Imist

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Segner fraa Bygdom utgjevna av det norske SamlagetH. E: LarsenI (s. 88-108).

Rau’e Haakon aa Bjødnen. Ain Bjødnaskyttar som hadde Uppnabne rau’e Haakon hadde i Lagi me tvo are Kara innholma[1] ain Bjødn i sino Vetrehi’e, aa ain væn Dag raiste dai dit aa vilde felle Bjødnen. Nær dai hadde røkkje fram te Hi’emunningi, krulla dai se umkring de kor me si Byrse fullt rai’ug aa so te aa hute aa ome paa Bjøduen. Ve de tok no han te aa ruste se upp inni Hi’e aa kom fram ytandes fyri se me ain Baitakost, som han hadde tannla[2] ne um Hausten aa lagt fyri Munningen, aa han kom me slik Avle, at Snjøen gauv som taa ai Snjøgyrve[3]. Daa han hadde rykkje ut, hov han se upp paa Bak- føtadn, aa taa desse tverkvokko tvo taa Karo, so at dai slepte laus Byrsudn sine aav uti lause Lufte. Han Haakon helt si paa Bjødnen, men berre skaut aav den aine Framfoten hass, aa derme rende Bjødnen baint paa han. Haakon møtte hono aa traiv se Tak i Strupen me ai Hønd aa uppi Luggi paa hono me hina, so han inki fekk røre Kjafte, aa so barst de i fullt Roynand. Haakon va ain Kjempekar aa svarpa Bjødnen aat Galde tvenne Tøki; men de tre’a Flengjande laut Haakon paa Ryggen unde. Likevæl helt han sama Taki som han fyrst hadde trivi, aa ai Heppe va de, at i di sama han laut unde, so barst de ut over ait nedotte Tre, aa Bjødnen rak den friske Labben sin unde Treleggen, aa de dette vart han sperra, so han inki fekk bruke se korki me Kjafte ell Labbe. No illskraik han Haakon te hine, at dai skulde vaage te me Knivo sine aa skjera ut Strupen te Bjødne. Detta gjorde dai, aa han Haakon helt Taki sino te Bjødnen va aavliva; daa slepte han di aa spratt paa Føtadn so Bjødnablo’e hølja or Bringunn hass, aa so sa’e han, „enno slait de te, sa’e han rau’e Haakon, gikk try Tøk me Bjødne.“ Dette vart se’a ait Ordtøki i Reppe der han budde.

Bjødnen aa Hesten. Ve ain Gastgivargard som laag noko ainsløngd burte i ain Skog hadde ain ovstor Bjødn vant se te aa slaa i Hel alle dai Hestadn som voro i Grannlagi, so at ingin raisandes vaaga se te aa seta Hesten sin burti Mørki der, taa di at Gastgivaren aatvara dai um ko som der va ti’s. Ain Dag imot Kvelde kom de ain langferdandes Mann, aa han hadde ain stor borkutt Hest. Mannen ba um Husvære der Naatte over aa um Løv te aa seta Hesten sin burt i Mørki. Gastgivaren aatvara hono som han hadde gjort ve hine aa fortalde um Slagbjødnen. „Aa ja e de so fat,“ sa’e Mannen, „so lyt du fysst laane me Hamar aa Tøng so e fær skjerpe uppatte Skodn paa Borka mino; so vaaga e Gubben, e,“ sa’e han. Gastgivaren gjorde som han va be’en, aa derette sette dai Hesten aat Mørkenn. Daa de lai ut paa Kvelden trast ette dai hadde kurra se, føngo dai hoyre, at Hesten aa Bjødnen voro komne i Baskarlag; Hesten rain aa kneggja aa Bjødnen brumla aa, let; dette vara ait Bel, aa so vart alt turt aa stillt. Gastgivaren gikk burt i ait Kammers der den raisandes laag aa fortalde dette ve han; men han iddest[4] inki royve se or Sængenn, han berre velte paa se lite aa svara: „de har ingin Nau; e vaaga Borkin atte endaa e“ sa’e han, aa me di sama raut han aa svav atte like godt. – Um Morgonen daa han hadde matsnaassa se, sa’e han te Gjastgivare: „no faa me sjaa te Heste aa Bjødne daa Far, kaim som ha vorte Maister taa dai;“ daa desse Karadn komo aat Mørkenn, sto Hesten der role paa ai Stelle, aa daa dai gingo dit, laag Bjødnen tett inn tei Bakføto aat Heste stokkdau. Den aine Skoren taa Bakføto aat Heste sto fast Augnes-myljo i Bjødnaskalla, aa helles va haile Felden hass so uppsligin taa Heste, at de va ingin Nytte ti hono.

Kyre aa Skrubben. Skrubben kom ai Gøng te ain Bøling som va dyrolm, aa trast denne fekk Vøsen i Nasadn taa Skrubbe, stellte han se i ai Ra so de va Hødn i Hødn, aa alle smaae Kvigu aa Kalva voro attafør. So bar de i Vegen over Haug aa Bakki aa Stokk aa Stain, so at Folke sogo berre koss Skrubben fløngdest Hødne-myljo; teslutte bar de inn i ain tjukk Furuholt, der fekk ai taa Kydno tverstanga han te baint imot ain Furulegg. Der sto hona sælug[5] aa stanga han imot Furuleggi, so lengi te de kom Folk te, aa daa va Skrubben staindau, taa de va ai Hødukyr, aa hona hadde stoytt Hødne sine tvert igjøno han, so at hona hadde brote sund baade Bain aa Bunu i Skrubbe, men hona vilde likevæl inki sleppe Tak, aa dai maatte jaga ho derifraa me ain Svolk.

Hesten som hadde bære Vet ell Mannen. Før ait halvt hundre Aar se’a budde de ain Mann paa Strønd i Aal; han va myki huga te Drykk aa Slagsmaal, aa serle hadde han den Vanin, at han drakk aa kjempast helst me Brøro sine, taa di desse voro Kjempekara dai me. Han hadde ain gild borkutt Hest som va serle lærkunnig, aa den hadde han lært upp te mangselte Kønsti: han rai aa kjoyrde inn i Stugudn me hono, aa der drakk han Øl or Skaalo aa rekna Knappadn i Troyunn hass, aa stundo sette han Framfotadn sine uppaa Stuguborde, aa mair slikt.

I Jolo ai Gøng va denne Mannen drukkin aa so hadde han kome i Ugynster me Brøro sine att, aa um Tre’adagskvelden hadde han kome te fara ille me ain taa dai, so at denne maatte tøvre ve Sængi noko lengi. Detta hadde ain taa dai are Brøro hass faatt Nysn um; han vilde hebne Ska’en som Strandamannen hadde gjort, aa gav se i Vegen. Detta kom fyri Strandamannen, aa so traiv han ut Borkin sin aa spente han før Kjoyresle’en aa vontest raake hin are Bror sin i ain Gard sunna før Strønd. Han kjoyrde daa te dai Stellunn der Bror hass stuka, men som han vilde vikje Borkin sin te Gards der, so tverkasta han se i Skjæko attende. Mannen traiv Hesten i Tverkin, men Hesten lait[6] hono inki aa knaip Husbonden sin i Troyelimpen aa traava attende me hono; de munte inki koss Mannen stelte se me Heste, men attende bar de dit som dai aatte haime. Mannen tok taa desse stor Ræddhug aa tom inn atte te Kønunn sina snupt ædrug taa Nøgg, aa endaa so vraiskin han hadde vore fyrr, so va han no bli som ai Smørøskje.

Bjødnen paa Smettbakstøle. De e ein Støl dei kalle Smettbak som ligg so einsløngd[7] burte ifraa are Støla, aa der hadde ein Bjødn vant se fram, so at han va framme mest te kor Naatt aa tok me se ænkort taa Smaakrytyro deire; stundo tok han ei Gjeit aa stundo ein Sau, aa ei Gaang slo han i Hel ei Kyr me. Dei maatte no sjaa te aa faa se upp eit Hus aa hava Krytyre inni um Nætadn, dersom Bjødnen inki skulde faa gjera Ende paa fleire, aa difor sende dei Bo ette ein Timbremann, aa han timbra upp eit stort gildt Fjøs. Daa de va gjort, hadde dei Krytyre sine trygge, men de va ’ki nok me di. Kjeringi paa Støle va fremmele, aa Bjødnen pla nok vilja hange ette slike. Daa han no kom att te Smettbak aa inki hadde noko anna aa taka paa, svinga han se ofto umkring Bu’e, som Kjeringi aa Baadne henna voro i, men kom han for nemme Bu’aveggi, hende de titt, at Buhunden fauk paa han, aa daa maatte han te Laups. Detta va tile um Sumaren, at dei hadde slik Stri me Bjødne; men daa de lei ut paa Hausten, gjorde dei korki sogo ell høyrde meir gjete hono, aa dei kjende se trygge. Ein Dag va de heiskjele illt Ver, men lel va Gjæsleguten faren te Skogs, aa Buhunden va stødt me i Skogi. Sama Dagen fekk Kjeringi baadnillt, aa eisemal va ho der me Baadno sine. Eit lite Bel ette ho hadde faatt illt, høyrde dei de skreik burte i ein Haug tett ve Vollen. De som skreik va ingin a’n ell den sama Karen, som hadde vore paa Smettbak fyrr um Sumaren aa øy’elagt Krytyr, aa no tenkte han væl, de va best vera aat i Ti’e. Han kom difor radt innaat Bu’nn paa aalljøse Dagi.

Paa Volle gikk de ein stor gild Hest som dei kalla Stø’ingen; han va helden for aa hava stort Vet aa hadde synt de me ofto; han kneggja helde alder, anna de va Faare paa Ferde. Daa Bjødnen drog se innaat Bu’aveggi, kom Hesten i fullt Traav aa vilde hjaalpe Kjeringi. Han slo ette Bjødne aa umkring Veggidn so lengi han orka, men daa han saag, at han inki kunna faa Bjødnen derifraa, sprang han i fljøgande Tan heimover Aasen eit langt Stykki aa uppaa eit høgt Hovda; der sto han aa kneggja, so dei høyrde han heim. Daa Mannen høyrde Kneggingi, sa’e han te Folki: „koss tru de staar te paa Støle no, nær Stø’ingen min kneggja?“ Han snøgga se rei’ug te reise dit, men han kom for seint.

Daa Stø’ingen va,reist fraa Bu’nn, tok Bjødnen te aa vilde brjøte se inn. Fysst slo han eit Stykki or Bu’ahurdenn aa vilde inn der, men so hadde Kjeringi ein stor Mysukitill paa Peise, aa so tok ho ei Sleiv me sjø’andes Mysu aa skvette paa Bjødnen, so han inki slapp inn. Men teslut klauv han uppaa Take aa vilde smette ne Ljøren, men so lengi de va sjø’andes Mysu i Kitille aa Kjeringi skvette paa han, vaaga han se inki ne der helde. Daa de va Ende paa Mysunu i Kitille, va ho reint raa’laus. Endele hugsa ho paa, at de laag noko Næver unde Sængjehjalle, ho tok aa kveikte i desse Nævradn aa sette dei paa ein Stav aa rak de upp aat Bjødne; han aabudde no paa aa vidke ut Ljøren, so han kunna sleppe ne igjøno. De vart Ende paa Nævrenn me, aa no visste Kjeringi ingin a’n Raa en aa gaa ut te Bjødne, at han inki skulde koma inn aa tyne Baadne henna. Fyrr ho gikk ut, tok ho ein Rjumeembar aa ein Brøleiv aa sette burt i Sængi te Baadno, at dei skulde hava noko aa moroe se me, aa inki sakne hena so snøggt. So gikk ho ut, aa daa Bjødnen høyrde, at Hurde kom upp, sprang han ne, taa Taki, aa reiv Kjeringi sund. – Daa Mannen kom paa Stolen, raus[8] de berre i hena; Bjødnen va burte.

Ette dei Dagi sogo dei inki meir te dei Bjødne paa Smettbak. Men try Aar ette vart de skote ein Bjødn i ein stor Graanskog inki langt fraa Heimbygdenn. Denne Bjødnen hadde ein liten Gut me se, aa daa Bjødnen døyde, sprang denna vesle Guten umkring i Skogi aa ropte paa „Lodnepapa. “ Skyttaradn som hadde skote Bjødnen fingo fat i Guten, men han va fælt rædd aa vilde ’ki stagge se paa lengi. Folk trudde, at Bjødnen hadde tiki denne Guten ifraa Kjeringenn paa Smettbak, aa at han hadde vore go te fostra han upp. Paa dei eine Si’unn va han lo’en, taa di han hadde liggi innaat hono „Lodnepapa“ sino. Han vart førd heim te Folk aa vaks upp, men han va stendigt noko folkerædd.

Maursæt’en. I Ufre’e me Sverig sto de ve de Hardangerske Kumpenye ain Sylater som aitte Per Maursæt. Han va ain undele Selle, so at Kaftinen aa alle hass Jilikera heldo han før ain faavetug Ainraale[9]; men de va nok me Maursæte som ofto helles, at ain inki ska skø’a Hunden ette Haaro.

Ain Dag kom denne Maursæt’en noko før saint paa Stella aa va urain aa ille fjelga, aa serle va den kvite Knebroki hass myki teraidd taa Urainske. Kaftinen, som han sto unde, vart daa myki rai aa ill paa Maursæt’en aa sa’e: „fysst kjem du so saint fram, aa derte ha du utskitna Brok; vait du inki, at me sku rykkje ut mot Svensko idag.“ Maursæt’en svara: „aa ja da e væl gale, som Kaftinen segje, me meg idag; men no gjeld’e da ’ki um dan slitna Broki tenkje eg, men meir um aa kunna halda aa skjota godt aa so aa vera væl før’e te aa ganga paa Ski, so at ain kann vera lettvinn’e te rykkja undan, um da skulde gjelda paa; helles kunna da vera Faare fyre aa verta tekjen te Fangi, for Svenskjen ska vera drjugt mannsterk’e idag, segje Folkje.“ Kaftinen vart rau i Andlete aa gat inki ait Ord, men gikk so aafaren ifraa hono, før han tok dette aat se, taa di han va ain myki fait aa tungfør Mann. Sama Dagen komo dai i Baskarlag me Svensko, aa Maursæt’en la’e ne paa Stella tvo Svenska. Daa den aine spennte aa sparka me Dau’a, sa’e Maursæt’en: „fekk du for lite, so heve eg endaa Raa te mair taa sama Slagje.“ Men lel so maatte Nordmennadn vikje unda, aa Kaftinen vart fanga taa Svensko.

Maursæt’en aa Telen. Me’a Maursæt’en va i Ufre’e, kom de ain Dag fram ain Telabonde, som me va Sylater aa bau fritt Ryggjetak me kaim som hugast ve de nordenfjeldske Regimente, som Maursæt’en sto ve. De va ingin som hugast, taa di dette va ain stor kjøtskroyven[10] Fant aa sjaa te. Rett som de va kjem Maursæt’en sprettand fram te Kastine sino aa ba um Løv te aa faa skø’a paa Voksten aat Telabonda; detta vart daa telete, aa so tok Maursæt’en te aa gaa rundt umkring Telabondin aa stødde paa han ifraa Topp te Taa, likesom nær ain Hestehandlar aathuga væl ain Hest. Daa detta va taagjort, sa’e Maursæt’en: „aa de e ingi Skam aa vaaga te, for eg ser, at Fanten heve Løstavokster[11]; han e tjukk’e der han skulde vera smal’e, aa smal’e der han skulde vera tjukke, aa te me spitska han upp[12], Kar; de maa vera ain rain Løstafant, eg freiste i Vegen me hono eg, Hr. Kaftin, fær eg berre Lov.“ De fekk han, men dai lo’o han ut alle. I di sama sette Karadn ihop, men rett som de va sto’o Føtadn i Vere paa Telabonda, aa so sa’e Maursæt’en de: „no ska eg syna Vaarherre Føtadn dine aa læra deg aa snusa i Jorde, so du ’ki vert’e so byrg’e ai onnor Gaang.“ I Rigimente hadde alle den True, at Maursæt’en inki dugde te aa dragast; men han stengde Læjarhurde atte denne Gøngi.

Maursæt’en aa Professoren. Før tvau Tjug Aar se’a raiste de ain Professor igjono Hallingdal, som vilde fara over te Nordlande, aa so va han te Husann paa Maursæt. De va endaa saint um Kvelden han kom dit, aa han laag hjaa Maursæte. Denne frega daa snøggt ette, ko Kar han va, aa hin svara, at han va Stjednekikaren fraa Kristiania. „Aa,“ sa’e Maursæt’en, „da e du som e Almanakmakaren okkan.“

Um Morgonen tile vilde Professoren faa Maursæten te fylgje aa syne se imist som va sjeldfengt aa sjaa Maki te; dai raiste daa fysst te dai høge Fosse der, som kallast Vøringen. No vilde Prosessoren endefeta grannt denne Fossen, ko høg han va; difør gingo dai ut paa ait Bergsflog, aa der la’e Professoren se i Gruvo aa te skø’a utover Fossestupe. Berge va hallint utpaa Flogi, aa at han skulde vera trygg før aa stupe utover, so laag Maursæt’en attafør hono aa helt i Føto hass. Rett som dai logo so, skraik Maursæt’en; „aa Gu naao’e meg!“ Professoren kvakk aa spurde ko de va ti’s. Maursæt’en svara: „eg helt hardt paa aa skulde sleppt Take, Kar; men no heve eg fengje meg nytt aa bære Tak i Brokastrumpudn[13] dine; no kann du leggja deg tryggt atte te aa gruna paanytt so lengi du vil, no vaagar eg Guten.“

Daa Professoren va rai’ug me desse Utrekningenn um Høgde paa Fosse, raiste dai attende te Maursæt aa samlaga se um aa fara uppi Fjelle Dagen ette te aa skjøte Rain. Daa de lai imot Kvelde, kom Maursæt’en inn aa sa’e: „eg ottast fyre, at da inkje vert’e stort me Raisunn okkan imorgo, for da vert’e snart vondt Ver, ser eg.“ „Ja du ska væl hava stor Grai’e paa de du, tenkje e,“ sa’e Professoren. „Aa jau da e so visst som me alt hadde fengje da,“ sa’e hin, „for Purkaa dreg’e Lyng aa Mose i Bøle sitt, ser eg, aa daa verte da stødt Styggver.“ Um Morgonen laag Snjøen kvit paa Maursæt. Daa Maursæt’en kom ut aa saag de, sa’e han te Professore: „du maa nok vera ain laak’e Stjednety’are du te skyna paa Verbyto, for no ser eg, at Purkaa her paa Maursæt e klokare paa slikt ell sjølve Stjednety’aren; du heve sett Klaarver i Almanakki fyre i Dag, men no sjaa me noko anna ell du heve spaatt.“

Han sterke Nils. Ain Mann som aitte sterke Nils i Telamarkenn kom ain Sumar te Skien, aa der fekk han sjaa mange gilde Skip paa Sjøe. Han gikk ut paa ait taa desse, taa di han hadde Trøngd før Rug, aa paa desse Skipe va de Rug aa faa kjøpt. Men han Nils totte ’ki væl um denne Rugen, anna han ymta so smaatt, at Rugen va væl lett i Vegtenn, aa taa slik Lettrug kunna ain godt bera ait Par Tunnu, let han. Ve dette vart Skiperen knybben aa sa’e: „dersom du evle bera tvær Tunnu taa hono slik han e, so ska du hava dai te gjevandes.“ Han Nils kasta radt paa se baa’a Tunnudn, aa ropte ette dai tre’a; den fekk han aa sløngde paa Kruggen sin attaat, aa le’a se te burtette Dekki aa skødde umkring se. „Kanskje du fer ette Suvl“ sa’e Skiperen aa tok ait halvt Svinefall aa hysste uppa dai tryaa Rugtunnudn; men han Nils rugga i Vegen like stødt. „No lyt du hava de ain Stav me, so gaar du støare,“ sa’e Skiperen aa flidde hono i Hønde ai tryaa-Bismarpunds Jødnstøng. „Detta va bra,“ sa’e han Nils, „no ska e koma som ain Kar haim te henna Mor baade me Grjøn aa me Suvl, som e fekk bitalt so lettvinnt.“ Men Skiperen sto atte som Turu slaikt aa fekk sanne de gamle Ordtøki, at ain alder ska skø’a Fanten ette Fillo ell Hunden ette Haaro. Daa han Nils va komen paa Gata me desse Byrdenn, møtte han ain Kaftin, som kjende han væl aa sa’e te hono: „ko e de for Gapastrøk du har aat atte no Nils; du slit væl ai Gøng Helsa taa de.“ „Aa kaste de uppaa du me, e rugga no de sama,“ svara han Nils.

Bispen aa Presten. De va ain Prest som hadde tiki se te aa drikke aa fylle se, aa taa desse hadde han ’ki røkta sitt Embætte, som han skulde i imse Stykkju; men helles va han myki lærd, aa te me va han svært innful. Ølmugin hass sogo se teslutte nøydd te aa klaga paa han ve Bispen. Dette vart daa Upphave te di, at Bispen kom aa vilde halde Ettesyn hjaa desse Preste, kosslaine de hadde se me di som Ølmugin hadde klaga han før. Men Presten va sljøg aa laga se te aa taka imot Bispe. I di Bele, som dai vontest i Prestgarde, at han skulde koma, sette Presten Tenestgutadn sine te aa tala fram tvo naufine brune Hesta han hadde, aa desse skulde dai tvaa aa skrapa ve Vatsposten midt uti Tune. Daa no Bispen kom te Gards, møtte Presten hono uti Tune, aa dai helsa blidt paa korare, som vanle e me slike Kara. Ette desse fekk Bispen Auga paa dai væne Hestadn, aa sigi te Preste: „men der har Presten tvo rett væne Hesta.“ „Aa ja,“ svara Presten so laagmælt, aa me di sama blunka han me Augo te Tenestguto, „e hadde tenkt aa giva Bispe dessa Hestadn um de stikk me. „Aa e sigi Preste so mange Takk,“ svara Bispen.

Um Morgonen ette va de Bispemesse, aa Bispen roste Presten ve Ølmugin i Talunn sina paa Kyrkjegolve aa sa’e, „at den Klaga som va inngivi taa Ølmuga va ugrunna;“ derette so endefeta han i alle Prøttekøllo aat Preste, aa sette i dai, at alt va funne godt aa væl i alle Luti. Daa Bispen hadde snaassa se ette Messunn aa alt va etteset, vilde han te fara atte. Tenestgutadn stelte daa te Hesten aat Bispe, aa han kom i Lagi me Preste uti Tune, aa daa han hadde sett se i Kariolen sin, sigi han te Preste: „men no dai tvo Hestadn du gav me igjaar Hr. Prest?“ Presten svara: „de ha enno inki stungi me, at e vil giva Bispe dai Hestadn; va de ’ki solaine e svalla?“ sa’e han aa snudde se att te Tenestguto. Desse svara jau, aa me desse Svarenn for Bispen or Garde som ain fylin[14] Hund. Han svalla alder mair um detta, aa Presten slapp taa allo som ain vaat Sekk.

Gjeneral Hausmann. I Aare 1758 vart den norske Stridsmagte kumedert aav ne i Holstain te aa halde Landevakt, at inki Russen skulde so lett rykkje inn i Lande. Imyljo are Sylatero her ifraa Aalsgjeld va de ain taa Villando som aitte Elling Ellingsson.

Ain Dag skulde noko taa Aals Kumpenye paa Vakt tett ve der, som Russeradn logo, aa denne Villandskaren vart endaa sett paa ai myki faarle Stelle langt ifraa dai are Sylatero. Daa de lai ut paa Naatte, kjem Gjeneral Hausmann aa vilde sjaa ette um Sylateradn heldo stø Vakt. Han kom daa te desse Villandskare me, aa han ropa snøggt Gjeneralen an, „halt, kaim e detta!“ „Gjeneral Hausmann“ vart de svara; men Sylateren mishoyrde, han totte berre hin svara „Husmann;“ derme felde han Givære, aa banna paa, at de va de sama antikort han va Gardmann ell Husmann; han skulde leggje han ne paa Stellunn, dersom han vaaga te rikke paa se fyrr Aavloysning kom; „aa dai kjenne ko Fagnamann du e,“ let han. De vart ’ki Raa anna Gjeneralen laut støgge se, so lengi te dai komo.

Ai Sending. De vart helde ait Bryllaup i Flaa, aa dai som gifte se voro gjøle Folk aa bo’o Presten me aat Gjestebø’e. Fysste Dagen gikk de grust aa gildt me Drykk aa Dans aa helles fre’le i alle Daildi. Den are Bryllaupsdagen va Presten endaa attebe’en aa va me i Lagi. Ve Borde vart Presten sessa i Hægsæte framafør Brugome, aa de sat ai Mehjelparkønu nemmast Bru’nn paa hina Si’unn. Daa Fyritalsmannen hadde søngi aa lese fyri Maten, aa ette at Bryllaupsly’en nemmast hadde metta se, so skulde Sendingadn paa Borde, aa de som fysst kom fram te Kjenning va Sendingi aat Mehjelparkønunn, aa de va endaa ai Dravledylle-Sending. No skulde den som Sendingi aatte fysst sjølv seta Sponen i hona, aa de vart daa gjort. So tok Presten te Spone sino aa vilde kjenne denne gruse Sendingi. Daa han tok den fysste Sponen, kom de upp ette Spone ai lang svart Grai’e. „Ko e detta før noko Stell,“ sigi Presten; „aa,“ svara Kønu, „de e nok berre ai Skove taa Grytunn detta, Far.“ Presten tok se daa are Sponen taa Sendingenn, men dette sama Liknilse syntest atte aa endaa lenger aa større ell fysste Venda. Kønu sa’e no som fyrr. Men so tok Presten i tre’a Venda, aa da han fekk Sponen full, laag de i desse ain hail aa halden dau svart Kattungi. Daa sa’e Presten: „e no detta me Skove, so e de daa Tremen te Skovu,“ aa derme sløngde han Kattungin te Golvs. Kønu sa’e berre de: „no fekk e daa sjaa, kor denna Karen hadde bore aav; han kvarv burt sama Dagen som e kokte denne Dravlin.“

Postmannen aa Fauten. Paa ait Ting hadde Fauten inki alle Breve sine rai’ug te de rette Bele som Postkaren skulde i Vegen, so at han kunna rykkje fram te Ti’ars paa nemmaste Postbyte. Han bidde Bel paa Bel aa ikka[15] paa Fauten um aa faa Breve sine endele rai’ug, men detta vart alder, aa teslutte sa’e Postkaren, at han inki lenger kunna drygje ette Brevo hass. Ve detta vart Fauten ill aa sa’e „so rais te Helvitis daa me de.“ „Men de bi ain lang Boyg paa Vegi før me,“ svara Postmannen, „som ska vera framme me Poste ait visst Bel.“ Fauten blikka se taa desse Svarenn aa tok upp ain Dalar aa gav hono.

Kaupmannen aa Hallingen. I Fyriti’o raakte de jabnan so, at Bymennadn gilda se taa di, at dai hadde Hallingen te Narr før Svalle aa Pløggegjerdenn daires aa vi’are. Ain Kaupmann paa Branes va serfelto huga te aa aigast ve Fjellfolke. Han stelte se jabnan ut paa Trame fyri Bygna’e sino helst um Vetro, nær han vontest de kom Hallinga te Byars. Ain Dag kom de ain Halling farand fram um denne Kaupmannen, aa han aa Kraambuguten hass sto’e ute paa Tramenn som vanle. Hallingen hadde ai stor utturr Merr, som han kjoyrde me; han lyfte paa Huva aa helsa fint te Kaupmanne. Denne gaga se te aa flirde aat Hallingi aa frega solaise: „ko myki kosta Kødntunna paa Skutunn dina i Dag?“ Hallingen vart dertaa tjouve aa spratt snøggt attum Merre si aa lyfte paa Rova henna aa sa’e: „der e Hurde som gjeng inn te Skipere; vil du veta Prisen so gakk inn.“ Kaupmannen vart aafaren aa snøgga se innatte i Kraambu’e si me Hengjeskalle, aa Hallingenn skarra[16] sin Veg.

Mannen som kjoyrde Krøren. Fyri nokon Ævu se’a raakte de so te, at ain Halling kom farand aa nekand[17] te Branes me ait ovtungt Varulass, aa so hadde han Kønu si me se. Me’a han daa sarra so smaatt igjøno ai taa Storslæpo i Bye, kom de ut or ai Kraambu ain staut Kaupmann bendand se[18], aa han tok te frega denne Hallingen ette ait aa anna solaise. „Kjoyrde du Krøren, Mann min,“ sa’e han. „Nai,“ svara Hallingen, „e totte e hadde Lass drjugvore nok lel, um e ’ki tok han paa attve, aa du ser enno, e ha Kønu mi me paa sama Oyki aa Lasse.“ „Aa du e ain gild Stutting, sa’e Kaupmannen, aa skødde rangt te hino aa fulgifte[19]; „raiste du Krøren daa,“ sa’e han; „nai inki evlde e de“ svara hin, „aa um e hadde orka so vidt, so hadde daa du min staute Mann visst oygt han radt her ne’i Bye, for han ska, se’a dai, dra tett inn paa fire Mili i Lengda.“ „Aa du maa vera ain Tvifaaming[20]“ sa’e Kaupmannen; „vil du selja denne Tuppa di som sit paa Lasse daa;“ sa’e han. „Nai Tremen i som de gjere,“ sa’e Hallingen, „men Eggi som hona verpe, lyt du no faa aa de før slette Pe’ing endaa te, før di du held de so venaty[21] aa fær me slik morosam Freging.“ Ve dette vart Fregaren maalhalt ait Bel. „Gakk no daa Mor mi,“ sigi Hallingen te Oyki sino. „Aa jaso e detta Mor di,“ sa’e Kaupmannen aa tok att te kvemast me hino.“ „Ja men e de so, Far min,“ svara hin, „detta va daa gildt, no raakte e daa te faa sjaa atte baa’u Foreldro mine paa ai Gøng, enno me’a e ha Live.“ Kaupmannen sto paa Tramenn sina fulskjemd aa gasa burt i Aasadn aa visste ’ki mair ko han skulde se’a ell svara. Aa derme skarra Oyken i Vegen aa Hallingen ette me dai Ordo: „e lyt no sjaa te me de Mor fysst, taa di du e øldrugast, aa ai Gøng atle so ly’e e inn hjaa de Far, um du hugast kappkjaftast mæ me ængor Sinne se’a. No ha du fingi Svar som du oma i Berge.“ Me desse skildest Karadn, aa vonle vart den taa desse Sello største Gikken, som minnst hadde vonast de, taa di de e inki Talgehuvu paa alle Hallinga helde maa veta. Slik Aatferd va te Høves aat desse Byfante.

Timbremannen aa Kønu. Ai rik Kønu hadde ain Timbremann te seta upp ait Hus aat se, aa ho va taa desse, at hona va jamle snøv i Koste ve Arbaidsfolke sitt. Ain Dag va Timbremannen inne te Maals, aa me’a han satt aa kvilte se derette, tok han Almenakki aa skødde i hona ette ko Ver de skulde bi. No va Timbremannen ain gjøle Spøkjedokter. Kønu gikk paa Golve aa saag dette, aa derme spurde ho Timbremannen, ko Ver Boki spaadde den Viku. „Aa,“ svara Timbremannen, „ho sigi: Sild aa Soll aa Borkebrø haile Viku, men Smør aa Ost de gjet hona alder.“ Ai a’n Gong hadde Timbretnannen illt i Augo sine, aa Kjeringi gav hono ai go Raa før desse Farangi. Hona tok ait Glashidne me lite Vatn i aa mylla der ne paa nokle Ord, aa so ba ho Timbremannen smyrja Augu sine taa desse Vatne, so vart han go atte, sa’e hona. Dette gjorde han daa sama Dagen. Um Morgondagen ette, me’a han sat aa fekk se Mat, spurde Kønu, koss han va i Augo sine. „Aa jau Gud skje Lov,“ sa’e han, „igjaar saag e inki Smøre paa Kakunn, men i Dag ser e daa Sole gjøno Osteskivju, aa difør maa e visst idag vera bære i Augo mine.“

Tvo fæle Tjuva samstelte se ai Gong, at dai skulde te Vats aa stela, den aine aitte endaa Torgjair aa den are aitte Knut. Daa Knut kom aa vilde hava han Torgjair me, so hadde denne lagt se klen, aa han Knut laut strjøke aisemall te Vats, aa der stal han ai Byrd me Mat. Daa han va komin hit over Aasen atte aa hadde naatt ne i Brøte ait Stykki, gjoymde han Byrde si, før han torde ’ki bera ho haim te se sjøl. Men me’a han Knut va paa Haimvegi fraa Vats, hadde han Torgjair lagt se paa Skugl aa set kor han gjoymde Byrde si; aa daa Knut hadde gingi ifraa Byrdenn, kom Torgjair fram aa tok hona aa so loyste Broki att i Stella. Daa Knut kom aa vilde taka atte Byrde, va ho kvorve burt; han vart sinna aa gikk te hono Torgjair aa fortalde koss de hadde gingi; „men e vait kaim de e som ha tiki ho,“ sa’e han; „de e han Sjugurd; Tremen krækje i me sta ’ki e seta Eld paa Garden hass.“ „De maa du inki gjera,“ sa’e hin, „før kjem de paa de so hi du fastsett, so du alder kjem laus atte mair. Du kan hebne de paa ain a’n Maate.“ „Ja“, sa’e Knut daa, „e vait han har ain Bukk, som e bø’e hono fem Dalar for; Tremen kome i me ska ’ki den bi min.“ – Ait noko Tak ette stal Knut Bukken.

Ai Gong hadde han Torgjair Timbrekara, aa so vart han øllaus. So sa’e han te Karo, „no bi de gale, de e Ende paa Øle, men e ska sjaa te de bi Øl atte.“ So sette han Kønu si te aa tette Bryggjekjørølde, aa um Kvelden traiv han Baaten sin aa rodde sy igjøno ette Fjorde aa stal ai halv Tunne Malt i Prestgarde. Daa han kom attende, møtte han ain Kar, aa denne la’e te aa banne, at han skulde uppedaga, at han hadde vore burte aa stole. Torgjair vart forfæld aa ba Karen inki gjera de, „vil du lova me de, inki aa forføre me, so ska du faa ai halv Tunne Malt are Naatt. De vorto dai samde um. Um Naatte ette va Torgjair i Prestgarde atte aa stal ai Halvtunne te, aa den fekk hin Karen.

Han Torgjair fekk ain stussle Ende. Siste Venda han va ute aa stal, va han paa Nøs; her va han inne i Stolpehuse aa snugga umkring; men so va de gildra, aa Gildringi gikk laus, aa han vart skamskoten. Han krafsa se der ifraa aa kom aat Ba’stugunn paa Sandaaker; der doyde han. Kønu hass tok han i Fangane sitt aa drog han haimatt paa ain Kjølki. Se’a va ho hjaa Skrivare aa klaga dai som hadde gildra, men Skrivaren sa’e de te henna, at dai skuto ain gild Bjødn; dai burde hava Skotpe’ing.

Ai Lensmanns Utnebning. Umkring melungis taa fyrre Aarhundre, me’a Storkjempudn, Villandadn paa ai Le aa Skottadn paa dai are, govo paa aa slaast som alleglupast me kor’are, va her Lensmannsloyse, aa ingin va huga te aa bi Lensmann[22] taa Ræddhug taa desse Kjempesæ’o’[23]. Men so fannst de ain ovsterk Mann som aitte Airik Olsson Nerhol; han va ai Gøng paa Tingi, aa Fauten aa Skrivaren kalla han te se paa Tingstugutramenn aa bo’o han vænt, um han vilde taka se paa aa vera Lensmann, „før me ha hoyrt,“ sa’e Øvrehaite, „at dn e slik ain ovsterk Mann aa nokolaine kann tru de te aa grai’e me desse Kjempeføro her uppe.“ Han Airik svara daa so, han va so kringsvallandes; „aa kjære mi Øvrehait, e fær be’a vænt um aa sleppe di Stræve, daa e slet inki kann skrive ain ainaste Bokstav aa inki lesa held.“ So svara Øvrehaite: „aa me sku ’ki vera nau’reknande me de Airik me Skrivingenn, berre me faa Løv te taka de, fordi du ska vera slik sterk Mann. De finnst daa væl ængor som kann tekne upp lite aat de aa hjølpe de solaise.“ „Aa ja,“ sa’e han Airik, „e fær daa lova Øvrehaite de, nær ho be so nauvænt um de.“ Aa me di sama va han Lensmann.

Ait Reknestykki. Paa Vi’haim va de tolv Stugu, aa tolv Røna i kor Stugu, aa tolv Paisa i kor Ron, aa tolv Stola i kor Pais, aa tolv Kønu i kor Stol, aa tolv Høkju[24] ve kor Kønu, aa tolv Kroka paa kor Høkje, aa tolv Punga paa kor Krok, aa tolv Rum i kor Pung, aa tolv Skilling i kort Rum. Ko myki bi taa allo desse Slago ihop?


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. innkvervt.
  2. gnaget, tygget.
  3. ei Snjoskrida.
  4. gad.
  5. stakkar, Sæling. Gamalnorsk sàlug; Mar. saga.
  6. lite, lait, lito, lyda.
  7. isoleret, einstaka.
  8. rjøse raus (hrjoss, hraus), draga sidste Andadraatten.
  9. ein Styving, Sæling.
  10. kjøtmykjen, diger.
  11. Lyte i Vokstren.
  12. aa spitska upp, d. e. „hava Hengjehørda.“
  13. Nordmannen sagde væl „Strumporna.“ Strumpa tyder Stropp.
  14. fulskjemd, skamfull, som snøyper Rova.
  15. idka, driva paa.
  16. ganga smaatt.
  17. gneka, skura.
  18. sette Gaghals.
  19. stirde fult, haanlo.
  20. en Erkedumrian, „egi ertu medalfifl.“
  21. tyd, blid, uvand „nedladende.“
  22. uttal. Lesmann.
  23. Dativ Flt. Eintalet heiter vonleg Kjempesæ’e, fyre Kjempesæde (av Saad), ei Kjempeætt.
  24. Stav med krokutt Handtak (høkja).