Illustreret Norges Historie/4/20
Som ovenfor nævnt var der i Juli Maaned 1507 istandbragt en Fred mellem Kong Hans og Lübeckerne. Denne Fred, der var sluttet i Nykjøbing, var temmelig ydmygende for Lübeck, der pralede af at være Østersøens Dronning. Den havde nemlig maattet gaa ind paa, at dens Skibe ved Møde med danske Krigsfartøier skulde stryge Seil, fremvise sine Papirer og lade sig undersøge, samt at den ganske skulde give Afkald paa enhver Forbindelse med Sverige, saa længe Krigen stod paa. Men fra Lübeckernes Side blev denne Overenskomst kun mislig overholdt. Inden Aarets Udgang havde de igjen optaget den indbringende Fart paa Sverige, og efter en diplomatisk Notevexling mellem vedkommende og uvedkommende Magter havde saa Lübeckerne om Vaaren 1509 sagt Kongen med rene Ord, at de som Kjøbmænd, der levede af Handel og Søfart, umulig længere med Ro kunde se paa, at deres Yrke maatte ligge nede, for om Krigen med Sverige drog i Langdrag. Kong Hans indsaa da meget vel, at en Krig med Lübeck var uundgaaelig, og han udsendte en Flaade for at krydse i Østersøens sydlige og vestlige Dele. Som Svar herpaa udrustede Lübeckerne længere ud paa Aaret en mægtig Flaade paa 18 svære Skibe, der skulde undsætte Stockholm og paa Veien derhen tilføje de danske Kyster al den Skade, de kunde. Derhos skulde to lübeckske Raadsherrer, der førte den øverste Besaling over Flaaden, aabne Underhandlinger med Svante Nilssøn og det svenske Rigsraad om et nærmere Forbund mellem Sverige og Lübeck. Men Hensigten med Flaadens Afsendelse opnaaedes kun for en Del, da der allerede før dens Ankomst til Stockholms Skjærgaard var sluttet Fred mellem Kong Hans og Svenskerne i Kjøbenhavn 17de August 1509.
Den forsonlige Stemning, som efter dette at dømme skulde være indtraadt mellem Rigerne, holdt sig dog ikke synderlig længe; men Svante Nilssøn havde dog anset det for bedst at rette sig efter Folkets Ønske, skjønt han selv var alt andet end fredelig stemt. Hvorvidt der paa dette Punkt har været drevet Underhandlinger mellem ham og Lübeckerne, er ikke utænkeligt; i saa Fald har disse ogsaa bidraget til at holde den lübeckske Flaade tilbage i Stockholms Skjærgaard til langt ud paa Høsten.
Medens den lübeckske Flaade dvælede ved Stockholm, tænkte Kong Hans paa at spille de gode Borgere det Puds at overrumple deres By eller ødelægge deres Havn Travemünde. Krigere og Landsknegte havde han nok af paa rede Haand efter den nys tilendebragte Krig med Sverige. Nu lod han dem i Oktober Maaned under Anførsel af den djærve Kriger Søren Norby paa 30—40 Skuder sætte over til det lübeckske Omraade, hvor de huserede ganske forskrækkeligt. Kort efter kom Kong Hans med en Del af sin Orlogsflaade til Heiligenhafen, hvorfra han vilde begynde Hovedangrebet. Til dette havde han gjort sig sikker Regning paa Bistand af sin Broder Hertug Fredrik; men denne erklærede sine Hertugdømmer for neutrale, og det hele Krigstog var paa Grund heraf at betragte som ganske forfeilet.
Skjønt Krigen for alle dødeliges Øine skulde synes at være saa aabenbar, som det bedst var muligt, var den dog endnu ikke erklæret. Det skede først i April Maaned det næste Aar, efterat Lübeckerne først havde henvendt sig til sine Naboer om Hjælp. Byerne Stralsund, Rostock, Wismar, Hamburg og Lüneburg lovede vistnok at staa Lübeckerne bi; men da det kom til Stykket var det kun den første, som ærlig holdt Ord.
I April Maaned løb 8 lübeckske Skibe ud for at hjemsøge de danske Farvande. Besætningerne gjorde Landgang paa Langeland og Møen og beskjød Helsingør, hvorved de dog ikke anrettede anden Skade, end at en Kat fik et Laarben knust. En anden større Flaade løb i Juli Maaned ind til Bornholm. Medens den endnu laa her, fik den fra Svante Nilssøn Opfordring til at støde til ham i Kalmar.
Saasnart Rigsforstanderen, der i den foregaaende Tid havde holdt sig i Ro paa sin Gaard Rønø, erfarede, at der var indtraadt en alvorlig Spænding mellem Kong Hans og Lübeckerne, begyndte han at løste Hovedet høiere, jo sterkere Roret blev. Hvo kunde vide, om der ikke igjen var paa Tide at saa frigjort Sverige fra den forhadte Afhængighed til Danmark? Han indledede da Forhandling med forskjellige Herrer, som dels tidligere havde staaet i Forbindelse med ham, dels nylig havde brudt med Kong Hans. Blandt dem var Ture Jenssøn, Lagmand i Vestergøtland, og Aake Hanssøn, Befalingsmand i det samme Landskab. Den 2den Marts 1510 samledes saa Svante Nilssøn og Hemming Gad med 5 af disse i Vesteraas, hvorfra de udstedte en Erklæring om, at de svenske Ombud ved Fredsmødet i Kjøbenhavn havde overtraadt sin Fuldmagt ved at love Kong Hans en aarlig Afgift af Sverige, uden at erholde Forsikring om at Fæstningerne Kalmar og Borgholm skulde gives Svenskerne tilbage. Da dette ikke var sket, var den indgangne Overenskomst ugyldig. Paa samme Tid blev der indgaaet et Forbund med Rusland, hvorved den i 1504 sluttede 20aarige Vaabenstilstand forandredes til en 60aarig. Svante Nilssøn var saaledes fuldstændig forberedt til i Forening med Lübeckerne at optage Kampen mod Danskerne.
Den forenede svensk-lübeckske Flaade, som i Begyndelsen af August Maaned 1510 lagde ud fra Kalmarsund, havde ombord et svensk Gesandtskab, blandt hvis Medlemmer foruden Hemming Gad ogsaa Rigsforstanderens 17 eller 18 Aar gamle Søn Sten befandt sig. Den sidste, som til Minde om den folkekjære Rigsforstander af dette Navn havde optaget Sturenavnet, som hans Fader aldrig havde baaret, skulde nu for første Gang prøves i Vaabenfærd. Efter at have plyndret Bleking, hvor Avaskjær lagdes i Aske, og Øen Laaland med dens Kirker og Klostre og afbrændt Byen Nakskov, stundede de hvervede Landsknegte til Lübeck for at saa afhændet sit Bytte. Da kom en dansk Flaade under Anførsel af den enhændte Henrik Krumedike, der otte Aar i Forveien havde spillet en saa fremtrædende Rolle i Norge, over dem og tilføjede dem et alvorligt Nederlag. Dette havde til Følge, at Lübeckerne og Svenskerne i Hast begav sig til Lübeck, hvor der paa et stort Hansemøde den 17de Septbr. 1510 sluttedes et Forbund mellem Sverige og de vendiske Stæder. For at være saa sikker som muligt paa, at dette Forbund fra tysk Side ikke skulde blive brudt, opholdt Hemming Gad sig i hele 2 Aar i Lübeck, indtil Forholdene nødte ham til at vende tilbage. Paa Tilbageveien til Sverige erobrede den forenede svensk-lübeckske Flaade efter 18 Ugers Beleiring Borgholms Slot paa Øland, og Kalmar Slot var nys før ogsaa faldet i Svenskernes Hænder. Saaledes havde Danmark paa en Gang mistet de faste Punkter af Sverige, som det i hele 13 Aar havde siddet inde med.
Ogsaa tillands var Krigen paa flere Punkter bleven gjenoptaget. Bønderne i Smaaland sluttede vistnok en “Bondefred“ med Bønderne af Blekinge og Skaane; men paa samme Tid opsagde Aake Hanssøn og Ture Jenssøn Stilstanden mellem Vestergøtland og Skaane og Halland. Under det Indfald, Aake umiddelbart efter gjorde i Skaane, blev han imidlertid i Aasbo Hered, paa et Sted, som kaldes Fantehullet, overrumplet af Tyge Krabbe, Høvedsmand paa Helsingborg, og nedhugget med den største Del af sine Mænd (27de August 1510). Noget senere (Januar 1511) foretoges der fra Norge af under Kristierns Anførsel et Indfald i Vestergøtland.
I Krigens to tidligere Aar hører vi intet fra den norske Grænse; men deraf har man ikke Ret til at slutte, at alt her har været stille. Tvertimod ses Kong Kristiern at have foretaget forskjellige omfattende Anstalter til Landets Forsvar, skjønt han paa sine Steder mødte Vranghed og Uvilje. Henimod Aarets Udgang samledes der i Egnen om Baahus et Udbud af Bønder og en Del skotske Leiesvende, som selv den alt andet end dydige Ture Jenssøn kalder “ukristelige“; i det høieste kan Hæren anslaaes til 3000 Mand. Med denne Styrke faldt han som sagt over Nytaar 1511 ind i Vestergøtland, som paa det nærmeste var forsvarsløst, plyndrede og brandskattede Skara og Jønkøping samt truede Østergøtland. Did kom han dog ikke, men i Stedet gik han gjennem Smaaland og Halland mod den skaanske Grænse. Ogsaa paa denne 6 Ugers Marsch havde Kristiern havt Anledning til at lægge sine fremragende Feltherretalenter for Dagen, og ved Siden af den Raskhed og Hurtighed, han udfoldede, tog Svante Nilssøns Sendrægtighed og Raadløshed sig saa ilde ud, at hans Anseelse fik et ganske alvorligt Knæk. Den Nedladenhed og Omgjængelighed, som Kongen udviste især imod Smaafolk i de Landskaber, hvorigjennem han drog, efterlod et godt og varigt Indtryk, endda det var som Fiende, han kom, et Bevis paa, at han maa have forstaaet at age Landsknegterne, og at han i Ordholdenhed, Ædelmodighed og sand Ridderlighed maa have staaet Side om Side med den af Svenskerne saa dybt savnede Aake Hanssøn.
Under denne Krig havde Kong Hans lagt an paa at grundlægge en selvstændig dansk Orlogsflaade, som i Modsætning til det forsvundne Kystværn kunde optage Kampen med Hanseaternes kolossale Skibe. Disse hans Bestræbelser kronedes med afgjort Held, idet han ikke blot ved Nybygning og Kjøb fra Udlandet skabte en virkelig Rigsflaade, af hvilken enkelte Skibe som “Engelen“ og “Maria“ kunde rumme indpaa 500 Mand Skytter foruden Matroser og Artillerister, men ogsaa med et sjeldent Skarpblik forstod at vælge Skibshøvdinger og Flaadechefer. Med Danskerne Jens Holgerssøn Ulfstand, Otte Rud og Søren Norby i Spidsen bryder den dansk-norske Marine sig den glimrende Bane, som stedse skulde blive de forbundne Nationers “Vei til Ros og Magt“ i de følgende Aarhundreder. I Juni Maaned 1511 kunde saaledes Jens Holgerssøn Ulfstand og Søren Norby efter at have convoyeret 250 hollandske Handelsskibe til Preussen og Lifland herje Vismars Havn, Warnemünde (Rostocks Havn) og Rügen og berede Borgerne i de tyske Stæder en lidet glædelig Pinsefest samt plyndre 14 Sogne søndenfor Kalmar. Den paafølgende 9de August leveredes der udenfor Bornholms Kyst et blodigt Slag mellem 18 lübeckske og 20 danske Orlogsskibe, i hvilket de danske ogsaa utvivlsomt kunde tilskrive sig Seiren, skjønt en voldsom Storm af Sydost endte Kampen, der havde varet fra den tidlige Morgen til langt paa Nat. Den næste Dag toges 2 af de 3 Orlogsskibe, Stralsund havde udsendt. Men den tredie Dag blev hele den store hollandske Flaade, som Jens Holgerssøn Ulfstand og Søren Norby om Forsommeren havde convoyeret for den allerstørste Del tagen eller ødelagt af Lübeckerne, uden at Jens Ulfstand med sin bedste Villie formaaede at indhente Ransmændene.
Alligevel havde “Østersøens Dronning“ faaet Øinene op for, at Danskerne ikke længere var en Fiende, de kunde knipse til som i de gode gamle Dage, og til Hemming Gads store Sorg begyndte Lübeck at stande efter Fred. Men ogsaa i Sverige havde Sagerne antaget et fra Forholdene ved Krigens Fornyelse vidt forskjelligt Udseende. Den Raadløshed, man i de senere Aar havde sparet hos Svante Nilssøn, havde gjort Almuen tvivlraadig og misfornøiet med alle hans Foranstaltninger. Der klagedes over de trykkende Skatter, Krigen medførte, og den Begeistring, hvormed Kampen i Aake Hanssøns Dage havde været ført fra svensk Side, var forlængst bortdunstet. Paa Grund af denne Stemning blandt Almuen vandt de Anskuelser, Fredspartiet inden det svenske Rigsraad havde fremholdt, mere og mere i Styrke, og andre tilstødende Aarsager, som Næringsløshed og deraf følgende Fattigdom, Dyrtid og Pest gav forøget Næring Ved Udgangen af September Maaned samlede Rigsraadet sig i Strengnæs, og her blev det snart enigt med sig selv om, at Svante Nilssøn ikke længere kunde vedblive at være Rigsforstander, og det opfordrede ham derfor ligefrem til at nedlægge sit Embede. Svante svarede hertil, at han maatte gjøre Paastand paa at nyde den samme Ret, som blev den fattigste Bonde i Riget tildel, ikke at dømmes uden at være hørt; men forresten var han villig til at nedlægge sin Magt til førstkommende Faste eller Paaske. Hans Mening hermed var vistnok kun at vinde Tid for saa med saa meget større Kraft at kaste sig over sine Uvenner i selve Sverige; men Døden bortrev ham forinden.
Den 2den Januar 1512 havde han paa Slottet i Vesteraas en Sammenkomst med en Del Bjergmænd fra Dalarne for at træffe Aftale om Driften af et nyoptaget Kobberverk. Under Sammenkomsten besvimede han. Man bragte ham ud i fri Luft; men førend man endnu havde faaet Stunder til at række
ham den hellige brændende Kjerte, var han død. De trofaste Dalkarle holdt hans Død hemmelig for alle, endog for Fru Mereta Ivarsdatter, til de fik budsendt hans nittenaarige Søn Hr. Sten, som indehavde Befalingen paa Ørebro Slot. Denne skyndte sig da strax med at sætte sig i Besiddelse af Slottene Vesteraas, Stockholm, Stegeborg og Kalmar. Alligevel vedblev Fredspartiet at have Overhaand, og der var nu Udsigt til, at den herjende Krig, som i det sidste Aar alene havde været ført paa den norsk-svenske Grænse omkring Baahus og det af Kong Kristiern gjenopførte Elfsborg, nærmede sig sin Ende. Ogsaa den med Lübeck førte Søkrig var nu paa det sidste døet hen af sig selv, og Underhandlinger var allerede indledede saavel med Hansestæderne som med Sverige. Efterat foreløbige Møder havde været afholdte i Februar Maaned i Halmstad og Flensborg, traadte Fredsforsamlingen sammen i Malmø i April Maaned næstefter, og her sluttedes der da Fred (23de April 1512). For Sveriges Vedkommende blev det bestemt, at Freden i Kjøbenhavn af 1509 skulde gjennemføres, idet 24 Rigsraader fra alle tre Riger, nemlig 12 fra Danmark og Norge og 12 fra Sverige ved Midsommertide det næste Aar skulde træde sammen i Kjøbenhavn med uigjenkaldelig Fuldmagt til enten at antage Kong Hans og efter hans Død Kong Kristiern til Sveriges Konge, eller og vedtage at udrede til Kongen en bestemt aarlig Afgift af den svenske Krones Indtægter. I Tilfælde af at Enighed ikke kunde opnaaes, skulde de vendiske Stæder træde til som Mæglere. Samtidig hermed sluttedes der ogsaa Fred mellem Kong Hans og de sex vendiske Stæder, Lübeck, Hamburg Lüneburg, Wismar, Rostock og Stralsund, hvorved de tidligere Handelsforhold gjenoprettedes i sin gamle Skik med Fornyelse af de ældre Privilegier Hvis nu Svenskerne paa det berammede Møde i Kjøbenhavn ikke vilde sinde sig i Ret og Billighed efter de 24 Rigsraaders Kjendelse, forpligtede Stæderne sig til at afbryde enhver Handelsforbindelse med deres Rige, indtil de var komne til fuld Forstaaelse med Kong Hans og hans Søn Kristiern. I Krigsomkostninger skulde Lübeck betale Kong Hans 30,000 Gylden i Løbet af 12 Aar.Hermed var Kong Hans’s Dagverk tilende. Skjønt han allerede befandt sig i en Alder af 58 Aar, nød han en sjelden god Helbred, og efter menneskelig Beregning skulde han have naaet en endnu meget høiere Alder. Men en ulykkelig Hændelse fremskyndede hans Død. Paa en Reise i Jylland, som Kongen i Begyndelsen af 1513 foretog i Rigets Anliggender, gjorde han et ulykkeligt Fald med Hesten og forslog sig slemt. Ved sin Ankomst til Aalborg blev han kastet paa Sygeleiet, hvorfra han ikke reiste sig mere. Den 20de Februar 1513 afgik han ved Døden i den By, hvor han havde set Dagens Lys. Hans Lig blev først jordet i Graabrødrekirken i Odense; herfra flyttedes det i Aarhundredets Begyndelse til St. Knuts Kirke sammesteds, hvor et pragtfuldt Mindesmærke er reist over ham, hans Dronning og hans lille Søn Frants. Hans gode ædle Dronning Kristina, som han ved sit Forhold til Fru Edle Jernskjæg paa det dybeste maa have krænket, overlevede ham til 1521.
Kong Hans skildres paa følgende Vis af Arild Huitfeldt, der ganske vist har sin Viden fra Folk, som havde set ham: “Han var en passelig høi og fireskut (ɔ: firskaaren) Mand med et bredt og tykt Liv og Bryst, trindlagt i Ansigtet og vel beskikket Legeme. Han førte ingen Hoffærdighed i sine Klæder, at man paa Klæderne neppelig kunde skjelne hannem fra en af de andre Hofsinder. Han var ikke overflødig i Mad og Drikke, drak og ikke heller gjerne, men hans Drik var meste danskt Øl, og aad gjerne gammel Mad efter dansk Vis, uden der kom fremmede Gesandter eller Rigens Raad og gode Mænd til hannem, at han da skulde have dennem til Gjæst, da vidste han vel at traktere og fare med dennem paa kongelig Vis, som det god Skik og Held kunde have, at intet fattedes, som hørte til en kongelig Pragt og Herlighed, og selv sad han da hos dennem til Bords, klædt udi en lang sid Gyldenstykkes Kjortel, som slog ned til Skoene, bunden og omgjordet i Midje og havde en dansk Kaarde ved Siden, thi saadanne Sværd efter gammel dansk Vis gik han altid med, og holdt sig altid gjerne baade med Klæder og Værge efter god gammel tarvelig dansk Sædvane og vilde ikke gjerne tage paa nogen ny Vis og Skik, som nu (desværre) meget brugeligt er.
Udi Gjæstebud var han lystig og glad og havde Lyst af Sang og Spil, at man kunde vel merke, at han af Naturen var sangvineus (d. e. Sangviniker), endog han af Alder og megen Krigs Bekymring blev og noget melankolisk“.
Dette hypochondre Drag i Kong Hans’s Karakter skal, efter hvad man antager, have faaet Udslag i et Par Handlinger, som minder om Sønnens voldsomste Vilkaarligheder, nemlig Drabet paa Rentemesteren Anders Skriver og Rigshovmesteren Paul Laxman. Navnlig skal den førstes Henrettelse, der af Samtiden nærmest stempledes som et Justitsmord, i Kongens senere Leveaar være gaaet ham nær til Hjerte.
Man dømme imidlertid herom, som man vil; det bør dog ikke glemmes, at Hans var den første Nordbo, som for første Gang igjen efter næsten et helt Aarhundredes Forløb beklædte de forenede Rigers Throne, og at hans Politik var af udpræget nordisk Karakter. Nogen stor og usædvanlig dygtig Mand var han vistnok ikke; men han stod dog ikke lidet over det middelmaadige. Navnlig maa man fæste sin Opmerksomhed ved den alvorlige Stræben, han udfoldede, for at løsrive Norden fra den Afhængighed, hvori det stod til Hansestæderne. Mindst skylder Norge ham af alle hans Riget. Skjønt Tilstanden hertillands tør have været bedre end i hans Faders Tid, foretoges der fra Kongens Side intet Skridt til at styrke den norske Selvstændighedsfølelse. Rigsraadet, hvis Tilværelse nu ikke var stort andet end et Skin, nærmede sig mere og mere sin fuldstændige Opløsning, idet saagodtsom alle Sager, som tidligere havde været henlagte under Raadets Afgjørelse nu afgjordes af Kongen dels paa egen Haand, dels efter Behandling af det danske Kancelli. Det nye Centralstyre, som oprettedes i 1506, var kun en Fortsættelse af denne Politik efter en mere gjennemført Plan. Alligevel lader det til, at det nye Vicekongedømme af Nordmændene har været foretrukket for det tidligere Regimente, hvad enten Kristierns Godkynthed mod Almuen eller andre Aarsager har medvirket hertil. De Klagemaal, som hørtes over Kong Hans’s Regjering her fra Landet, var langt mindre høilydte og omfattende end de, som førtes over den første Oldenburgers Styre.