I Sorgen for Kong Carl Johan

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
(1844).
I. Univerſitetets Sørgehøitid.
1.

Den Helt, der gjennem Mulm og Torden
ſkred ud paa Lyſets Bane,
den Guds Geſandt, der kom til Norden
med Fredens hvide Fane,
den Friheds Søn med Kongemagt, —
han hviler nu, hans Gjerning er fuldbragt.

Men nu kan Sorgens Tanker male
hans kongelige Billed.
Til Folketrøſt i alle Dale
han er for Sagnet ſtillet
ſaa rank ſom han til Thinge gik.
med Krafts og Mildheds Flammer i ſit Blik.


Fordi hans ild har kunnet vække
og vogte Norrigs Ære,
vi nævne ham i Drotters Række:
Kong Carl den Folkekjære.
Vi vidne med tungſindig Lyſt,
at Landets Haab fik Vinger ved hans Bryſt.

Ja, Savnets Blikke ſee tilbage,
og Mindet ſig oplader.
Han var i alle Fredens Dage
ſit Riges hulde Fader.
Han kaſted Hjelm og Sværd til Jord,
og ſtrøde Guld og Roſer i ſit Spor.

Hans Skjold, med Hjerteſprogets Runer
ſkal løftes høit paa Landſe,
og ſkinne over Fredspauluner,
og aldrig mangle Krandſe.
Hans Folk ſkal ſtolt, paa Farens Dag
i Aanden ſamles om hans Sarkophag.

2.

I Mnemoſynes Haller,
hvor ſtore Minder gjemmes,
hvor Lys paa Skjolde falder,
hvor Skaldeharper ſtemmes,
hvor Døden kun er Morgengry —
der ſkal en Krone rækkes ham paany.

Hans Hylding der begynder
med disſe Toneſtrømme,
og denne Feſt forkynder
hans nye Kongedømme.
Der er hans Scepter vidt udſtrakt;
Rummet og Tiden er ham underlagt.

Den Folkets Søn, der ſkrider
i baarne Kongers Skare,
ſkal der for fjerne Tider
ſin Høihed aabenbare.
Da er vor Sorg en ſtraalefuld
Demant, der tindrer i hans Krones Guld.

II. Theatrets Mindefeſt.
1. Kantate.
Chor.

Folket var i Andagt bøiet,
Natten ſank paa Kongeøiet;
for hans Banner, for hans Vaaben
Ærens Mindehal ſtod aaben.
Did vil Sorgens Kvad ſig ſvinge,
der vil Savnets Tanker dvæle.
Lad da Toneſtrømmen klinge
gjennem Drottens Eftermæle!

Recitativ.

Hans Vaabenfæller laa paa deres Skjolde,
og Saga ſtirred paa den store Scene;
men han ſtod rank endnu, og han alene
var ſeierſæl paa de beſtegne Volde.

Den Hædersglands, ſom Verdenskampen tændte,
gjenſtraaled lutret fra hans Tvillingkrone;
mod Norden var Nationers Blikke vendte,
mod Glandſen fra den vinterlige Zone,
hvori det ſtore Drama ſig fuldendte.
I denne høie, ſølverhvide Helt
har Verden ſkuet Kampenes Forſoning;
thi Friheds Aand, der gjød ham Ild i Barmen,
den Folkets Genius i Vaabenlarmen,
har delt med ham hans Purpur og hans Kroning,
og vaaget med ham i hans Kongetelt.

Duet.

Men nu har Verden hørt vor Klagerøſt,
og nu er over Kongegubbens Bryſt
af ømme Hænder Sarkophagen lukket.
Hans Navn gik bævende fra Mund til Mund,
og klang forherliget i Folkeſukket.
Det lød for Verden, fra vor Klippegrund,
ſom om der raabtes i en natlig Stund:
„Stjernen, der vinkede mod Nord, er ſlukket!“

Chor.

Den Hæder, Verden ham kan bringe
ſom tankefuld Beundrings Tolk,
er dog forkrænkelig og ringe
mod Hjertets Offer fra hans Folk.

Hans Navn med alle ſtolte Tanker
klang ſammen i vort Glædesraab;
og viet nu med Smertens Daab,
varmt gjennem Norges Bryſt det banker,
indſlynget i vort Minde og vort Haab.

Recitativ.

Da Taagens Alf var vegen
og Dagſkjær faldt i Dale,
da Norges Aand var ſtegen
af lange Seklers Dvale,
da ſtirred Folket atter hen
paa mangen Høi, hvor Sagnet bygger,
og drømte ſig til Drot igjen
en af de ſtore Helteſkygger.
Men ingen Oldtidshelte,
i Haraldsætten baarne,
fik bedre Styrkebelte
end han, den Kongekaarne.
Og da han ſtod for Folkets Blik,
da hørte han dets Jubler ſtige,
og hvert et Drømmeſyn forgik,
og ungt blev Norges gamle Rige.
Han knyttede ſin Lykke
og Glandſen af ſin Bane
til Olafs Kongeſmykke,

til Landets reite Fane.
Han blev i By og Bygdelag
af Folket med en Fader lignet.
og han blev ømt, paa Sorgens Dag,
erindret, ſavnet og velſignet.

Qvartet.

Fagreſt Blomſt i Folkevaaren,
Kjærlighedens Roſe, ſank,
ſorgindviet, taareblank,
fra vort Bryſt, paa Kongebaaren.
I hans Laurbærkrone flettet,
ſkal den friſk for Sekler tindre;
thi ved den er ham forjettet
evigt Liv i Folkets Indre.

Choral.

Den gyldne Krone er kun Støv,
den ſynker ſom et høſtligt Løv,
der ſmuldrer og forſvinder;
men Lyſet, ſom fra den gik ud,
er Glands og Herlighed i Gud,
der gjennem Tiden ſkinner.


Den Aand, der klar og flammefuld
har virket under Kronens Guld,
og kæmpet ufortrøden,
har i de ſtore Tankers Pragt
et Smykke og en Kroningsdragt,
der ſtraaler over Døden.

Vor Drot, der lagde Sceptret ned,
har i ſin Himmels Fryd og Fred
hørt Folkeſorgens Tone;
han er vort Nordens Engel der,
hvor Herren i Seraphers Hær
har rakt ham Livets Krone.

II. Hyldingsſang til Kong Oskar.

Det Folk, der under Sorgens Magt
beſeglede ſin Troſkabspagt,
har nedkaldt Himlens Varetægt
for Landet og dets Kongeſlægt
i ſamme dybe Bøn.
Mens Mindet helliger vort Savn,
og freder om den Tabtes Navn,
vi aabne Kjærlighedens Favn
for Heltekongens Søn.

Bevinget gjennern Landet foer
hans førſte kongelige Ord.
Mens Vintren veeg fra Dal og Strand,
det ſlog de dybe Strenge an
i Norges frie Bryſt.
Dets Gjenlyd ſkal fra Fjeldet gaae,
og, tuſindfoldigt, Tronen naae,
og Oskars Barm ſkal henrykt ſlaae
ved vore Jublers Røſt.


Hil Dig, vor Drot; thi Olafs Stol
har atter Lys af Haabets Sol.
Du planted i dit Sørgeaar,
da Landet øinede ſin Vaar,
en Spire til din Krands.
Saa ſtolt er ingen Løn ſom den,
der bringes dig af frie Mænd,
mens Norges Banner bølger hen
i Kongebanens Glands.