Haandbog i Afholdsreformen af K. Andresen
19. Om Afskaffelsen af Brændevinets Brug som Drik, eller Afholdsreformen og Midlerne til denne Reforms Gjennemiførelse. En Haandbog af K. N. Andresen. Udg. af Direktionen for “Den norske Forening mod Brændeviinsdrik.“ 2det uforandrede Oplag. Christiania 1847. 272 S. l. 8vo P. T. Malling. Heftet 32 ß.
Med levende og stigende Interesse har Anm. atter gjennemlæst dette i saa mange Henseender fortjenstfulde Arbeide. Uden Hensyn til Læserens personlige Mening om Afholdsreformen, maa han føle sig behageligt tiltalt af Forfatterens klare, livlige Dialektik og varmt udtalte Overbeviisning. Da det 1ste Oplag efter et Aars Forløb er udsolgt, er Bogen sandsynligviis allerede de Fleste bekjendt, og en Rekapitulation af dens 7 Afsnits Indhold maa derfor ansees mindre fornøden. Ved en Bog som denne nytter det ikke, for at bevirke den læst, at fortælle Afholdsreformens aktive eller passive Modstandere Alt, hvad de her kunne finde og Reformens Venner kjende den forlængst; bedre vil det maaskee være blot at anføre et eneste lidet Vidnesbyrd af Bogen selv og Anm. vælger dertil et Par Ord af Forfatterens Beviisførelse mod en Indvending, som altfor ofte høres, nemlig at de saakaldte fornemme Stænder maa give slip paa Vinen, hvis man skal vente, at de simplere Klasser skulle opgive Brændevinet. Denne Indvending imødegaaer Forf. S. 75–94 paa en Maade, som man tør kalde mesterlig. Han viser, at Brændevinet som Drik ikke er en Nydelse som Vinen, men først bliver det ved Vanen; at de før til Brændeviin anvendte Penge kunne af Arbeidsklassen anvendes til det Nyttige eller Behagelige; at Øllet og ikke Brændevinet er Vinens mindre fornemme Broder; at hiin Indvending sjelden eller aldrig høres af den simple Mand selv, men alene blandt de fornemme Stænder; den simple Mand alene, – viser Forf. – kjender tilfulde Brændevinets rædsomme Følger, og misunder derfor Ingen denne Drik; Forf. viser fremdeles, at det ikke er Reformens Opgave at udjævne Menneskenes ydre Kaar, altsaa ei heller at skaffe den Fattige samme Nydelse som den Rige, skjønt den vistnok kan bidrage dertil, og endelig, hvad der er det Mærkeligste, hvad man maatte ønske læst og fattet af enhver brav Mand i Landet, han viser, “at de til Brændeviinsdrik blandt de saakaldte simplere Stænder, navnlig i Byerne, medgaaende Pengesummer beløbe sig, lignede paa hver især, til en endog større Sum, end de til Viindrik blandt de øvrige Stænder medgaaende Penge, lignede paa hver især, udgjøre.“ “Ifølge nøiagtige statistiske Beregninger – skriver Forf. S. 83 – beløber det aarlige Viinforbrug i Norge sig til 480,000 Potter, medens Brændeviinsforbruget udgjør omtr. 20 Mill. Potter. Viinforbruget forholder sig altsaa til Brændeviinssorbruget som 1:42; med andre Ord: naar der drikkes 1 Flaske Viin, drikkes der 42 Flasker Brændeviin i Landet.“ Hermed maa den Grund mod at understøtte Maadeholdsreformen, som hentedes fra Viindrikken, og som saa Mange have erklæret for deres eneste Betænkelighed, erklæres hævet; thi kan, – som Forf. senere godtgjør – disse Mennesker, om hvem det hedder, “at de ei have Raad til at drikke Andet end Brændeviin“, ved at anvende de dertil for medgaaende Penge til Viin, “endog have Leilighed til at drikke mere Viin, end de øvrige Stænder bruge, saa er der vist ingen Grund til at benytte den simple Mands formeentlige Savn som Indvending.“ “Det vil af det Foranførte være indlysende for Enhver, der ei forsætligen tillukker Øinene for Sandheden, at den Indvending mod Afholdsreformen, der hentes fra en vedblivende Brug af Vinen, er saa langt fra at ramme Reformen, at den tvertimod aabenbar endog falder ud til dennes Fordeel“ (S. 84; hvor Gjendrivelserne i kjernefuld Korthed ere gjentagne), “og skaber endog, efter hvad Erfaring viser, Enthusiaster for Reformen netop blandt dens meest erklærede theoritiske Modstandere. Det er som man med Et faaer Øinene op for en Sandhed, som man ganske har glemt, netop fordi man daglig har været Vidne til den; man forbauses over sin egen Ueftertænksomhed, og faaer her Beviset i Hænde for, at Afholdssagen maaskee mere end nogensomhelst anden Sag fordrer en grundig og upartisk Overveielse netop fordi man altid er tilbøielig til at troe, at man iforveien kjender den, og at derfor enhver Belæring i denne Henseende er ganske og aldeles overflødig“ (S. 88.)
Dog, Anm. maa afbryde disse Citater – Bogens bedste Anbefaling. Enhver, der føler for sine Medmennesker og er villig til for deres Bedste at opofre Noget, læse dette Skrift; det vil tiltale ham i mange Henseender, selv om han aldrig personlig slutter sig til den Sag, Forf. med saamegen Dygtighed og Varme taler.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |