menes Lehnsherrens Navn, Kristoffer Walkendorff eller Kriftoffer Huitfeldt.
  81. Meddelt af Nikolaysen sammen med andre Uddrag af Bergens og Norges ældste levnede Thingprotokol i Norske Saml. I. 280.
  82. Aschehoug, Statsforfatningens Historie S. 465.
  83. At Dommen af 1594 siger, Vedtægten gjælder Underpant, der saa tidlig som 1554 neppe har været kjendt i Norge, kan ikke være afgjørende herimod, da Ordets Betydning, som for vist, var saa vaklende.
  84. Handelmann, die letzten Zeiten Hansiseher Uebermacht im Skandinavischen Norden 1853 S. 12. Jfr. Forbudet i Fredrik I’s Haandfæstning mod, at de Tydske skulde erhverve ved flere Gaarde ved Pant eller Kjøb.
  85. Indtagen i HD. af 17 Juli 1599 i Brandts Afskrifter.
  86. Sartorius, Geschichte des Hanseatischen Bundes III. 152–53. Han citerer som Kilde Protokollerne for Hansedagen 1581. Desværre er, saavidt vides, disse og mange andre for vor Retshistorie vigtige Aktstykker endnu utrykte i Hanseatiske Arkiver.
  87. Norske Saml. I. 259, Uddrag af Thingbogen: „Anno 93 den 23 Dag Septembris er kommen Johan Helt, Borger hersammesteds paa den ene og Elias Lokouw af Rostock paa den anden Part og lod oplæse et Kjøbebrev af Dato 93 5 Septembris lydende om den sjette Part i Brødregaarden paa Bryggen, som Johan Holthus solt haver fornævnte Elias Lokouw for 200 Rdlr., som fornævnte Kjøbe- brev og udskaarne Certer videre formelde, og begjærede begge Parter, at det heri Byens Thingbog til Vidnesbyrd indtegnes skulde, at de dette begjære uryggelig at ville holde“. Se og HD. 3 Aug. 1607.
  88. Norske Mag. II. 119 findes et Salgsbrev af 1588 paa to Tredieparter af en Skude, som Sælgerne, der næsten alle vare Kjøbmænd paa Bryggen, havde erhvervet ved „paa Bergens Raadhus den 9 Dag udi Mai Maaned anno 87“ „udi Byens Bog“ at lade antegne sine Krav og derpaa saa Dom paa Betaling af Skuden.
  89. HD. 3 Aug. 1607: Walter Rørckinck, Borger i Bergen, havde 1604 pantsat Henrik Didriksen, Borger sammesteds, sit Hus, Gaard og Søbod for 500 Daler med 6 pCt. Rente, og da Pengene Aaret efter blev opsagte, solgte han Panthaveren Gaarden m. M. for 950 Daler („dette og udi Byens Bog paa Raadstuen skal være forkyndt og antegnet“). De andre Kreditorer – Kjøbmænd paa Bryggen – søgte at rokke disse Retshandler, for at Godset skulde komme ogsaa dem tilgode. Men Lagmanden, hvis Dom stadfæstedes af Herredagen, dømte H. D. at beholde det „efter dets Vurdering“ (ɔ: vistnok den af Parterne satte Værdi), saaat hvad det var høiere vurderet (end Pantesummen) skulde komme de andre Kreditorer tilgode og forsvarede denne Dom med, at derom „aabenbarligen Fortegnelse og Handling paa Raadstuen udi Bergen skeet var“.
  90. Det er udstedt af Klaus von Horn, som maaske har været Faktoren i Bergen, og Aaret efter paategnet af Hans v. Horn i Hamburg. At det er virkeligt Underpant, kan ikke betvivles baade paa Grund af Gjenstandens Art og fordi, skjønt Rente ei egentlig skulde betales, dog saadan har været betalt en Tidlang netop i de første Aar.
  91. En anden HD 17 Juli 1599 indeholdt et Pantebrev af 7 Febr. 1582, hvorved en Borger i Bergen, som havde forpligtet sig at levere en anden Borger sammesteds 100 Voger Fisk, Halvdelen til hver af de nærmest følgende Aars Olafsdag, satte Kreditor til Underpant sine iboende Huse med Husgeraad, hvoraf han skulde søge sin Betaling, om Fisken ei i rette Tid leveredes.
  92. Dette findes i den oftnævnte interessante HD. af 17 Juli 1599, som her nærmere skal meddeles. Wilhelm Medinck, Borger i Lübeck, havde 1593 laant sin Medborger, Peder Heinchen, 1200 Mark lybsk med 5 pCt. Rente paa et halvt Aars Opsigelse, hvorfor P. H. satte ham til Underpant „sin Stue, Bugaarden i Bergen med Tilbehøring og Rettighed, baade tilstaaende Gjæld hos Bønderne og ellers udi andre Maader“. Denne Pantsættelse blev, som det bevistes ved fremlagte Vidisser (bekræftede Udskrifter), indført 21 Mai 1596 i den „øverste Stadsbog“ i Lübeck og 13 Aug. 1597 antegnet i „Kontorbogen“ i Bergen efter en Kopi af Lübecks Stadsbog. Da P. H. var forsømmelig med Hovedstol og Rente, blev Stuen m. M. af „Oldermanden og de 18 tydske Hanse-Kontors Residerende herudi Bergen“ „for 650 Daler vurderet og hannem (ɔ: W. M.) siden forskreven, efterdi P. H. endda ikke kunde bringe fornævnte Penge tilveie“. Efter Sammenhængen maa dette have været et Slags Eiendomsdom, hvorved forøvrigt er at mærke, at den Fremgangsmaade synes benyttet, som efter den lybske Ret var den subsidiære. Ogsaa dette blev indtegnet: „1598 Valentins Dag er bleven indskreven udi Stadsbogen til Lübeck til Wilhelm Meedinck paa Rettens Vegne en Stue herudi Bergen liggende med des Rettighed, Regnskabsbøger og anden Dont“. Imidlertid havde Peder Heinchens „Tjener“ i Bergen i 1597 pantsat samme „Stue og Selskab“ med „Skyldner og Regnskabsbøger“ til Foged i Fosen, Jens Kjempe, og da Betaling udeblev, havde Borgermester og Raad 1598 tildømt Jens Kjempe at faa sin Betaling af Stuen fremfor alle andre Kreditorer (som det et andet Sted i Dommen hedder: „Forn. Jens K. Stue for forn. Summa Pendinge er bleven tildømt“) uden at det kan sees, at dette Pantebrev havde været indtegnet. W. Meedinch paastod nu, at denne Dom var „imod Keiserretten, imod St. Mai.s Mandat og imod gemene Hanse Stæders Statuta og derpaa forhvervede Privilegia“. Herredagen fik Jens Kjempe til at opgive Dommen og henviste Sagen atter til Lagmand, Borgermester og Raad.
  93. HD. 2 Juli 1599. Borgermester Kristen Nielsen havde for Forstrækning til Bygning af et Skib paa Lister, 40 Læster stort, faaet en Fjerdepart af Skibet til „Wederpant“ (Underpant?), hvilken han strax efter afstod til en Tydsker, som sammen med nogle Andre kjøbte Skibet og derom opsatte tydsk Kjøbekontrakt.
  94. Oslo Lagthingsdom af 1609 dømmer til at betale nogle Tylvter „Danmarksbord“, hvorfor en Gaard og Sag i Enebak var stillet som Underpant til en Borger i Oslo.
  95. HD. 12 Juli 1599: I Aaret 1589 blev Gaarden Vik i Borgund paa Søndmøre for 450 Voger Fisk stillet Henrik Schults Stue, Sjøstuen i Vitterlev til Underpant, saaledes, at hvis ikke Fisken leveredes i rette Tid, skulde Kreditor have Fuldmagt at afhænde Pantet eller oppebære Landskylden. Der opstod Tvist med en anden Panthaver, hvorunder Indsigelse fremsattes om, at dette andet Pantebrev „var hemmelig gjort“.
  96. Den findes i Evensens Samlinger af juridiske og historiske Materier II. 2, 11. Efter en Indledning om, at saadanne hemmelige Retshandler nu ofte sker og foraarsage megen Trætte, forbydes „at ingen saadanne hemmelige enten Kjøb, Sal, Kontrakter, Pantsættelser eller andre Forhandlinger om Odelsgods – – maa tilstedes eller udi Rettergang passere, medens som de ugjort vare, agtes og holdes“; – – „da skal det ske til Thinge hvor Godset er liggende, og lovlig for Retten, saa det alle og enhver kan være vitterligt og aabenbart“.
  97. Dens Klager over, at ogsaa i Byen svigefuld Pantsættelse skete, tør vise, at den gamle Indtegningsregel i Bergen var bleven mindre vel overholdt.
  98. Den ældste Thingprotokol for Landet, jeg har seet, er Solørs Sorenskriveris, der begynder med 1633.
  99. Jeg har saaledes truffet Underpant for Lovbogen i Nordre Gudbrandsdalen (1662), Næs paa Romerike (1686), forskjellige af Jarlsbergs Præstegjeld (1685–1686), Hallingdal (Januar 1687), Aker og Asker, Nordhordland (1685–86), Strinden (1676). Disse som de andre samtidige Oplysninger ere fordetmeste hentede fra Thingprotokoller og Pantebøger i Rigsarchivet.
  100. Et Pantebrev fra Nordhordland, som omhandles i en Indførsel af 1685, pantsatte Gaarden Ask med Inventarium og Befatning.
  101. En i Throndhjem 1674 oprettet thinglyst „Forpagtningskontrakt“ om nogle Sagbrug giver „Forsikring“ i Bord. 1686 i Kristiania: Pantsættelse af Sagtømmer, hvorsomhelst det findes ved Skyldnerens Sagbrug.
  102. Aker 1699–1700: Pants. af Odelsretten til en af Moderen solgt Sag i Akerselven, og af Løsningsretten til Øvre Fos og flere Gaarde, som vare bortsatte til brugeligt Pant.
  103. Oberstlieutenant, Kommandant paa Akershus, de Seue, pantsætter 1689 til Kvæsthuset sin Gage med Fuldmagt til at gjøre sig betalt ved vedkommende Kasse; thinglyst i Aker.
  104. Throndhjem 1675: Pantsættelse af en Gaard „med alt Andet, det han eier“. 1659: et Dokument fra Grevskaberne, hvorved en Mand har „bebrevet og forsikret en Anden med al hans Bo og Boskab, Rørendes og Urørendes, som hen og Hustru da fulgte og eiendes var“.
  105. Kristiania 1691: en Skomager pantsætter Alt, hvad eier og eiendes vorder; Gulen Skibrede i Nordhordland Juni 1686: En Obligation fra Mogens Kirsbys Enke til Mogens Mikkelsen i Ny-Hammer for 28 Rdlr. med Underpant i Alt etc. Næs paa Romerike 1691: Pant i „hvad eier og eiendes vorder“, oprettet mellem Bønder, men skrevet af en Lovkyndig. Ringerike 1693: Pant i endel opregnet Jordegods og Løsøre og ellers udi „Alt, hvad jeg eier og eiende vorder“.
    For den senere Tids Vedkommende kan mærkes, at jeg har truffet dette „almindelige Pant“ i Land 1727, dog med Tillæg, at Specifikation er givet Panthaveren, Hadeland 1727, Eker 1742.
  106. 1685, 9–10 Juni findes thinglyst en Indførsel til brugeligt Pant i Ask og Ludvig Rosenkrantz’s øvrige Gods i Nordhordland for Kapital, Rente og Omkostning, efter Forlangende af Panthaveren, Livmedikus Henrik de Mønichen. Thinglysning af Indførsel blev som bekjendt først paabudt ved Frd. 19 Aug 1735, men synes her væsentlig skeet som Varsel til Leilændinger og „Forpagteren“ af Ask.
  107. I 1694 findes i Akers Pantebog omtalt en Auktion, afholdt i Kristiania efter Dom og Indførsel, over en Del tildels andetsteds beliggende Gods.
  108. 1699 findes i Aker thinglyst Auktionsskjøde paa en Gaard, rimeligvis i Kristiania Forstæder, som var tilstaaet Kreditor for den ved Indførselen satte Taxt. Ved Siden heraf brugtes dog sammesteds ogsaa Lovens Fremgangsmaade, der oftere er nævnt i Pantebrevene.
  109. 5. 7. 3. jfr. Schweig. Proc. II. 482 og Nørregaard III. 324, hvor ogsaa Lovstedet er citeret ved Auktion over Haandpant.
  110. Mon dette er forskjelligt fra „Omkostninger“ jfr. 5. 7. 2.?
  111. Pantebrev af 1709, hvorved Gaarden Smedshammer i Gran (Hadeland) med 2 Kjør pantsættes til Brede Olsen, saaledes at Kreditor, om han ei faar sine Penge i rette Tid, skal „have Magt og Ret til at lade bemeldte Gaard Smedshammer med samt Kreature ved offentlig Auktion afhænde og gjøre i Penge til Høistbydende til sin skadesløse Betaling“. Pantebrev af 1716 fra Hof i Jarlsberg, udstedt af en Bonde til en Overinspektør Mandal: „– – gives Kreditor herved fuldkommen Magt og Frihed uden nogen foregaaende Rettens Søgning eller Lovmaal ved offentlig Auktion deraf for Kapitalen at indhente fuldkommen skadesløs Betaling“. Pantebrev af 1727 fra Jevnaker paa Hadeland, hvorved pantsættes Gaarden Lunner „samt alle andre mine eiende Midler, som jeg nu eier eller eiende vorder“; hvis ikke Betaling sker til rette Tid, „staar det Kreditor frit for ved Auktion at forhandle indbemeldte Midler, indtil han for Kapital, Renter samt Omkostninger skadesløs betalt bliver“. Her altsaa paa en Maade anvendt ved Løsøre; dog er det ikke egentlig „uden Lovmaal og Dom“. Det er skrevet paa Hakedalens Steenværk. Et Brev fra Fron i Gudbrandsdalen 1732 berettiger „til at gjøre Pantet i Penge ved Auktion“.
  112. Dog har vistnok Efterpant været kjendt allerede før Lovbogen, hvor det jo som bekjendt er omhandlet i 5. 7. 14. Saaledes tror jeg at have fundet Exempel derpaa fra Strinden af 1673, ligesom der er et Pantebrev af 1687, hvorved en Gaard i Hallingdal pantsættes med Prioritet efter et Brugspant.
  113. De her meddelte Oplysninger ere kun tildels grundede i egne Undersøgelser. For den største Del ere de hentede fra Meddelelser, som med megen Velvillie ere mig sendte fra vedkommende Sorenskrivere eller edsvorne Fuldmægtige ifølge en af mig i Retst. d. A. Nr. 7 udstedt Opfordring. Blandt de mange oplysende Bidrag, jeg har modtaget til min Afhandling, er det min Pligt at fremhæve de righoldige Oplysninger, jeg allerede for et Par Aar siden modtog af Hr. Kand. jur. nuværende Kopist i Justitsdepartementet, S. Thoresen, hvilke han efter Foranledning fra mig havde samlet som edsvoren Fuldmægtig i Hadelands og Lands Sorenskriveri; mange af de følgende Bemærkninger har han Andel i. Endelig bør jeg nævne, at jeg har havt nogen Nytte af de til Finantsdepartementet fra Sorenskriverne indsendte Erklæringer i Anledning af dets Cirkulære af 30 Novbr. 1870 (angaaende Omgaaelser af Skylddelingsreglerne m. V.), hvilke velvilligen have været mig udlaante til Brug.
  114. 5–2–68: „Den samme Maade, som nu om Odelsskifte sagt er, skal ogsaa holdes, naar Kjøbe- og Pante-Gods skal skiftes mellem Arvinger eller Sameiere“. 5–5–3 (jfr. Kold. Rec. art. 50): „medmindre det bevises at han havde det enten til Pant eller i Forlening eller i Forsvar“. 5–13–39: –„Pant- og Indførsels-Gods“.
  115. Dog undtagen 5–2–68 som ikke findes i D. L.
  116. Fra mange søndenfjeldske Sorenskriverier findes de ældste Pantebøger, – de begynde ligeefter Lovbogen, – i Rigsarchivet, f. Ex. Aker, Jarlsberg, Romerike, Hadeland og Land. Før Frdng. 7 Febr. 1738 § 6, som byder deres Forbliven ved Jurisdiktionen, er der nemlig forholdt meget forskjelligt. Sommesteds, f. Ex. paa Ringerike, findes den ældste Pantebog endnu ved Sorenskriverarchivet. Rimeligvis ere nogle af dem ved Stiftsarchiverne. Jeg tror forøvrigt, at man mangesteds først meget senere begyndte at føre Pantebøger. Det vilde have sin Interesse, om f. Ex. Justitsdepartementet indsamlede Oplysning om, hvorlangt Pantebøgerne paa ethvert Sted gaa tilbage i Tiden og hvor de findes. Nu har Ingen rigtig Rede derpaa.
  117. Paa Ringerike findes endog dengang Sagbrug i Hønefossen oftere pantsatte.
  118. Kristian IV’s store Reces havde forhøiet den til 6 pCt., og som en Herredagsdom af 1631 viser, var dette et af de mange egentlig danske Bud, som uden videre anvendtes i norsk Rettergang.
  119. Hammers Obl. II. 345.
  120. Herpaa haves der et Exempel endnu 1771.
  121. I Tinn synes efter Summerne at dømme hele Gaarde pantsatte til Brug endnu i Begyndelsen af dette Aarhundrede.
  122. Frdng. 31 Mai 1781 § 4. R. 1 Aug. 1788 og det der Citerede.
  123. Efter Oplysninger af vedkommende Storthingsmænd.
  124. At Brugspantet er kjendt i Tinn, men ikke i de andre Thinglag af samme Sorenskriveri (Hjertdal og Silgjord), kan maaske dels forklares af Tinns nære Forbindelse med Numedal, dels deraf, at Bygden før 1852 hørte til et andet Sorenskriveri.
  125. Jeg ved med Sikkerhed, at Brugspantet, som endnu er almindeligt paa østre Side af Sireaaen, er ganske ukjendt endog i de nærmeste Bygder paa vestre Side.
  126. I 1859 taltes paa mindre end et Aar næsten et Snes slige Pantsættelser.
  127. Her skal til en Prøve meddeles følgende Afskrifter af Pantebreve:
    (Land). underskrevne gjør vitterligt at have bekommet tillaans af H. L. T. 58 Spd. 60 ß. For denne Kapital med Renter overlader jeg ham til brugeligt Pant i 99 Aar den mig tilhørende Del af Engelandet Flutuen under Gaarden T. – – Af Pantet svares til mig eller T’s Bruger aarlig 24, totiogfire Skilling. Naar Panteaarene er udrundne, skal T’s Bruger være pligtig at meddele Pantehaveren eller Arvinger lovligt Skjøde paa omhandlede Engeland, imod at begge Parter deeltage med halv Bekostning saavel i Skjøde som Skyldlægning.
    (Hallingdal). Jeg undertegnede tilstaar og herved vitterliggjør at have bekommet til Laans af N. N. den Sum af Penger 30 Spd., som skal blive staa- ende renteløst og uopsagt, saalænge jeg finder forgodt, paa de Betingelser, at jeg fra nu af overlader til bemeldte Kreditor som brugeligt Pant et Engelandsstykke, Træet kaldet, som er beliggende nederst i mit Jorde paa min Eiendom R. Saa forpligter jeg mig til aarlig at levere 4 – er fire – Las Gjødsel til bemeldte Engeland, hvilken Eiendom skal Kreditor N. N. eie og bruge, indtil han faar sine Penger igjen og tilbagebetalte efter 3 Maaneders Opsigelse fra min Side.
    (Sætersdalen). Underskrevne Torjus Knudsen Helle tilstaar herved og vitterliggjør at have bekommet tillaans af Gunder Sigurdsen Birkeland den Summa 420 Spd., skriver fire hundrede og tyve norske Speciedaler, hvilket Beløb efter gjensidig Overenskomst skal henstaa uopsigeligt i 20 – tyve – Aar fra Dato.
    Til Sikkerhed for denne Kapitals skadesløse Tilbagebetaling pantsætter jeg herved til Kreditors Betryggelse med 1ste Prioritet som haandfaaet og brugeligt Pant, 3 K.skind af mine eiende 6 K.skind eller 1 Skylddaler 3 Ort 9 Skilling i Gaarden Helle Matr.-Nr. gl. 63 nyt 67 i Hyllestad Sogn og Valle Thinglag tilligemed alle til Bruget hørende Herligheder, Intet undtagen, hvilket Brug med Herligheder som meldt Kreditor eller hans Arvinger i alle optænkelige Maader maa bruge og benytte som deres sande og retmæssige Eiendom istedetfor Renter af Kapitalen. Naar de fastsatte 20 Aar ere forløbne, og En af mine Arvinger skulde ville indtale det ved nærværende Dokument pantsatte Brug i Gaarden Helle, skal han dertil være berettiget, mod at han til Kreditor. Gunder Sigurdsen Birkeland eller hans Arvinger, ifald han til den Tid skulde være afgaaet ved Døden, inden 1 – en – Maaned, efterat Obligationen er forfalden, udbetaler denne Obligations Paalydende med 430 Spd., samt desforuden giver Kreditor eller hans Arvinger Godtgjørelse efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Odelsprætendentens Bekostning, for de Forbedringer Bruget eller dets Husbygninger maatte have været underkastet i hans eller Arvingers Brugstid. Skulde derindod en saadan Indløsning af Pantet ei foregaa, skal bemeldte Eiendom af Skyld og Beliggenhed som meldt med tilhørende Herligheder tilhøre Kreditor, Gunder Sigurdsen Birkeland eller Arvinger som sand og retmæssig Eiendom, hvorpaa jeg eller om jeg skulde være afgaaet ved Døden, mine Arvinger da skal være pligtig at meddele ham eller dem lovlig Hjemmelsbrev, hvis Omkostninger dog skal udredes af Kreditor.
    Tillige bestemmes herved af mig som nærmeste Odelsmand til Pantet, at ingen Afvisning af nærværende Obligation skal mod Kreditors Villie kunne foregaa forinden enhver Odelshæftelse er præskriberet.
    Til Bekræftelse under min Haand i tvende Vidners Overvær.
    Thingstedet Kvæstad den 12 Juni 1850.

    Jeg undertegnede, Gunder Sigurdsen Birkeland, transporterer og overdrager herved nærværende Panteobligation med al den Ret og Rettighed, jeg til samme og efter samme haver, til Lidvor Bjørgusen Strømme, som derfor fyldestgjørende har betalt mig, og maa derfor bemeldte Lidvor Bjørgufsen Strømme gjøre sin nærværende Panteobligation saa nyttig i alle Dele, som han bedst ved, vil og kan.
    Gunder Sigurdsen Birkeland.
    (Mandal). Jeg underskrevne, Tolli Berntsen Stokke, erkjender herved og for alle gjør vitterligt at have tillaans bekommet af Tørris Tronsen Høllen den Summa 50 Spd., hvilke femti Speciedaler bliver henstaaende uopsigelig fra begge Siderne i 50 – femti – Aar. Istedetfor Renters aarlige Erlæggelse erholder Kreditor til Brug og Raadighed i anmeldte Tidsrum det Jordstykke, som ligger paa østre Side af Stokkebakken, hvis Størrelse er udmærket med nedsatte Skillestene og som tilhører mit Jordebrug L.Nr. 694 Stokke i Spangereid Sogn, til Benyttelse for Kreditor i anmeldte Tidsrum, som han paa bedste Maade ved, vil og kan, og skal denne Eiendom forøvrigt være ham som Pant og Forsikring, indtil Summen vorder skadesløs tilbagebetalt. 1858.
  128. Ikke blot har jeg herfra Hr. Thoresens og endnu en anden forhenværende Fuldmægtigt Oplysninger; men jeg har ogsaa selv i sin Tid havt rig Leilighed til at undersøge vedkommende Archiv.
  129. Det kan endnu stundum hænde, at en saadan Brugsret paa kortere Tid stiftes i en hel Gaard; saaledes er for ikke længe siden i Mandals Sorenskriveri en Myndlings Gaard bortpantet indtil Myndighedsalderen.
  130. Under en Høiesteretsprocedure (Retst. 1872 S. 245) sees det nylig forsøgt at opfatte en korresponderende Rheders Forhold til et Skib, paa Grund af de særegne Omstændigheder ved det enkelte Tilfælde, som kontraktmæssigt Pant til Brugelighed, men som det synes uden Føie.
  131. Hvor, som enkelt Gang hænder, Forholdet kun kan løses efter Opsigelse fra Kreditors Side, bliver det nærmest at opfatte som Salg.
  132. I England er Tomteleie paa 99 Aar meget almindelig, ligesom den endog findes paa 999 Aar; i enkelte Tilfælde, hvor Tomteleie ikke maa overskride en vis Tid (Kirkegods, Fideikomisser), er Grændsen ogsaa sat ved 99 Aar. Platt on leases I. 969 samt 19 & 20 Vict. c. 120. Valget af denne Termin synes grundet deri, at 99 Aar regnes for 3 Liv, jfr. Platt I. 351.
  133. I Etnedalen i Valders er Skiferbrud ogsaa bortforpagtet paa 199 Aar.
  134. Prisen paa Nr. 2, for Summer fra 50 indtil 100 (exklusive) var Rdlr.. men paa Nr. 3 for Summer fra 100 (inklusive) indtil 200, 1 Rdlr.
  135. Jeg kan ikke her give sikker Oplysning fra andre Egne end Hadeland og Land. Det første langvarige Brugspant findes i Gran 1827 lydende paa 100 Aar, det næste fra 1829 paa 99 Aar, det tredie fra 1831 paa 100 Aar, – allesammen paa en Eiendom. Derpaa forekommer der indtil 1840 nogle enkelte snart paa 100, snart paa 99. Fra 1840–42 bliver og ellers i Sorenskriveriet 99 den stadige Termin.
  136. „Aaremaal“ har egentlig ikke noget med Ordet „Aar“ at gjøre, men kommer af örð, gen. arðar Avling, i afledet Betydning: Frugtaar, det økonomiske Aar fra Faredag til Faredag. Heraf er dannet arðarmàli, Overenskomst om Leie i visse arðir eller Frugtaar, i Alm. 3 Aar. Ved de danske Lovkoncipisters Misforstaaelse er det forvansket og gaaet over til at betyde selve Tidsrummet. Se allerede Kristian IV. N. L. VI. 1. Jfr. Brandts og Hallagers Udgave S. 108 i Noten.
  137. Kun kan her mærkes, at hvor Departementet finder, at Pantebreve bør stemples som Skjøde, henstiller det ofte til vedkommende Sorenskrivere at virke til, at Skylddelingsforretning bliver afholdt. Dette staar dog sjelden i Sorenskrivernes Magt, da Thinglysning allerede i Regelen er foregaaet før Indsendelsen til Departementet.
  138. Det kunde forresten være et ganske interessant Spørgsmaal, om man ikke ved denne gamle Panteform endnu kunde anvende 5–7–11 – Taxt og Eiendomsdom.
  139. I tidligere Tid har Løsning almindelig fundet Sted, men nyt Brugspant er ofte strax efter blevet stiftet, saaat Parcellen ofte er vedblevet at være Pantejord gjennem lange Tider. Dog finder man ogsaa paa Grund af L. 19 Aug. 1845 fornyet Thinglysning af adskillige Brugsobligationer, hvis Frist var oversiddet forlænge siden. Hvorledes dette Forhold vil stille sig ved det langvarige Brugspant, derom har man naturligvis endnu ingen Erfaring.
  140. En personlig Hjemmelsforpligtelse er der naturligvis, men den vil vel ikke kunne fremkalde Tvangsauktion.
  141. Efter det oven Fremstillede indeholder ogsaa netop Løsningssummens Forskjel fra Pantesummen Bevis for, at der ingen Løsningspligt er.
  142. Det hænder endog, at Pantemanden, fordi han endnu ikke kan udbetale „Pantesummen“, giver Gaardeieren Underpant i Brugsretten for den Sum, hvorfor Gaardeieren til ham udsteder Brugsobligation. – Stærkere Bevis for, at Brugspantet kun i Formen er Panteret, kan vel ei haves.
  143. Jfr. Hstd. i Ugeblad VIII. S. 313 samt Hstd. 12 Oktbr. 1819 i Brandts Repertorium og det der Citerede. Antages det, at det Offentlige kan holde sig til Pantemanden, saa er Spørgsmaalet ikke afgjort ved den Bemærkning, at han jo kan søge Refusion hos Eieren. Thi han har ikke de Retsmidler mod denne, som det Offentlige har til Sikkerhed for Skatterne.
  144. Spørgsmaalet foreligger nu til Storthingets Behandling. Otte Mænd med „brugeligt Pant“ i Helgebostad Pgd. i Lyngdals Sorenskriveri, blev ved Valgforsamlingen erkjendte stemmeberettigede, og denne Kjendelse er indanket til Storthinget. Fuldmagtskomitteens enstemmige Indstilling (Forh. VI. S. 383) der endnu ikke er behandlet af Storthinget, gaar ud paa at nægte dem Stemmeret; men Komitteen har misforstaaet Retsforholdet ved sin Bemærkning, at „den Omstændighed, at en Panthaver har gjort Anvendelse af Lovbogens 5–7–9 (8) kan i ingen Henseende stille ham i Klasse med Eier“. Der er her vistnok ikke Tale om „at tage Pant til Brugelighed“, men om kontraktsmæssigt Brugspant. Dette fremgaar ikke klart af Dokumenterne at 1870; men ligesom Egnens oven oplyste Sædvane taler derfor, bestyrkes det ved de Storthinget 1868 forelagte Dokumenter, der vise, at den vigtigste af de omhandlede Panthavere, en Valgmand, netop er den, som i 1859 fik det foromtalte kontraktmæssige Brugspant paa 1000 Aar, – dog saaledes at Panthaveren forinden kan opsige Pengene.
  145. Retst. 1860 S. 794–800, hvor der var Spørgsmaal, om en Ødegaard, der maaske var bortsat til brugeligt Pant, var indbefattet under Odelsløsningen. Se ogsaa Retstidenden 1872 S. 362.
  146. Wilmowski, Lübisches Recht in Pommern (1867) S. 20–23.
  147. Se navnlig den i Retst. 1872 S. 291 ff. meddelte Høiesteretssag.