Kaptein Tebetmann havde havt en liden «rørelse», Og det varte maaneder, før han kom sig. Henimod jul kunde han saavidt hinke fra sovekammerset og ind til sin lænestol. Amtsphysicus Müller saa om ham et par gange, mens han laa tilsengs, men amtsphysicus var snar i vendingen og hans besøg meget korte, da Henrikke ingen forstand havde paa, at en doktor, som umagede sig til afsidesboende patienter, skulde kvikkes op lidt, f. eks. med et godt, varmt glas, især i den kolde aarstid.
Kapellan Vamberg havde ogsaa været der. Da lod Tebetmann skifte paa sig ren skjorte og nød alterens sakramente for at være fuldt rustet, ifald den endelige afgjørelse paa hans livsstrid skulde være saa nær, som han blev bange for ved at se præstens kummerfulde, gule aasyn. Tebetmann var melankolsk og høitidelig næsten en uge efter den begivenhed og gav sig selv sit æresord paa ikke mere at bande: Han forsagede sin eneste ed, og kjendte han den krible sig i struben, slugte han den med en anstrengt, vred grynten.
Wallace virkede heldigere paa ham end baade præst og doktor. Løitnanten nærede en slags uviss anger, fordi han syntes, han var aarsag i kapteinens sygdom; men disse skrupler alene drev ham dog ikke til Kjelsrud. Det indtryk, at Henrikke virkelig var vakker, var vokset til en stærk følelse hos ham, og han var forelsket.
Faderen hørte fra sin seng, at han søgte at lokke toner ud af det forstemte og skrøbelige klaver i dagligstuen, og at han sang sentimentale sange for datteren. Tebetmann grundede paa dette. Løitnanten var ikke noget udmærket parti, det maatte indrømmes. Men kunde pigen vente at gjore noget bedre? Og giftes skulde hun vel, og en standsmæssig brudgom var en sjelden fugl paa de kanter. Wallace havde sin gage — den forslog ikke stort. Men ved siden af tilflød der ham rigelig understøttelse fra familien, og der vilde bli endel tilovers, naar Kjelsrud solgtes. Foretrak de at bli boende der, savnede de da ikke tag over hovedet, og kapteinen havde indprentet Henrikke sit princip ikke at kjøbe for flere dalere end dem, man havde. Med en fornuftig kone vilde pengene blive drøiere ogsaa for Henry Wallace, som desuden allerede røbede, at modne aar medførte moden forstand og roligere levemaade. Simple folk kaldte ham «Tull-Vallarsen», det første han var i bygden; nu kaldte de ham bare «Vallarsen», og en smule excentricitet burde tilgives den, der talte britiske lorder i sin slægt.
Saa skred tiden. Kapteinen var i stadig bedring, men brød ligevel ikke sit løfte om at aflægge al sværgen og banden. Wallace kurtiserede med sin vordende svigerfaders stiltiende samtykke, og fordi han aldrig kunde holde tæt med noget, aabnede han sit enfoldige hjerte for sin ven procuratoren og tilstod endog med undselig stolthed, at han digtede smaa forlibte vers til sin pige. Versene var for mægtige for procuratoren; han betroede sig til sin kone, og derefter blev alle de conditionerede indviede i sagen, og det blev fastslaaet, at løjtnant Wallace skulde giftes med jomfru Tebetmann, saasnart kapteinen blev rask. Majorinden, som var en forsynlig dame, skaffede sig i den anledning et par fine guldbroderede sko fra Christiania, da hendes mand var der for at gjøre juleindkjøb. For hende kunde saa brylluppet staa, naar det skulde være.
Alle fandt partiet godt og passende; men Henrikke vidste om ingenting, fordi hun var saa uerfaren, at hun ikke skjønte, Wallace gjorde kur til hende med de alvorligste hensigter.
De havde vel brugt at ærte hende med, at hun havde en frier, som hun legte kjæreste med, da hun var barn. Men det var bare Erik, søn paa Velt-Kjelsrud. — Gaardene laa ikke mange skridt fra hinanden, og hun og Erik, som var endel ældre, havde været sammen støt, og hun havde trukket ham med hjem til sig saa ofte, at det blev, som om han hørte til der. Han var enarving og dygtig forkjælet, og den kvikke gut blev helt bortskjæmt ved, at kapteinen og de, som vankede hos ham, havde moro af ham. Den tid vankede der mange. Uniformerne og det militære væsen satte gutten fluer i hovedet, og ikke før havde han alderen, saa lod han sig hverve. Moderen græd og bar sig, og faderen var lei for det; men Erik maatte have sin vilje og drev det til at bli trompeter ved dragonerne. Da havde han nok af det og skjønte, at det ikke var saa gildt at være menig som officer, og faderen løste ham ud og fik ham tilbage igjen. Siden havde han været hjemme og af og til arbeidet hos Tebetmann, for kaarene paa Velt-Kjelsrud var slige, at hver skilling kom vel med. Nu gik det ikke an at ærte jomfruen med den, som næsten blev holdt for en af tjenerne.
Efter fredsbruddet med England lagde skrækken og overraskelsen sig snart, skjønt den ene nyhed fulgte tæt paa den anden i vinterens løb. — Wallace overbragte dem, saa fort han snappede dem op. Det gav ham ligesom ærinde tilgaards. Krig var der, men det følte folk lidet til. Andensteds fra blev fortalt om brødmangel og nød og kaperes snarraadige bedrifter. Dér i egnen sad man paa sin tue tryg, ved bjerge og dale fjernt fra den kyst, hvor fienden øvede strandhug. Blev end kræmmeren dyrere paa sine kolonialvarer, og selv om mangehaande ting vanskelig kunde skaffes, taalte man det let; thi kornpriserne var glimrende, og man tømte sit glas til ære for Danmark-Norges store allierede, keiseren af Frankrige. Svenskekongen havde staaet ved Øresund og givet ondt fra sig, da briten brændte Kjøbenhavn, han kunde gjerne yppe sig, hvis han vilde — de var ikke ræd ham — men det turde han nok ikke. Lystig var julen 1807 over Oplandene. Drukket blev der drabeligere end nogensinde, talt og sunget blev der taprere end nogensinde. Og skrydet og drikken gav tilsammen saa kraftig en rus. Heltehjerter og løvemod eiede hver mand langs fjordens bredder fra amtmanden til husmanden. Der seilede ikke engelske krydsere over indsøens vande —
Saa var den nye krig der, inden folk rigtig troede paa det. Den nye fiende rykkede mod grænsen i øst, og bare de norske vaaben skilte ham fra de store fladbygder, som var de første til at gjæstes af ham, om forsvarshærens tynde linje blev brudt.
Officererne kjendte endnu juleturingen tynge kroppen, da udkommanderingen begyndte, og de maatte afsted. Blandt dem var Wallace. Han havde ment at ville fremføre det vigtige spørgsmaal sidste gangen, han var paa Kjelsrud før afreisen; men han svigtede sit forsæt, da Henrikke var lige munter trods afskeden, og han ikke opdagede det ringeste af det ømme vemod, den bortdragende kriger havde haabet paa hos sin elskede.
I de nærmeste nætter, efterat soldaterne var rykket i felten, saa de fra Kjelsrud, at det lyste i stuer og gaarder nedigjennem lien og udover sletterne ved den islagte fjord. Ogsaa hinsides den, borte under de høie, hvide aaser blinkede lys. Der var nok mange, som vaagede og gruede for dem, som ikke mere var hjemme.
Tomt og øde blev der hos kapteinen. Han hinkede om med en stok, melankolsk og vranten over denne krig, som han havde længtet efter hele sit liv, men som ikke var kommet, før alderen havde tvunget ham til at stikke sit sværd i balgen. Datteren kjedede sig. Wallace havde forvænt hende med underholdning. Hun savnede ham, og ensomheden trykkede hende. Hun blev sygelig at se til, og der blev noget løssluppent og vildt ved hendes latter.
Mens sneen tinte i bakkehældene og blev tæret væk, saa markerne blev sorte, gik det trægt med at gjøre sig istand til vaaraannen. Hestene blev ofte taget til skyds og transporter, og armene var for faa til arbeidet, og endda blev de hjemmeværende mænd ret som det var revet fra sin dont til vardevagter og desligeste og tilsagt til møder paa kirkebakkerne, da mandhusingerne eller landstormen skulde opbydes og organiseres. En fed kaptein tog kvarter paa Alm; han skulde lede den organisation, men voldte mest forstyrrelse, da ingen forstod ham, eftersom han var en holstener og talte tysk, og han ikke evnede at indgyde respekt. Bauck hed han, og «Vomma» kaldtes han. — Det var ikke rart med hans troppers bevæbning. Men amtmanden sendte rundt modeller til en slags spydstager, hvormed de skulde forsyne sig; der manglede skydevaaben. I smedjerne fik karene det travelt med at lage sig magen, og de syntes det blev bra værger at pirke svensken med.
Af rygter var der fuldt op. Ofte meldte de om sammenstød ved grænsen; engang om, at russerne var faldt ind i Sverige og havde vundet et stort slag ved Stockholm, og at hele krigen alt skulde slutte. Men det, skjønte folk, var bare løgn, for samtidig havde de sør i bygderne staaet og lyet efter svær kanonade østenfra, saa det vel endnu var langt igjen til freden.
Rygterne naaede sent til Tebetmann. Dog havde han nogenlunde rede paa begivenhederne, siden han havde kostet paa sig at holde aviser og af og til fik underretning fra Wallace.
En kvæld stabbede en gubbe op til Kjelsrud. Kjærringen hans var rent ude af det for den yngste søn deres, som var soldat, og han havde tænkt sig, at saasom Tebetmann var kaptein, kunde han vide om det, hvis gutten var falden. Det vidste Tebetmann nu ikke, men han snakkede med gubben, som han syntes synd i, og fortalte ham en hel del om hæren og dens stilling.
Senere indfandt flere sig i lignende ærinde. Gubben havde sagt dem, at kapteinen havde greie paa sagerne. Tebetmann tog venlig mod dem og læste op for dem af aviserne om krigen. Dem, som var mest urolige tilsinds, lovede han, at han skulde skrive til major Brager og andre kjendte og spørge efter slægtningerne deres. Det gjorde han, og folkene kom igjen, og stundom havde han brev med nyt til dem. De bar stille baade det glædelige og det sørgelige og var taknemlige; alt var bedre end uviss angst. Værst var det for dem, naar en af deres laa paa lazarettet; det bud kviede mændene sig for at bringe sine kvinder.
Udover vaaren var der dagstøt nogen hos ham for at spørge. I varmt veir tog han helst mod dem paa trammen. Der sad han i skyggen af hæggetræet, mens det grønnedes og blomstrede og blomstrede af, og fortalte og læste op og strævede, forat de ikke skulde blive mistrøstige. Hans taalmod brast ikke; han huskede, han selv havde mistet en søn.
I grænden kappedes de om at hente posten for ham. Af og til blev en sending, en saueskrot eller en vidjehank med fisk stukket ind paa kjøkkenet til Berte. Det var leit at fli kapteinen det, for han spurgte altid, om de ikke havde brug for det selv.
Kapteinen levede udelukkende med i krigen, siden han blev delagtig i saa mange kjæmpendes skjæbne. I vaagne nætter kritiserede han de kommanderendes taktik — i drømme var han selv hærfører. Og hans vrantenhed og melankoli svandt. Han havde saa velsignet let for at glemme, Tebetmann, og han var blind for mer end en ting ad gangen.
Men i de uger blev Berte søvnløs og hjertesyg. I hendes trofaste sjæl sad angerens brand. Hun havde forsyndet sig svare mod salig fruen, og hun havde troet at sone, det hun kunde, ved at vaage over fruens barn. Og det var sorg for Henrikke, som røvede hendes fred.
Da jomfruen var sygelig og skrantede, smilte Berte og brød sig lidet om det. En fik stole paa vorherre og haabe det bedste, saa kom Wallace nok tilbage. Det nyttede ikke at ville have hemmeligheder for en, som var saa gammel i huset som hun. Hun havde øinene med sig og skjønte, at det var varmt blod hos Tebetmanns datter. Men da fjorden gik op, og nordenvinden reiste viltre blaa bølger, som feiede de sidste graa isflag væk, da den brune løvskog blev lysegrøn, og gjøken gol i lierne, og aaserne paa vestsiden bare havde en smal hvid snestrimmel igjen langs den øverste ryg, da blev jomfruen munter som en lærke og sang og trallede fra morgen til kvæld. Og da vidste Berte ikke længer sit arme raad, og hendes gamle øine blev røde i kanterne, for de havde seet det, de ikke likte; det unge varme blod kogte over.
Hun havde vaaget og speidet, hun havde lyttet og advaret, men saa havde hun faaet et svar af Henrikke, det hun vist ikke havde suget af sit eget bryst, og neppe forstod hun heller tilfulde, saa ondt og grusomt det var: Datteren havde hentydet til hendes forsyndelse mod moderen og bedt hende passe sig selv. Det gjorde, at Berte tiede overfor Tebetmann.
Havde det endda været en standsmæssig person, som var ulykkens aarsag, men nu var det denne Velt-Kjelsrudgutten — — — —
Erik havde ikke kunnet skilles fra sin trompet, da han forlod den militære bane. Hver søndagmorgen tog han den med til et granholt tæt ved gaarden og blaaste de signaler og toner, han kunde, og som han havde lært med megen møie. For ham var de dyrebare levninger af en strandet ærgjerrighed. Henrikke pleiede at sidde andægtig ved siden af ham og høre paa signalerne. For hende var de pen musik.
Paa slige morgener gik praten frit mellem dem. Erik gjorde nar af Vallarsens frieri til hende. Henrikke blev sint og værgede sig med spot over løitnanten, og da Erik alligevel ikke gav sig, slog hun til ham. Da blev han ogsaa sint, men lod, som han havde sin største moro af hende.
Saa var de tvære mod hinanden en stund, saa hidsige. Men kommer lidenskaben først tilorde mellem to unge, begynder den end som had, den ender dog gjerne som kjærlighed. Og snart legte de atter kjærester næsten som i gamle dage, men mindre uskyldig.
Erik var stor og velbygget, men ikke vakker. Han var rødhaaret og fregnet, med hvasse, blaa øine og tynd, krum næse. Munden var bred og bevægelig med stærke, hvide tænder. Hans hænder og fødder var ualmindelig smaa, og i hans gang og hele fremtræden var der noget soldatermæssigt. Folkene paa Velt-Kjelsrud stammede fra en af bygdens storætter, som det var gaaet ud med.
Henrikke holdt af ham, kanskje mest fordi han var den eneste, og løitnantens kurmageri hvade vel ogsaa banet veien for trompeteren. I hende fik han magten over en af dem, som hørte til storfolket, de conditionerede, som havde lokket gutten til sig, forat den voksne dobbelt saa haardt skulde kjende sviden, naar han stødtes udenfor som den ringere.
Naa ja, i hvert fald var de lykkelige den vaar.
Tjenerne havde mistanke til dem. De brød sig ikke om nogenting, og han laante mod af hende. Hviskede og tiskede jenterne i kvældingen rundt om ham i kjøkkenet, og han paa halve slængord og løsmundet gjøn mærkede, hvad de havde for sig, puttede han tilsidst hænderne i lommerne, skrævede ud med benene og briskede sig indvortes, fordi han havde en fin jomfru til kjæreste og ikke en af de førkjerne der.
Men engang kapteinen skulde hvile middag, kunde han mod sædvane ikke sove. Det var for hedt, og fluerne surrede om ham og ødelagde al tanke paa søvn. — Han stod op injen, og i tøfler hinkede han ved sin stok ud paa trappen for at trække frisk luft. Solen stod høit paa den skyløse himmel, og hæggetræets skygge krøb sammen lige indved husvæggen. Den bakkede vei nedigjennem lien bugtede sig støvgraa mellem frodig aker og eng, som dampede af varme. Der var et svagt vindpust, som førte med sig stram harpiksduft fra granskogen; men fjorden var blik stille, og de mørkeblaa aaser paa vestsiden speilede sig i dens blanke vand, som var grønligt af sanktehansflommen fra høifjeldene. Det tegnede til et velsignet aar, og Tebetmann frydede sig over de sidste efterretninger fra krigen: Fienden havde trukket sig tilbage til Sverige; Norge husede ikke længer en svensk soldat inden sine grænser. Han undrede sig paa, hvordan Wallace havde det; efter hvad major Brager skrev, var han sendt paa lazarettet med en kugle i kroppen og overantvordet til doktorens barmhjertighed og kyndighed, og den var saamæn ikke til at stole paa — nu saa lidet som i 88. Saaret skulde dog ikke være farligt.
Da syntes han livagtigen, han hørte Wallace synge. Men han fattede straks, at det var Henrikke, som hærmede efter den fraværende ven, og det, skjønt han ved frokosten havde fortalt hende om løitnantens saar. Tebetmann blev vred: det var hjerteløst at spotte en saaret kriger. Paa den modsatte kant af tunet var en skigard; sangen kom bagenfra den.
Han hinkede did ned for at irettesætte hende, mens sangen blev ved:
«O, yndigste dukke,
O, deiligste mø!
Jeg har dig blandt alle udval't!
Som blomster i enge saa deilig og rø',
Saa yndig er hendes gestalt.
Hvergang mine øine de ser,
Af glæde mit hjerte det ler —
Jeg ser ei din lige blandt pigerne fler!»
Tebetmann lænede sig over skigarden. Der sad datteren paa Erik Velt-Kjelsruds fang med armene om hans hals og sang for gutten. De var for langt borte til, at kapteinen kunde naa dem med stokken. Saa kylte han den midt i ryggen paa Erik. De fór i veiret. Erik skotede sig vetskræmt om, gned sig paa ryggen og lagde paa sprang hjemover uden at ænse jomfruen.
Hun stirrede paa faderen, som støttede sig til skigarden. Han havde ikke frakke paa, og vesten var opknappet; hans hvide haar strittede, og kinderne blussede. Hun sagde ikke noget.
«Bring mig stokken, barn!» brølte han.
Hun nølede trodsig: «Du skal ikke slaa mig, far.»
«Sludder! Nei, jeg skal ikke!»
Hun tog stokken i yderste enden og rakte ham den. Kapteinen svælgede sin ed vist ti gange: «Klyv over gjærdet, barn!» kommanderede han saa.
Hun lystrede og kløv over. Han pegte mod døren, og hun gik ind. Han fulgte efter som en fangevogter.
Og faderen blev datterens fangevogter. Han skjændte ikke paa hende — det var ikke kapteinens skik at sige stort — han passede bare paa, at hun stadig var under hans eller Bertes opsigt og udstedte kort og godt forbud mod, at Erik viste sig dér paa gaarden. Til høsten var forhaabentlig Wallace igjen i bygden.
Men det er mer end en gammel invalid krigsmand kan at holde en ung pige fra den, hun har kjær, især naar hendes kjærlighed styrkes af trods. Tillige var der forræderi inden hans egen leir. Berte blev forræder mod sin vilje. Hun var bange for sin husbond og bange for jomfruen, men mest for, af der skulde ske en ulykke, om deres voldsomme sind tog magten fra dem.
Henrikke og Erik fandt mangfoldige udveie til at mødes. Sad kapteinen og hans datter paa trappen, kunde — bedst som det var — en kobjelde ringe og klinge nede paa jordet. «Far,» skreg hun saa, «koen er i rugen!» — «Du maa jage den ud da, barn,» svarede han og skyggede med haanden for panden. Han vilde ikke være ved, at synet ikke strak til, og at han ingen kreaturer opdagede. Henrikke var straks paa farten, og bjelden ringlede og dinglede bortimod havnehagen. Men naar hun varm og forpustet kom tilbage, var det et rart kreatur, hun havde jaget.
Til andre tider skulde hun blive med Berte med eftasværd til folkene. De gik af sted sammen og vendte hjem sammen, men husholdersken havde ikke havt synderlig følgeskab med jomfruen.
Da august mørknede nætterne, tog det til at tusle paa gangene i andet stokværk ved jomfruens kammers. Berte mærkede det. Hun blev syg af skræk og samvittighedsnag, men hendes mund var forseglet. Kapteinens aarvaagenhed var sløvet; han glemte paany datteren for krigen, som da blev livligere.
Saa blev det til det, at en eftermiddag stod Henrikke i skaalen og forklarede Erik, som sad paa huggestabben med albuerne paa knæerne, at nu maatte de gifte sig. — Det var sval skygge inde hos dem. Mens han faafængt ledte efter svar, saa han gjennem døraabningen det sollyse, græsgroede tun, dér en hønseflok med gaardhanen stoltelig i spidsen kaklede og sparkede i det størknede mudder rundt brønden, dernæst et stykke af hovedbygningens brune tømmervæg og trappen med hæggetræet over; det hang fuldt af glinsende sorte bærklaser. Han mumlede endelig, det var bedst hun talte til kapteinen.
Vilde ikke han gjøre det, bad hun.
Han vred paa sig og havde ingen lyst til det. Hans øine veg unda hendes. Han gloede haardnakket paa hønseflokken.
«Ein kar bruke fri sjøl,» sagde hun. «Men du tør fel itte, du stakkar. Du va houggræd, sidst du træfte far min aa —»
Hun biede efter svar, men det kom ikke. Han sad bare fortabt og syntes, at det var saa underlig stille.
Hun talte igjen, og han hørte det som langt borte fra: «Du sitt her aa vri dig som 'n orm — Je ska seja fraa sjøl da —»
Hun gik fort over tunet lige til trappen. Der snudde hun sig paa øverste trin og raabte: «Du faa vente paa svar, om du tør!»
Han gik efter til brønden. Hønsene trippede tamt om fødderne paa ham. Hun var saa braa af sig; svaret fik han vidst tidsnok — —
«Satan partere mig!» tordnede kapteinen inde i huset. Hanen flaksede med vingerne, og hønerne kaklede skræmt op. Erik lagde paa sprang hjemover.
Fem uger efter var der bryllup paa Stor-Kjelsrud. Berte var gaaet imellem fader og datter, da det gjaldt, og hun og Tebetmann havde talt i enrum sammen til langt paa nat. Tidlig om morgenen blev der sendt brev til præsten, og Erik blev kaldt op til kapteinen, som gav ham den besked: Har du gjort mig til svigerfader uspurgt, saa har jeg bestilt lysning uden at spørge brudgommen. — Det som ilde var, skulde ikke bli værre, og derfor vilde Tebetmann holde ordentlig bryllup for dem.
Alle bygdens conditionerede blev indbudt. Derimod af brudgommens slægt kun hans forældre.
Majorinden og procuratormadamen vilde først ikke reise til det gjæstebud, og da troede amtsphysicus Müller og hans kone, de heller ikke vilde. Da det bragtes procuratoren for øre, blev han harm paa gamle Tebetmanns vegne og talte et lidet ord med sin madame. Og ikke det alene; han kjørte om til de mest anseede og fik dem til at love sig at komme. Blandt dem ogsaa cancelliraaden, som ellers sjelden var i store lag. Saa gav majorinden sig ogsaa, og efterat vielsen, som blev forrettet hjemme paa gaarden, og middagen var over, dansede hun i de guldbroderede sko, hun havde anskaffet til Jomfru Tebetmanns bryllup. Det lod sig jo ikke rette paa, at det ikke blev løitnant Wallace, som fremdeles laa syg i Christiania, men havde erholdt dannebrogskorset til plaster paa sine saar.
Men ved bordet, da brudeparrets skaal blev drukket, saa Henrikke fra alle de fine, uniformerede gjæster paa sin mand og sine mørkklædte svigerforældre, og tænkte paa Wallace og græd.