Kondoren/Kapittel 3
Jonas Fjeld lyttet.
Han hørte kapteinen stønnende og bandende slæpe sig hen til kahytstrappen. Saa blev det stille.
Mandskapet hadde faat landlov. Kun et par vaktmænd gik frem og tilbake ved landgangsbroen.
Fjeld betænkte sig ikke længe. Hans stilling var meget kritisk. Kapteinen kunde naarsomhelst tilkalde politiet og da var det ikke godt at vite, hvorledes det gik. Han visste jo ikke, at den bra Pearson selv frygtet politiet som pesten. Hans papirer var ikke i den bedste orden, og hans rygte stod i daarlig kurs, — selv i en by som Buenos Ayres. . . .
Saa undersøkte Fjeld revolveren. Der var fem skud igjen. Han trak ut tre patroner, opererte kulene væk med en gammel pennekniv og skrapte ladningene forsigtig ut paa et litet stykke papir. Han hadde litt drev fra maskinen i lommen, den tvindet han til en liten lunte. Derpaa puttet han papiret med sprengstoffet ind i nøkkelhullet, trykket det ned i laasen anbragte lunten i nærheten av papiret og tændte paa. Drevet var godt oljet og brændte lystelig. . . Der stod en jernseng med madras ved væggen, den stillet han op og ned foran sig som et panser.
Da lød der et dumpt, arrig smeld og en let rystelse. En kvælende damp bølget ind i det lille rum. Døren var løsnet fra sine hængsler, og et kraftig spark sendte den med dur og drøn ut paa bangerdækket. Fjeld skrævet over den og ilte forut. En matros stillet sig iveien for ham, men et næveslag sendte ham til jorden. Bak sig hørte han den flygtende kaptein Pearsons hæse brøl.
Han var nu naadd helt frem til det forreste lasterum og kastet et hurtig blik ind paa kaien. En storbys fjerne larm naadde hans ører, men selve kaien var tom. »Rosario« var trukket nogen meter fra land, og broen var halt ind. . . . Han hørte kapteinens tunge aandedræt bak sig og rev revolveren op av lommen. . . . Men betænkte sig og klatret med stor behændighet op en av whincherne og kom sig derfra op paa kommandobroen. . . . Han huket sig ned bak rækken . . . en kule fløi like over hans hode . . . Da lød der en gjennemtrængende hvislende piping fra agterdækket. Der stod en brunblank argentinsk toldvakt med svingende armer og ben og blæste i sin signalfløite, saa hans kinder stod spændte som smaa balloner. . . .
Et øieblik blev Fjeld staaende raadvild. . . . Fra et litet hus paa kaien kom der et halvt dusin toldere springende. En politibetjent saaes i det fjerne. Kapteinen og de to vaktmænd lot ikke til at ha nogen lyst til at fortsætte kampen. De oppebiede undsætningen. . . .
Døren til styrehuset var aapen. Det var tomt. Men Fjeld saa noget derinde, som gav ham en god idé: et sæt sorte oljeklær. Han tok dem ned fra knaggen, bandt en line om bundten og saa sig om efter noget tungt. Jo — der hang loggen. Han skar den av og forankret den i klæsbylten. Saa krøp han forsigtig paa maven henover dækket. Han hørte, hvorledes kreolerne brølte og skrek av iver og kamplyst, mens de strævet med at faa landgangsbroen heist ut paa skibet. Og kaptein Pearson blandet sin skurrende bas ind i det hylende kor.
Fjeld løsnet dækket over storbaaten, krøp ind under seilduken med en ende av linen, som var bundet rundt den menneskelignende bylt, mellem tænderne. Han trak bylten helt ut til baatens ytre kant mot floden, lukket dækkenet efter sig og ventet. . . .
Der kom de op trappen til kommandobroen litt nølende. . . . Gjennem en spræk saa han et ansigt og en revolvermunding over dækket. . . .
— Skyt ham ned, den hund, brølte kapteinen i baktroppen. . . .
Da kom de smaa kreolske toldere krypende op som apekatter, de puffet hinanden fremover, de skrek og svor… og svang sine revolvere… Og blodtørsten farvet deres øienlok. . . . Saa til helvede! . . .
Der lød et vældig plask og en mægtig sprut stod høit op i luften fra bakbords side. . . .
Tolderne fløi hen til rælingen. — Han sprang overbord, skrek kapteinen med tordenrøst. — Pas paa, naar han kommer op. . . .
Otte revolvermundinger pekte ut, hvor rømlingen var forsvunden — et halvt minut. . . . et minut. .. . .
— Han er drevet østover med strømmen, ropte politibetjenten. Vi maa ha en baat. . . .
— Dampchaluppen ligger ved toldbryggen, skrek toldernes fører.
— Hurtig, hvæste Pearson.
Argentinerne var kobberbrune i ansigtene av bare iver. De kravlet fraborde som kakerlakker, og Pearson og hans matroser rullet efter. Kun en av tolderne blev igjen ombord for at holde utkik, om rømlingen skulde ha klamret sig fast til roret. Han likte det ikke. For her var der chance til at faa avfyrt en revolver og se en smule blod. Saa trak den skuffede argentiner sin tobak op, rullet sig en cigaret og gik med et suk agterover dampende sin blodtørst ut i tykke virginaskyer. . . .
Men Jonas Fjeld krøp ganske rolig ut av storbaaten, gik frank og fri like ind i kapteinens kahyt, forsynte sig med et par blaa bukser, en god pjekkert og et par laksko. De passet ham rigtig godt. Saa tok han et smukt skjerf om halsen, en æske revolverpatroner. . . . Det var jo ikke mere, end kapteinen skyldte ham.
Saa vandret han forut, hvor tolderen stod og fik i det samme et glimt av chaluppen, som stak ut fra land et par hundrede meter ovenfor dem.
— Har De set ham? spurte Fjeld paa engelsk.
— Forsvundet totalt senor, svarte tolderen paa noget i retning av samme sprog. Kunde kjeltringen svømme?
— Som en hai, sa Fjeld.
— Da griper de ham, før han er kommet ut av Boca, mumlet tolderen. Der findes ingen trapper langs kaien. De smelder hans pandebrask til plukfisk. . . . Se . . . der kommer de . . .
Chaluppen fløi i dette øieblik stormende forbi dem med politimanden i forstavnen. Han hadde en revolver i den ene haand og en lang baadshake i den anden. Fjeld trak sig over til styrbord for ikke at bli set. . . .
— Har du set noget, brølte politibetjenten.
— Ikke en kat, svarte tolderen. Han maa være drevet i læ av den store steameren nedenfor.
Chaluppen gik videre og argentineren og Fjeld blev staaende i en liten fortrolig og forholdsvis uforstaaelig smaaprat. Den indfødte rullet en cigaret til Fjeld og denne bød den høflige tolder en skraa, som han fandt i pjekkerten.
Saa ruslet whiperen paa »Rosario« uten noget hastverk iland, gik paa maa og faa ind i havnestadens mylder, tok en sporvogn, hvor han fandt den og rullet indover mot Sydamerikas metropol med 42 dollars i kaptein Pearsons bukselommer.
— — —
En halv time efter kom chaluppen tilbake.
— Han er nok druknet, sa kapteinen. Og vel er det. Det var en forbandet satan.
— Hvad hadde han gjort? spurte toldbaatens chef. Kaptein Pearson nølte litt med svaret. Hvad pokker hadde manden gjort? . . . Naar alt kommer til alt, var han i sin gode ret. . . . Godt at denne skidne flod hadde tat ham. . . .
— Aa, sa han, det var bare en whiper. Han gjorde forsøk paa at kvæle mig og sprænge skibet i luften . . . en fordægtig fyr. . . . Anarkist eller slikt noget. . . . Men vil ikke mine herrer gaa ombord . . . et glas vin eller en whisky og soda…? . . .
Jo — det vilde tolderne gjerne. . . .
. . . . .
Kaptein Pearson blev forbauset staaende i sin kahytsdør. Hvad djævelen var dette? Han syntes at dra kjendsel paa de gamle filler, som laa slængt paa hans sofa og de hullete støvlene der. . . . Var det ikke. . . .?
Han styrtet frem til bordet. Der laa en seddel hvorpaa der var skrevet med en tydelig og fast haandskrift:
For et par bukser, en pjekkert og et par bøffelskinds støvler —
kvitteres Johnny Stone whiper.
Yankeen blev hvit i ansigtet. Han krammet seddelen i sine fingrer, og der gurglet nogen forfærdelige forbandelser i hans tykke hals.
— Er det noget? spurte politimanden.
Kaptein Pearson betænkte sig litt. Politiet — nei før skulde. . . .
— Ingenting, sa han.
Saa trak han frem whiskyen, men de høflige spaniere fandt det ikke særlig passende, at kapteinen selv drak et stort ølglas ren og skjær whisky, før han bød dem noget.
Aa de Yankeer. . . .!