Iliaden/Sangen om Patroklos.
< Iliaden
SEKSTENDE SANG.
SANGEN OM PATROKLOS.
Saaledes kjæmpet de der i en strid om den toftede snekke.
Men Patroklos gik frem for folkenes hyrde Akillevs.
Taarerne strømmet saa hete og stridt lik bækken som risler
ned med sit blaasorte strømmende vand over styrtbratte fjeldvæg.
Medynk følte den fotrappe helt Akillevs ved synet.
Trøstende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Kjære Patroklos! hvi graater du slik som en hjælpeløs pike
liten og spæd, som gaar med sin mor og napper i kjolen
stadig og stanser den ilendes hast og vil bæres paa armen.
Graatende stirrer hun op paa sin mor, til hun løfter den lille.
Saaledes graater du nu dine modige taarer, Patroklos.
Har du til myrmidonernes folk nogen melding at bringe,
eller til mig, eller hørte du selv et budskap fra Ftia?
Baade Menoitios, Aktors søn, og den værdige Pelevs
lever jo endnu i hjemmet som før, som rygtet fortæller,
og det er disse, hvis død vilde volde os sorgen den tunge.
Kanske du jamrer dig saa for argeiernes helter som straffes
nu for sin brøde og finder sin død ved de stavnhøie snekker?
Si det, og rug ikke over din kval. La os vite den begge.»
Sukkende svarte du da, du hestetumler Patroklos:
«Pelevs’ søn, Akillevs, akaiernes ypperste høvding!
Vær ikke vred; ti akaiernes mænd er kuet av kvaler.
Alle de høibaarne mænd, som fordum blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret av spyd eller rammet av sverdhugg.
Saaret er Tydevs’ søn, den vældige helt Diomedes;
helten Odyssevs er saaret og mændenes drot Agamemnon,
og av en pil blev fornys Evrypylos rammet i laaret.
Lægerne søker nu travlt med dulmende urter at hele
kjæmpernes saar; men du er ubøielig, stolte Akillevs.
Maatte dog aldrig en vrede som din, du mester i vanheld,
gripe mig selv! Hvem fryder din daad blandt kommende slegter,
dersom du ikke vil verne mot skjendsel og død dine landsmænd?
Grusomme! Ikke er Pelevs, den frygtløse vognhelt, dit ophav.
Ikke er Tetis din mor. Dig avlet det blaanende havdyp
eller det styrtbratte fjeld; ti haardt er dit hjerte som stenen.
Dersom dit hjerte nu bæver i gru for et varsel fra guder,
og din ærværdige mor fra Zevs har bragt dig et budskap,
da faar du sende mig selv og med mig myrmidonernes fylking
samlet til hjælp, om jeg kunde vorde danaernes redning.
La mig saa ogsaa faa bære din herlige rustning om skuldre.
Kanske vil troerne narres og tro, det er dig, og i rædsel
holde sig borte fra kamp, saa akaierne nu i sin vaande
kunde faa hvile en stund og komme sig litt efter kampen.
Er vi saa uthvilt, saa kunde vi let i kampen faa jaget
mødige mænd til byen paa flugt fra skibe og telter.»
Bedende talte han saa; men han bad som den blindeste daare;
ti det var død og fordærv for sig selv han tryglende bad om.
Sukkende tungt tok straks den raske Akillevs til orde:
«Aa, Patroklos, du høibaarne helt, hvad er det du sier?
Nei, jeg ængster mig ei for et guddomsord som jeg hørte,
og fra Zevs har min værdige mor ei bragt noget budskap;
men i mit hjerte og sind blir jeg pint av nagende kvaler,
naar for at føie sin lyst en mand vil plyndre sin like
og ta fra ham hans hædrende løn, fordi han har magten.
Tungsind trykker mig haardt; ti bitreste kval har jeg døiet.
Møen, min hædrende løn, som akaierne selv hadde git mig,
hun som jeg vandt med mit spyd, da jeg styrtet i grus hendes hjemby,
hende har Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
røvet mig frækt, som var jeg en landstryker, retløs paa tinge.
Dog la gjort være gjort. At vredes til evige tider
var jo ei heller mit hjertes begjær. Jeg lovet jo dengang
ikke at glemme min harm, før kamp og gjaldende hærskrik
kom mig paa nærmeste hold og raste omkring mine snekker.
Spænd da du om skuldre og bryst min herlige rustning.
Før til den herjende kamp myrmidonernes krigerske skarer,
eftersom troerne flokker sig alt som en mørknende stormsky
om vore snekker med seirende kraft, og akaierne trænges
sammen paa stranden, hvor pladsen er knap som de endnu kan verge.
Troernes samlede by er rykket imot dem og kjæmper
trodsig og kjækt; ti de ser ikke mer min luende stridshjelm
blinke saa truende nær; da tok de nok flugten og fyldte
graven med dynger av lik, hvis mændenes drot Agamemnon
da hadde mildnet mit sind. Nu kjæmper de like ved leiren;
ti Diomedes svinger ei mer i rasende næver
lansen til vern for akaiernes mænd mot døden den grumme.
Likesaa litt har jeg hørt at Atrevs’ søn, den forhatte,
aapnet sin mund til et rop; men videnom gjalder den grumme
Hektors forfærdende rop til troernes mænd, og med hærskrik
fylder de sletten i seirende kamp mot akaiernes stridsmænd.
Skynd dig allikevel frem og verg vore skibe, Patroklos,
kraftig mot faren, saa fienden ei med luende flammer
stikker vor flaate i brand og røver os hjemfærdens glæde.
Lyd mig, og merk dig vel mine ord og læg dem paa hjerte,
forat du vældig kan øke mit ry og vinde mig hæder
hos det danaiske folk, saa de sender mig snarlig tilbake
møen, den fagre, og skjænker som vederlag herlige gaver.
Driv dem fra skibene bort; men kom saa tilbake, ti skjænker
Heras høittordnende husbond dig end den herligste hæder,
maa du dog ei la dig egge til kamp mot de krigerske troer,
naar ikke selv jeg er med; ti da gjør du skaar i min hæder.
Bli ikke stolt av dit held, naar du fælder i kampenes tummel
troernes kjæmper, og før ikke selv vore stridsmænd mot Troja.
Da kunde en av de eviges slegt fra det høie Olympen
møte dig barsk; ti de elskes jo høit av fjernskytten Foibos.
Nei, vend om, saasnart du har frelst vore stavnhøie snekker.
La saa de andre faa tumle sig vildt i kamp over sletten.
Maatte dog, mægtige Zevs og Pallas og Foibos Apollon,
hverken en troer, saa mange de er, kunne flygte fra døden,
eller en stridsmand fra Argos, naar bare vi to kunde frelses,
saa vi alene fik sprængt det hellige Ilions mure.»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Længer formaadde ei Aias at staa; ti han trængtes av spydkast.
Zevs, den almægtiges, vilje og troernes vældige lanser
kuet ham haardt, og truffet av spydene klirret den blanke
hjelm om hans tinding med vældige skrald; ti de blinkende skjermer
rammedes gang paa gang, og snart blev hans skulder til venstre
træt av at bære det skinnende skjold. Allikevel magtet
ingen at rokke det dækkende skjold med støt av sin lanse.
Tungt trak helten sit veir, og angstsveden haglet i strømme
ned fra hvert eneste lem, og pusterum undtes ham aldrig;
ti overalt hvor han vendte sig hen, var han kringsat av farer.
Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller,
hvordan der først kom ild i akaiernes stavnhøie snekker.
Hektor gik nær og rettet et hugg med sit mægtige slagsverd
tvers over Aias’ lanse av ask, og like bak spidsen
splintret han skaftet, og Telamons søn, den vældige Aias
svang i sin haand det unyttige skaft, mens spidsen av kobber
slyngedes langt avsted og klirrende hvirvlet til jorden.
Aias fôr sammen i gru; ti grant han forstod i sit hjerte
gudernes verk, at tordneren Zevs vilde gjøre til intet
alle hans kløktige raad og gi troerne seier i kampen.
Vek han da hastig for piler og spyd. Da kastet de brande
ind i hans skib, og det hylledes straks i flammende luer.
Saaledes raste om stavnen den luende ild; men Akillevs
slog sig paa laarene haardt og talte til vennen Patroklos:
«Op, Patroklos, du høibaarne helt, du kjæmpe paa stridsvogn!
Hist ved skibene ser jeg et skjær av knitrende flammer.
Bare de ikke faar snekkerne fat, saa vi ikke kan flygte!
Rust dig i flyvende hast, saa samler jeg selv vore stridsmænd.»
Saa han bød, og i luende malm Patroklos sig rustet.
Nede om læggene spændte han først de skjermende skinner,
skjønne med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter spændte han tæt om bryst det prægtige panser,
brynjen med stjerneklar glans, som han fik av Aiakos’ ætling.
Men over skuldrene hængte han først hans slagsverd av kobber
prydet med nagler av sølv, og derefter skjoldet det sterke.
Hodet, det kraftige, dækket han saa med den herlige malmhjelm,
smykket med hestehaars busk, som truende vaiet foroven.
Derefter tok han de vældige spyd, som passet i næven.
Aiakosætlingens lanse, det tunge og vældige vaaben,
tok han dog ikke i haand; ti ingen av alle danaer
magtet dens vegt. Kun Pelevs’ søn kunde svinge med lethet
lansen med asketræs skaft fra Pelions tinde som Keiron
selv hadde skjænket hans far til bane for talrike helter.
Hestene bød han Avtomedon raskt at spænde for stridsvogn.
Næst Akillevs, som sprængte sig vei gjennem fienders rækker,
elsket han ham; ti ingen holdt stand saa trofast i kampen.
Raskt Avtomedon spændte for vogn de vælige hester
Ksantos og Balios, rappe i løp som susende storme.
Zefyros var deres far, og stormens gudinde Podarge
fødte dem fjernt ved Okeanos’ strøm da hun vanket i enge.
Gangeren Pedasos bandt han i rem ved siden av vognen,
hingsten som fordum Akillevs tok med fra Eetions kongsstad.
Dødelig var den av æt, men holdt skridt med udødelig tvespand.
Helten Akillevs gik rundt og lot myrmidonernes stridsmænd
ruste sig hver i sit telt. Det var som naar glubende ulver,
griske paa kjøt, med utrættelig kraft i modige bringer
jager til døde paa fjeld den mægtige kronhjort og sluker
graadig dens kjøt og farver sit kind i blodet det røde.
Flokkevis gaar de til rislende bæk og drikker av kulpen
slubrende vandet det sorte med lang og tøielig tunge.
Blod av det myrdede dyr spyr ulvene op, men i bringen
banker ei hjertet i skjælvende frygt, skjønt buken vil sprænges.
Saaledes styrtet til kamp myrmidonernes førende fyrster,
samlet i flok om Patroklos, den raske Akillevs’ væbner.
Blandt dem stillet sig høvdingen selv, den tapre Akillevs,
eggende baade de vælige dyr og de skjolddækte kjæmper.
Femti var snekkernes tal som Alfaders yndling Akillevs
førte til Troja, og femti paa rad av kraftige svende
sat i hvert eneste velbygget skib paa de prægtige tofter.
Fem av dem valgte han selv til førere, dem som han tryggest
skjænket en høvdings ret. Selv var han den øverste hærdrot.
En av flokkene førte Menestios, rustet i brynjens
funklende malm, Sperkeios’ søn, den himmelske flodguds.
Pelevs’ datter, hans yndige mor Polydora, blev lønlig
favnet, skjønt dødelig mø, av guden, den sterke Sperkeios.
Men efter navnet var Boros hans far, Periéres’ ætling;
ti for umaadelig skjænk blev møen hans viede hustru.
Jomfrusønnen, den fremdjerve Evdoros, førte den anden.
Fylas’ barn Polymele, den yndigste kvinde i dansen,
fødte den herlige helt; ti Hermes, det lynsnare ilbud,
tændtes i brand, da han blev hende var blandt dansende møer
engang ved Artemis’ fest, den guldtenspindende guddoms.
Straks gik Hermes, den naadige gud, til høienloftskamret.
Der blev hun lønlig hans brud og skjænket ham sønnen Evdoros,
herlig og rap som den bedste i løp og en drabelig kriger.
Men da fødselsgudinden med kval og pinende veer
vel hadde bragt ham for lyset og solskinnets straaler han skuet,
førte den sterke Ekéklos, en søn av den mægtige Aktor,
kvinden som brud til sin borg, og talløse gaver hun kostet.
Gutten blev fostret av Fylas, og oldingen pleiet ham kjærlig,
ganske som var han en kjødelig søn; ti han elsket ham saare.
Helten Peisandros, en søn av Maimalos, førte den tredje.
Blandt myrmidonernes folk svang drotten sin lanse i kampen
kjækkest av samtlige mænd næst efter Akillevs’ staldbror.
Vognkjæmpen Foiniks, den graanede helt, skulde føre den fjerde,
medens den femte blev ført av Alkímedon, søn av Laerkes.
Men da Akillevs tilsidst hadde ordnet og fylket dem alle,
hver med sin førende drot, tok han manende ordet og mælte:
«Ingen av jer, myrmidoner, maa glemme den truende tale
som I lot høre mot troernes mænd ved de hurtige snekker
hele den tid I raste av harm og lastet min adfærd:
«Grumme Akillevs! Dig diet din mor med den bitreste galde.
Stenhaarde! du som vil holde med tvang dine stridsmænd ved flaaten.
La os da straks vende hjem over hav paa de ilende snekker,
siden saa ond og uslukkelig harm har rammet dit hjerte.»
Tidt, naar I samlet jer, talte I saa. Vel, nu er den kommet
kampen paa liv og død som I fordum saa ivrig har ønsket.
Nu kan enhver som har mod, faa kjæmpe mot troernes skarer.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Fastere sluttet sig mændenes flok, da de hørte sin konge.
Som naar en murer med lag paa lag av fugede stener
reiser en mur i det høie palads for at lune mot stormen,
saaledes sluttet de tæt de buklede skjolde og hjelmer.
Krigernes skjold var støttet mot skjold og hjelmer mot hjelmer.
Kjæmperne stod saa tæt at de hestehaarsmykkede hjelmer
møttes med skjermenes straalende malm, naar de rørte sit hode.
Foran de øvrige klædte sig to i det skinnende panser,
helten Patroklos og vennen Avtomedon. Kjæmpe i striden
først iblandt myrmidonernes mænd var al deres higen.
Men Akillevs gik ind i sit telt og aapnet en kiste
kunstig beslaat og skjøn, som den sølverfotede Tetis
hadde latt bringe ombord paa hans skib og fyldt med saa mange
kjortler og kapper som lunet mot vind, og de bløteste tepper.
Der laa gjemt et kostelig støp. Ei drak nogen anden
dødelig mand den funklende vin av det herlige bæger.
Aldrig til andre end Zevs han bragte sit offer av støpet.
Frem av kisten tok drotten det nu, og med rykende svovel
renset han det og skyllet det saa i bækken den klare.
Hænderne vasket han fromt og fyldte sit bæger med vinen.
Midt i forgaarden stod han og bad og skuet mot himlen,
medens han ofret sin vin, og Zevs, den lynglade, saa ham.
«Zevs, pelasgernes gud! du vældige hersker som raader
fjernt i det kolde Dodona, hvor seilerne bor, som forkynder
fromt dine bud med uvasket fot og med leie paa jorden.
Engang tilforn har du hørt mine ord, da jeg bad dig, og vernet
naadig mig selv, men tugtet akaierne haardt i din vrede.
Lyt da ogsaa idag til mit ord og hør mine bønner.
Medens jeg selv vil dvæle i ro ved skibenes leie,
sender jeg nu min ven med myrmidonernes skarer
frem for at kjæmpe. Aa, tordnende Zevs, forund ham at seire!
Fyld du med kampmod hans hjerte i barm, saa Hektor faar vite,
enten min kampfælle, selv om han staar alene paa valen,
magter at kjæmpe med kraft, eller kanske hans farlige næver
bare kan rase, naar selv jeg gaar med i stridslarmens møie.
Men faar han drevet fra skibene bort de larmende kjæmper,
la ham da uskadt og frelst komme hjem til de hurtige snekker,
baade med vaaben og verge og alle de kampglade venner.»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise, hørte ham halvveis.
Alfader gav ham det ene, men negtet det andet han bad om.
Drive fra skibene bort de kjæmpende fienders stridsmænd
undte han ham; men han negtet ham frelst at vende tilbake.
Men da han vel hadde ofret og bedt til Zevs i det høie,
gik han igjen til sit telt og gjemte sit bæger i kisten,
gik saa og stillet sig foran sit telt; ti han vilde dog atter
se paa den grufulde strid mellem troer og tapre akaier.
Klædt i sin rustning gik krigerne frem med den kjække Patrokles,
indtil de møtte med stormende mod de troiske rækker.
Skarevis strømmet de ut lik sverme av hvepser som bygger
flittig sit bo ved den alfare vei, naar skarer av gutter
tirrer dem haardt efter smaagutters vis og i tankeløs kaathet
erter dem stadig til smertelig kval for mangen en vandrer;
ti naar en farende mand, som haster forbi dem paa veien,
uten at ville det kommer dem nær, saa flyver de alle
frem med rasende vildskap i sind og verger sin yngel.
Saaledes strømmet med rasende mod myrmidonernes rækker
fremad fra skibenes rad, og ustanselig lød deres hærskrik.
Egget da helten Patroklos med rungende rop sine kjæmper:
«Frem, myrmidoner, Peleiden Akillevs’ trofaste svende.
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa det stormende kampmod,
saa vi kan hædre vor drot, som av alle argeiernes fyrster
selv er den bedste ved flaaten og fører de tapreste kjæmper,
og forat Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
ogsaa kan føle sin skyld, at han krænket den bedste akaier.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Frem mot troerne fôr de i flok, og tordnende gjenlød
skibenes stavnhøie rad av akaiernes rungende hærskrik.
Straks da troerne saa Menoitios’ kraftige ætling
klædt i det skinnende malm, ham selv og hans modige væbner,
skalv deres hjerte i bævende gru, og rækkerne vaklet,
saasom de trodde at Pelevs’ søn ved de hurtige snekker
nu hadde glemt sin nagende harm og latt sig forsone.
Ængstelig speidet enhver, hvor han helst skulde flygte for døden.
Slynget da først Patroklos med kraft den blinkende lanse
midt i den tætteste flok, hvor de fleste sig tumlet i striden
hist ved den bakerste stavn av Protesilaos’ snekke.
Drotten Pyraikmes som førte paionernes hestvante skarer
fordum fra Amydons by, fra Aksioselven den brede,
traf han i skuldren til høire, og bakover faldt han i støvet,
stønnende høit i sin kval, og alle paioniske svende
flygtet i gru; ti alle som én blev skræmt av Patroklos,
nu da han vog deres drot, en ypperlig høvding, i striden.
Bort fra skibene drev han dem brat, og branden blev slukket.
Snekken blev liggende halvbrændt av ild, mens troerne flygtet
vildt med usigelig larm, og mellem de stavnhøie snekker
strømmet danaerne efter, mens skriket ustanselig gjaldet.
Likesom naar fra den høieste top av mægtige fjelde
lynguden Zevs har jaget paa flugt de rugende skyer
— samtlige varder og skar og fjeldenes øverste tinder
tegner sig skarpt mot himmelens blaa i den svimlende æter —
saaledes pustet danaerne ut, saasnart de fik slukket
flammernes herjende magt; men kampen var ikke tilende.
Endnu blev troerne ei av akaiernes krigerske helter
jaget avsted paa vildeste flugt fra de tjærede snekker.
End bød de fienden trods, skjønt nødt til at vike fra flaaten.
Spredt var striden, og drot vog drot i det blodige stevne.
Traf da Menoitios’ kraftige søn med sin hvæssede lanse
først Areilykos, just da han vendte sig om for at flygte,
like i laaret og støtte med kraft sin lanse igjennem.
Benet blev knust av hans spyd, og han faldt paa sit ansigt til jorden.
Derefter rammet den krigerske drot Menelaos med lansen
Toas som blottet bak skjoldet sit bryst, og lammet hans lemmer.
Fylevs’ søn, som saa at Amfiklos fôr hastig imot ham,
strakte sig mot ham, og der hvor menneskets muskler er tykkest,
traf han ham øverst i læggen, og spidsen av høvdingens lanse
skar sig gjennem hans sener, og dødsmørket slørte hans øine.
Nestors sønner fôr frem, og Antilokos traf med sin lanse
helten Atymnios haardt og støtte den tvers gjennem lysken.
Foran ham faldt han til jord; men frem mot Antilokos stormet
Maris til nærkamp med spyd, og i harm for sin bror som var fældet,
traadte han foran hans lik; men den herlige helt Trasymedes
strakte sig frem, før han gjorde sit støt, og uten at feile
traf han hans skulder og flænget med spydsodden øverst paa armen
kjøttet fra benene bort og splintret de kraftige knokler.
Drønende faldt han til jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Saaledes vandret de, kuet og dræpt av de kraftige brødre,
begge til Erebos’ dyp, Sarpedons mandhaftige svende,
kjække med lansen, den mægtige drot Amisódoros’ sønner,
drottens som fostret, saa mangen til men, den grumme Kimaira.
Aias, Oilevs’ søn, sprang frem og tok Kleobulos
levende fangen; ti høvdingen faldt, da han snublet i vrimlen.
Dog, han røvet ham hastig hans liv med sit mægtige slagsverd.
Sverdet blev varmt av det strømmende blod, og over hans øine
sænket sig døden, den sorte. Han faldt for den mægtige skjæbne.
Nu fôr Penéleos frem og møttes med Lykon; ti begge
feilet hinanden med spyd og kastet sin lanse forgjæves.
Derefter gik de hverandre tillivs med sverdet, og Lykon
rammet den haaromflagrede hjelm i kammen; men klingen
brast overtvers ved heftet; men helten Penéleos traf ham
ret under øret i halsen, og klingen fôr ind, saa hans hode
segnet og hang i en strimmel av hud, og hans lemmer blev lammet.
Helten Meriones naadde paa hurtige føtter og rammet
Akamas just som han steg paa sin vogn, i skuldren til høire.
Ned fra stridsvognen faldt han, og dødstaaken slørte hans øine.
Drotten Idomenevs traf med det grusomme kobber i munden
høvdingen Erymas. Ut gjennem nakken og under hans hjerne
trængte det malmhvasse spyd og knuste de skinnende knokler.
Tænderne løsnet fra kjæven, og begge hans øine blev blodsprængt.
Blodstrømmen stod ham av næse og mund, da han gapende snappet
efter sit veir, og hans øine blev slørt av den sortnende dødssky.
Disse danaiske høvdinger vog hver enkelt en stridsmand.
Som naar de glubende ulver gaar løs paa lam eller smaakid,
snappende ett efter ett fra smaafæets flokker, som streifer
spredt med en uøvet gjæter paa fjeld; ti straks, naar de ser det,
myrder de rasende ulver i flæng det modløse smaafæ,
slik fôr danaerne løs paa troernes stridsmænd, som tænkte
bare paa larmende flugt og glemte det stormende kampmod.
Aias, den vældige, fristet med spyd ihærdig at ramme
Hektor, den malmklædte helt; men kyndig i krigeres idræt,
speidet han, dækket om skuldre og bryst av oksehudsskjoldet,
skarpt efter hver en svirrende pil eller hvinende lanse.
Vistnok merket han nu at seiren var nærved at skifte;
dog, han stod hvor han stod og frelste de trofaste venner.
Som naar en sky fra det høie Olymp over himmelen jager
efter en klarveirsdag, naar Zevs vil sende et regnskyl,
saaledes fôr de fra skibene bort i skrikende rædsel.
Flugten tilbake var tugtløs og vild. De fotrappe hester
fôr med den malmklædte Hektor avsted; men de troiske stridsmænd
lot han tilbake; ti veien var stængt av den mægtige voldgrav.
Mangt et travende spand for høvdingers rullende stridsvogn
knækket i graven den kraftige stang og lot vognen tilbake.
Efter dem stormet Patroklos og egget danaerne ivrig
ønskende troerne død og fordærv, og i larmende rædsel
fyldte de spredt hver eneste vei, og høit under himlen
spredte sig skyer av støv, mens skarer av trampende hester
stormet i ilende løp fra skibe og telter mot byen.
Der hvor Patroklos blev var den tætteste vrimmel av stridsmænd,
styrte han selv sine hester med rop. Fra vognene tumlet
hodekulds mænd under akslerne ned, og vognene veltet.
Henover voldgraven hoppet saa let de fotrappe hester,
født av udødelig byrd, hin gudernes gave til Pelevs,
ilende fremad i storm; ti hans kamplyst drev ham mot Hektor.
Ham vilde høvdingen ramme; men hestenes raskhet fik frelst ham.
Som naar den mørknende jord blir knuget av stormenes vælde
sent i de høstlige dage, naar Zevs lar plaskende regnskyl
strømme fra sky i nidkjær harm mot mænd som vil bøie
retten med vold og fælder ubillige domme paa tinge,
jagende retfærd paa dør og trodsende gudernes vilje —
svulmende stiger hver strømmende elv og fyldes til randen.
Flomvandet skjærer sig ind og flytter saa mangen en jordskrænt.
Ut i det blaanende hav med larmende brusen de strømmer
ned fra det styrtbratte fjeld og øder hvad mennesker dyrket —
saaledes løp i larmende hast de troiske hester.
Men da Patroklos fik hugget sig vei blandt de forreste flokker,
stængte han veien og drev dem igjen tilbake til flaaten.
Ei lot han nogen faa naa, som de inderlig ønsket, til byen;
men mellem elven og snekkernes rad og den kneisende ringmur
stormet han mot dem, og mangen en helt maatte bøte med livet.
Pronoos rammet han først med den blinkende lanse, da helten
blottet bak skjoldet sit mandige bryst, og lammet hans lemmer.
Drønende faldt han til jord, og derefter stormet Patroklos
frem imot Testor, Enops’ søn. Han sat paa sin stridsvogn
knuget i knæ av lammende gru, og hestenes tøiler
slap han av hænde. Da traadte han nær og støtte sin lanse
ind i hans kjæve tilhøire, og ind mellem tænderne fôr den.
Derefter trak han ham frem med sit spyd over kanten av vognen.
Ret som en fisker som sitter paa skrænt og trækker fra dypet
fisken den tunge i land med snøre og skinnende malmkrok,
saaledes trak han med lansen den gapende høvding fra vognen,
kastet ham hodekulds ned, og livet forlot ham i faldet.
Helten Erýlaos ilte til hjælp; men han traf ham i panden
haardt med en sten, og hele hans hodeskal knustes i splinter
indenfor hjelmen, den tunge. Han faldt paa sit ansigt til jorden.
Livskraften lammedes brat av døden som sænket sig om ham.
Derefter fældte han Erymas, Pyris, Epaltes og Ifevs.
Evippos faldt og helten Tlepolemos, søn av Damastor.
Ekios segnet tilsidst og Argeas’ søn Polymelos.
Høvdingen styrtet dem alle til jord i rad og i række.
Men da Sarpedon blev var at hans belteløst kjæmpende svende
faldt for Menoitios’ søn, for Patroklos’ vældige næver,
ropte han strengt til Lykiens mænd, de herlige kjæmper:
«Skam jer! Hvor flygter I hen? Kom, rap jer, lykiske svende!
Ja, ti jeg agter nu selv at møte hin helt og faa vite,
hvem det kan være som raser saa vildt og har voldt vore troer
ulykker nok; ti saa mangen en helt har han lamslaat og fældet.»
Saa han talte og hoppet til jord i sin skinnende rustning.
Ogsaa den sterke Patroklos sprang ned fra sin vogn, da han saa ham.
Som naar med krummede klør og neb to graadige gribber
rives med skingrende skrik paa høifjeldets svimlende tinde,
saaledes gik de hinanden tillivs med gjaldende hærskrik.
Grepet av ynk blev den raadsnilde Kronos’ søn, da han saa dem.
Mælte han da til Hera, sin værdige søster og hustru:
«Aa, for en sorg, om min kjæreste helt Sarpedon maa falde
nu for Patroklos, Menoitios’ søn, efter skjæbnens beslutning.
Tvilende banker mit hjerte i barm, naar tankerne drøfter
om jeg skal rive ham bort fra de graatsvangre kampe og føre
høvdingen levende hjem til Lykiens frugtbare egne,
eller jeg nu skal volde hans fald for Patroklos’ hænder.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ søn, du vældige gud, hvad er det du sier?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du frelser Sarpedon idag til hans hjem i det fjerne,
da faar du ta dig iagt, at ikke en anden blandt guder
ogsaa vil sende sin elskede søn fra de grufulde kampe;
ti rundt Priamos’ mægtige by maa kjæmpe saa mange
sønner av guder, og frygtelig harm vil du vække hos alle.
Men naar du har ham saa kjær og ynker ham saa i dit hjerte,
find dig da i at Menoitios’ søn, den sterke Patroklos,
fælder ham nu i det larmende slag med de vældige næver.
Naar saa hans sjæl er flygtet, og aande og liv har forlatt ham,
send da den kvægende Søvn og Døden avsted for at bære
helten saa varlig til Lykiens land med de vidtstrakte marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saa hun talte, og guders og menneskers far lot sig raade.
Blodige dugdraaper stænket han ned over jorderig vide,
hædrende høit sin elskede søn, som den sterke Patroklos
snart skulde fælde paa Ilions mark, saa fjernt fra hans hjemland.
Men da de møttes paa val og var kommet hinanden paa skudhold,
rammet Patroklos’ spyd den herlige helt Trasymelos,
drotten Sarpedons trofaste ven og kraftige væbner.
Nederst i buken han rammet ham haardt og lammet hans lemmer.
Helten Sarpedon, som derpaa fôr frem med den blinkende lanse,
traf ikke høvdingen selv med sit spyd; men i bogen tilhøire
rammet han gangeren Pedasos haardt, og med skrikende vrinsken
segnet den om i det blodige støv, og livskraften flygtet.
Tvespandet rykket til hver sin kant, saa det knaket i aaket.
Tømmerne viklet sig fast, da løshesten styrtet i støvet.
Dog, den spydvante helt Avtomedon fandt paa en utvei.
Raskt fra de kraftige lænder han rev sit mægtige slagsverd,
styrtet saa til og hugg løshesten fra med et rammende sverdhugg.
Hestene rettet sig ind og trak i de strammede remmer.
Atter gik begge hinanden tillivs i en dødssvanger tvekamp.
Feilet da drotten Sarpedon paany med den blinkende lanse.
Spydsodden suste Patroklos forbi over skuldren tilvenstre
uten at ramme; men derefter svang den sterke Patroklos
lansen og slynget den ei forgjæves fra haanden, men rammet
der hvor mellemgulvshinden er spændt som et dække om hjertet.
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvoksen gran, som huggerne oppe i aasen
fælder med nyslepne økser til kjøl for den ilende snekke.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Som naar en løve gaar ind i en bøling og dræper den stolte
brunrøde okse som modig gaar om blandt de langsomme kvier —
brølende aander den ut under udyrets knasende kjæver —
saaledes harmedes nu, da han faldt for Patroklos, de kjække
skjolddækte lykiers fører og kaldte ved navn paa sin staldbror:
«Kjæreste Glavkos, du kjæmpe blandt mænd! nu er det paa tide
spydet at svinge med kraft og vise dit mandsmod som kriger.
Er du en helt, saa la stridslarmens gru være hele din higen.
Først maa du ile omkring overalt og egge de tapre
lykiers førende mænd til en kamp om den faldne Sarpedon.
Ogsaa du selv maa verne din ven med den malmhvasse lanse;
ti min usalige lod vil vorde til evige tider
stadig en skam og en skjendsel for dig, hvis akaiernes sønner
røver mig rustningen her hvor jeg faldt ved skibenes leie.
Selv maa du kjæmpe med kraft, og hele vor hær maa du egge.»
Saa han talte. Da sænket sig brat over øine og ansigt
døden tilsidst. Straks satte hin helt sin hæl paa hans bringe.
Spydsodden rykket han ut, og hans mellemgulv fulgte med spydet.
Sammen med spydsodden rykket han ut hans sjæl og hans livskraft.
Men myrmidonerne holdt den fældedes prustende hester
fast; ti de søkte at fly, da de savnet sin herre paa vognen.
Glavkos blev grepet av pinende sorg, da han hørte hans stemme.
Hjertet blev rørt i hans barm; men at hjælpe ham magtet han ikke.
Haardt han grep om sin arm; ti han pintes av saaret som Tevkros
slog med sin pil, da han ilte til kamp, og hin med sin bue
verget fra kneisende mur sine kjæmpende venner i nøden.
Bedende talte han saa til skytten, den sterke Apollon:
«Hør mig, hersker, hvad enten i Lykiens frugtbare egne
eller i Troja du dvæler; ti allestedsfra kan du høre
bønner fra den som maa klage sin nød, som selv jeg maa klage;
ti jeg maa gaa med det pinende saar, og de skjærende smerter
farer igjennem min haand, og blodstrømmen kan ikke stanses.
Skulderen føles saa tung av den verkende vunde, og lansen
magter jeg ikke at holde med kraft eller stevne til kampen
mot vore fiender. Falden er nu den tapre Sarpedon,
Alfaders søn; ti end ikke ham forsvarer han længer.
Himmelske drot, helbred da du min verkende vunde.
Stil mine sviende smerter og und mig dog kraft til at egge
Lykiens mænd med rop og drive dem frem til at kjæmpe,
og la mig selv faa stevne til kamp for den fældede høvding.»
Saaledes bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Smerterne stillet han straks, og bort fra den verkende vunde
tørret han blodet det sorte og pustet ham mod i hans bringe.
Følte da Glavkos det grant i sin sjæl, at den mægtige guddom
straks hadde hørt hans brændende bøn, og han frydet sig saare.
Først gik høvdingen om overalt og egget de tapre
lykiers førende mænd til kamp for den faldne Sarpedon.
Derefter gik han med vældige skridt til troernes skarer
hen til Polydamas, Pantoos’ søn, og den kjække Agenor,
derpaa til helten Aineias og sidst til den malmklædte Hektor.
Trædende nær med vingede ord han talte til helten:
«Hektor, nu har du nok glemt dine hjælpere ganske i striden,
mænd som fjernt fra sin fædrenejord og fra trofaste venner
ofrer for dig sit liv, skjønt du ikke vil bringe dem frelse.
Helten Sarpedon er dræpt, de skjolddækte lykiers fører,
han som har raadet i Lykiens land med retfærd og styrke.
Under Patroklos’ spyd har den malmsterke Ares ham kuet.
Venner! aa, kom os da hastig til hjælp og harmes i hjertet.
La ikke myrmidonerne nu faa røvet hans rustning
eller faa skjendet hans lik i harm for de faldne danaer,
alle de mange vi dræpte med spyd ved de hurtige snekker.»
Saa han talte. Den bitreste sorg og ulidelig smerte
lammet fra isse til fot de troiske kjæmper, da helten
vernet, skjønt fremmed, med kraft deres by; ti talrike stridsmænd
fulgte ham tro, og tapper som han var ingen iblandt dem.
Rasende stormet de ind paa danaernes kjæmper, og Hektor
førte dem, vred for Sarpedon, sin fældede ven; men Patroklos
egget med mod i det mandige bryst akaiernes sønner.
Begge Aianterne nævnte han først, de kamplystne helter:
«Hør mig, Aianter, og kjæmp, som var det jer kjæreste syssel,
slik som I kjæmpet tilforn blandt mænd, eller bedre end fordum.
Fældet er nu Sarpedon, hin helt som sprang som den første
over akaiernes mur. Aa, kunde vi skjende den faldne,
rive hans rustning fra skuldrene løs og med malmen den grumme
kue saa mangen en ven, som verger hans lik med sin lanse!»
Saa han talte, og lystne paa kamp var de begge paa forhaand.
Men da nu begge de kjæmpende folk hadde styrket sin fylking,
troer og lykiske mænd, myrmidoner og tapre akaier,
tørnet de sammen i rasende kamp om liket, og grufuldt
lød deres skrik, og det klirret og klang i heltenes rustning.
Zevs lot falde uhyggelig nat over kampenes tummel,
forat en rædselsfuld strid skulde rase om sønnen, den kjære.
Først jog troernes mænd akaiernes blaaøide sønner.
Truffen blev helten Epeigevs, en søn av den tapre Agakles,
langtfra den ringeste mand blandt myrmidonernes kjæmper.
Fjernt i Budeion, den velbygde by, hadde fordum han hersket;
men da han engang i kamp hadde fældet en høibaaren frænde,
fandt han hos Pelevs et ly og den sølverfotede Tetis.
Disse lot høvdingen følge som ven den tapre Akillevs,
frem til Ilions hestrike by, til kampen mot Troja.
Da han nu grep efter liket, da kastet den straalende Hektor
midt i hans pande en sten, og hele hans hode blev splintret
under den malmtunge hjelm, og henover liket han segnet
om paa sit ansigt, og dræpende dødsnat sænket sig om ham.
Helten Patroklos blev grepet av sorg for sin fældede staldbror.
Mellem de forreste kjæmper han fôr saa hurtig som høken,
naar den forfølger en flygtende sværm av stær eller skjærer.
Saaledes styrtet du nu, du herlige vognhelt Patroklos,
harmfuld i sind for din ven, mot troers og lykiers skarer.
Rammet han da Itaimenes’ søn, Stenelaos, i nakken
haardt med en hvirvlende sten og sprængte de kraftige sener.
Hektor, den straalende helt, og de forreste mænd maatte vike.
Likesaa langt som et langskaftet spyd kan flyve i farten,
slynget av manden som prøver sin kraft i den festlige kamplek
eller i krig mot fienders flok som vil røve ham livet,
likesaa langt vek troernes mænd for akaiernes fremstøt.
Glavkos, de skjolddækte lykiers drot, var den første som atter
vendte sig om og fældte den mandige høvding Batykles,
Chalkons søn, som bodde paa fædrenegaarden i Hellas
rikt velsignet med gods og med guld som faa myrmidoner.
Glavkos vendte sig hastig omkring og traf ham med lansen
midt i hans bryst, da han jaget ham selv og kom ham paa skudhold.
Drønende faldt han til jord, og akaierne harmedes saare
over den herlige høvding som faldt; men troerne jublet.
Flokkevis stimlet de om ham; dog glemte de kjække akaier
ikke sit mod, men stormet av ytterste evne imot dem.
Der fik Meriones fældet en kjæk og velrustet troer,
helten Laogonos, søn av en prest, Onetor, som tjente
Zevs, den idæiske hersker, med ry som en guddom blandt folket.
Midt under kjæven og øret han traf, og livskraften flygtet
brat fra hans lemmer, og mørket, det grufulde, sænket sig om ham.
Men mot Meriones slynget Aineias sit spyd; ti han haabet
sikkert at ramme sit maal, da han gik ham i møte bak skjoldet.
Dog, han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsod.
Forover bøiet han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Grepet blev da Aineias av harm i sit hjerte og mælte:
«Gjæve Meriones, vel er du mester i dans; men for altid
hadde nok spydsodden bragt dig til ro, om jeg nu hadde rammet.»
Straks tok den spydvante helt Meriones ordet og svarte:
«Vel er du sterk, Aineias; men svært vil det bli dig at knække
kraften hos alle de modige mænd som gaar dig i møte
her til en kamp; ti ogsaa du selv er en dødelig skabning.
Kunde jeg bare faa jaget dig nu mit spyd gjennem livet,
skjænket du straks, hvor stolt du end er av armenes styrke,
hæder til mig og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han ropte. Da talte Menoitios’ søn ham til rette:
«Hvorfor, Meriones, snakker du slik? Du er da en kriger.
Troerne viker nok ikke, min ven, for spottende haansord
bort fra den faldne; men først naar mange er segnet til jorden.
Kraftige arme gjør utslag i krig, men tungen i raadet.
Nu bør du ikke ta munden for fuld, men tænke paa kampen.»
Derefter stormet han foran, og helten, den herlige, fulgte.
Som naar i kløfter paa fjeld for huggernes klingende økser
trærne segner med brak, og larmen kan høres saa vide,
saaledes steg fra den drønende jord med veiene brede
larmen av klingende malm og av mægtige oksehudsskjolde,
naar de blev rammet av sverd og av dobbethvæssede lanser.
Nu skulde visselig ei den gløggeste mand kunne kjende
længer Sarpedon, den herlige helt; ti nu var han dækket
likefra isse til fot av blod og av støv og av vaaben.
Stadig fôr heltene rundt hans lik som summende fluer
sværmer i fjøset om kopper og kar som fyldes av melken
tidlig om vaaren, naar skummende melk i spandene flyter.
Saaledes stimlet de tæt om hans lik, og Alfader vendte
aldrig det straalende øienpar bort fra de vældige kampe;
men paa de kjæmpende skuet han ned, og dypt i sit hjerte
drøftet han nu Patroklos’ død i tvilende grublen,
enten nu hist i den vældige kamp den straalende Hektor
straks over helten Sarpedons lik skulde fælde med lansen
ogsaa Patroklos og rive som rov hans rustning fra skuldre,
eller han endnu for fler skulde øke den dødssvangre møie.
Raadeligst fandt han det dog i sit sind, da han grublet paa dette,
at Peleiden Akillevs’ ven og mandige væbner
skulde faa jage de troiske mænd og den malmklædte Hektor
atter til byen paa flugt og røve mangfoldige livet.
Først lot han Hektor bli lammet av skræk i det modige hjerte.
Op paa stridsvognen steg han til flugt og bød sine troer
hastig at fly; ti han skjønte at Zevs hadde veiet hans skjæbne.
End ikke Lykiens kraftige mænd holdt stand; men de flygtet
alle som en, da de saa at høvdingen, rammet i hjertet,
laa i en dynge av lik; ti over ham segnet saa mange,
nu da Kronos’ søn lot striden, den vældige, strenges.
Rustningens straalende malm fra Sarpedons mægtige skuldre
rev de i hast, og Menoitios’ søn, den vældige kjæmpe,
lot sine landsmænd bære den bort til de rumstore snekker.
Talte da Zevs, hin skyernes drot, et ord til Apollon:
«Skynd dig, elskede Foibos, avsted til Sarpedon og løft ham
bort fra spydenes kast og rens ham for blodet det sorte.
Bær ham saa langt fra den blodige val og bad ham i elven.
Salv med ambrosia liket og svøp det i himmelske klæder.
Send ham saa bort og la tvillingbrødrene Søvnen og Døden
være hans ilsomme følge og vakt og bringe ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saaledes talte hans far, og ei var Apollon uvillig.
Ned ifra toppen av Ida han fôr til det grufulde feltslag.
Fjernt fra de rammende spyd bar guden den ædle Sarpedon,
badet i elven hans lik, og med himmelsk ambrosia salvet
guden hans lemmer og svøpte ham ind i himmelske klæder.
Derefter lot han det fotrappe par, de tvillinger bolde,
Søvnen og Døden faa følge ham frem, og de bragte ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Eggende ivrig sit spand og Avtomedon stormet Patroklos
frem mot troers og lykiers hær som den blindeste daare.
Hadde han fulgt det raad som Pelevs’ søn hadde git ham,
hadde han sluppet forvisst den sorte, den grufulde dødslod.
Sterkere dog er Alfaders raad end menneskers vilje.
Selv den modigste slaar han med gru og røver ham seiren
uten besvær og egger ham saa paany til at kjæmpe.
Dennegang vakte han ogsaa det freidigste mod i hans bringe.
Hvem var den første, Patroklos, og hvem var den sidste du fældte,
nu da de evige selv hadde viet dig, høvding, til døden?
Først Adrastos han vog og Avtonoos, dernæst Ekeklos,
Perimos, Megas’ søn, Epistor og saa Melanippos.
Elasos segnet og Mulios faldt og den gjæve Pylartes.
Dette var dem som han fældte. Paa flugt kun tænkte de andre.
Visst hadde Argos’ mænd kunnet kue det kneisende Troja
nu ved Patroklos’ haand; ti vældig med lansen han raste,
hadde ei Foibos Apollon som troernes hjælper i nøden
stillet sig op paa den vældige mur for at volde hans bane.
Treganger satte Patroklos sin fot paa murkransens tinde;
treganger drev Apollon med magt ham atter tilbake,
støtende haardt med udødelig haand mot det blinkende malmskjold.
Men da han fjerde gang trængte sig frem saa sterk som en guddom,
ropte med truende røst den rammende skytte Apollon:
«Vik, høibaarne Patroklos! At øde de navngjetne troers
by med dit spyd blir ikke din lod. End ikke Akillevs,
han som i tapperhet mestrer dig let, slik hæder skal vinde.»
Saa han talte, og langt vek helten Patroklos tilbake,
slagen av gru for Apollons, den rammende fjernskyttes vrede.
Men ved den skaiiske port holdt Hektor sit tvespand tilbake,
tvilende om han paany skulde stevne til feltslagets tummel,
eller gi hæren besked om at trænge sig sammen bak muren.
Foibos Apollon gik høvdingen nær, da han grublet paa dette,
lignende grant en ypperlig helt, den kraftige fyrste
Asios, morbror av Hektor, den vældige kjæmpe paa stridsvogn.
Drotten var Hékabes bror, og søn av Dymas, som bodde
fjernt i Frygiens land ved elven Sangarios’ strømme.
Lignende ham tok Alfaders søn Apollon til orde:
«Hektor, hvi kjæmper du slet ikke mer? Slikt klæder dig ilde.
Var jeg din mester i kraft, saavisst som du er min mester,
kom det dig dyrt at staa at du viker tilbake fra kampen.
Rap dig og styr dit vælige spand mot den raske Patroklos.
Kanske du volder hans fald, og Apollon vil skjænke dig hæder.»
Derpaa gik guden paany til mændenes møisomme kampe.
Bød da Hektor sin svend, den kjække Kebriones, piske
hestene ind i de kjæmpendes kreds; men Foibos Apollon
trængte sig frem i stimlen og voldte blandt Argos’ stridsmænd
vild forvirring; men Hektor og troerne skjænket han seier.
Ei var Hektor tilsinds at dræpe de andre danaer;
men mot Patroklos styrte han raskt de stampende hester.
Sprang da Patroklos ned fra sin vogn og fôr ham i møte.
Lansen han holdt i sin venstre og grep med den høire en stenblok
skarpkantet, skinnende hvit, saa stor som hans haand kunde rumme,
kastet den saa med kraft og gruet ei længe for manden.
Ei var hans kast forgjæves; ti Priamos’ søn med en frille,
helten Kebriones, rammet han haardt med stenen i panden,
Hektors mandhaftige kusk, da han holdt i hestenes tøiler.
Stenen slog flænger i begge hans bryn, og hovedets knokler
holdt ikke sammen. Hans øine faldt ned paa jorden i støvet
ret for hans føtter, og ut av den prægtige vogn som en dykker
stupte han brat paa sit hode, og livskraften svandt fra hans knokler.
Haanende ropte du da, du hestetumler Patroklos:
«Aa for en mand saa letvindt og rask. Nei, se hvor han dykker!
Kom han saasandt tilsjøs, hvor fiskene stimer paa dypet,
mættet nok manden saa mangen en mund med skjæl som han sanket,
hoppende ut av sin baat, om sjøen var aldrig saa oprørt,
slik som han stuper paa val saa let fra den rullende stridsvogn.
Sandelig, ogsaa i troernes hær er der folk som kan dykke.»
Saaledes talte han spotsk, og mot helten Kebriones fôr han
frem som en glubende løve, som medens den herjer paa kveen,
selv blir rammet i brystet, saa kampmodet koster den livet.
Likesaa vildt fôr du frem mot Kebriones, stolte Patroklos.
Hektor sprang ogsaa fra vognen til jord og fôr ham i møte.
Heltene stred om Kebriones’ lik som glubende løver,
som naar de begge er plaget av sult, med rasende vildskap
kjæmper om hjorten de netop har dræpt paa toppen av fjeldet.
Saaledes stred om Kebriones’ lik de vældige kjæmper,
helten Patroklos, Menoitios’ søn, og den straalende Hektor.
Flænge hinanden med skjærende malm var al deres higen.
Hektor den faldne ved hodet holdt fast og slap ikke taket,
medens Patroklos grep fat i hans fot, og alle de andre
troer og gjæve danaer fôr frem til en frygtelig nærkamp.
Ret som naar Evros og Notos i susende kappestrid møtes
rystende storskogens mægtige trær i fjeldenes kløfter,
eken og rankvoksen ask og kornelen med barken, den seige
— haardt mot hinanden i stormen de slaar sine svaiende grener
under usigelig larm, og det braker naar stammerne knækkes —
saaledes stormet i hatefuld strid akaier og troer
løs paa hverandre. Fordærvelig flugt kom ingen i tanker.
Rundt Kebriones fæstet sin odd saa mangen en lanse,
dertil saa mangen en pil som ilte paa vinger fra strengen.
Mangen en drabelig sten slog haardt mot de buklede skjolde,
medens de kjæmpet omkring ham. Han laa i en hvirvlende støvsky,
svær som en jætte. Hans vognstyrerkunst var gaat ham av minde.
Mens nu solskiven steg til midt paa himmelens bue,
rammet de jevnt med de hvæssede spyd, og mændene segnet;
men ved solefaldstid, naar okserne spændes fra plogen,
da gik akaierne frem til seier mot skjæbnens beslutning.
Helten Kebriones slæpte de ut fra den tætteste spydregn,
bort fra de larmende troer og røvet fra skuldre hans rustning.
Nu fôr Patroklos paa troerne løs i rasende vildskap.
Treganger fôr han med truende rop som den stormende Ares
fremad, og hvergang dræpte han ni av troernes stridsmænd;
men da han fjerdegang kastet sig frem saa sterk som en guddom,
da blev det klart at dit livsløp var endt, du kjække Patroklos!
Ti i det vældige slag gik Foibos Apollon imot ham
truende barsk; men han merket ham ei, da han skred gjennem vrimlen,
saasom den møtende gud hadde hyllet sig tæt i en taake.
Bak ham han stanset og slog paa hans ryg mellem skuldrene brede,
haardt med den knyttede haand; da svimlet det brat for hans øine.
Foibos Apollon slog væk den prægtige hjelm fra hans hode.
Klirrende trillet den malmtunge hjelm med skjermer og gitter
ind mellem hestenes føtter, og nu blev den vaiende hjelmbusk
smudset av blod og av støv; tilforn hadde guderne aldrig
taalt at den haaromflagrede hjelm skulde smudses av støvet;
ti en guddommelig helts, Akillevs’ hode og pande
skjermet den da; men nu hadde Zevs undt Hektor at bære
høvdingens hjelm paa sit hode. Dog snart var hans dødstime kommet.
Derefter brast i Patroklos’ haand den mægtige lanse
tung og vældig og sterk med malmhvæsset spids, og fra skuldren
gled efter remmen til jorden hans skjold med de talrike kvaster.
Løste da Alfaders søn, den sterke Apollon hans brynje.
Vildsomt flakket hans sind, og hans straalende lemmer blev lammet.
Haandfalden stod han. Da traf en dardaner ham bakfra i ryggen
mellem hans skuldre paa nærmeste hold med den hvæssede lanse,
Pantoos’ søn Evforbos, den første i ungdommens rækker
baade i spydkast og vognstyrerkunst og i føtternes raphet.
Tyve i tal var de modige mænd som han styrtet fra stridsvogn,
endda han førstegang kjæmpet tilvogns og var lærling i krigskunst.
Han var den første som traf dig med spyd, du vognhelt Patroklos,
uten at volde din død. Av saaret han rykket sin lanse
og gjennem stimlen tilbake han fôr; ti staa mot Patroklos
vaaget han ei i en kamp, skjønt helten var blottet for vaaben.
Lammet av guddommens slag og av spydstikket hastet Patroklos
atter tilbake til vennernes flok og flygtet for døden.
Dog, da Hektor blev var at den modige høvding Patroklos,
rammet tilblods av det hvæssede spyd, maatte vike tilbake,
gik han i rækkerne helten tillivs og traf ham med lansen
nederst i lysken og støtte ham spydsodden tvers gjennem buken.
Drønende faldt han til jord til sorg for akaiernes stridsmænd.
Som naar en løve beseirer i strid et utrættelig vildsvin,
naar de paa toppen av kneisende fjeld i rasende vildskap
slaas om en pyt i den halvtørre bæk; ti begge vil drikke, —
indtil den vældige løve faar bugt med det pæsende udyr;
saa vog Hektor, Priamos’ søn, med lansen i nærkamp
helten, Menoitios’ søn, som fældte saa mangen en kriger.
Pralende lød hans vingede ord til den fældede kjæmpe:
«Bolde Patroklos! du haabet jo nu at øde vor hjemby,
og naar de troiske kvinder du frihetens dag hadde røvet,
skulde du føre dem bort til den elskede hjemstavn paa flaaten.
Daare! Til kvindernes vern har nu mine fotrappe hester
rørt sine føtter til kamp, og selv jeg svinger min lanse
vældigst blandt krigerske troer og verner dem trygt mot den tunge
trældommens dag; men her skal gribbene flænge dit aatsel.
Stakkar! Saa sterk som han er, Akillevs hjalp dig dog ikke.
Selv blev han hjemme og bød dig vel strengt da du stevnet til striden:
«Kom mig nu ikke tilbake, du mandige vognhelt Patroklos,
til vore rumstore snekker, før selv du faar flænget i laser
brynjen som Hektor bærer om bryst, og farvet den blodig.»
Saaledes talte han vel, og en daare som dig fik han fristet.»
Dødstræt svarte du da, du mandige vognhelt Patroklos:
«Hektor, ja nu kan du prale saa stolt; ti Zevs og Apollon
skjænket jo seiren til dig, og mig har de lettelig kuet.
Selv har de revet fra skulderen løs min skjermende rustning.
Men om et snes av kjæmper som du hadde gaat mig i møte,
skulde nok alle ha segnet og fundet sin død for min lanse.
Nu er det skjæbnen, den grumme, og Letos søn som har dræpt mig;
dertil Evforbos av mænd, og du kommer først som den tredje.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa hjerte:
Ogsaa dit liv er snarlig forbi; ti nær ved din side
staar alt den truende død og den mægtige skjæbnegudinde.
Snart skal du dø for Akillevs’ haand, den bolde Peleides.»
Saa han talte og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avsjælte talte paany den straalende Hektor:
«Hvorfor, Patroklos, varsler du mig min snarlige helfærd?
Hvo av os vet om Akillevs, hin søn av den haarfagre Tetis,
ei blir den første som mister sit liv for denne min lanse?»
Saa han talte og satte sin hæl paa den faldne og rykket
malmodden ut av hans saar og støtte ham baklængs med lansen,
fôr saa med spydet i haand mot Avtomedon, helten den bolde,
væbner hos drotten Akillevs, den fotrappe Aiakosætling.
Ham vilde høvdingen naa; men han frelstes av gangernes rappe
himmelske spand som guderne selv hadde skjænket til Pelevs.
Men Patroklos gik frem for folkenes hyrde Akillevs.
Taarerne strømmet saa hete og stridt lik bækken som risler
ned med sit blaasorte strømmende vand over styrtbratte fjeldvæg.
Medynk følte den fotrappe helt Akillevs ved synet.
Trøstende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Kjære Patroklos! hvi graater du slik som en hjælpeløs pike
liten og spæd, som gaar med sin mor og napper i kjolen
stadig og stanser den ilendes hast og vil bæres paa armen.
Graatende stirrer hun op paa sin mor, til hun løfter den lille.
Saaledes graater du nu dine modige taarer, Patroklos.
Har du til myrmidonernes folk nogen melding at bringe,
eller til mig, eller hørte du selv et budskap fra Ftia?
Baade Menoitios, Aktors søn, og den værdige Pelevs
lever jo endnu i hjemmet som før, som rygtet fortæller,
og det er disse, hvis død vilde volde os sorgen den tunge.
Kanske du jamrer dig saa for argeiernes helter som straffes
nu for sin brøde og finder sin død ved de stavnhøie snekker?
Si det, og rug ikke over din kval. La os vite den begge.»
Sukkende svarte du da, du hestetumler Patroklos:
«Pelevs’ søn, Akillevs, akaiernes ypperste høvding!
Vær ikke vred; ti akaiernes mænd er kuet av kvaler.
Alle de høibaarne mænd, som fordum blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret av spyd eller rammet av sverdhugg.
Saaret er Tydevs’ søn, den vældige helt Diomedes;
helten Odyssevs er saaret og mændenes drot Agamemnon,
og av en pil blev fornys Evrypylos rammet i laaret.
Lægerne søker nu travlt med dulmende urter at hele
kjæmpernes saar; men du er ubøielig, stolte Akillevs.
Maatte dog aldrig en vrede som din, du mester i vanheld,
gripe mig selv! Hvem fryder din daad blandt kommende slegter,
dersom du ikke vil verne mot skjendsel og død dine landsmænd?
Grusomme! Ikke er Pelevs, den frygtløse vognhelt, dit ophav.
Ikke er Tetis din mor. Dig avlet det blaanende havdyp
eller det styrtbratte fjeld; ti haardt er dit hjerte som stenen.
Dersom dit hjerte nu bæver i gru for et varsel fra guder,
og din ærværdige mor fra Zevs har bragt dig et budskap,
da faar du sende mig selv og med mig myrmidonernes fylking
samlet til hjælp, om jeg kunde vorde danaernes redning.
La mig saa ogsaa faa bære din herlige rustning om skuldre.
Kanske vil troerne narres og tro, det er dig, og i rædsel
holde sig borte fra kamp, saa akaierne nu i sin vaande
kunde faa hvile en stund og komme sig litt efter kampen.
Er vi saa uthvilt, saa kunde vi let i kampen faa jaget
mødige mænd til byen paa flugt fra skibe og telter.»
Bedende talte han saa; men han bad som den blindeste daare;
ti det var død og fordærv for sig selv han tryglende bad om.
Sukkende tungt tok straks den raske Akillevs til orde:
«Aa, Patroklos, du høibaarne helt, hvad er det du sier?
Nei, jeg ængster mig ei for et guddomsord som jeg hørte,
og fra Zevs har min værdige mor ei bragt noget budskap;
men i mit hjerte og sind blir jeg pint av nagende kvaler,
naar for at føie sin lyst en mand vil plyndre sin like
og ta fra ham hans hædrende løn, fordi han har magten.
Tungsind trykker mig haardt; ti bitreste kval har jeg døiet.
Møen, min hædrende løn, som akaierne selv hadde git mig,
hun som jeg vandt med mit spyd, da jeg styrtet i grus hendes hjemby,
hende har Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
røvet mig frækt, som var jeg en landstryker, retløs paa tinge.
Dog la gjort være gjort. At vredes til evige tider
var jo ei heller mit hjertes begjær. Jeg lovet jo dengang
ikke at glemme min harm, før kamp og gjaldende hærskrik
kom mig paa nærmeste hold og raste omkring mine snekker.
Spænd da du om skuldre og bryst min herlige rustning.
Før til den herjende kamp myrmidonernes krigerske skarer,
eftersom troerne flokker sig alt som en mørknende stormsky
om vore snekker med seirende kraft, og akaierne trænges
sammen paa stranden, hvor pladsen er knap som de endnu kan verge.
Troernes samlede by er rykket imot dem og kjæmper
trodsig og kjækt; ti de ser ikke mer min luende stridshjelm
blinke saa truende nær; da tok de nok flugten og fyldte
graven med dynger av lik, hvis mændenes drot Agamemnon
da hadde mildnet mit sind. Nu kjæmper de like ved leiren;
ti Diomedes svinger ei mer i rasende næver
lansen til vern for akaiernes mænd mot døden den grumme.
Likesaa litt har jeg hørt at Atrevs’ søn, den forhatte,
aapnet sin mund til et rop; men videnom gjalder den grumme
Hektors forfærdende rop til troernes mænd, og med hærskrik
fylder de sletten i seirende kamp mot akaiernes stridsmænd.
Skynd dig allikevel frem og verg vore skibe, Patroklos,
kraftig mot faren, saa fienden ei med luende flammer
stikker vor flaate i brand og røver os hjemfærdens glæde.
Lyd mig, og merk dig vel mine ord og læg dem paa hjerte,
forat du vældig kan øke mit ry og vinde mig hæder
hos det danaiske folk, saa de sender mig snarlig tilbake
møen, den fagre, og skjænker som vederlag herlige gaver.
Driv dem fra skibene bort; men kom saa tilbake, ti skjænker
Heras høittordnende husbond dig end den herligste hæder,
maa du dog ei la dig egge til kamp mot de krigerske troer,
naar ikke selv jeg er med; ti da gjør du skaar i min hæder.
Bli ikke stolt av dit held, naar du fælder i kampenes tummel
troernes kjæmper, og før ikke selv vore stridsmænd mot Troja.
Da kunde en av de eviges slegt fra det høie Olympen
møte dig barsk; ti de elskes jo høit av fjernskytten Foibos.
Nei, vend om, saasnart du har frelst vore stavnhøie snekker.
La saa de andre faa tumle sig vildt i kamp over sletten.
Maatte dog, mægtige Zevs og Pallas og Foibos Apollon,
hverken en troer, saa mange de er, kunne flygte fra døden,
eller en stridsmand fra Argos, naar bare vi to kunde frelses,
saa vi alene fik sprængt det hellige Ilions mure.»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Længer formaadde ei Aias at staa; ti han trængtes av spydkast.
Zevs, den almægtiges, vilje og troernes vældige lanser
kuet ham haardt, og truffet av spydene klirret den blanke
hjelm om hans tinding med vældige skrald; ti de blinkende skjermer
rammedes gang paa gang, og snart blev hans skulder til venstre
træt av at bære det skinnende skjold. Allikevel magtet
ingen at rokke det dækkende skjold med støt av sin lanse.
Tungt trak helten sit veir, og angstsveden haglet i strømme
ned fra hvert eneste lem, og pusterum undtes ham aldrig;
ti overalt hvor han vendte sig hen, var han kringsat av farer.
Tal og fortæl, I muser, som bor i olympiske haller,
hvordan der først kom ild i akaiernes stavnhøie snekker.
Hektor gik nær og rettet et hugg med sit mægtige slagsverd
tvers over Aias’ lanse av ask, og like bak spidsen
splintret han skaftet, og Telamons søn, den vældige Aias
svang i sin haand det unyttige skaft, mens spidsen av kobber
slyngedes langt avsted og klirrende hvirvlet til jorden.
Aias fôr sammen i gru; ti grant han forstod i sit hjerte
gudernes verk, at tordneren Zevs vilde gjøre til intet
alle hans kløktige raad og gi troerne seier i kampen.
Vek han da hastig for piler og spyd. Da kastet de brande
ind i hans skib, og det hylledes straks i flammende luer.
Saaledes raste om stavnen den luende ild; men Akillevs
slog sig paa laarene haardt og talte til vennen Patroklos:
«Op, Patroklos, du høibaarne helt, du kjæmpe paa stridsvogn!
Hist ved skibene ser jeg et skjær av knitrende flammer.
Bare de ikke faar snekkerne fat, saa vi ikke kan flygte!
Rust dig i flyvende hast, saa samler jeg selv vore stridsmænd.»
Saa han bød, og i luende malm Patroklos sig rustet.
Nede om læggene spændte han først de skjermende skinner,
skjønne med spænder av sølv som fæstet dem godt om hans ankler.
Derefter spændte han tæt om bryst det prægtige panser,
brynjen med stjerneklar glans, som han fik av Aiakos’ ætling.
Men over skuldrene hængte han først hans slagsverd av kobber
prydet med nagler av sølv, og derefter skjoldet det sterke.
Hodet, det kraftige, dækket han saa med den herlige malmhjelm,
smykket med hestehaars busk, som truende vaiet foroven.
Derefter tok han de vældige spyd, som passet i næven.
Aiakosætlingens lanse, det tunge og vældige vaaben,
tok han dog ikke i haand; ti ingen av alle danaer
magtet dens vegt. Kun Pelevs’ søn kunde svinge med lethet
lansen med asketræs skaft fra Pelions tinde som Keiron
selv hadde skjænket hans far til bane for talrike helter.
Hestene bød han Avtomedon raskt at spænde for stridsvogn.
Næst Akillevs, som sprængte sig vei gjennem fienders rækker,
elsket han ham; ti ingen holdt stand saa trofast i kampen.
Raskt Avtomedon spændte for vogn de vælige hester
Ksantos og Balios, rappe i løp som susende storme.
Zefyros var deres far, og stormens gudinde Podarge
fødte dem fjernt ved Okeanos’ strøm da hun vanket i enge.
Gangeren Pedasos bandt han i rem ved siden av vognen,
hingsten som fordum Akillevs tok med fra Eetions kongsstad.
Dødelig var den av æt, men holdt skridt med udødelig tvespand.
Helten Akillevs gik rundt og lot myrmidonernes stridsmænd
ruste sig hver i sit telt. Det var som naar glubende ulver,
griske paa kjøt, med utrættelig kraft i modige bringer
jager til døde paa fjeld den mægtige kronhjort og sluker
graadig dens kjøt og farver sit kind i blodet det røde.
Flokkevis gaar de til rislende bæk og drikker av kulpen
slubrende vandet det sorte med lang og tøielig tunge.
Blod av det myrdede dyr spyr ulvene op, men i bringen
banker ei hjertet i skjælvende frygt, skjønt buken vil sprænges.
Saaledes styrtet til kamp myrmidonernes førende fyrster,
samlet i flok om Patroklos, den raske Akillevs’ væbner.
Blandt dem stillet sig høvdingen selv, den tapre Akillevs,
eggende baade de vælige dyr og de skjolddækte kjæmper.
Femti var snekkernes tal som Alfaders yndling Akillevs
førte til Troja, og femti paa rad av kraftige svende
sat i hvert eneste velbygget skib paa de prægtige tofter.
Fem av dem valgte han selv til førere, dem som han tryggest
skjænket en høvdings ret. Selv var han den øverste hærdrot.
En av flokkene førte Menestios, rustet i brynjens
funklende malm, Sperkeios’ søn, den himmelske flodguds.
Pelevs’ datter, hans yndige mor Polydora, blev lønlig
favnet, skjønt dødelig mø, av guden, den sterke Sperkeios.
Men efter navnet var Boros hans far, Periéres’ ætling;
ti for umaadelig skjænk blev møen hans viede hustru.
Jomfrusønnen, den fremdjerve Evdoros, førte den anden.
Fylas’ barn Polymele, den yndigste kvinde i dansen,
fødte den herlige helt; ti Hermes, det lynsnare ilbud,
tændtes i brand, da han blev hende var blandt dansende møer
engang ved Artemis’ fest, den guldtenspindende guddoms.
Straks gik Hermes, den naadige gud, til høienloftskamret.
Der blev hun lønlig hans brud og skjænket ham sønnen Evdoros,
herlig og rap som den bedste i løp og en drabelig kriger.
Men da fødselsgudinden med kval og pinende veer
vel hadde bragt ham for lyset og solskinnets straaler han skuet,
førte den sterke Ekéklos, en søn av den mægtige Aktor,
kvinden som brud til sin borg, og talløse gaver hun kostet.
Gutten blev fostret av Fylas, og oldingen pleiet ham kjærlig,
ganske som var han en kjødelig søn; ti han elsket ham saare.
Helten Peisandros, en søn av Maimalos, førte den tredje.
Blandt myrmidonernes folk svang drotten sin lanse i kampen
kjækkest av samtlige mænd næst efter Akillevs’ staldbror.
Vognkjæmpen Foiniks, den graanede helt, skulde føre den fjerde,
medens den femte blev ført av Alkímedon, søn av Laerkes.
Men da Akillevs tilsidst hadde ordnet og fylket dem alle,
hver med sin førende drot, tok han manende ordet og mælte:
«Ingen av jer, myrmidoner, maa glemme den truende tale
som I lot høre mot troernes mænd ved de hurtige snekker
hele den tid I raste av harm og lastet min adfærd:
«Grumme Akillevs! Dig diet din mor med den bitreste galde.
Stenhaarde! du som vil holde med tvang dine stridsmænd ved flaaten.
La os da straks vende hjem over hav paa de ilende snekker,
siden saa ond og uslukkelig harm har rammet dit hjerte.»
Tidt, naar I samlet jer, talte I saa. Vel, nu er den kommet
kampen paa liv og død som I fordum saa ivrig har ønsket.
Nu kan enhver som har mod, faa kjæmpe mot troernes skarer.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Fastere sluttet sig mændenes flok, da de hørte sin konge.
Som naar en murer med lag paa lag av fugede stener
reiser en mur i det høie palads for at lune mot stormen,
saaledes sluttet de tæt de buklede skjolde og hjelmer.
Krigernes skjold var støttet mot skjold og hjelmer mot hjelmer.
Kjæmperne stod saa tæt at de hestehaarsmykkede hjelmer
møttes med skjermenes straalende malm, naar de rørte sit hode.
Foran de øvrige klædte sig to i det skinnende panser,
helten Patroklos og vennen Avtomedon. Kjæmpe i striden
først iblandt myrmidonernes mænd var al deres higen.
Men Akillevs gik ind i sit telt og aapnet en kiste
kunstig beslaat og skjøn, som den sølverfotede Tetis
hadde latt bringe ombord paa hans skib og fyldt med saa mange
kjortler og kapper som lunet mot vind, og de bløteste tepper.
Der laa gjemt et kostelig støp. Ei drak nogen anden
dødelig mand den funklende vin av det herlige bæger.
Aldrig til andre end Zevs han bragte sit offer av støpet.
Frem av kisten tok drotten det nu, og med rykende svovel
renset han det og skyllet det saa i bækken den klare.
Hænderne vasket han fromt og fyldte sit bæger med vinen.
Midt i forgaarden stod han og bad og skuet mot himlen,
medens han ofret sin vin, og Zevs, den lynglade, saa ham.
«Zevs, pelasgernes gud! du vældige hersker som raader
fjernt i det kolde Dodona, hvor seilerne bor, som forkynder
fromt dine bud med uvasket fot og med leie paa jorden.
Engang tilforn har du hørt mine ord, da jeg bad dig, og vernet
naadig mig selv, men tugtet akaierne haardt i din vrede.
Lyt da ogsaa idag til mit ord og hør mine bønner.
Medens jeg selv vil dvæle i ro ved skibenes leie,
sender jeg nu min ven med myrmidonernes skarer
frem for at kjæmpe. Aa, tordnende Zevs, forund ham at seire!
Fyld du med kampmod hans hjerte i barm, saa Hektor faar vite,
enten min kampfælle, selv om han staar alene paa valen,
magter at kjæmpe med kraft, eller kanske hans farlige næver
bare kan rase, naar selv jeg gaar med i stridslarmens møie.
Men faar han drevet fra skibene bort de larmende kjæmper,
la ham da uskadt og frelst komme hjem til de hurtige snekker,
baade med vaaben og verge og alle de kampglade venner.»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise, hørte ham halvveis.
Alfader gav ham det ene, men negtet det andet han bad om.
Drive fra skibene bort de kjæmpende fienders stridsmænd
undte han ham; men han negtet ham frelst at vende tilbake.
Men da han vel hadde ofret og bedt til Zevs i det høie,
gik han igjen til sit telt og gjemte sit bæger i kisten,
gik saa og stillet sig foran sit telt; ti han vilde dog atter
se paa den grufulde strid mellem troer og tapre akaier.
Klædt i sin rustning gik krigerne frem med den kjække Patrokles,
indtil de møtte med stormende mod de troiske rækker.
Skarevis strømmet de ut lik sverme av hvepser som bygger
flittig sit bo ved den alfare vei, naar skarer av gutter
tirrer dem haardt efter smaagutters vis og i tankeløs kaathet
erter dem stadig til smertelig kval for mangen en vandrer;
ti naar en farende mand, som haster forbi dem paa veien,
uten at ville det kommer dem nær, saa flyver de alle
frem med rasende vildskap i sind og verger sin yngel.
Saaledes strømmet med rasende mod myrmidonernes rækker
fremad fra skibenes rad, og ustanselig lød deres hærskrik.
Egget da helten Patroklos med rungende rop sine kjæmper:
«Frem, myrmidoner, Peleiden Akillevs’ trofaste svende.
Te jer som mænd, mine venner, og tænk paa det stormende kampmod,
saa vi kan hædre vor drot, som av alle argeiernes fyrster
selv er den bedste ved flaaten og fører de tapreste kjæmper,
og forat Atrevs’ søn, den mægtige drot Agamemnon,
ogsaa kan føle sin skyld, at han krænket den bedste akaier.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Frem mot troerne fôr de i flok, og tordnende gjenlød
skibenes stavnhøie rad av akaiernes rungende hærskrik.
Straks da troerne saa Menoitios’ kraftige ætling
klædt i det skinnende malm, ham selv og hans modige væbner,
skalv deres hjerte i bævende gru, og rækkerne vaklet,
saasom de trodde at Pelevs’ søn ved de hurtige snekker
nu hadde glemt sin nagende harm og latt sig forsone.
Ængstelig speidet enhver, hvor han helst skulde flygte for døden.
Slynget da først Patroklos med kraft den blinkende lanse
midt i den tætteste flok, hvor de fleste sig tumlet i striden
hist ved den bakerste stavn av Protesilaos’ snekke.
Drotten Pyraikmes som førte paionernes hestvante skarer
fordum fra Amydons by, fra Aksioselven den brede,
traf han i skuldren til høire, og bakover faldt han i støvet,
stønnende høit i sin kval, og alle paioniske svende
flygtet i gru; ti alle som én blev skræmt av Patroklos,
nu da han vog deres drot, en ypperlig høvding, i striden.
Bort fra skibene drev han dem brat, og branden blev slukket.
Snekken blev liggende halvbrændt av ild, mens troerne flygtet
vildt med usigelig larm, og mellem de stavnhøie snekker
strømmet danaerne efter, mens skriket ustanselig gjaldet.
Likesom naar fra den høieste top av mægtige fjelde
lynguden Zevs har jaget paa flugt de rugende skyer
— samtlige varder og skar og fjeldenes øverste tinder
tegner sig skarpt mot himmelens blaa i den svimlende æter —
saaledes pustet danaerne ut, saasnart de fik slukket
flammernes herjende magt; men kampen var ikke tilende.
Endnu blev troerne ei av akaiernes krigerske helter
jaget avsted paa vildeste flugt fra de tjærede snekker.
End bød de fienden trods, skjønt nødt til at vike fra flaaten.
Spredt var striden, og drot vog drot i det blodige stevne.
Traf da Menoitios’ kraftige søn med sin hvæssede lanse
først Areilykos, just da han vendte sig om for at flygte,
like i laaret og støtte med kraft sin lanse igjennem.
Benet blev knust av hans spyd, og han faldt paa sit ansigt til jorden.
Derefter rammet den krigerske drot Menelaos med lansen
Toas som blottet bak skjoldet sit bryst, og lammet hans lemmer.
Fylevs’ søn, som saa at Amfiklos fôr hastig imot ham,
strakte sig mot ham, og der hvor menneskets muskler er tykkest,
traf han ham øverst i læggen, og spidsen av høvdingens lanse
skar sig gjennem hans sener, og dødsmørket slørte hans øine.
Nestors sønner fôr frem, og Antilokos traf med sin lanse
helten Atymnios haardt og støtte den tvers gjennem lysken.
Foran ham faldt han til jord; men frem mot Antilokos stormet
Maris til nærkamp med spyd, og i harm for sin bror som var fældet,
traadte han foran hans lik; men den herlige helt Trasymedes
strakte sig frem, før han gjorde sit støt, og uten at feile
traf han hans skulder og flænget med spydsodden øverst paa armen
kjøttet fra benene bort og splintret de kraftige knokler.
Drønende faldt han til jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Saaledes vandret de, kuet og dræpt av de kraftige brødre,
begge til Erebos’ dyp, Sarpedons mandhaftige svende,
kjække med lansen, den mægtige drot Amisódoros’ sønner,
drottens som fostret, saa mangen til men, den grumme Kimaira.
Aias, Oilevs’ søn, sprang frem og tok Kleobulos
levende fangen; ti høvdingen faldt, da han snublet i vrimlen.
Dog, han røvet ham hastig hans liv med sit mægtige slagsverd.
Sverdet blev varmt av det strømmende blod, og over hans øine
sænket sig døden, den sorte. Han faldt for den mægtige skjæbne.
Nu fôr Penéleos frem og møttes med Lykon; ti begge
feilet hinanden med spyd og kastet sin lanse forgjæves.
Derefter gik de hverandre tillivs med sverdet, og Lykon
rammet den haaromflagrede hjelm i kammen; men klingen
brast overtvers ved heftet; men helten Penéleos traf ham
ret under øret i halsen, og klingen fôr ind, saa hans hode
segnet og hang i en strimmel av hud, og hans lemmer blev lammet.
Helten Meriones naadde paa hurtige føtter og rammet
Akamas just som han steg paa sin vogn, i skuldren til høire.
Ned fra stridsvognen faldt han, og dødstaaken slørte hans øine.
Drotten Idomenevs traf med det grusomme kobber i munden
høvdingen Erymas. Ut gjennem nakken og under hans hjerne
trængte det malmhvasse spyd og knuste de skinnende knokler.
Tænderne løsnet fra kjæven, og begge hans øine blev blodsprængt.
Blodstrømmen stod ham av næse og mund, da han gapende snappet
efter sit veir, og hans øine blev slørt av den sortnende dødssky.
Disse danaiske høvdinger vog hver enkelt en stridsmand.
Som naar de glubende ulver gaar løs paa lam eller smaakid,
snappende ett efter ett fra smaafæets flokker, som streifer
spredt med en uøvet gjæter paa fjeld; ti straks, naar de ser det,
myrder de rasende ulver i flæng det modløse smaafæ,
slik fôr danaerne løs paa troernes stridsmænd, som tænkte
bare paa larmende flugt og glemte det stormende kampmod.
Aias, den vældige, fristet med spyd ihærdig at ramme
Hektor, den malmklædte helt; men kyndig i krigeres idræt,
speidet han, dækket om skuldre og bryst av oksehudsskjoldet,
skarpt efter hver en svirrende pil eller hvinende lanse.
Vistnok merket han nu at seiren var nærved at skifte;
dog, han stod hvor han stod og frelste de trofaste venner.
Som naar en sky fra det høie Olymp over himmelen jager
efter en klarveirsdag, naar Zevs vil sende et regnskyl,
saaledes fôr de fra skibene bort i skrikende rædsel.
Flugten tilbake var tugtløs og vild. De fotrappe hester
fôr med den malmklædte Hektor avsted; men de troiske stridsmænd
lot han tilbake; ti veien var stængt av den mægtige voldgrav.
Mangt et travende spand for høvdingers rullende stridsvogn
knækket i graven den kraftige stang og lot vognen tilbake.
Efter dem stormet Patroklos og egget danaerne ivrig
ønskende troerne død og fordærv, og i larmende rædsel
fyldte de spredt hver eneste vei, og høit under himlen
spredte sig skyer av støv, mens skarer av trampende hester
stormet i ilende løp fra skibe og telter mot byen.
Der hvor Patroklos blev var den tætteste vrimmel av stridsmænd,
styrte han selv sine hester med rop. Fra vognene tumlet
hodekulds mænd under akslerne ned, og vognene veltet.
Henover voldgraven hoppet saa let de fotrappe hester,
født av udødelig byrd, hin gudernes gave til Pelevs,
ilende fremad i storm; ti hans kamplyst drev ham mot Hektor.
Ham vilde høvdingen ramme; men hestenes raskhet fik frelst ham.
Som naar den mørknende jord blir knuget av stormenes vælde
sent i de høstlige dage, naar Zevs lar plaskende regnskyl
strømme fra sky i nidkjær harm mot mænd som vil bøie
retten med vold og fælder ubillige domme paa tinge,
jagende retfærd paa dør og trodsende gudernes vilje —
svulmende stiger hver strømmende elv og fyldes til randen.
Flomvandet skjærer sig ind og flytter saa mangen en jordskrænt.
Ut i det blaanende hav med larmende brusen de strømmer
ned fra det styrtbratte fjeld og øder hvad mennesker dyrket —
saaledes løp i larmende hast de troiske hester.
Men da Patroklos fik hugget sig vei blandt de forreste flokker,
stængte han veien og drev dem igjen tilbake til flaaten.
Ei lot han nogen faa naa, som de inderlig ønsket, til byen;
men mellem elven og snekkernes rad og den kneisende ringmur
stormet han mot dem, og mangen en helt maatte bøte med livet.
Pronoos rammet han først med den blinkende lanse, da helten
blottet bak skjoldet sit mandige bryst, og lammet hans lemmer.
Drønende faldt han til jord, og derefter stormet Patroklos
frem imot Testor, Enops’ søn. Han sat paa sin stridsvogn
knuget i knæ av lammende gru, og hestenes tøiler
slap han av hænde. Da traadte han nær og støtte sin lanse
ind i hans kjæve tilhøire, og ind mellem tænderne fôr den.
Derefter trak han ham frem med sit spyd over kanten av vognen.
Ret som en fisker som sitter paa skrænt og trækker fra dypet
fisken den tunge i land med snøre og skinnende malmkrok,
saaledes trak han med lansen den gapende høvding fra vognen,
kastet ham hodekulds ned, og livet forlot ham i faldet.
Helten Erýlaos ilte til hjælp; men han traf ham i panden
haardt med en sten, og hele hans hodeskal knustes i splinter
indenfor hjelmen, den tunge. Han faldt paa sit ansigt til jorden.
Livskraften lammedes brat av døden som sænket sig om ham.
Derefter fældte han Erymas, Pyris, Epaltes og Ifevs.
Evippos faldt og helten Tlepolemos, søn av Damastor.
Ekios segnet tilsidst og Argeas’ søn Polymelos.
Høvdingen styrtet dem alle til jord i rad og i række.
Men da Sarpedon blev var at hans belteløst kjæmpende svende
faldt for Menoitios’ søn, for Patroklos’ vældige næver,
ropte han strengt til Lykiens mænd, de herlige kjæmper:
«Skam jer! Hvor flygter I hen? Kom, rap jer, lykiske svende!
Ja, ti jeg agter nu selv at møte hin helt og faa vite,
hvem det kan være som raser saa vildt og har voldt vore troer
ulykker nok; ti saa mangen en helt har han lamslaat og fældet.»
Saa han talte og hoppet til jord i sin skinnende rustning.
Ogsaa den sterke Patroklos sprang ned fra sin vogn, da han saa ham.
Som naar med krummede klør og neb to graadige gribber
rives med skingrende skrik paa høifjeldets svimlende tinde,
saaledes gik de hinanden tillivs med gjaldende hærskrik.
Grepet av ynk blev den raadsnilde Kronos’ søn, da han saa dem.
Mælte han da til Hera, sin værdige søster og hustru:
«Aa, for en sorg, om min kjæreste helt Sarpedon maa falde
nu for Patroklos, Menoitios’ søn, efter skjæbnens beslutning.
Tvilende banker mit hjerte i barm, naar tankerne drøfter
om jeg skal rive ham bort fra de graatsvangre kampe og føre
høvdingen levende hjem til Lykiens frugtbare egne,
eller jeg nu skal volde hans fald for Patroklos’ hænder.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ søn, du vældige gud, hvad er det du sier?
Vil du da frelse en dødelig mand, som skjæbnen, den grumme,
kaaret forlængst, fra en jammerfuld død paa den larmende valplads?
Gjør det; men ei vil din gjerning bli rost av samtlige guder.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa sinde:
Dersom du frelser Sarpedon idag til hans hjem i det fjerne,
da faar du ta dig iagt, at ikke en anden blandt guder
ogsaa vil sende sin elskede søn fra de grufulde kampe;
ti rundt Priamos’ mægtige by maa kjæmpe saa mange
sønner av guder, og frygtelig harm vil du vække hos alle.
Men naar du har ham saa kjær og ynker ham saa i dit hjerte,
find dig da i at Menoitios’ søn, den sterke Patroklos,
fælder ham nu i det larmende slag med de vældige næver.
Naar saa hans sjæl er flygtet, og aande og liv har forlatt ham,
send da den kvægende Søvn og Døden avsted for at bære
helten saa varlig til Lykiens land med de vidtstrakte marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saa hun talte, og guders og menneskers far lot sig raade.
Blodige dugdraaper stænket han ned over jorderig vide,
hædrende høit sin elskede søn, som den sterke Patroklos
snart skulde fælde paa Ilions mark, saa fjernt fra hans hjemland.
Men da de møttes paa val og var kommet hinanden paa skudhold,
rammet Patroklos’ spyd den herlige helt Trasymelos,
drotten Sarpedons trofaste ven og kraftige væbner.
Nederst i buken han rammet ham haardt og lammet hans lemmer.
Helten Sarpedon, som derpaa fôr frem med den blinkende lanse,
traf ikke høvdingen selv med sit spyd; men i bogen tilhøire
rammet han gangeren Pedasos haardt, og med skrikende vrinsken
segnet den om i det blodige støv, og livskraften flygtet.
Tvespandet rykket til hver sin kant, saa det knaket i aaket.
Tømmerne viklet sig fast, da løshesten styrtet i støvet.
Dog, den spydvante helt Avtomedon fandt paa en utvei.
Raskt fra de kraftige lænder han rev sit mægtige slagsverd,
styrtet saa til og hugg løshesten fra med et rammende sverdhugg.
Hestene rettet sig ind og trak i de strammede remmer.
Atter gik begge hinanden tillivs i en dødssvanger tvekamp.
Feilet da drotten Sarpedon paany med den blinkende lanse.
Spydsodden suste Patroklos forbi over skuldren tilvenstre
uten at ramme; men derefter svang den sterke Patroklos
lansen og slynget den ei forgjæves fra haanden, men rammet
der hvor mellemgulvshinden er spændt som et dække om hjertet.
Tungt han faldt som den mægtige ek eller poppelen falder
eller en rankvoksen gran, som huggerne oppe i aasen
fælder med nyslepne økser til kjøl for den ilende snekke.
Saaledes laa han saa lang som han var ved den forspændte stridsvogn,
skjærende tænder og knuget det blodige støv i sin næve.
Som naar en løve gaar ind i en bøling og dræper den stolte
brunrøde okse som modig gaar om blandt de langsomme kvier —
brølende aander den ut under udyrets knasende kjæver —
saaledes harmedes nu, da han faldt for Patroklos, de kjække
skjolddækte lykiers fører og kaldte ved navn paa sin staldbror:
«Kjæreste Glavkos, du kjæmpe blandt mænd! nu er det paa tide
spydet at svinge med kraft og vise dit mandsmod som kriger.
Er du en helt, saa la stridslarmens gru være hele din higen.
Først maa du ile omkring overalt og egge de tapre
lykiers førende mænd til en kamp om den faldne Sarpedon.
Ogsaa du selv maa verne din ven med den malmhvasse lanse;
ti min usalige lod vil vorde til evige tider
stadig en skam og en skjendsel for dig, hvis akaiernes sønner
røver mig rustningen her hvor jeg faldt ved skibenes leie.
Selv maa du kjæmpe med kraft, og hele vor hær maa du egge.»
Saa han talte. Da sænket sig brat over øine og ansigt
døden tilsidst. Straks satte hin helt sin hæl paa hans bringe.
Spydsodden rykket han ut, og hans mellemgulv fulgte med spydet.
Sammen med spydsodden rykket han ut hans sjæl og hans livskraft.
Men myrmidonerne holdt den fældedes prustende hester
fast; ti de søkte at fly, da de savnet sin herre paa vognen.
Glavkos blev grepet av pinende sorg, da han hørte hans stemme.
Hjertet blev rørt i hans barm; men at hjælpe ham magtet han ikke.
Haardt han grep om sin arm; ti han pintes av saaret som Tevkros
slog med sin pil, da han ilte til kamp, og hin med sin bue
verget fra kneisende mur sine kjæmpende venner i nøden.
Bedende talte han saa til skytten, den sterke Apollon:
«Hør mig, hersker, hvad enten i Lykiens frugtbare egne
eller i Troja du dvæler; ti allestedsfra kan du høre
bønner fra den som maa klage sin nød, som selv jeg maa klage;
ti jeg maa gaa med det pinende saar, og de skjærende smerter
farer igjennem min haand, og blodstrømmen kan ikke stanses.
Skulderen føles saa tung av den verkende vunde, og lansen
magter jeg ikke at holde med kraft eller stevne til kampen
mot vore fiender. Falden er nu den tapre Sarpedon,
Alfaders søn; ti end ikke ham forsvarer han længer.
Himmelske drot, helbred da du min verkende vunde.
Stil mine sviende smerter og und mig dog kraft til at egge
Lykiens mænd med rop og drive dem frem til at kjæmpe,
og la mig selv faa stevne til kamp for den fældede høvding.»
Saaledes bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Smerterne stillet han straks, og bort fra den verkende vunde
tørret han blodet det sorte og pustet ham mod i hans bringe.
Følte da Glavkos det grant i sin sjæl, at den mægtige guddom
straks hadde hørt hans brændende bøn, og han frydet sig saare.
Først gik høvdingen om overalt og egget de tapre
lykiers førende mænd til kamp for den faldne Sarpedon.
Derefter gik han med vældige skridt til troernes skarer
hen til Polydamas, Pantoos’ søn, og den kjække Agenor,
derpaa til helten Aineias og sidst til den malmklædte Hektor.
Trædende nær med vingede ord han talte til helten:
«Hektor, nu har du nok glemt dine hjælpere ganske i striden,
mænd som fjernt fra sin fædrenejord og fra trofaste venner
ofrer for dig sit liv, skjønt du ikke vil bringe dem frelse.
Helten Sarpedon er dræpt, de skjolddækte lykiers fører,
han som har raadet i Lykiens land med retfærd og styrke.
Under Patroklos’ spyd har den malmsterke Ares ham kuet.
Venner! aa, kom os da hastig til hjælp og harmes i hjertet.
La ikke myrmidonerne nu faa røvet hans rustning
eller faa skjendet hans lik i harm for de faldne danaer,
alle de mange vi dræpte med spyd ved de hurtige snekker.»
Saa han talte. Den bitreste sorg og ulidelig smerte
lammet fra isse til fot de troiske kjæmper, da helten
vernet, skjønt fremmed, med kraft deres by; ti talrike stridsmænd
fulgte ham tro, og tapper som han var ingen iblandt dem.
Rasende stormet de ind paa danaernes kjæmper, og Hektor
førte dem, vred for Sarpedon, sin fældede ven; men Patroklos
egget med mod i det mandige bryst akaiernes sønner.
Begge Aianterne nævnte han først, de kamplystne helter:
«Hør mig, Aianter, og kjæmp, som var det jer kjæreste syssel,
slik som I kjæmpet tilforn blandt mænd, eller bedre end fordum.
Fældet er nu Sarpedon, hin helt som sprang som den første
over akaiernes mur. Aa, kunde vi skjende den faldne,
rive hans rustning fra skuldrene løs og med malmen den grumme
kue saa mangen en ven, som verger hans lik med sin lanse!»
Saa han talte, og lystne paa kamp var de begge paa forhaand.
Men da nu begge de kjæmpende folk hadde styrket sin fylking,
troer og lykiske mænd, myrmidoner og tapre akaier,
tørnet de sammen i rasende kamp om liket, og grufuldt
lød deres skrik, og det klirret og klang i heltenes rustning.
Zevs lot falde uhyggelig nat over kampenes tummel,
forat en rædselsfuld strid skulde rase om sønnen, den kjære.
Først jog troernes mænd akaiernes blaaøide sønner.
Truffen blev helten Epeigevs, en søn av den tapre Agakles,
langtfra den ringeste mand blandt myrmidonernes kjæmper.
Fjernt i Budeion, den velbygde by, hadde fordum han hersket;
men da han engang i kamp hadde fældet en høibaaren frænde,
fandt han hos Pelevs et ly og den sølverfotede Tetis.
Disse lot høvdingen følge som ven den tapre Akillevs,
frem til Ilions hestrike by, til kampen mot Troja.
Da han nu grep efter liket, da kastet den straalende Hektor
midt i hans pande en sten, og hele hans hode blev splintret
under den malmtunge hjelm, og henover liket han segnet
om paa sit ansigt, og dræpende dødsnat sænket sig om ham.
Helten Patroklos blev grepet av sorg for sin fældede staldbror.
Mellem de forreste kjæmper han fôr saa hurtig som høken,
naar den forfølger en flygtende sværm av stær eller skjærer.
Saaledes styrtet du nu, du herlige vognhelt Patroklos,
harmfuld i sind for din ven, mot troers og lykiers skarer.
Rammet han da Itaimenes’ søn, Stenelaos, i nakken
haardt med en hvirvlende sten og sprængte de kraftige sener.
Hektor, den straalende helt, og de forreste mænd maatte vike.
Likesaa langt som et langskaftet spyd kan flyve i farten,
slynget av manden som prøver sin kraft i den festlige kamplek
eller i krig mot fienders flok som vil røve ham livet,
likesaa langt vek troernes mænd for akaiernes fremstøt.
Glavkos, de skjolddækte lykiers drot, var den første som atter
vendte sig om og fældte den mandige høvding Batykles,
Chalkons søn, som bodde paa fædrenegaarden i Hellas
rikt velsignet med gods og med guld som faa myrmidoner.
Glavkos vendte sig hastig omkring og traf ham med lansen
midt i hans bryst, da han jaget ham selv og kom ham paa skudhold.
Drønende faldt han til jord, og akaierne harmedes saare
over den herlige høvding som faldt; men troerne jublet.
Flokkevis stimlet de om ham; dog glemte de kjække akaier
ikke sit mod, men stormet av ytterste evne imot dem.
Der fik Meriones fældet en kjæk og velrustet troer,
helten Laogonos, søn av en prest, Onetor, som tjente
Zevs, den idæiske hersker, med ry som en guddom blandt folket.
Midt under kjæven og øret han traf, og livskraften flygtet
brat fra hans lemmer, og mørket, det grufulde, sænket sig om ham.
Men mot Meriones slynget Aineias sit spyd; ti han haabet
sikkert at ramme sit maal, da han gik ham i møte bak skjoldet.
Dog, han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsod.
Forover bøiet han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Grepet blev da Aineias av harm i sit hjerte og mælte:
«Gjæve Meriones, vel er du mester i dans; men for altid
hadde nok spydsodden bragt dig til ro, om jeg nu hadde rammet.»
Straks tok den spydvante helt Meriones ordet og svarte:
«Vel er du sterk, Aineias; men svært vil det bli dig at knække
kraften hos alle de modige mænd som gaar dig i møte
her til en kamp; ti ogsaa du selv er en dødelig skabning.
Kunde jeg bare faa jaget dig nu mit spyd gjennem livet,
skjænket du straks, hvor stolt du end er av armenes styrke,
hæder til mig og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han ropte. Da talte Menoitios’ søn ham til rette:
«Hvorfor, Meriones, snakker du slik? Du er da en kriger.
Troerne viker nok ikke, min ven, for spottende haansord
bort fra den faldne; men først naar mange er segnet til jorden.
Kraftige arme gjør utslag i krig, men tungen i raadet.
Nu bør du ikke ta munden for fuld, men tænke paa kampen.»
Derefter stormet han foran, og helten, den herlige, fulgte.
Som naar i kløfter paa fjeld for huggernes klingende økser
trærne segner med brak, og larmen kan høres saa vide,
saaledes steg fra den drønende jord med veiene brede
larmen av klingende malm og av mægtige oksehudsskjolde,
naar de blev rammet av sverd og av dobbethvæssede lanser.
Nu skulde visselig ei den gløggeste mand kunne kjende
længer Sarpedon, den herlige helt; ti nu var han dækket
likefra isse til fot av blod og av støv og av vaaben.
Stadig fôr heltene rundt hans lik som summende fluer
sværmer i fjøset om kopper og kar som fyldes av melken
tidlig om vaaren, naar skummende melk i spandene flyter.
Saaledes stimlet de tæt om hans lik, og Alfader vendte
aldrig det straalende øienpar bort fra de vældige kampe;
men paa de kjæmpende skuet han ned, og dypt i sit hjerte
drøftet han nu Patroklos’ død i tvilende grublen,
enten nu hist i den vældige kamp den straalende Hektor
straks over helten Sarpedons lik skulde fælde med lansen
ogsaa Patroklos og rive som rov hans rustning fra skuldre,
eller han endnu for fler skulde øke den dødssvangre møie.
Raadeligst fandt han det dog i sit sind, da han grublet paa dette,
at Peleiden Akillevs’ ven og mandige væbner
skulde faa jage de troiske mænd og den malmklædte Hektor
atter til byen paa flugt og røve mangfoldige livet.
Først lot han Hektor bli lammet av skræk i det modige hjerte.
Op paa stridsvognen steg han til flugt og bød sine troer
hastig at fly; ti han skjønte at Zevs hadde veiet hans skjæbne.
End ikke Lykiens kraftige mænd holdt stand; men de flygtet
alle som en, da de saa at høvdingen, rammet i hjertet,
laa i en dynge av lik; ti over ham segnet saa mange,
nu da Kronos’ søn lot striden, den vældige, strenges.
Rustningens straalende malm fra Sarpedons mægtige skuldre
rev de i hast, og Menoitios’ søn, den vældige kjæmpe,
lot sine landsmænd bære den bort til de rumstore snekker.
Talte da Zevs, hin skyernes drot, et ord til Apollon:
«Skynd dig, elskede Foibos, avsted til Sarpedon og løft ham
bort fra spydenes kast og rens ham for blodet det sorte.
Bær ham saa langt fra den blodige val og bad ham i elven.
Salv med ambrosia liket og svøp det i himmelske klæder.
Send ham saa bort og la tvillingbrødrene Søvnen og Døden
være hans ilsomme følge og vakt og bringe ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saaledes talte hans far, og ei var Apollon uvillig.
Ned ifra toppen av Ida han fôr til det grufulde feltslag.
Fjernt fra de rammende spyd bar guden den ædle Sarpedon,
badet i elven hans lik, og med himmelsk ambrosia salvet
guden hans lemmer og svøpte ham ind i himmelske klæder.
Derefter lot han det fotrappe par, de tvillinger bolde,
Søvnen og Døden faa følge ham frem, og de bragte ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Eggende ivrig sit spand og Avtomedon stormet Patroklos
frem mot troers og lykiers hær som den blindeste daare.
Hadde han fulgt det raad som Pelevs’ søn hadde git ham,
hadde han sluppet forvisst den sorte, den grufulde dødslod.
Sterkere dog er Alfaders raad end menneskers vilje.
Selv den modigste slaar han med gru og røver ham seiren
uten besvær og egger ham saa paany til at kjæmpe.
Dennegang vakte han ogsaa det freidigste mod i hans bringe.
Hvem var den første, Patroklos, og hvem var den sidste du fældte,
nu da de evige selv hadde viet dig, høvding, til døden?
Først Adrastos han vog og Avtonoos, dernæst Ekeklos,
Perimos, Megas’ søn, Epistor og saa Melanippos.
Elasos segnet og Mulios faldt og den gjæve Pylartes.
Dette var dem som han fældte. Paa flugt kun tænkte de andre.
Visst hadde Argos’ mænd kunnet kue det kneisende Troja
nu ved Patroklos’ haand; ti vældig med lansen han raste,
hadde ei Foibos Apollon som troernes hjælper i nøden
stillet sig op paa den vældige mur for at volde hans bane.
Treganger satte Patroklos sin fot paa murkransens tinde;
treganger drev Apollon med magt ham atter tilbake,
støtende haardt med udødelig haand mot det blinkende malmskjold.
Men da han fjerde gang trængte sig frem saa sterk som en guddom,
ropte med truende røst den rammende skytte Apollon:
«Vik, høibaarne Patroklos! At øde de navngjetne troers
by med dit spyd blir ikke din lod. End ikke Akillevs,
han som i tapperhet mestrer dig let, slik hæder skal vinde.»
Saa han talte, og langt vek helten Patroklos tilbake,
slagen av gru for Apollons, den rammende fjernskyttes vrede.
Men ved den skaiiske port holdt Hektor sit tvespand tilbake,
tvilende om han paany skulde stevne til feltslagets tummel,
eller gi hæren besked om at trænge sig sammen bak muren.
Foibos Apollon gik høvdingen nær, da han grublet paa dette,
lignende grant en ypperlig helt, den kraftige fyrste
Asios, morbror av Hektor, den vældige kjæmpe paa stridsvogn.
Drotten var Hékabes bror, og søn av Dymas, som bodde
fjernt i Frygiens land ved elven Sangarios’ strømme.
Lignende ham tok Alfaders søn Apollon til orde:
«Hektor, hvi kjæmper du slet ikke mer? Slikt klæder dig ilde.
Var jeg din mester i kraft, saavisst som du er min mester,
kom det dig dyrt at staa at du viker tilbake fra kampen.
Rap dig og styr dit vælige spand mot den raske Patroklos.
Kanske du volder hans fald, og Apollon vil skjænke dig hæder.»
Derpaa gik guden paany til mændenes møisomme kampe.
Bød da Hektor sin svend, den kjække Kebriones, piske
hestene ind i de kjæmpendes kreds; men Foibos Apollon
trængte sig frem i stimlen og voldte blandt Argos’ stridsmænd
vild forvirring; men Hektor og troerne skjænket han seier.
Ei var Hektor tilsinds at dræpe de andre danaer;
men mot Patroklos styrte han raskt de stampende hester.
Sprang da Patroklos ned fra sin vogn og fôr ham i møte.
Lansen han holdt i sin venstre og grep med den høire en stenblok
skarpkantet, skinnende hvit, saa stor som hans haand kunde rumme,
kastet den saa med kraft og gruet ei længe for manden.
Ei var hans kast forgjæves; ti Priamos’ søn med en frille,
helten Kebriones, rammet han haardt med stenen i panden,
Hektors mandhaftige kusk, da han holdt i hestenes tøiler.
Stenen slog flænger i begge hans bryn, og hovedets knokler
holdt ikke sammen. Hans øine faldt ned paa jorden i støvet
ret for hans føtter, og ut av den prægtige vogn som en dykker
stupte han brat paa sit hode, og livskraften svandt fra hans knokler.
Haanende ropte du da, du hestetumler Patroklos:
«Aa for en mand saa letvindt og rask. Nei, se hvor han dykker!
Kom han saasandt tilsjøs, hvor fiskene stimer paa dypet,
mættet nok manden saa mangen en mund med skjæl som han sanket,
hoppende ut av sin baat, om sjøen var aldrig saa oprørt,
slik som han stuper paa val saa let fra den rullende stridsvogn.
Sandelig, ogsaa i troernes hær er der folk som kan dykke.»
Saaledes talte han spotsk, og mot helten Kebriones fôr han
frem som en glubende løve, som medens den herjer paa kveen,
selv blir rammet i brystet, saa kampmodet koster den livet.
Likesaa vildt fôr du frem mot Kebriones, stolte Patroklos.
Hektor sprang ogsaa fra vognen til jord og fôr ham i møte.
Heltene stred om Kebriones’ lik som glubende løver,
som naar de begge er plaget av sult, med rasende vildskap
kjæmper om hjorten de netop har dræpt paa toppen av fjeldet.
Saaledes stred om Kebriones’ lik de vældige kjæmper,
helten Patroklos, Menoitios’ søn, og den straalende Hektor.
Flænge hinanden med skjærende malm var al deres higen.
Hektor den faldne ved hodet holdt fast og slap ikke taket,
medens Patroklos grep fat i hans fot, og alle de andre
troer og gjæve danaer fôr frem til en frygtelig nærkamp.
Ret som naar Evros og Notos i susende kappestrid møtes
rystende storskogens mægtige trær i fjeldenes kløfter,
eken og rankvoksen ask og kornelen med barken, den seige
— haardt mot hinanden i stormen de slaar sine svaiende grener
under usigelig larm, og det braker naar stammerne knækkes —
saaledes stormet i hatefuld strid akaier og troer
løs paa hverandre. Fordærvelig flugt kom ingen i tanker.
Rundt Kebriones fæstet sin odd saa mangen en lanse,
dertil saa mangen en pil som ilte paa vinger fra strengen.
Mangen en drabelig sten slog haardt mot de buklede skjolde,
medens de kjæmpet omkring ham. Han laa i en hvirvlende støvsky,
svær som en jætte. Hans vognstyrerkunst var gaat ham av minde.
Mens nu solskiven steg til midt paa himmelens bue,
rammet de jevnt med de hvæssede spyd, og mændene segnet;
men ved solefaldstid, naar okserne spændes fra plogen,
da gik akaierne frem til seier mot skjæbnens beslutning.
Helten Kebriones slæpte de ut fra den tætteste spydregn,
bort fra de larmende troer og røvet fra skuldre hans rustning.
Nu fôr Patroklos paa troerne løs i rasende vildskap.
Treganger fôr han med truende rop som den stormende Ares
fremad, og hvergang dræpte han ni av troernes stridsmænd;
men da han fjerdegang kastet sig frem saa sterk som en guddom,
da blev det klart at dit livsløp var endt, du kjække Patroklos!
Ti i det vældige slag gik Foibos Apollon imot ham
truende barsk; men han merket ham ei, da han skred gjennem vrimlen,
saasom den møtende gud hadde hyllet sig tæt i en taake.
Bak ham han stanset og slog paa hans ryg mellem skuldrene brede,
haardt med den knyttede haand; da svimlet det brat for hans øine.
Foibos Apollon slog væk den prægtige hjelm fra hans hode.
Klirrende trillet den malmtunge hjelm med skjermer og gitter
ind mellem hestenes føtter, og nu blev den vaiende hjelmbusk
smudset av blod og av støv; tilforn hadde guderne aldrig
taalt at den haaromflagrede hjelm skulde smudses av støvet;
ti en guddommelig helts, Akillevs’ hode og pande
skjermet den da; men nu hadde Zevs undt Hektor at bære
høvdingens hjelm paa sit hode. Dog snart var hans dødstime kommet.
Derefter brast i Patroklos’ haand den mægtige lanse
tung og vældig og sterk med malmhvæsset spids, og fra skuldren
gled efter remmen til jorden hans skjold med de talrike kvaster.
Løste da Alfaders søn, den sterke Apollon hans brynje.
Vildsomt flakket hans sind, og hans straalende lemmer blev lammet.
Haandfalden stod han. Da traf en dardaner ham bakfra i ryggen
mellem hans skuldre paa nærmeste hold med den hvæssede lanse,
Pantoos’ søn Evforbos, den første i ungdommens rækker
baade i spydkast og vognstyrerkunst og i føtternes raphet.
Tyve i tal var de modige mænd som han styrtet fra stridsvogn,
endda han førstegang kjæmpet tilvogns og var lærling i krigskunst.
Han var den første som traf dig med spyd, du vognhelt Patroklos,
uten at volde din død. Av saaret han rykket sin lanse
og gjennem stimlen tilbake han fôr; ti staa mot Patroklos
vaaget han ei i en kamp, skjønt helten var blottet for vaaben.
Lammet av guddommens slag og av spydstikket hastet Patroklos
atter tilbake til vennernes flok og flygtet for døden.
Dog, da Hektor blev var at den modige høvding Patroklos,
rammet tilblods av det hvæssede spyd, maatte vike tilbake,
gik han i rækkerne helten tillivs og traf ham med lansen
nederst i lysken og støtte ham spydsodden tvers gjennem buken.
Drønende faldt han til jord til sorg for akaiernes stridsmænd.
Som naar en løve beseirer i strid et utrættelig vildsvin,
naar de paa toppen av kneisende fjeld i rasende vildskap
slaas om en pyt i den halvtørre bæk; ti begge vil drikke, —
indtil den vældige løve faar bugt med det pæsende udyr;
saa vog Hektor, Priamos’ søn, med lansen i nærkamp
helten, Menoitios’ søn, som fældte saa mangen en kriger.
Pralende lød hans vingede ord til den fældede kjæmpe:
«Bolde Patroklos! du haabet jo nu at øde vor hjemby,
og naar de troiske kvinder du frihetens dag hadde røvet,
skulde du føre dem bort til den elskede hjemstavn paa flaaten.
Daare! Til kvindernes vern har nu mine fotrappe hester
rørt sine føtter til kamp, og selv jeg svinger min lanse
vældigst blandt krigerske troer og verner dem trygt mot den tunge
trældommens dag; men her skal gribbene flænge dit aatsel.
Stakkar! Saa sterk som han er, Akillevs hjalp dig dog ikke.
Selv blev han hjemme og bød dig vel strengt da du stevnet til striden:
«Kom mig nu ikke tilbake, du mandige vognhelt Patroklos,
til vore rumstore snekker, før selv du faar flænget i laser
brynjen som Hektor bærer om bryst, og farvet den blodig.»
Saaledes talte han vel, og en daare som dig fik han fristet.»
Dødstræt svarte du da, du mandige vognhelt Patroklos:
«Hektor, ja nu kan du prale saa stolt; ti Zevs og Apollon
skjænket jo seiren til dig, og mig har de lettelig kuet.
Selv har de revet fra skulderen løs min skjermende rustning.
Men om et snes av kjæmper som du hadde gaat mig i møte,
skulde nok alle ha segnet og fundet sin død for min lanse.
Nu er det skjæbnen, den grumme, og Letos søn som har dræpt mig;
dertil Evforbos av mænd, og du kommer først som den tredje.
Nu vil jeg si noget andet, og læg dig min tale paa hjerte:
Ogsaa dit liv er snarlig forbi; ti nær ved din side
staar alt den truende død og den mægtige skjæbnegudinde.
Snart skal du dø for Akillevs’ haand, den bolde Peleides.»
Saa han talte og over ham gled den evige dødssøvn.
Bort fra lemmerne svævet hans sjæl og vandret til Hades,
jamrende over sin lod, at skilles fra mandskraft og ungdom.
Selv til den avsjælte talte paany den straalende Hektor:
«Hvorfor, Patroklos, varsler du mig min snarlige helfærd?
Hvo av os vet om Akillevs, hin søn av den haarfagre Tetis,
ei blir den første som mister sit liv for denne min lanse?»
Saa han talte og satte sin hæl paa den faldne og rykket
malmodden ut av hans saar og støtte ham baklængs med lansen,
fôr saa med spydet i haand mot Avtomedon, helten den bolde,
væbner hos drotten Akillevs, den fotrappe Aiakosætling.
Ham vilde høvdingen naa; men han frelstes av gangernes rappe
himmelske spand som guderne selv hadde skjænket til Pelevs.