John Gabriel Borkman/Fjerde akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
FJERDE AKT

(Åben gårdsplads udenfor hovedbygningen, som ligger til højre. Et hjørne af denne med indgangsdør og en flad stentrappe springer frem. Langs baggrunden, nær ind til gården, strækker sig bratte granbevoksede lier. Begyndende spredt småskog til venstre. Snevejret er ophørt; men jorden er højt dækket af den nylig faldne sne. Granerne, ludende og tunge, ligeså. Mørk natteluft. Drivende skyer. Månen skimtes undertiden svagt. Omgivelserne modtager kun et mat lys fra sneen.)

(Borkman, fru Borkman og Ella Rentheim står ude på trappen. Borkman læner sig mat og træt op imod husvæggen. Han har en gammeldags slængkappe kastet over skuldrene, holder en blød grå filthat i den ene hånd og en tyk knortekæp i den anden. Ella Rentheim bærer sin kåbe på armen. Fru Borkmans store tørklæde er gledet ned over nakken, så at hendes hår er blottet.)

Ella Rentheim

(har stillet sig i vejen for fru Borkman). Gå ikke efter ham, Gunhild!

Fru Borkman

(i angst og oprør). Slip mig forbi, du! Han må ikke rejse fra mig!

Ella Rentheim

Det er så rent unyttigt, siger jeg dig! Du når ham ikke.

Fru Borkman

Lad mig gå alligevel, Ella! Jeg vil skrige højt efter ham nedover vejen. Og sin mors skrig må han da vel høre!

Ella Rentheim

Han kan ikke høre dig. Han sidder visst alt inde i vognen –

Fru Borkman

Nej, nej, – han kan da ikke sidde i vognen endnu!

Ella Rentheim

Han sidder for længst i vognen, tro du mig.

Fru Borkman

(i fortvilelse). Sidder han i vognen, – så sidder han der med hende, med hende, – hende!

Borkman

(ler skummelt). Og så hører han nok ikke sin mors skrig da.

Fru Borkman

Nej, – så hører han det ikke. (lytter.) Hys! Hvad er det?

Ella Rentheim

(også lyttende). Det høres ligesom bjældeklang –

Fru Borkman

(med et dæmpet udråb). Det er hendes vogn!

Ella Rentheim

Eller kanske en andens –

Fru Borkman

Nej, nej, det er fru Wiltons slædevogn! Jeg kender sølvklokkerne! Hør! Nu kører de lige forbi her – nedenunder bakken!

Ella Rentheim

(hurtigt). Gunhild, vil du skrige efter ham, så skrig nu! Kanske han alligevel –!

(Bjældeklangen lyder lige ved, inde i skogen.)

Ella Rentheim

Skynd dig, Gunhild! Nu er de lige nedenunder os!

Fru Borkman

(står et øjeblik ubesluttet; derpå stivner hun, hård og kold). Nej. Jeg skriger ikke efter ham. Lad Erhart Borkman køre mig forbi. Langt, langt ud i det, han nu kalder livet og lykken.

(Lyden taber sig i det fjerne.)

Ella Rentheim

(lidt efter). Nu høres ikke klokkerne længer.

Fru Borkman

Jeg syntes, de lød som gravklokker.

Borkman

(med tør, dæmpet latter). Åhå, – der ringes ikke over mig endnu!

Fru Borkman

Men over mig. Og over ham, som rejste fra mig.

Ella Rentheim

(nikker tankefuldt). Hvem véd, om de ikke ringer livet og lykken ind for ham alligevel Gunhild.

Fru Borkman

(farer op; ser hårdt på hende). Livet og lykken, siger du!

Ella Rentheim

For en stakket stund ialfald.

Fru Borkman

Vilde du unde ham livet og lykken, – med hende?

Ella Rentheim

(varmt og inderligt). Ja, af min hele, fulde sjæl vilde jeg det!

Fru Borkman

(koldt). Så må du være rigere på kærlighedskraft, du, end jeg.

Ella Rentheim

(ser langt hen for sig). Det er kanske kærlighedssavnet, som holder den kraft oppe.

Fru Borkman

(fæster øjnene på hende). Hvis så er, – da bli'r nok jeg snart lige så rig som du, Ella. (hun vender sig og går ind i huset.)

Ella Rentheim

(står en stund og ser bekymret på Borkman; så lægger hun hånden varsomt på hans skulder). John, kom så og gå ind, du også.

Borkman

(ligesom opvågnende). Jeg?

Ella Rentheim

Ja. Du tåler ikke den hvasse vinterluft. Det kan jeg se på dig, John. Kom så og gå ind med mig. Ind under tag, hvor der er varmt.

Borkman

(vred). Op igen på salen kanske!

Ella Rentheim

Helst ind i stuen til hende.

Borkman

(farer op i hæftighed). Aldrig i livet sætter jeg foden under det tag mere!

Ella Rentheim

Men hvor vil du da hen? Så sent, ved nattetid, John?

Borkman

(sætter hatten på). Først og fremst så vil jeg nu gå ud og se til alle mine gemte skatte.

Ella Rentheim

(ser ængstelig på ham). John, – jeg forstår dig ikke!

Borkman

(i hostende latter). Å, det er ikke bortgemt tyvegods, jeg mener. Vær ikke ræd for det, Ella. (standser og peger ud'.) Se ham der, du! Hvem er det?

(Vilhelm Foldal, i en gammel, tilsneet kavaj, med hatten nedbrættet og med en stor paraply i hånden, kommer frem foran hjørnet af huset, møjsomt stavrende gennem sneen. Han hinker stærkt på den venstre fod.)

Borkman

Vilhelm! Hvad vil du her hos mig – nu igen?

Foldal

(ser op). I herrens navn, – står du ude på trappen, John Gabriel? (hilser.) Og fruen også, ser jeg!

Borkman

(kort). Det er ikke fruen.

Foldal

Å, om forladelse. Jeg har nemlig mistet brillerne i sneen. – Men at du, som ellers aldrig går udenfor en dør –?

Borkman

(hensynsløst, lystig). Det er på tiden, jeg begynder at bli' friluftsmenneske igen, skønner du. Næsten tre år i varetægt; fem år i cellen; otte år på salen deroppe –

Ella Rentheim

(bekymret). Borkman, – jeg be'r dig –!

Foldal

Ak ja, ja, ja –

Borkman

Men hvad er det så, du vil mig, spør' jeg?

Foldal

(står fremdeles nedenfor trappen). Jeg vilde op til dig, John Gabriel. Jeg syntes, jeg måtte op til dig på salen. Herregud, – den salen, du!

Borkman

Vilde du der op til mig, som viste dig døren?

Foldal

Ja, det får i Guds navn være det samme.

Borkman

Hvad har du gjort ved foden? Du går jo og halter?

Foldal

Ja, tænk dig, du, – jeg er ble't overkørt.

Ella Rentheim

Overkørt!

Foldal

Ja, af en slædevogn –

Borkman

Åhå!

Foldal

– med to heste for. De kom i susende fart nedover bakken. Jeg kunde ikke vige af vejen fort nok; og så –

Ella Rentheim

– og så kørte de over Dem?

Foldal

De kørte lige på mig, frue – eller frøken. Lige på mig kørte de, så jeg rulled rundt i sneen og misted brillerne og fik paraplyen knækket; (gnider sig.) og foden lidt skadet også.

Borkman

(ler indvendig). Véd du, hvem der sad i den vognen, Vilhelm?

Foldal

Nej, hvor kunde jeg se det? Det var jo en lukket vogn, og gardinerne var trukket ned. Og kusken standsed såmænd ikke et øjeblik, da jeg lå der og trilled –. Men det kan også være det samme, for – (udbrydende.) Å, jeg er så forunderlig glad, du!

Borkman

Glad?

Foldal

Ja, jeg véd ikke rigtig, hvad jeg skal kalde det. Men jeg synes, at jeg nærmest må kalde det glad. For der er indtruffet noget så rent mærkværdigt! Og derfor så kunde jeg ikke andet, – jeg måtte indom og dele glæden med dig, John Gabriel.

Borkman

(barsk). Nå, så del den glæden da!

Ella Rentheim

Å, men få da først din ven ind med dig, Borkman.

Borkman

(hårdt). Jeg vil ikke ind i huset, har jeg sagt.

Ella Rentheim

Men du hører jo, at han er ble't overkørt!

Borkman

Å, overkørt bli'r vi allesammen – en gang i livet. Men så får en rejse sig op igen. Og lade som ingenting.

Foldal

Det var et dybsindigt ord, John Gabriel. Men jeg kan så inderlig godt fortælle her ude i en fart.

Borkman

(mildere). Ja, tjen mig i det, Vilhelm.

Foldal

Ja, nu skal du bare høre! Tænk dig, du, – da jeg kommer hjem her iaftes fra dig, – så finder jeg et brev. – Kan du gætte, hvem det var fra?

Borkman

Kanske det var fra din lille Frida?

Foldal

Netop! Tænk, at du traf det straks! Ja, det var et langt – temmelig langt brev fra Frida, du. Der havde været en tjener og bragt det. Og kan du tænke dig, hvad hun skriver om?

Borkman

Skulde det muligens være for at sige farvel til forældrene.

Foldal

Akkurat! Det er mærkværdigt som du kan gætte, John Gabriel! Jo, hun skriver, at fru Wilton har fattet så stor godhed for hende. Og nu vil fruen rejse med hende til udlandet. For at Frida kan få lære mere musik, skriver hun. Og så har fru Wilton sørget for en dygtig lærer, som skal være med på rejsen. Og læse med Frida. For, desværre, hun er nok lidt forsømt i enkelte stykker, skønner du.

Borkman

(ler indvendig, så det klukker i ham). Ja vel, ja vel. Jeg skønner det altsammen så urimelig godt, Vilhelm.

Foldal

(fortsætter ivrig). Og tænk, hun fik først vide det om rejsen nu ikveld. Det var i det selskabet, som du véd nok, hm! Og endda så fandt hun tid til at skrive. Og brevet er så varmt og så smukt og så hjerteligt skrevet, forsikrer jeg dig til. Ikke spor af foragt for sin far nu længer. Og så det fine træk, du, at hun vilde sige os farvel skriftlig – før hun rejste. (ler.) Men det bli'r der rigtignok ikke noget af!

Borkman

(ser spørgende på ham). Hvorledes det?

Foldal

Hun skriver, at imorgen tidlig rejser de. Ganske tidligt.

Borkman

Se, se, – imorgen? Skriver hun det?

Foldal

(ler og gnider hænderne). Ja, men nu er jeg listig, jeg, ser du! Nu går jeg lige op til fru Wiltons –

Borkman

Nu ikveld?

Foldal

Ja Herregud, det er da ikke så svært sent endnu. Og skulde der alt være stængt, så ringer jeg på. Uden videre. For jeg vil og jeg må se Frida, før hun rejser. Godnat, godnat! (han vil gå.)

Borkman

Hør her, min stakkers Vilhelm, – du kan spare dig det tunge vejstykke.

Foldal

Å, du tænker på den foden –

Borkman

Ja, og så slipper du ikke ind hos fru Wiltons alligevel.

Foldal

Jo såmænd gør jeg så. Jeg bli'r ved at ringe og kime på klokken, til der kommer nogen og lukker op. For Frida må jeg og skal jeg se.

Ella Rentheim

Deres datter er alt rejst, herr Foldal.

Foldal

(står som slagen). Er Frida alt rejst! Véd De det visst? Hvem har De det fra?

Borkman

Vi har det fra hendes vordende lærer.

Foldal

Så? Og hvem er han da?

Borkman

Det er en student Erhart Borkman.

Foldal

(strålende glad). Din søn, John Gabriel! Skal han rejse med?

Borkman

Jaha; det er ham, som skal hjælpe fru Wilton med at oplære din lille Frida.

Foldal

Nå, Gud ske lov og tak! Så er jo barnet i de bedste hænder da. Men er det også ganske visst, at de alt er rejst med hende?

Borkman

De rejste med hende i den vognen, som kørte dig over på vejen.

Foldal

(slår hænderne sammen). Tænke sig til, at min lille Frida sad inde i den pragtfulde vognen!

Borkman

(nikker). Jo-jo, Vilhelm, – din datter er kommen godt op at køre. Og student Borkman også. – Nå, – la' du så mærke til sølvklokkerne?

Foldal

Jo da. – Sølvklokkerne, siger du? Var det sølvklokker, du? Virkelig ægte sølvklokker?

Borkman

Det kan du forlade dig på. Altsammen var ægte. Både udenpå og – og indeni.

Foldal

(stille bevæget). Er det ikke forunderligt, hvorledes lykken kan føje sig for et menneske! Det er min – min smule digtergave, som har omsat sig til musik hos Frida. Og så har jeg altså ikke forgæves været digter alligevel da. For nu får hun rejse ud i den store, vide verden, som jeg engang havde drømt så dejligt om at få se. I lukket slædevogn får lille Frida rejse. Og med sølvklokker på sæletøjet –

Borkman

– og køre over sin far –

Foldal

(glad). Å hvad! Det kan være det samme med mig, – når bare barnet –. Nå, jeg kom altså for sent alligevel. Og derfor så vil jeg gå hjem og trøste hendes mor, som sidder i køkkenet og græder.

Borkman

Græder hun?

Foldal

(småleende). Ja, tænk dig til, du, – hun sad og græd så rent svært, da jeg gik.

Borkman

Og du ler, du, Vilhelm.

Foldal

Ja jeg, ja! Men hun, stakker, hun forstår det ikke bedre, hun, ser du. Nå, farvel da! Godt er det, at jeg har sporvognen så nær ved. Farvel, farvel, John Gabriel! Farvel, frøken! (han hilser og går møjsomt ud samme vej, som han kom.)

Borkman

(står en stund stille og ser hen for sig). Farvel, Vilhelm! Det er ikke første gang i livet, at du er ble't overkørt, gamle ven.

Ella Rentheim

(ser i undertrykt angst på ham). Du er så bleg, så bleg, John –

Borkman

Det kommer af fængselsluften deroppe.

Ella Rentheim

Jeg har aldrig før set dig slig.

Borkman

Nej, for du har vel aldrig set en udbrudt straffange før heller.

Ella Rentheim

Å, kom nu bare og gå ind med mig, John!

Borkman

Lad være med de lokketoner. Jeg har jo sagt dig –

Ella Rentheim

Men når jeg nu be'r dig så indstændig? For din egen skyld – (Stuepigen kommer halvt ud på trappen.)

Stuepigen

Om forladelse; fruen har sagt, at jeg skal stænge gadedøren nu.

Borkman

(sagte til Ella). Hør bare; nu vil de stænge mig inde igen!

Ella Rentheim

(til pigen). Bankchefen er ikke rigtig vel. Han vil trække lidt frisk luft først.

Stuepigen

Ja men fruen selv har sagt, at –

Ella Rentheim

Jeg skal stænge døren. Lad bare nøglen sidde i, så –

Stuepigen

Ja, Gud bevar's vel; jeg skal nok så gøre. (Hun går ind i huset igen.)

Borkman

(står et øjeblik stille og lytter; så går han ilsomt ned på gårdspladsen). Nu er jeg udenfor muren, Ella! Nu får de mig aldrig fat mere!

Ella Rentheim

(nede hos ham). Men du er jo fri mand derinde også, John. Kan gå og komme ganske som du selv vil.

Borkman

(sagte, ligesom i skræk). Aldrig under tag igen! Her ude i natten er det så godt at være. Gik jeg op på salen nu, – loft og vægge vilde skrumpe sig sammen. Knuge mig. Klemme mig flad som en flue –

Ella Rentheim

Men hvor vil du da hen?

Borkman

Bare gå og gå og gå. Se, om jeg kan vinde frem til frihed og til liv og til mennesker igen. Vil du gå med mig, Ella?

Ella Rentheim

Jeg? Nu?

Borkman

Ja, ja, – nu straks!

Ella Rentheim

Men hvor langt da?

Borkman

Så langt jeg bare kan.

Ella Rentheim

Å, men tænk dig da om. Ude i denne våde, kolde vinternatten –

Borkman

(med rå strubelyd). Åhå, – frøkenen er bekymret for sin helbred? Ja-ja, – den er jo skrøbelig, den.

Ella Rentheim

Det er din helbred, jeg er bekymret for.

Borkman

Håhåhå! En død mands helbred! Jeg må le af dig, Ella! (han går videre.)

Ella Rentheim

(efter ham; holder ham fast). Hvad var det, du sa', at du var?

Borkman

En død mand, sa' jeg. Mindes du ikke, Gunhild sa', jeg skulde bare holde mig rolig, der jeg lå?

Ella Rentheim

(besluttet, kaster kåben om sig). Jeg går med dig, John.

Borkman

Ja vi to, vi hører jo også sammen, vi, Ella. (går videre) Kom så!

(De er efterhånden nået ind i småskogen til venstre. Denne skjuler dem lidt efter lidt, så de ikke mere ses. Huset og gårdspladsen tabes af sigte. Landskabet, med lier og højdedrag, forandrer sig stadig langsomt og bliver vildere og vildere.)

Ella Rentheims stemme

(høres inde i skogen til højre). Hvor er det, vi går, John? Jeg kender mig ikke igen her.

Borkmans stemme

(højere oppe). Hold dig bare i snesporene efter mig!

Ella Rentheims stemme

Men hvorfor behøver vi at stige så højt da?

Borkmans stemme

(nærmere). Vi må opad den krogede stien.

Ella Rentheim

(fremdeles skjult). Å, men jeg årker snart ikke mer.

Borkman

(i skogkanten til højre). Kom, kom! Nu er vi ikke langt fra udsigten. Der stod en bænk før i tiden –

Ella Rentheim

(kommer tilsyne mellem træerne). Mindes du den?

Borkman

Der kan du hvile dig.

(De er komne frem på en liden, højtliggende, åben slette i skogen. Lien stiger brat op bag dem. Til venstre, dybt nede, et vidtstrakt landskab med fjord og høje, fjerne åsrækker over hverandre. På sletten til venstre et uddød furutræ med en bænk under. Sneen ligger høj på sletten.)

(Borkman og efter ham Ella Rentheim fra højre vader med møje gennem sneen.)

Borkman

(standser ved dybet til venstre). Kom her, Ella, så skal du få se.

Ella Rentheim

(hos ham). Hvad er det, du vil vise mig, John?

Borkman

(peger udad). Ser du, hvor landet ligger frit og åbent for os – vidt ud over?

Ella Rentheim

Der på bænken sad vi ofte før, – og så endnu langt, langt videre ud over.

Borkman

Det var et drømmeland, vi så ud over dengang.

Ella Rentheim

(nikker tungt). Vort livs drømmeland var det, ja. Og nu er det land snedækt. – Og det gamle træ er dødt.

Borkman

(uden at høre på hende). Kan du skimte røgen af de store dampskibene ude på fjorden?

Ella Rentheim

Nej.

Borkman

Jeg kan. – De kommer og de går. De bringer forbundsliv hele jorden rundt. De skaber lys og varme over sjælene i mange tusend hjem. Det var det, jeg drømte om at skabe.

Ella Rentheim

(stille). Og så blev det ved drømmen.

Borkman

Det blev ved drømmen, ja. (lytter.) Og hør der nede ved elven, du! Fabrikerne går! Mine fabriker! Alle de, som jeg vilde skabt! Hør bare, hvor de går. De har natarbejde. Nat og dag arbejder de altså. Hør, hør! Hjulene hvirvler og valserne lyner – rundt, rundt! Kan du ikke høre det, Ella?

Ella Rentheim

Nej.

Borkman

Jeg kan høre det.

Ella Rentheim

(ængstelig). Jeg tror, du ta'r fejl, John.

Borkman

(mere og mere opildnet). Å, men alt dette her – det er bare ligesom udenværkerne omkring riget, det, må du vide!

Ella Rentheim

Riget, siger du? Hvilket rige –?

Borkman

(synker bagover mod lænet). Det var en ishånd, som greb mig i hjertet.

Ella Rentheim

John! Fornam du ishånden nu!

Borkman

(mumler). Nej. – Ingen ishånd. – En malmhånd var det. (han glider helt ned på bænken.)

Ella Rentheim

(river kåben af sig og dækker over ham). Bliv rolig liggende, der du ligger! Jeg skal gå og hente hjælp til dig. (hun gør et par skridt mod højre; så standser hun, går tilbage og føler længe på hans puls og hans ansigt.)

Ella Rentheim

(sagte og fast). Nej. Bedst så, John Borkman. Bedst så for dig. (hun breder kåben tættere om ham og sætter sig ned i sneen foran bænken.)

(Kort stilhed.)

(Fru Borkman, hyllet i overtøj, kommer gennem skogen til højre. Foran hende stuepigen med en tændt lygte.)

Stuepigen

(lyser i sneen). Jo, jo, frue. Her har vi sporene efter dem –

Fru Borkman

(ser spejdende om sig). Ja, her er de! Der borte sidder de på bænken. (råber.) Ella!

Ella Rentheim

( rejser sig). Leder du efter os?

Fru Borkman

(hårdt). Ja, det må jeg vel gøre.

Ella Rentheim

(peger). Se, her ligger han, Gunhild.

Fru Borkman

Sover!

Ella Rentheim

(nikker). En dyb og lang søvn, tror jeg.

Fru Borkman

(udbrydende). Ella! (behersker sig og spørger dæmpet.) Er det sket – frivilligt?

Ella Rentheim

Nej.

Fru Borkman

(lettet). Altså ikke ved egen hånd?

Ella Rentheim

Nej. Det var en isnende malmhånd, som tog ham i hjertet.

Fru Borkman

(til pigen). Hent hjælp. Få fat på folk fra gården.

Stuepigen
Ja vel, frue. (sagte.) I Jøssu navn da – (hun går ud gennem skogen til højre.)
Fru Borkman

(står bagved bænken). Natteluften har altså dræbt ham –

Ella Rentheim

Så er det vel.

Fru Borkman

– ham, den stærke mand.

Ella Rentheim

(går hen foran bænken). Vil du ikke se på ham, Gunhild?

Fru Borkman

(afværgende). Nej, nej, nej. (dæmper stemmen.) Han var en bergmands søn, – han, bankchefen. Kunde ikke tåle det friske drag.

Ella Rentheim

Det var nok snarere kulden, som dræbte ham.

Fru Borkman

(ryster på hodet). Kulden, siger du? Kulden, – den havde dræbt ham for længe siden.

Ella Rentheim

(nikker til hende). Og skabt os to om til skygger, ja.

Fru Borkman

Du har ret i det.

Ella Rentheim

( med et smærteligt smil). En død og to skygger, – det har kulden virket.

Fru Borkman

Ja, hjertekulden. – Og så kan vel vi to række hinanden hånden da, Ella.

Ella Rentheim

Jeg tænker, vi kan det nu.

Fru Borkman

Vi to tvillingsøstre – over ham, vi begge har elsket.

Ella Rentheim

Vi to skygger – over den døde mand. (Fru Borkman, bag bænken, og Ella Rentheim foran, rækker hinanden hænderne.)