Kong Christian Frederiks dagbok fra hans ophold i Norge i 1814/Mai
Den 31 Apr. 1 Mai. 2 og 3 MaiDe dage jeg har været i Kristiania, er, som jeg visste forut, i
riksforsamlingen gaat med til at avskrive grundlovsutkastet, som vil bli
drøftet den 4de og følgende dage —
Jeg har skrevet et brev til grev Nesselrode, H. M. keiseren av Ruslands statssekretær, datert 10de mars; heri forsikret jeg ham om den tillid som jeg med saa stor ret nærer til keiser Aleksanders høisind og ædelmodige grundsætninger, og til grevens gode tjenester. — Dette brev blev 3dje mai sendt til Hardenberg med sekretær Heiliger, som skal søke Hardenberg i Holsten og, hvis han ikke finder ham der, skal levere brevet til hr. Blücher —
Jeg har ogsaa skrevet til baron de Blome i St. Petersburg, forhenværende dansk gesandt, hvori jeg ber ham ta sig av Norges interesser, som jeg trodde ogsaa kunde være av betydning for Ruslands politik, og faa russiske forretningsmænd til at sende os korn, baade fra Arkangel og fra Østersjøen. Dette brev er datert 13de april. — Jeg har ogsaa sendt et brev fra grev Nesselrode til England gjennem Anker —
Mai 2Jeg skrev til feltmarskalk Essen for at klage over svenske
kapere, for at si ham at de vil bli behandlet som sjørøvere og for at
spørge ham, om Sverige mener at ha fred med Norge eller krig.
Jeg føiet til: „Jeg ønsker oprigtig, at Deres Eksellences svar maa bli
nei, og at det maa vise sig i gjerning. Jeg kan ikke bringe det over
mit hjerte at se i D. E. andet end en rettænkende og forstandig mand,
som indser likesaa godt som jeg, at de skandinaviske folk ikke er skapt
til at tilintetgjøre hverandre, men at man tvertimot alvorlig bør prøve
at finde en utvei til at hindre ødelæggelsen av to land som støter op
til hverandre, og hvis folk kan agte hverandre og gjensidig hjælpe
hverandre. Det norske folk har intet andet ønske, og det svenske
folk burde ikke plette sin ære ved at prøve paa at undertrykke en
nation, som det bare burde regne for sin ven og gode nabo. — Set
fra dette synspunkt burde især sjørøveriet stanse; det bare øker
nationalhadet, som jeg gjerne skulde se slaa om til ædlere følelser,
værdig de to Nordens folk, og som er saa naturlig for dem, saasnart al
fremmed paavirkning er banlyst.“ Resten kan han si sig selv —
Min marineadjutant F. Holsten skal overbringe dette brev, og jeg har paalagt ham, hvis leiligheten er der, at tale saa aapent som det gaar an, og la Feltmarskalken forstaa, at han med lethet vil kunne vinde normændene hvis han fjernet de to fremmede fra Sveriges trone. Nordmændene kræver bare skyldig hensyn til sin ret til at gi sig en grundlov og til at kaare til hersker den de vil ha. Hvis Sverige kaarer den samme, er Foreningen skapt.
Jeg tror, at Holsten er meget vel skikket til dette hverv; han skal skriftlig melde feltmarskalken sit komme, og han skal ogsaa medbringe brev fra grev Schmettau —
Nat til den 3dje kom jeg tilbake til Eidsvold. — Justisraad Diriks er blit valgt til præsident og amtmand Bendeke til vicepræsident. —
4Drøftelserne av grundlovens enkelte punkter er paabegyndt; de
20 første paragraffer blev bifaldt uten synderlig debat. Den agnatiske
tronfølge er blit vedtat, og kongen har faat ret til at foreslaa sin
efterfølger — for at avhjælpe manglerne ved en saa indskrænket tronfølge,
som bringer fædrelandet i fare for at se kongeætten utdø snarere end
andetsteds. Justitiarius Rogert Fra Trondhjem avgjorde saken ved at
hævde, at der siden Harald Haarfagre ikke hadde været anden
tronfølge i Norge. — Myndighetsalderen som var foreslaat sat til 18 aar,
blev fastsat til 20; det var endnu en feil eller rettere sagt et
rænkespil for at forlænge det aristokratiske styre som en mellemregjering
altid fører med sig —
Diriks er meget anset som præsident; han fik 84 stemmer til denne stilling —
Briggen Laaland har eskortert 16,000 tønder korn hit fra Fladstrand. Den har jaget, men ikke tat, de svenske kapere. Den har med sin konvoj gaat tvers gjennem en engelsk koffardiflaate, som var ledsaget av krigsskib, uten at denne gjorde mine til at øve fiendtligheter; det er et godt tegn. Den nyhet blir ogsaa bekræftet, at engelskmændene ikke vil finde sig i det svenske sjørøveri.
5I riksforsamlingen blev de 16 følgende paragraffer til den 36te
vedtat uten nævneværdig motstand; den 28de paragraf, som fastslaar at
kongen ikke kan motta en anden krone uten riksforsamlingens samtykke, er den vigtigste; men jeg har ikke noget at si til det. — Presten
Wergeland talte mot denne beslutning, og det gik ut paa, at kongen ikke
skulde ha lov til det. —
Diriks har sat gjennem et tillæg til § 37, som gir kongen ret til at benaade selv efter dom av riksforsamlingens høie domstol: riksretten, som skal dømme ministre. Prokurør Omsen, som talte for dette forslag, lykønsket sig med at ha gjort sit til kanske at redde en uskyldig mands liv, som maaske kunde faldt som offer for rænker.
En ganske livlig debat vakte paragraf 31 om beneficert gods, som flere medlemmer og især bønderne vilde regne for statseiendom og bruke til at grundlægge banken og andre nyttige institutioner; men geistligheten gik av med seiren, og det blev ved stemmeflerhet efter komitéens indstilling fastslaat, at kirken og skolerne skulde beholde godserne efter deres oprindelige bestemmelse. Denne grundsætnings anvendelse paa universitetet og andre grener av oplysningen er utsat til senere riksforsamlinger. —
Den danske sjøofficer Falbe, bror av fru Selby, kom hit idag over Sverige med et brev fra admiral Steen Bille og oberst Lønborg i egenskap av kommissærer for kongen av Danmark for at overlevere fæstninger, statseiendommer o. lign. i Norge til de kommissærer som hertil er opnævnt av Hans Majestæt kongen av Sverige — en i sandhet uhørt forholdsregel, som viser i hvilken utstrækning kongen av Danmark staar under Sveriges paatryk — ellers vilde det sikkert ikke falde ham ind at komme med befalinger i Norge, efterat han for tre maaneder siden har løst undersaatterne fra deres troskapsed; dette er jo bare at gi svenskenes fornærmelige beskyldninger vaaben i hænde mot os. De vil heri søke et — om end falsk — bevis paa det oprør som de anklager os for. —
6Jeg har ikke hat noget valg, og mit svar til de hr. kommissærer
gaar ut paa, at likesaa litt som kongen av Danmark kan vente sig
lydighet av det norske folk, efterat han har løst det fra dets ed uten
nogen indskrænkning, likesaa litt har jeg myndighet til i egenskap av
rikets regent at ta noget hensyn til dette krav fra kongen av
Danmarks kommissærer. — I dette tilfælde maa jeg foretrække Hans
Majestæts min meget kjære fætter kongens mishag fremfor den vanære at svigte min ed og min pligt mot et selvstændig og retsindig folk, noget som
vilde paadra mig ethvert forstandig menneskes foragt i hele Norden. Da
disse herrers hverv er ganske forgjæves, ønsker jeg at skaane dem for med
egne øine at se nordmændenes naturlige harme over en slik optræden. —
Jeg har skrevet et privatbrev til admiral Bille for at si ham hvor glad jeg vilde ha været over at se ham her i et andet erinde. Jeg forsikret ham, at man i Danmark saa altfor mørkt paa farerne paa grund av de svenske løgne, og jeg gjorde nogen bemerkninger om det usandsynlige i at de forbundne vilde optræde sammen mot Norge, fordi det stred mot deres grundsætninger og interesser. Til slut uttalte jeg for ham mit ønske om at gjense mine kjære slægtninger, men ikke før jeg kan gjøre det med ære, og ikke før Norge er frelst og frit, slik som det fortjener at være det.
Idag har jeg brukt tiden til at skrive til slegt og venner, og jeg har sendt et eksemplar av de paragraffer som er vedtat av riksforsamlingen, til Colbjørnsen, og Falbe har faat et andet eksemplar med til Bille. —
Falbe meldte den nyhet, at mange danske og norske skib er blit kapret av svenskerne. — Misnøien i Danmark er meget stor, og alt det som kongen ser sig nødt til at gjøre mot Norges sak og interesser, vil øke den. Hvis han ser sig tvunget til at gjøre mig arveløs, tror han ikke at denne regjeringshandling vil kunne staa ved magt i 24 timer; oprør vil straks bli følgen. Endeløs var hans ros over min søn, som han siger er elsket baade for sin egen skyld, og som søn av en far hvem man er saa venlig at være glad i. Alle armer vil verge ham med vaaben, og svenskerne vil aldrig kunne gjøre noget mot ham personlig. —
Güldenpalm, som er blit holdt fast i Sverige, kan takke sig selv for sit uheld, da han i Kjøbenhavn hadde talt om hvor forsigtig han maatte være for at skjule de brev som man vilde betro ham. Da han blev angit av Tawast, er det da ganske rimelig, at han blev holdt tilbake i Gøteborg, og da han hadde en svensk tjener, som man hadde skremt litt, er det ogsaa ganske naturlig at alle de papirer han hadde med sig, blev fundet; men heldigvis var der ingen av betydning for mig; et cifferbrev, sies det, og et brev fra min søster Julie og fra Colbjørnsen var med der, saa vidt jeg vet. Men i flere andre brev kom det frem, at der var misnøie i Danmark, og at kongen ikke vilde komme til at regjere 4 uker til. Svenskerne har sendt hele pakken til Kjøbenhavn; noget som noksom viser det falske i det rygte at der er fundet depescher som avslører avtaler mellem kongen og mig. — Güldenpalm er blit ført til Stockholm og holdes fængslet.
Den tidende som Falbe ogsaa bragte, at minister Thornton hadde gjort sig al mulig umak med at fremskynde utvekslingen av fredstraktaterne mellem Danmark og England i Liège, synes mig at være et godt tegn paa at denne regjering er venligsindet mot Danmark, som skal være truet av Rusland; men efterat alt er slut i Frankrike med Napoleons fald, kan alt ta en anden vending. Falbe blev ekspederet om aftenen. —
7Idag begyndte ordskiftet i riksforsamlingen om den 37te
paragraf, og med stor stemmeflerhet blev titler og rang som ikke knytter
sig til embede eller stilling, avskaffet. Det var alt besluttet, at arvelig
adelskap med forrettigheter ikke mere skulde utdeles. Sorenskriver
Falsen fraskrev for sig og sine efterkommere adelskap; noget som
gjorde stor virkning paa de fleste repræsentanter, og det er ikke tvil om
at adelskap i almindelighet vilde faat dødsstøtet, men heldigvis for den
monarkiske statsform — som efter mit skjøn kræver at adelskap ikke
ophæves — og av hensyn til det ugunstige indtryk som dette skridt
vilde gjøre hos vore naboer, blev det meget omstridte spørsmaal om
den nulevende adels forrettigheter utsat til avgjørelse paa en av de
næste riksforsamlinger —
Det er sikkert, at der var kommet noget personlig bittert over dette ordskifte; de adelige som har tiltrukket sig opmerksomhet paa en saa litet heldig maate, er selv skyld i det. Derfor har de heller ikke likt sig under denne debat, som de ikke har tat stor del i. Rein, Sverdrup og Wergeland har forsvart adelsskap som noget der er nødvendig for monarkiet; for den sidst nævnte er det en grundsætning som han synes at ha tilegnet sig her, hvor han gjør fælles sak med de adelige. Jeg har faat mig en god latter over at man, efter hvad Falbe forsikrer os om, i Sverige tar Wergeland for svensk. De har læst hans tale og har været uenige om hans nationalitet — Ordener har man som regel været enig om skulde beholdes, og følgelig blir de staaende —
Paragraf 44 er blit vedtat, og det er saaledes overlatt til kongen at ordne sit raad som han vil. Paragrafferne 41, 42 og 43, som fastslog ordningen av raadet, departementerne osv., blev samtidig forkastet. Det var et forslag av Wedel efter svensk forbillede; men han forsvarte det ikke med kraft i riksforsamlingen. En tanke han fremkom med, nemlig at en minister som var uenig med kongen i en avgjørelse burde ta sin avsked, blev forkastet. — Idag er man kommet helt til 51 artikel. —
Efter nogen debat og ændringsforslag fra presternes side blev der fastsat et møte til søndag eftermiddag. —
8Major Brock har maattet forlate mig for at reise til Kristiania,
da han lider av tredjedags-feber. Jeg spiste middag hos presten
professor Leganger, efter at ha overværet gudstjenesten. Kammerherre
Anker blev igjen sammen med os og forsikret os, at det stred mot Guds
og kongens lov at holde møte om søndagen. —
Det blev ikke utrettet stort. Først blev paragraf 51 forkastet med stemmeflerhet; men ved at ta den punkt for punkt fik præsidenten den tat i sin helhet. Noget som overrasker, er at man ikke har villet gaa med paa at kongens ret til at avskedige rikets høieste embedsmænd, civile og militære, ogsaa skal utstrækkes til alle embedsmænd. I virkeligheten vilde retten til at suspendere en embedsmand ha været tilstrækkelig, da de mest enevældige konger i Danmark sjelden har brukt sin magt til at frata en et embede uten dom. —
To paragraffer om borgerret eller om regler for indfødsret blev sendt tilbake til komitéen forat det kunde avfatte dem paany. —
9Idag var det et langt ordskifte om de samme to paragraffer; men
man kom dog til paragraf 61.
Falsen blev valgt til præsident, amtmand Krohg til vicepræsident. I dagens ordskifte udmerket Wergeland sig ved at ville forsvare den forbrydelse at sælge sin stemme; det overrasker at han har villet avsløre sig paa den maate. —
10Idag har det været arbeidet godt i riksforsamlingen; man har
naadd til paragraf 90.
De to kamre: Odelsting og Lagting blev vedtat, men bare med to stemmers overvegt og med det tillæg, at de to ting i fællesskap skal drøfte et forslag som to ganger er blit foreslaat av Odelstinget og forkastet av Lagtinget, og i saa fald kræves et flertal paa to tredjedeler —
Kongen har faat veto; men en lov som er gaat igjennem i to Storting, og som blir vedtat i et tredje, skal gjælde som lov, selv om kongen ikke bifalder den før Stortinget slutter.
Idag fik jeg kongens officielle brev og hans nÿe kundgjørelse til det norske folk og de norske embedsmænd, datert 18de april 1814. Jeg har svart utførlig paa dette brev, og især har jeg gjendrevet den nye paastand som det har behaget hans danske majestæt nu at hævde: at det norske folk slet ikke er løst fra sin ed til ham, før Kielerfreden har traadt i kraft. I mit svar siger jeg, at folket ikke hadde kunnet faa dette ut av kundgjørelsen av 18de januar, som ikke indeholdt nogen indskrænkning, og som var blit offentliggjort før svenskerne kunde sitte inde med landet, samtidig med fredstraktaten, som ikke uttrykker sig saaledes. Jeg har tat mig den frihet at si, at jeg først da fortjente at miste Hans Majestæts yndest og velvilje, naar jeg for personlig fordel eller av frygt ofret et folk som sætter hele sin tillid til mig; og at jeg vaager at tro, at Hans Majestæt vilde komme til at angre det, hvis han saa sig nødt til at negte mig sin vanlige velvilje —
I mit brev til admiral Bille har jeg henvist til mit svar av 6te denne maaned, idet jeg har sendt ham en avskrift av mit brev til kongen —
11Idag blev riksforsamlingen færdig med sit arbeide med
grundlovsutkastet —
De paragrafer som slaar fast, at den gamle arveret for slægtseiendom (odelsretten) fremdeles skal gjælde og at pligten til at verge fedrelandet (vernepligten) skal være felles for alle borgere, gik gjennem efter nogen debat; men det er forbeholdt de følgende riksforsamlinger at fastsætte de ændringer og beslutninger som følger av disse grundsætninger. —
General Ohme, kommandant paa Fredriksten, har sendt mig et krav om at overgi sig, som admiral Bille i egenskap av dansk kommissær har tilstillet ham sammen med en pakke aapne brev, som er sendt Fredrikshalds magistrat. General Ohme hadde mine befalinger for dette tilfælde, og jeg er viss paa, at han har git svar som god militær og kjæk nordmand.
12Jeg har faat den tidende at en av vore brigger har tat en svensk kaper. —
Paa riksforsamlingen har man avskrevet finanskomiteens forslag. —
13Admiral Bille har, mens han venter paa mit svar, paany bedt om
en privat sammenkomst med mig, ikke som utsending, men som ven.
Mot dette har jeg indvendt, at svenskerne deri vilde se en forstaaelse
mellem kongen og mig, og at han i saa fald ikke skulde gjøre en
resultatløs reise. Men hvis han endelig vil det, vil jeg søndag møte ham
i Hølands prestegaard. Jeg har git mine ordrer om reisen i
overensstemmelse hermed.
Idag har man i riksforsamlingen drøftet de første punkter i finanskomitéens indberetning, og der blev et livlig ordskifte om den store økning av papirpenger som statens behov kræver. Grev Wedei talte meget om det mislige ved en slik forholdsregel, og han sa, at han av sine vælgere — det vil si av sig selv — ikke var blit bemyndiget til at øke tallet paa papirpenger. Presten Rein holdt en tale som var et sandt mesterverk av veltalenhet, og som var av den største virkning; under vedholdende bifald endte denne debat med godt utfald for komitéens forslag, og 14 millioner blev bevilget av riksforsamlingen; der blev ogsaa nedsat en finanskomité for at bemyndige statsbanken til at stille endnu større summer til finansernes raadighet. —
Rein spurte om man vilde ofre staten av frygt for at øke papirpengene, og hans tale som var fuld av satire og sandhet, slog al motstand til jorden. Sverdrup talte i samme retning og meget maateholdent; Collett talte meget varmt og skarpsindig. —
Med hensyn til den garanti som man har foreslaat at gi statsbankens sedler, nemlig den nugjældende sølvkurs 375 mot 200 eller 5⅓ skilling for en gammel daler kurant, talte Tank i egenskap av finansmand mot denne forholdsregel; men flertallet satte den gjennem, og denne garanti blev fastslaat. Aall er av den mening, at denne forholdsregel er meget fornuftig, og at den vil opretholde disse sedlers værdi, skjønt deres tal blir saa sterkt øket.
14Finansdebatten blev fortsat paa riksforsamlingen. Noget ganske underlig skedde idag, nemlig at nationalbanken, en institution som folket saa ofte har ønsket og krævd, blev utsat til næste riksforsamling. —
Collett hævdet, at en slik institution i egenskap av privat meget godt kunde vinde bifald hos undersaatterne i mellemtiden, og at finanskomitéen naturligvis kunde bli bemyndiget til at forelægge bankforslaget for kongen til sanktion; men man hørte gjentagende ropet: Ingen bank, ingen bank! og komitéens forslag blev vedtat, uten at forretningsmændene, som saa haardt trænger en laanekasse, sa et ord. — Nu staar det tilbake at se, hvorledes man kan gjøre dette misgrep godt igjen. —
15Jeg brukte hele dagen fra kl. 5 om morgenen til at gjøre turen
til Høland, hvor jeg spiste middag hos presten Palludan. Klokken 7
om kvelden kom kaptein Rustad med et brev fra admiral Bille med
undskyldninger; han hadde ikke mottat min indbydelse før søndag
morgen og kunde følgelig ikke dra til det avtalte sted, men var i
færd med at reise fra Strømstad. Endnu samme kveld vendte jeg
tilbake og kom til Eidsvold klokken ½6 om morgenen.
16Oberst Hegermann fulgte mig paa denne tur, men selv han visste
ikke hvad jeg hadde fore; som paaskud var brukt at jeg vilde
undersøke terrænget. — Ved hans hjemkomst hadde nogen bønder flokket
sig rundt vognen og spurt ham om det var sandt at riksforsamlingen
vilde gjøre dem til svensker. Da han svarte nei til dette, sa de at
det vilde heller ikke de bli. —
Idag blev komitéerne opnævnt i riksforsamlingen. I finanskomitéen blev professor Rasmussen, konsul Thrane og assessor Vogt indvalgt; i lovkomitéen; professor Krohg, justisraad Diriks, generalauditør Bergh, Falsen og Debes; i vernepligtskomitéen: oberst Hegermann, justisraad Diriks, kommandør Fabricius, en soldat, en matros, en borger Iver Holter fra Drammen og en bonde.
Til direktører for riksbanken blev valgt agent Nielsen, kjøbmand Heftye og Egeberg. —
17Denne dag, som for mig altid vil være mindeværdig, viet riksforsamlingen til valget av Norges konge. —
Efterat forhandlingerne var aapnet av præsidenten, gik man til avstemning, og kammerherre Anker, som først skulde avgi sit votum, stemte for at man endnu ikke skulde kaare konge. — Præsident Sverdrup svarte, at riksforsamlingens beslutning gjorde et valg uundgaaelig, og at riksforsamlingen ikke kunde slutte uten at dette var gjort; at enhver utsættelse vilde vise en vanærende svakhet, og at man bare da kunde vente en lykkelig utgang paa vor sak, naar man tvang de andre magter til at agte os. — Bifaldsrop fulgte paa denne tale, og flere krævde at valget skulde finde sted. — Kammerherre Anker spurte præsidenten, om han turde la diktere til protokols efter sin overbevisning uten at bli utsat for fornærmelser. Præsidenten forsikret ham om det, og han dikterte, at hans hengivenhet og agtelse for mig ikke tillot ham at ønske, at jeg blev utsat for saa overhængende farer ved at ofre mig for dette folk; men at hvis valget straks skulde finde sted, vilde han ikke være i tvil om at stemme paa mig. Grev Wedel henholdt sig til sin svigerfars stemmegivning, og Løvenskiold sa, at han saa sig nødt til at stemme, og at han stemte paa mig; forøvrig stemte alle de andre uten nogetsomhelst forbehold, og jeg fik alle stemmer. — Hvilken krone er blit skjænket bort med egtere følelser og med større tilfredshet — det tør jeg si — av et frit folk som hadde den mest ubegrænsede valgret. —
En députation paa 16 medlemmer, med præsidenten i spidsen, overrakte mig en meget ærefuld og smigrende adresse, hvori kronen blev mig tilbudt. Jeg svarte, at denne dag altid skulde mindes, fordi grundloven, dette folkefrihetens palladium, var blit vedtat av riksforsamlingen, at den var den mest mindeværdige dag for mig, fordi et frit folks valg kaldte mig og min æt til Norges trone for at verne om denne grundlov. Jeg bad om litt tid, før jeg kunde svare riksforsamlingen; men hvis jeg mottok kronen, var det, fordi min pligt mot folket krævde det, og fordi jeg vet, at det altid staar i Guds haand om han vil krone mit foretagende med held, eller om han har utset for mig den vakre skjæbne at ofre endog livet for Norges frelse. — Jeg forsikret riksforsamlingen om min taknemmelighet og hengivenhet.
Samme dags kveld kom min marineadjutant Holsten tilbake fra Vänersborg med et brev fra feltmarskalken, hvori flere elskværdige ting fra ham likeoverfor mig var blandet sammen med flere fornærmelige uttryk som „oprører“ etc., og tilslut forsikret han mig, at han av overløpere og av tidender fra Norge sikkert visste, at næsten ingen i de brede lag stod paa min side, og at det bare var nogen forretningsmænd og andre smigrere som vildledet mig. Dette er jo til at le av, og jeg skjønner ikke at en mand som feltmarskalken kan komme med slikt tul. —
Mot Holsten hadde han været meget høflig; men han truet altid Norge med den ulykkelige skjæbne som ventet det, da alle de forbundne magter var enige om at tvinge det til forening med Sverige. — Holsten talte om den mulighet at Ponte Corvo fik en anden stilling eller krone, og at isaafald mit valg vilde samle alle stemmer. Feltmarskalken sa, at han ikke kjendte noget til at prinsen av Sverige tænkte paa noget slikt, og han kom forøvrig slet ikke ind paa dette emne. —
18Idag tidlig fik jeg et brev fra admiral Bille, som var vendt
tilbake til Strømstad, da et ilbud fra Danmark var kommet til ham med
den tidende som han forut hadde meldt mig i sit brev av 15de, at en
russisk utsending, grev Orloff, og en prøisisk major Martens, var paa vei
for at erklære paa disse stormagters vegne, at de aldrig vilde erkjende
Norges selvstændighet, at de vilde hjælpe Sverige til at erobre Norge,
og at den russiske keiser ikke engang vilde taale mig paa Danmarks
trone, om jeg skulde bli tilbudt den. Der blev ogsaa sendt mig et
brev fra keiseren av Rusland til kongen av Danmark, og her sier
denne fyrste, at det fredlige forhold til Danmark ikke kunde
gjenoprettes før Norge var avstaat til Sverige, at keiseren av al magt vilde hjælpe
til at dette kunde ske, og at han vilde sende grev Orloff til mig med
dette brev for at advare mig og føre mig tilbake til mine pligter. —
Han kalder nordmændene et litet, vildledet folk, som burde foretrække
handelsfordeler — rimeligvis for ære og frihet. —
I to timer gik jeg op og ned i mit rum. Er det en advarsel, eller er det en prøvelse, sendt fra himlen? sa jeg til mig selv. Bør jeg vakle; det er dog bare ord, bare trusler, og det er ganske naturlig, at de forbundne magter ønsker at fred raader overalt, og at intet forstyrrer den. Men hvis de ser, at det norske folk og jeg viser fasthet i det vi har besluttet, saa kanske de vil være ta i betænkning at tilintetgjøre et fredelig folk og at tænde krigsflammen i Norden. —
Jeg har talt med Sommerhielm, og bare med ham, og han har indtrængende bedt mig om ikke at vakle. Jeg vet jo ogsaa, at folket kræver fasthet i sin konges beslutninger, og jeg vet, at en adresse vil bli sendt mig, hvori det uttales, at folket ønsker fred og god forstaaelse med alle magter og især med Sverige; men at det vil vaage altfor at verge sin frihet og selvstændighet, og at det foretrækker døden for trældom.
Bør da jeg, i spidsen for et slikt folk, være i tvil om hvilket parti jeg skal ta? Nei, nei — komme saa hvad Gud vil. —
19Jeg hadde sammenkaldt riksforsamlingen til kl. 11, og jeg gik dit,
fulgt av en deputation fra riksforsamlingen, mit raad og min stab.
Jeg holdt en tale, hvori jeg erklærte at ville motta kronen, og jeg svor
at ville regjere Norge overensstemmende med grundloven og lovene. Jeg
mindet om en av mine forfædre Kristian den 4de, og jeg sa, at min søn
snart skulde lære at holde av ham og følge i hans spor; folkets
kjærlighet vilde da gaa i arv til ham og bli ham endnu mere dyrebar end
selve kronen. — Jeg opfordret riksforsamlingens medlemmer til ogsaa
at avlægge ed til grundloven, og paa præsidentens opfordring blev
eden avlagt med begeistring. Derefter gav jeg en oversigt over vor
stilling, som hittil hadde været fredelig overfor de andre magter; men
samtidig erklærte jeg, som sandt er, at mine sendebud ved de fremmede
hoffer endnu ikke hadde avgit sine indberetninger. — Jeg meddelte min
brevveksling med kongen av Danmark siden den 23de februar om
regenskapet og briggerne og om kommissærenes opfordring. —
Til slut opløste jeg riksforsamlingen. Bifaldsrop fulgte mig, da jeg forlot forsamlingen. —
Straks efter var der kur hos mig; men jeg sa bare faa ord, da jeg var dypt rørt. Det er ved Gud en stor, stor beslutning; men hvad gjør man ikke for et folks lykke, og naar man tror paa Gud? —
Vi gik alle i kirke for at be Gud se i naade til os. Professor Leganger holdt en ganske vel utarbeidet tale over Himmelfarten, med henblik paa den verdslige trone, og han rettet ogsaa mange vakre ord til riksforsamlingen medlemmer, som de i det hele fortjener. —
Ved middagsbordet sang man en ny sang, og min skaal blev drukket med begeistring; jeg gik ind i de andre saler for at takke gjesterne. Kammerherre Anker forsikret mig, at de mænd som hadde hat en anden mening end flertallet, hadde talt efter sin overbevisning, og at de nu vilde vise sig som likesaa gode fedrelandsvenner som de andre. Jeg forsikret ham om, at jeg slet ikke tvilte paa hans følelser likeoverfor mig, og at det var mig meget kjært at faa en slik forsikring fra hans mund.
Feltmarskalk Essen har sendt mig avskrifter av depescher fra hr. Rehausen om en besluttet blokade av de norske kyster fra engelsk side, og om at Anker var fengslet paa grund av en pengesum som han skyldte i England — dog med den tilføielse, at han var sat paa fri fot, og at han straks skulde reise med skibet Norge. Beretningene bærer et præg av sandhet, som burde faa mig til at frygte det værste; men jeg sætter stort haab til Ankers dygtighet, og at han kanske har forstaat at narre hr. Rehausen. —
20Tidenden om at der er kommet engelske krigsskib til vor kyst,
blir bekræftet; men de har endnu ikke, saavidt jeg vet, tat noget skib.
En engelsk kutter har bare latt et dansk skib vite at Norge var
blokert. —
Jeg fik oversendt rigsforsamlingens beslutninger, nemlig de som vedkommer de opnævnte komitéer, finanserne og de arbeider som er utsat til næste riksforsamling. Jeg har mottat dem for at underskrive dem og straks kundgjøre dem. —
Jeg brukte dagen til at underskrive, og efter middagen opløste præsidenten forsamlingen. Ved denne leilighet gav de som var tilstede, hverandre haanden som brødre og skiltes som venner med gjensidig løfte om ikke at mindes den uenighet som kunde ha været dem imellem. Kommandør Fabricius holdt en kort, udmerket tale ved denne leilighet, som gjorde stor virkning paa tilhørerne. Jeg tror, at det var et optrin om morgenen som fik ham til at gjøre det. Nogen medlemmer hadde nemlig krævd, at presten Wergeland høitidelig skulde erklære, at han ikke hadde villet krænke riksforsamlingens medlemmer med sine ord om at de hadde tapt sin selvstændighet og folkets tillid. Han forsvarte sig meget daarlig mot denne anklage, og det skyldtes bare nogen medlemmers overbærenhet og præsidentens klokskap — de vilde undgaa larmende optrin — at han slap fra det uten at gjøre endnu større skandale. —
21Under 22de dennes har jeg utnævnt generalløitnant Haxthausen til
overhofmarskalk, min staldmester Kaas til hofmarskalk, hr. Elieson til
staldmester; til kammerherrer: stiftamtmand Trampe,
generalkrigskommissær Vibe, grev Vargas, generalmajor Blücher, generalauditør Bergh,
etatsraad Falbe, statssekretær Holten, amtmand Schouboe, oberst Rode,
kvartermester Haffner, hofmarskalk Kaas, major Brock og
kammerjunker Krogh; til kammerjunkere: adjutanterne Kaltenborn og
Rosenørn, Meidel, Schwartz, brødrene Mansbach, Snedorff og Løvenskiold
fra marinen Nissen, Garben og Linstow av ingeniørkorpset. —
I hæren blev grev Schmettau utnævnt til general; til generalløitnant blev utnævnt: Haxthausen, Staffeldt og Lowzow; til generalmajor: Arenfeldt, Petersen, Meylænder og Sejersted, som samtidig blev generaladjutant og chef for generalstaben.
I den skal ha sæte: en chef; to generaladjutantløitnanter, nemlig: Rode og Haffner; fire overadjutanter: nemlig: Reichbom, Brock, Krogh og Ramm; fire avdelingsadjutanter: Kaltenborn, Rosenørn, Mansbach, Birch. Tallet paa adjutanter blev ikke fastslaat. —
Jeg gjorde mig rede til at reise avgaarde tidlig næste morgen.
22Denne dag var ogsaa meget mindeværdig for mig; jeg holdt mit
høitidelige indtog i Kristiania. Jeg drog fra Eidsvold kl. 6 og kom kl.
½2 til de aaser som skiller Kristianiadalen fra den nordenfor liggende
egn. Ved foten av denne aas kom et følge av grundeiere, som for
det meste var byborgere, mig imøte med amtmanden i spidsen og
hilste mig med gjentagne hurrarop. Ved Grorud møtte op en
avdeling bønder i graa uniform fra Akers prestegjeld, som red foran
mig, mens jeg selv tok sæte i assessor Mathiesens vogn, som han hadde sendt mig imøte — Paa Sinsen var det dækket op frokost for
hr. Ankers regning, og her kom litt efter litt henimot kl. ½2 hele
følget, stabsofficerer og andre, mig imøte. Haxthausen var i et
ypperlig humør. —
De ridende avdelinger av jorddyrkere og bønder red forrest, og korpset av byborgere i sin gule uniform aapnet det høitidelige tog; derefter fulgte alle officererne tilhest, parvis, de ældste bakerst, de to amtmænd Holst og Krohg, hofmarskalk Kaas, general Arenfeldt og kommandanten, generalløitnant overhofmarskalk Haxthausen. Like efter kom jeg tilhest, med Elefantordenen utenpaa frakken og det gyldne skjærf. Kaltenborn var tjenestegjørende, staben og mine adjutanter fulgte mig. —
Mængden økte, efterhvert som vi nærmet os byen, og paa veiene blev jeg hilst med gjentagne hurrarop. Det var det vakreste veir en kunde tænke sig, og overalt møtte jeg glade ansigter. Ved broen, hvor byterritoriet tar sin begyndelse, hadde magistraten og borgerrepræsentanterne møtt frem; men ingen taler blev holdt. Jeg uttalte disse faa ord til dem: „Denne mindeværdige stund og mit folks glæde fremkalder hos mig varme følelser; men det er intet jeg heller vil end gjøre mit til at fremme Kristiania borgeres lykke”. —
Paa den anden side av broen var det reist en æreport, og her mottok folkemængden mig med endeløse leverop og hurraer; 24 unge damer hadde stillet sig foran æreporten og kastet blomster paa min vei. Jeg sa til dem: „Det smukke kjøn forskjønner enhver fest og forskjønner vort liv; jeg sætter pris paa alle de blomster som det vil strø paa min vei“ — To unge damer, frøknerne Vinge og Ramm, overrakte mig, den ene en ekekrans, den anden et papir med den store pengesum som Kristianias indvaanere har samlet i anledning av min tronbestigelse —Jeg saa glædestaarer i flere vakre damers øine (…), jeg saa folkets kjærlighet gi sig uttryk paa en slik maate, at en saa at det var hjertet som talte og handlet; kort sagt: det var en av disse herlige stunder som en aldrig glemmer. —
Tropperne stod opstillet like til kirken, og underveis rettet jeg nogen ord til borgerne. Jeg mindet dem om, „at det var aarsdagen for mit komme til Kristiania, at dette aar hadde været mig dyrebart, da jeg hadde lært nordmændene at kjende, og at altid Kristiania borgeres vel skulde ligge mig paa hjerte“. —
Ved indgangen til kirken blev jeg mottat av presterne og de civile embedsmænd, som førte mig til kongestolen. Den herlige koral: Skabningernes Halleluja blev udmerket utført. Vor kjære biskop holdt en tale som ikke gjorde synderlig indtryk, og han læste mine kundgjørelser med ensformig stemme. Efter prækenen og bønnen blev salmen: Store Gud, vi love dig sunget av det samme musikkor, og kanonerne gav salut likesom ved mit indtog. Den gamle biskop Lumholtz messet falsk, og det morsomme hændte, at en av orgelpiperne av vanvare blev rørt ved i samme stund og akkompagnerte med en lattervækkende pipen. Men man var for høitidelig stemt til at la sig bortlede fra denne dags hovedbegivenhet, og slutningen, som bispen og koret rettet til mig, blev mottat med begeistring av alle de tilstedeværende, som gjentok ønsket: Gud bevare og signe kongen og Norge. —
Mine følelser overvældet mig; jeg gik frem i stolen og sa følgende: „Mit høitelskede norske folk! Motta minoprigtige tak og vær overbevist om at intet er mig dyrebarere end at vite at I alle ønsker mig alt mulig godt; men tro ogsaa, at jeg bare da kan være lykkelig, naar jeg vet at ogsaa I er det“. Begeistringen fik mængden til at rope hurra i selve kirken, og Gud vil nok tilgi dette utbrud av følelser i sin helligdom — Idet jeg gik ut av kirken og gik gjennem tropperækkeme, blev jeg hilst av de samme bifaldsrop; jeg sa nogen ord til soldaterne og kom omkring 4-tiden tilbake til min bopæl. —
Hvor jeg er lykkelig ved at bære en krone som er git med et
folks enstemmige ønske og ikke vundet ved blod eller ved rænker.
Hvilken fyrste kan som jeg glæde sig over at være elsket og avholdt
av hele sit folk; men Gud kjender mit hjerte og vet at jeg intet høiere
ønske har end at se dette folk lykkelig; stod det bare i min magt at
gjøre det saa lykkelig som jeg ønsker, og som det fortjener. —
Jeg gav audiens, og de forskjellige korporationer og foreninger
blev forestillet av overhofmarskalken. Jeg prøvde at si hver enkelt
noget behagelig; jeg mindet geistligheten om at denne dag var mig dobbelt dyrebar og merkelig, da jeg paa den dag for 11 aar siden var
blit konfirmert. Universitetet, hvis dekanus Treschow holdt en meget
forvirret tale, forsikret jeg om, at dets vel altid skulde ligge mig paa
hjerte — Til taflet var indbudt spidserne fra hver korporation og
forening og fra hvert departement, ialt 33 personer. Sange i dagens
anledning blev sunget, og skaalerne blev heller ikke glemt —
22Om kvelden var den have som hørte til min bolig, illuminert, og
byen trakterte mængden med punsch og øl. Men der hersket orden,
og da jeg med mit følge og nogen damer indfandt mig der, blev jeg
hilst av hurraer og ropet: Kongen leve. Ropene holdt ved, saalænge
jeg var der. Jeg drak paa Norges vel, og alle svarte med at rope
hurra. Mængden blev i haven hele natten, og jeg trak mig tilbake
ved midnat meget træt efter en av de glædeligste dage i mit liv —
Man la merke til, at hverken kammerherre Anker eller grev
Wedel viste sig den dag; jeg tror at frygten for at bli forhaanet holdt
dem tilbake paa Bogstad. De foregav sygdom.
Uken fra 23 til 29 mai gik ganske rolig; jeg arbeidet med at
skrive brevene til de forskjellige hoffer og ministre, for at melde dem
at riksforsamlingen er endt, at jeg har tat kronen, og at det norske
folk er fast besluttet paa at taale alt for at verge sin selvstændighet og
nationalitet —
Jeg har fattet den beslutning at sende statsraad Aall sammen med to av riksforsamlingens medlemmer, nemlig d’hrr. Christie fra Bergen, riksforsamlingens sekretær, og Rosenkilde fra Stavanger for at overbringe Storbritaniens prinsregent og de andre forbundne magter mine brev og erklæringer —
Den 29 sendte jeg et ilbud, hr. Struve, som er hannoveraner
av fødsel, men kjøbmand her, til Holland med brev til Hardenberg,
Konow og Anker og med gjenparter av mine brev til de fremmede
magter, forat de kan bli hemmelig kjendt med dem i tide, hvis
deputationen av en eller anden grund skulde bli stanset paa veien —
23—29Til kongen av Danmark og min bror har jeg sendt brev med kommandør Lassen, som reiste den 25de, for ogsaa at melde dem de ting som er skedd her. Det som især gjør mig urolig, er betalingen for kornet i Danmark. D’hr. Rosenkrantz, Nielsen, Pløen og Ener Holm har ved sin fædrelandssindede optræden skaffet mig 6 maaneders veksler paa London til et beløp av 20,000 pund sterling; den million som er stillet til raadighet til at indløse gamle sedler med, skal snarest mulig bli sendt til Jylland. De 100,000 daler som tilhører universitetet, har jeg tilbudt kongen som betaling for hans korn, og jeg vil holde universitetet skadesløs for det. Saa har jeg