Kong Christian Frederiks dagbok fra hans ophold i Norge i 1814/August
AugustDen 1ste august tok fienden stillingen ved Veden i Tistedalen, hvorfra kaptein Spørck igjen trak sig tilbake; major Butenschøn forlot Svinesund med jægerkorpset. General Staffeldt lot det ta stilling mellem Hiermølle og Ingedal; men han angrep ikke de svenske forposter ved Westgaard. Utilfreds med dette sendte jeg Kaltenborn for at hjælpe jægerkorpset. — Oberst Hegermann fik befaling til at rykke frem med sin brigade over Høland, og general Staffeldt fik gjentagne ganger befaling til at rykke frem sammen med Stabell for at drive fienden tilbake. Den 3dje august vil jeg dra til Onstadsund for at ta befalingen over de samlede tropper. General Arenfeldt skal beholde befalingen over reservebrigaden paa kysten ved Moss. —
Endnu imorgen vil jeg samle statsraadet og føre til protokols
kundgjørelsen av min sidste vilje, for det tilfælde at skjæbnen vil la
mig falde i fiendens hænder, eller at Guds vilje kalder mig bort fra
denne verden. Jeg erklærte da for ugyldig enhver indrømmelse,
tronfrasigelse og erklæring etc. som jeg kunde bli tvunget til, hvis jeg faldt i
fiendens hænder. — Ingen erklæring skulde være gyldig, saalænge ikke
en lovlig riksforsamling var gaat ind paa den. Regjeringen skulde da
føres i mit navn av statsraadet. Hvis jeg døde, stolte jeg paa, at
nationen vilde vise min søn samme troskap som mig; regjeringen
skulde da bli ført i hans navn, og statsraadet skulde ha ret til at
tilkalde nye medlemmer, regjere og ændre stedet for sine møter. —
Jeg erklærte enhver indrømmelse som blev gjort av kongen av Danmark eller av andre i min søns navn under hans mindreaarighet, for ugyldig, saalænge han ikke gik med paa den som myndig, eller en lovmæssig riksforsamling ikke bifaldt den. —
Overbefalingen over hæren skulde føres i kongens navn av generaladjutant Sejersted; de som paa grund av sin anciennitet ikke vilde tjene under ham, kunde faa sin avsked. —
Jeg trodde at man burde verge sig til det yterste, da Sveriges og de andre magters færd viste, at det gjælder det norske folks lykke og frihet. —