Diskusjon:John Gabriel Borkman/Fjerde akt

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

Denne teksten var med på Ibsen.no, men er ikke med i den innskannede boken. Den lå mellom det som er side 465 og 466.

Borkman

Mit rige vel!

Det rige, jeg var lige vel at tage i besiddelse den gang jeg – den gang jeg døde.

Ella Rentheim

(stille, rystet). Å, John, John!

Borkman

Og nu ligger det der – forsvarsløst, herreløst, – udsat for røveres overfald og plyndring. – Ella! Ser du fjeldrækkerne der – langt borte? Den ene bagenfor den anden. De højner sig. De tårner sig. Det er mit dybe, endeløse, uudtømmelige rige!

Ella Rentheim

Å, men der står et så isnende pust fra det rige, John!

Borkman

Det pust virker som livsluft på mig. Det pust kommer til mig som en hilsen fra underdanige ånder. Jeg fornemmer dem, de bundne millioner; jeg føler malmårerne, som strækker sine bugtede, grenede, lokkende arme ud efter mig. Jeg så dem for mig som levendegjorte skygger – den nat, da jeg stod i bankkælderen med lygten i hånden. I vilde frigøres dengang. Og jeg prøvte på det. Men jeg mægted det ikke. Skatten sank i dybet igen. (med fremrakte hænder.) Men jeg vil hviske det til jer her i nattestilheden. Jeg elsker eder, der I ligger skindøde i dybet og i mørket! Jeg elsker eder, I livkrævende værdier – med alt eders lysende følge af magt og ære. Jeg elsker, elsker, elsker eder!

Ella Rentheim

(i stille, stigende oprør). Ja, der nede har du din kærlighed endnu, John. Har altid havt den der. Men her oppe i dagen, du, – her var der et varmt, levende menneskehjerte, som banked og slog for dig. Og dette hjerte, det knuste du. Å, mere end det! Tifold værre! Du solgte det for – for –

Borkman

(ryster; det går ligesom koldt igennem ham). For rigets – og magtens – og ærens skyld, – mener du?

Ella Rentheim

Ja, det mener jeg. Jeg har sagt dig det før engang ikveld. Du har myrdet kærlighedslivet i den kvinde, som elsked dig. Og som du elsked igen. Så vidt du kunde elske nogen da. (med opløftet arm.) Og derfor så spår jeg dig det, – John Gabriel Borkman, – du vinder aldrig den pris, du kræved for mordet. Du får aldrig holde noget sejersindtog i dit kolde, mørke rige!

Borkman

(vakler hen til bænken og sætter sig tungt ned). Jeg frygter næsten, at du får ret i den spådom, Ella.

Ella Rentheim

(henne hos ham). Du skal ikke frygte for det, John. Just det vilde være det bedste, som kunde times dig.

Borkman

(med et skrig; griber sig for brystet). Ah –! (mat.) Nu slap den mig.

Ella Rentheim

(rusker i ham). Hvad var det, John!