Kondoren/Kapittel 19

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 150-154).
XIX
DEN STORE VANDVEI.


En syv kilometer lang kanal mellem Guaporé og La Platasystemet vilde være tilstrækkelig til at aapne en jevn dampskibsforbindelse mellem Buenos Ayres i syd og Arinokas utløp i det karaibiske hav mot nord. Paa denne vandvei ligger Sydamerikas store fremtid. Skjønt naturen verger sig med oversvømmelser, et dødbringende klima og farlige rovdyr, vil den moderne teknik her finde et objekt for sine vildeste planer. Ti her lokker en naturens overflødighet som intet andet sted i verden. Det er et livets embarras de richesse, som dirrer mellem jordens sumpige muld og solens livgivende øie. Men ogsaa her hviler der en fafne over skogens rigdomme,—en vond gud, som fortærer dem, som passerer det forjettede lands tærskel.—Feberfluerne surrer om ens ører, klapperslanger rumsterer i krattet, jaguaren sniker sig mellem de lægende urter, og jordens fugtige aande blander sig med den bedøvende blomsterduft og lægger sin tyngsel over europæernes lunger.

Men nøkkelen til denne vandvei ligger ved en liten flod, som heter Cassiquiare. Den binder ved et av verdens største hydrografiske vidundere Orinoko til Amazonen. Gjennem to kanaler paa ca. 300 meters bredde gaar nu de smaa dampskibe hele aaret rundt sin stilfærdige gang mellem Sydamerikas største floder.

— — —

Paa en høide ved Cassiquiares utløp stod Fjeld og Paquai. De to mænd lignet ikke dem, som for nogen maaneder siden hadde forlatt Cuyaba. Urskogen hadde fart ilde med dem. Deres klær var i filler, deres føtter saare. Ansigtene var utmagrede, og rifter av torner vansiret pande og kinder. Paquais skulder bar endnu merker efter en jaguars klør, og hans ene haand var ophovnet efter stikket av et giftig insekt . . . De hadde forlatt dampbaaten, som hadde bragt dem hit fra Manaos, og stod nu paa Sierra Paracaimas helding og og saa ut over slettelandet.

Hvilken utsigt!

Saa langt øiet rak, saaes en vældig bølgende slette med smaaskoger, græsmarker og palmelunder, og bak den hævet sig en anden slette av vuggende brungrøn uigjennemtrængelighet. Det var urskogen.

Og paa den anden side under fjeldenes skraaninger gled det vilde cañonlandskap over i Venezuelas forfærdelige sumper, hvis ytterste linje i en fin blaa stripe som den lynende egg paa et knivsblad favnedes av selve det store hav.

—Her var det, sa Paquai stille. Ja, her var det. Vi kom fra slettene dernede. Karaiberne tok venlig mot os. Men far Ambrose hadde faat feberen i blodet. Den gjærte i ham. Hans ben hovnet, hans blod brandt. Det hvite pulver hjalp ham ikke . . .

La os finde et smukt træ, Paquai, sa han. For der vil jeg dø. Og jeg ledet ham hen til det store mangotræ, det sjeldne og ensomme. Der la han sig ned og talte til mig fra sit fjerne rike. Saa utaandet han sin hvite sjæl . . . Jeg grov en grav med min facao og veltet tunge stener over den. Og det kors, som hang paa hans bryst, banket jeg ind i stammen, saaledes som han hadde befalet mig . . .

—Du er en tro tjener, Paquai, sa Fjeld. Vore veier skilles her. Men jeg vil mindes dig som en ven. —

—Herre, sa indianeren. Jeg er en toba. Min mor fødte mig ved Pilcomayoflodens bred. Vi var et sterkt folk. Vi verget os, og vi dræpte. De hvite mænd faldt for vore lange kniver. Crevaux[1] kom til vort land. Han var en mild og fredsommelig mand. Men vi dræpte ham. Iberrata kom. Han var hidsig og dristig. Ogsaa han lot sit liv . . . Vi hatet de hvite mænd; for vi kjendte deres grumhet. Vore sagn fortalte os om deres troløshet og griskhet . . . Men jeg søkte veien utenfor mit land, fordi jeg higet efter at se aasene bak det store Chaco . . . Saa møtte jeg far Ambrose . . . og dig, o herre . . . Og mit liv velsignedes fra den stund. Verden er blit videre for Paquai; han vil gjøre den videre for de store krigere ved Rio Bermejo. Du gaar mot nord til dødssumpene; jeg gaar mot syd, hvor Mamoréfloden bøier sig hen til Pilcomayos vandfald . . . vi sees ikke mere, herre . . . Maatte dit øie ikke miste sit lys, din tunge sin visdom og din haand sin kraft . . .!

Fjeld saa bevæget paa ham, løsnet det tung belte, han hadde faat av Don Manuci, og rakte det til indianeren.

—Ta det Paquai. Du kan faa bruk for det. Med mig er det snart forbi . . . —Kondoren dør ikke, svarte indianeren rørt, saalænge donna Francescas Amulet hviler paa hans bryst.—Dette belte—fortsatte han, mens han veiet det i haanden—vil være Paquai et minde, som skal leve blandt hans barn og barnebarn, hver gang kondoren hæver sig til flugt over Cuesta de Aquayrendas klipper.

Han grep Fjelds haand, trykket den mot sit bryst, bøide sig dypt og gik langsomt bort uten at vende sig. Saa forsvandt han mellem smaaskogens trær.

Men Jonas Fjeld lænet sig til sin rifle og stirret længe mot syd. Saa sukket han dypt med en sidste hilsen til det store mangotræ, der hvælvet sine skyggefulde grener over far Ambroso’s grav. . .

Han gyste.

—Feberen, mumlet han, har tak i mig. Den vil fortære mig. Chininen virker ikke mere. Og jeg har mange dage til havet . . . Maatte døden finde mig, som den fandt Torell . . . og maatte min sidste tanke naa dem, jeg elsker. . .

Med mægtige vingeslag fløi en ørn ut av krattet og seilet majestætisk mot nordost og forsvandt i ætheren.

Da grep Jonas Fjeld sin rifle og fulgte ørnens kurs.




  1. Crevaux og Iberrato var to opdagelsesreisende, som blev dræpt av tobaerne i 1890 og 1900.