Alene og i anger
Samlede værker. Mindeutgave
Gyldendalske Boghandel, (Første Bind, s. 30).
Jeg ejer en ven, han hviskede nu
„Guds fred!“ i mit natvåke sinn.
Når lysene dør, når mørket har gru,
da kommer han gjærnest in.
Han ejer ej ord, som faller mig hårdt;
ti selv har han syndet og lidt.
Han læger med blik det sted som er sårt,
og sitter, til jeg har stridt.
Er gjærningen gjort, han kaller den sin,
om hjærtet har sorg derved.
Han tvætter den tro med så håndbløtt et lin,
at smærten må give fred.
Han fulgte hvert håb, som jublende steg,
han tyngede ej, når det fallt.
Han står her just nu, så mild, men så bleg; —
om år skal han se, hvad det gallt!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |