Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/1

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

1. Den nyere Benævnelſe Norge er kun en Fordreielſe af det gamle Norvegr ɔ: den nordlige Vej, ogſaa kaldet Noregr, hvilket endnu (udtalt Norig) er det almindelige Navn i vort Folkeſprog. Den gamle Benævnelſe har, beſynderligt nok, bedre vedligeholdt ſig blandt fremmede Nationer; af det angelſaxiſke Norvege ſtammer nemlig det engelſke Norway, der ligefrem ſvarer til vort Norvegr; det tydſke Norwegen, og det i Middelalderens Latin brugelige Norvegia. Det er ſandſynligt, at Navnet har fulgt Nordmændene fra deres ældſte Opholdsſteder i det øſtlige Europa. Beſtemte Grændſer fik Norge førſt, efterat alle Smaariger, hvoraf det beſtod, ved Harald Haarfagres og hans nærmeſte Efterfølgeres Beſtræbelſer vare forenede til et Heelt, paa ſamme Tid ſom Naborigerne Danmark og Sverige ogſaa conſolideredes, hvorved naturligviis Spørgsmaalet om Grændſeſkjellet mellem de tvende Riger idetmindſte med nogenlunde Beſtemthed maatte blive afgjort.

Paa een Kant vedbleve dog Norges Grændſer at være ubeſtemte indtil langt hen i Tiden, nemlig paa den nordøſtlige, hvor Nordmændene allerede meget tidligt tilegnede ſig Herredømmet over Finnerne eller Lapperne, der maatte betale dem Skat. Egentlig ſkulde vel Benævnelſen Norvegr ophøre, hvor Landet ophørte at være beboet udelukkende, eller for den ſtørſte Deel, af Nordmænd, og dette Punkt ſynes indtil langt hen i Tiden at have været hiinſides Øen Senjen, ved Begyndelſen af Malangerfjorden; thi der begyndte paa Søſiden Finmarken (Finmörk ɔ: Finnernes Skovſtrækning): ſaa kaldtes med et Fællesnavn alle de øde Strækninger, hvor kun Finnerne droge frem og tilbage med ſine Rener. Men da efterhaanden Finmarken begyndte at betragtes ſom en integrerende Deel af Norges Rige, udſtraktes ogſaa tillige Norges Grændſer ſaa langt ſom Finmarken antoges at ſtrække ſig. Dette var langs Nordiishavets Kyſt og fremdeles langs den veſtre Side af det hvide Hav indtil Veleaga, nu Øen Voljo, nogle Mile øſtenfor Kandalax, og i Nærheden af Finnebyen Umba. Her fandtes et Grændſemærke, eller en Klippe, der kaldtes Veggistafr eller Eggistafr, hvilken allerede i det 13de Aarhundrede betragtedes ſom Norges yderſte Punkt, uagtet den yderſte Spidſe af den i det hvide Hav fremſtikkende Halvø egentlig laa meget længere i Øſt; men man regnede her efter den længſte Afſtand til Søs.

Den Nation, ſom længere mod Sydveſt berørte Finmarkens yderſte Grændſer, vare Karelerne eller Korjalerne, af vore Forfædre kaldte Kyrjálar, en af Finlands trende Hovedſtammer. Disſe Kareler ſtrejfede meget om blandt Finnerne paa Jagt og Rov, og have vel paa ſin Side ligeledes tilegnet ſig etſlags Skatteret over dem. Karelerne bleve ſiden underkaſtede Storfyrſtendømmet Novgorod, der nu traadte ind i alle de Rettigheder, Karelerne havde udøvet, og ſom idetmindſte fordrede Skat af alle de Kareler, der for Jagtens Skyld opholdt ſig i Finmarken, lige til Finmarkens yderſte veſtlige Grændſer. Da Mongolerne erobrede Rusland, flygtede en heel Deel Bjarmere, et med Karelerne beſlægtet tſhudiſkt Folk, der beboede Bjarmeland eller Strækningen mellem Onego og Petſhora (af Rusſerne kaldet Savolotſhie) til Norge, og fik af Haakon Haakonsſøn Tilladelſe til at nedſætte ſig omkring Malangerfjorden, imod at antage Chriſtendommen, ved hvilken Leilighed den førſte Kirke ſynes at være bleven bygget paa Tromsø. Herved opſtode mange Forviklinger med Henſyn til Grændſeforholdene med Rusland. Hellerikke med Sverige var man i disſe Egne paa det Rene, thi Kvænerne, den nordveſtligſt boende finlandſke Hovedſtamme, plejede ligeledes at ſtreife om i Finmarken, og over dem tilegnede Sverige ſig Herredømmet efter Finlands Erobring. Sverige var paa ſin Side ogſaa i heftig Strid med Rusland om Karelerne. Endelig afgjordes Trætten under Magnus Eriksſøns Mindreaarighed ved tvende Tractater, en mellem Sverige og Novgorod af 1323, og en mellem Norge og Novgorod af 1326, derhen, at Karelen deeltes mellem Sverige og Novgorod, omtrent ſaaledes ſom Grændſen nu gaar mellem Gouvernementet St. Michael og Keksholm ſamt videre nordenfor indtil et Sted, kaldet Kellentaipala, hvor Norges Grændſe begyndte. Dette Kellentaipala kunde maaſkee være at ſøge i Nærheden af Kellojavre i Kemi-Lapmark, eller ved Kalliojærvi, lidt længere i Øſt, hvor Kemi-Lapmark begynder; derfra maa Grændſen have ſtrakt ſig langs Fjeldene til henimod Imandraſøen, og derfra langs den deraf udløbende Elv forbi Konbozero til Veggistafr. Imidlertid forbeholdtes der ved Tractaten af 1326 Rusſerne Ret til at kræve Skat af ſine egne Underſaatter ſaa langt i Veſt, ſom til Lyngstuen, den yderſte Spidſe af Halvøen mellem Lyngenfjorden og Ulfsfjorden, paa Søſiden, og til Mæle-Aa, eller Maalselven, tilfjelds; den norſke Konge forbeholdt ſig derimod Retten til at kræve Skat endogſaa af dem, der havde en karelſk Fader og lappiſk Moder lige indtil nysnævnte Grændſepunkt, Veleaga ved det hvide Hav. At Grændſerne mellem Kellentaipala og Veleaga ej nøjere beſtemtes, kom viſtnok deraf, at det for Nordmændene, der meſt beſøgte disſe Egne til Søs, og derfor iſær krævede Skat af Lapperne ved Søkyſten og i Fjordbundene, maatte være vigtigſt at faae det yderſte Punkt for deres Skatkræven langs Søkyſten beſtemt; for Rusſerne derimod, hvis Skatkrævere gjennemſtreifede Fjeldegnene og kom ned til Kyſten ved Lyngen- og Malanger-Fjordene, maatte det være meſt magtpaaliggende at faa opgivet den yderſte Linie mod Veſt, ud over hvilken de ej maatte komme. Men herved opſtode naturligviis i Tidens Løb Forviklinger, og der dannede ſig imellem begge de betegnede Yderpunkter et Fællesdiſtrict. Tractatens noget dunkle Udtryk kunne og temmelig let fortolkes derhen, at det indenfor de nævnte Grændſer vare Søfinnerne, af hvilke de Norſke nærmeſt havde at kræve Skat, medens Fjeldfinnerne vare Rusſerne forbeholdte; og denne Fortolkning gjorde Rusſerne i Norges ſenere Afmagtsperiode ej alene gjeldende, men udvidede den til en formelig Beſiddelſes-Paaſtand. Den veſtlige Deel af det omtviſtede Diſtrikt, eller rettere Paaſtanden derpaa, afſtode de i 1595 til Sverige, ſom dog allerede ved Kalmarkrigen 1611—1613 af Chriſtian IV blev tvunget til at opgive Fordringerne paa det nuværende Finmarken; men fra Buggefjorden af øſtover vedblev endnu i to Aarhundreder Landet at være norſk-rusſiſk Fællesdiſtrict, indtil Grændſen endelig definitivt beſtemtes ved Tractaten af 1826.

Fra Kellentaipala af, hvor Svenſk Finland begynder, kjender man ikke Grændſen ſaa nøje; men man ſynes dog allerede i det 13de Aarhundrede at have ſkjelnet mellem norſk og ſvenſk Finmarken, hvoraf igjen ſynes at følge, at Grændſen regnedes, ſom nu, efter de højeſte Fjeldſtrækninger i Finmarken, hvor Hovedelvene udſprang og løb enten mod Veſt eller Øſt; ſaaledes fremdeles indtil Jemteland, der fra Haakon den Godes Tid tilhørte Norge. Grændſen mellem Jemteland og de øſtenfor liggende ſvenſke Landſkaber gik omtrent ſom den nuværende; den beſtemtes nærmere ved en Tractat omtrent ved 1270, ſaaledes at den egentligen ſkulde begynde ved Liderne i Nærheden af Søen Lenglingen (omtrent ved ſøndre Finlid i Snaaſen) og gaa tversover til Straumr (nu Strøm i Jemteland), men at Jemterne desuagtet ſkulde have Ret til at gaae paa Rensdyr- og Ekorn- Jagt 19 Mile nordenfor. Fra Strøm gik Grændſen ſydøſtlig over endeel Søer indtil Kjarsjór eller Kjöðsjór lidt nordenfor Rafundar (Ragunda), og derfra ſydveſtligt til Hafrar lidt øſtenfor Kirken, hvor Herjárdalr eller Herjedalen begynder. Grændſen angives imidlertid lidt forſkjelligt i Helſinge-Lovbogen;g efter denne (þingmálabálkr Cap. 15) begynder Grændſen i Uluþræsk (ɔ: Ulſøen i ſøndre Finlid, hvilken optager en kort Elv, der kommer fra Lenglingen), og videre langs Elvedraget, kaldet Ysma (maaſkee en Fordrejelſe af Inga eller Ingdøla) 15 Mile, hvorved Straumr og Rafundar ſynes at være regnede til Aangermanland. Mellem Herjedalen og Sverige gik Grændſen omtrent ſom Herjedalens nuværende Grændſe indtil Þrándarklettr (Trundeklitt) og Trollagröf (Trollegraf), derfra langs den ſydøſtlige Grændſe af Serna Sogn indtil den nuværende Grændſes Begyndelſe nærved Grønaaens Udløb i Tryſil-Elven. Derfra var Grændſen ſydefter ej meget forſkjellig fra den nuværende Grændſe lige til ſøndre Kornſø (Kornsjór), hvorfra den fulgte den nuværende Grændſe mellem Bohuslen og Dalsland indtil Gøtaelven. Derpaa fulgte den denne indtil omtrent ligeoverfor Konghelle (Konungahella), hvor den omcirklede et lille Stykke paa Øſtſiden, den ſaakaldte Skyrdalr; gik derfra over paa Øen Hiſingen, af hvilken den ſydøſtligſte Deel tilhørte Sverige; endelig til Danaholmen ligeud for Hiſingen, hvor Norges, Sveriges og Danmarks Grændſer mødtes.

Norges Grændſelande vare ſaaledes: længſt i Øſt det hiinſides det hvide Hav (Gandvík) liggende Bjarmaland (Savolotſhie); dernæſt Karelen (Kyrjálaland), endelig Kvænland og den ſvenſke eller kvænſke Deel af Finmörk; dernæſt de ſvenſke Landſkaber Meðalpaði, Helsingjaland, Járnberjaland, Vermaland, Dalr med Tilbehør og Vestra-Gautland. Det danſke Landſkab, ſom naaede op mod Danaholmen, var Halland.

At Norge eller rettere Norges Konger en ganſke kort Tid ogſaa vare i Beſiddelſe af Helſingeland, eller en Deel deraf, og Vermeland, kan her ej komme i Betragtning.