Kjæmperne Flein og Bekaar
Paa Liuserei i Drangedal boede i fordums Dage Kjæmpen Flein. Han var overmaade stærk og at han var stor kan man endnu see paa Bjørnustad i Gjerrestad. Der findes nemlig hans Maal, 14 Fod, paa et Fjeld, hvor han engang skal have ligget. Samtidig med ham var Kjæmpen Bekaar Brodsjø fra Drangedal. Begge Kjæmper bleve forelskede i og friede til Liaadalsluskra, en væn og anseelig Pige, som boede paa Liaadal i Gjerrestad. Flein syntes ei om denne Medbeiler og for at blive ham qvit gjorde han sig en stor Klubbe. En Søndagsmorgen, førend Flein stod op, kom Bekaar til Liuserei, da han ledte efter sin Hest. Da han gik forbi Fleins Dør, hvor Klubben stod, fik han Lyst til at prøve sin Styrke. Det var saa vidt, at han kunde løfte den fra Jorden. Da han nu vilde lægge den fra sig, skramlede Ringen i Klubbeskaftet saa stærkt, at Flein vaagnede og raabte: ”De va nok ingen juringgut, som ringla me’ Klubberingen min idag.” I det samme sprang han op af Sengen, trak Buxer paa og løb ud for at see hvem det var. – Da Bekaar mærkede det, blev han red og gav sig til at løbe det bedste han kunde. Da Flein kom ud og fik Øie paa den løbende Bekaar, blev han sint, greb Klubben og kastede den af al Magt efter ham. Dog Bekaar var saa rap tilbeens, at han allerede var kommen en halv Fjerding bort, inden Klubben faldt ned. Den kom med saadan Fart, at den gjorde 3 Hop og tilsidst traf Bekaar paa Hælene, dog uden at skade ham videre. Paa det Sted, hvor Klubben faldt, findes endnu 3 store Huller i Jorden, som kaldes Klubbekasta. Fra den Dag turde Bekaar af Frygt for Fleins Klubbe hverken komme til Liuserei eller Liaadal. Flein fik saaledes god Ro til at holde Bryllup med Luskra, som allerede havde faaet et Barn med ham. Dette tog hun med til Kirken, men da hun underveis vilde stige over en Dal, tabte hun Barnet uden at mærke det. Endelig savnede hun det og maatte nu tilbage for at lede. Hun fandt det dog snart og viste det frem til Presten med de Ord:
”Ve du kresne denna Glouten
aa vi’ meg me’ denna Slouten?“
Engang var Flein i Skoven paa Liuserei for at løve. Da han paa Hjemveien vilde stige over et Kjern, traadte han feil og styrtede med Løvbyren over sig ud i Vandet og sank tilbunds. Naar det er haardt Veir; seer man endnu, at han letter i Løvbyren.
Om Bekaar Brodsjø gaaer det Sagn, at han laa i Tvist med Manden paa Ausland, der kaldtes Auslandsmauren, om Byttet mellem deres Gaarde. Endelig bleve de enige om, at de begge paa en bestemt Dag skulde gaae hjemmefra om Morgenen ved Soleglatid, og hvor de mødtes, der skulde Byttet blive. Aftenen forud gik Auslandsmauren betids tilsengs for betimelig at vaagne. Bekaar derimod turde ei lægge sig for ei at forsove sig. Dog faldt han tilsidst i Søvn og sov nu saalænge, at da han kom ud mødte han Auslandsmauren lige ved Kanten af sin Mark. Han blev nu baade forskrækket og bedrøvet og bad, at han dog maatte faae et Steenkast ind i Skoven. Denne Bøn blev tilstaaet. Bekaar tog nu en Steen og kastede den med saadan Kraft at den først faldt ned midt imellem Brodsjø og Ausland i et Vand. Men i samme staaer den endnu, og efter den kaldes Vandet Steensvand.