Iliaden/Diomedes' heltegjerninger.
< Iliaden
FEMTE SANG.
DIOMEDES' HELTEGJERNINGER.
Nu gav Pallas Atene den vældige helt Diomedes,
Tydevs' søn, baade kræfter og mod, saa han straalte blandt alle
mandige helter fra Argos og vandt sig uvisnelig hæder.
Klart hun tændte fra hjelm og fra skjold en uslukkelig flamme
lik hin stjerne hvis straalende lys er klarest av alle,
naar den ved høst stiger op av sit bad i Okeanos' vande.
Likesaa lysende tændte hun nu fra hans hode og skuldre
flammende ild og drev ham til kamp hvor stimlen var tættest.
Dares var en av de troiske høvdinger, rik og høibaaren,
guden Hefaistos' prest. To herlige sønner var født ham,
Fegevs og helten Idaios; i alleslags kamp var de øvet.
Brødrene stormet fra fylkingen frem og for ham i møte.
Begge stod høit paa sin vogn; men tilfots Diomedes dem møtte.
Men da de hastende frem var kommet hverandre paa livet,
slynget den mandige Fegevs først sin vældige lanse.
Streifende Tydevs' søn for spydsodden over hans venstre
skulder; men rammet ham ei. Da stormet i hast Diomedes
frem med sit spyd, og han slynget det ei fra sin næve forgjæves.
Midt i brystvorten traf han og støtte ham ned fra hans stridsvogn.
Ned fra den prægtige vogn sprang helten Idaios og flygtet.
Ei fik han mod til at verne sin fældede bror; ti han hadde
visselig ei kunnet frelse sig selv for døden den sorte.
Dog, han blev frelst av Hefaistos som rykket ham bort i en taake
forat hans graanede far ei helt skulde kues av sorgen.
Tydevs' modige søn drev hestene bort og befalte
svendene straks at føre dem hen til de stavnkrumme snekker.
Men da nu troerne saa den ene av Dares' sønner
jaget paa vildeste flugt, mens den anden var dræpt ved sin stridsvogn,
skalv deres hjerter av gru; men den blaaøide Pallas Atene
fattet den kampglade Ares ved haand og talte til guden:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Skulde vi ei la troernes mænd og akaiernes helter
kjæmpe og se hvem Zevs, vor far, vil unde at seire!
Kom, la os skynde os bort, saa slipper vi Alfaders vrede.»
Saaledes talte hun mildt og førte den kampglade Ares
bort ifra striden og satte ham ned ved Skamandros' bredder.
Troerne vek for danaernes kraft. Hver høvding i hæren
fældte sin mand. Først styrtet den mægtige drot Agamemnon
Odios ned fra hans vogn, halizonernes kraftige høvding;
ti da han vendte sig, traf han ham haardt med lansen i ryggen,
midt mellem begge hans skuldre, og støtte den ut gjennem brystet.
Larmende tumlet han ned, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Idomenevs' spyd den vældige Faistos,
søn av maioneren Boros, som kom fra det muldrike Tarne.
Drotten Idomenevs rammet ham haardt med den vældige lanse
just som han steg paa sin vogn, og traf ham i skuldren til høire.
Høvdingen faldt fra sin vogn i dødsnattens grufulde mørke.
Straks tok helten Idomenevs' mænd hans herlige rustning.
Atrevs' søn Menelaos fik dræpt med den hvæssede lanse
helten Skamandrios, Strofios' søn, en navngjeten jæger.
Veidemand var han som faa; ti Artemis selv hadde lært ham
sikkert at ramme hvert dyr som fjeldenes skoger har fostret.
Dennegang skjærmet dog hverken den pilglade jagtmø sin yndling
eller hans pil som tilforn usvigelig traf i det fjerne.
Atrevs' søn, Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
jaget ham ilsomt paa flugt og traf ham med lansen i ryggen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Høvdingen faldt paa sit ansigt, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Meriones' spyd den gjæve Fereklos,
søn av kunstneren Harmon, en mester i alt som med hænder
virkes av skjønt; ti han elskedes høit av Pallas Atene.
Høvdingen tømret tilforn for Paris de gyngende skibe,
ulykkens ophav. De voldte ham selv og alle hans landsmænd
vanheld og sorg; ti han gav ikke agt paa gudernes jertegn.
Da nu Meriones jaget ham skarpt og kom ham paa skudhold,
rammet hans malmhvasse spyd i sætet til høire, og odden
boret sig gjennem hans krop og tvers gjennem benet ved blæren.
Stønnende sank han i knæ, og dødsmørke sænket sig om ham.
Meges slog helten Pedaios ihjel, en søn av Antenor.
Vel var en frille hans mor; men den herlige stolte Teano
fostret ham ømt som et egtefødt barn for at glæde sin husbond.
Fylevs' lansesvingende søn gik nær ham og sigtet
ret mot hans hode og rammet ham haardt med spydet i nakken.
Kobberet for langs tændernes rad og kløvde hans tunge.
Høvdingen segnet i støvet og bet i det isnende kobber.
Derefter fældte Evrypylos, søn av den gjæve Evaimon,
helten Hypsenor, en søn av Dolopion. Ky som en guddom
nød han i hjemmet som prest for den mægtige flodgud Skamandros.
Helten Evaimons søn Evrypylos jaget paa rappe
føtter den foran ham flygtende prest og traf ham med sverdet
oppe ved skuldren. Den kraftige arm blev hugget fra kroppen.
Blodig faldt armen til jord, og over hans bristende øine
sænket sig skjæbnens usalige magt og dødsnattens mørke.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Tydevs' søn for frem overalt; man kunde ei skjelne,
om han var en av akaiernes mænd eller troernes kjæmper.
Hen over sletten han for lik en elv som vinterens regnskyl
fylder saa vandflommen sprænger med kraft den skjærmende
dæmning.
Ikke formaar den sterkeste vold at tæmme dens vælde.
Gjærderne kan ikke lede den bort fra de bugnende haver.
Uventet bruser den frem, naar Zevs fra skyerne sender
skyllende regn. Da velter den mangt som mandskraft har virket.
Saaledes jog Diomedes paa flugt de talrike troers
sluttede rækker. Skjønt mange i tal, de maatte dog vike.
Men da den herlige søn av Lykaon fik se at han raste
hen over sletten og jaget paa flugt den splittede fylking,
sigtet han straks paa Tydevs' søn med sin krummede bue.
Midt i hans skulder til høire han traf i den hvælvede plate,
just som han stormet til kamp, og tvers gjennem skulderen trængte
pilen den bitre med kraft, og blodstrømmen farvet hans brynje.
Pralende ropte den herlige søn av den gjæve Lykaon:
«Fremad, I mandige troer, I vældige helter paa stridsvogn.
Nu er han rammet akaiernes helt, og ei vil han længe
taale min kraftige pil, saasandt jeg fra Lykien stevnet,
sendt av Alfaders mægtige søn, den sterke Apollon.»
Saaledes pralte han stolt; men pilen blev ikke hans bane.
Vikende hastet han hen til sin vogn og de fotrappe hester,
stanset saa der og ropte til Stenelos, Kapanevs' ætling.
«Kapanevs' søn, min trofaste ven, stig ned fra dit sæte.
Hjælp mig at trække den smertende pil fra min saarede skulder.»
Saa han talte, og Stenelos sprang fra vognen til jorden,
traadte ham nær og rykket den vingede pil fra hans skulder.
Blodstrømmen sprøitet med kraft igjennem den flettede brynje.
Inderlig bad Diomedes, hin helt med den rungende stemme:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues.
Hvis du har elsket min far og mig selv og naadig har hjulpet
begge i strid, saa vis mig paany din naade, Atene.
Und mig at fælde hin mand og at naa med min vældige lanse
ham som har rammet mig først og nu saa pralende sier
at mine øine ei længe skal se det straalende sollys.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lemmerne gjorde hun lette, hans føtter og kraftige armer.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Gaa, Diomedes! Fat mod og kjæmp mot de troiske helter;
ti i dit bryst har jeg vakt det frygtløse mod som han eide,
Tydevs, din far, naar han rystet sit skjold og styrte sin stridsvogn.
Nu har jeg spredt hin taake som hittil har sløret dit øie,
saa du med lethet kan skjelne en gud fra en dødelig kjæmpe.
Dersom en gud monne krydse din vei og friste til tvekamp,
da maa du vogte dig vel for at stevne til strid med de andre
evige guder; men dersom hint barn av Zevs, Afrodite,
kommer til kamp, kan du trøstig slaa til med det hvæssede kobber.»
Saaledes talte og svandt den blaaøide Pallas Atene.
Atter gik Tydevs' søn blandt de forreste stridsmænd til kampen.
Higet han end tilforn til en dyst mot troernes skare,
trefold større var nu hans mod. Han sprang som en løve,
en som en gjæter, som vogter paa vang de uldrike sauer,
streifer, men ikke faar dræpt, naar den hopper i sprang over gjærdet.
Saaret forøker dens vildhet, og gjæterens vern er forgjæves.
Ind gjennem kveen den haster, og dyrene flygter i rædsel.
Snart er dyrene dræpt og ligger i dynger, og løven
hopper i fnysende kraft over fægaardens mandshøie gjærde.
Likesaa rasende løp mot troernes mænd Diomedes.
Helten Astynoos fældet han først og drotten Hypeiron.
En av dem traf han med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten,
og med det vældige sverd over nøklebenet og skuldren
hug han den anden og skilte hans arm fra halsen og ryggen.
Dem lot han ligge. Mot Abas han gik og mot Polyeidos,
gubben Evrymedons sønner, en mands som forstod sig paa drømme.
Oldingen tydet dog ei deres drøm, da de rustet til færden,
saasom de begge blev dræpt av den vældige helt Diomedes.
Derefter gik han mot Ksantos og Toon, sønner av Fainops,
ynglinger begge. Den graanede far blev tæret av kummer.
Aldrig fik høvdingen mer nogen søn som arvet hans skatte.
Tydevs' søn slog dem begge ihjel og røvet dem livet.
Intet han levnet den aldrende far, kun jammer og sorger.
Ei fik han hilse dem glad, naar de vendte tilbake fra krigen
frelste fra døden, og arven blev delt av fjernere frænder.
Derefter fældte han to av Priamos' herlige sønner,
begge paa selvsamme vogn; Ekemmon og Kromios het de.
Som naar en løve har kastet sig ind blandt fæet og knækker
halsen paa ko eller kvie som beiter i skogenes tykning;
saa slog Tydevs' vældige søn dem begge fra vognen
grusomt med voldelig haand og tok deres straalende rustning.
Svendene bød han at føre til skibene bort deres hester.
Men da Aineias blev var at han tyndet de troiske rækker,
stormet han hen over valen og trodset de tætteste spydkast.
Pandaros var det han søkte, en helt som var gudernes like.
Fandt han da høvdingen tapper og sterk, en søn av Lykaon.
Foran ham stillet han sig, og manende tok han til orde:
«Pandaros, hvor er din bue og hvor dine vingede piler?
Hvor er dit ry, som her ingen mand kan gjøre dig stridig?
Selv i Lykien kalder jo ei nogen skytte sig bedre.
Løft dine hænder til Zevs og skyt en pil efter manden,
hvem han nu er som raser saa vildt og har øvet saa mangen
udaad mot troernes folk og sendt saa mange i døden.
Bare han ei er en gud som tugter de troiske helter,
vred for et offer vi glemte; ti farlig er gudernes vrede.»
Straks tok den herlige søn av Lykaon til orde og svarte:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer.
Grant han tykkes mig ligne den krigerske ætling av Tydevs,
enten jeg ser paa hans skjold og hjelm med busken foroven,
eller hans hester. Dog, kanske han er en udødelig guddom.
Men hvis han er Diomedes, den krigerske helt som jeg nævnte,
raser han ei som han gjør uten hjælp av de evige guder.
Nær ham staar en udødelig gud, som skjult i en taake
støtte til side den vingede pil som rammet den kjække.
Ja, ti jeg sendte ham nylig en pil, og midt i den høire
skulder jeg traf og drev den igjennem det hvælvede panser.
Trygt har jeg haabet at sende ham ned til Hades' bolig.
Dog, jeg kuet ham ei, en gud maa være min uven.
Hester og stridsvogn har jeg jo ei som jeg kunde bestige;
men i Lykaons palads staar elleve herlige vogner,
flunkende nye, av sterkeste træ, og skjærmende dækker
over dem alle er spændt. Ved hver staar bundet et tvespand,
vælige hester som tygger sit spelt og bygget det hvite.
Helten, den gamle Lykaon, min far, har git mig saa mange
sindige raad i sin velbygde hal, da jeg rustet til færden.
Staaende trygt paa min vogn, og trukket av vælige hester,
skulde jeg føre min troiske hær til de vældige kampe.
Dog, jeg fulgte ei sønlig hans raad, og nu maa jeg angre.
Skaane mit tvespand var jo min agt, saa det ei skulde savne
her blandt beleirede mænd sin tilvante kraftige foring.
Ti lot jeg hestene staa, og stolende trygt paa min bue
kom jeg tilfots til Ilions stad; men buen har svigtet;
ti imot to av de ypperste mænd har jeg sendt mine piler,
baade mot Tydevs' søn og mot Atrevs' herlige ætling,
rammende begge, saa blodet sprang ut; men jeg egget dem bare.
Sandelig var det en ulykkesdag, da jeg løftet min bue
ned fra knaggen og førte til strid mine troiske svende
hit til Ilions by til hjælp for den straalende Hektor.
Kommer jeg engang tilbake og atter faar skue mit kjære
fædrene hjem, min mægtige hal og min elskede hustru,
gid da en fiendehaand maatte skille mit hode fra kroppen,
hvis jeg ei knækker med denne min haand min bue og kaster
stumperne hen paa et baal; ti jeg bærer den ganske forgjæves.»
Troernes fører Aineias tok atter til orde og svarte:
«Tal ikke saa i din harm! Dog ændres vel ikke vort vanheld,
førend vi to vil prøve en dyst mot helten og begge
stige tilvogns med hester for karm i panser og plate.
Kom nu, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og raskt de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Hen til byen de frelser os let, hvis Alfader atter
under den vældige Tydevs' søn Diomedes at seire.
Ta i din haand den smidige pisk og de skinnende tøiler.
Selv vil jeg da stige ned fra min vogn og kjæmpe mot helten.
eller gaa du ham imøte, saa styrer jeg selv mine hester.»
Derefter svarte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Gjæve Aineias, du selv faar styre dit tvespand med tøilen.
Dersom de kjender sin vognstyrers haand, saa trækker de villig
vognen avsted, hvis vi atter maa fly for Tydevs' ætling.
Ellers blev hestene lettelig sky og trak ikke vognen
ut av den larmende kamp, naar de savnet din manende stemme.
Møtte vi da den modige Tydevs' søn, og han stormet
fremad til kamp, saa vog han os selv og tok vore hester.
Nei, du maa selv faa styre dit spand og den prægtige stridsvogn.
Jeg skal gaa helten i møte til kamp med min hvæssede lanse.»
Saaledes vekslet de ord og steg paa den prægtige stridsvogn.
Kamplystne styrte de hestenes spand mot den gjæve Tydeide.
Men da nu Stenelos, Kapanevs' søn, fik øie paa vognen,
talte han saa med vingede ord til sin ven Diomedes:
«Tydevs' søn, Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Hist to helter jeg ser av umaadelig kraft, og de stevner
hidsig imot dig til kamp, den ene en mester med buen,
Pandaros, helten som nævner som far den gjæve Lykaon;
dertil den søn Afrodite har født, den tapre Aineias,
han som kalder sig stolt en søn av den gjæve Ankises.
Kom, la os fly paa vor vogn, og ras ikke mer saa ustyrlig
forrest i kjæmpernes rad; ti ellers vil døden dig ramme.»
Harmfuld med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Raad mig dog ikke til flugt, ti jeg føier dig visselig ikke.
Ei er jeg slik at jeg agter at fly som en usling fra kampen
eller at krype i skjul. Min kraft er jo endnu den samme.
Nødig jeg stiger tilvogns; men tilfots som jeg er, skal jeg trøstig
møte dem begge i strid. Atene forbyr mig at skjælve.
Visselig skal deres fotrappe spand ei føre dem begge
levende bort ifra møtet med os, hvis den ene kan flygte.
Nu skal jeg si dig et ord, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom gudinden, den raadsnare Pallas, under mig naadig
seierens ry og begge blir dræpt, saa hold vore raske
gangere her hvor de staar, og bind deres tøiler til karmen.
Skynd dig saa hen til Aineias' spand og driv det med svepen
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Vit at de stammer fra ædleste kuld, som Alfader fordum
skjænket til Tros som bot for hans søn Ganymedes, og derfor
findes ei ædlere spand saa vide som solskiven lyser.
Hemmelig skaffet Ankises sig føl av den herlige stamme.
Skjult for Laomedon førte han dit sine raskeste hopper.
Seks var føllenes tal som fødtes i høvdingens stalder.
Fire beholdt han selv, og godt blev de foret ved krybben.
To til Aineias han gav, de væligste hingster paa valen.
Hæder og ry vi vandt, hvis vi røvet det herlige tvespand.»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Hastig sig nærmet imens de to paa den rullende stridsvogn.
Først tok Lykaons herlige søn til orde og ropte:
«Vældige stridsmand, du krigerske søn av den modige Tydevs.
Ei blev min smertende pil, mit vingede vaaben, din bane.
Vel, men nu skal jeg friste om ikke min lanse kan naa dig.»
Saa han talte og slynget med kraft sin lanse og rammet
haardt Diomedes' skjold, og midt gjennem skjoldet sig boret
kobberets spids paa sin flugt og stanset ved panserets plater.
Pralende ropte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Tvers gjennem lysken jeg jog dig mit spyd. Nu tror jeg du ikke
længe vil holde det ut. Mig skjænket du glimrende hæder.»
Dog, den vældige helt Diomedes svarte ham frygtløs:
«Nei, dit kast var forgjæves. Du rammet mig ikke; men dette
ender forvisst ikke godt for jer to; ti én skal tilvisse
falde og mætte med blod den utrættelig kjæmpende Ares.»
Saa han talte og slynget sit spyd, og Atene det rettet
like mot næsen ved øiet, og tændernes skinnende række
knækkedes brat, og den hærdede malmspids kløvde hans tunge
inderst ved roten, og odden for frem under høvdingens hake.
Ned ifra vognen han faldt, og rustningens straalende plater
klirret om krigerens bryst, og sky sprang hestenes tvespand
rapt tilside. Hans styrke var brutt, og livet var sluknet.
Helten Aineias sprang frem med sit skjold og sin mægtige lanse;
ti han var ræd at akaiernes mænd skulde slæpe ham med sig.
Stolende trygt paa sin kraft gik han om som en glubende løve
rundt om sin fældede ven og holdt sit skjold og sin lanse
frem for at fælde enhver som kom ham i møte, og grufuldt
gjaldet hans truende rop. Da grep Diomedes en graasten
vældig og tung. Ei to av de mænd som findes paa jorden
nu, kunde rokke dens vegt; men han svang den med lethet alene.
Midt i lænden han rammet ham haardt, hvor laarbenet møter
hoften i bøielig led. En hofteskaal kaldes det vanlig.
Stenen slog skaalen i knas, og begge hans sener den sprængte.
Stenen den kantede flænget hans hud, og den modige høvding
segnet i knæ og støttet mot jord sin vældige næve,
kraftløs og mat, og slørt blev hans blik av natten den mørke.
Nu hadde mændenes drot Aineias fundet sin bane,
hvis ikke Zevs' barn Afrodite straks hadde set det.
Hun blev hans mor ved Ankises, som vogtet paa vang sine okser.
Ømt hun favnet sin elskede søn i de snehvite armer,
og med en flik av det skinnende slør hun dækket den faldne
varsomt mot spydenes kast, saa ingen danaer fra vognen
straks skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Saaledes bar gudinden sin søn fra det larmende kampgny.
Straks kom Kapanevs' herlige søn ihu hvad den bolde
høimælte helt Diomedes fornys hadde lagt ham paa hjerte.
Hestenes fotrappe spand han trængte tilbake og drev dem
bort fra den larmende kamp og bandt deres tøiler til karmen.
Saa sprang han hen og drev Aineias' skinnende tvespand
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Tøilerne rakte han helten Deïpylos, ham som han hædret
høiest i vennernes kreds; ti i tanker og sind var de like.
Hen til de gyngende snekker han bød ham at kjøre og hoppet
selv paa sin prægtige vogn og grep om de skinnende tøiler.
Raskt han styrte de kraftige dyr til sin ven Diomedes,
som med det grusomme spyd for frem mot den kypriske guddom,
saasom han visste saa vel hun var svak, ei en av de barske
krigens gudinder som tumler sig vildt i mændenes kampe,
hverken Atene, ei heller den herjende skjoldmø Enyo.
Men da han jagende frem hadde truffet gudinden i vrimlen,
strakte den modige Tydevs' søn sig frem med sin lanse
og i den yndige haand med et sprang han støtte det haarde
skjærende kobber, og bakerst ved haandleddet boret sig spidsen
gjennem det skjønne gevandt som chariterne selv hadde vævet,
ind under huden. Straks strømmet den himmelske væske fra saaret,
slik som den flyter i aarernes net hos de salige guder.
Ikke er brød deres mat eller funklende vin deres drikke.
Derfor har de ei blod og kaldes de evige væsner.
Høit hun skrek i sin kval, og sønnen, den elskede slap hun.
Løftet da Foibos Apollon ham op og bar ham fra valen,
skjult i en kulsort sky forat ingen danaer fra vognen
grumt skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Truende skrek Diomedes, den høimælte helt, til gudinden:
«Fly, du datter av Zevs, fra krig og fra grufulde kampe.
Er det ei nok at du daarer med ord de kraftløse kvinder?
Færdes du ogsaa i krig, da tror jeg forvisst, at du siden
stedse skal grue for krig, naar du hører den nævnt fra det fjerne.»
Saa han talte; da ilte hun bort og pintes av kvaler.
Ut av kamptumlen førte den stormsnare Iris gudinden.
Svart blev hun pint, og den deilige hud blev farvet av blodet.
Fandt hun da Ares, den stormende gud. Tilvenstre paa valen
sat han i ro, og skjult i en sky var hans spyd og hans hester.
Jamrende faldt hun paa knæ i sin nød og tryglet og bønfaldt
ydmyg sin elskede bror om at laane hans guldsmykte hester:
«Hjælp mig, min elskede bror og gi mig tillaans dine hester,
saa jeg kan naa til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.
Svart blir jeg pint av et saar som en dødelig kjæmpe har voldt mig,
Tydevs' søn, som løfter vel snart mot Zevs sine vaaben.»
Saa hun talte, og krigsguden gav hende straks sine hester.
Op paa hans stridsvogn steg hun med nagende kval i sit hjerte.
Ved hendes side steg Iris tilvogns og fattet om teilen,
svang saa den smidige pisk, og hestene fløi som en stormvind.
Snart kom de op til gudernes hjem, til det høie Olympen.
Der lot den stormsnare Iris de fotrappe gangere stanse,
spændte dem fra og la den himmelske næring i krybben.
Men Afrodite gik hen til sin mor og sank i Diones
kjærlige fang, og hun slynget sin arm om den elskede datter,
klappet saa ømt sit deilige barn med haanden og spurte:
«Elskede barn, hvilken gud har voldt de kvaler du lider,
skammelig frækt, som trængte du straf for en aapenbar brøde?»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Tydevs' søn Diomedes har saaret mig frækt da jeg vilde
friste at bære min elskede søn fra de kjæmpendes vrimmel,
helten Aineias, mit barn, som av alle jeg inderligst elsker.
Troerne feider ei mer i en frygtelig strid mot akaier.
Nei, ti danaerne kjæmper nu frækt mot de evige guder.»
Trøstende svarte Dione, den herlige skjønne gudinde:
«Taal det, mit elskede barn, og tving dig, saa tungt som det falder.
Mange av os som bor i olympiske haller, har døiet
ondt av menneskers barn, naar kvaler vi voldte hverandre.
Ares led ondt, da Otos og kjæmpen saa sterk Efialtes,
sønner av jætten Aloevs, fik slaat ham i knugende lænker.
Maaneder tretten laa guden i baand i et fængsel av kobber.
Der hadde Ares, den rasende krigsgud, ganske forsmegtet,
hvis ikke jætternes stedmor, den deilige Eeriboia,
bud hadde sendt til Hermes som frelste den jamrende Ares
lønlig i høieste nød, da lænkerne kuet ham svarlig.
Hera led ondt, da Amfitryons søn, den vældige kjæmpe,
sendte sin trefold spidsede pil og rammet gudinden
haardt i brystet til høire. Da led hun ulægelig smerte.
Hades, den vældige gud, maatte utholde pilen, den rappe,
dengang hin selvsamme søn av den tordnende Zevs i sin vrede
traf ham i Pylos blandt dynger av lik og voldte ham kvaler.
Hastet han da til Alfaders hal paa det høie Olympen
pint i sit hjerte av nagende kval; men pilen var fæstet
dypt i den mægtige skulder og voldte ulidelig pine.
Dog Paiéon fik lindret hans kval med urter og lægte
saaret i hast; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Ja, han var fræk, hin kjæmpe, ustyrlig og rede til voldsdaad.
Grumt med sin bue han martret de eviges slegt paa Olympen.
Nu har gudinden Atene, den blaaøide, egget imot dig
Tydevs' søn, den daare! Han visste jo ikke at længe
times det ingen at leve som kjæmper mot evige guder.
Ei skal barnene kalde ham far og klynge sig kjærlig
ind til hans knæ, naar han kommer fra krig og grufulde kampe.
Derfor maa Tydevs' søn, var han end saa sterk som en jætte,
vogte sig at ei en gud, hvis kræfter er større end dine,
møter ham snart i en kamp, saa den værdige Aigialeia,
Adrasts datter, den kampglade helt Diomedes' hustru,
nat efter nat skal vække med jamrende graat sine terner
pint av længselen efter sin mand, den bedste akaier.»
Saa hun talte og vasket med hænderne blodet av saaret.
Haanden blev lægt i en hast, og de grusomme smerter blev lindret.
Men da Atene og Hera med skadefryd saa hendes vaande,
tirret de Zevs med ertende ord og spottende tale.
Først tok Atene, den blaaøide mø, til orde og mælte:
«Zevs, vor mægtige far, du vredes vel ei ved min tale?
Visselig, nu maa Kypris ha lokket en mø fra Akaia
med for at følge de troiske mænd som hun elsker saa saare.
Men da hun klappet saa ømt en langsløret mø fra Akaia,
ridset hun vist sin yndige haand paa jomfruens guldnaal.»
Saa hun talte; men guders og menneskers far maatte smile.
Venlig talte han nu til sit guldfagre barn Afrodite:
«Dig blev det ikke forundt, mit barn, at færdes i krigen.
Du skal vække hos brudgom og brud den higende længsel.
Hist har Pallas Atene sin dont og krigsguden Ares.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men Diomedes, den høimælte helt, for frem mot Aineias,
endda han merket saa godt at Apollon med skjærmende hænder
vernet den faldne. Han trodset den mægtige gud; ti han higet
efter at fælde Aineias og røve hans herlige rustning.
Tre ganger styrtet han rasende frem for at dræpe sin uven.
Tre ganger rettet Apollon et støt mot hans skjold, saa han ravet;
men da han fjerde gang stormet til kamp saa sterk som en guddom,
truet Apollon, den rammende gud, ham barskt i sin vrede:
«Vogt dig, Tydevs' søn! Tilbake! Det nytter dig ikke
frækt at bryste dig her som en gud; ti de evige guder
er ei av dødelig æt som menneskers jordbundne slegter.»
Saa han talte, og Tydevs' søn trak foten tilbake
slagen av gru for Apollons, den vældige fjernskyttes vrede.
Derefter bragte Apollon i hast Aineias til sæte
fjernt paa Pergamos' hellige borg i sit straalende tempel.
Leto og buegudinden, den pilglade Artemis, lægte
hist i det hellige tempel hans saar og øket hans kræfter.
Derefter formet hin sølvbuegud Apollon en skygge
skuffende lik Aineias av vekst og aasyn og rustning.
Rundt om skikkelsen flænget akaier og troer i nærkamp
vildt de kredsrunde oksehudsskjold, som skjærmet i kampen
krigernes bryst og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Rungende ropte Apollon til Ares, den mordlystne krigsgud:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Kan du da ikke gaa løs paa hin helt og jage fra kampen
Tydevs' søn som vel snart vil kjæmpe mot Zevs i sit hovmod?
Først var det Kypris han traf i haandroten like ved leddet;
derefter stormet han frem mot mig selv saa djerv som en guddom!»
Saa han talte, og oppe paa Pergamos gik han til sæte.
Ares, den grumme, gik frem og egget de troiske rækker.
Akamas lignet han, trakernes drot, den fotrappe høvding.
Høilydt skrek han i tumlen til Priamos' høibaarne sønner:
«Sønner av Priamos, drotten saa gjæv, hør, si mig hvorlænge
taaler I at eders stridsmænd blir dræpt av akaiernes helter?
Vil I da nøle til kampen har naadd vore sterkbygde porter?
Falden er nu hin mand som like med Hektor vi hædret,
helten Aineias, en søn av den modige høvding Ankises.
Kom, la os frelse vor herlige ven fra kjæmpernes vrimmel.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Straks tok Sarpedon til orde og refset den herlige Hektor:
«Hektor, hvor er dog det dristige mod som fordum du eide?
Stolt har du lovet at verne din by med svogre og brødre
uten en mand av dit folk eller hjælpernes talrike skare.
Ingen av dem kan jeg se for mit blik eller finde paa valen.
Skrækslagne kryper de alle i skjul som hunder for løven.
Nu er det os, eders hjælperes flok, som maa kjæmpe alene.
Hit har jeg stevnet saa langt fra mit hjem og er kommet som hjælper
fjernt ifra Lykiens land, fra Ksantos' hvirvlende strømme.
Der har jeg latt tilbake min søn og min elskede hustru,
der til mangfoldige skatte som trængende mænd kunde attraa.
Dog, jeg egger til dyst mine lykiske stridsmænd og modig
stevner jeg selv mot fienden frem, skjønt her jeg tilvisse
ingenting eier av gods som akaier kan røve og plyndre.
Selv blir du staaende her, og ei tør du be dine landsmænd
kjækt at staa som en mur og verne mot vold sine kjære.
Vogt jer vel at I ikke tilsidst som jagede vilddyr
fanges i nettet og vorder et rov for fienders skare.
Snarlig vil da eders velbygde by bli styrtet i gruset.
Baade ved nat og ved dag maa du lægge dig dette paa hjerte.
Nu bør du be hver drot som bragte dig hjælp fra det fjerne,
trofast at være paa vakt. Dine refsende ord kan du spare.»
Saaledes talte Sarpedon. Hans ord skar Hektor i hjertet.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for helten omkring gjennem leiren
eggende hæren til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Dog, argeierne verget sig kjækt og tok ikke flugten.
Likesom vinden paa stampede logulv hvirvler de lette
agner avsted, naar man kaster sit korn og den blonde Demeter
skiller fra agner det fuldmodne korn, og agnerne fyker
sammen i hvitnende dynger for vindene, saaledes hvitnet
alle akaier foroven av støv som hestenes føtter
hvirvlet mot himmelens malmfaste hvælv over kjæmpende stridsmænd,
nu da de møttes paany, og hestene vendtes til anfald.
Kasende styrtet de frem, og Ares, den stormende krigsgud,
sænket til troernes hjælp den mørkeste nat over valen,
stormende frem overalt for at føie den sterke Apollon,
guden med slagsverd av guld; ti han bød ham jo ivrig at vække
troernes mod, da han saa at den blaaøide Pallas Atene
trak sig tilbake fra striden; ti hun var danaernes hjælper.
Foibos Apollon førte nu selv fra sit hellige tempel
helten Aineias og fyldte med mod hans mandige hjerte.
Atter gik kjæmpen blandt vennerne frem, og de glædet sig saare,
da de fik se ham i live og usaaret ile til kampen
modig og kjæk som tilforn. De spurte ham ikke; ti endnu
raste den hidsige strid som sølvbueguden Apollon
vakte og Ares den blodige gud og den fnysende Erís.
Men Diomedes, Aianternes par og helten Odyssevs
egget til kamp danaernes folk. Selv gruet de ikke
hverken for troernes vældige kraft eller rungende hærskrik.
Modige stod de paa val lik skyer som Zevs i sin vælde
stanser om fjeldenes høieste tind, naar vindene hviler.
Skyerne rører sig ei, naar Boreas selv og de andre
stormende vindguder hviler i søvn. Med susende byger
spreder de ellers og jager paa flugt de sortnende skyer.
Slik holdt danaerne stand mot troerne uten at flygte.
Atrevs' søn gik frem i sin hær med eggende tilrop:
«Te jer som mænd, mine venner, og rust jer med mandsmod i brystet
Agt paa hvad andre vil si om jer færd i de vældige kampe.
Dersom man blyges for andre, da frelses der fler end der falder.
Flygtende uslinger vinder forvisst hverken ry eller redning.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet en høvding,
drotten Aineias' ven Deíkoon, Pérgasos' ætling.
Troerne hædret ham likesaa høit som Priamos' sønner;
ti han var rask og stred som en helt i de forreste rækker.
Mændenes drot Agamemnon fik ram paa hans skjold med sin lanse.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Larmende segnet han om, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Aineias de gjæve danaiske helter
Kreton og kjæmpen Orsílokos, sønner av drotten Diokles.
Heltenes mægtige far var drot i det velbygde Fere,
rik paa gods, og han ledet sin æt fra den gjæve Alfeios,
gud for den mægtige elv som strømmer i Pylos' fjelddal.
Flodguden avlet Orsílokos, drot for talrike helter.
Helten Orsilokos' søn var den modige høvding Diokles.
Tvillinger fødte Diokles' viv sin mægtige husbond,
Kreton og helten Orsilokos, vældige, stridsvante kjæmper.
Nu i ungdommelig kraft de fulgte paa tjærede snekker
med blandt argeierne frem til det hestenærende Troja,
fristende hæder at vinde for Atrevs' søn Agamemnon
og for hans bror Menelaos; men dødslodden rammet dem begge,
Likesom løvernes par som fjernt paa fjeldenes tinder
fostredes op av sin mor dypt inde i skogenes tykning —
Viden de vanker paa rov efter okser og trivelig smaafæ,
herjende bøndernes fjøs og hegnede kve, til de begge
falder for jægerens haand og dræpes med skjærende kobber —
saaledes styrtet de begge til jord som mægtige graner,
kuet av helten Aineias' haand og segnet i støvet.
Ynket da straks den krigerske drot Menelaos de faldne.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber
svingende spydet i haand, og krigsguden egget hans kamplyst
lumskt; ti han ønsket hans fald for Aineias' vældige næve.
Dog, Antilokos saa ham, hin søn av den modige Nestor.
Frem til de forreste rækker han sprang; ti han frygtet at drotten
brat skulde miste sit liv og forspilde dem al deres møie.
Alt hadde heltene løftet sin haand, og med hvæssede lanser
sigtet de ret mot hinanden og brændte av higende kamplyst
Da fór Antilokos frem og stillet sig nær ved sin høvding.
Vel var Aineias en drabelig helt; men han maatte dog vike,
nu da han saa to kraftige mænd saa tæt ved hinanden.
Men da nu disse fik slæpt til akaiernes fylking de faldne,
lagde de begge de blodige lik i vennernes armer.
Selv gik de atter tilbake og stred i den forreste række.
Derefter fældte de helten Pylaimenes, tapper som Ares,
fører for modige mænd, paflagonernes skjolddækte svende.
Atrevs' søn Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
rammet ham der hvor han stod, i hans nøkleben haardt med sin lanse.
Helten Antilokos traf hans vognstyrer Mydon, den gjæve
søn av Alymnios, just da han vendte det travende tvespand.
Like i albuen traf han ham haardt med en sten, og de skjønne
elfenbenssmykkede tøiler faldt ned fra hans hænder i støvet.
Straks for Antilokos frem og kløvde hans tinding med sverdet.
Kallende styrtet han ut av den herlige vogn, og i støvet
boret han issen og skuldrene ned, og længe blev kroppen
staaende fast; ti han styrtet til jord hvor sandet var dypest,
indtil hans gangere sparket ham om, saa han segnet i støvet.
Helten Antilokos drev til akaiernes fylking hans hester.
Hektor fik se dem i kjæmpernes rad og skyndte sig mot dem.
Frygtelig runget hans rop, og vældige rækker av troer
fulgte ham. Foran gik krigsguden selv og den vilde Enyo.
Skræmmende fulgte i skjoldmøens spor det rasende kampgny.
Ares, den mordlystne, svang i sin haand en kjæmpestor lanse.
Snart gik han foran, hvor Hektor for frem, og snart gik han efter.
Men Diomedes, den høimælte helt, for sammen ved synet.
Som naar en mand som gaar paa sin fot over vidtstrakte sletter,
raadløs maa stanse ved elven, som hvirvlende strømmer mot havet,
ræd naar han ser paa det brusende skum, og farer tilbake,
saaledes vek nu Tydevs' søn og ropte til hæren:
«Venner, det kan ikke undre os mer, at den herlige Hektor
svinger sin lanse med kraft og kjæmper saa modig i striden.
Ti ved hans side staar altid en gud og frir ham fra døden.
Nu staar Ares ham nær, av vekst som en dødelig kjæmpe.
Gaa nu tilbake med aasynet vendt mot troernes fylking.
Tving eders mod og vaag ingen kamp mot de evige guder.»
Saa han talte. Da nærmet sig raskt de troiske rækker.
Hektor gik frem og fældte Ankialos først og Menestes.
Sammen de kjørte paa stridsvogn og begge var prøvede helter.
Ynket da Telamons søn, den vældige Aias, de faldne.
Nærmere skred han og slynget med kraft sin blinkende lanse;
Amfion rammet han, Selagos' søn, som bodde i Paisos.
Manden var grundrik paa fæ og paa vidtstrakte marker; men
skjæbnen
drev ham fra hjemmet til hjælp for Priamos selv og hans sønner.
Ham traf Telamons søn, den vældige Aias, med lansen
midt i det skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Drønende faldt han til jord. Da styrtet den straalende Aias
frem for at røve hans rustning; men troerne slynget imot ham
byger av blinkende spyd som han fanget i mængde med skjoldet
Haardt paa den faldne han satte sin hæl, og den malmhvasse lanse
rykket han ut; men han magtet dog ei at rive hans brynje
løs fra hans skuldre; ti haardt blev han trængt av troernes spydkast.
Kringsat blev han av troernes hær og frygtet de mange
kraftige helter som gik ham tillivs med lanser i hænde.
Skjønt han var vældig og tapper og stor og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og de trængte ham haardt, da han trak sig tilbake.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Helten Tlepolemos, modig og sterk, en søn av Herakles,
hidset den mægtige skjæbne til kamp mot den gjæve Sarpedon.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
her en sønnesøn, hist en søn av skyernes hersker,
talte Tlepolemos først med spottende ord til sin frænde:
«Si mig, Sarpedon, du Lykiens drot, hvad tvang dig at komme
hit for at krype i skjul, naar du ingenting duger i kampen?
Visselig er det en løgn, naar de kalder dig søn av den høie
aigissvingende Zevs. Langt ringere er du end hine
sønner som Zevs har avlet tilforn blandt jordiske slegter.
Ja, hvilken kjæmpe var ikke min far, den sterke Herakles,
dristig i kamp og ihærdig, en helt med mod som en løve.
Engang kom høvdingen hit, da han stred for Laomedons hester.
Seks var hans snekker i tal, og faa var hans mænd; men han styrtet
Ilions kongsstad i grus og ryddet de folksomme gater.
Du er derimot feig og lar dine mænd gaa i døden.
Ei kan jeg tro at din færd fra Lykiens bygder vil vorde
troernes stridsmænd til vern, om du end var aldrig saa tapper.
Nei, du skal kues av mig og gaa gjennem dødsgudens porte.»
Straks tok Sarpedon, den lykiske drot, til orde og svarte:
«Ja, Tlepolemos, sandt har du talt. Det hellige Troja
jevnet din far med jorden som hevn for Laomedons daarskap,
drottens som lønnet hans mandige daad med haansord og ikke
gav ham de vælige gangeres spand som han kom for at vinde.
Dog, jeg tør si at her for min haand skal du finde din bane.
Døden den sorte skal vorde din lod, og mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saaledes talte Sarpedon. Da løftet Tlepolemos hastig
spydet med asketræs skaft. Paa engang hvirvlet de lange
lanser fra heltenes haand. Sarpedon fik ram paa hans strupe.
Spydodden boret sig gjennem hans hals med skjærende smerte.
Natten den bælgmørke sænket sig brat over høvdingens øine.
Ogsaa Tlepolemos traf; ti like i laaret til venstre
rammet hans vældige spyd, og kobberet skar sig igjennem
streifende benet. Dog frelste hans far ham endnu fra døden.
Straks bar trofaste venner den gudfødte høvding Sarpedon
bort ifra kampen; men svart blev han pint, ti den vældige lanse
slæpte i støvet, og ingen gav agt eller sanset at rykke
spydstangen ut av hans laar, saa han selv kunde træde paa foten.
Skynde sig maatte de jo, og med nød fik de verget sin høvding.
Hist bar akaiernes malmklædte mænd Tlepolemos varsomt
bort fra den larmende strid; men helten, den djerve Odyssevs,
merket hans fald, og hans hjerte blev fyldt av rasende harme.
Tankerne tumlet sig vildt i hans sjæl i tvil om han skulde
vende sig først mot hin ætling av Zevs, den tordnende guddom,
eller gaa frem mot hans lykiske mænd og røve dem livet.
Skjæbnen forundte dog ei den kjække Odyssevs at fælde
alfader Zevs' vældige søn med det hvæssede kobber.
Vendte da Pallas Atene hans hu mot de lykiske skarer.
Koiranos fældte han straks og Kromios; derpaa Alastor;
Halios faldt og Noëmon; Alkandros og Prýtanis segnet.
Flere var faldne av Lykiens mænd for den kjække Odyssevs,
hvis ikke Hektor, hin helt med den straalende hjelm, hadde set det.
Rustet i skinnende malm gik han frem gjennem mændenes rækker,
vækkende gru i danaernes bryst; men glad blev Sarpedon,
Alfaders søn, da han kom, og han bad ham med klagende stemme:
«Priamos' søn, aa verg mig og la mig ei ligge som bytte
her for danaernes mænd; men siden blandt eder i byen
faar jeg da opgi min aand; ti ei skal den lykke mig times
atter at skue min fædrenejord, mit elskede hjemland,
og ved min hjemkomst glæde min søn og min elskede hustru.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den straalende Hektor.
Høvdingen for ham forbi; ti hans hu stod nu til at jage
alle argeier paa flugt og dræpe mangfoldige helter.
Svendene bar den gudfødte drot, den sterke Sarpedon,
hen til en ek som var viet til Zevs, og satte ham varsomt
ned under træet, og vennen, den kraftige Pelagon, rykket
ut av den saaredes laar den vældige asketræs lanse.
Sans og samling forlot ham, og dødstaaken slørte hans øine.
Dog han aandet omsider igjen, og et vindpust fra norden
vakte tillive paany i hans bryst den sluknende livsgnist.
Men argeiernes mænd, som trængtes av Ares og Hektor,
kastet sig hverken paa flugt til de tjærede skibe, ei heller
holdt de urokkelig stand; men vikende gik de tilbake
nu da de hørte at Ares var med blandt troernes stridsmænd.
Hvo var den første av alle, og hvo var den sidste som segnet,
fældet av Hektor, Priamos' søn, og den malmsterke Ares?
Tevtras, kjæk som en gud, og Orestes, stridsvognens styrer,
Trekos, den spydvante helt, og drotten Oinomaos dræptes,
Hélenos, Oinops' søn, og Oresbios, klædt i de blanke
glitrende plater. Paa gods var han rik og bodde i Hyle
nær ved Kefisos' rolige strøm, og rundt i hans hjembygd
bodde boiotiske mænd i et land som bugnet av fedme.
Men da den armhvite Hera, gudinden, fik se at de begge
fældte for fote argeiernes mænd i de vældige kampe,
talte hun straks med vingede ord til Pallas Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs, som aldrig kan kues,
ei kan vi holde det ord, som vi gav Menelaos om hjemfærd
først naar Ilions murkranste by var styrtet i støvet,
hvis vi lar Ares, den mordlystne gud, faa rase saa voldsomt.
Nei, ogsaa vi faar tænke paa strid og storme til kampen.»
Saa hun talte, og villig var straks den blaaøide Pallas.
Hera, den høie gudinde, den vældige Kronos' datter,
gik for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Hebe fik sætte paa vognen de kredsrunde hjul med de otte
eker av kobber og fæstet dem godt til den jernsmidde aksel.
Hjulenes fælger er hamret av guld; men ytterst sig runder
kobberets fast omsluttende ring, et under at skue.
Navenes rullende par er formet av sølvet det hvite.
Fatingen bindes til akselen fast med straalende remmer,
smykket med guld og med sølv. To bøiler er fæstet til karmen.
Stangen er hamret av sølv, og ytterst paa stangen hun fæstet
aaket, det herlige, gyldne, og spændte paa dette en brystrem,
skjøn og av pureste guld. Selv førte saa Hera de rappe
gangere ind under aaket og stundet til strid og til hærskrik.
Aigissvingerens datter, den blaaøide Pallas Atene,
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret; hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Om sine skuldre hun hængte sit skjold, den skræmmende aigis,
smykket med kvaster og kranset med rædsomme billeders række
Der er tvedragtens guddom og forsvar og isnende stormgang,
der er Gorgos, det grufulde utyskes, stivnede ansigt,
rædsomt, ustyggelig stygt, hint jertegn paa Zevs' aigide.
Hjelmen med skjærmer og bøiler av guld paa sit hode hun satte
smykket med rækker av kjæmper tilfots fra hundrede byer.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og at lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de stormsnare hester.
Fandt de da Kronos' søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste tind paa den takkede ryg av Olympen.
Der lot den armhvite Hera de travende gangere stanse.
Derefter tok hun til orde og spurte den høie Kronide:
«Alfader Zevs, forarges du ei over Ares' voldsfærd,
nu da han dræpte saa mange og kjække akaiske helter
frækt paa usømmelig vis, til sorg for mig selv; men i stilhet
fryder sig Foibos Apollon og Kypris, som begge har egget
denne ustyrlige daare, som sletingen love vil agte.
Alfader, mon det vil vække din harm, om jeg nu skulde tugte
Ares med sviende slag og jage ham bort ifra kampen?»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Vel, saa hids da imot ham den herjende skjoldmø Atene.
Oftest er det jo hun som volder ham grusomme kvaler.»
Saa han talte, og raadet blev fulgt av den straalende Hera.
Svang hun da svepen med kraft, og hestene fløi som en stormvind
midt mellem jorden og himmelens hvælv med de blinkende stjerner.
Likesaa langt som en mand kan naa med sit blik, naar han sitter
høit paa en varde og ser over havdypets mørkeblaa bølger,
likesaa vældige skridt tar gudernes vrinskende hester.
Men da de kom til troernes by og de strømmende elver,
der hvor Simoeis møter Skamandros' brusende vande,
da lot den armhvite Hera de travende gangere stanse,
spændte dem raskt fra vognen og hyllet dem tæt i en taake.
Der lot Simoeis spire det himmelske græs som de æter.
Listet nu begge sig frem saa stilt som frygtsomme duer
stundende efter at verne de kjække danaiske helter.
Men da de begge kom dit hvor de fleste og gjæveste kjæmper
stod i en kreds om den hestetumlende helt Diomedes,
samlet i tætteste flok som glubende, blodgriske løver
eller lik skummende vildsvin som eier ubændige kræfter,
stanset den armhvite Hera sin gang og skrek, saa det runget,
skuffende lik den modige Stentor, helten hvis malmrøst
hørtes saa vidt over val som femti andres tilsammen:
«Aa for en skam, argeier, I uslinger, kjække at se til.
Medens den herlige helt Akillevs stevnet til kampen,
pleide dardanerne aldrig at vaage sig utenfor Trojas
lukkede port; ti de gruet for høvdingens vældige lanse.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de gyngende skibe.»
Saa hun talte, og kræfter og mod hos dem alle hun vakte.
Hen til Tydevs' søn nu ilte den blaaøide Pallas.
Høvdingen fandt hun. Han stod ved sin vogn og de fotrappe hester
kjølende saaret som Pandaros' pil hadde voldt ham i kampen;
ti under remmen som bar hans kredsrunde skjold, var den salte
sved ham en plage. Den trykket ham haardt, og armen var lammet.
Skjoldremmen løftet han op og avtørket blodet det sorte.
Straks la gudinden sin haand paa hestenes aak, og hun mælte:
«Tydevs har sandelig avlet en søn som ligner ham litet.
Tydevs var rigtignok liten av vekst, men en drabelig kjæmpe.
Ja, da jeg engang forbød ham at egge til strid og at søke
selv at peke sig frem, da han fjernt fra de andre akaier
vandret til Teben som bud, til kadmeiernes talrike kjæmper —
ja, skjønt jeg bød ham at sitte i ro ved det festlige gilde,
æsket han dog med det freidige mod som altid han eide,
alle kadmeiernes gjæveste mænd til tvekamp, og altid
seiret han lekende let; ti jeg vernet ham kraftig i kampen.
Ogsaa for dig staar jeg trofast paa vakt og verger dig naadig.
Altid formaner jeg dig til at kjæmpe mot troerne freidig.
Dog dine lemmer er slappet og brutt av lammende træthet,
eller en isnende gru har grepet dig. Da har du ikke
Tydevs til far, hin modige søn av den krigerske Oinevs.»
Da tok den krigerske helt Diomedes til orde og svarte:
«Datter av Zevs, jeg kjender dig godt, du høie gudinde.
Sandheten vil jeg da melde dig frit og intet fordølge.
Ei er jeg grepet av frygt eller kvier mig svart for at kjæmpe.
Nei, men jeg kommer i hu det bud som du strengelig gav mig,
dengang du bød mig ikke at gaa til en kamp med de andre
evige guder; men dersom hin datter av Zevs, Afrodite,
stevnet til kamp, da straks at slaa til med det hvæssede kobber.
Derfor, gudinde, viker jeg selv, og de andre argeier
bød jeg, hver eneste mand, at samle sig her hvor jeg dvæler;
ti jeg kan merke at Ares er den som raader paa valen.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Tydevs' søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Nær ingen rædsel for Ares, ei heller for en av de andre
evige guder; ti nu er jeg selv din hjælper i striden.
Nei, vær trøstig og styr dine gangere først imot Ares.
Gi ham et støt, og vær ikke ræd for den stormende krigsgud.
Slaa ham, den rasende nar, den onde og troløse niding.
Nys har han sagt baade Hera og mig som visst at han skulde
kjæmpe mot troernes hær og hjælpe akaiernes helter.
Dog, nu staar han i troernes flok og har glemt hvad han lovet.»
Saa hun talte og støtte saa Stenelos ned ifra vognen,
rykkende til med sin haand, saa høvdingen tumlet til jorden.
Kamplysten steg hun tilvogns hos den herlige helt Diomedes.
Knaket da aksen av eketræ høit under tyngden; ti baade
bar den en mægtig gudinde, og dertil den vældigste høvding.
Pallas Atene grep fat om svepe og tøiler og styrte
først de fotrappe gangeres spand mot krigsguden Ares.
Han hadde fældet og plyndret aitolernes tapreste kjæmpe
Perifas, vældig og sterk, Okesios' herlige ætling.
Ares, den blodige, plyndret hans lik. Da satte Atene
Hades' hjelm paa sit hode, og krigsguden saa hende ikke.
Men da nu Ares, den blodige gud, fik se Diomedes,
lot han den vældige Perifas' lik bli liggende urørt
der hvor han nys hadde dræpt ham og røvet ham livet med lansen,
og mot den hestetumlende helt Diomedes han stormet.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
strakte sig krigsguden frem over hestenes tøiler og aaket,
higende efter at slaa ham ihjel med den malmhvasse lanse.
Dog, gudinden, Atene, den blaaøide, støtte med haanden
spydstangen bort saa den for under stridsvognen uten at ramme.
Derefter stormet i hast den høimælte helt Diomedes
frem med sit malmhvasse spyd, som Pallas med vældige kræfter
rettet mot lysken hvor beltet av malm var spændt om hans midje.
Der traf helten og flænget hans herlige hud, og tilbake
trak han sit vældige spyd. Da brølte den malmsterke Ares
vildt som naar ni, ja ti ganger tusinde vældige helter
løfter sit hærskrik paa val, naar de stormer til rasende kampe.
Da maatte troernes mænd og akaierne grue i rædsel.
Knæerne skalv; ti saa frygtelig skrek den blodgriske Ares.
Likesom luften blir truende mørk av natsorte skyer,
naar efter trykkende hete en hylende storm er i vente,
likesaa mørk saa Tydevs' søn den malmsterke Ares
fare i skyerne op til himmelens mægtige hvælving.
Snart kom han frem til gudernes bo, det høie Olympen,
satte sig saa hos Kronos' søn, og med kval i sit hjerte
pekte han ned paa det himmelske blod, som strømmet fra saaret.
Jamrende talte han saa med vingede ord i sin vaande:
«Alfader Zevs, forarges du ei, naar du ser denne voldsfærd?
Altid maa guderne lide forsmædelig ve, som med vilje
selv vi volder hverandre for menneskers avkom at tækkes.
Stride mot dig maa vi alle; ti du har jo avlet den grumme
rasende datter som altid er glad, naar hun øver en udaad.
Alle vi andre saa mange som bor paa det høie Olympen,
lyder dit bud og føier os blindt som kuede træller.
Hende formaner du aldrig i ord eller tugter i gjerning.
Selv faar hun raade; hun er jo dit barn, den onde gudinde.
Nu har hun egget Tydeiden, den vældige helt Diomedes,
fræk som han er, til at rase med vold mot de evige guder.
Først har han rammet med spyd Afrodite i haanden ved leddet;
derefter stormet han løs paa mig selv saa sterk som en guddom.
Men mine føtter har baaret mig bort fra valen; ti ellers
laa jeg forlængst i tærende kval blandt dynger av faldne,
eller jeg levet vel mat og lammet av kobberets vunder.»
Svarte da Alfader, skyernes drot, med harmfulde blikke:
«Sit ikke her og klynk, du lumske og troløse niding.
Ingen jeg hater som dig av alle olympiske guder.
Altid er krigslarm og tvedragt din lyst og kamp uten ende.
Heras, din mors, ustyrlige sind har du visselig arvet,
hun som jeg neppe kan kue med ord og som aldrig vil vike.
Hun har vel raadet dig nu og voldt dig de kvaler du lider.
Dog, jeg kan ikke taale at se dine smerter i længden;
ti som min søn er du født av din mor; av mig selv er du avlet.
Dersom du hadde en anden til far blandt guder, du frække,
laa du forlængst i en dypere grav end Uranos' avkom.»
Saa han talte og bød Paieon at hele hans vunde.
Urter som dulmet hans kval, la guden paa saaret, og hastig
lægte han ham; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Likesom løpen i hast faar den flytende melk til at stivne;
inden den korteste frist blir den ost, naar den blandes i karret
likesaa raskt helbredet han nu den voldsomme Ares.
Hebe fik bragt ham i bad og klædt ham i dragten den skjønne,
og hos den tordnende Zevs han satte sig stolt av sin hæder.
Men da nu Hera fra Argos og Pallas fra Alalkomene
helt hadde stanset den blodige krigsguds grusomme manddrap,
kom de tilbake paany til den vældige Alfaders haller.
Tydevs' søn, baade kræfter og mod, saa han straalte blandt alle
mandige helter fra Argos og vandt sig uvisnelig hæder.
Klart hun tændte fra hjelm og fra skjold en uslukkelig flamme
lik hin stjerne hvis straalende lys er klarest av alle,
naar den ved høst stiger op av sit bad i Okeanos' vande.
Likesaa lysende tændte hun nu fra hans hode og skuldre
flammende ild og drev ham til kamp hvor stimlen var tættest.
Dares var en av de troiske høvdinger, rik og høibaaren,
guden Hefaistos' prest. To herlige sønner var født ham,
Fegevs og helten Idaios; i alleslags kamp var de øvet.
Brødrene stormet fra fylkingen frem og for ham i møte.
Begge stod høit paa sin vogn; men tilfots Diomedes dem møtte.
Men da de hastende frem var kommet hverandre paa livet,
slynget den mandige Fegevs først sin vældige lanse.
Streifende Tydevs' søn for spydsodden over hans venstre
skulder; men rammet ham ei. Da stormet i hast Diomedes
frem med sit spyd, og han slynget det ei fra sin næve forgjæves.
Midt i brystvorten traf han og støtte ham ned fra hans stridsvogn.
Ned fra den prægtige vogn sprang helten Idaios og flygtet.
Ei fik han mod til at verne sin fældede bror; ti han hadde
visselig ei kunnet frelse sig selv for døden den sorte.
Dog, han blev frelst av Hefaistos som rykket ham bort i en taake
forat hans graanede far ei helt skulde kues av sorgen.
Tydevs' modige søn drev hestene bort og befalte
svendene straks at føre dem hen til de stavnkrumme snekker.
Men da nu troerne saa den ene av Dares' sønner
jaget paa vildeste flugt, mens den anden var dræpt ved sin stridsvogn,
skalv deres hjerter av gru; men den blaaøide Pallas Atene
fattet den kampglade Ares ved haand og talte til guden:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Skulde vi ei la troernes mænd og akaiernes helter
kjæmpe og se hvem Zevs, vor far, vil unde at seire!
Kom, la os skynde os bort, saa slipper vi Alfaders vrede.»
Saaledes talte hun mildt og førte den kampglade Ares
bort ifra striden og satte ham ned ved Skamandros' bredder.
Troerne vek for danaernes kraft. Hver høvding i hæren
fældte sin mand. Først styrtet den mægtige drot Agamemnon
Odios ned fra hans vogn, halizonernes kraftige høvding;
ti da han vendte sig, traf han ham haardt med lansen i ryggen,
midt mellem begge hans skuldre, og støtte den ut gjennem brystet.
Larmende tumlet han ned, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Idomenevs' spyd den vældige Faistos,
søn av maioneren Boros, som kom fra det muldrike Tarne.
Drotten Idomenevs rammet ham haardt med den vældige lanse
just som han steg paa sin vogn, og traf ham i skuldren til høire.
Høvdingen faldt fra sin vogn i dødsnattens grufulde mørke.
Straks tok helten Idomenevs' mænd hans herlige rustning.
Atrevs' søn Menelaos fik dræpt med den hvæssede lanse
helten Skamandrios, Strofios' søn, en navngjeten jæger.
Veidemand var han som faa; ti Artemis selv hadde lært ham
sikkert at ramme hvert dyr som fjeldenes skoger har fostret.
Dennegang skjærmet dog hverken den pilglade jagtmø sin yndling
eller hans pil som tilforn usvigelig traf i det fjerne.
Atrevs' søn, Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
jaget ham ilsomt paa flugt og traf ham med lansen i ryggen
midt mellem begge hans skuldre og støtte den ut gjennem brystet.
Høvdingen faldt paa sit ansigt, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Meriones' spyd den gjæve Fereklos,
søn av kunstneren Harmon, en mester i alt som med hænder
virkes av skjønt; ti han elskedes høit av Pallas Atene.
Høvdingen tømret tilforn for Paris de gyngende skibe,
ulykkens ophav. De voldte ham selv og alle hans landsmænd
vanheld og sorg; ti han gav ikke agt paa gudernes jertegn.
Da nu Meriones jaget ham skarpt og kom ham paa skudhold,
rammet hans malmhvasse spyd i sætet til høire, og odden
boret sig gjennem hans krop og tvers gjennem benet ved blæren.
Stønnende sank han i knæ, og dødsmørke sænket sig om ham.
Meges slog helten Pedaios ihjel, en søn av Antenor.
Vel var en frille hans mor; men den herlige stolte Teano
fostret ham ømt som et egtefødt barn for at glæde sin husbond.
Fylevs' lansesvingende søn gik nær ham og sigtet
ret mot hans hode og rammet ham haardt med spydet i nakken.
Kobberet for langs tændernes rad og kløvde hans tunge.
Høvdingen segnet i støvet og bet i det isnende kobber.
Derefter fældte Evrypylos, søn av den gjæve Evaimon,
helten Hypsenor, en søn av Dolopion. Ky som en guddom
nød han i hjemmet som prest for den mægtige flodgud Skamandros.
Helten Evaimons søn Evrypylos jaget paa rappe
føtter den foran ham flygtende prest og traf ham med sverdet
oppe ved skuldren. Den kraftige arm blev hugget fra kroppen.
Blodig faldt armen til jord, og over hans bristende øine
sænket sig skjæbnens usalige magt og dødsnattens mørke.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Tydevs' søn for frem overalt; man kunde ei skjelne,
om han var en av akaiernes mænd eller troernes kjæmper.
Hen over sletten han for lik en elv som vinterens regnskyl
fylder saa vandflommen sprænger med kraft den skjærmende
dæmning.
Ikke formaar den sterkeste vold at tæmme dens vælde.
Gjærderne kan ikke lede den bort fra de bugnende haver.
Uventet bruser den frem, naar Zevs fra skyerne sender
skyllende regn. Da velter den mangt som mandskraft har virket.
Saaledes jog Diomedes paa flugt de talrike troers
sluttede rækker. Skjønt mange i tal, de maatte dog vike.
Men da den herlige søn av Lykaon fik se at han raste
hen over sletten og jaget paa flugt den splittede fylking,
sigtet han straks paa Tydevs' søn med sin krummede bue.
Midt i hans skulder til høire han traf i den hvælvede plate,
just som han stormet til kamp, og tvers gjennem skulderen trængte
pilen den bitre med kraft, og blodstrømmen farvet hans brynje.
Pralende ropte den herlige søn av den gjæve Lykaon:
«Fremad, I mandige troer, I vældige helter paa stridsvogn.
Nu er han rammet akaiernes helt, og ei vil han længe
taale min kraftige pil, saasandt jeg fra Lykien stevnet,
sendt av Alfaders mægtige søn, den sterke Apollon.»
Saaledes pralte han stolt; men pilen blev ikke hans bane.
Vikende hastet han hen til sin vogn og de fotrappe hester,
stanset saa der og ropte til Stenelos, Kapanevs' ætling.
«Kapanevs' søn, min trofaste ven, stig ned fra dit sæte.
Hjælp mig at trække den smertende pil fra min saarede skulder.»
Saa han talte, og Stenelos sprang fra vognen til jorden,
traadte ham nær og rykket den vingede pil fra hans skulder.
Blodstrømmen sprøitet med kraft igjennem den flettede brynje.
Inderlig bad Diomedes, hin helt med den rungende stemme:
«Hør mig, du aigissvingerens barn, som aldrig kan kues.
Hvis du har elsket min far og mig selv og naadig har hjulpet
begge i strid, saa vis mig paany din naade, Atene.
Und mig at fælde hin mand og at naa med min vældige lanse
ham som har rammet mig først og nu saa pralende sier
at mine øine ei længe skal se det straalende sollys.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lemmerne gjorde hun lette, hans føtter og kraftige armer.
Gik hun da nær og med vingede ord hun talte til helten:
«Gaa, Diomedes! Fat mod og kjæmp mot de troiske helter;
ti i dit bryst har jeg vakt det frygtløse mod som han eide,
Tydevs, din far, naar han rystet sit skjold og styrte sin stridsvogn.
Nu har jeg spredt hin taake som hittil har sløret dit øie,
saa du med lethet kan skjelne en gud fra en dødelig kjæmpe.
Dersom en gud monne krydse din vei og friste til tvekamp,
da maa du vogte dig vel for at stevne til strid med de andre
evige guder; men dersom hint barn av Zevs, Afrodite,
kommer til kamp, kan du trøstig slaa til med det hvæssede kobber.»
Saaledes talte og svandt den blaaøide Pallas Atene.
Atter gik Tydevs' søn blandt de forreste stridsmænd til kampen.
Higet han end tilforn til en dyst mot troernes skare,
trefold større var nu hans mod. Han sprang som en løve,
en som en gjæter, som vogter paa vang de uldrike sauer,
streifer, men ikke faar dræpt, naar den hopper i sprang over gjærdet.
Saaret forøker dens vildhet, og gjæterens vern er forgjæves.
Ind gjennem kveen den haster, og dyrene flygter i rædsel.
Snart er dyrene dræpt og ligger i dynger, og løven
hopper i fnysende kraft over fægaardens mandshøie gjærde.
Likesaa rasende løp mot troernes mænd Diomedes.
Helten Astynoos fældet han først og drotten Hypeiron.
En av dem traf han med malmhvæsset spyd i brystet ved vorten,
og med det vældige sverd over nøklebenet og skuldren
hug han den anden og skilte hans arm fra halsen og ryggen.
Dem lot han ligge. Mot Abas han gik og mot Polyeidos,
gubben Evrymedons sønner, en mands som forstod sig paa drømme.
Oldingen tydet dog ei deres drøm, da de rustet til færden,
saasom de begge blev dræpt av den vældige helt Diomedes.
Derefter gik han mot Ksantos og Toon, sønner av Fainops,
ynglinger begge. Den graanede far blev tæret av kummer.
Aldrig fik høvdingen mer nogen søn som arvet hans skatte.
Tydevs' søn slog dem begge ihjel og røvet dem livet.
Intet han levnet den aldrende far, kun jammer og sorger.
Ei fik han hilse dem glad, naar de vendte tilbake fra krigen
frelste fra døden, og arven blev delt av fjernere frænder.
Derefter fældte han to av Priamos' herlige sønner,
begge paa selvsamme vogn; Ekemmon og Kromios het de.
Som naar en løve har kastet sig ind blandt fæet og knækker
halsen paa ko eller kvie som beiter i skogenes tykning;
saa slog Tydevs' vældige søn dem begge fra vognen
grusomt med voldelig haand og tok deres straalende rustning.
Svendene bød han at føre til skibene bort deres hester.
Men da Aineias blev var at han tyndet de troiske rækker,
stormet han hen over valen og trodset de tætteste spydkast.
Pandaros var det han søkte, en helt som var gudernes like.
Fandt han da høvdingen tapper og sterk, en søn av Lykaon.
Foran ham stillet han sig, og manende tok han til orde:
«Pandaros, hvor er din bue og hvor dine vingede piler?
Hvor er dit ry, som her ingen mand kan gjøre dig stridig?
Selv i Lykien kalder jo ei nogen skytte sig bedre.
Løft dine hænder til Zevs og skyt en pil efter manden,
hvem han nu er som raser saa vildt og har øvet saa mangen
udaad mot troernes folk og sendt saa mange i døden.
Bare han ei er en gud som tugter de troiske helter,
vred for et offer vi glemte; ti farlig er gudernes vrede.»
Straks tok den herlige søn av Lykaon til orde og svarte:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer.
Grant han tykkes mig ligne den krigerske ætling av Tydevs,
enten jeg ser paa hans skjold og hjelm med busken foroven,
eller hans hester. Dog, kanske han er en udødelig guddom.
Men hvis han er Diomedes, den krigerske helt som jeg nævnte,
raser han ei som han gjør uten hjælp av de evige guder.
Nær ham staar en udødelig gud, som skjult i en taake
støtte til side den vingede pil som rammet den kjække.
Ja, ti jeg sendte ham nylig en pil, og midt i den høire
skulder jeg traf og drev den igjennem det hvælvede panser.
Trygt har jeg haabet at sende ham ned til Hades' bolig.
Dog, jeg kuet ham ei, en gud maa være min uven.
Hester og stridsvogn har jeg jo ei som jeg kunde bestige;
men i Lykaons palads staar elleve herlige vogner,
flunkende nye, av sterkeste træ, og skjærmende dækker
over dem alle er spændt. Ved hver staar bundet et tvespand,
vælige hester som tygger sit spelt og bygget det hvite.
Helten, den gamle Lykaon, min far, har git mig saa mange
sindige raad i sin velbygde hal, da jeg rustet til færden.
Staaende trygt paa min vogn, og trukket av vælige hester,
skulde jeg føre min troiske hær til de vældige kampe.
Dog, jeg fulgte ei sønlig hans raad, og nu maa jeg angre.
Skaane mit tvespand var jo min agt, saa det ei skulde savne
her blandt beleirede mænd sin tilvante kraftige foring.
Ti lot jeg hestene staa, og stolende trygt paa min bue
kom jeg tilfots til Ilions stad; men buen har svigtet;
ti imot to av de ypperste mænd har jeg sendt mine piler,
baade mot Tydevs' søn og mot Atrevs' herlige ætling,
rammende begge, saa blodet sprang ut; men jeg egget dem bare.
Sandelig var det en ulykkesdag, da jeg løftet min bue
ned fra knaggen og førte til strid mine troiske svende
hit til Ilions by til hjælp for den straalende Hektor.
Kommer jeg engang tilbake og atter faar skue mit kjære
fædrene hjem, min mægtige hal og min elskede hustru,
gid da en fiendehaand maatte skille mit hode fra kroppen,
hvis jeg ei knækker med denne min haand min bue og kaster
stumperne hen paa et baal; ti jeg bærer den ganske forgjæves.»
Troernes fører Aineias tok atter til orde og svarte:
«Tal ikke saa i din harm! Dog ændres vel ikke vort vanheld,
førend vi to vil prøve en dyst mot helten og begge
stige tilvogns med hester for karm i panser og plate.
Kom nu, stig op paa min vogn og prøv mine troiske hester.
Selv skal du se hvor villig og raskt de traver paa sletten
frem og tilbake til anfald og flugt i ilende stormløp.
Hen til byen de frelser os let, hvis Alfader atter
under den vældige Tydevs' søn Diomedes at seire.
Ta i din haand den smidige pisk og de skinnende tøiler.
Selv vil jeg da stige ned fra min vogn og kjæmpe mot helten.
eller gaa du ham imøte, saa styrer jeg selv mine hester.»
Derefter svarte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Gjæve Aineias, du selv faar styre dit tvespand med tøilen.
Dersom de kjender sin vognstyrers haand, saa trækker de villig
vognen avsted, hvis vi atter maa fly for Tydevs' ætling.
Ellers blev hestene lettelig sky og trak ikke vognen
ut av den larmende kamp, naar de savnet din manende stemme.
Møtte vi da den modige Tydevs' søn, og han stormet
fremad til kamp, saa vog han os selv og tok vore hester.
Nei, du maa selv faa styre dit spand og den prægtige stridsvogn.
Jeg skal gaa helten i møte til kamp med min hvæssede lanse.»
Saaledes vekslet de ord og steg paa den prægtige stridsvogn.
Kamplystne styrte de hestenes spand mot den gjæve Tydeide.
Men da nu Stenelos, Kapanevs' søn, fik øie paa vognen,
talte han saa med vingede ord til sin ven Diomedes:
«Tydevs' søn, Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Hist to helter jeg ser av umaadelig kraft, og de stevner
hidsig imot dig til kamp, den ene en mester med buen,
Pandaros, helten som nævner som far den gjæve Lykaon;
dertil den søn Afrodite har født, den tapre Aineias,
han som kalder sig stolt en søn av den gjæve Ankises.
Kom, la os fly paa vor vogn, og ras ikke mer saa ustyrlig
forrest i kjæmpernes rad; ti ellers vil døden dig ramme.»
Harmfuld med rynkede bryn, tok straks Diomedes til orde:
«Raad mig dog ikke til flugt, ti jeg føier dig visselig ikke.
Ei er jeg slik at jeg agter at fly som en usling fra kampen
eller at krype i skjul. Min kraft er jo endnu den samme.
Nødig jeg stiger tilvogns; men tilfots som jeg er, skal jeg trøstig
møte dem begge i strid. Atene forbyr mig at skjælve.
Visselig skal deres fotrappe spand ei føre dem begge
levende bort ifra møtet med os, hvis den ene kan flygte.
Nu skal jeg si dig et ord, og læg dig min tale paa hjerte:
Dersom gudinden, den raadsnare Pallas, under mig naadig
seierens ry og begge blir dræpt, saa hold vore raske
gangere her hvor de staar, og bind deres tøiler til karmen.
Skynd dig saa hen til Aineias' spand og driv det med svepen
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Vit at de stammer fra ædleste kuld, som Alfader fordum
skjænket til Tros som bot for hans søn Ganymedes, og derfor
findes ei ædlere spand saa vide som solskiven lyser.
Hemmelig skaffet Ankises sig føl av den herlige stamme.
Skjult for Laomedon førte han dit sine raskeste hopper.
Seks var føllenes tal som fødtes i høvdingens stalder.
Fire beholdt han selv, og godt blev de foret ved krybben.
To til Aineias han gav, de væligste hingster paa valen.
Hæder og ry vi vandt, hvis vi røvet det herlige tvespand.»
Saaledes talte de tvende med vekslende ord til hinanden.
Hastig sig nærmet imens de to paa den rullende stridsvogn.
Først tok Lykaons herlige søn til orde og ropte:
«Vældige stridsmand, du krigerske søn av den modige Tydevs.
Ei blev min smertende pil, mit vingede vaaben, din bane.
Vel, men nu skal jeg friste om ikke min lanse kan naa dig.»
Saa han talte og slynget med kraft sin lanse og rammet
haardt Diomedes' skjold, og midt gjennem skjoldet sig boret
kobberets spids paa sin flugt og stanset ved panserets plater.
Pralende ropte den herlige drot, hin søn av Lykaon:
«Tvers gjennem lysken jeg jog dig mit spyd. Nu tror jeg du ikke
længe vil holde det ut. Mig skjænket du glimrende hæder.»
Dog, den vældige helt Diomedes svarte ham frygtløs:
«Nei, dit kast var forgjæves. Du rammet mig ikke; men dette
ender forvisst ikke godt for jer to; ti én skal tilvisse
falde og mætte med blod den utrættelig kjæmpende Ares.»
Saa han talte og slynget sit spyd, og Atene det rettet
like mot næsen ved øiet, og tændernes skinnende række
knækkedes brat, og den hærdede malmspids kløvde hans tunge
inderst ved roten, og odden for frem under høvdingens hake.
Ned ifra vognen han faldt, og rustningens straalende plater
klirret om krigerens bryst, og sky sprang hestenes tvespand
rapt tilside. Hans styrke var brutt, og livet var sluknet.
Helten Aineias sprang frem med sit skjold og sin mægtige lanse;
ti han var ræd at akaiernes mænd skulde slæpe ham med sig.
Stolende trygt paa sin kraft gik han om som en glubende løve
rundt om sin fældede ven og holdt sit skjold og sin lanse
frem for at fælde enhver som kom ham i møte, og grufuldt
gjaldet hans truende rop. Da grep Diomedes en graasten
vældig og tung. Ei to av de mænd som findes paa jorden
nu, kunde rokke dens vegt; men han svang den med lethet alene.
Midt i lænden han rammet ham haardt, hvor laarbenet møter
hoften i bøielig led. En hofteskaal kaldes det vanlig.
Stenen slog skaalen i knas, og begge hans sener den sprængte.
Stenen den kantede flænget hans hud, og den modige høvding
segnet i knæ og støttet mot jord sin vældige næve,
kraftløs og mat, og slørt blev hans blik av natten den mørke.
Nu hadde mændenes drot Aineias fundet sin bane,
hvis ikke Zevs' barn Afrodite straks hadde set det.
Hun blev hans mor ved Ankises, som vogtet paa vang sine okser.
Ømt hun favnet sin elskede søn i de snehvite armer,
og med en flik av det skinnende slør hun dækket den faldne
varsomt mot spydenes kast, saa ingen danaer fra vognen
straks skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Saaledes bar gudinden sin søn fra det larmende kampgny.
Straks kom Kapanevs' herlige søn ihu hvad den bolde
høimælte helt Diomedes fornys hadde lagt ham paa hjerte.
Hestenes fotrappe spand han trængte tilbake og drev dem
bort fra den larmende kamp og bandt deres tøiler til karmen.
Saa sprang han hen og drev Aineias' skinnende tvespand
bort ifra troernes hær til akaiernes malmklædte fylking.
Tøilerne rakte han helten Deïpylos, ham som han hædret
høiest i vennernes kreds; ti i tanker og sind var de like.
Hen til de gyngende snekker han bød ham at kjøre og hoppet
selv paa sin prægtige vogn og grep om de skinnende tøiler.
Raskt han styrte de kraftige dyr til sin ven Diomedes,
som med det grusomme spyd for frem mot den kypriske guddom,
saasom han visste saa vel hun var svak, ei en av de barske
krigens gudinder som tumler sig vildt i mændenes kampe,
hverken Atene, ei heller den herjende skjoldmø Enyo.
Men da han jagende frem hadde truffet gudinden i vrimlen,
strakte den modige Tydevs' søn sig frem med sin lanse
og i den yndige haand med et sprang han støtte det haarde
skjærende kobber, og bakerst ved haandleddet boret sig spidsen
gjennem det skjønne gevandt som chariterne selv hadde vævet,
ind under huden. Straks strømmet den himmelske væske fra saaret,
slik som den flyter i aarernes net hos de salige guder.
Ikke er brød deres mat eller funklende vin deres drikke.
Derfor har de ei blod og kaldes de evige væsner.
Høit hun skrek i sin kval, og sønnen, den elskede slap hun.
Løftet da Foibos Apollon ham op og bar ham fra valen,
skjult i en kulsort sky forat ingen danaer fra vognen
grumt skulde støte sit spyd i hans bryst og røve ham livet.
Truende skrek Diomedes, den høimælte helt, til gudinden:
«Fly, du datter av Zevs, fra krig og fra grufulde kampe.
Er det ei nok at du daarer med ord de kraftløse kvinder?
Færdes du ogsaa i krig, da tror jeg forvisst, at du siden
stedse skal grue for krig, naar du hører den nævnt fra det fjerne.»
Saa han talte; da ilte hun bort og pintes av kvaler.
Ut av kamptumlen førte den stormsnare Iris gudinden.
Svart blev hun pint, og den deilige hud blev farvet av blodet.
Fandt hun da Ares, den stormende gud. Tilvenstre paa valen
sat han i ro, og skjult i en sky var hans spyd og hans hester.
Jamrende faldt hun paa knæ i sin nød og tryglet og bønfaldt
ydmyg sin elskede bror om at laane hans guldsmykte hester:
«Hjælp mig, min elskede bror og gi mig tillaans dine hester,
saa jeg kan naa til Olymp, hvor de evige guder har hjemme.
Svart blir jeg pint av et saar som en dødelig kjæmpe har voldt mig,
Tydevs' søn, som løfter vel snart mot Zevs sine vaaben.»
Saa hun talte, og krigsguden gav hende straks sine hester.
Op paa hans stridsvogn steg hun med nagende kval i sit hjerte.
Ved hendes side steg Iris tilvogns og fattet om teilen,
svang saa den smidige pisk, og hestene fløi som en stormvind.
Snart kom de op til gudernes hjem, til det høie Olympen.
Der lot den stormsnare Iris de fotrappe gangere stanse,
spændte dem fra og la den himmelske næring i krybben.
Men Afrodite gik hen til sin mor og sank i Diones
kjærlige fang, og hun slynget sin arm om den elskede datter,
klappet saa ømt sit deilige barn med haanden og spurte:
«Elskede barn, hvilken gud har voldt de kvaler du lider,
skammelig frækt, som trængte du straf for en aapenbar brøde?»
Svarte da straks Afrodite, den smilende elskovsgudinde:
«Tydevs' søn Diomedes har saaret mig frækt da jeg vilde
friste at bære min elskede søn fra de kjæmpendes vrimmel,
helten Aineias, mit barn, som av alle jeg inderligst elsker.
Troerne feider ei mer i en frygtelig strid mot akaier.
Nei, ti danaerne kjæmper nu frækt mot de evige guder.»
Trøstende svarte Dione, den herlige skjønne gudinde:
«Taal det, mit elskede barn, og tving dig, saa tungt som det falder.
Mange av os som bor i olympiske haller, har døiet
ondt av menneskers barn, naar kvaler vi voldte hverandre.
Ares led ondt, da Otos og kjæmpen saa sterk Efialtes,
sønner av jætten Aloevs, fik slaat ham i knugende lænker.
Maaneder tretten laa guden i baand i et fængsel av kobber.
Der hadde Ares, den rasende krigsgud, ganske forsmegtet,
hvis ikke jætternes stedmor, den deilige Eeriboia,
bud hadde sendt til Hermes som frelste den jamrende Ares
lønlig i høieste nød, da lænkerne kuet ham svarlig.
Hera led ondt, da Amfitryons søn, den vældige kjæmpe,
sendte sin trefold spidsede pil og rammet gudinden
haardt i brystet til høire. Da led hun ulægelig smerte.
Hades, den vældige gud, maatte utholde pilen, den rappe,
dengang hin selvsamme søn av den tordnende Zevs i sin vrede
traf ham i Pylos blandt dynger av lik og voldte ham kvaler.
Hastet han da til Alfaders hal paa det høie Olympen
pint i sit hjerte av nagende kval; men pilen var fæstet
dypt i den mægtige skulder og voldte ulidelig pine.
Dog Paiéon fik lindret hans kval med urter og lægte
saaret i hast; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Ja, han var fræk, hin kjæmpe, ustyrlig og rede til voldsdaad.
Grumt med sin bue han martret de eviges slegt paa Olympen.
Nu har gudinden Atene, den blaaøide, egget imot dig
Tydevs' søn, den daare! Han visste jo ikke at længe
times det ingen at leve som kjæmper mot evige guder.
Ei skal barnene kalde ham far og klynge sig kjærlig
ind til hans knæ, naar han kommer fra krig og grufulde kampe.
Derfor maa Tydevs' søn, var han end saa sterk som en jætte,
vogte sig at ei en gud, hvis kræfter er større end dine,
møter ham snart i en kamp, saa den værdige Aigialeia,
Adrasts datter, den kampglade helt Diomedes' hustru,
nat efter nat skal vække med jamrende graat sine terner
pint av længselen efter sin mand, den bedste akaier.»
Saa hun talte og vasket med hænderne blodet av saaret.
Haanden blev lægt i en hast, og de grusomme smerter blev lindret.
Men da Atene og Hera med skadefryd saa hendes vaande,
tirret de Zevs med ertende ord og spottende tale.
Først tok Atene, den blaaøide mø, til orde og mælte:
«Zevs, vor mægtige far, du vredes vel ei ved min tale?
Visselig, nu maa Kypris ha lokket en mø fra Akaia
med for at følge de troiske mænd som hun elsker saa saare.
Men da hun klappet saa ømt en langsløret mø fra Akaia,
ridset hun vist sin yndige haand paa jomfruens guldnaal.»
Saa hun talte; men guders og menneskers far maatte smile.
Venlig talte han nu til sit guldfagre barn Afrodite:
«Dig blev det ikke forundt, mit barn, at færdes i krigen.
Du skal vække hos brudgom og brud den higende længsel.
Hist har Pallas Atene sin dont og krigsguden Ares.»
Saaledes vekslet de spørsmaal og svar i skiftende tale.
Men Diomedes, den høimælte helt, for frem mot Aineias,
endda han merket saa godt at Apollon med skjærmende hænder
vernet den faldne. Han trodset den mægtige gud; ti han higet
efter at fælde Aineias og røve hans herlige rustning.
Tre ganger styrtet han rasende frem for at dræpe sin uven.
Tre ganger rettet Apollon et støt mot hans skjold, saa han ravet;
men da han fjerde gang stormet til kamp saa sterk som en guddom,
truet Apollon, den rammende gud, ham barskt i sin vrede:
«Vogt dig, Tydevs' søn! Tilbake! Det nytter dig ikke
frækt at bryste dig her som en gud; ti de evige guder
er ei av dødelig æt som menneskers jordbundne slegter.»
Saa han talte, og Tydevs' søn trak foten tilbake
slagen av gru for Apollons, den vældige fjernskyttes vrede.
Derefter bragte Apollon i hast Aineias til sæte
fjernt paa Pergamos' hellige borg i sit straalende tempel.
Leto og buegudinden, den pilglade Artemis, lægte
hist i det hellige tempel hans saar og øket hans kræfter.
Derefter formet hin sølvbuegud Apollon en skygge
skuffende lik Aineias av vekst og aasyn og rustning.
Rundt om skikkelsen flænget akaier og troer i nærkamp
vildt de kredsrunde oksehudsskjold, som skjærmet i kampen
krigernes bryst og kløvde de fjærlette skindtrukne plater.
Rungende ropte Apollon til Ares, den mordlystne krigsgud:
«Ares, du murødelægger, du manddraper grusom og blodgrisk.
Kan du da ikke gaa løs paa hin helt og jage fra kampen
Tydevs' søn som vel snart vil kjæmpe mot Zevs i sit hovmod?
Først var det Kypris han traf i haandroten like ved leddet;
derefter stormet han frem mot mig selv saa djerv som en guddom!»
Saa han talte, og oppe paa Pergamos gik han til sæte.
Ares, den grumme, gik frem og egget de troiske rækker.
Akamas lignet han, trakernes drot, den fotrappe høvding.
Høilydt skrek han i tumlen til Priamos' høibaarne sønner:
«Sønner av Priamos, drotten saa gjæv, hør, si mig hvorlænge
taaler I at eders stridsmænd blir dræpt av akaiernes helter?
Vil I da nøle til kampen har naadd vore sterkbygde porter?
Falden er nu hin mand som like med Hektor vi hædret,
helten Aineias, en søn av den modige høvding Ankises.
Kom, la os frelse vor herlige ven fra kjæmpernes vrimmel.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos dem alle han vakte.
Straks tok Sarpedon til orde og refset den herlige Hektor:
«Hektor, hvor er dog det dristige mod som fordum du eide?
Stolt har du lovet at verne din by med svogre og brødre
uten en mand av dit folk eller hjælpernes talrike skare.
Ingen av dem kan jeg se for mit blik eller finde paa valen.
Skrækslagne kryper de alle i skjul som hunder for løven.
Nu er det os, eders hjælperes flok, som maa kjæmpe alene.
Hit har jeg stevnet saa langt fra mit hjem og er kommet som hjælper
fjernt ifra Lykiens land, fra Ksantos' hvirvlende strømme.
Der har jeg latt tilbake min søn og min elskede hustru,
der til mangfoldige skatte som trængende mænd kunde attraa.
Dog, jeg egger til dyst mine lykiske stridsmænd og modig
stevner jeg selv mot fienden frem, skjønt her jeg tilvisse
ingenting eier av gods som akaier kan røve og plyndre.
Selv blir du staaende her, og ei tør du be dine landsmænd
kjækt at staa som en mur og verne mot vold sine kjære.
Vogt jer vel at I ikke tilsidst som jagede vilddyr
fanges i nettet og vorder et rov for fienders skare.
Snarlig vil da eders velbygde by bli styrtet i gruset.
Baade ved nat og ved dag maa du lægge dig dette paa hjerte.
Nu bør du be hver drot som bragte dig hjælp fra det fjerne,
trofast at være paa vakt. Dine refsende ord kan du spare.»
Saaledes talte Sarpedon. Hans ord skar Hektor i hjertet.
Ned ifra stridsvognen sprang han til jord i skinnende rustning.
Svingende hvæssede spyd for helten omkring gjennem leiren
eggende hæren til strid, og han vakte det grufulde kampgny.
Mændene stanset og vendte sig om mot akaiernes fylking.
Dog, argeierne verget sig kjækt og tok ikke flugten.
Likesom vinden paa stampede logulv hvirvler de lette
agner avsted, naar man kaster sit korn og den blonde Demeter
skiller fra agner det fuldmodne korn, og agnerne fyker
sammen i hvitnende dynger for vindene, saaledes hvitnet
alle akaier foroven av støv som hestenes føtter
hvirvlet mot himmelens malmfaste hvælv over kjæmpende stridsmænd,
nu da de møttes paany, og hestene vendtes til anfald.
Kasende styrtet de frem, og Ares, den stormende krigsgud,
sænket til troernes hjælp den mørkeste nat over valen,
stormende frem overalt for at føie den sterke Apollon,
guden med slagsverd av guld; ti han bød ham jo ivrig at vække
troernes mod, da han saa at den blaaøide Pallas Atene
trak sig tilbake fra striden; ti hun var danaernes hjælper.
Foibos Apollon førte nu selv fra sit hellige tempel
helten Aineias og fyldte med mod hans mandige hjerte.
Atter gik kjæmpen blandt vennerne frem, og de glædet sig saare,
da de fik se ham i live og usaaret ile til kampen
modig og kjæk som tilforn. De spurte ham ikke; ti endnu
raste den hidsige strid som sølvbueguden Apollon
vakte og Ares den blodige gud og den fnysende Erís.
Men Diomedes, Aianternes par og helten Odyssevs
egget til kamp danaernes folk. Selv gruet de ikke
hverken for troernes vældige kraft eller rungende hærskrik.
Modige stod de paa val lik skyer som Zevs i sin vælde
stanser om fjeldenes høieste tind, naar vindene hviler.
Skyerne rører sig ei, naar Boreas selv og de andre
stormende vindguder hviler i søvn. Med susende byger
spreder de ellers og jager paa flugt de sortnende skyer.
Slik holdt danaerne stand mot troerne uten at flygte.
Atrevs' søn gik frem i sin hær med eggende tilrop:
«Te jer som mænd, mine venner, og rust jer med mandsmod i brystet
Agt paa hvad andre vil si om jer færd i de vældige kampe.
Dersom man blyges for andre, da frelses der fler end der falder.
Flygtende uslinger vinder forvisst hverken ry eller redning.»
Saa han talte og slynget sit spyd og rammet en høvding,
drotten Aineias' ven Deíkoon, Pérgasos' ætling.
Troerne hædret ham likesaa høit som Priamos' sønner;
ti han var rask og stred som en helt i de forreste rækker.
Mændenes drot Agamemnon fik ram paa hans skjold med sin lanse.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Larmende segnet han om, og rustningen klirret om helten.
Derefter fældte Aineias de gjæve danaiske helter
Kreton og kjæmpen Orsílokos, sønner av drotten Diokles.
Heltenes mægtige far var drot i det velbygde Fere,
rik paa gods, og han ledet sin æt fra den gjæve Alfeios,
gud for den mægtige elv som strømmer i Pylos' fjelddal.
Flodguden avlet Orsílokos, drot for talrike helter.
Helten Orsilokos' søn var den modige høvding Diokles.
Tvillinger fødte Diokles' viv sin mægtige husbond,
Kreton og helten Orsilokos, vældige, stridsvante kjæmper.
Nu i ungdommelig kraft de fulgte paa tjærede snekker
med blandt argeierne frem til det hestenærende Troja,
fristende hæder at vinde for Atrevs' søn Agamemnon
og for hans bror Menelaos; men dødslodden rammet dem begge,
Likesom løvernes par som fjernt paa fjeldenes tinder
fostredes op av sin mor dypt inde i skogenes tykning —
Viden de vanker paa rov efter okser og trivelig smaafæ,
herjende bøndernes fjøs og hegnede kve, til de begge
falder for jægerens haand og dræpes med skjærende kobber —
saaledes styrtet de begge til jord som mægtige graner,
kuet av helten Aineias' haand og segnet i støvet.
Ynket da straks den krigerske drot Menelaos de faldne.
Frem blandt de forreste kjæmper han gik i det skinnende kobber
svingende spydet i haand, og krigsguden egget hans kamplyst
lumskt; ti han ønsket hans fald for Aineias' vældige næve.
Dog, Antilokos saa ham, hin søn av den modige Nestor.
Frem til de forreste rækker han sprang; ti han frygtet at drotten
brat skulde miste sit liv og forspilde dem al deres møie.
Alt hadde heltene løftet sin haand, og med hvæssede lanser
sigtet de ret mot hinanden og brændte av higende kamplyst
Da fór Antilokos frem og stillet sig nær ved sin høvding.
Vel var Aineias en drabelig helt; men han maatte dog vike,
nu da han saa to kraftige mænd saa tæt ved hinanden.
Men da nu disse fik slæpt til akaiernes fylking de faldne,
lagde de begge de blodige lik i vennernes armer.
Selv gik de atter tilbake og stred i den forreste række.
Derefter fældte de helten Pylaimenes, tapper som Ares,
fører for modige mænd, paflagonernes skjolddækte svende.
Atrevs' søn Menelaos, den navngjetne mester med lansen,
rammet ham der hvor han stod, i hans nøkleben haardt med sin lanse.
Helten Antilokos traf hans vognstyrer Mydon, den gjæve
søn av Alymnios, just da han vendte det travende tvespand.
Like i albuen traf han ham haardt med en sten, og de skjønne
elfenbenssmykkede tøiler faldt ned fra hans hænder i støvet.
Straks for Antilokos frem og kløvde hans tinding med sverdet.
Kallende styrtet han ut av den herlige vogn, og i støvet
boret han issen og skuldrene ned, og længe blev kroppen
staaende fast; ti han styrtet til jord hvor sandet var dypest,
indtil hans gangere sparket ham om, saa han segnet i støvet.
Helten Antilokos drev til akaiernes fylking hans hester.
Hektor fik se dem i kjæmpernes rad og skyndte sig mot dem.
Frygtelig runget hans rop, og vældige rækker av troer
fulgte ham. Foran gik krigsguden selv og den vilde Enyo.
Skræmmende fulgte i skjoldmøens spor det rasende kampgny.
Ares, den mordlystne, svang i sin haand en kjæmpestor lanse.
Snart gik han foran, hvor Hektor for frem, og snart gik han efter.
Men Diomedes, den høimælte helt, for sammen ved synet.
Som naar en mand som gaar paa sin fot over vidtstrakte sletter,
raadløs maa stanse ved elven, som hvirvlende strømmer mot havet,
ræd naar han ser paa det brusende skum, og farer tilbake,
saaledes vek nu Tydevs' søn og ropte til hæren:
«Venner, det kan ikke undre os mer, at den herlige Hektor
svinger sin lanse med kraft og kjæmper saa modig i striden.
Ti ved hans side staar altid en gud og frir ham fra døden.
Nu staar Ares ham nær, av vekst som en dødelig kjæmpe.
Gaa nu tilbake med aasynet vendt mot troernes fylking.
Tving eders mod og vaag ingen kamp mot de evige guder.»
Saa han talte. Da nærmet sig raskt de troiske rækker.
Hektor gik frem og fældte Ankialos først og Menestes.
Sammen de kjørte paa stridsvogn og begge var prøvede helter.
Ynket da Telamons søn, den vældige Aias, de faldne.
Nærmere skred han og slynget med kraft sin blinkende lanse;
Amfion rammet han, Selagos' søn, som bodde i Paisos.
Manden var grundrik paa fæ og paa vidtstrakte marker; men
skjæbnen
drev ham fra hjemmet til hjælp for Priamos selv og hans sønner.
Ham traf Telamons søn, den vældige Aias, med lansen
midt i det skinnende belte og rammet ham nederst i buken.
Drønende faldt han til jord. Da styrtet den straalende Aias
frem for at røve hans rustning; men troerne slynget imot ham
byger av blinkende spyd som han fanget i mængde med skjoldet
Haardt paa den faldne han satte sin hæl, og den malmhvasse lanse
rykket han ut; men han magtet dog ei at rive hans brynje
løs fra hans skuldre; ti haardt blev han trængt av troernes spydkast.
Kringsat blev han av troernes hær og frygtet de mange
kraftige helter som gik ham tillivs med lanser i hænde.
Skjønt han var vældig og tapper og stor og sterk som en jætte,
drev de ham bort, og de trængte ham haardt, da han trak sig tilbake.
Saaledes stred de og kjæmpet med kraft i det vældige stevne.
Helten Tlepolemos, modig og sterk, en søn av Herakles,
hidset den mægtige skjæbne til kamp mot den gjæve Sarpedon.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
her en sønnesøn, hist en søn av skyernes hersker,
talte Tlepolemos først med spottende ord til sin frænde:
«Si mig, Sarpedon, du Lykiens drot, hvad tvang dig at komme
hit for at krype i skjul, naar du ingenting duger i kampen?
Visselig er det en løgn, naar de kalder dig søn av den høie
aigissvingende Zevs. Langt ringere er du end hine
sønner som Zevs har avlet tilforn blandt jordiske slegter.
Ja, hvilken kjæmpe var ikke min far, den sterke Herakles,
dristig i kamp og ihærdig, en helt med mod som en løve.
Engang kom høvdingen hit, da han stred for Laomedons hester.
Seks var hans snekker i tal, og faa var hans mænd; men han styrtet
Ilions kongsstad i grus og ryddet de folksomme gater.
Du er derimot feig og lar dine mænd gaa i døden.
Ei kan jeg tro at din færd fra Lykiens bygder vil vorde
troernes stridsmænd til vern, om du end var aldrig saa tapper.
Nei, du skal kues av mig og gaa gjennem dødsgudens porte.»
Straks tok Sarpedon, den lykiske drot, til orde og svarte:
«Ja, Tlepolemos, sandt har du talt. Det hellige Troja
jevnet din far med jorden som hevn for Laomedons daarskap,
drottens som lønnet hans mandige daad med haansord og ikke
gav ham de vælige gangeres spand som han kom for at vinde.
Dog, jeg tør si at her for min haand skal du finde din bane.
Døden den sorte skal vorde din lod, og mig skal du skjænke
glimrende ry og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saaledes talte Sarpedon. Da løftet Tlepolemos hastig
spydet med asketræs skaft. Paa engang hvirvlet de lange
lanser fra heltenes haand. Sarpedon fik ram paa hans strupe.
Spydodden boret sig gjennem hans hals med skjærende smerte.
Natten den bælgmørke sænket sig brat over høvdingens øine.
Ogsaa Tlepolemos traf; ti like i laaret til venstre
rammet hans vældige spyd, og kobberet skar sig igjennem
streifende benet. Dog frelste hans far ham endnu fra døden.
Straks bar trofaste venner den gudfødte høvding Sarpedon
bort ifra kampen; men svart blev han pint, ti den vældige lanse
slæpte i støvet, og ingen gav agt eller sanset at rykke
spydstangen ut av hans laar, saa han selv kunde træde paa foten.
Skynde sig maatte de jo, og med nød fik de verget sin høvding.
Hist bar akaiernes malmklædte mænd Tlepolemos varsomt
bort fra den larmende strid; men helten, den djerve Odyssevs,
merket hans fald, og hans hjerte blev fyldt av rasende harme.
Tankerne tumlet sig vildt i hans sjæl i tvil om han skulde
vende sig først mot hin ætling av Zevs, den tordnende guddom,
eller gaa frem mot hans lykiske mænd og røve dem livet.
Skjæbnen forundte dog ei den kjække Odyssevs at fælde
alfader Zevs' vældige søn med det hvæssede kobber.
Vendte da Pallas Atene hans hu mot de lykiske skarer.
Koiranos fældte han straks og Kromios; derpaa Alastor;
Halios faldt og Noëmon; Alkandros og Prýtanis segnet.
Flere var faldne av Lykiens mænd for den kjække Odyssevs,
hvis ikke Hektor, hin helt med den straalende hjelm, hadde set det.
Rustet i skinnende malm gik han frem gjennem mændenes rækker,
vækkende gru i danaernes bryst; men glad blev Sarpedon,
Alfaders søn, da han kom, og han bad ham med klagende stemme:
«Priamos' søn, aa verg mig og la mig ei ligge som bytte
her for danaernes mænd; men siden blandt eder i byen
faar jeg da opgi min aand; ti ei skal den lykke mig times
atter at skue min fædrenejord, mit elskede hjemland,
og ved min hjemkomst glæde min søn og min elskede hustru.»
Saa han talte, men fik ikke svar av den straalende Hektor.
Høvdingen for ham forbi; ti hans hu stod nu til at jage
alle argeier paa flugt og dræpe mangfoldige helter.
Svendene bar den gudfødte drot, den sterke Sarpedon,
hen til en ek som var viet til Zevs, og satte ham varsomt
ned under træet, og vennen, den kraftige Pelagon, rykket
ut av den saaredes laar den vældige asketræs lanse.
Sans og samling forlot ham, og dødstaaken slørte hans øine.
Dog han aandet omsider igjen, og et vindpust fra norden
vakte tillive paany i hans bryst den sluknende livsgnist.
Men argeiernes mænd, som trængtes av Ares og Hektor,
kastet sig hverken paa flugt til de tjærede skibe, ei heller
holdt de urokkelig stand; men vikende gik de tilbake
nu da de hørte at Ares var med blandt troernes stridsmænd.
Hvo var den første av alle, og hvo var den sidste som segnet,
fældet av Hektor, Priamos' søn, og den malmsterke Ares?
Tevtras, kjæk som en gud, og Orestes, stridsvognens styrer,
Trekos, den spydvante helt, og drotten Oinomaos dræptes,
Hélenos, Oinops' søn, og Oresbios, klædt i de blanke
glitrende plater. Paa gods var han rik og bodde i Hyle
nær ved Kefisos' rolige strøm, og rundt i hans hjembygd
bodde boiotiske mænd i et land som bugnet av fedme.
Men da den armhvite Hera, gudinden, fik se at de begge
fældte for fote argeiernes mænd i de vældige kampe,
talte hun straks med vingede ord til Pallas Atene:
«Datter av aigissvingeren Zevs, som aldrig kan kues,
ei kan vi holde det ord, som vi gav Menelaos om hjemfærd
først naar Ilions murkranste by var styrtet i støvet,
hvis vi lar Ares, den mordlystne gud, faa rase saa voldsomt.
Nei, ogsaa vi faar tænke paa strid og storme til kampen.»
Saa hun talte, og villig var straks den blaaøide Pallas.
Hera, den høie gudinde, den vældige Kronos' datter,
gik for at spænde for vogn de gyldenbidslede hester.
Hebe fik sætte paa vognen de kredsrunde hjul med de otte
eker av kobber og fæstet dem godt til den jernsmidde aksel.
Hjulenes fælger er hamret av guld; men ytterst sig runder
kobberets fast omsluttende ring, et under at skue.
Navenes rullende par er formet av sølvet det hvite.
Fatingen bindes til akselen fast med straalende remmer,
smykket med guld og med sølv. To bøiler er fæstet til karmen.
Stangen er hamret av sølv, og ytterst paa stangen hun fæstet
aaket, det herlige, gyldne, og spændte paa dette en brystrem,
skjøn og av pureste guld. Selv førte saa Hera de rappe
gangere ind under aaket og stundet til strid og til hærskrik.
Aigissvingerens datter, den blaaøide Pallas Atene,
lot i sin fars palads sit gevandt, det deilige, falde.
Skjønt var det mønstret; hun virket det selv med kyndige hænder.
Derefter tok hun og spændte om barm skysamlerens brynje,
og til den graatsvangre kamp hun akslet sin skinnende rustning.
Om sine skuldre hun hængte sit skjold, den skræmmende aigis,
smykket med kvaster og kranset med rædsomme billeders række
Der er tvedragtens guddom og forsvar og isnende stormgang,
der er Gorgos, det grufulde utyskes, stivnede ansigt,
rædsomt, ustyggelig stygt, hint jertegn paa Zevs' aigide.
Hjelmen med skjærmer og bøiler av guld paa sit hode hun satte
smykket med rækker av kjæmper tilfots fra hundrede byer.
Steg hun saa op paa den luende vogn og fattet om lansen,
tung og vældig og sterk. Med den kan hun kue de sterke
rækker av mænd som hun hater, den vældige Alfaders datter.
Hera jog hestene frem med et slag av sin svepe, og hastig
aapnet sig himmelens port som aarstidsgudinderne vogter.
Dem er det givet at vogte den himmelske hal og Olympen,
baade at aapne den stængende sky og at lukke dens forhæng.
Ut gjennem borgporten styrte de raskt de stormsnare hester.
Fandt de da Kronos' søn, der han sat alene og skuet
vidt fra den høieste tind paa den takkede ryg av Olympen.
Der lot den armhvite Hera de travende gangere stanse.
Derefter tok hun til orde og spurte den høie Kronide:
«Alfader Zevs, forarges du ei over Ares' voldsfærd,
nu da han dræpte saa mange og kjække akaiske helter
frækt paa usømmelig vis, til sorg for mig selv; men i stilhet
fryder sig Foibos Apollon og Kypris, som begge har egget
denne ustyrlige daare, som sletingen love vil agte.
Alfader, mon det vil vække din harm, om jeg nu skulde tugte
Ares med sviende slag og jage ham bort ifra kampen?»
Da tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Vel, saa hids da imot ham den herjende skjoldmø Atene.
Oftest er det jo hun som volder ham grusomme kvaler.»
Saa han talte, og raadet blev fulgt av den straalende Hera.
Svang hun da svepen med kraft, og hestene fløi som en stormvind
midt mellem jorden og himmelens hvælv med de blinkende stjerner.
Likesaa langt som en mand kan naa med sit blik, naar han sitter
høit paa en varde og ser over havdypets mørkeblaa bølger,
likesaa vældige skridt tar gudernes vrinskende hester.
Men da de kom til troernes by og de strømmende elver,
der hvor Simoeis møter Skamandros' brusende vande,
da lot den armhvite Hera de travende gangere stanse,
spændte dem raskt fra vognen og hyllet dem tæt i en taake.
Der lot Simoeis spire det himmelske græs som de æter.
Listet nu begge sig frem saa stilt som frygtsomme duer
stundende efter at verne de kjække danaiske helter.
Men da de begge kom dit hvor de fleste og gjæveste kjæmper
stod i en kreds om den hestetumlende helt Diomedes,
samlet i tætteste flok som glubende, blodgriske løver
eller lik skummende vildsvin som eier ubændige kræfter,
stanset den armhvite Hera sin gang og skrek, saa det runget,
skuffende lik den modige Stentor, helten hvis malmrøst
hørtes saa vidt over val som femti andres tilsammen:
«Aa for en skam, argeier, I uslinger, kjække at se til.
Medens den herlige helt Akillevs stevnet til kampen,
pleide dardanerne aldrig at vaage sig utenfor Trojas
lukkede port; ti de gruet for høvdingens vældige lanse.
Nu tør de kjæmpe saa fjernt fra sin by ved de gyngende skibe.»
Saa hun talte, og kræfter og mod hos dem alle hun vakte.
Hen til Tydevs' søn nu ilte den blaaøide Pallas.
Høvdingen fandt hun. Han stod ved sin vogn og de fotrappe hester
kjølende saaret som Pandaros' pil hadde voldt ham i kampen;
ti under remmen som bar hans kredsrunde skjold, var den salte
sved ham en plage. Den trykket ham haardt, og armen var lammet.
Skjoldremmen løftet han op og avtørket blodet det sorte.
Straks la gudinden sin haand paa hestenes aak, og hun mælte:
«Tydevs har sandelig avlet en søn som ligner ham litet.
Tydevs var rigtignok liten av vekst, men en drabelig kjæmpe.
Ja, da jeg engang forbød ham at egge til strid og at søke
selv at peke sig frem, da han fjernt fra de andre akaier
vandret til Teben som bud, til kadmeiernes talrike kjæmper —
ja, skjønt jeg bød ham at sitte i ro ved det festlige gilde,
æsket han dog med det freidige mod som altid han eide,
alle kadmeiernes gjæveste mænd til tvekamp, og altid
seiret han lekende let; ti jeg vernet ham kraftig i kampen.
Ogsaa for dig staar jeg trofast paa vakt og verger dig naadig.
Altid formaner jeg dig til at kjæmpe mot troerne freidig.
Dog dine lemmer er slappet og brutt av lammende træthet,
eller en isnende gru har grepet dig. Da har du ikke
Tydevs til far, hin modige søn av den krigerske Oinevs.»
Da tok den krigerske helt Diomedes til orde og svarte:
«Datter av Zevs, jeg kjender dig godt, du høie gudinde.
Sandheten vil jeg da melde dig frit og intet fordølge.
Ei er jeg grepet av frygt eller kvier mig svart for at kjæmpe.
Nei, men jeg kommer i hu det bud som du strengelig gav mig,
dengang du bød mig ikke at gaa til en kamp med de andre
evige guder; men dersom hin datter av Zevs, Afrodite,
stevnet til kamp, da straks at slaa til med det hvæssede kobber.
Derfor, gudinde, viker jeg selv, og de andre argeier
bød jeg, hver eneste mand, at samle sig her hvor jeg dvæler;
ti jeg kan merke at Ares er den som raader paa valen.»
Derefter svarte gudinden, den blaaøide Pallas Atene:
«Tydevs' søn Diomedes, som er mig saa kjær i mit hjerte.
Nær ingen rædsel for Ares, ei heller for en av de andre
evige guder; ti nu er jeg selv din hjælper i striden.
Nei, vær trøstig og styr dine gangere først imot Ares.
Gi ham et støt, og vær ikke ræd for den stormende krigsgud.
Slaa ham, den rasende nar, den onde og troløse niding.
Nys har han sagt baade Hera og mig som visst at han skulde
kjæmpe mot troernes hær og hjælpe akaiernes helter.
Dog, nu staar han i troernes flok og har glemt hvad han lovet.»
Saa hun talte og støtte saa Stenelos ned ifra vognen,
rykkende til med sin haand, saa høvdingen tumlet til jorden.
Kamplysten steg hun tilvogns hos den herlige helt Diomedes.
Knaket da aksen av eketræ høit under tyngden; ti baade
bar den en mægtig gudinde, og dertil den vældigste høvding.
Pallas Atene grep fat om svepe og tøiler og styrte
først de fotrappe gangeres spand mot krigsguden Ares.
Han hadde fældet og plyndret aitolernes tapreste kjæmpe
Perifas, vældig og sterk, Okesios' herlige ætling.
Ares, den blodige, plyndret hans lik. Da satte Atene
Hades' hjelm paa sit hode, og krigsguden saa hende ikke.
Men da nu Ares, den blodige gud, fik se Diomedes,
lot han den vældige Perifas' lik bli liggende urørt
der hvor han nys hadde dræpt ham og røvet ham livet med lansen,
og mot den hestetumlende helt Diomedes han stormet.
Da de var kommet paa nærmeste hold og møtte hinanden,
strakte sig krigsguden frem over hestenes tøiler og aaket,
higende efter at slaa ham ihjel med den malmhvasse lanse.
Dog, gudinden, Atene, den blaaøide, støtte med haanden
spydstangen bort saa den for under stridsvognen uten at ramme.
Derefter stormet i hast den høimælte helt Diomedes
frem med sit malmhvasse spyd, som Pallas med vældige kræfter
rettet mot lysken hvor beltet av malm var spændt om hans midje.
Der traf helten og flænget hans herlige hud, og tilbake
trak han sit vældige spyd. Da brølte den malmsterke Ares
vildt som naar ni, ja ti ganger tusinde vældige helter
løfter sit hærskrik paa val, naar de stormer til rasende kampe.
Da maatte troernes mænd og akaierne grue i rædsel.
Knæerne skalv; ti saa frygtelig skrek den blodgriske Ares.
Likesom luften blir truende mørk av natsorte skyer,
naar efter trykkende hete en hylende storm er i vente,
likesaa mørk saa Tydevs' søn den malmsterke Ares
fare i skyerne op til himmelens mægtige hvælving.
Snart kom han frem til gudernes bo, det høie Olympen,
satte sig saa hos Kronos' søn, og med kval i sit hjerte
pekte han ned paa det himmelske blod, som strømmet fra saaret.
Jamrende talte han saa med vingede ord i sin vaande:
«Alfader Zevs, forarges du ei, naar du ser denne voldsfærd?
Altid maa guderne lide forsmædelig ve, som med vilje
selv vi volder hverandre for menneskers avkom at tækkes.
Stride mot dig maa vi alle; ti du har jo avlet den grumme
rasende datter som altid er glad, naar hun øver en udaad.
Alle vi andre saa mange som bor paa det høie Olympen,
lyder dit bud og føier os blindt som kuede træller.
Hende formaner du aldrig i ord eller tugter i gjerning.
Selv faar hun raade; hun er jo dit barn, den onde gudinde.
Nu har hun egget Tydeiden, den vældige helt Diomedes,
fræk som han er, til at rase med vold mot de evige guder.
Først har han rammet med spyd Afrodite i haanden ved leddet;
derefter stormet han løs paa mig selv saa sterk som en guddom.
Men mine føtter har baaret mig bort fra valen; ti ellers
laa jeg forlængst i tærende kval blandt dynger av faldne,
eller jeg levet vel mat og lammet av kobberets vunder.»
Svarte da Alfader, skyernes drot, med harmfulde blikke:
«Sit ikke her og klynk, du lumske og troløse niding.
Ingen jeg hater som dig av alle olympiske guder.
Altid er krigslarm og tvedragt din lyst og kamp uten ende.
Heras, din mors, ustyrlige sind har du visselig arvet,
hun som jeg neppe kan kue med ord og som aldrig vil vike.
Hun har vel raadet dig nu og voldt dig de kvaler du lider.
Dog, jeg kan ikke taale at se dine smerter i længden;
ti som min søn er du født av din mor; av mig selv er du avlet.
Dersom du hadde en anden til far blandt guder, du frække,
laa du forlængst i en dypere grav end Uranos' avkom.»
Saa han talte og bød Paieon at hele hans vunde.
Urter som dulmet hans kval, la guden paa saaret, og hastig
lægte han ham; ti han var ikke født som en dødelig skabning.
Likesom løpen i hast faar den flytende melk til at stivne;
inden den korteste frist blir den ost, naar den blandes i karret
likesaa raskt helbredet han nu den voldsomme Ares.
Hebe fik bragt ham i bad og klædt ham i dragten den skjønne,
og hos den tordnende Zevs han satte sig stolt av sin hæder.
Men da nu Hera fra Argos og Pallas fra Alalkomene
helt hadde stanset den blodige krigsguds grusomme manddrap,
kom de tilbake paany til den vældige Alfaders haller.