I Kivledal

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
C. A. Reissel (s. 118-120).

I Kivledal, under Bjergeli,
var jevnet en Vei til Kirke;
men oppe i Lien ſmutted en Sti
ind under de tætte Birke.
Paa Veien drog Folket til Sang og Bøn,
paa Stien gik Bjergets Møer i Løn, —
og Solen ſpilled i Morgenſtunden
paa Kirkens Tag og paa Birkelunden.

Mens Sangen hørtes i Kirkechor,
bag Løvet Møerne ſade,
indtil Herr Peder i Sillejord
ſteg frem paa ſit Talerſtade;

Da vandred de op i den frie Ur
og blæſte en Slaat paa Horn og paa Lur.
Det klang ſaa fuldt gjennem Lundeſalen,
det klang ſaa ſødt gjennem Kirken i Dalen.

Hver Bjergehal og hver Li der var,
gav bævende Klang tilbage,
den hele Dal laa tindrende klar
i Toner af Lyſt og Klage.
Da ſprang der Blommer af Krat og Tjørn
da hviled i Luften den ſtærke Ørn,
og Vinden turde ei Løvet røre,
og hvert et Blad var et lyttende Øre.

Det var Herr Peder, den lærde Præſt,
han havde ſaa ſtam en Tunge;
han hæved ſin Røſt ſom han kunde bedſt,
da Tonerne hørtes runge;
men Ingen ſaa op, og Ingen gav Agt,
men Alle grebes af Tonernes Magt,
og Alle gik ud, ſom i Kirken vare,
Herr Peder tilſidſt bag ſin Sogneſkare.


Saa ſtandſed Folket i Solens Glands,
og ſtirred fortabt mod Fjeldet.
Med Smil og Taarer, med Sind og Sands,
de lytted til Tonevældet.
Og Blommerne ſpredte ſaa ſtærk en Duft,
og Ørnen ſvam i den klare Luft;
Hvert Blik var ſpændt og hver Læbe bunden,
til Tonernes ſidſte Klang var ſvunden.

Da meldte Herr Peder ſin Kirkeflok,
der ſtod med duggede Kinder:
„Nu har jeg manet i Sten og Stok
de kaglende Jettekvinder.“
Men Tonerne baned ſig ſelv en Vei,
og Folket i Dalen glemte dem ei.
Fra Bjelkehus og fra Lundeſalen
de høres endnu gjennem Kirkedalen.