Kondoren/Kapittel 4
Ved Pampas’ens rand, skyllet op av La Platastrømmen og floden Riachuelos delta ligger Sydamerikas letsindige dronning, Argentinas mægtige hovedstad, byen med de milde luftninger, — Buenos Ayres.
Det er en gammel by med ahner like op til den første halvdel av det 16. aarhundrede. Men Buenos Ayres har glemt sit stamtræ.
Det er en storstad som lever i nuets glans og mylder. Fermentet i dets tilværelse er guldet. Det flyter gjennem denne straalende bastard av alle nationers virketrang, livslyst og laster.
Hvem mindes nu den gamle Hedalgo Don Pedro de Mendoza, som i 1535 bygget et fort og en leir ved Riachueloflodens munding og kaldte det for Nuestro Sennora de Buenos Aires? Det maatte da være indianerne, hvis gamle sagn fortæller, at deres forfædre med al mulig bravur kastet den tapre Mendoza og hans fæller i sølvfloden.
Men indianerne holdt ikke stillingen. De kvaltes av jesuiter, franciskanere og harniskklædte eventyrere. De bet i græsset for ildvaaben og ildvand. Og da byen fik et nyt navn: Cindad de la Trinidad og Puerto de Santa Maria de Buenos Ayres, kunde de ikke længere greie situationen — hvad enten det nu kom av navnets forbausende længde eller av spaniernes voksende antal.
Men Buenos Ayres kjæmpet længe, før den var værd at nævnes by. Der gik næsten tre aarhundreder, før den fik uavhængighetens frie pusterum. En maidag i 1810 — fire aar før vore fædre paa Eidsvold proklamerte Norges frihet — rev kreolerne sig løs fra det spanske regime.
Da begyndte deres arbeidsdag. Den gjødedes med indre stridigheter. Den ene diktator efter den anden fisket i rørt vand. Og alskens smaaærgerrigheter nærte sig av korruptionens guld. Og Buenos Ayres gode luftninger svigtet. Pest, kolera og kopper herjet. . . .
Men frem av dette pesthul — av denne straalende koncentration av Pampasen og bordellerasens vaagnende rigdomme — steg storbyen med de vældige resourcer og de glimrende laster. Den tøiledes av en storartet organisation. Den reguleredes som et schakbræt, den fik et kloaksystem, der jog koleraen væk, den fik en presse, som herjet mandig mellem den epidemiske korruption, og den skaffet sig et politi, der bragte den betydelige omsætning av mord og drab ned til et mere rimelig omfang.
Paa femti aar er Buenos Ayres blit en storstad, et Babylon i dette ords gode og vonde betydning, — en samling av uhyre rigdom, ødselhet og luksus med en motpol av usseldom, elendighet og raffinert last. . . .
Jonas Fjeld gik av i havnebyen Boca, midt oppe i det mest yrende mylder. Det lyste overalt i de smaa huse. Alle sprog tutet ham om ørene, italienere, irlændere, franskmænd og tyskere surret omkring ham. Alskens lurvete eksistenser gned sig op til ham med forslag, tilbud og visitkort. Musik lød fra hvert andet hus. Der var vinstuer, kneiper, dansebuler og boarding-houses. Over de fleste av dem stod der free and easy, — en gemytlig invitation til de hundredetusende engelsktalende sjømænd, som gjester Buenos Ayres.
Dette var altsaa Mario Heredias by, — den mand, som engang hadde stræbt ham efter livet, og som var faldt for hans haand en oktobernat i Kristiania.
Han rystet minderne av sig. Fortiden maatte være glemt. Jonas Fjelds nekrolog var skrevet — »den unge, dygtige læge, som omkom ved ulykkestilfælde i nærheten av Marstrand«. Og saa maaske kort efter dr. Jonas Fjeld, som netop er død, er beskyldt for at ha dræpt den forsvundne handelsreisende Mario Heredia o. s. v.
Jo — han var død. Norge var lukket for ham. Hans hjem, hans kjærlighet, hans ven — — — alt var begravet med den mand, som hadde svømmet bort fra skammen og skjændselen en sommernat i den svenske skjærgaard.
Et nyt liv ventet ham. Eventyrerens hasardiøse liv, — chansen, tilfældet, spændingen. En ærlig mands kamp for tilværelsen, — langt borte fra den videnskap, som han hadde ofret saamange aar av sit liv. . . .
Saa gik han ind i et italiensk spiselokale. Han var glupende sulten. . . En kvælende stank av løk og slette cigaretter slog ham imøte. Han maatte albue sig frem gjennem den trange passage mellem bordene. Der var stuvende fuldt derinde, og folk aat og drak om hinanden under en ustanselig skvalder. Alle nationer skrek i munden paa hinanden. Og sprogene fløt sammen til et surrende kaudervælsk, hvorav ederne fløt op som fleskebitene i den italienske kraftsuppe, som stod øverst paa spiseseddelen.
Smaa buttede italienerinder med røde baand i haaret fløi omkring i cigarettaaken og serverte løken, makaronien og de sterkt oljede og krydrede retter med det fornødne tillæg av kjælent brunøiet koketteri.
Det store lokales centrale punkt var en bar, bak hvilken den italienske vert tronet, — værdig, husfaderlig og aarvaagen. Hans tykke ansigt var som en guttaperkamaske, der paa korteste varsel kunde vrides efter sin herres forgodtbefindende. Det var et speil av situationen, — avvekslende venlig, forekommende, truende, gemytlig, brutalt, kristelig tilgivende, hevngjerrig anklagende…
Vertens skarpe øine lodset Fjeld op til et litet bord oppe ved baren, en umerkelig gestus med hodet sendte en av de smaa italienerinder hen til ham. Og kort efter sat han med en stor portion sammensurium av hakket kjøt, stekt løk, makaroni og skinke. Verten tappet en stor seidel av det franske bryggeri Bieckerts tyske øl og dertil et litet glas amerikansk gin. Fjeld følte for første gang paa lang tid en smule velvære flyte igjennem sit legeme… Til slut fik han en kop tyk kaffe og et litet glas av den argentinske Cafia — hvit sukkerrørrom og en beksvart cigar. . . .
Han følte siestastundens bleke drømmeløse ro falde over sig, mens røken av den sorte cigar bølget omkring ham. . . .
Pludselig vaktes han av sit dolce far niente ved en skarp stemme, hvis truende klang hævet sig som en slanges hvislen over larmen i lokalet.
Fjeld saa op. Der stod en liten lurvet italiener lænet op til baren og snakket med verten. Hans øine skinnet av beruselse og raseri, mens skjældsordene veltet som en giftig edder av hans strupe.
Verten smilte.
— Ut, sa han dæmpet. — Du faar ingen ting: Gaa med det gode eller. . . .
Der skjøt pludselig et farlig staalgraat glimt ut av de brune øine. Det var som to knivsblade, der glinset i halvlyset…
Den lille italiener rykket uvilkaarlig tilbake. Fraaden stod ham om munden.
— Saa reis til helvede, fræste han. En lang kniv sprang ut av hans ærme, han grep den, løftet haanden og bøide sig over baren. . . .
Fjeld saa hans bevægelse, grep den nærmeste gjenstand — det var den tunge tyske seidel — og slynget den i hodet paa italieneren med al sin kraft…
Den ramte godt. Den lille italieners løftede haand sank kraftesløst ned, kniven faldt klirrende paa stengulvet . . . og han klynget sig til baren for ikke at falde overende. . . .
Verten mistet ikke koldblodigheten. Han var blit en nuance blekere og to kridthvite tænder tegnet sig et øieblik mot den blodrøde underlæbe . . . saa smilte han igjen og løftet den ene haand. To »Vigilantes« av Bocas faste politistab — to høie blekrøde irlændere — kom ind fra bakdøren og tok i al stilfærdighet det halvt bevisstløse morderfrø med sig. Nogen av arrestantens venner forlot sine pladser og ravet efter… Men ellers tok ingen større notis av denne hidsige, dramatiske scene, som ikke hørte til sjeldenheterne. Og vertens gemytligste smil fløi beroligende til alle kanter. . . .
Fjeld forlangte sin regning. Den buttede italienerinde saa smilende paa ham, satte sig ugenert paa hans fang og kysset ham paa kindet. . . .
— Gaa ind bakdøren der, sa hun paa slet engelsk. Verten vil tale med Dem… carissimo.
Saa kysset hun ham ildfuldt, denne gang midt paa munden og ilte videre til sine pligter. . .
Fjeld stirret forbauset paa hende. Aa — de farlige smukke piker! . . .
Saa reiste han sig og gik langsomt gjennem lokalet og ut bakdøren. En liten gut ventet ham og førte ham gjennem en lang gang ind i et lyst kontor. Et minut efter kom verten ind. Han hadde avført sig sit professionelle smil og grep Fjelds haand med varme.
— Tak for haandsrækningen, sa han paa godt engelsk. De fritok mig for en høist besværlig mand og nogen tommer staal. . . . Er de amerikaner?
— Skandinav, svarte Fjeld kort.
— De har gjort mig en tjeneste. Kan jeg gjøre Dem en igjen? . . . Jacopo Lugini har gode forbindelser her i staden. Og De er ny her … jeg har ikke set Dem før. . . .
Fjeld betænkte sig litt.
— Jeg vilde gjerne op floden, sa han. Kan De fortælle mig, hvorledes det lettest lar sig gjøre. . .
Lugini tok maal av den høie mand med de kloke og rolige træk.
— Vil De ha landarbeide, sa han.
— Ja, svarte Fjeld.
— Vel, sa verten. Jeg har en svoger, som er forvalter paa Don Manuel Ferejos store eiendomme ved Corrientes. Han befinder sig netop i byen med egen dampbaat for at sælge hvete. Om to dage reiser han nordover. Jeg skal tale med ham. Hvor bor De?
— Ingen steder. Jeg kom fra Europa igaar.
— Naa. Jeg skal anvise Dem et godt og billig logi midt i byen. Her i Boca er ingen sikker. Der staar desuten et par fyrer utenfor og venter paa Dem. . . . Jeg har bestilt en automobil til Dem, — chaufføren skal faa adressen — han venter i bakgaten. De følger den lange korridor, som De kom . . . første dør tilvenstre. . . Og saa tak og paa gjensyn imorgen i Browns boardinghouse, Rio Bamba 149! Jeg maa ind til mine gjester! . . .
Kort efter suste Jonas Fjeld i en minervaautomobil ind mot Buenos Ayres hjerte. Husene blev større og pragtfuldere og et lyshav dirret over den mægtige by i den bleke aften. Larmen steg for hvert øieblik. Automobilen fløi som en vind gjennem palmealleen i Avenida 3 de Febrero, sagtnet en smule i Boulevard ballaos storstads mylder og tutet omkap med de andre titusende benzinætere, som hadde bemægtiget sig de store boulevarder.
Berlin og Paris kunde ikke sammenstilles med dette vældige møtested mellem overkultur, barbari, rigdom og last —, farvet av tyve nationers blod — — — — præget av det hidsigste initiativ og den haabløseste lediggang, Chicago og Neapel i frodig krydsning . . . . det mægtige, hedenske tempel for den nye tid, et overflødighetshorn med den langsomt flytende sølvflods eventyrlige skatte.