I Sølvlandets Nat/Kapittel 5
Det meksikanske landpoliti — de saakaldte rurales — er pragtfulde karle at se til. Det er folk, som paa en eller anden maate har lugtet krudt.
Ingen spør i Meksiko om en mands fortid og det kommer jo heller ikke nogen ved, hvorledes en vakker og kraftig fyr har lært at haandtere gevær og kniv.
Det er forøvrig ingen høiagtet stilling at være politimand eller soldat i sølvlandet. Loven maa ha et eller andet grep i en mands nakke for at faa ham ind i rullerne . . . Dødsdømte mordere, som er befængt med en eller anden formildende omstændighet, blir meget ofte benaadet til livsvarig ansættelse som soldat. At eksercere er det forfærdeligste en meksikaner vet. Disciplin er et begrep, som han foragter likesaa meget som jevnt arbeide.
Derfor er det ikke spøk at være officer i den lille meksikanske arme. Man maa ha øine i ryggen, hvis man sætter pris paa livet. Der ligger altid en eller anden feig hund i bakhold og venter paa at betale et skjældsord eller et fortjent spark tilbake med rentes rente. Gjengjeldelsens lov er i det hele tat utviklet til det yterste i den meksikanske republik.
Og derfor var det jo heller ikke at undres paa, at de tredive politisoldater fandt det mest i overensstemmelse med national sæd at klynge Gonzalas med lamatænderne op i statens telegrafstolpe. Det var jo kun en liten avbetaling paa Zapatas uhyggelige gjeldsregister. Og hvad nødvendighet var det at distrahere lovens mænd med denne flagrante røver, hvis navn var en trudsel for alle mennesker fra Perote til Guanajuato? . . . . .
Troppens løitnant var i et fortræffelig humør, og hans ledsagere lod ogsaa til at ha profitert av den sprællende røvers sidste øieblik. Man hadde allerede gjort et godt dagsverk. Nu fik man ta det med ro.
Og de smaa iltre politimænd stak hænderne i lommen, tændte sine cigaretter og lot sine hester, der var ekspedert ut av toget, skjøtte sig selv.
Manana!
Ja — der var jo ogsaa en dag imorgen. Og den forsvundne passager fra et land, som aldrig nogen hadde hørt tale om, maatte jo være fornøiet over, at man paa en saa prompt maate hadde tat hevn over Zapatas bande.
Opfyldt av disse fortræffelige tanker spadserte hele styrken ind i det store restaurationslokale, hvor kineseren allerede stod og ildnede de indianske serveringskvinder med alskens glade tilrop.
Ved et litet bord for sig selv sat Jacques Delma og Natascha og ventet paa morgenkaffen. Den meksikanske løitnant hilste med en uhyre anstand paa de fremmede, og hans mænd fulgte eksemplet. Det var en bukken, skrapen og hattesvingning, som man kun ser i Meksiko, hvor man bruker høfligheten til skjul for sine faa gode, men mange onde hensigter.
Den lille latterlige fyr med det klissede haar og de sortbrune hundeøine hadde øiensynlig en vældig tro paa sig selv. Han snodde sin bart med visse glødende sideblink hen til stationens eneste hvite dame . . .
—Maa jeg ha den ære at hilse paa herskaperne, sa han med en venlig og beskyttende mine og lænte sig fortrolig hen mot den unge franskmand. Det var heldig vi kom, ellers hadde det gaat ilde . . . . Ja — det er farlig, kjære sennor, at reise med en saa smuk dame . . . men stol paa os. Kun over vore lik . . .
Den snakkesalige løitnant stanset pludselig. Delma hadde bøiet sig fremover og stirret meksikaneren ret i ansigtet.
—Jeg har ikke bedt om Deres indblanding hr. politibetjent, sa han med en skjærende haan. Det er ingen kunst at hænge en halvdød gammel mand.
Meksikaneren blev staaende og snappet efter luften. Han grep efter sin sabel og slap den igjen. Han vætet uavladelig sine tørre læber med tungen . . . Det saa ut som om han skulde kvæles av en eller anden gammel og medfødt tilbøielighet.
—Forbandede spaniol, mumlet han.
—Jeg er ikke spaniol, sa Delma arrig. Forføi Dem bort og gjør Deres pligt. De skal ha fat i en forsvunden passager, ikke sandt? . . . Hvorfor djævelen rider De ikke efter røverne? Kineseren kan fortælle Dem, hvor De red hen . . . Skynd Dem nu, ellers skal jeg sørge for, at De blir hængt for sløvhet i tjenesten.
Den unge løitnant var blit meget bleg, vendte sig hurtig om og trampet rasende hen til sine mænd.
—Der har du faat en farlig fiende, Jacques, sa Natascha bekymret.
—Mulig det. Men jeg kjender racen. De har hyænens natur. Saa du ikke det vikende blik i hans øine, da jeg skjældte ham ut? . . . Han er en av den slags, som er født til at krype under pisken. De gamle azteker og toltecer er døde. Det var en race av krigere og adelsmænd. Men Cortez slog den ihjel. Saa lot han slaverne leve og mænget sig med deres kvinder. De storskrytende morderhelte fra Otumba og de knæslidte pyramideslaver fra Tekscoco — det er dobbeltheten i den meksikanske folkesjel. Der findes ikke skikkelige folk i Meksiko. Heller ikke ordentlige forbrytere. Det er simpelthen en nation av knivstikkere og hestetyve, som stjæler, fordi det kribler i deres lange fingre . . . Se nu det stakkels fjols, som igaar blev puttet i en sæk, medens han laa i dypeste søvn, og lempet ut av toget. Det er en egte meksikansk strek, som vil skaffe Zapata helteglorien. Man vil le i hele Meksiko — like fra præsidenten til den usleste æseldriver, og ikke en morssjæl vil for alvor gjøre noget forsøk paa at rive ham ut av røverhøvdingens klør. Der vil formodentlig bli gjort en svare blæst, for manden er vel værd adskillige løsepenger, kan jeg tænke. Man vil hænge et halvt snes forkomne individer for at vise regjeringens gode vilje. Men Zapata, den gamle hallunk, vil ingen vove at røre med det yterste av en negl.
—Et ganske merkeligt land, sa Natascha eftertænksomt. Men jeg liker det. Det er herlig en gang at befinde sig i egne, hvor ikke loven hænger over en. Her er alt luner og tilfældighet. Alt vegeterer . . .
—Rigtig ja, avbrød Delma hende hurtig, men — paa dødens terskel . . . Ser du den kaffe, som blir bragt til os . . .? Der har været nogen og puslet med den . . . En meksikansk løitnant har ikke bare patroner i sadeltasken. Der findes ogsaa et hemmelig rum . . .
—For hvad?
Delma svarte ikke med en gang. Han tok et stort stykke brød og dyppet det i den rykende kaffe. Saa slængte han det hen i kroken av værelset. Der sat et par magre rotter og ventet paa chance . . . De flygtet forskrækket ind i sine huller.
Der gik et halvt minut. En pludselig stilhet la sig over den store sal. Alles øine hang ved kroken. Det var som om det uanselige brødstykke hypnotiserte alle. Løitnanten glemte endog at drikke sin pulque. Han var blit forfærdelig bleg.
Da stak der pludselig en snute frem av rottehullet, og et par vagtsomme øine tok maal av situationen. Alt saa stille og fredelig ut.
Den sultne rottes sultne øine utvidet sig, da den saa brødstykket. Den krøp helt frem og hugget løs paa føden med de spidse, hvite tænder —, ja den fraadset i en himmelsk lyksalighet . . .
Saa vendte den sig om for at gi sin kone i rottehullet en kraftig opfordring om at skynde sig . . .
Det var dens sidste ædle appel i denne verden. Rotten sank pludselig sammen, spjættet et par ganger med benene og blev derpaa rolig liggende . . . —Ser du, Natascha, sa Delma. De har ikke bare patroner og kniver, men ogsaa et hemmelig rum for de hemmeligste vaaben . . . Jeg er glad i kaffe, men jeg liker ikke stryknin.
Dermed feiet Jacques Delma de to kaffekopper væk fra bordet, trak en sværkalibret revolver op av lommen og gik like løs paa den meksikanske løitnant, uten at se hverken tilhøire eller tilvenstre.