Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/1

Fra Wikikilden

1. Den nyere Benævnelse Norge er kun en Fordreielse af det gamle Norvegr ɔ: den nordlige Vej, ogsaa kaldet Noregr, hvilket endnu (udtalt Norig) er det almindelige Navn i vort Folkesprog. Den gamle Benævnelse har, besynderligt nok, bedre vedligeholdt sig blandt fremmede Nationer; af det angelsaxiske Norvege stammer nemlig det engelske Norway, der ligefrem svarer til vort Norvegr; det tydske Norwegen, og det i Middelalderens Latin brugelige Norvegia. Det er sandsynligt, at Navnet har fulgt Nordmændene fra deres ældste Opholdssteder i det østlige Europa. Bestemte Grændser fik Norge først, efterat alle Smaariger, hvoraf det bestod, ved Harald Haarfagres og hans nærmeste Efterfølgeres Bestræbelser vare forenede til et Heelt, paa samme Tid som Naborigerne Danmark og Sverige ogsaa consolideredes, hvorved naturligviis Spørgsmaalet om Grændseskjellet mellem de tvende Riger idetmindste med nogenlunde Bestemthed maatte blive afgjort.

Paa een Kant vedbleve dog Norges Grændser at være ubestemte indtil langt hen i Tiden, nemlig paa den nordøstlige, hvor Nordmændene allerede meget tidligt tilegnede sig Herredømmet over Finnerne eller Lapperne, der maatte betale dem Skat. Egentlig skulde vel Benævnelsen Norvegr ophøre, hvor Landet ophørte at være beboet udelukkende, eller for den største Deel, af Nordmænd, og dette Punkt synes indtil langt hen i Tiden at have været hiinsides Øen Senjen, ved Begyndelsen af Malangerfjorden; thi der begyndte paa Søsiden Finmarken (Finmörk ɔ: Finnernes Skovstrækning): saa kaldtes med et Fællesnavn alle de øde Strækninger, hvor kun Finnerne droge frem og tilbage med sine Rener. Men da efterhaanden Finmarken begyndte at betragtes som en integrerende Deel af Norges Rige, udstraktes ogsaa tillige Norges Grændser saa langt som Finmarken antoges at strække sig. Dette var langs Nordiishavets Kyst og fremdeles langs den vestre Side af det hvide Hav indtil Veleaga, nu Øen Voljo, nogle Mile østenfor Kandalax, og i Nærheden af Finnebyen Umba. Her fandtes et Grændsemærke, eller en Klippe, der kaldtes Veggistafr eller Eggistafr, hvilken allerede i det 13de Aarhundrede betragtedes som Norges yderste Punkt, uagtet den yderste Spidse af den i det hvide Hav fremstikkende Halvø egentlig laa meget længere i Øst; men man regnede her efter den længste Afstand til Søs.

Den Nation, som længere mod Sydvest berørte Finmarkens yderste Grændser, vare Karelerne eller Korjalerne, af vore Forfædre kaldte Kyrjálar, en af Finlands trende Hovedstammer. Disse Kareler strejfede meget om blandt Finnerne paa Jagt og Rov, og have vel paa sin Side ligeledes tilegnet sig etslags Skatteret over dem. Karelerne bleve siden underkastede Storfyrstendømmet Novgorod, der nu traadte ind i alle de Rettigheder, Karelerne havde udøvet, og som idetmindste fordrede Skat af alle de Kareler, der for Jagtens Skyld opholdt sig i Finmarken, lige til Finmarkens yderste vestlige Grændser. Da Mongolerne erobrede Rusland, flygtede en heel Deel Bjarmere, et med Karelerne beslægtet tshudiskt Folk, der beboede Bjarmeland eller Strækningen mellem Onego og Petshora (af Russerne kaldet Savolotshie) til Norge, og fik af Haakon Haakonssøn Tilladelse til at nedsætte sig omkring Malangerfjorden, imod at antage Christendommen, ved hvilken Leilighed den første Kirke synes at være bleven bygget paa Tromsø. Herved opstode mange Forviklinger med Hensyn til Grændseforholdene med Rusland. Hellerikke med Sverige var man i disse Egne paa det Rene, thi Kvænerne, den nordvestligst boende finlandske Hovedstamme, plejede ligeledes at streife om i Finmarken, og over dem tilegnede Sverige sig Herredømmet efter Finlands Erobring. Sverige var paa sin Side ogsaa i heftig Strid med Rusland om Karelerne. Endelig afgjordes Trætten under Magnus Erikssøns Mindreaarighed ved tvende Tractater, en mellem Sverige og Novgorod af 1323, og en mellem Norge og Novgorod af 1326, derhen, at Karelen deeltes mellem Sverige og Novgorod, omtrent saaledes som Grændsen nu gaar mellem Gouvernementet St. Michael og Keksholm samt videre nordenfor indtil et Sted, kaldet Kellentaipala, hvor Norges Grændse begyndte. Dette Kellentaipala kunde maaskee være at søge i Nærheden af Kellojavre i Kemi-Lapmark, eller ved Kalliojærvi, lidt længere i Øst, hvor Kemi-Lapmark begynder; derfra maa Grændsen have strakt sig langs Fjeldene til henimod Imandrasøen, og derfra langs den deraf udløbende Elv forbi Konbozero til Veggistafr. Imidlertid forbeholdtes der ved Tractaten af 1326 Russerne Ret til at kræve Skat af sine egne Undersaatter saa langt i Vest, som til Lyngstuen, den yderste Spidse af Halvøen mellem Lyngenfjorden og Ulfsfjorden, paa Søsiden, og til Mæle-Aa, eller Maalselven, tilfjelds; den norske Konge forbeholdt sig derimod Retten til at kræve Skat endogsaa af dem, der havde en karelsk Fader og lappisk Moder lige indtil nysnævnte Grændsepunkt, Veleaga ved det hvide Hav. At Grændserne mellem Kellentaipala og Veleaga ej nøjere bestemtes, kom vistnok deraf, at det for Nordmændene, der mest besøgte disse Egne til Søs, og derfor især krævede Skat af Lapperne ved Søkysten og i Fjordbundene, maatte være vigtigst at faae det yderste Punkt for deres Skatkræven langs Søkysten bestemt; for Russerne derimod, hvis Skatkrævere gjennemstreifede Fjeldegnene og kom ned til Kysten ved Lyngen- og Malanger-Fjordene, maatte det være mest magtpaaliggende at faa opgivet den yderste Linie mod Vest, ud over hvilken de ej maatte komme. Men herved opstode naturligviis i Tidens Løb Forviklinger, og der dannede sig imellem begge de betegnede Yderpunkter et Fællesdistrict. Tractatens noget dunkle Udtryk kunne og temmelig let fortolkes derhen, at det indenfor de nævnte Grændser vare Søfinnerne, af hvilke de Norske nærmest havde at kræve Skat, medens Fjeldfinnerne vare Russerne forbeholdte; og denne Fortolkning gjorde Russerne i Norges senere Afmagtsperiode ej alene gjeldende, men udvidede den til en formelig Besiddelses-Paastand. Den vestlige Deel af det omtvistede Distrikt, eller rettere Paastanden derpaa, afstode de i 1595 til Sverige, som dog allerede ved Kalmarkrigen 1611—1613 af Christian IV blev tvunget til at opgive Fordringerne paa det nuværende Finmarken; men fra Buggefjorden af østover vedblev endnu i to Aarhundreder Landet at være norsk-russisk Fællesdistrict, indtil Grændsen endelig definitivt bestemtes ved Tractaten af 1826.

Fra Kellentaipala af, hvor Svensk Finland begynder, kjender man ikke Grændsen saa nøje; men man synes dog allerede i det 13de Aarhundrede at have skjelnet mellem norsk og svensk Finmarken, hvoraf igjen synes at følge, at Grændsen regnedes, som nu, efter de højeste Fjeldstrækninger i Finmarken, hvor Hovedelvene udsprang og løb enten mod Vest eller Øst; saaledes fremdeles indtil Jemteland, der fra Haakon den Godes Tid tilhørte Norge. Grændsen mellem Jemteland og de østenfor liggende svenske Landskaber gik omtrent som den nuværende; den bestemtes nærmere ved en Tractat omtrent ved 1270, saaledes at den egentligen skulde begynde ved Liderne i Nærheden af Søen Lenglingen (omtrent ved søndre Finlid i Snaasen) og gaa tversover til Straumr (nu Strøm i Jemteland), men at Jemterne desuagtet skulde have Ret til at gaae paa Rensdyr- og Ekorn- Jagt 19 Mile nordenfor. Fra Strøm gik Grændsen sydøstlig over endeel Søer indtil Kjarsjór eller Kjöðsjór lidt nordenfor Rafundar (Ragunda), og derfra sydvestligt til Hafrar lidt østenfor Kirken, hvor Herjárdalr eller Herjedalen begynder. Grændsen angives imidlertid lidt forskjelligt i Helsinge-Lovbogen;g efter denne (þingmálabálkr Cap. 15) begynder Grændsen i Uluþræsk (ɔ: Ulsøen i søndre Finlid, hvilken optager en kort Elv, der kommer fra Lenglingen), og videre langs Elvedraget, kaldet Ysma (maaskee en Fordrejelse af Inga eller Ingdøla) 15 Mile, hvorved Straumr og Rafundar synes at være regnede til Aangermanland. Mellem Herjedalen og Sverige gik Grændsen omtrent som Herjedalens nuværende Grændse indtil Þrándarklettr (Trundeklitt) og Trollagröf (Trollegraf), derfra langs den sydøstlige Grændse af Serna Sogn indtil den nuværende Grændses Begyndelse nærved Grønaaens Udløb i Trysil-Elven. Derfra var Grændsen sydefter ej meget forskjellig fra den nuværende Grændse lige til søndre Kornsø (Kornsjór), hvorfra den fulgte den nuværende Grændse mellem Bohuslen og Dalsland indtil Gøtaelven. Derpaa fulgte den denne indtil omtrent ligeoverfor Konghelle (Konungahella), hvor den omcirklede et lille Stykke paa Østsiden, den saakaldte Skyrdalr; gik derfra over paa Øen Hisingen, af hvilken den sydøstligste Deel tilhørte Sverige; endelig til Danaholmen ligeud for Hisingen, hvor Norges, Sveriges og Danmarks Grændser mødtes.

Norges Grændselande vare saaledes: længst i Øst det hiinsides det hvide Hav (Gandvík) liggende Bjarmaland (Savolotshie); dernæst Karelen (Kyrjálaland), endelig Kvænland og den svenske eller kvænske Deel af Finmörk; dernæst de svenske Landskaber Meðalpaði, Helsingjaland, Járnberjaland, Vermaland, Dalr med Tilbehør og Vestra-Gautland. Det danske Landskab, som naaede op mod Danaholmen, var Halland.

At Norge eller rettere Norges Konger en ganske kort Tid ogsaa vare i Besiddelse af Helsingeland, eller en Deel deraf, og Vermeland, kan her ej komme i Betragtning.