Guldaaren/Kapittel 17
I den store hall paa Waldorf Astoriahotellet i Newyork var det børstid. Det mægtige, høithvælvete rum, hvor der var ødslet med den mest smakløse luksus, gjenlød av den skurrende metalklang, som er grundtonen i den amerikanske forretningsmands stemning. Telegrafrummet var overfyldt, telefonerne skrek fra sine kiosker, piccoloerne fløi frem og tilbake, automobilerne vandret i procession foran indgangen. Den 73-aarige Pierpont Morgan sat i en polstret skindstol og røkte en Key West-cigar med resterne av det, som engang var Rockefeller. Og de unge forretningsløver, som ikke tok hatten av for fanden selv, gik i ærbødig kredsgang rundt de store mammons profeter.
Det var vanskelige tider, og Waldorf Astoria avspeilte mangemillionærernes smaa bekymringer. Krig stod for døren, og forviklinger var der allevegne. Panamakanalen funktionerte daarlig, og den amerikanske krigsflaate laa utenfor Colon og ventet paa, at Chagresfloden skulde faa vand nok til at fylde sluserne ved Gatun. Meksiko var en eneste ildmørje av oprør, revolution og fremmedmyrderier, og Roosevelt hadde al sin kløkt behov for at holde balance i den verdenshistoriske uro.
Litt utenfor myldret stod en høi mand med militær holdning og forsøkte at ryste av sig en liten, ivrig mand.
—Jeg har ikke tid, ropte den høie mand med en dyp, knurrende bas. Om en halv time skal jeg reise til New Orleans og . . .
—De maa ofre et halvt minut, sa den lille fyr med stor bestemthet. Jeg har jagtet paa Dem i tre uker, . . . og nu har jeg Dem, hr. admiral. Altsaa: Det var Dem, som i sin tid fragtet Aristide Cabot alias Jaap van Huysmann fra Colon til Frisco . . .
Admiral Farragut vendte sit kobberrøde ansigt mot den lille mand, der hang paa ham som en foksterrier.
—Ja, svarte han arrig. I pokkerens skind og ben . . .
—Huysmann hadde en syk ven med sig — ikke sandt?
—Jo, det var en ung fyr, som het Stone.
—Husk Dem nu godt om, hr. admiral: Var Stone og Huysmann tilfældise bekjendte eller gamle venner?
Admiralen saa for første gang interessert op.
—Nu skjønner jeg, hvor De vil hen. Aha! De er ikke saa dum, som De ser ut til, hr. Dan O’Kelly . . . Jo, det skal jeg si Dem. Huysmann, den forbandede snytenstrup, sa til mig, at denne Stone var en av hans bedste og kjæreste venner, som ved et under var undgaat døden. Han hadde i sin tid hat forretninger med ham, sa han . . . . Forretninger? Ha-ha! . . . . Kan De faa fyren dømt, gjorde De mig en personlig tjeneste. Den historien med Huysmann har skaffet mig adskillige søvnløse nætter. Jeg tror, det vilde hjælpe paa min søvn at vite Huysmans kamerat paa den elektriske stol.
—Skal gjøre mit bedste, hr. admiral. Han er ikke langt borte.
—Hvad mener De med det?
—At han befinder sig nogen skridt fra os. I spisesalen. Det er Stone, som opdaget den nye guldaare i Klondyke. Han sitter nu og spiser lunch sammen med en ven og den vakreste pike nordenfor polarcirkelen. Iaften vil han spise et andet sted.
—Hvor da?
—I Sing-Sing fængslet, avdeling B, for farlige forbrydere. Han har lurt mig en gang. Det har aldrig hændt, at Dan O’Kelly har latt sig spille paa næsen to ganger.
—Har De beviser?
—Hvem pokker spør om beviser. Den internationale forbryderliga i Paris er sprængt og avsløret. Huysmann var dens chef, og Sam Creek var ligaens »direktør« i Frisco. — Stone var Huysmanns og Creeks ven og det er nu bevist, at han var med paa den samme sporvogn, med hvilken Huysmann undslap. Er ikke det tilstrækkelig? . . . . Jeg forsikrer Dem, hr. admiral, at vi skal finde adskillige mord og tyverier, naar vi begynder at rote efter i Stones liv . . . Han ser ut som en ærlig mand. Det gjør de fleste fremragende forbrydere . . . »Imperator« gaar imorgen til Hamburg. Formodentlig er Stone tysker. Han vil søke at undslippe med den baat. Men han kommer ikke fra Newyork. Pinkertons slipper ikke sit bytte. Stone er solgt. Hans guldaare vil ikke hjælpe ham. Han har kaldt mig en dumrian. Det ord skal han faa æte i sig igjen . . .
Admiralen trykket hjertelig hans haand. Og Dan O’Kellys lille skikkelse forsvandt i vrimlen som en røskat i en kornaker. Utenfor hallen traf han to civile detektiver. Det var overordentlig kraftige folk, klædd efter sidste mote med blomster i knaphullerne og kulørte veste. Deres overdrevne velklæddhet røbet deres nivaa. De var almindelige slaaskjæmper for den almene sikkerhet, og deres sjæle slumret i deres muskulatur.
—Dere gaar like op til værelse 480, sa han hurtig. Laas dere ind med nøklen her og laas døren igjen efter dere. Vent til manden kommer. Kast dere over ham bakfra. Saa pent og stilfærdig som mulig. Det er en farlig fyr og meget sterk . . .
De to muskelmænd smilte haanlig.
—Og selvfølgelig er han bevæbnet, fortsatte O’Kelly. Men revolverskud maa ikke høres. Dere maa negle ham i første omgang. Haandjern og knebel, hvis han skulde skraale. Saa bærer vi ham i al stilhet hen til vareelevatoren og lar den gode hr. Stone gaa kjøkkenveien . . . Altsaa 489, . . . skriv det op paa mansjetterne . . . . Jeg stoler paa, at dere gjør godt arbeide. Vent saa, til jeg kommer. Bland ingen av hotelbetjeningen op i saken. Dere har jo polititegnet, hvis det kniper . . . Om en time er jeg tilbake. Og da haaber jeg, dere har ham . . . .
Fjeld og Hart sat i den store spisesal — det skjønneste tempel i verden til Lucullus’ minde. Men hvem var den unge dame, som sat sammen med dem? Var det mulig, at denne blændende vakre ladylike kvinde i det smakfulde og utsøkte toilette var den samme, som . . .? Jo, saa sandelig var det ikke Bessie Lecouvreur fra Dawson City som sat der mellem millionløverne, frit og utvungent, som om hun aldrig nogensinde hadde spillet poker til den lyse morgen med en bande halvfulde mandfolk. Det gamle, franske blod i hendes aarer ledet hende trygt ind i det nye liv. Hendes bevægelser var naturlige og frie, og hun bar det skjønne hode, hvori den lille touche av Chippewastammens glød kun var et flatterende plus, med en overraskende fri værdighet. Man skulde ha svoret paa, at den unge dame hele sit liv hadde færdedes i de cirkler, hvor moden er alfa og omega. Men Bessie selv følte sig ikke saa sikker. Det var likesom, der banket et andet hjerte i hendes bryst. Lykken var kommet saa overraskende til hende . . . . og nu sat Pierre Lecouvreurs datter og gjorde bot i sit hjerte for sin ungdoms forvildelser . . . Hvad hadde ikke disse to gode mænd gjort for hende? . . . . . Og før solen gik ned, skulde hun bli Wilhelm Harts hustru . . . Hvor verden var rik og underfuld! Pludselig kom der et skarpt og bekymret blik i hendes mørke øine. Hun lænte sig over til Fjeld.
—Husker du den lille detektiv ved Efraims hytte? Dan O’Kelly het han visst. Jeg har idag set ham tre ganger og nu sidst ved døren derborte. Saavidt jeg kan forstaa, er det en av os, han jager efter. Jeg kan ikke bli kvit hans marekatansigt, hvor jeg gaar. Og saa har han saa travelt med at skjule sig.
—Det har jeg længe ventet, sa Fjeld. Den amerikanske hjerne arbeider langsomt. Endelig er det altsaa gaat op for Dan O’Kelly, at Jaap van Huysmanns ven er en farlig mand. Det skulde ikke undre mig, om han har en eller anden arrestordre paa mig i sin lomme . . . . Kjære venner, fortsatte han og reiste sig . . . . skal jeg overvære vielsen, faar jeg nok ta mine forholdsregler. Ellers kan det hænde, jeg blir nødt til at sende avbud. Men la det være en hemmelighet mellem os, ellers kan Dan O’Kelly komme til at by os paa flere overraskelser . . . . Paa gjensyn i den tyske kirke!
Langsomt gik Fjeld ut av spisesalen, tok sit tøi i garderoben og kjørte op til 7de etage, hvor hans værelse laa. Der kom en opvarter gaaende. Fjeld stanset ham.
—Si mig, har nogen spurt efter mig?
—Nei. Men er det ikke herren paa 489?
—Jo.
—Da sitter der visst et par herrer og venter paa Dem. Det er ikke mere end 5 minutter, siden jeg saa dem. De laaste sig ind selv . . . Er det maaske nogen av herrens venner?
Fjeld tænkte sig litt om.
—Nei, sa han. Ikke det jeg vet. Her har jeg nøklen til mit værelse.
Opvarteren steilet.
—Da maa det være hoteltyve, hvisket han forfærdet. Har De store værdier hos Dem?
—Adskillige tusen dollars ligger i min kuffert . . .
—Da maa det meldes til direktøren — øieblikkelig. Vi har egne detektiver, som ikke har noget med politiet at gjøre for den slags tilfælde. Hurtig . . .
Direktøren blev fyr og flamme ved opvarterens beretning. Han søkte at berolige Fjeld . . .
—De behøver ikke at frygte noget tap, sa han venlig. Vore detektiver vil greie saken i al stilhet. De er de sterkeste og dristigste folk i hele Newyork. De vil greie affæren paa den mest diskrete maate . . . . Aa, disse forbandede hoteltyve, som man aldrig kan bli kvit! . . .
Fjeld slentret tilsynelatende modløs ut av kontoret, gik ut i hallens mylder, puffet sig sindig frem til en av utgangene og naadde tilslut ut paa gaten. Saa spaserte han nedover mot Broadway, stanset en automobil og kjørte ut til den tyske kirke . . .
Men hotellets detektiver gne sine hænder over den smukke affære, som var betrodd dem. De tok elevatoren op til 7de etage, laaste sig hurtig ind i værelse nr. 489, hvor førstemand blev angrepet av to bomsterke karer, som slog detektiven til jorden med en sandsæk.
Men hans kollega styrtet over den faldne og angrep de to Pinkerton’ere med kraft og vælde. Det blev et forfærdelig slagsmaal, som vilde ha gjort sig fortræffelig i en bokserring. De fire bevidste herrer slog løs paa hverandre med al den teknik, som udmerker de mere officielle slaaskjæmper. Det regnet med hug og slag paa begge sider. Og ingen sa et kvæk. For det gjaldt jo at være diskret og stilfærdig til det yderste. Begge partier mente jo, at de slog vældige slag for lov og samfund. Og denne ædle tanke væbnet deres muskler med en frygtelig kraft. Der blev utdelt slag, som vilde sømme sig en Jeffries eller Jack Johnson. Der »muredes« øine igjen, der knæktes næseben, og tænderne skranglet i de blodfyldte munde.
Seiren var længe uviss. Men endelig kom manden, som hadde faat sandsækken i hodet, til fuld bevissthet. Han heldte en krukke vand over sit hode, og i næste øieblik for hans næve ind blandt de kjæmpende, saa Dan O’Kellys detektiver mistet pusten og trillet overende. Nogen sekunder efter hadde de fot- og haandjern paa sig, og seirherrerne satte sig, pustende og stønnende, i de nærmeste stole og reparerte de frygtelig mishandlede ansigter, saa godt de kunde.
Da stak et litet hode ind ad døren.
—Har dere ham? hvisket Dan O’Kelly.
—Vi har dem begge, svarte den ældste hoteldetektiv med hodet indhyllet i et vaatt haandklæde. Det var nogen pokkers fyre til at slaa fra sig . . .
Den lille irlænder blev staaende maalløs. Alt løp rundt i hans hode. Der laa hans to bedste mænd — præmierte boksere — med blodfraaden om munden, og over dem stod hotellets detektivstab og snappet efter veiret. Og hvor var Stone . . .?
—Hvad i djævelens skind og ben er dette? skrek han.
—To hoteltyve, sir, svarte hotelmanden. Gjesten anmeldte dem. En opvarter saa dem laase sig ind. Aa, gubevaremigvel for nogen næver. Man skulde næsten tro . . .
Ingen fik nogensinde vite, hvad den brave mand trodde. Ti skjældsordene stod som et haglveir mot ham og tok den sidste rest av luft fra Waldorf Astoriamandens lunger. Men Dan O’Kelly styrtet ut paa gangen.
—Hvor er gjesten paa 489. Grip ham, død eller levende. Det er ham, vi skal ha tak i . . .
Men gjesten fra 489 kom slet ikke tilbake. Han bivaante en liten, enkel brudevielse i den tyske kirke, kysset en reiseklædd brud paa panden og omfavnet en ven til farvel. Saa kjøpte han sig en kuffert og endel reiseutstyr, avsendte et telegram til Ilmari Erko, Kristiania, tok en automobil og kjørte ned til kaien, hvor Den norske amerikalinjes nye baat »Vinland«, kaptein Hjortdahl, laa klar til avgang.
Her lot han sig indskrive i passagerprotokollen som dr. Jonas Fjeld fra Kristiania.
Men paa Waldorf Astoriahotellet i Newyork findes der den dag idag en vakker okselærs kuffert med nogen mansjetskjorter, snipper og endel undertøi samt en stor Nagantrevolver, som synes at være flittig brukt. Ellers ingenting.
—Den tilhører verdens farligste forbryder, siger Dan O’Kelly. Og direktøren ser paa den med ærefrygt, naar han i et ledig øieblik glir ind i kontorets allerhelligste for at drikke en whisky og soda.