Det var ensomt hos gamle kaptein Aloysius Tebetmann paa Stor-Kjelsrud. Grunden var ikke den, at gaarden laa i en grænd for sig selv høit oppe i lien, og heller ikke den, at fruen var død; thi længe efterat hun var vandret bort, havde der været livlig nok. Men han havde havt en søn, en rigtig kjæk gut, som skulde bli militær ligesom sin fader. Sønnen artede sig vel og var allerede avanceret til løitnant, da han bukkede under for en nervefeber i Christiania.
Det var et haardt stød for kapteinen; han forvandt det aldrig, og til sorgen slog legemlige skrøbeligheder. Synet blev kleint, og podagraen blev saa slem, at han som oftest tilbragte dagen siddende i en lænestol med myge puder under de vel indpakkede fødder. Da det var kommet saa vidt med ham, indsendte Tebetmann resigneret sin afskedsansøgning. Kanske han ikke havde behøvet at gjøre det saa snart — der var endda fred og ingen fare for tvillingrigerne, og mangen en affældig stakkar af en officer beholdt sin stilling og nød sin fulde gage i aarevis, efter han var blevet udygtig til tjenesten. Men han sagde, at en krøbling ikke burde optage pladsen i hans majestæts armé til fortrængsel for dueligere folk og satte sit navn under afskedsansøgningen. Den passerede alle vedkommende autoriteter, og omsider kom der svar tilbage, at han var entlediget i naade og med sædvanlig pension.
Pensionen ja — den kunde muligens have strukket til, dersom pengene ikke stadig var blevet slettere, dersom pensionisten havde besiddet økonomiske talenter, og dersom jorden i Kjelsrudbakkerne ikke havde været saa mager og skral, at det næsten kostede mere at drive eiendommen, end den kastede af sig.
Men pensionen skulde strække til, for kapteinen havde ikke yderligere midler, og ungdomserfaringer havde bibragt ham en skræk for gjæld. Den skulde strække til, men den vilde det ikke. Han rev sig i sit hvide, buskede haar, satte nyver og knaste i ærgrelse mundspidsen paa sin jydepibe, han vred sin lille firskaarne krop, saa det knagede i de stivnede ledemod, han krøllede og krammede de lurvede sedler mellem fingrene og bandte. Kaptein Tebetmann brugte bare en eneste ed, men den brugte han tilgavns: «Satan partere mig!» satte han i, saa gjenlyden sang i Kjelsruds store stuer, brølte det, saa tjenerne blev stille ude i kjøkkenet, messede det op igjen atter og atter, indtil han træt og svedt og udkjørt sank tilbage i lænestolen og fik den lyse idé, at pengene maatte strække til, hvis man ikke kjøbte for flere dalere end dem, man havde. Det var — Satan partere ham! — klart og en afgjort sag.
Da det princip indførtes i husholdningen, blev levemaaden tarvelig, og traktementet skulde ikke trække gjæster til huse. Og den gamle, syge kaptein blev en ensom mand. Kun leilighedsvis saa venner og kjendinger indom til ham, naar de var paa den kant alligevel, eller naar det var saa længe, siden de havde besøgt ham, at de skammede sig over det.
At han havde en datter, tænkte kapteinen ikke meget paa. Mens sønnen levede, havde han været udelukkende optaget af denne. Senere havde han heller ikke givet synderlig agt paa hende; han havde havt for travelt med at følge Bonapartes felttog paa landkortet. Thi kapteinen, hvis militære virksomhed havde været indskrænket til fredelig exercits, og hvis største skuffelse havde været, at han i 1788 blev lagt i garnison paa Fredrikssten, nærede en lidenskab for strategiske operationer. Han havde desuden al tid havt lidet tilovers for piger. Derfor blev den moderløse Henrikke opdraget af og blandt tjenestfolkene.
Hun slægtede ellers faderen paa, var liden og rund, med stridt, sort haar og brun i huden. Moderen havde kaldt hende sin lille zigeunerinde, og en kunde se, der randt sydlandsk blod i hendes aarer. Hun var støiende og fliret af sig, og i de mørke øine glimtede latteren altid. Skjændte faderen en sjelden gang over hendes daarlige manérer, lo hun og bar sig endda værre ad, og bandte han hendes evindelige flir, lo hun og løb sin vei.
En fremmed vilde ikke havt let for at skjelne jomfru Tebetmann fra en bondejente, hvad sprog og klædedragt gjaldt. Men der var noget freidigt og myndigt ved hende, som røbede, at hun var vant til at kommandere. Det gjorde hun ogsaa af hjertens lyst baade i kjøkken og stald og fjøs, og det hele tyende fra den halte stuepige, som var blevet ophøiet til husholderske, og til indlæggutten lystrede hende blindt; for saa snil hun brugte være, var hun ikke grei at komme ud for, om de ærtede hende ved at sætte sig mod hendes vilje, og sinnet satte af med hende.
Den høst, hun fyldte nitten, spurgtes det, at en vældig engelsk flaade laa truende foran Kjøbenhavn. Faa troede, det var sandt, skjønt enkelte rystede paa sine kloge hoveder og mindede om 1801.
I de dage var de ældre vant til den krig, som i aarevis havde raset mellem mægtige stater. Efterretninger om verdensbegivenheder svirrede gjennem luften. Man modtog dem med interesse og diskuterede stormagters grænser og dynastiers skjæbner, naar man sad gemytlig sammen ved glasset eller traf hinanden paa kirkevangen og andensteds, hvor mange folk mødtes. Der dannede sig partier — nogle holdt med England og nogle med Frankrige — og partierne var hidsige og hadske nok, saafremt punschen hjalp kandestøberierne med at drive fornuften paa flugt. Gaardbrugerne dængte hinanden i gravøl og julelag, og husmænd sloges paa auktioner for den europæiske politiks skyld. Ungdommen voksede op under den uophørlige gjenlyd af tordendrønnet fra fjerne valpladse, dens drømme legede med hære og marschaller, og barnene kastede ikke til maals mod en stenrøs, uden at den blev til en bombarderet stad, og de seilede ikke med flisebaader paa dammerne, uden at ildsprudende søslag stod som syner for sindet.
Men alle følte de sig trygge paa, at ufreden aldrig vilde naa til det afsidesliggende fødeland og forstyrre hjembygdens lune stilhed.
Den første, som bragte rygtet om den engelske flaade til Kjelsrud, var løitnant Wallace. Han høstede kun utak for umagen. Kapteinen var mistænksom, fordi det hændte, man morede sig med at lure løierlige skrøner i ham og gjorde nar af ham. Hvad skulde briten i Kjøbenhavn? Kong Georg havde fiender nok alligevel, trængte norsk tømmer til sine skibe, og Napoleons arméer stod jo i Tyskland parate til at ile Danmark til undsætning, om der blev alvor i spillet. Nei, nei, buldrede kapteinen, løitnanten behøvede — Satan partere ham! — ikke at løbe med limstangen for at binde ham sligt tøieri paa ærmet. Sludder og tøv og taabelig tull var det! — Hvorfor havde forresten hovedstaden befæstninger og kanoner og tropper uden for at jage ubudne gjæster tilbage did, de var fra? Det havde svensken fordum faaet svide for, og det skulde briten komme til at mærke, hvis det lystede ham at støde panden tilblods mod Kjøbenhavns volde. Løitnanten skulde gaa hjem og lægge sig og sunde sig paa det og betænke sig bedre, inden han atter rendte folk paa dørene med den slags umulige nyheder. Han kunde sagtens være glad, han, ifald der var noget i rygtet: Han vilde da træffe landsmænd — maaske fornemme slægtninge — naar man skulde til at have det bryderi at passe britiske krigsfanger her i landet — —
Saaledes burde ikke gamle Tebetmann have buldret løs, for løitnant Wallace blev høilig fornærmet. Hans fader var en engelsk marineofficer, som var indvandret til Danmark og havde gjort sin lykke der. Han selv havde begyndt sin løbebane med udmærkede forbindelser og glimrende udsigter; men et vakkert ydre havde ført ham op i gale historier, som hans indskrænkede forstand gjorde endnu mere forviklede, indtil knuden blev hugget over ved den unge mands «forvisning til Norge». Her kunde han have levet taalelig sorgfrit, da familien forbedrede hans løitnantsgage med rigelige tilskud, om ikke ærgrelsen over den forspildte carrière, og det, at han aldrig havde fattet, hvori han egentlig havde forsyndet sig, havde voldt, at han mente sig bittert forurettet, og dersom ikke kjedsomheden havde lært ham de besynderligste midler til at øde sine penge paa ingenting.
I den mindste hentydning til fortiden og sin familie ante han en tilsigtet fornærmelse, og han fór op i flammende harme, før han havde skjønt halvparten af Tebetmanns udgydelser.
Kapteinen maatte erindre, at han var en olding, af hvem der ikke kunde kræves satisfaction for krænkende udtalelser — han burde erindre, at han beskyttedes af sin alder! Men vilde han virkelig beskylde løitnant Wallace for at være en løgnhals og en forræder mod den konge, hvis uniform han bar? Og insinuere, at han rendte folk paa dørene som en næsevis gjæst?
Blev Wallace hidsig, stammede han hjælpeløst og snakkede ganske uforstaaelig. Det ene ord tog det andet, men for hvert et, som slap ud af løitnantens mund, strømmede der tyve fra kapteinen, idet han faafængt søgte at overdøve ham og forklare sig. Henrikke var tilstede og hev sig raptunget ind i striden paa faderens side, og hendes brede kraftige dialekt, løitnantens dansk og Tebetmanns haarde, skjærende østlandsk, som var farvet af exercerpladsen, blandede sig til et vredens kor, som fik husets vægge til at dirre, indtil budbringeren fjernede sig lidt beroliget ved kapteinens forklaringer, men med den høitidelige forsikring, at det vilde være en æressag for ham paany at indfinde sig paa Kjelsrud, saasnart hans nyheder var blevet tilstrækkelig bekræftet.
De skulde ikke komme til at vente længe paa ham.
Det var en eftermiddag, regnet skyllede ned, og stormen ruskede i den gamle hæg udenfor trappen paa Kjelsrud, daskede dens stive grene mod huset og varslede, at høsten var tidlig inde.
Kapteinens gigt havde været usædvanlig plagsom. Han var veirsyg og forfrossen, og i skumringen lod han fyre i ovnen og laa i sin lænestol med fødderne paa en stoppet skammel og et tørklæde bredt over ansigtet og snorkede sagte. Henrikke sad ved ovnen, dér nogle æblekarter surrede, og ventede utaalmodig paa, at de skulde blive stegt. Imellem klemte hun paa dem, om de ikke snart var færdige, og snudde dem. Saa stirrede hun ind i trækhullets glorøde øie og lyttede til vindens dumpe, durende ul i skorstenspiben.
Imens red en mand i rask trav opad de bratte bakker mod gaarden. Han havde brættet kappekraven op og trykket hatten ned i panden. Den graa regntykke var saa tæt, at han næsten ikke skimtede skigardstaurerne langs veien, som var forvandlet til en flommende bæk. Han stansede paa tunet, steg af, bandt hesten ved brønden og gik ind.
I stuen hørte de ikke, han bankede paa, og mærkede ham ikke, før en mørk, kappeklædt skikkelse stod midt i værelset. Henrikke skvat op med et lidet skrig og aabnede ovnsdøren for at se bedre.
Tebetmann vaagnede og spurgte gjespende: «Hvem der?»
Det er mig,» lød løitnant Wallaces røst. «De har naturligvis alt erholdt bekræftelse paa mine efterretninger fra sidst, kaptein ?»
«Jeg har læst prinsen af Augustenborgs kundgjørelse om blokaden,» svarede Tebetmann grætten. «Jeg gjør afbigt for min vantro — De kan triumfere —»
«Det vilde være en uværdig triumf. Desværre kan jeg fortælle betydningsfuldere og sørgeligere tildragelser.»
«Saa—aa? Har briten endelig rykket ud med en ærlig og ordentlig krigserklæring? Det er da ikke sørgeligt, hvad?»
Wallace satte sig uopfordret og med kappen paa: «Nei, han har ikke — — Men Kjøbenhavn er bombarderet, skjændig overfaldt uden krigserklæring, staden er brændt og har kapituleret — og flaaden er bortført.»
«Er De gal, løitnant? Er De fra concepterne? Kjøbenhavn erobret? De lyver, rnand!» raabte kapteinen og strakte knytnæven mod ham.
«Jeg har det fra cancelliraad Weydahl — kommer direkte derfra — han fik expres fra generalmajoren.» Wallace sagde det ydmygt, som bad han om forladelse. Nu blev han ikke fornærmet.
«Og kongen og kronprinsen, er de fangne eller faldne?»
«De er i sikkerhed heldigvis. De skyndte sig til Jylland før kampen.»
Tebetmann famlede efter udtryk: «Skyndte sig — Flygtede kronprinsen og overlod Kjøbenhavn til sig selv? Heldigvis? — Er han flygtet?» spurgte han barsk. Wallace svarede ikke. Kapteinen rettede sig stramt og trak fødderne ned af skammelen:
«I fyrretyve aar var jeg i min konges tjeneste og havde ikke leilighed til at drage sværdet paa hans befaling — og nu er krigen der, og jeg er en krøbling — —» Hans tunge blev lallende og stemmen hulkende, men han fortsatte med tykt mæle: «Og rigernes hovedstad er erobret og deres vordende fyrste vanæret!» Han vilde staa op, men de syge fødder svigtede, og han snublede.
«Satan partere mig!» brølte han og faldt tungt baglængs og blev liggende uden at røre sig.
Henrikke, som ikke havde kunnet følge med i deres samtale, kastede sig paa knæ ved ham og slog armene om hans skuldre. «Far er død!» hviskede hun og lagde hans hoved i sit fang.
«Nei — nei,» trøstede Wallace og bøiede sig ned over dem og hørte kapteinen stønne svagt. «Han har kun mistet bevidstheden, han er besvimet. Det er vist ikke farligt —»
Skræmt af støien kom en jente og den halte husholderske ind fra kjøkkenet. Han forklarede dem fort, hvad der var hændt, skjøv Henrikke lempelig tilside og løftede den bevidstløse op i lænestolen.
«Ve lyt faa'n telsengs,» sagde husholdersken. Henrikke holdt varsomt om faderens hoved, som hang slapt bagover, idet Wallace med de to andres hjælp bar ham i lænestolen ind paa sovekammerset.
Jenten skaffede lys, og husholdersken tog paa at løse op kapteinens klæder. Wallace saa, at den gamle, magre kvinde var meget bleg, og at hendes pande var blank af sved.
«Skal jeg ride efter doktoren?» spurgte han.
«D'æ langt,» svarede hun og bad i det samme jenten skikke lægdsgutten efter Johanne koppekone; hun kunde være der om en snau time. Kanske løitnanten vilde bie en stund, dersom det skulde blive brug for doktoren senere. Den syge stønnede hele tiden, mens de stelte med ham, men bevidstheden vendte ikke tilbage.
Wallace gik ind i stuen. Han havde fremdeles den vaade kappe paa. Han hægtede den af og slængte den paa gulvet. Uveiret varte ved. Vinden styrtede sig i bratte kast mod huset, saa det sukkede og knagede i dets morskne tømmer. Regnskyllet plaskede ustanselig.
Han var træt efter sit voldsomme ridt og satte sig ved ovnen; ilden var sluknet.
— — Paa skrivergaarden var generalmajorens expres indtruffet, som man var ved middagsbordet. Der havde været et helt selskab. Thi under den almene spænding for, hvordan den pludselige krigsfare vilde udvikle sig, tyede bygdens conditionerede did i en uklar fornemmelse af, at cancelliraaden sandsynligvis vilde erholde besked før nogen anden. Procuratoren og præsten havde overnattet der fra forrige aften, og ellers havde der været major Brager og lensmanden, som i beskedenhed havde gjort sig ærinde paa kontoret og var blevet buden ind.
Wallace saa tydelig for sig det forseglede brev i blaat omslag, som blev leveret raaden netop, da de skulde tage drammen, saa ham studse og lægge brevet fra sig paa tallerkenen, og hvorledes han derefter læste det op høit og koldt med blikket fæstet paa papiret. Der blev en larm af forvirrede, høirøstede spørgsmaal og af stole, som skjøves tilbage, idet alle flokkede sig om værten for at faa et glimt af det skjæbnesvangre brev og læse det med egne øine. Og det kunde ikke misforstaaes.
Faa minutter efter var selskabet opløst. Maden stod omtrent urørt paa bordet. Enhver ilede bort for at sprede tidenden om det utrolige videre til sine. Wallace var bedøvet af den, maatte ogsaa tale med nogen om den, fortælle den til nogen, og han havde husket paa sin trætte med Tebetmann, ladet sin hest sadle og sprængt afsted.
Ved Alm fór han forbi Orre, som spaserede sin daglige tur paa landeveien i ly af en svær paraply. Rytteren stoppede op, snudde sig og skreg til ham. Landkræmmeren slap paraplyen bent ned og gestikulerede heftig. Wallace opfattede ikke, hvad han mente, svarede bare: «Ganske tilforladeligt! — Paa ære, det er sandt!» og galopperede væk.
Gud ved, den hast var unødig. Hvorfor havde han ikke tænkt sig om og forberedt gamle Tebetmann lidt? Men han havde været besat af sin nyhed, den havde givet ham feber og jaget ham som en ulykkens herold til Kjelsrud. Han var skamfuld over det.
I mørket og stilheden bølgede hans tanker urolig, skakede sig selv op og flakkede rastløs om, indtil de samlede sig til et stærkt, klart billede: det brændte erobrede Kjøbenhavn. Hans forældres hus med haven foran — var det jevnet med jorden? Slægtninger og venner — levede de? Steder og gader, hvortil minder om munter galskab og lykke og desperation var knyttet, var de rygende ruiner? Hans barndomshjem, hans kjæres hjem var brændt og erobret; en røver havde brudt sig ind og plyndret det, og han havde været fjernet derfra. Wallaces aand løftede sig ikke til klager over rigers skjæbne og landes nød; han fornam kun sorgen for sit eget. Men han, som havde været stolt af sin engelske afstamning, var i denne stund blot danske, med en danskes had til den fiende, der havde øvet vold mod hans fødeland. Med vellyst skulde han have myrdet enhver af sine fædres nation, som havde vovet sig inden hans rækkevidde.
Han søgte at udmale sig selve kampen, hvorledes angrebet var skeet og forsvaret ordnet, men magtede det ikke. Desto tydeligere saa han for sig, hvorledes fiendtlige batterier saaede død og fordærvelse over staden, luerne og røgen, soldaterne, som myldrede paa voldene og de modige udfald fra portene. Der skulde han have været i spidsen med hævet klinge, hvis blanke staal gjenspeilede røde flammer. Ogsaa i nederlaget kunde ære og tilgivelse vindes — og han havde ikke været med. Der havde hans kammerater været. Hvorfor havde han ikke været der? — — Wallace sprang op, hans tunge ridestøvler stampede henad gulvet. Han glemte ganske, der var sygdom i huset. Ingensinde havde hans tilværelse syntes ham haabløsere, trøstesløsere. Ingensinde havde han saa bittert følt misforholdet mellem de forsyndelser, han var skyldig i, og den straf, han var dømt til. «Fanden gale — fanden gale!» mumlede han. «Krudt og blod — og kugler og slag og hug og stik — fanden gale, gale! gale!» sagde han høiere og høiere, som om han ved ord uden mening vilde kvæle og tvinge tilbage tanker, han var ræd for, og som vældede frem — —
Han kunde ha været alene en time, kanske mere. Tiden svandt hurtig, og han blev stedse ulykkeligere. Da traadte Henrikke ind med et lys i en jernstage, som hun stillede fra sig paa bordet. Berte, husholdersken, fulgte efter og sagde, at kapteinen var bedre. Johanne koppekone havde aareladt ham, og han var blevet roligere og var sovnet. Vilde løitnanten spise til aftens? — Nei tak, Berte skulde ikke bryde sig om ham. Han vilde ride hjem straks, ifald de ikke havde brug for ham. — Berte tænkte sig om: Det kunde være, Johanne koppekone skulde have bud til doktoren, kanske han vilde bie lidt endnu. Hans hest var sat ind i stalden. Dermed gik hun.
Wallace tog plads ved bordet ligeoverfor Henrikke, som havde lagt sig paa sofaen med hænderne foldet under nakken. Skjæret fra det enslige lys faldt over den marmorerede bordplades afskallede maling, over løitnantens brede skuldre og skarpe, markerede træk og over den hvilende unge pige. Ellers var der skymt i stuen. De hvidlakerede rococomøbler stod i række og rad rundt væggene som skimrende skygger i halvmørket. — Uveiret var stilnet. Vinden suste jevnt og underlig pibende i træerne udenfor, og regnskyllet havde givet sig.
Wallace blev døsig. Hans tanker forlod Kjøbenhavn og friede sig fra de pinlige forestillinger, som var forbundet dermed, og syslede med det nærværende. Mon Tebetmann vilde komme sig? Var han rammet af slag, eller var det kuns faldet og smerterne, som havde røvet ham bevidstheden? Stakkels Jomfru Henrikke — hun var igrunden ganske kjøn, som hun laa der og var angst for sin fader — — — — — Husholdersken, — hvad var der egentlig gaaet af hende? En havde fortalt ham noget om kapteinen og hans husholderske. Hvem erindrede han ikke. De fortalte historier og skandaler den ene om den anden alle i bygden, og pokker kunde erindre det saa nøie. — Hvad var det nu? — — Det var det, ja — salig fruen havde været meget jaloux og Berte meget net, og en dag fruen var taget til Emilienberg, vendte hun uformodet tilbage, mens kapteinen havde Berte hos sig. Da hoppede hun ud af vinduet, forat fruen ikke skulde træffe, dem sammen; men i hoppet knuste hun knæet. Hun jamrede sig ikke og slæbte sig hen til kjøkkentrappen. Der fandt de hende først silde paa aftenen, og hun blev halt bagefter. Det var det, ja — Berte havde ogsaa taget sig kapteinens tilfælde særdeles til hjerte, syntes Wallace.
Stakkels jomfru Henrikke! Hun bed sig i læben for ikke at græde, og hun var vist meget bedrøvet og angst. Hun var virkelig ualmindelig smuk — Han kunde ugeneret se paa hende. Hendes haar var løsnet, og de tunge fletninger rullede ned langs de blege, bløde kinder, som viste spor af taarer, og nedover hendes bryst, hvor kjolelivet strammedes over barmen. Den lille dobbelthage var rund og fint formet. — — — — — Der var engang i Kjøbenhavn en ung, brunet dame, som hun lignede — — — — —
Der blev gløttet paa døren, og et hoved i strimmelhue tittede ind og nikkede venlig. Det var Johanne koppekone. «Jomfru Henrikke — jomfru Henrikke!» kaldte hun, og Henrikke reiste sig rask og spurgte: «Er far daarligere?» «Nei da, barn, det er likere med ham; han har faaet mælet igjen, og naa vil han sove — Du trænger slettes ikke være bange, han blir nok snart bra og frisk som en fisk.»
Henrikke sukkede lydelig; saa smilte hun straalende: «Aa, saa ræd jeg har været!»
Men løitnanten fik være saa inderlig snil og bede doktoren se did imorgen — til en betryggelse da, tilføiede konen og nikkede og forsvandt.
Wallace begyndte at sige farvel med ønsker om god bedring for kapteinen. Men Henrikke strøg forbi ham bort til ovnen. Hun huskede paa sine æblekarter. «De er rent opbrændte,» sagde hun. Saa kom hun hen til ham med en i haanden og lo mod ham med sine hvide tænder: «Vil De ikke have et alligevel?»
Han takkede.