Iliaden/Vreden. Pesten.
< Iliaden
FØRSTE SANG.
VREDEN. PESTEN.
Syng, gudinde, om vreden som tok Peleiden Akillevs
svanger med død for akaiernes mænd og med talløse sorger.
Mangen en heltesjæl sendte den ned til Hades og gjorde
kroppen til føde for hunder og flokker av rovgriske fugler.
Saaledes var det at Zevs, den almægtiges vilje blev fuldbragt
straks fra den dag da striden brøt ut og tvedragten skilte
hærkongen, Atrevs' mægtige søn, og den stolte Akillevs.
Hvem blandt guderne var det som egget de tvende til striden?
Han som er søn av Leto og Zevs; ti harmfuld mot kongen
sendte han vidt over leiren en herjende farsott, og folket
segnet i døden til straf; ti Atrevs' søn hadde haanet
Kryses, hans prest, da han kom til akaiernes letrodde snekker
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren:
«Hør mig, Atrevs' sønner og hærklædte mænd fra Akaia!
Maatte de guder som bor paa Olymp, forunde jer alle
lykkelig hjemfærd, naar Priamos' by er styrtet i gruset!
Aa, men gi mig mit elskede barn og ta mine skatte!
Bøi jer i blygsel for Alfaders søn, fjernskytten Apollon!»
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige skatte.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra sin leir, og barskt var hans truende magtbud:
«La mig ei træffe dig her ved de stavnkrumme snekker, du gamle,
enten du agter at bli eller siden at komme tilbake.
Da kunde guddommens scepter og baand ei skjærme din svakhet.
Vit at jeg aldrig vil gi hende fri; nei, før skal hun ældes
hist paa min kongsgaard i Argos, langt borte fra frænder og hjemland.
Der skal hun sysle med væven, og der skal hun rede mit leie.
Tir mig nu ikke, men gaa, saa du frelst kan vende tilbake!»
Saaledes talte han. Oldingen skalv og lød hans befaling.
Taus gik han hjem langs havet, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da den gamle gik bort, besvor han med brændende bønner
guden Apollon, hin mægtige søn av den haarfagre Leto:
«Hør mig, du gud med buen av sølv, som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud!
Smintevs! saafremt jeg har bygget for dig et straalende tempel,
dersom jeg mangen en gang paa dit alter har ofret dig fete
stykker av okser og gjeter, saa hør mig og gjør som jeg ber dig:
Hevn mine taarer og tugt danaerne med dine piler!»
Brændende bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Barsk steg han ned fra Olympos' tind med vrede i hjertet.
Sølvbuen bar han paa akslen og koggerets lukkede gjemme.
Pilene klang paa hans skuldre, da guden i flammende vrede
hastet avsted mot sit maal, og mørkt var hans aasyn som natten.
Langt fra skibene satte han sig og sendte med vælde
pilen fra strengen, og sølvbuens klang var grufuld at høre.
Først tok han sigte paa muldyr og fotrappe hunder i leiren;
derefter skjøt han paa mændene selv og de smertende piler
rammet dem altid, og luerne steg fra talrike likbaal.
Fjernskyttens piler fløi om ni samfulde dage i leiren;
men da den tiende kom, blev folket kaldt til av Akillevs.
Tanken blev lagt i hans sjæl av gudinden den armhvite Hera;
ti da hun saa danaerne dø, blev hun grepet av medynk.
Da de var stimlet til tinge i flok, og alle var samlet,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs' søn, nu tror jeg forvisst vi maa vende tilbake
skammelig slaat og prise vort held, hvis livet kan bjerges,
dersom akaierne baade skal dø av sott og i kampen.
La os nu spørge en spaamand, en prest, eller en som kan tyde
drømmenes tale, — ti Zevs gir ogsaa i drømme sit varsel —
en som klart kunde tolke Apollons forfærdende vrede
og kunde si om vi svek vort ord eller glemte et offer.
Kanske han rørt ved fettdamp av lam og av lytefri gjeter
tok hvad vi gav ham til soning og sparte os naadig for døden.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig Kalkas,
Testors ærværdige søn, den ypperste tolker av varsler.
Alt stod klart for hans blik, baade nutid og fortid og fremtid.
Frem til Ilios hadde han ført akaiernes skibe
trygt ved sin sandsigerkunst, som han fik af Foibos Apollon.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Kjække Akillevs, du ber mig, du Alfaders yndling, at tolke
hvorfor Apollon er vred, den fjerntfra rammende hersker.
Ja, jeg skal si det. Gi agt paa mit ord; men først maa du sverge
dyrt at du trofast skal være mit vern i ord og i gjerning;
ti jeg maa tro at jeg nu vil vække hans vrede som hersker
vældig blandt Argos' mænd, hin drot hvem akaierne lyder.
Uraad er det for den som er svak, at trodse en konge;
ti om han end biter i sig idag og dølger sin vrede,
ulmer dog nagende hat i hans bryst, og sent eller tidlig
tar han sin hevn. Saa tal da og si om du lover mig tryghet.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Nævn kun trøstig den tydning du vet av guddommens vilje;
ti ved Apollon, hin yndling av Zevs, den gud som du, Kalkas,
ærer i bøn, naar du tolker danaerne gudernes varsler,
aldrig saalænge mit øie kan se, og jeg lever og aander,
skal nogen voldsmand faa røre dig her ved de stavnkrumme snekker,
ingen av alle danaer, nei, ikke engang Agamemnon,
drotten som bryster sig nu som den første av alle akaier.»
Nu fik den værdige sandsiger mod og talte iblandt dem:
«Ikke for løftebrud vredes han nu eller savner et offer;
men det er presten det gjælder, den prest Agamemnon har haanet.
Ei gav han datteren fri, men vraket de tilbudte gaver.
Derfor har fjernskytten plager os sendt, og fler vil han sende.
Ei vil han fri danaernes folk for den herjende farsott,
førend vi sender den kjærlige far hans blaaøide datter
vederlagsfrit og uten en bot og fører til Kryse
hellige ofre; men kanske vi da kunde mildne hans vrede.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Atrevs' mægtige søn, den herlige helt Agamemnon,
skummende vred. Utæmmelig vildskap fyldte hans mørke
natsorte sjæl. Som flammende ildsluer lyste hans øine.
Først med et hatefuldt truende blik han talte til Kalkas:
«Ond er din spaadom, forbandede prest! Noget godt har du aldrig
varslet mig. Det som er ondt er det altid din glæde at spaa mig.
Ikke ett trøstefuldt ord har du sagt eller latt det bli sandet.
Nu har du sagt som gudernes tolk i danaernes møte
at det er mig som har skylden, at fjernskytten sender os plager
bare fordi jeg har negtet at ta de herlige skatte
Kryses har budt mig som bot for sit barn. Jeg vilde jo heller
eie hin mø i mit hjem. Ja, selv Klytaimnestra, min hustru,
elsker jeg ikke saa høit. I statelig vekst og i skjønhet
holder hun maal; hun er likesaa klok og ferm i sin gjerning.
Dog, jeg vil gi hende fri, saasandt som det baader os bedre;
ti jeg vil heller at folket blir frelst end at alle skal dræpes.
Vel, men skaf mig saa straks en hædrende gave; en uhørt
skam vil det være, om bare jeg selv skal miste min kampløn;
ti det er klart for enhver, at jeg mister den løn I har git mig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Atrevs' søn, du stolte, du griskeste gnier av alle!
Hvorledes skal dog akaiernes mænd kunne gi dig en gave?
Meget av gods som er fælles — det vet vi jo — eier vi ikke.
Byttet vi vandt i en hærtagen by, fordelte vi stadig.
Sanke det sammen og bringe det hit bør folket dog ikke.
Lyd du guden og send hende hjem, saa skal vi akaier
sikre dig trefold og firefold løn, naar Zevs i sin naade
under os engang at styrte i grus det murkranste Troja.»
Nu tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Vel er du tapper og kjæk som en gud, høibaarne Akillevs,
men du kan spare din list; du lurer mig ikke med løfter.
Kanske du selv vil beholde din skat, mens jeg skal faa sitte
blottet og bar og fromt paa dit raad sende møen tilbake.
Vel, jeg skal føie mig fromt, saasandt som de tapre akaier
gir mig en gave jeg liker, saa vinding og tap blir det samme.
Men hvis de ikke vil gi den, ja da skal jeg ta mig til rette,
komme og ta mig en kampløn med magt fra dig eller Aias
eller Odyssevs, og vred blir vel den som jeg agter at gjeste.
Nu, men det haster jo ikke. Den sak kan vi senere drøfte.
Først faar vi sætte paa glitrende sjø en sortmalet snekke,
samle av rorskarler nok og laste med festlige ofre
skibet og føre ombord den deilige datter av Kryses.
En faar saa være fører ombord, en høvding i raadet,
enten det nu blir Aias, Idomenevs eller Odyssevs
eller du, Pelevs' søn, du helt, mest frygtet av alle.
Du faar da ofre til guden og sone fjerntrammerens vrede.»
Svarte da straks med rynkede bryn den raske Akillevs:
«Aa du skamløse niding, du griske og lumske bedrager!
Kan en akaier ha lyst til at føie dit ønske og villig
drage paa vaagelig færd eller kjæmpe av ytterste evne?
Ikke for troernes skyld, de spydvante mænds, er jeg kommet
hit for at kjæmpe. Paa dem har jeg ei nogen uret at hevne.
Aldrig har troerne røvet vort fæ eller tat vore hester,
og i det muldrike Ftia som nærer saa mangen en kriger,
ødte de aldrig vor grøde; ti mellem os ligger der mange
blaanende rækker af fjeld og storhavets brusende vande;
men det var dig som vi fulgte, du skamløse! og for at glæde
dig, du skulende hund, og din bror Menelaos vi krævet
bøter av troerne. Det har du glemt; det rager dig ikke.
Mig tør du true; min hædrende løn vil du ta som din egen,
den som jeg vandt mig med møie, den løn som akaierne gav mig.
Aldrig jeg vinder en kamppris som din, naar de tapre akaier
lægger i grus en velbygget by i troernes bygder.
Altid, naar kampene raser som værst, er det mig som maa løfte
armen til haardeste hugg; men naar saa fordelingen kommer,
da er det dig som faar mest; med en kjær, men ringere gave
gaar jeg, naar armen er trættet av kamp, tilbake til flaaten.
Nu vil jeg stevne til Ftia; ti sandelig er det dog bedre
straks at vende med skibene hjem. Jeg vil ikke dvæle
længer med utak og sanke for dig ustyrtelig rigdom.»
Straks tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Fly kun, dersom det huer dig bedst. Jeg skal ikke be dig
tyndt om at dvæle for min skyld. Jeg har ogsaa andre som trofast
hjælper, og mest vil den alvise Zevs forøke min hæder.
Ingen jeg hater som dig av de gudopfostrede konger.
Altid er strid og tvedragt dig kjær og kamp uten ende.
Vel har du vældige kræfter; men husk, det er guddommens gave.
Drag du kun hjem med de skibe du har og med dine svende;
hersk saa over dit folk, myrmidonerne. Ikke det mindste
ænser jeg dig og din vrede. Men nu skal du høre min trusel :
Eftersom Foibos Apollon vil røve Kryseïs, min kampløn,
godt, saa skal hun bli sendt med mit tjærede skib og mit mandskap.
Efterpaa kommer jeg selv og henter den skjønne Briseïs
hjem fra dit telt, din hædrende løn, saa selv du kan skjønne
at jeg i magt staar høit over dig og at ingen bør vaage
frækt at trodse mit ord og te sig som var han min like.»
Saa han talte; men vred blev Pelevs' søn, og hans hjerte
hamret i tvil i hans haarede bryst, om han straks skulde rive
hastig fra lænden det skarpslepne sverd og jage de andre
høvdinger bort ifra tinget og ta Agamemnon av dage,
eller betvinge sit harmfulde sind og styre sin vrede.
Da, mens tankerne tumlet sig vildt i hans sind og han raadvild
holdt paa at trække av skeden sit slagsverd, svævet Atene
ned fra det høie. Som bud blev hun sendt av den armhvite Hera;
ti hun var glad i dem begge og elsket dem høit i sit hjerte.
Stilt hun stanset bak Pelevs' søn og rørte hans blonde
lokkede haar, kun synlig for ham, men ei for de andre.
Studsende vendte Akillevs sig om og kjendte forfærdet
Pallas Atene; ti øinenes glans var sælsom at skue.
Undrende lød hans vingede ord, da han talte og spurte:
«Datter av aigissvingeren Zevs, hvi kom du saa hastig?
Mon for at selv du kan se Agamemnons hovmodige voldsfærd?
Dog, jeg vil si dig et ord, og visst skal det ogsaa bli sandet:
Kanske hans krænkende overmod snart skal koste ham livet.»
Tok da til orde den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Vit at jeg svævet fra himlen herned for at dæmpe din vrede,
om du gir efter. Mig sendte som bud den armhvite Hera;
ti hun er glad i jer begge og elsker jer høit i sit hjerte.
Stans nu striden og lyd hendes bud og drag ikke sverdet!
Haan ham bare med tirrende ord saa meget du lyster.
Ett tør jeg love forvisst, og mit løfte skal ogsaa bli fuldbragt.
Engang faar du til gjengjæld for al den uret du lider,
trefold saa herlige gaver. Saa tving dig og gjør som vi ber dig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, et paabud av jer bør jeg visselig lyde,
fylder end bitreste harme min sjæl, ti det er det bedste.
Den som vil adlyde gudernes bud, ham hører de gjerne.»
Grep han da fast om hjaltet av sølv med sin vældige næve,
støtte det mægtige sverd tilbage i skeden og fulgte
lydig Atenes formaning; men selv drog hun hjem til Olympen
op til aigissvingerens borg hvor guderne møtes.
Nu tok Akillevs til orde paany og tirret med haansord
Atrevs' søn, og endnu forvandt han ikke sin vrede.
«Vin-tunge usling med mod som en hjort og et blik som en kjøter!
Ei har du endnu hat mod til hærklædt at stevne til kampen
med dine folk, eller sammen med os, de bedste akaier,
gaa til et bakhold; slikt mener du vist er det samme som døden.
Nei, langt bedre at bli i akaiernes leir og at røve
gaver fra den som vaager at kny og trodse din vilje.
Magtstjaalet har du dit folk; over uslinger hersker du, konge!
Ellers, Atreide, blev denne din haan vel ogsaa den sidste.
Men jeg skal si dig en ting, og den dyreste ed vil jeg sverge.
Hør nu: Ved denne min stav som aldrig i fremtid vil skyte
kvister og blad eller smykkes paany med prangende blomster,
siden den skiltes fra stubben paa fjeld; ti kobberet skrællet
barken og bladene av. Nu bærer akaiernes sønner
staven i haand, naar de sitter til doms paa tinge og verner
Alfaders bud, og vit at min ed skal koste dig meget:
Visselig kommer den stund, da alle akaiernes sønner
savner Akillevs; men da vil du ei, naar du knuges av sorger,
magte at bringe dem hjælp, naar mangfoldige segner i døden,
dræpt av den mordlystne Hektor. Med flængende anger i hjertet
mindes du da at du krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Saaledes talte Peleiden og kastet i harme til jorden
staven med nagler av guld, og selv tok han sæte i kredsen.
Likesaa harmfuld var Atrevs' søn. Da reiste sig Nestor,
Pylos' drot med den sølvklare røst og den lokkende tale.
Søtere strømmet de liflige ord fra hans læber end honning.
Døde forlængst var to av de mælende menneskers slegtled,
mænd som var født og fostret med ham i fremfarne dage
hist i det sandige Pylos. Nu hersket han over det tredje.
Venlig tilsinds mot dem begge tok gubben til orde iblandt dem:
«Ve os alle! En knugende sorg vil ramme Akaia.
Sandelig, glad vil Priamos bli og alle hans sønner.
Ja, og hver eneste troer vil fryde sig inderst i sjælen
naar han faar høre at I, de første danaer i raadet,
I som gaar foran i kamp, nu kives i hatefuld tvedragt.
Lyd nu et velment raad; ti yngre end mig er I begge.
Endnu langt gjævere var de end vi de helter jeg fordum
færdedes blandt; men altid de agtet mig dog som sin like.
Ei har jeg set saa herlige mænd og faar ikke se dem,
mænd som Peiritoos var og Dryas, hin høvding for stridsmænd.
Kainevs, den herlige drot og Eksádios og Polyfémos,
eller som Tesevs, Aigevs' søn, saa sterk som en guddom.
Vældige vokste de op som kjæmper blandt jordbundne slegter.
Vældige var de og kjæmpet i strid med vældige kjæmper,
bjergenes grufulde troll og vog dem i rædsomme blodbad.
Dette var mænd som jeg færdedes blandt, da jeg stevnet fra Pylos,
fjernt fra det fremmede land, og de bad mig selv om at komme:
Som deres likemand stod jeg i strid. Mot saadanne kjæmper
vaaget forvisst ei dødelig mand for tiden at feide.
Dog, de lød mine manende raad, og agtet min tale.
Lyd mig nu ogsaa I to, ti det baader jer begge at lyde.
Ikke skal du, hvor mægtig du er, ta ungmøen fra ham;
men la ham eie den gave han fik av akaiernes sønner,
og du, Pelevs' søn! med storkongen maa du ei yppe
aapenlys strid; ti altid fik han som scepteret bærer,
rikere hæder. Ham skjænket jo Zevs hans magt og hans ære.
Vel er du tapper og sterk, og vel er din mor en gudinde;
dog hans magt er den største, og videre rækker hans vælde.
Atrevs' søn, du maa stille din harm; jeg ber dig saa bønlig.
La nu fare dit nagende hat mot Akillevs som tryggest
verner akaiernes mænd i alle de grufulde kampe.»
Talte da atter den mægtige drot Agamemnon og svarte:
«Gamle, du hadde jo visselig ret i alt hvad du nævnte;
men denne mand vil hæve sig høit over alle os andre;
ti han vil mestre os alle og herske som drot over alle;
alle skal lyde hans vink; — men der findes vel dem som vil trodse.
Dersom de evige guder har gjort ham til mester med lansen,
lar de ham derfor ha lov til at komme med haan og med skjeldsord?»
Straks tok den herlige helt Akillevs til orde og svarte:
«Sandelig skal man faa kalde mig feig og en ynkelig stakkar,
hvis jeg skal vike for dig i alt hvad du agter at nævne.
Andre — ja dem kan du gi dine bud; paa mig kan du spare
myndige vink; ti jeg agter ei mer at lyde din vilje.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ikke med magt eller vaaben i haand vil jeg kjæmpe om møen
hverken med dig eller andre, — I røver jo hvad I har git mig — ;
men av det andet jeg har ved min letrodde tjærede snekke,
derav faar du nok intet, saasandt som jeg selv ikke vil det.
Vel, du kan komme og prøve, saa disse kan se om det nytter.
Da skal dit smudsige blod straks strømme for denne min lanse.»
Saaledes endte den voldsomme strid og tungernes tvekamp.
Begge stod op, og møtet var endt ved akaiernes skibe.
Pelevs' søn gik bort til sit telt ved de stavnkrumme snekker
sammen med vennen, Menoitios' søn, og med sine svende.
Men Agamemnon lot sætte paa sjø et letroet langskib.
Rorskarler valgte han, tyve i tal, og det festlige offer
bragtes ombord. Selv førte han saa den skjønne Kryseis
hen til et sæte. Til fører blev valgt den kloke Odyssevs.
Disse gik hastig ombord og seilte paa skummende stier.
Men Agamemnon gav bud om at hele hans hær skulde renses.
Alle tok bad, og det urene vand blev skyllet i havet.
Derefter ofret de Foibos en lytefri festhekatombe,
okser og gjeter i flok langs stranden ved havet det golde.
Duftende offerdamp hvirvlet i røk mot himmelens hvælving.
Saaledes syslet de travlt paa leirpladsen; dog Agamemnon
hadde ei glemt de truende ord i sin strid med Akillevs;
men til Taltybios talte han straks og til Evrybátes,
begge de raske herolder som tjente ham trofast og ivrig:
«Skynd jer og gaa til Pelevs' søn, til Akillevs' leirtelt!
Ta saa den skjønne Briseïs ved haand og før hende til mig.
Dersom han ikke vil la hende gaa, skal jeg senere komme
mandsterk og ta hende selv; men det skal han føle bli værre.»
Saa han talte og sendte dem bort med det myndige paalæg.
Nølende gik de avsted langs stranden ved havet det golde,
indtil de kom til hans telt ved myrmidonernes snekker.
Høvdingen fandt de sittende taus ved sit tjærede langskib
borte ved teltet, og ei blev Akillevs glad, da han saa dem.
Skjælvende stanset de begge i sky for den herlige konge.
Ikke et eneste ord fik de sagt eller vaaget et spørsmaal.
Dog, han gjettet med raadsnar kløkt deres ærend og mælte
«Hil jer, I menneskers bud og Alfaders gjæve herolder.
Kom kun! Ikke har I nogen skyld. Agamemnon har skylden,
han som sendte jer hit for at hente den skjønne Briseïs.
Vel da, ædle Patroklos, før jomfruen ut ifra teltet.
La dem faa ta hende med; men saa skal de selv være vidner,
vidner for mænd av dødelig æt og for evige guder
og for den stenhaarde konge, saafremt man i kommende dage
trænger mig haardt til at verne vort folk mod døden den grumme.
Rent som en rasende ter han sig jo i fordærvelig avsind.
Ikke en plan kan han lægge med fremsyn eller med omsigt,
saa at akaierne trygt kan kjæmpe ved skibenes leie.»
Saaledes talte han. Lydig mot vennens, den elskedes paabud
førte Patroklos ved haand den skjønne Briseïs fra teltet,
gav hende saa til de tvende, og mændene vandret tilbake
langsmed skibenes rad; men jomfruen fulgte uvillig.
Graatende satte Akillevs sig ned paa den graalige havstrand
fjernt fra sit folk, og han skuet saa mørk over storhavets vidder.
Brændende bad han en bøn til sin mor med oprakte hænder:
«Mor, naar du fødte din søn til et liv som snarlig skal svinde,
aa, saa burde dog Zevs, den olympiske tordengud, gi mig
ære og ry; men han hædret mig ei, nei, ikke det mindste.
Vit, nu har Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
haanet mig frækt. Min løn har han røvet mig. Selv har han tat den.»
Hulkende talte han saa, og hans mor, den høie gudinde,
hørte ham der hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Ilsomt dukket hun op av det disige hav som en taake,
svævet saa hen til sin graatende søn og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig med haand og spørgende tok hun til orde:
«Barn, hvi graater du? Tal, hvilken sorg har knuget dit hjerte?
Si det og hold ei din kval for dig selv; la os vite den begge.»
Sukkende tungt tok sønnen, den raske Akillevs, til orde:
«Aa, du vet det jo selv. Hvi si dig det alt, naar du vet det!
Herjende drog vi til Tebe, Eetions hellige kongsstad.
Byen blev styrtet i grus, og hærfanget førte vi med os.
Likelig delte akaiernes mænd alt godset og valgte
særskilt for Atrevs' søn den yndige datter av Kryses.
Men til akaiernes malmklædte mænd ved de letrodde snekker
vandret den graanede Kryses, fjerntrammeren Foibos' tjener,
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren.
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige gaver.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra vor leir, og barskt var hans truende magtbud.
Harmfuld drog gubben igjen til sit hjem; men Foibos Apollon
hørte hans brændende bøn; ti saare han elsket sin tjener,
og mot argeierne sendte han straks sine smertende piler.
Folkene døde i mængde; ti guddommens dræpende vaaben
fløi overalt i akaiernes leir. Da talte en klarsynt
seer og tolket os sanddru og grant fjerntrammerens vrede.
Jeg var den første som talte og vilde vi skulde formilde
guden; men Atrevs' søn blev vred. Han reiste sig hastig.
Truende slynget han mot mig et ord som netop er fuldbragt.
Ti mens akaiernes klarøide mænd nu fører til Kryse
møen paa letroet skib og bringer sin gave til guden,
vandret herolder fornys fra mit telt og førte ved haanden
Brisevs' datter, den mø som akaiernes sønner har git mig.
Aa, om du kan, saa vern om din mandige søn og forsvar ham.
Gaa til Olympen og bønfald Zevs, saafremt du har glædet
engang i fremfarne dage hans sjæl i ord eller gjerning.
Ti i min fars palads har jeg oftere hørt dig med stolthet
si at du engang alene blandt alle de evige guder
skjermet den skyomhyllede Zevs mot skammelig voldsfærd,
dengang da guder paa høien Olymp vilde slaa ham i lænker,
Hera og dertil Poseidon, hans bror, og Pallas Atene.
Da kom du ham til hjælp og løste hans lænker og hentet
op til det høie Olymp den hundredarmede kjæmpe,
jætten som kaldes Aigaion blandt mænd, men av guder Briáros.
Selve Poseidon, hans far, har ei saa vældige kræfter.
Stolt tok han sæte hos Kronos' søn og brystet sig storlig.
Guderne frygtet hans kraft, og Alfader blev ikke lænket.
Sæt dig hos Zevs og favn om hans knæ og mind ham om dette.
Kanske han da vil laane sin hjælp til de kjæmpende troer,
medens akaiernes mænd blir jaget mot havet og fældes
her ved skibenes stavn, saa de alle faar nok av sin konge.
Da fik Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
føle sin skyld at han krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne rullet saa stride:
«Aa, mit barn, hvi fostret jeg dig til trængsel og vanheld?
Gid du fik sitte i ro ved dit skib uten taarer og sorger,
saasom din livstid blir kort og ikke skal vare saa længe.
Men du skal baade faa leve saa kort og mere end andre
tynges av kval. Til en sørgelig lod har jeg født dig i hallen.
Ja, jeg skal gaa til Olymp, til de snehvite tinder og melde
selv dine ord til den lynende Zevs, om han hører os naadig.
Bli du nu sittende her i ro ved de hurtige snekker,
vred paa akaiernes folk, og hold dig tilbake fra kampen.
Zevs er igaar til Okeanos reist, til en fest hos de bolde
aitiopiske mænd, og samtlige guder slog følge;
men naar det ellevte døgn er forbi, gaar han hjem til Olympen.
Da skal jeg ile til Alfaders hal over terskel av kobber.
Der skal jeg favne hans knæ, og jeg tror han vil føie os begge.»
Saa hun talte og svandt; men ham lot hun ene tilbake
harmfuld i hjerte og sind for den skjøntombeltede kvinde,
møen de røvet ham nylig med vold. — Men helten Odyssevs
seilet med festhekatomben avsted og landet ved Kryse.
Da de med skibet var kommet i havn paa bugten den dype,
bjerget de seilet og lagde det ned i den tjærede snekke,
firet med taugene masten tildæks og lagde den skyndsomt
ned i dens gjemme, og frem til en ankerplads rodde de skibet.
Ankeret kastet de ut og fæstet de snoede landtaug.
Mandskapet hastet fra fartøiet ned paa den skvulpende strandbredd.
Ofrene bragtes fra borde til fjernskytten Foibos Apollon.
Sidst gik den skjønne Kryseis iland fra den gyngende snekke.
Frem til alteret førtes hun straks av den kloke Odyssevs
hen til sin far, og hun sank i hans favn; men Odyssevs tok ordet:
«Hil dig Kryses! Vor mægtige drot Agamemnon har sendt mig
hit for at gi dig tilbake dit barn og bringe til Foibos
ofre til bot for danaernes folk, om guden kan mildnes,
han som har sendt argeiernes mænd den kvalfulde jammer.»
Saa han talte og gav ham hans barn, og oldingen favnet
glad sin elskede datter. Men derefter stillet de skyndsomt
viede offerdyr frem paa rad ved det høireiste alter.
Hænderne tvættet de rene, og offerbygget blev hentet.
Løftet da Kryses i inderlig bøn sine hænder mot himlen:
«Hør mig du gud med buen av sølv som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud.
Engang tilforn har du hørt mine ord da jeg bad dig, og naadig
vernet mig selv og tugtet akaierne haardt i din vrede.
Hør mig da ogsaa idag og la dette mit ønske bli opfyldt.
Skaan danaerue nu og stans den herjende farsott!»
Inderlig bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Da deres bønner var endt og de viede bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og stak dem og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett. Smaa kjøtstykker lagde de øverst.
Oldingen tændte sit baal, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Da deres offer var brændt, og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og vel og trak det tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det festlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
fyldte de tjenende svende med vin de skummende boller.
Alle fik rakt sig et bæger; men først fik guden et offer.
Hele den utslagne dag formildet akaiernes ungdom
guden med viser og lek og sang til fjernskyttens ære
lovsangens herlige kvad, og han frydet sit hjerte ved sangen.
Men da om aftenen solen gik ned og det mørknet mot natten
gik de til hvile paa stranden ved fartøiets utspændte landtaug;
men da ved tidligste gry den rosenfingrede Eos
straalte paa himmelen, satte de kurs mot akaiernes leirplads.
Fjernskytten Foibos Apollon lot blæse en strykende medbør.
Skibsmasten reiste de op og heiste det snehvite raaseil.
Kulingen fyldte det svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
skvulpet om fartøiets brusende stavn, da det ilte mot hjemmet.
Dansende løp det paa bølgernes ryg sin vei over havet.
Men da de naadde i havn ved akaiernes vidtstrakte leirplads,
trak de det tjærede langskib paa land paa den skraanende strandbredd
høit paa sandet og stivet det op med mægtige støtter.
Derefter vandret enhver til sit telt og sin hurtige snekke.
Pelevs' herlige søn, den fotrappe høvding Akillevs,
ruget imens over vreden og sat ved de hurtige skibe.
Aldrig gik helten til tinget hvor høvdinger søker sin hæder,
aldrig til kampen han gik, men med tærende nag i sit hjerte
sat han i nødtvungen ro og længtet mot kamp og mot hærskrik.
Men da det dæmret av dag og morgenen kom paa den tolvte,
stevnet de evige guder i flok til Olympen tilbake.
Foran de andre gik Zevs; men sønnens formaning og paalæg
glemte ei Tetis. Hun dukket i hast fra bølgende havdyp.
Aarle ved gry steg hun op til den skyhøie top av Olympen.
Fandt hun da Kronos' søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste top av Olympos' takkede aasryg.
Foran ham satte hun sig og favnet hans knæ med den venstre,
medens hun rørte ham let over hake og kind med den høire.
Bedende talte hun derpaa til Zevs, til sønnen av Kronos:
«Alfader Zevs, saafremt jeg blandt evige guder har glædet
engang dit hjerte med ord eller daad, saa gjør som jeg ber dig:
Hædre min herlige søn som snarlig maa segne i døden
først av dem alle; men nu har mændenes drot Agamemnon
krænket ham dypt. Han røvet hans hædersløn; selv har han tat den.
Hædre da du ham, Zevs, du alvise drot paa Olympen.
La nu troerne seire i strid, til akaierne atter
agter og ærer min elskede søn og øker hans hæder.»
Saa hun talte; men Zevs, den vældige skyernes herre,
svarte ei endnu paa længe. Han sat der i taushet, mens Tetis
klynget sig fast til hans knæ. Da talte hun atter saa bønlig:
«Gi mig med ord eller nik usvigelig løfte og tilsagn,
eller si nei; ti du kjender ei frygt, saa jeg nu kan faa vite
sikkert og visst at du agter mig mindst av alle gudinder.»
Sukkende tungt tok Zevs, skysamleren, ordet og svarte:
«Sandelig, dette er slemt at du ber mig at egge end mere
Heras forbitrede nag, naar hun tirrer mig stadig med haansord.
Selv som det nu er, tar hun mig fat blandt de evige guder,
skjender og sier jeg hjælper i kamp de troiske stridsmænd.
Skynd dig nu atter tilbake, og la ikke Hera faa se dig.
Selv skal jeg tænke paa saken en stund, til jeg finder en utvei.
Vel, jeg skal love dig dette med nik, saa du føler dig sikker.
Dette er jo blandt guder det tryggeste tegn paa min vilje.
Det som jeg lover med nik, kan jeg senere ei ta tilbake.
Ei kan det negtes med svig, men fuldbragt vorder det altid.»
Zevs hadde talt. Med de blaasorte bryn han nikket sit tilsagn.
Bølgende sænket sig lokkernes flom fra udødelig isse
ned over herskerens pande. Han rystet det høie Olympen.
Derefter skiltes de straks da dette var drøftet, og hastig
sprang hun i storhavets dyp fra Olympos' straalende tinder.
Zevs skred hjem til sin hal. Men guderne reiste sig alle
op fra sit sæte og møtte sin far. Ei vaaget i hallen
nogen at sitte i ro, til han kom; men de gik ham i møte.
Høit paa sin tronstol satte han sig i salen; men Hera
kjendte hans færd; ti hun hadde jo set at han lønligen pleiet
raad med havgudens barn, den sølverfotede Tetis.
Talte hun da til Kronos' søn og tirret ham spydig:
«Rænkesmed, si hvilken guddom har nu pleiet raad med din høihet?
Altid er det dig kjært at slaa fast hvad du agter at gjøre
fjernt ifra mig med lønlige raad, og du kunde jo aldrig
bære det over dit hjerte at nævne for mig hvad du vilde.»
Da tok guders og menneskers far til orde og svarte:
«Hera, du maa ikke tro du har ret til stadig at vite
alt hvad jeg tænker. For svært vil det bli, om du end er min hustru.
Er det en ting som kan nævnes, ja da skal ingen blandt guder
eller blandt menneskers barn før dig faa vite min vilje.
Men naar det gjælder en sak jeg vil tænke paa fjernt fra de andre,
da maa du føie dig, ikke ustanselig fritte og spørre.»
Straks tok den mørkøide guddom, den værdige Hera, til orde:
«Grusomme søn av Kronos, hvad mente du dog med din tale?
Ellers er det jo langtfra saa at jeg spør eller fritter.
Uten at plages av mig kan du pønse paa alt hvad du lyster.
Dennegang frygter jeg dog at den sølverfotede Tetis
helt har snakket dig rundt, hint barn av den graanede havgud.
Ti ved det tidligste gry tok hun plads ved din side og favnet
slesk dine knær, og det aner mig nu at du lovet at hædre
sønnen Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Anelser har du som oftest, min ven; du vogter mig stadig.
Dog, det nytter dig intet dit stræv; du fjerner dig bare
mere end før mit hjerte; og det skal du merke blir farlig.
Er det nu saa som du sier, saa er det vel saa jeg vil ha det.
Sæt dig nu stille og kny ikke mer; men lyd min befaling.
Ellers kan guderne ei, saa mange som bor paa Olympen,
hjælpe dig, dersom jeg kommer og slaar dig med farlige næver.»
Saa han talte. Da ræddedes svart den mørkøide Hera.
Taus gik hun atter til sæte og tvang sit harmfulde hjerte.
Guderne sat i hallen hos Zevs i trykkende taushet.
Derpaa tok først Hefaistos, den navngjetne kunstsmed, til orde,
blot for at trøste sin elskede mor, den armhvite Hera:
«Sandelig, dette blir slemt og rent umulig i længden
dersom I to for menneskers skyld skal trætte saa voldsomt.
Ufred blir her blandt guder. Skal denslags uvæsen raade,
faar vi jo ikke det ringeste godt av det herlige maaltid.
Mor, du er klok nok selv; men dog vil jeg raade dig sønlig:
Bøi dig for Zevs, vor elskede far, saa han ikke skal skjende
ogsaa idag og rent forspilde os maaltidets glæder.
Ja, ti han kan, hvis han vil, den olympiske lynsvinger, kaste
hver og en av os ned fra vor stol. Hans kraft er den største.
Tal nu til ham med venlige ord og si hvad han liker.
Da vil straks den olympiske drot vorde blid mot os alle.»
Derefter reiste han sig i hast, og det funklende bæger
rakte han frem til sin elskede mor og endte sin tale:
«Taal det, min elskede mor, og tving dig, saa tungt som det falder.
Forat jeg ei med mit øie skal se dig tugtes, du kjære.
Sletikke magtet jeg da, om aldrig saa harmfuld, at gi dig
hjælp i din nød. Den olympiske drot er farlig at trodse.
Sikkert jeg vet det; ti engang tilforn, da jeg fristet at hjælpe,
grep han min fot og slynget mig ut over himmelens terskel.
Hele den dag blev jeg hvirvlet avsted, og ved soleglads-tide
styrtet jeg ned paa Lemnos, og litet av liv var der i mig.
Sintiske mænd tok mig op og pleiet mig vel efter faldet.»
Saa han talte. Da smilte hun blidt den armhvite Hera.
Smilende tok hun den blanke pokal som raktes av sønnen.
Derefter øste han nektaren søt fra bollen og rakte
bægre til alle de andre i rad fra venstre til høire.
Alle de salige guder brast ud i ustanselig latter
over Hefaistos som humpet forpustet omkring gjennem salen.
Hele den utslagne dag, til solen var sunket i havet,
nød de sit maaltid. Ei savnet de der de deiligste retter
eller den klingende lyre, hvis strenger blev rørt av Apollon,
eller den vekslende sang av musernes sølvklare stemmer.
Men da omsider den straalende sol var sunket i havet,
vandret de andre enhver til sin borg for at søke sit leie,
der hvor fordum Hefaistos den navngjetne, armsterke guddom
reiste med sindrigste kløkt for enhver en prangende bolig.
Zevs, den lynende drot paa Olymp, gik ogsaa til leiet
der hvor han pleide at hvile, naar søvnen den søte ham favnet.
Der gik guden til ro med den guldstoltronende Hera.
svanger med død for akaiernes mænd og med talløse sorger.
Mangen en heltesjæl sendte den ned til Hades og gjorde
kroppen til føde for hunder og flokker av rovgriske fugler.
Saaledes var det at Zevs, den almægtiges vilje blev fuldbragt
straks fra den dag da striden brøt ut og tvedragten skilte
hærkongen, Atrevs' mægtige søn, og den stolte Akillevs.
Hvem blandt guderne var det som egget de tvende til striden?
Han som er søn av Leto og Zevs; ti harmfuld mot kongen
sendte han vidt over leiren en herjende farsott, og folket
segnet i døden til straf; ti Atrevs' søn hadde haanet
Kryses, hans prest, da han kom til akaiernes letrodde snekker
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren:
«Hør mig, Atrevs' sønner og hærklædte mænd fra Akaia!
Maatte de guder som bor paa Olymp, forunde jer alle
lykkelig hjemfærd, naar Priamos' by er styrtet i gruset!
Aa, men gi mig mit elskede barn og ta mine skatte!
Bøi jer i blygsel for Alfaders søn, fjernskytten Apollon!»
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige skatte.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra sin leir, og barskt var hans truende magtbud:
«La mig ei træffe dig her ved de stavnkrumme snekker, du gamle,
enten du agter at bli eller siden at komme tilbake.
Da kunde guddommens scepter og baand ei skjærme din svakhet.
Vit at jeg aldrig vil gi hende fri; nei, før skal hun ældes
hist paa min kongsgaard i Argos, langt borte fra frænder og hjemland.
Der skal hun sysle med væven, og der skal hun rede mit leie.
Tir mig nu ikke, men gaa, saa du frelst kan vende tilbake!»
Saaledes talte han. Oldingen skalv og lød hans befaling.
Taus gik han hjem langs havet, hvor bølgerne skvulpet mot stranden.
Men da den gamle gik bort, besvor han med brændende bønner
guden Apollon, hin mægtige søn av den haarfagre Leto:
«Hør mig, du gud med buen av sølv, som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud!
Smintevs! saafremt jeg har bygget for dig et straalende tempel,
dersom jeg mangen en gang paa dit alter har ofret dig fete
stykker av okser og gjeter, saa hør mig og gjør som jeg ber dig:
Hevn mine taarer og tugt danaerne med dine piler!»
Brændende bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Barsk steg han ned fra Olympos' tind med vrede i hjertet.
Sølvbuen bar han paa akslen og koggerets lukkede gjemme.
Pilene klang paa hans skuldre, da guden i flammende vrede
hastet avsted mot sit maal, og mørkt var hans aasyn som natten.
Langt fra skibene satte han sig og sendte med vælde
pilen fra strengen, og sølvbuens klang var grufuld at høre.
Først tok han sigte paa muldyr og fotrappe hunder i leiren;
derefter skjøt han paa mændene selv og de smertende piler
rammet dem altid, og luerne steg fra talrike likbaal.
Fjernskyttens piler fløi om ni samfulde dage i leiren;
men da den tiende kom, blev folket kaldt til av Akillevs.
Tanken blev lagt i hans sjæl av gudinden den armhvite Hera;
ti da hun saa danaerne dø, blev hun grepet av medynk.
Da de var stimlet til tinge i flok, og alle var samlet,
reiste Akillevs, den fotrappe helt, sig blandt dem og mælte:
«Atrevs' søn, nu tror jeg forvisst vi maa vende tilbake
skammelig slaat og prise vort held, hvis livet kan bjerges,
dersom akaierne baade skal dø av sott og i kampen.
La os nu spørge en spaamand, en prest, eller en som kan tyde
drømmenes tale, — ti Zevs gir ogsaa i drømme sit varsel —
en som klart kunde tolke Apollons forfærdende vrede
og kunde si om vi svek vort ord eller glemte et offer.
Kanske han rørt ved fettdamp av lam og av lytefri gjeter
tok hvad vi gav ham til soning og sparte os naadig for døden.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig Kalkas,
Testors ærværdige søn, den ypperste tolker av varsler.
Alt stod klart for hans blik, baade nutid og fortid og fremtid.
Frem til Ilios hadde han ført akaiernes skibe
trygt ved sin sandsigerkunst, som han fik af Foibos Apollon.
Venlig tilsinds mot dem alle tok gubben til orde og mælte:
«Kjække Akillevs, du ber mig, du Alfaders yndling, at tolke
hvorfor Apollon er vred, den fjerntfra rammende hersker.
Ja, jeg skal si det. Gi agt paa mit ord; men først maa du sverge
dyrt at du trofast skal være mit vern i ord og i gjerning;
ti jeg maa tro at jeg nu vil vække hans vrede som hersker
vældig blandt Argos' mænd, hin drot hvem akaierne lyder.
Uraad er det for den som er svak, at trodse en konge;
ti om han end biter i sig idag og dølger sin vrede,
ulmer dog nagende hat i hans bryst, og sent eller tidlig
tar han sin hevn. Saa tal da og si om du lover mig tryghet.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Nævn kun trøstig den tydning du vet av guddommens vilje;
ti ved Apollon, hin yndling av Zevs, den gud som du, Kalkas,
ærer i bøn, naar du tolker danaerne gudernes varsler,
aldrig saalænge mit øie kan se, og jeg lever og aander,
skal nogen voldsmand faa røre dig her ved de stavnkrumme snekker,
ingen av alle danaer, nei, ikke engang Agamemnon,
drotten som bryster sig nu som den første av alle akaier.»
Nu fik den værdige sandsiger mod og talte iblandt dem:
«Ikke for løftebrud vredes han nu eller savner et offer;
men det er presten det gjælder, den prest Agamemnon har haanet.
Ei gav han datteren fri, men vraket de tilbudte gaver.
Derfor har fjernskytten plager os sendt, og fler vil han sende.
Ei vil han fri danaernes folk for den herjende farsott,
førend vi sender den kjærlige far hans blaaøide datter
vederlagsfrit og uten en bot og fører til Kryse
hellige ofre; men kanske vi da kunde mildne hans vrede.»
Saa han talte og satte sig ned. Da reiste sig blandt dem
Atrevs' mægtige søn, den herlige helt Agamemnon,
skummende vred. Utæmmelig vildskap fyldte hans mørke
natsorte sjæl. Som flammende ildsluer lyste hans øine.
Først med et hatefuldt truende blik han talte til Kalkas:
«Ond er din spaadom, forbandede prest! Noget godt har du aldrig
varslet mig. Det som er ondt er det altid din glæde at spaa mig.
Ikke ett trøstefuldt ord har du sagt eller latt det bli sandet.
Nu har du sagt som gudernes tolk i danaernes møte
at det er mig som har skylden, at fjernskytten sender os plager
bare fordi jeg har negtet at ta de herlige skatte
Kryses har budt mig som bot for sit barn. Jeg vilde jo heller
eie hin mø i mit hjem. Ja, selv Klytaimnestra, min hustru,
elsker jeg ikke saa høit. I statelig vekst og i skjønhet
holder hun maal; hun er likesaa klok og ferm i sin gjerning.
Dog, jeg vil gi hende fri, saasandt som det baader os bedre;
ti jeg vil heller at folket blir frelst end at alle skal dræpes.
Vel, men skaf mig saa straks en hædrende gave; en uhørt
skam vil det være, om bare jeg selv skal miste min kampløn;
ti det er klart for enhver, at jeg mister den løn I har git mig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Atrevs' søn, du stolte, du griskeste gnier av alle!
Hvorledes skal dog akaiernes mænd kunne gi dig en gave?
Meget av gods som er fælles — det vet vi jo — eier vi ikke.
Byttet vi vandt i en hærtagen by, fordelte vi stadig.
Sanke det sammen og bringe det hit bør folket dog ikke.
Lyd du guden og send hende hjem, saa skal vi akaier
sikre dig trefold og firefold løn, naar Zevs i sin naade
under os engang at styrte i grus det murkranste Troja.»
Nu tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Vel er du tapper og kjæk som en gud, høibaarne Akillevs,
men du kan spare din list; du lurer mig ikke med løfter.
Kanske du selv vil beholde din skat, mens jeg skal faa sitte
blottet og bar og fromt paa dit raad sende møen tilbake.
Vel, jeg skal føie mig fromt, saasandt som de tapre akaier
gir mig en gave jeg liker, saa vinding og tap blir det samme.
Men hvis de ikke vil gi den, ja da skal jeg ta mig til rette,
komme og ta mig en kampløn med magt fra dig eller Aias
eller Odyssevs, og vred blir vel den som jeg agter at gjeste.
Nu, men det haster jo ikke. Den sak kan vi senere drøfte.
Først faar vi sætte paa glitrende sjø en sortmalet snekke,
samle av rorskarler nok og laste med festlige ofre
skibet og føre ombord den deilige datter av Kryses.
En faar saa være fører ombord, en høvding i raadet,
enten det nu blir Aias, Idomenevs eller Odyssevs
eller du, Pelevs' søn, du helt, mest frygtet av alle.
Du faar da ofre til guden og sone fjerntrammerens vrede.»
Svarte da straks med rynkede bryn den raske Akillevs:
«Aa du skamløse niding, du griske og lumske bedrager!
Kan en akaier ha lyst til at føie dit ønske og villig
drage paa vaagelig færd eller kjæmpe av ytterste evne?
Ikke for troernes skyld, de spydvante mænds, er jeg kommet
hit for at kjæmpe. Paa dem har jeg ei nogen uret at hevne.
Aldrig har troerne røvet vort fæ eller tat vore hester,
og i det muldrike Ftia som nærer saa mangen en kriger,
ødte de aldrig vor grøde; ti mellem os ligger der mange
blaanende rækker af fjeld og storhavets brusende vande;
men det var dig som vi fulgte, du skamløse! og for at glæde
dig, du skulende hund, og din bror Menelaos vi krævet
bøter av troerne. Det har du glemt; det rager dig ikke.
Mig tør du true; min hædrende løn vil du ta som din egen,
den som jeg vandt mig med møie, den løn som akaierne gav mig.
Aldrig jeg vinder en kamppris som din, naar de tapre akaier
lægger i grus en velbygget by i troernes bygder.
Altid, naar kampene raser som værst, er det mig som maa løfte
armen til haardeste hugg; men naar saa fordelingen kommer,
da er det dig som faar mest; med en kjær, men ringere gave
gaar jeg, naar armen er trættet av kamp, tilbake til flaaten.
Nu vil jeg stevne til Ftia; ti sandelig er det dog bedre
straks at vende med skibene hjem. Jeg vil ikke dvæle
længer med utak og sanke for dig ustyrtelig rigdom.»
Straks tok den mægtige drot Agamemnon til orde og svarte:
«Fly kun, dersom det huer dig bedst. Jeg skal ikke be dig
tyndt om at dvæle for min skyld. Jeg har ogsaa andre som trofast
hjælper, og mest vil den alvise Zevs forøke min hæder.
Ingen jeg hater som dig av de gudopfostrede konger.
Altid er strid og tvedragt dig kjær og kamp uten ende.
Vel har du vældige kræfter; men husk, det er guddommens gave.
Drag du kun hjem med de skibe du har og med dine svende;
hersk saa over dit folk, myrmidonerne. Ikke det mindste
ænser jeg dig og din vrede. Men nu skal du høre min trusel :
Eftersom Foibos Apollon vil røve Kryseïs, min kampløn,
godt, saa skal hun bli sendt med mit tjærede skib og mit mandskap.
Efterpaa kommer jeg selv og henter den skjønne Briseïs
hjem fra dit telt, din hædrende løn, saa selv du kan skjønne
at jeg i magt staar høit over dig og at ingen bør vaage
frækt at trodse mit ord og te sig som var han min like.»
Saa han talte; men vred blev Pelevs' søn, og hans hjerte
hamret i tvil i hans haarede bryst, om han straks skulde rive
hastig fra lænden det skarpslepne sverd og jage de andre
høvdinger bort ifra tinget og ta Agamemnon av dage,
eller betvinge sit harmfulde sind og styre sin vrede.
Da, mens tankerne tumlet sig vildt i hans sind og han raadvild
holdt paa at trække av skeden sit slagsverd, svævet Atene
ned fra det høie. Som bud blev hun sendt av den armhvite Hera;
ti hun var glad i dem begge og elsket dem høit i sit hjerte.
Stilt hun stanset bak Pelevs' søn og rørte hans blonde
lokkede haar, kun synlig for ham, men ei for de andre.
Studsende vendte Akillevs sig om og kjendte forfærdet
Pallas Atene; ti øinenes glans var sælsom at skue.
Undrende lød hans vingede ord, da han talte og spurte:
«Datter av aigissvingeren Zevs, hvi kom du saa hastig?
Mon for at selv du kan se Agamemnons hovmodige voldsfærd?
Dog, jeg vil si dig et ord, og visst skal det ogsaa bli sandet:
Kanske hans krænkende overmod snart skal koste ham livet.»
Tok da til orde den blaaøide mø, gudinden Atene:
«Vit at jeg svævet fra himlen herned for at dæmpe din vrede,
om du gir efter. Mig sendte som bud den armhvite Hera;
ti hun er glad i jer begge og elsker jer høit i sit hjerte.
Stans nu striden og lyd hendes bud og drag ikke sverdet!
Haan ham bare med tirrende ord saa meget du lyster.
Ett tør jeg love forvisst, og mit løfte skal ogsaa bli fuldbragt.
Engang faar du til gjengjæld for al den uret du lider,
trefold saa herlige gaver. Saa tving dig og gjør som vi ber dig.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Høie gudinde, et paabud av jer bør jeg visselig lyde,
fylder end bitreste harme min sjæl, ti det er det bedste.
Den som vil adlyde gudernes bud, ham hører de gjerne.»
Grep han da fast om hjaltet av sølv med sin vældige næve,
støtte det mægtige sverd tilbage i skeden og fulgte
lydig Atenes formaning; men selv drog hun hjem til Olympen
op til aigissvingerens borg hvor guderne møtes.
Nu tok Akillevs til orde paany og tirret med haansord
Atrevs' søn, og endnu forvandt han ikke sin vrede.
«Vin-tunge usling med mod som en hjort og et blik som en kjøter!
Ei har du endnu hat mod til hærklædt at stevne til kampen
med dine folk, eller sammen med os, de bedste akaier,
gaa til et bakhold; slikt mener du vist er det samme som døden.
Nei, langt bedre at bli i akaiernes leir og at røve
gaver fra den som vaager at kny og trodse din vilje.
Magtstjaalet har du dit folk; over uslinger hersker du, konge!
Ellers, Atreide, blev denne din haan vel ogsaa den sidste.
Men jeg skal si dig en ting, og den dyreste ed vil jeg sverge.
Hør nu: Ved denne min stav som aldrig i fremtid vil skyte
kvister og blad eller smykkes paany med prangende blomster,
siden den skiltes fra stubben paa fjeld; ti kobberet skrællet
barken og bladene av. Nu bærer akaiernes sønner
staven i haand, naar de sitter til doms paa tinge og verner
Alfaders bud, og vit at min ed skal koste dig meget:
Visselig kommer den stund, da alle akaiernes sønner
savner Akillevs; men da vil du ei, naar du knuges av sorger,
magte at bringe dem hjælp, naar mangfoldige segner i døden,
dræpt av den mordlystne Hektor. Med flængende anger i hjertet
mindes du da at du krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Saaledes talte Peleiden og kastet i harme til jorden
staven med nagler av guld, og selv tok han sæte i kredsen.
Likesaa harmfuld var Atrevs' søn. Da reiste sig Nestor,
Pylos' drot med den sølvklare røst og den lokkende tale.
Søtere strømmet de liflige ord fra hans læber end honning.
Døde forlængst var to av de mælende menneskers slegtled,
mænd som var født og fostret med ham i fremfarne dage
hist i det sandige Pylos. Nu hersket han over det tredje.
Venlig tilsinds mot dem begge tok gubben til orde iblandt dem:
«Ve os alle! En knugende sorg vil ramme Akaia.
Sandelig, glad vil Priamos bli og alle hans sønner.
Ja, og hver eneste troer vil fryde sig inderst i sjælen
naar han faar høre at I, de første danaer i raadet,
I som gaar foran i kamp, nu kives i hatefuld tvedragt.
Lyd nu et velment raad; ti yngre end mig er I begge.
Endnu langt gjævere var de end vi de helter jeg fordum
færdedes blandt; men altid de agtet mig dog som sin like.
Ei har jeg set saa herlige mænd og faar ikke se dem,
mænd som Peiritoos var og Dryas, hin høvding for stridsmænd.
Kainevs, den herlige drot og Eksádios og Polyfémos,
eller som Tesevs, Aigevs' søn, saa sterk som en guddom.
Vældige vokste de op som kjæmper blandt jordbundne slegter.
Vældige var de og kjæmpet i strid med vældige kjæmper,
bjergenes grufulde troll og vog dem i rædsomme blodbad.
Dette var mænd som jeg færdedes blandt, da jeg stevnet fra Pylos,
fjernt fra det fremmede land, og de bad mig selv om at komme:
Som deres likemand stod jeg i strid. Mot saadanne kjæmper
vaaget forvisst ei dødelig mand for tiden at feide.
Dog, de lød mine manende raad, og agtet min tale.
Lyd mig nu ogsaa I to, ti det baader jer begge at lyde.
Ikke skal du, hvor mægtig du er, ta ungmøen fra ham;
men la ham eie den gave han fik av akaiernes sønner,
og du, Pelevs' søn! med storkongen maa du ei yppe
aapenlys strid; ti altid fik han som scepteret bærer,
rikere hæder. Ham skjænket jo Zevs hans magt og hans ære.
Vel er du tapper og sterk, og vel er din mor en gudinde;
dog hans magt er den største, og videre rækker hans vælde.
Atrevs' søn, du maa stille din harm; jeg ber dig saa bønlig.
La nu fare dit nagende hat mot Akillevs som tryggest
verner akaiernes mænd i alle de grufulde kampe.»
Talte da atter den mægtige drot Agamemnon og svarte:
«Gamle, du hadde jo visselig ret i alt hvad du nævnte;
men denne mand vil hæve sig høit over alle os andre;
ti han vil mestre os alle og herske som drot over alle;
alle skal lyde hans vink; — men der findes vel dem som vil trodse.
Dersom de evige guder har gjort ham til mester med lansen,
lar de ham derfor ha lov til at komme med haan og med skjeldsord?»
Straks tok den herlige helt Akillevs til orde og svarte:
«Sandelig skal man faa kalde mig feig og en ynkelig stakkar,
hvis jeg skal vike for dig i alt hvad du agter at nævne.
Andre — ja dem kan du gi dine bud; paa mig kan du spare
myndige vink; ti jeg agter ei mer at lyde din vilje.
Nu skal jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Ikke med magt eller vaaben i haand vil jeg kjæmpe om møen
hverken med dig eller andre, — I røver jo hvad I har git mig — ;
men av det andet jeg har ved min letrodde tjærede snekke,
derav faar du nok intet, saasandt som jeg selv ikke vil det.
Vel, du kan komme og prøve, saa disse kan se om det nytter.
Da skal dit smudsige blod straks strømme for denne min lanse.»
Saaledes endte den voldsomme strid og tungernes tvekamp.
Begge stod op, og møtet var endt ved akaiernes skibe.
Pelevs' søn gik bort til sit telt ved de stavnkrumme snekker
sammen med vennen, Menoitios' søn, og med sine svende.
Men Agamemnon lot sætte paa sjø et letroet langskib.
Rorskarler valgte han, tyve i tal, og det festlige offer
bragtes ombord. Selv førte han saa den skjønne Kryseis
hen til et sæte. Til fører blev valgt den kloke Odyssevs.
Disse gik hastig ombord og seilte paa skummende stier.
Men Agamemnon gav bud om at hele hans hær skulde renses.
Alle tok bad, og det urene vand blev skyllet i havet.
Derefter ofret de Foibos en lytefri festhekatombe,
okser og gjeter i flok langs stranden ved havet det golde.
Duftende offerdamp hvirvlet i røk mot himmelens hvælving.
Saaledes syslet de travlt paa leirpladsen; dog Agamemnon
hadde ei glemt de truende ord i sin strid med Akillevs;
men til Taltybios talte han straks og til Evrybátes,
begge de raske herolder som tjente ham trofast og ivrig:
«Skynd jer og gaa til Pelevs' søn, til Akillevs' leirtelt!
Ta saa den skjønne Briseïs ved haand og før hende til mig.
Dersom han ikke vil la hende gaa, skal jeg senere komme
mandsterk og ta hende selv; men det skal han føle bli værre.»
Saa han talte og sendte dem bort med det myndige paalæg.
Nølende gik de avsted langs stranden ved havet det golde,
indtil de kom til hans telt ved myrmidonernes snekker.
Høvdingen fandt de sittende taus ved sit tjærede langskib
borte ved teltet, og ei blev Akillevs glad, da han saa dem.
Skjælvende stanset de begge i sky for den herlige konge.
Ikke et eneste ord fik de sagt eller vaaget et spørsmaal.
Dog, han gjettet med raadsnar kløkt deres ærend og mælte
«Hil jer, I menneskers bud og Alfaders gjæve herolder.
Kom kun! Ikke har I nogen skyld. Agamemnon har skylden,
han som sendte jer hit for at hente den skjønne Briseïs.
Vel da, ædle Patroklos, før jomfruen ut ifra teltet.
La dem faa ta hende med; men saa skal de selv være vidner,
vidner for mænd av dødelig æt og for evige guder
og for den stenhaarde konge, saafremt man i kommende dage
trænger mig haardt til at verne vort folk mod døden den grumme.
Rent som en rasende ter han sig jo i fordærvelig avsind.
Ikke en plan kan han lægge med fremsyn eller med omsigt,
saa at akaierne trygt kan kjæmpe ved skibenes leie.»
Saaledes talte han. Lydig mot vennens, den elskedes paabud
førte Patroklos ved haand den skjønne Briseïs fra teltet,
gav hende saa til de tvende, og mændene vandret tilbake
langsmed skibenes rad; men jomfruen fulgte uvillig.
Graatende satte Akillevs sig ned paa den graalige havstrand
fjernt fra sit folk, og han skuet saa mørk over storhavets vidder.
Brændende bad han en bøn til sin mor med oprakte hænder:
«Mor, naar du fødte din søn til et liv som snarlig skal svinde,
aa, saa burde dog Zevs, den olympiske tordengud, gi mig
ære og ry; men han hædret mig ei, nei, ikke det mindste.
Vit, nu har Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
haanet mig frækt. Min løn har han røvet mig. Selv har han tat den.»
Hulkende talte han saa, og hans mor, den høie gudinde,
hørte ham der hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Ilsomt dukket hun op av det disige hav som en taake,
svævet saa hen til sin graatende søn og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig med haand og spørgende tok hun til orde:
«Barn, hvi graater du? Tal, hvilken sorg har knuget dit hjerte?
Si det og hold ei din kval for dig selv; la os vite den begge.»
Sukkende tungt tok sønnen, den raske Akillevs, til orde:
«Aa, du vet det jo selv. Hvi si dig det alt, naar du vet det!
Herjende drog vi til Tebe, Eetions hellige kongsstad.
Byen blev styrtet i grus, og hærfanget førte vi med os.
Likelig delte akaiernes mænd alt godset og valgte
særskilt for Atrevs' søn den yndige datter av Kryses.
Men til akaiernes malmklædte mænd ved de letrodde snekker
vandret den graanede Kryses, fjerntrammeren Foibos' tjener,
bringende med sig umaadelig gods for at løse sin datter.
Fjernskytten Foibos Apollons, den mægtiges, hellige uldbaand
bar han paa guldsmykket stav, og han bønfaldt alle akaier,
mest dog Atrevs' sønner, de to som raadet for hæren.
Alle de andre akaier blev rørt og ropte at kongen
fromt burde lyde hin prest og ta hans herlige gaver.
Dog, det huet ei Atrevs' søn Agamemnon; men haanlig
jog han ham bort fra vor leir, og barskt var hans truende magtbud.
Harmfuld drog gubben igjen til sit hjem; men Foibos Apollon
hørte hans brændende bøn; ti saare han elsket sin tjener,
og mot argeierne sendte han straks sine smertende piler.
Folkene døde i mængde; ti guddommens dræpende vaaben
fløi overalt i akaiernes leir. Da talte en klarsynt
seer og tolket os sanddru og grant fjerntrammerens vrede.
Jeg var den første som talte og vilde vi skulde formilde
guden; men Atrevs' søn blev vred. Han reiste sig hastig.
Truende slynget han mot mig et ord som netop er fuldbragt.
Ti mens akaiernes klarøide mænd nu fører til Kryse
møen paa letroet skib og bringer sin gave til guden,
vandret herolder fornys fra mit telt og førte ved haanden
Brisevs' datter, den mø som akaiernes sønner har git mig.
Aa, om du kan, saa vern om din mandige søn og forsvar ham.
Gaa til Olympen og bønfald Zevs, saafremt du har glædet
engang i fremfarne dage hans sjæl i ord eller gjerning.
Ti i min fars palads har jeg oftere hørt dig med stolthet
si at du engang alene blandt alle de evige guder
skjermet den skyomhyllede Zevs mot skammelig voldsfærd,
dengang da guder paa høien Olymp vilde slaa ham i lænker,
Hera og dertil Poseidon, hans bror, og Pallas Atene.
Da kom du ham til hjælp og løste hans lænker og hentet
op til det høie Olymp den hundredarmede kjæmpe,
jætten som kaldes Aigaion blandt mænd, men av guder Briáros.
Selve Poseidon, hans far, har ei saa vældige kræfter.
Stolt tok han sæte hos Kronos' søn og brystet sig storlig.
Guderne frygtet hans kraft, og Alfader blev ikke lænket.
Sæt dig hos Zevs og favn om hans knæ og mind ham om dette.
Kanske han da vil laane sin hjælp til de kjæmpende troer,
medens akaiernes mænd blir jaget mot havet og fældes
her ved skibenes stavn, saa de alle faar nok av sin konge.
Da fik Atrevs' søn, den mægtige drot Agamemnon,
føle sin skyld at han krænket akaiernes tapreste fyrste.»
Svarte da Tetis sin søn, mens taarerne rullet saa stride:
«Aa, mit barn, hvi fostret jeg dig til trængsel og vanheld?
Gid du fik sitte i ro ved dit skib uten taarer og sorger,
saasom din livstid blir kort og ikke skal vare saa længe.
Men du skal baade faa leve saa kort og mere end andre
tynges av kval. Til en sørgelig lod har jeg født dig i hallen.
Ja, jeg skal gaa til Olymp, til de snehvite tinder og melde
selv dine ord til den lynende Zevs, om han hører os naadig.
Bli du nu sittende her i ro ved de hurtige snekker,
vred paa akaiernes folk, og hold dig tilbake fra kampen.
Zevs er igaar til Okeanos reist, til en fest hos de bolde
aitiopiske mænd, og samtlige guder slog følge;
men naar det ellevte døgn er forbi, gaar han hjem til Olympen.
Da skal jeg ile til Alfaders hal over terskel av kobber.
Der skal jeg favne hans knæ, og jeg tror han vil føie os begge.»
Saa hun talte og svandt; men ham lot hun ene tilbake
harmfuld i hjerte og sind for den skjøntombeltede kvinde,
møen de røvet ham nylig med vold. — Men helten Odyssevs
seilet med festhekatomben avsted og landet ved Kryse.
Da de med skibet var kommet i havn paa bugten den dype,
bjerget de seilet og lagde det ned i den tjærede snekke,
firet med taugene masten tildæks og lagde den skyndsomt
ned i dens gjemme, og frem til en ankerplads rodde de skibet.
Ankeret kastet de ut og fæstet de snoede landtaug.
Mandskapet hastet fra fartøiet ned paa den skvulpende strandbredd.
Ofrene bragtes fra borde til fjernskytten Foibos Apollon.
Sidst gik den skjønne Kryseis iland fra den gyngende snekke.
Frem til alteret førtes hun straks av den kloke Odyssevs
hen til sin far, og hun sank i hans favn; men Odyssevs tok ordet:
«Hil dig Kryses! Vor mægtige drot Agamemnon har sendt mig
hit for at gi dig tilbake dit barn og bringe til Foibos
ofre til bot for danaernes folk, om guden kan mildnes,
han som har sendt argeiernes mænd den kvalfulde jammer.»
Saa han talte og gav ham hans barn, og oldingen favnet
glad sin elskede datter. Men derefter stillet de skyndsomt
viede offerdyr frem paa rad ved det høireiste alter.
Hænderne tvættet de rene, og offerbygget blev hentet.
Løftet da Kryses i inderlig bøn sine hænder mot himlen:
«Hør mig du gud med buen av sølv som verner om Kryse
og om det hellige Killa, du Tenedos' mægtige skytsgud.
Engang tilforn har du hørt mine ord da jeg bad dig, og naadig
vernet mig selv og tugtet akaierne haardt i din vrede.
Hør mig da ogsaa idag og la dette mit ønske bli opfyldt.
Skaan danaerue nu og stans den herjende farsott!»
Inderlig bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Da deres bønner var endt og de viede bygkorn var drysset,
trak de tilbake hvert offerdyrs hals og stak dem og flaadde.
Stykker av laarene snittet de ut og dækket dem dobbelt
til med et lag av fett. Smaa kjøtstykker lagde de øverst.
Oldingen tændte sit baal, og funklende vin gjød han over.
Svendene holdt ved hans side de femdelte spid over ilden.
Da deres offer var brændt, og enhver hadde smakt paa dets indmat,
delte de op det levnede kjøt og stak det paa spiddet,
stekte det skjønsomt og vel og trak det tilbake fra ilden.
Da deres møie var endt, og det festlige gilde var rede,
nød de sit maaltid, og alle fik nok av de bugnende retter.
Men da de helt hadde stillet sin lyst til mat og til drikke,
fyldte de tjenende svende med vin de skummende boller.
Alle fik rakt sig et bæger; men først fik guden et offer.
Hele den utslagne dag formildet akaiernes ungdom
guden med viser og lek og sang til fjernskyttens ære
lovsangens herlige kvad, og han frydet sit hjerte ved sangen.
Men da om aftenen solen gik ned og det mørknet mot natten
gik de til hvile paa stranden ved fartøiets utspændte landtaug;
men da ved tidligste gry den rosenfingrede Eos
straalte paa himmelen, satte de kurs mot akaiernes leirplads.
Fjernskytten Foibos Apollon lot blæse en strykende medbør.
Skibsmasten reiste de op og heiste det snehvite raaseil.
Kulingen fyldte det svulmende seil, og de mørkeblaa bølger
skvulpet om fartøiets brusende stavn, da det ilte mot hjemmet.
Dansende løp det paa bølgernes ryg sin vei over havet.
Men da de naadde i havn ved akaiernes vidtstrakte leirplads,
trak de det tjærede langskib paa land paa den skraanende strandbredd
høit paa sandet og stivet det op med mægtige støtter.
Derefter vandret enhver til sit telt og sin hurtige snekke.
Pelevs' herlige søn, den fotrappe høvding Akillevs,
ruget imens over vreden og sat ved de hurtige skibe.
Aldrig gik helten til tinget hvor høvdinger søker sin hæder,
aldrig til kampen han gik, men med tærende nag i sit hjerte
sat han i nødtvungen ro og længtet mot kamp og mot hærskrik.
Men da det dæmret av dag og morgenen kom paa den tolvte,
stevnet de evige guder i flok til Olympen tilbake.
Foran de andre gik Zevs; men sønnens formaning og paalæg
glemte ei Tetis. Hun dukket i hast fra bølgende havdyp.
Aarle ved gry steg hun op til den skyhøie top av Olympen.
Fandt hun da Kronos' søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste top av Olympos' takkede aasryg.
Foran ham satte hun sig og favnet hans knæ med den venstre,
medens hun rørte ham let over hake og kind med den høire.
Bedende talte hun derpaa til Zevs, til sønnen av Kronos:
«Alfader Zevs, saafremt jeg blandt evige guder har glædet
engang dit hjerte med ord eller daad, saa gjør som jeg ber dig:
Hædre min herlige søn som snarlig maa segne i døden
først av dem alle; men nu har mændenes drot Agamemnon
krænket ham dypt. Han røvet hans hædersløn; selv har han tat den.
Hædre da du ham, Zevs, du alvise drot paa Olympen.
La nu troerne seire i strid, til akaierne atter
agter og ærer min elskede søn og øker hans hæder.»
Saa hun talte; men Zevs, den vældige skyernes herre,
svarte ei endnu paa længe. Han sat der i taushet, mens Tetis
klynget sig fast til hans knæ. Da talte hun atter saa bønlig:
«Gi mig med ord eller nik usvigelig løfte og tilsagn,
eller si nei; ti du kjender ei frygt, saa jeg nu kan faa vite
sikkert og visst at du agter mig mindst av alle gudinder.»
Sukkende tungt tok Zevs, skysamleren, ordet og svarte:
«Sandelig, dette er slemt at du ber mig at egge end mere
Heras forbitrede nag, naar hun tirrer mig stadig med haansord.
Selv som det nu er, tar hun mig fat blandt de evige guder,
skjender og sier jeg hjælper i kamp de troiske stridsmænd.
Skynd dig nu atter tilbake, og la ikke Hera faa se dig.
Selv skal jeg tænke paa saken en stund, til jeg finder en utvei.
Vel, jeg skal love dig dette med nik, saa du føler dig sikker.
Dette er jo blandt guder det tryggeste tegn paa min vilje.
Det som jeg lover med nik, kan jeg senere ei ta tilbake.
Ei kan det negtes med svig, men fuldbragt vorder det altid.»
Zevs hadde talt. Med de blaasorte bryn han nikket sit tilsagn.
Bølgende sænket sig lokkernes flom fra udødelig isse
ned over herskerens pande. Han rystet det høie Olympen.
Derefter skiltes de straks da dette var drøftet, og hastig
sprang hun i storhavets dyp fra Olympos' straalende tinder.
Zevs skred hjem til sin hal. Men guderne reiste sig alle
op fra sit sæte og møtte sin far. Ei vaaget i hallen
nogen at sitte i ro, til han kom; men de gik ham i møte.
Høit paa sin tronstol satte han sig i salen; men Hera
kjendte hans færd; ti hun hadde jo set at han lønligen pleiet
raad med havgudens barn, den sølverfotede Tetis.
Talte hun da til Kronos' søn og tirret ham spydig:
«Rænkesmed, si hvilken guddom har nu pleiet raad med din høihet?
Altid er det dig kjært at slaa fast hvad du agter at gjøre
fjernt ifra mig med lønlige raad, og du kunde jo aldrig
bære det over dit hjerte at nævne for mig hvad du vilde.»
Da tok guders og menneskers far til orde og svarte:
«Hera, du maa ikke tro du har ret til stadig at vite
alt hvad jeg tænker. For svært vil det bli, om du end er min hustru.
Er det en ting som kan nævnes, ja da skal ingen blandt guder
eller blandt menneskers barn før dig faa vite min vilje.
Men naar det gjælder en sak jeg vil tænke paa fjernt fra de andre,
da maa du føie dig, ikke ustanselig fritte og spørre.»
Straks tok den mørkøide guddom, den værdige Hera, til orde:
«Grusomme søn av Kronos, hvad mente du dog med din tale?
Ellers er det jo langtfra saa at jeg spør eller fritter.
Uten at plages av mig kan du pønse paa alt hvad du lyster.
Dennegang frygter jeg dog at den sølverfotede Tetis
helt har snakket dig rundt, hint barn av den graanede havgud.
Ti ved det tidligste gry tok hun plads ved din side og favnet
slesk dine knær, og det aner mig nu at du lovet at hædre
sønnen Akillevs og fælde ved skibene mange akaier.»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Anelser har du som oftest, min ven; du vogter mig stadig.
Dog, det nytter dig intet dit stræv; du fjerner dig bare
mere end før mit hjerte; og det skal du merke blir farlig.
Er det nu saa som du sier, saa er det vel saa jeg vil ha det.
Sæt dig nu stille og kny ikke mer; men lyd min befaling.
Ellers kan guderne ei, saa mange som bor paa Olympen,
hjælpe dig, dersom jeg kommer og slaar dig med farlige næver.»
Saa han talte. Da ræddedes svart den mørkøide Hera.
Taus gik hun atter til sæte og tvang sit harmfulde hjerte.
Guderne sat i hallen hos Zevs i trykkende taushet.
Derpaa tok først Hefaistos, den navngjetne kunstsmed, til orde,
blot for at trøste sin elskede mor, den armhvite Hera:
«Sandelig, dette blir slemt og rent umulig i længden
dersom I to for menneskers skyld skal trætte saa voldsomt.
Ufred blir her blandt guder. Skal denslags uvæsen raade,
faar vi jo ikke det ringeste godt av det herlige maaltid.
Mor, du er klok nok selv; men dog vil jeg raade dig sønlig:
Bøi dig for Zevs, vor elskede far, saa han ikke skal skjende
ogsaa idag og rent forspilde os maaltidets glæder.
Ja, ti han kan, hvis han vil, den olympiske lynsvinger, kaste
hver og en av os ned fra vor stol. Hans kraft er den største.
Tal nu til ham med venlige ord og si hvad han liker.
Da vil straks den olympiske drot vorde blid mot os alle.»
Derefter reiste han sig i hast, og det funklende bæger
rakte han frem til sin elskede mor og endte sin tale:
«Taal det, min elskede mor, og tving dig, saa tungt som det falder.
Forat jeg ei med mit øie skal se dig tugtes, du kjære.
Sletikke magtet jeg da, om aldrig saa harmfuld, at gi dig
hjælp i din nød. Den olympiske drot er farlig at trodse.
Sikkert jeg vet det; ti engang tilforn, da jeg fristet at hjælpe,
grep han min fot og slynget mig ut over himmelens terskel.
Hele den dag blev jeg hvirvlet avsted, og ved soleglads-tide
styrtet jeg ned paa Lemnos, og litet av liv var der i mig.
Sintiske mænd tok mig op og pleiet mig vel efter faldet.»
Saa han talte. Da smilte hun blidt den armhvite Hera.
Smilende tok hun den blanke pokal som raktes av sønnen.
Derefter øste han nektaren søt fra bollen og rakte
bægre til alle de andre i rad fra venstre til høire.
Alle de salige guder brast ud i ustanselig latter
over Hefaistos som humpet forpustet omkring gjennem salen.
Hele den utslagne dag, til solen var sunket i havet,
nød de sit maaltid. Ei savnet de der de deiligste retter
eller den klingende lyre, hvis strenger blev rørt av Apollon,
eller den vekslende sang av musernes sølvklare stemmer.
Men da omsider den straalende sol var sunket i havet,
vandret de andre enhver til sin borg for at søke sit leie,
der hvor fordum Hefaistos den navngjetne, armsterke guddom
reiste med sindrigste kløkt for enhver en prangende bolig.
Zevs, den lynende drot paa Olymp, gik ogsaa til leiet
der hvor han pleide at hvile, naar søvnen den søte ham favnet.
Der gik guden til ro med den guldstoltronende Hera.