Huldra eller Hulla
Huldra eller Hulla.
“Huldre mæ snøg aa bebrandes Hain –
Fletta brone Haar ti guldfingra Bain
– – – – – – – – – – –
Atte for Guten sætte ho sæg ne,
La tusindstrængte Langspel paa Kne.“
Storms Huldrevise.
Rundt om i Landet findes Sagn om et overnaturligt Væsen, der opholder sig i Skovene og i Bjergene, og som kaldes Huldra. Dette Væsen seer ud som en skjøn Qvinde. I Almindelighed er hun iført en blaa Stak og et hvidt Skaut[1], men har derhos en lang Ko- eller Reve-Rumpe, som hun dog efter Behag kan lade hænge ned og trække op. Naar hun kommer blandt Mennesker, hvis Selskab hun gjerne søger, saa skjuler hun sin lange Rumpe omhyggelig. Især liker hun godt unge og vakkre Mandfolk, med hvem hun gjerne vil dandse. Engang indfandt hun sig ved en Lystighed, hvor Enhver gjerne vilde dandse med den vakkre fremmede Pige; men midt under Dandsen fik den Gut, som dandsede med hende, Øie paa hendes lange Rumpe. Han mærkede strax, at det var en Huldre, med hvem han svingede sig og blev forskrækket. Dog fattede han sig strax og sagde kun til hende: „Skjøn Jomfru! du mister Strømpebaandet dit.“ Hun forsvandt strax, men lønnede siden den skaansomme og tause Gut med skjønne Gaver og en god Fæavl. Da hun kan skabe sig om til den veneste Pige og lokker Gutterne med Guld og grønne Skove, saa er hun for unge Mandfolk langt farligere end Huldremænd ere for de unge Piger. Den, som har indladt sig med en Hulder, kan vanskelig igjen blive hende qvit, da hun er hos ham, naar han mindst ønsker eller venter det. Hvis Gutten, som hun elsker, mener det alvorlig, saa lader hun sig gjerne døbe og lyse for, inden hun gifter sig, og ved Daaben eller Vielsen falder den lange Rumpe af hende. Stundom tage de forelskede Huldrer Ungkarle ind i Fjeldene til sig. Naar den Indtagne kan komme til at nævne Jesu Navn, saa har hverken Huldra eller andre underjordiske længere nogen Magt over ham. Dog beholder den, som har været indtagen i et Fjeld, stedse et Meen paa Sjel eller Legeme. En Gut i Valders, som var indtagen i et Fjeld en heel Maaned, slap vel ud ved at nævne Jesu Navn, men havde vist sat Livet til, hvis Huldren ei havde raadet ham, at holde sig til Siden, naar han gik ud; thi derved undgik han den gloende Sopelime, som hendes Fader kastede efter ham. Gutten var siden halvtosset og udbrød ofte: „Se der er a.“ Dog kunde ingen Anden see hende. Huldra spiller fortrinlig paa Mundharpe og Langeleik og forstaaer ogsaa at blæse paa Luur, hvorved hun samler og kalder til sig sin Buskab. Denne bestaaer baade af Kjør, Gjeter og Sauer, som stedse ere smukke og trivelige. Hendes Kjør, der melke fortrinlig, ere stedse kollede, som oftest brandede eller draablede, stundom blaae og i Sætersdalen hvide. Hendes Oxer ere derimod almindelig graae af Farve. Hendes Gjeter ere stedse kollede og hvide. En Mand fik engang fat paa en Hulla-Ko, og satte hende ind i Fjøset blandt sine øvrige Kreaturer. Kort efter kom Huldra, fordrede den tilbage og truede med at bruge Magt, hvis han ei vilde udlevere den, og det var ingen tom Trudsel, thi stærk er hun. At bøie en Jernstang, og hugge ned og bære hjem en Gran er en smal Sag for en Hulder, naar det kommer an paa at sætte sig i Respect. Ved denne Leilighed maatte hun imidlertid give sig og udløse sin Ko med tre Mark Sølv; thi man havde været saa forsigtig, at sætte Kors over Fjøsdøren. Som de øvrige underjordiske skyer hun Korsets Tegn, Jesu Navn og adskillige Urter, som Tyspost. Virand og Marihand. Ved at læse Fadervor og især „frels os fra det Onde,“ kan man hytte sig mod hendes Efterstræbelser. Af Mad liker hun især Flødegrød og Staburmad og tager ei i Betænkning at naske, hvis man ei har gjort Korsets Tegn eller „kriklet“ Maden. Da kan hun ei røre den.
- ↑ I Ombli er „Hudda“ grøn og tyvagtig.