Jesu Döds-Angest i Urtegaarden/1
Paa dine Vinger, sorte Nat!
Gud Faders Elskelige bæver!
Den Guds Eenbaarne er forladt.
Dybt ligger han nedtrykt i Stövet;
Tungt er hans Suk, og mat hans Bön,
Hans Siel til Döden er bedrövet.
Forbarm dig, Gud! det er din Sön,
Beklemt og fuld af Qval han beder:
Tag, Fader! tag den Kalk fra mig!
Den kolde Sved hans Ansigt væder,
Hans Kamp er haard, er Dödens liig,
Hans Graad og Suk og Bön gienlyder
Igiennem Himlens Hvælvinger;
Seraphers Sang med eet afbryder,
Ei höres Glædens Harpe meer.
Alt skuer op til Ham, den Höie,
I bange stum Forbauselse:
Mörkt er den strænge Faders Öie,
Som Natten i Gethsemane.
Mens Himlen veemodsfuld begræder
O, Jord, din Dom, som Jesus bær.
Du tumler dig i vilde Glæder,
Og ei din Frelses Under seer.
Ja faldne Slægt, det er din Bröde,
Som martrer Jesu skyldfrie Siel,
Det er din Straf, han gaaer i Möde.
Ak Gud! hvad kosted Jordens Vel!
Min Frelser! aldrig skal jeg glemme.
Den underfulde Kierlighed.
O! vee mig, hvis jeg kunde glemme,
Hvad du for mig, mig Synder leed!
Nei! jeg vil knæle og tilbede,
Og takke, tiene, elske dig,
Og al min Iid, og al min Glæde
Skal være den at tækkes dig.
Og naar min sidste Time kommer,
Da döer jeg med den söde Fred:
At min Forsoner er min Dommer,
Min Ven, min Gud, min Salighed.