Det er langt borte mod svenskegrænsen.
Ude paa trammen foran et svært, gammeldags hus med brune, sprukne bjælkevægger sidder en ung pige og syr. Hun har rudet værkenskjole, noget udskaaret i brystet, og hun er spædlemmet og liden, men barmen fyldig og hvælvet. Halsen er lang, hagen kort og rund; munden synes mindre, end den er, da læberne er tynde og deres farve mat. Næsen gaar ret og skarpt ned fra den høie, smale pande, som til begge sider skjules af det rødlig blonde haar; trods omhyggelig glatning kruser det sig let, ved tindingerne, og i nakken er det knyttet op i en tung knude. Der er noget blodløst og blegt ved hende som hos et barn, der har savnet sol og dagens lys. Hun bøier hovedet, og for hvert sting løfter hun naalen og trækker traaden forsigtig, som om arbeidet var hende vanskeligt og nyt.
Gangdøren staar aaben, og inde fra stuen høres en langsom, mumlende stemme, af og til skriger den i, saa klynker den sagte. Hun agter ikke paa det, hun er saa vant til denne mumlen. Det er hendes fader, som lægger kabal, og da snakker han allid med sig selv, for han er ikke rigtig i sit hoved, som jomfru Damman, husholdersken, siger. Og han har lagt kabal i saa mange aar, har kammerraad Bühring, saalænge datteren mindes. Her har de boet fra hun var fem aar. Dengang døde hendes moder, og kammerraaden blev syg paa forstanden, tog afsked og flyttede hidop. Siden har han og jomfru Damman og datteren boet her, og hver dag har han lagt kabal og snakket med sig selv. Hun skjønner ikke alt det, han siger, men hun bryder sig heller ikke videre om det, for jomfruen har sagt: «Han er ikke frisk, stakkers kammerraaden; han ved ikke mere at tage vare paa sin mund, og siger tidt det, som en dame ikke maa høre.»
Den unge pige løfter hovedet og ser frem for sig, ud over bakkekammen, dér de strittende græsstraa svaier i kvældsvinden, langt ned i dalen, dér soldaterne exercerer paa sandmoen. De myldrer som bittesmaa kravlende dyr dernede. Vinden staar fra, og kommandoraabene kan ikke høres nu. Længer henne blinker det i elven gjennem breddens gulnende birketrær. Saa stiger grønligbrune skogaaser brat op mod den høstlige himmel, som er gulblak efter solnedgangen.
Over bakkekammen dukker hovedet af en mand i høi czako. Hun skvætter op.
Saa staar hele manden for hende i rød frakke, lysegraa bukser og lange støvler. Det skinner fra sabelen ved hans side og fra knapperne paa ærmernes opslag. Han trækker en hest ved tømmen og stanser og hilser med haanden til czakoen. Den unge pige hilser ikke igjen, men styrter ind i gangen: «Stina, jomfru Damman! — Stina, der er en krigsmand ude paa gaarden!»
Inde fra stuen skjænder faderen ynkelig: «Hvad? — Hvorfor skriger det barn? — — Det gaar jo bra, det var jo hjerterkonge jeg trak. — — Hvorfor skriger pigen, spørger jeg?»
Næste kvæld sidder kammerraaden paa sofaen og lægger kabal som vanlig. Der brænder et talglys i en messingstage paa bordet foran ham. Han er iført en rødblomstret slobrok og tøfler og har natlue paa. I nakken stikker hvide haartjavser frem under den, men forhovedet er skaldet og blankt. Ansigtet er rynket og gustent, det ene øielaag lammet og kan neppe løftes. Mens han mimrer og mumler med den tandløse mund, som hænger skjævt og slapt ned til den ene side, slipper de rystende hænder kortene fra sig ét for ét.
«Spader ni — aa jaja — — ruderknægt, næ, gaar vist ikke — hjerter fem, høh — gaar. Non — cela ne va pas — esset, se, se! — ça ira, ça ira. — — — Humm, næ, næ, bie nu, bie nu —» Og han sutrer som et lidet barn.
Ret overfor ham sidder datteren og sysler med sit sytøi uden at agte paa hans snak. Hun har idag kastet et lyserødt silketørklæde over skuldrene. Gjennem det gardinløse vindu stirrer hun ud i den blaa skumring.
Paa tunet vandrer krigsmanden høi og rank frem og tilbage, frem og tilbage. Jomfru Damman rumsterer i kjøkkenet og har det travelt. Krigsmanden havde havt tre til i sit følge, og der er indkvartering paa gaarden.
«Nei, nei, næ — gaar ikke, gaar ikke, næ — spaderdamen paa knægten, den forbandede taske! Humm! — — rien ne va plus — ak, næi!» Kammerraaden klasker haabløst kortene sammen og ser sløvt mismodig paa datteren og gjør mine til at reise sig.
«Far, bliv bare siddende, nu kommer jomfru Damman straks.» Nænsomt trykker hun den føielige gamle ned i sofaen igjen, gaar til døren og kalder: «Stina! Far er træt og vil i seng —»
Ind kommer jomfru Damman, blussende af kjøkkenvarmen og saa svær, at gulvet ryster under hendes skridt. «Aa, kjære dig — jeg, som rent havde glemt kammerraaden, stakkar! Naar én har saa mye at staa i, at —. Kom naa, kammerraad.» Hun hjælper ham op og tager ham under armen, og saa stavrer de mod døren. «Det finds inte greie paa nogen af jentene mere. Gud bevare mig, tror jeg inte, dem inte undser sig og alt leker kjærest med soldaterene» — — —
Den unge pige gaar ud paa bakken og stiller sig op foran krigsmanden og ser forskende paa ham. Han stanser og hilser stramt med haanden til czakoen.
«Hvorfor hilser du nu igjen? Du har ofte hilst paa mig før idag,» siger hun. Hendes røst er usædvanlig dyp og sløret af en let hæshed.
Han svarer ikke, ler forlegent, og næven famler nedmed siden efter en lomme at gjemme sig i.
«Skal du gaa i krigen, krigsmand ?»
«Det er vel i krigen, jeg er nu, jomfru; men ellers heder jeg ikke krigsmand.» Han smaaler, og det krænker hende.
«Saa klog er jeg før. Jeg kaldte dig det bare, fordi jeg ikke vidste, om du er gemen eller kommandant, og man skal enten bruge folks rette titulatur eller kalde dem noget andet, har jomfru Damman sagt. Hvad heder du da?»
Han strammer sig op ved irettesættelsen og afleverer ordene som en melding: «Iver Tollefsen.»
«Kan du svare ordentlig da? Skal du gaa i krigen og slaas med fienderne, og er du gemen eller kommandant?»
Han forstaar, hvad hun mener, men finder det ikke nødigt at oplyse hende om forskjellen paa en korporal og en officer: «Det er slaas én skal gjøre i krigstid, ved jeg, og med fiender og ikke med venner. Men anbelangendes kommandanter kjender jeg ikke til andre end dem, som sidder paa fæstninger, og her er nok ingen andre murer, saavidt jeg ser, end de der,» og han peger paa fjøsmuren.
Hun trækker paa skuldrene og vender sig fra ham, og han skynder sig at lægge til: «Ellers kommanderer jeg over de soldaterne, som er her paa gaarden.»
Hun smiler spotsk. «Hæren din har husrum paa kjøkkenkammerset, den da. Du kunde alligevel aarke at passe paa, at jenterne vore fik gaa i fred for den, naar du ikke har den større at holde styr paa,» siger hun og gaar langsomt sin vei og ler høit.
«Det skal jeg, fan splintre mig, gjøre, jomfru!» lyder det indædt efter hende.
Med lange, sinte skridt marscherer han ind kjøkkendøren, og om en stund ser hun fra vinduet, at han jager alle tre karene sine ned i stalden til hestene, og endnu idet hun holder paa at lægge sig, hører hun, at han skjænder og dominerer med dem.
Omtrent en uge blev de militære der. Tidlig, før folk fik sko paa, red de hver morgen ned paa sandmoen og vendte hjem til aftens. Og hver kvæld gik den unge pige ude paa bakken og talte med krigsmanden i den fine, røde uniform. De var snart blevet gode venner og godt forligte igjen. Han marscherede stø og alvorlig, hun trippede ved siden af og fortroede ham alle sit unge livs vigtigste begivenheder, at hun var blevet konfirmeret ifjor, og at jomfru Damman havde lært hende, fordi der var saa slem vei til præsten, saa hun slap med at møde hos ham et par ganger, før hun stod paa kirkegulvet, og at hendes onkel boede i Fredriksstad, og ham skulde hun besøge; men det blev der vist aldrig noget af, for det var en lang og meget bekostelig reise, og det var saa vanskeligt at faa kammerraadens pension til at strække til i denne dyre tid, da pengene ingenting var værdt.
Om morgenen, naar hun klædte sig, tænkte hun paa, at krigsmanden var svært vakker og vist stærk som en bjørn, og engang han blev borte hele døgnet rundt, eftersom han havde vagt, laa hun vaagen og lyttede efter hestetrampen, indtil hun begyndte at græde til jomfru Dammans store skræk og maatte sige, hun havde ondt for brystet — det syntes hende altfor leit at sige, hvad hun virkelig græd for.
En søndag eftermiddag sagde jomfru Damman glædestraalende til hende, at imorgen skulde de blive indkvarteringen kvit; tropperne skulde bryde op, og de militære drage sin kos.
«Kommandanten ogsaa!» fór det ud af hende, og hun blev underlig bleg og skjælven i det samme.
«Jeg mener, jeg —» sagde jomfruen og stirrede paa hende med runde, forbausede øine.
Hun blev skamfuld og løb sin vei ud af stuen og nedover bakken. Der kastede hun sig paa en akerrænd og blev siddende stille, mens solen sank bagom aaserne, og skyggerne lagde sig mørke over al dalen og skogen. Da græd hun, som hjertet skulde briste.
Men korporalen vandrede i fuld uniform og med sabelen raslende efter sig oppe paa bakkekammen. Omsider fik han kig paa den sammensunkne skikkelse paa akerrænden og strøg nedover. Hun mærkede hans komme og tørrede øinene, men reiste sig ikke. Han satte sig ved siden af hende.
«Vi skal marschere imorgen, jomfru —»
«Jeg har hørt det,» svarede hun og stirrede fortvilet paa en mørkerød aasp lige foran dem. De var tause en lang stund. Hun fingrede forlegent ved gehænget paa hans sabel.
«Vi skal sørover — de siger, det skal blive slag snart.»
Hun slap pludselig gehænget og skjulte ansigtet med hænderne, og taarerne trængte sig atter frem og dryppede én for én mellem hendes fingre.
«Hvorfor græder De, jomfru?» spurgte han; stemmen var utydelig.
«Om nogen hug dig, krigsmand —» hikstede hun og lænede sig rent overgit mod hans skulder. Han tog hende ind til sig, varlig som én løfter en fugleunge, og prøvede at trøste hende. «Det er ikke saa let en sag det, kjære jomfru. Jeg skal nok berge mig.»
Hun tog hænderne fra ansigtet og lagde i angst armene om halsen paa ham «Aa, at du skal reise, krigsmand! —»
«Det maa saa være. I kongens tjeneste faar hver mand lystre. Men jeg kommer nok igjen.»
«Aa, bare det var alvor, aa bare du gjorde!»
Hun trykkede sig ind til ham, og han kyssede hende, og hun skalv i armene paa ham.
«Og saa skal du aldrig reise fra mig. Jeg vil gifte mig med dig,» sagde hun og kyssede ham igjen.
«Ja—a—,» han blev siddende med halvaaben mund. «Dersom det gik an — — Men kammerraaden vil vel ikke det —»
Hun smilte lystig: «Pyt san, far vil ingenting han, og naar jomfru Damman bliver igjen her hos ham — Men du skal ikke kalde mig jomfru nu. Jeg heder Anne Cathrine, og jeg kalder dig Iver og du mig Thrine.»
«Ja, den tid den sorg,» sagde han og skimtede i et øiebliks drøm alt det, en korporal kan drive det til i krigen, baade løitnant og major og keiser af Frankrig. «Vil du, saa vil jeg, kan du skjønne; men det kan nu ikke blive af, før svensken bliver fredelig af sig.»
Hun vilde vide, hvor han var fra, og han nævnte bygden, og at gaarden hans laa nedenunder Hersethøgda.
«Hvad heder gaarden din?» — For Iver Tollefsens tanke fremmanedes Titut-stuen med kaalhagen udenfor, dér gamle mor hans stullede og stelte og plukkede kaalhoderne rene for mark i sommertiden. «Seud,» svarede han og trak paa ordet.
«Er den stor?»
«Den er ikke af de største —»
«Er det likere huser dér end her?»
Han glante opover bakken: «Der er en dugelig rødmalet laave.»
Han blev helt let om hjertet, da hun tog til at snakke om noget andet og bad ham love sikkert, sikkert at komme igjen, naar der blev fred med svensken, og aldrig gifte sig med nogen anden før. Det lovede han, og det bedyrede han, og hun kyssede ham, og hun græd og hun lo. Men saa hørte de jomfru Damman raabe efter hende fra huset, og hun lagde paa sprang opover bakken, efterat han først havde bedt hende ingenting fortælle lil jomfru Damman, førend der blev fred med svensken, og han kom igjen.
Morgenen efter red dragonerne i graalysningen bort fra gaarden. Anne Cathrine stod paa trammen og viftede rned sit lyserøde silketørklæde, og Iver Tollefsen vendte hesten og hilste stram igjen med haanden til czakoen.
Endnu et aar varte krigen, og den unge pige længtede. Svensken sluttede fred, og hun ventede, og lige stille var det hos kammerraaden baade i krigstid og fredstid, og aldrig spurgte hun nyt fra krigsmanden, og aldrig kom der nogen tilgaards, som hun kunde spørge heller.
Julen efter freden var sluttet, segnede jomfru Damman om paa kjøkkengulvet og var død med det samme. Siden kunde kammerraaden slet ikke trives: han holdt op med at lægge kabaler, og om vaaren blev han ogsaa
Præsten tog sig af jomfru Bühring. Det blev ordnet slig, at hun skulde reise til sin onkel i Fredriksstad. Men hun græd og tænkte paa krigsmanden, og da hun var naaet til det tredie skydsskiftet, syntes hun, at hun maatte have rede paa, enten han var død eller i live, ogsaa sagde hun, at hun skulde til den bygd, dér han havde sagt sig hjemme.
En sommerdag stansede en skydskjærre paa kongsveien under Hersetgaardene. En jomfru med et lyserødt silketørklæde over skuldrene og hvide atlaskes sko paa fødderne spurgte sig for hos slaattefolkene, om de kunde sige hende af en gaard, som hedte Seud. Den var der ingen, som vidste om. Men den skulde ligge nedenunder Hersethøgda, og der skulde være en stor rødmalet laave. De forstod da, at det var Titut, hun mente, og tede hende veien did, og skydskjærren rullede videre.
Det var Anne Cathrine Bühring. I forventningen om at træffe Iver havde hun pyntet sig med sin bedste stas, det lyserøde silketørklæde og de hvide atlaskes sko efter moderen, dem hun havde havt paa, da hun stod for præsten.
Hun kom til Titut og steg af kjærren og saa sig om. Tæt ved en liden rødmalet laave var en lav, graa stuebygning. Folk var ikke at se, men hun hørte nogen hugge ved i skaalen. Hun aabnede grinden og traadte ind i stuen. Der sad en høi, gammel kone bortved peisen, og hende spurgte hun, om Iver Tollefsen var hjemme. Jo, han var nok det. Konen stirrede undrende paa hende, bad hende værsgod sidde og gik ud. Om lidt kom en kar ind. Han var i lappede bukser og skjorteærmer, uraget og dygtig svedt efter vedhuggingen.
Det var krigsmanden. Hun sansede ikke, at den gilde uniformen var væk. Det var ham, som hun havde længtet efter og ventet paa, og som han stod der stærk og tungvint og halvt ræd hende, strøg næverne langs laarene og forfjamset ønskede, at han havde havt søndagsbukserne paa, følte hun bare trang til at tage ham om halsen og takke ham, fordi han var i live. Men med ét fór det skræmmende og isnende gjennem hende: Kanske han helst vilde, du ikke skulde være kommet. Og hun aarkede ikke tale og ikke røre sig af flækken, mens det svimrede for hendes øine.
Han flyttede forlegent foden og stammede: «Je tænkte — je vidste, her va itte slekk, du trudde — aassaa gik drt itte slekk, je trudde i kri'n, aassaa vart je itte høgre, hell korporal — aassaa vaagde je itte — — — Kænn du førlate mig, at je itte kom?» bad han og rakte haanden imod hende.
«Du vil ikke helst, at jeg ikke skulde være kommet?» næsten hviskede hun.
«Du kænn da skjønne, vil du ha mig slekk, som je æ, aa som je ha det, ska je vara saa snil mot dig, som jo bære kænn —» Han turde fremdeles ikke se op; men da grep hun hans haand, det gik rundt for hende, og hun kastede sig ind til ham og storhulkede: «Vær ikke ond paa mig, for jeg kom!»
Han holdt hende forsigtig fast og stammede paany: «Aassen du tala! — Du kænn da skjønne — du ser, aassen je har det, vil du vil du bære ha mig —» Og han vidste ikke sin arme raad, lige til hun slog armene om halsen paa ham.
Den gamle konen kom ind igjen. Det var Ivers mor. Med mange omsvøb forklarede han hende, hvordan det var fat. Hun sagde ikke stort til det, men haandhilste paa jomfruen og gav sig ifærd med at gjøre op varme paa peisen og hænge kaffekjedlen over. Bare øinene gled af og til forskende henover de to unge.
Men om kvælden, da Anne Cathrine, som var træt efter reisen, havde lagt sig til at sove inde i kammerset, satte konen sig ved rokken til at spinde. Iver skjønte, moren havde noget paa hjerte, men spurgte ikke. Omsider sagde hun, at det var vel meningen, han skulde gifte sig med jomfruen; men det var ikke sikkert, det vilde falde saa ligetil, for det var ikke godt at vide, om slægten hendes vilde gi lov til det.
Da sank Ivers mod. Gifte sig skulde de i hvert fald, enten skyldfolkene hendes syntes om det eller ikke; mistrøstig spurgte han, hvordan han skulde bære sig ad for at greie dem.
Moren tænkte sig om en stund. «Du fann att øikjenn aat Raada paa fjelli ifjor haust,» sagde hun. «Hænn kjem nok hau det, aa hænn æ baade snil mot den stakkara, som be'n, aa ha magta tel aa hjælpe. Du lyt gaa bortaat a imaaraa.»
Iver svarede ikke. Han likte ikke rigtig at drage til skrivergaarden i sligt ærinde. — Vist var raaden snil og hjælpsom; det feilte ikke paa det. Men her var det giftermaalssager, det gjaldt, og der gik alle slags rygter om ham og kvindfolkene paa gaarden, siden han blev enkemand. Af de husjomfruer, han havde havt efter fruens død, var en blevet gift med husbondskaren hans, som han havde sat i stand til at bygsle jord sør i bygden, og en anden var en haandværker i byen blevet ved. Og for begge parene havde det hastet med vielsen. — — Saa raaden var ikke den, én først skulde tænke paa at vende sig til, naar det gjaldt giftermaal.
Ligevel drog Iver afsted til ham og bar frem sit ærinde. Raaden skrev til onkelen i Fredriksstad, og saasnart svar indløb, blev kongebrev løst, og korporal Iver Tollefsen holdt bryllup med jomfru Anne Cathrine Bühring.
Vel et aars tid senere hændte det sig, at Anne Cathrine sad alene i stuen og vuggede et lidet barn og sang for det. Svigermoderen og Iver var paa akeren og skar rugen, og hun havde maattet gaa fra dem for at stelle den vesle. Da kom en svær, graahaaret mand ind ad døren, hilste goddag og spurgte efter korporalen. Hun reiste sig og neiede, for hun saa, det var en fin mand, og vilde hente Iver. Den fremmede stansede hende. «Det kan være det samme,» sagde han. «Det er formodentlig madame Tollefsen, jeg taler med?»
Ja, hun var Ivers kone.
«Og en pen kone har han faaet sig,» sagde den fremmede. Og penge ovenikjøbet. «Her bringer jeg farsarven din, som er sendt mig til udbetaling.»
Han trak lommebogen sin frem og talte op en bunke sedler paa bordet, men gav hele tiden mere agt paa hende end paa pengene. «Det er tre hundrede og tyve rigsdaler. Det blir rent velstand i huset dette.»
Han nærmede sig hende og blev ved at se paa hende, til Anne Cathrine troede, hun maatte synke i jorden af undselighed. Saa strøg han med haanden over hendes rødblonde haar, som krusede sig, slig det vilde, siden jomfru Damman ikke længer glattede paa det, og gjentog: «Ja, en ret pen kone har korporalen skaffet sig —»
Anne Cathrine fik taarer i øinene af forskrækkelse og forlegenhed og rykkede sig unda, saa hun stødte mod vuggen og vækkede barnet, som blev survent.
«Uf da!» brummede han. «Har I alt en skrigerunge ogsaa? — Hils Iver fra mig og levér ham pengene.» — Ved døren snudde han sig og pegte paa barnet: «Har det været til daaben?»
Nei, det skulde did, næste prækensøndag.
Han tog en tierseddel og lagde den paa vuggen. «Jeg er vel nødt til at give faddergave, saasom jeg paa en vis var brudesvend,» sagde han; dermed gik han, steg op i karjolen, som ventede ude paa kongsveien, slog paa og kjørte.
Iver kom hjem til kvælds, og ble svært lei over, at han ikke havde været tilstede, da cancelliraaden gjorde dem den ære at besøge dem.