Havet

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel (Første Binds. 28-30).

... Havet stunder jeg mot, ja havet,
hvor fjærnt det ruller i ro og højhed.
Med vægt av fjælltunge tåkebanker
det vandrer evig sig selv i møte.
Skjønt himlen daler, og landet kaller,
det har ej hvile, og ej det viger.
I sommernatten, i vinterstormen
det vælter klagende samme længsel.

Mot havet stunder jeg, ja mot havet,
hvor fjærnt det løfter den kolde panne!
Se, værden kaster sin skygge på den
og spejler hviskende ned sin jammer.
Men solen stryker den varm og lysblid
og taler frejdig om livets glæde.
Dog like iskold, tungsindig rolig
den sænker sorgen og sænker trøsten.


Fullmånen suger, orkanen løfter,
men taket glipper, og vandet strømmer.
Lavlandet nedhvirvles, bærg hensmuldrer,
mens jævnt det skyller mot evigheden.
Hvad hen det drager, må vejen vandre;
hvad engang synker, det stiger ikke.
Ej bud der kommer, ej skrik der høres;
dets egen tale kan ingen tyde.

Mot havet er det, langt ut mot havet,
som aldrig kjænner en stunds forsoning!
For alt som sukker, det er forløser,
men drager vid’re sin egen gåde.
Føl denne sælsomme pakt med døden,
at alt det gir ham — sig selv kun ikke!

Jeg føres, hav, av dit store tungsinn,
og slipper ned mine matte planer
og lader flyve de bange længsler:
din kolde ånde mit bryst skal svale!
Lad døden følge, på byttet lure:
vi skal nok spille en stund om brikken!
Jeg sliter timer ifra din rovlyst,
mens frem jeg skjær under vredes-brynet;
du skal kun fylle mit spænte storsejl
med dine susende dødsorkaner,
din bølges rasen mer skyndsomt bære
mit lille fartøj mot stille vande.

Hvad heller ensomt og mørkt ved roret,
forlatt av alle og glæmt av døden,
når fremmed sejl fra det fjærne vifter,
og andre stryker forbi i natten,
at mærke strømningens underdønning
— havhjærtets suk, når det drager ånde —
og bølgens smågang mot bjælkelaget,
— det stille tidsfordriv i dets tungsinn.
Da skyller længslerne langsomt over
i alnaturens havdype smærte,
og nattens, vandets forente kulde
min sjæl utruster for dødens rike.

Så kommer dagen! Og motet springer
i lange buer mot lys og hvælving,

og skibet snøfter og lægger siden
med vellyst ned i den kolde bølge,
og gutten klavrer med sang mot toppen
at rede sejlet, så det kan svulme,
og tanker jager som trætte fugler
om mast og ræer, men får ej fæste . . .
Ja, ja, mot havet! Dit drog jo Vikar!
Som han at sejle, og så at synke
i skibets forstavn hos konning Olav!
Med kjølen kløve den kolde tanke,
men fange håb av den minste luftning!
Med dødens fingre bakefter roret,
men himlens klarhed utover vejen!

Og så engang i den siste time
at mærke naglerne give efter,
og døden trykke på plankelaget,
så vandets frælsende strøm kan komme!
Da lægges ned i de våte kluter
og fires dit hvor det evig tier,
mens bølgen ruller mit navn mot stranden
i store måneskinsklare nætter!


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.