Jesu Döds-Angest i Urtegaarden
I URTEGAARDEN.
Forskrækkelse og Angest svæver
Paa dine Vinger, sorte Nat!
Gud Faders Elskelige bæver!
Den Guds Eenbaarne er forladt.
Dybt ligger han nedtrykt i Stövet;
Tungt er hans Suk, og mat hans Bön,
Hans Siel til Döden er bedrövet.
Forbarm dig, Gud! det er din Sön,
Beklemt og fuld af Qval han beder:
Tag, Fader! tag den Kalk fra mig!
Den kolde Sved hans Ansigt væder,
Hans Kamp er haard, er Dödens liig,
Hans Graad og Suk og Bön gienlyder
Igiennem Himlens Hvælvinger;
Seraphers Sang med eet afbryder,
Ei höres Glædens Harpe meer.
Alt skuer op til Ham, den Höie,
I bange stum Forbauselse:
Mörkt er den strænge Faders Öie,
Som Natten i Gethsemane.
Mens Himlen veemodsfuld begræder
O, Jord, din Dom, som Jesus bær.
Du tumler dig i vilde Glæder,
Og ei din Frelses Under seer.
Ja faldne Slægt, det er din Bröde,
Som martrer Jesu skyldfrie Siel,
Det er din Straf, han gaaer i Möde.
Ak Gud! hvad kosted Jordens Vel!
Min Frelser! aldrig skal jeg glemme.
Den underfulde Kierlighed.
O! vee mig, hvis jeg kunde glemme,
Hvad du for mig, mig Synder leed!
Nei! jeg vil knæle og tilbede,
Og takke, tiene, elske dig,
Og al min Iid, og al min Glæde
Skal være den at tækkes dig.
Og naar min sidste Time kommer,
Da döer jeg med den söde Fred:
At min Forsoner er min Dommer,
Min Ven, min Gud, min Salighed.
Vi love dig, Gud! i forenede Chor!
Du gav os de fage,
De rolige Dage,
Hvis Gröde velsignes af Dan og af Nor!
Du sendte din Fredsaand til Rigerne ned!
Og Tillid og Tryghed og Orden og Fred
Opblomstred i Engelens Fied!
Gud! Dit er Riget og Magten og Æren
I Evighed!
Fra de glade Tvillingriger
Rörte Hierters Tak opstiger!
Dan og Nor er Harmonie!
Thi, mens Splid og Raserie
Trindt om fierne Throner larme,
Trygt i Rolighedens Arme
Hvile vi!
Opstand, Kamp og Borgerkrig
Jorden rundt udbreder sig —
Hevnens vilde Kæmper vækkes!
Templer knuses! Fængsler brækkes!
Alle Fredens Engle flye —
Graad og Blod i Strömme flyder!
Loven tier! Grumhed byder —
Ingen Redning! intet Lye!
Her, men her, i sikre Hegne
Blomstrer Flid i Glædens Egne,
Smiler Fryd i Trygheds Skiöd!
Gud! til dig vor Tak opstiger!
Kierlig over vore Riger
Fredens Olie du giöd!
Henrykt prise vi dit Navn,
Fader! i din Godheds Favn!
Du, som Dannerkongens Hierte
Folkets Held og Hæder lærte!
See! du böd ham ligne dig
Ved at styre faderlig!
Lydig hörte han dit Bud!
Borgerret i lige Skaaler,
Lys i Friheds fulde Straaler
Gik fra Thronen ud —
Mörket spredtes, Taagen svandt;
Kundskabs feire Dag oprandt!
Dagens Fader! Lysets Gud!
Christian adlöd dit Bud.
Held os! Vold ei meer uduer.
Folkets Kierne, Landets Marv;
Dannerbonden henrykt skuer
Hegnet sin og Sines Tarv!
Eiendom og Frihed ile
Til forarmte Trælles Stavn!
Gavnrig Flid og munter Hvile
Signe Dannerkongens Navn!
Over Oceanets Huler
Höit hans Faderstemme löd —
Og i Vestens Slavekuler
Sorte Brödres Aag han bröd!
Billedet, som Sekler skiendte,
Som Europas Vold miskiendte,
Gud! dit Billed hædred han! —
Du, som böd ham dig at ligne,
Du velsigne
Christian!
Led fremdeles ved din Haand
Dans og Nors Bestyrers Aand!
Vore Dages Held og Fred
Voxe! blomstre! vare ved!
Gud! du böd! og Krigens Tordenthroner
Hæved sig! og bange Millioner
Sank i Trældoms Grav?
Gud! du böd — og trykte Nationer
Reiste sig! og blodbetyngte Kroner
Sank i Giemsels Hav! —
Byd, o Gud! og Fred paa Jorden,
Tryghed, Rolighed og Orden
Fiern og nær
Blomstrer overalt, som her!
Vi prise dig, Gud! i lovsyngende Chor!
Du gav os de fage,
De rolige Dage!
Du signe hvert Rige, som Dan og som Nor!
Almindelig Fred
Forkynde dit Forsyns opdagede Fied!
Gud! Dit er Riget og Magten og Æren
I Evighed!
Gud! du est stor, din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære.
Hvo er dig, Gud, blant Guder liig?
Men intet Skabt dit Væsen fatter,
Forgiæves Tanken sig udmatter,
Naar den vil stræbe op til dig.
Din Throne skiuler sig i Straaler,
Som ei Seraphens Öie taaler,
Hvad kan da Menneskets Forstand?
Beundre, knæle og tilbede,
Og tabe sig i hellig Glæde,
Er alt, o! Skaber, hvad den kan.
Jehova er dit Navn, o Herre!
Du var, du est, og du skal være
Fra Evighed til Evighed.
Almægtig, alviis, stor og herlig,
Velgiörende og from og kierlig,
Fra Evighed til Evighed.
Du bödst, og Himmelen og Jorden
Blev til, og Skiönhed, Pragt og Orden
Blev til ved samme Almagts Bud.
Du bödst, og Stövet fik den Evne
At tænke, skiönne, föle, nævne,
Og prise Skaberen, sin Gud.
Usynlig styrer du dit Rige,
Selv holder du dit Værk vedlige,
Et Solegran forkommer ei.
Den Haand, ved hvilken Alt er blevet,
Har Ormens Bane foreskrevet,
Og lært Kometer deres Vei.
Din Magten er. Du ikkun vinker,
Og Torden brager, Lynild blinker,
Flux lydes du, thi du est Gud.
Du truer, Jordens Indvold ryger,
Og Hunger, Krig og fule Syger
Udrette dine Almagts Bud.
Du vinker atter, Himlen smiler,
Og Solen i sin Glands fremiler,
Og alting frydes fiærn og nær.
Du kalder Helbred, glade Dage,
Og Fred og Frugtbarhed tilbage,
Og alting blomstrer fiærn og nær.
Det Folk, som sig paa dig forlader,
Est du en huld, en kierlig Fader,
Gud! vi forlade os paa dig.
Din blide Trofasthed vi kiende,
Den er foruden Maal og Ende;
Den varer ved evindelig.
Du gavst os Fyrster i din Naade;
Du vendte alting os til Baade,
Höit lyder Danmarks Jubelraab!
Dets Lod er skiön og herlig vorden.
Hvor er et Folk, som vi, paa Jorden?
Hvor er et Haab, som Danmarks Haab ?
Her med sit Folk sig Kongen glæder,
Og Folket deler Held og Hæder,
Og Styrke, Mod Og Lyst med Ham.
Du hörer, Gud, de varme Bönner,
Som ofres dig af Christians Sönner,
Du smiler ned — og signer Ham.
Gud! du est stor, din Magt og Ære
Forkynde alle Himlens Hære,
Seraphers Chor besynger dig.
Men Stövets Sang du og annammer,
Naar det sin Fryd og Tak udstammer,
Hvo er dig. Gud, blant Guder liig?