Jutulen eller Bjergrisen
„Øine havde han som et brændende Baal
Med Munden monne han skrige,
Negle havde han som Bukkehorn,
Stode alle ud for hans Fingre.
Skjeg havde han som Hesteman
Slog neder til hans Knæ,
Rumpen havde han lang og lodden,
Hans Kløer vare slemme at see.
St. Olafs Vise.
Næste Rang blandt de overnaturlige Væsener, som findes i Norge, tilkommer Jutulen eller Jøtulen, som ogsaa kaldes Bjergrøsen, Rysen eller Troldet. Han er stor og stærk og har sit Tilhold i de høieste Fjelde, hvor Rigdomme og Kostbarheder findes i Overflod. Han er arrig i Hu, hader Kirker og Klokkelyd og er begjerlig efter Christenblod. Naar Uveir er ivente, eller en Hvirvelvind tuder blandt Klipperne, ryster han sig i Fjeldet, saa at det giver Lyd af de Gryder og Kjedler, hvori hans Kone Gyvri eller Gjøgra tillaver Mad. Rundt om i Landet findes Sagn om og Spor af disse uhyre Væsener. De saakaldte Jettegryder have de dannet for i dem at koge deres Mad eller vaske deres Børn. Spor af deres Trin vises ofte i Fjeldene. Jutullaupet ved Tindsøen, Jutultønden ved Bragernes, Jutulsfjeldet i Vaage, Jutulstuen og Jutulkirken i Meelhus, Gyvrihaugen paa Ringerike, Gyvriknatten i Tørrisdal o. s v. skylde disse Væsener deres Oprindelse og bære efter dem Navn.
Anm. Blandt alle Nordens overnaturlige Væsener bærer Intet saa tydeligt præget af den høie Alderdom, som Sagnene om Jutuler; thi de gaae stedse i det Uhyre, og de svare til de skyhøie Fjelde, blandt hvilke Jutulerne færdes.
Naar vi sammenligne Almuens Sagn med den nordiske Mythologi, finde vi megen Overeensstemmelse mellem begge, og gjenkjende strax i vore Jutuler og Røser eller Ryser Mythologiens Jøtnar og Risar, Nordens Giganter, Guders og Menneskers Fiender, der i Tordenens stærke Gud Thor fandt en farlig Fiende. Jetter eller Jøtnar, Fleertallet af Jotun, Jøtunn, Jautun, betragtes i den nordiske Mythologi som chaotiske Væsener, der beherske Jordens kolde og mørke Steder, ere ældre end Guderne og dem fiendske. De skye Dagens Lys, og forvandles ved Solens Straaler til Steen. (Alvismaal Str. 36, og F. Magnusens Edda 1, 78).
Jettinder forekomme ofte i den norske Mythologi og de gamle Søgur. Jettinden Hrimgerda, der ogsaa kaldes Natterytterske, Troldqvinde, og liggraadig, beskrives med Hale og blev ved Dagslyset forvandlet til Steen. (Qvadet om Helge Hatingernes Bane. Magnusens Edda 3, 258). I det oldnordiske Sprog kaldes en Jetteqvinde Gyfr eller Gygr, et Navn, som vi gjenkjende i Almuens Gyvri og Gjøgra.
Foruden Jøtnar, Jutuler, forekommer der saavel i Sagnene som i Eddaerne Riser og Bjergriser, der boede i Fjeldhuler og af Nogle antages for at være Nordens ældste Indbyggere.
Jutuler og Riser kaldes ofte i Sagnene Trold, der er at betragte som et fælles Navn for alle skadelige overnaturlige Væsener.
Tyranniske Folk, siger den gamle svenske Historieskriver Olaus Petri, kaldte man Jetter, Riser og Trold og deres Hustruer, der og vare arrige og onde, hed Gijgrar.
Begrebet om disse uhyre Væsener indskrænker sig ei blot til det høie Norden. Grækernes Giganter, Titaner og Cycloper taarnede Fjelde ovenpaa hverandre for at storme Olympen. I Ægypten vilde de onde Dæmoner under Typhons Anførsel storme Himmelen, men Solen hjemsøgte dem med Pest; og Indiernes Vishnu beseirede efter en 10,000 aarig Kamp Jetterne, og dannede af deres Blod, blandet med Støv og Mudder, Verden. De nordiske Begreber og selve Navne gjenfinde vi i Angelsachsernes Eotnas, Skotternes Eoten, Ettyn, Germanernes Riser, Indernes Dætjer og Joting. Alle disse Væsener ere udentvivl oprindelig deels kun Symboler paa fiendtlige Naturkræfter deels Benævnelser paa Fiender i Almindelighed. Om disse og lignende Materier sammenlign F. Magnusens Eddalære.