Det lakkede til midnat. Ude i kjøkkenet havde Lars staldkar lagt en ny kubbe paa varmen og hang paa peiskrakken og grundede stirrende paa, om den vilde tage ordentlig fyr. Skjæret fra ilden faldt rødt og varmt over hans halvgamle, magre ansigt med de graa skjæggestubber. Skraas overfor ham sad Haaken Præstgarden paa en træstol. Han støttede albuerne paa knæerne og halvsov, saa hodet duppede op og ned. Han snudde ryggen til det store kjøkkenbord, dér halvfyldte fad og tallerkener og dækketøi efter den solide aftensmad, de selve havde sat tillivs inde i stuen, var stablet i haug og ventede paa opvask. Jomfru Nannestad og jenterne havde ikke vundet mer end at bære ud, før de maatte gaa i gang med at brygge punsch og ordne kortbordene igjen for cancelliraaden og hans gjæster. Paa opvask var ikke at tænke før imorgen.
Ilden tog sprakende fat i kubben, og Haaken Præstgarden skvat op og saa sig søvnig om. Flammernes skin flakkede om i det store, mørke rum; det naaede bordet og spillede i glas og blankt sølv og trængte helt ind i krogen ovenfor bordenden til den tømrede seng, i den Lesbet stuepige laa og snorkede, træt efter tre døgns stadige mas, for saalænge havde raaden og hans venner i et kjør holdt paa at ture julen ud.
Lars staldkar gjespede langt og klagende. Saa drog han en svart stump kridtpibe og nogle tommer skraa op af lommen, karvede tænksomt med tollekniven paa krakken og stoppede piben.
Haaken fulgte hans adfærd med grundige øine; de havde det nok godt her paa skrivergaarden — selv tobak saknede de ikke, saa dyr som den ellers var blevet. Men da gamlingen tvært skar af en halvtomme og rakte ham, visnede den spirende avind fort i Haakens sind, mens han spyttede munden rigtig ren og tom for at gjøre sig tilgode med den sjeldne vare — det var ikke mellem hver høitid, en fattigmand fik skraa i sin kjæft, efterat krigen var kommet. Og hvad kardus anbelanger, huskede han ikke længer, hvor han havde gjort af piben sin, siden han sidst havde havt den mellem tænderne. Ingen af dem sagde noget.
Stunedøren fløi op, jomfru Nannestad kom farende, smækker og svint, med en punschebolle i hænderne. Efter moderens død havde Hans Orre sendt hende til en lensmand paa vestsiden for at lære husholdning, og nu var hun husjomfru hos cancelliraaden. Mange havde tænkt sit ved, at hun tog imod den plads. — Et surr af stemmer og latter og en sky af tobaksrøg fulgte hende indenfra. Døren smaldt igjen, og stuepigen stod med engang lysvaagen foran sengen.
«Lisbet, fort dig ned i kjælderen og tap fransk brændevin i polmaalet! Er vandet varmt? — Maa brygge en bolle til; det faar blive den sidste for inat, det. Er der varmt vand paa kjedlen, spørger jeg?»
Lesbet biede ikke for at svare. Hun fattede potmaalet, mens Lars rakte hende et par tændte tyristikker, slog kjælderlemmen op og forsvandt med de brændende tyristikker i den ene haand og potmaalet i den anden nedigjennem det gabende sorte hul. Jomfruen løftede en svær kobberkjedel op fra peiskanten, kjendte paa den, om den var varm, bøiede sig frem og drog peisvinden ud og hængte kjedlen over ilden.
Hun blev staaende med foden paa peiskanten. «Jeg skulde sige dig fra pastoren, Haaken, at det ikke haster at spænde for før om en time. Han skal til annekset imorgen, det er søndag.»
Aa ja, det havde alt været messefald en gang i julen, gryntede Lars.
«Sidder du oppe endnu, du og da? Du kunde lige godt lægge dig — Wallace, procuratoren og kaptein Bauck bliver her inat, de.»
Lars ænste hende ikke, og i det samme kom Lesbet op af kjælderen. Jomfru Nannestad hægtede kjedlen af igjen og bar den bort til bordet. De hørte hende røre klirrende om i bollen, og emmen af varm punsch oste hen til dem.
«Er det koldt ude, Haaken?» spurgte hun.
Hadde ikke fjorden lagt sig før, saa lagde den sig vel inat, mente han.
«Du kan have brug for lidt varmt i livet da, kan jeg tro.» Hun øste op i en kop til ham.
«Tak, som by.» Han tog skraaen ud og drak, men stansede op og skottede til Lars.
«Drik ud du, værsgod — han Lars skal faa siden,» opfordrede jomfruen. «Du vil vel have en draabe, du ogsaa, Lesbet?»
Stuepigen, som havde slængt sig paa sengen, heldte i sig sin portion i en slurk og sovnede. Mændene slog sig atter ned ved peisen, og jomfruen bar bollen ind.
Det var stille en lang stund. Lesbet snorkede, Lars smattede paa piben, spyttede af og til i gløderne og gad ikke indlade sig i prat med den anden, som syntes ham bare unggutten. I Haakens sjæl vaagnede avindsygen paany: sidde slig og kose sig i et lunt kjøkken, med fyr paa piben og en kop punsch i livet, det timedes en nok ikke paa præstegaarden det. Og for sig selv lagde han over og regnede efter, saa pas meget staldkaren hos raaden kunde tage ind i drikkepenger om aaret. Med et rundt tal blev del mindst otte daler i sølvmynt, gjorde han op. Det kunde én kalde god tjeneste, det. — Den, som bare havde stedt sig til sligt et stelle, saa — det skulde være noget andet end at æde snaut skiftet, traat flesk og muggen kake hos præsten, som râk paa bygden hos de conditionerede og spillede bort hver skilling han aatte og havde og lod madamen sidde hjemme og graate, mens barnene løb skoløse. og fillede som fattigunger, og tjenerne sturede med sulten vom.
Han blev afbrudt i sine funderinger ved klinger af dombjælder ude paa gaarden. Hunden bjæffede rasende i kjøkkengangeni. Lars stod op og strakte sig: «Aakken fan kænn det vara, som æ ute aa fær saa seint da?»
Han rev op gangdøren og lokkede paa hunden: «Sky, Tyran! — sky da, bikje! — vi du tie dit dævels beist! — Hut!» Kulden strømmede som graa damp frem gjennem kjøkkenet.
«Naa godkvæld, æ det dig, Hans?»
«Jaha, her æ det storfolk, som kjem.» Uformelig og svær i skrubskindspels, nedbrættet lue og storstøvler stampede en mand ind.
«Godkvæld! Her æ folk før, ser je — som ventelig kunde vara.» Han vrængte pelsen af og slængte den paa bænken og strævede med at sparke støvlerne af sig: «Du lyt ta ti lidt mæ mig, Lars, før neiggu, om jeg faa dom ta mig aaleine — — Jeg skal hilse fra Almsmanden og spørge efter kaptein Bauck,» hærmede han saa med tør stemme og paa stivt bogmaal, «om han ikke skulde have lyst til at følge med tilbage hjem, før fluerne vaagner. — Haha, skjønne de den, kara? Det va fan itte sammarsflugua, 'n meinte.»
Haaken og Lars lo, og Lesbet snudde sig ørsken i sengen.
«Du faa spørja 'n sjøl,» knæggede Lars. Ellers tænkte han nok at blive til imorgen, eftersom jomfruen sagde.
Det var bedst, han blev med lel, for husbond var enkoms borte hos Hans, efterat han alt havde lagt sig, og bad ham kjøre af sted efter kapteinen og tage med sig ydertøi. Orre tvilte vel for, at Baucken havde reist bort sit eget i julen — igaar var det fjortendagsdagen, siden han strøg hjemmenfra —
Nu kom jomfruen til og gik ind igjen for at sige besked. Om lidt lød inde fra stuen støi og stor latter, som efterhaanden blev overdøvet af en vældig bas: «Skaal, Bauck, hjertens ven! Den gode landkræmmer søger sit fortabte faar!» — Og syngende fortsatte den:
«Ubøielig skjæbne ham river
med magt fra vor blødende barm;
han kysset til afsked os giver
og slider sig ud af vor arm.
— — Yndefulde jomfru Hebe Nannestad, hvor kunde Eders skjønne læber nænne at udsige det sorgens budskab? — Skaal, hjertens ven! Dette mindebæger tømmes for dig, hvem den grumme Orre frariver os — skaal! — Og de femti dalers gevinst velsignes dig sikkerlig med venlig hjerte af præsten. Ikke sandt, velærværdige pastor?» — Præstens gneldrende stemme skreg op, og latteren steg igjen.
«Naa æ Vallarsen sløppin laus,» sagde Hans.
Stuedøren blev aabnet, og en liden tyksak i kapteinsuniform og med rundt, glorødt ansigt viste sig. «Hans, min gut, er han dér? Hvorledes leben sie po Alm? — Han muss vente en bischen, siger jai, jai skal schtraks komme.» «Lyt fell det da, kaftein, men det bi kaldt før hesta.»
«Ach legg ham et decken po? Diret maa doch kunne tole eine halbe stunde, ferstor han,» indvendte kapteinen og viftede med fingrene.
«Aa javist gjør han!» raabte cancelliraaden. «Jomfru, bryg en mugge til folkene! — Procurator, det er dig til at give. Kom nu Bauck, kortene venter.»
Den lille tyksak klappede Hans indsmigrende paa skulderen: «Han gør also det, min gut,» og vraltede skyndsomt ind igjen. — Kaptein Baucks hverv som organisator af mandhusingerne var længst forbi; det var slut da krigen med Sverige sluttede. Men han havde indkvarteret sin paa Alm, og enten nu de militære autoriteter glemte ham med forset eller ikke, han var og blev i bygden, gjorde kur til tante Birgitte og kvitterede regelmæssig for den gage, som hlev sendt ham i stedse slettere sedler, hvilket dog takket være landkræmmer Orres liberale omsorg ikke voldte ham synderlige bekymringer.
«Aa æ det dom driv paa mæ?» spurgte Hans.
Det var schervensel det, dama, svarede Lars trevent. Det havde været arbeidet deres de tre sidste dagene. De andre spilte og drak, og Vallersen saa paa og drak —
Hans var ude en tur for at stelle hesten. Jomfruen bragte punschemuggen og glas og bad dem værsgod. De heldte i, skaalte, smagte paa, og med glassene foran sig tog de plads igjen, Hans og Lars paa krakken og Haaken paa stolen som før. De to fik piberne frem, og den sidste blev trakteret med en ny skraa.
Var det noget nyt søndenfor? snakkede Lars; han skulde ligesom agere vært og holde praten igang.
Aasethen havde som snøggest været indom boden midt i ugen; han var paa farten til Røraas med nogen læs mel, svarede Hans langsomt.
Det var svært, saa stutt julen blev for ham iaar.
Aasethen skulde vist længer end til Røraas, han, skjød Haaken ind og spyttede.
Ingen af de andre svarede ligetil, men Lars spurgte: «Va du itte paa Grundsetmartna ivaares, du Haaken ?» — Jo, han havde det været.
Han fik vel en svenskeplakat med sig hemat, han og da?
Haaken blev rød og likte sig ikke. — Det var ikke mange, som ikke det fik.
Det kunde saa være, mente Hans. Men neimen om han vilde drive den trafiken, hvis han var Aasethen, og hug de derinde kloen i lurken, saa kunde det nok spørges, om det ikke blev slaveriet med det samme. — Han pegte mod stuen.
Han var sleip, Aasethen, sagde Lars og lagde mere paa varmen. Han vidste at holde sig tilvens med øvrigheden og binde skylapper paa den, saa den ingenting mærkede.
Haaken skottede sig forsigtig om: Han havde hørt sige, det var krudt i melsækkene til Aasethen under den sidste krigen —
Hans smilte bare overlegent.
Kanske en skulde tro, det var krudtværk i kjælderen paa gaarden hans, gren Lars. Kiler hvor skulde han faa krudtet fra? — Nei gut, det var realt mel, han fragtede op, men sukker og kaffe og brændevin og engelskgarn og adskillige sager, som de hentede over grænsen, han fragtede tilbage, og de, som gjorde varen i penge for ham, det var nok udenbygds folk —
Men dævelen danse! svor Hans, han vilde ikke røre ved de dalerne, Aasethen tjente, selv om det blev kister fuld, dersom én maatte love og gjøre det, han maatte love og gjøre for fortjenestens skyld. Fy brændsvarte fa'n! — «Du veit, aa det æ, du Haaken, som fekk svenskeplakkaten støkki borti nævan paa dig.»
Naa, det var en fremmedkar, som leverte den, og ikke Aasethen; det var snaut, han var paa markedet engang. Forresten kunde én nu synes meget rart, naar én saa den øvrigheden, de havde.
«Naar 'n tene hos præsta, meine du? — » Lars saa morsk paa ham.
Det var ikke støt, alle pengene hans hjalp Aasethen, sagde Hans. Det kom sig an paa, hvad slags folk, han havde med at gjøre. Det opsalverte han sidst, han var indom boden, for sedlerne hans strak ikke til, og saa var der nogen smaattterier, han bad dem skrive sig for. Men da skulde de have seet paa gamle Orre, gut! Han gjorde sig blid som en lerke og lækker som en jente og bukkede, og sagde: 'Krediten er en kilden sag, Ansten Aaseth, jeg foretrækker kontanterne, og desuden er pengene saa omskiftelige i værdien.' — 'Saa pas mente jeg at være betroet,' svarede Aasethen sint. 'Men jeg skal betale Dem i sølv, og De stoler vel paa mit ord,' sagde han. Og gamlekallen bukkede og gjorde sig endda blidere, men svarede barestens: 'Deres ord er jeg forvisset om, De holder alle steds, hvor De har forpligtet det, Aaseth,' sagde han. 'Kun maa jeg bede om at erholde mit tilkommende i dansk mynt; jeg sælger nemlig intet for svenske penge.' Men dermed fór Aasethen ud af boden saa rød i kammen som en hane — —
De storskraslede alle tre og klinkede med glassene.
«Gamle Orre æ, trauen fære mig, en bra krop det!» Hans strakte benene skrævende fra sig og saa udfordrende paa Haaken: «Itte vilde je bytte husbond med dig, Haaken —»
Haaken bøiede af til noget andet. Havde de greie paa, om det var sandt, det havde aabenbaret sig et stort luftsyn paa Hadeland? Madamen havde læst det i bladet. — De skulde have seet hele hæren til de franske med faner og rytteri og kanoner, og somme syntes næsten, dem kunde skjelne selve keiseren.
Lars fandt det meget troligt; det tildrog sig saa meget rart for tiden, at ingen skulde falde i forundring, om der skede syner og allehaande varsler; for noget varslede sligt altid — kanske ny krig med svensken igjen. Det var naa dem, som skjønte, hvad det skulde blive til forrige gangen ogsaa. Han havde snakket med én, som alt paa forsommeren vidste, at krig skulde det blive det aaret, engelskmanden tog Kjøbenhavn om høsten.
Hans spurgte, hvem det var.
— Det var morbror til Lars, det, og aldrig var der en løgn i hans mund. — Han havde været oppe paa fjeldet med et par øikjer, og fordi de havde det travelt paa gaarden, skulde han drage hjem igjen samme kvælden. Bedst som han gik over fjeldet — det ruskregnede endda lidt om natten — var det messom, at det rørte paa sig bortover hele vidden; det puslede og raslede, som om det skulde blive levendes i hver eneste buske. Han stansede og tænkte paa, hvad det kunde være for noget, men da blev han vár, at der kom mod ham en diger hær af ørsmaa folk i graa klæder med sølvknapper paa.
«Aassen vaaben brukte dom da?» sagde Haaken.
Bøsser havde de ikke, men buer og piler og somme sabler i hænderne. — Han troede, det var tryggest at gaa af veien for dem og gjemte sig bagom en stor sten, og der stod han uden at le paa sig, til hele troppen var forbi ham. De ænste ham ikke, men marscherede afsted det forteste, de kunde, under Kotokampen øster mod Nysætervangen.
Da de var ude af sigte, saa han bare hørte dønnet af dem bortover fjeldet, gik han videre og undrede sig paa, hvad for væsener det var, og hvad de havde isinde. Om en stund traf han paa en liden mand i mundering saa gild, at det skinnede af ham, og med fjærer i hatten. Det var generalen, kunde han skjønne. — Han gjorde holdt og vilde vide, om han morbror ikke havde mødt hæren hans paa fjeldet. Jo, han havde mødt en hær. — 'Du var vel ræd krigsmagten min?' sagde mandslingen. 'Men lod dem dig slippe forbi sig da?' — 'De mælte ikke et kløive ord,' svarede han morbror, og han tarvte vist ikke være ræd sligt smaat folk. — 'Ja var du ikke ræd dom, skal du blive ræd mig,' sagde mandslingen, og demmersaa svang han kaarden sin og vôks i veiret, til han blev høiere end den sværeste granen. Men da lagde han morbror paa sprang, det vesle han aarkede, fremover vidden, og da han ikke aarkede mer, vaagde han sig til at se tilbagers over akslen for at faa greie paa om utysket var efter ham. Men der var ingenting at øine.
Morbror kom tilgaards morgenen efter og blev liggende kvar det meste af den ugen for det, at han havde sprængt sig. Og han sagde fra det, som var hændt, og det var mange, som tog varsel af, at de underjordiske var gaaet i krig, og at det var østover mod Sverige, de var marscheret — —
Mens Lars fortalte, døsede de andre hen, og da han sluttede, tiede de begge stille. Hans gjespede og blundede lidt af og til; Haaken hang bagover paa stolen og drog pusten langsomt og pibende gjennem næsen. Varmen var nær ved at gaa ud; ildmørjen glimede mat, og det var omtrent mørkt i kjøkkenet.
— — Sagte og stilfærdig gik gangdøren op. Der kom en mand ind. Hunden, som ikke havde givet lyd fra sig, vilde snusende følge efter; men han puffede den lempelig tilbage med foden og kóstede sneen af benene med vaatterne sine.
Borte ved peisen kjendte de den kolde gufs i ryggen og kviknede til og saa sig søvnige om.
«Æ det naaen?» spurgte Lars og stak et par tyristikker i gløderne.
Den fremmede hilste godkvæld og traadte nærmere. Det kvak i dem: finnen var ude og gik ved nattetider. — Det var en middelshøi mand i gulgraa klæder af semsket skind med blanke tinknapper. Han havde en lang frak, som naaede nedpaa læggene, knæbukser med spettede snorer rundt haserne og dusker, som dinglede langs de brune, slidte kalveskinds røisere. Paa hovedet bar han en lav lue af blaat vadmel, vid oventil og kantet med højrøde baand. Han tog den ikke af sig. Ansigtet var fyldigt og skjægløst, huden brunlig og glinsende. Sorte haarstræner hang ned i panden og skjulte ørene. De skinnende, smaa øine blinkede aarvaagent.
«Godkvæld I, som i stuen er,» hilsede han igjen med syngende maal. «Har ikke I her paa gaarden for skik at bede veifarendes folk om vinteren sætte sig til peisen og varme sig?» Han brød paa ordene og talte daarlig norsk.
Lars mumlede noget — det skulde tages for en hilsen, og at finnen var ude i fælt veir — og flyttede paa sig for at gjøre plads. Men Lesbet, som var vaagnet og labbede om paa hosesokker, trak en stol frem og bad ham sidde.
»Tak, som byr. — Det er blyge karer; ung, pen jente alene i sengen og tre gutter i stuen!» Han skjøv stolen unda og satte sig paa vedstabelen tæt ved Lars. «Der skal stærk varme til at tø op frossen krop,» sagde han og kastede nogle trær paa peisen. «Men godt drikke driver og kulden ud,» og dermed greb han punschemuggen og tømte den tilbunds. «Her bor bra folk her efter ponsen at dømme, men bedre er de vel ikke, end at de laaner fattigmand hus i nat?»
Det var skrivergaarden han var paa, og cancelliraad Weydahl, som boede der, svarede Lars. Han brugte være striks mod den mandens lige, men raaden lugtede kanske ikke, at han var her, saafremt han bare drog sig afsted tidsnok imorgen. «Helless lyt du tala aat jomfrun.»
Det var saa, det: skriver og lensmand skjæmtes ikke for at hjælpes ad med levebrødet. En havde arresten, og en havde domsbogen, smilte finnen og skakkede paa hovedet.
Søvnigheden var som blaast af dem. De var trykkede af den fremmede og sky for ham, skjønt ikke en af dem vaagde te ham en uvillig mine. Slig en fark kunde hævne sig med lumskhed og djævelskab, enten han var fjern eller nær, og det var ikke greit for en enfoldig stakkar at indlade sig med den, som kunde føre ulykke baade paa krøtter og folk.
Harm for punschen, som var altfor god til saa svart et slug, bed Lars af en durabel skraa og tuklede med stumpen. Men ikke før saa finnen tobakken, før han med rappe, magre fingre snappede den af næven paa Lars, forsynte sig og gjemte resten. Lars svor stygt indvortes; det var sidste stumpen, han aatte og havde, og gloede studs til siden, men da han mødte tyvens fule og trassige blik, tiede han. Finnen smiskede sagtmodig: «Tvi vorde den, som meget har og ikke af et godt hjerte giver armingen af sin overflødighed —»
Det gik i stuedøren. Finnen lænede sig tilbage i skyggen af peismuren. Jomfru Nannestad bad Haaken spænde for. Han havde sovet lidt og var bleg og fortumlet.
Hun braastansede og studsede ved synet af den fremmede: «Hvem er det?»
Finnen reiste sig ydmygt og sagde klagende: «En fattig færdesmand, som beder om nattely, mit naadige herskab!»
Hun stod tvilende: «Gud naade dig, dersom raaden ser dig — han er haard mod dem i dine klæder. Der er en ledig seng i folkestuen, du kan ligge dér alligevel. Du kan gaa ned did straks, og fort dig afsted imorgen tidlig.»
«Faar jeg ikke lov til at varme mig lidt her først? —»
Hun saa ængstelig mod stuen: «Nei, skynd dig did ned. Raaden bliver gælen, hvis han træffer dig. — Følg ham du, Lars. Jeg maa ind og have paa dem pelsene. Pak dig nu, hører du!»
Han nærmede sig hende bedende og gren blidt: «Mit naadige herskab byder da ikke den fattige færdesmand pakke sig og giver ham ikke lov til at varme sig lidt først?»
Hun burde alt blevet varm af ponsen deres, som han havde drukket op, brummede Lars, som blev modig ved jomfruens optræden. — Hun stod som paa naaler; hun vidste, hvor hadsk raaden var paa alle omstreifere, og nu var han fuld desuden, og det kunde hænde sig, han stak hovedet ud i kjøkkenet hvert øieblik. «Du gjør, sorn jeg siger, og det straks. — Rap dig! — naa?»
Finnen jeipte modbydelig og vilde kysse hende paa haanden: «Inte saa storagtig, inte saa storagtig, kjæreste jomfruen min!»
Hun veg tilbage og trampede i gulvet. «Pak dig, styggen! Pak dig paa flygendes timen, ellers bliver du arresteret! Du er hos øvrigheden her, og den sparer dig ikke, saafremt den faar nyss om dig. Den skjelner mellem skikkelige færdesmænd og omstreifere og finnetatere som dig —»
Hans onde, gnistrende øine maalte hende fra top til taa, hans blik sugede sig ind i hende, tilslut saa hun ikke andet end de øinene. Hun blev hvid som et lagen og holdt hænderne for ansigtet.
«Hæhæ, jomfru uden jomfrudom, du jager mig ud i kolde vinternatten, du! — Men bi du, bi du! Før aaret er omme, skal du have det koldere! Skikkelig færdesmand! — Skikkelig selv, du ungdigre jomfrutæve! — —» Hun seg ende ned og ynkede sig; han rakte armene mod hende og mumlede fræsende over hende.
Hans og Lars vilde fare paa ham, men finnen smøg sig væk og gled ud af kjøkkenet. Hunden gjøede hvast efter ham; saa satte den i et langt, ynkeligt ul.
Lesbet stelte med jomfru Nannestad, som snart kom til sig selv igjen og var svært ræd for, at de skulde have hørt opstyret inde i stuen. Men finnen havde ikke talt meget høit, og da hun lyttede efter, klang stemmerne derindefra som før. Procuratoren trallede paa en vise, og præsten skjændte snøvlende over kortene.
«De maa spænde for til præsten,» sagde hun til karene, som stod fortabt rundt hende og havde glemt hele finnen i forskrækkelsen over, at jomfruen daante. Og dermed gik hun. Lesbet mærkede, at hun svælgede taarerne.
Da kapteinen og præsten om en stund kjørte, saa Lars i maaneskinnet noget sort ligge i snehaugen. Det var hunden, og den var stendød, dræbt med et knivstik i nakken.
Og paa hjemveien hændte der Haaken noget underligt. Han kjørte vinterveien over Hersetøgaarden. Præsten sov, og hesten travede jevnt. Med engang sprat der en mand frem bag en granbuske og op paa meierne og hængte sig fast tæt ind til Haaken. «Hei hu — naa skal finnen og fanden fare med præsteskyds!» skreg det i ørene paa ham, og mens skydsgutten skalv, og præsten sov fuld mands søvn, og dombjælderne klingrede, og slæden fløi henover veien, saa rammen gol i hesten, og sneen sprutede fra hovene, hang finnen paa, til de kom ved kirken. Da hviskede han til Haaken, at han skulde læse messe dér inat, og borte blev han.