Hopp til innhold

Guldaaren/Kapittel 1

Fra Wikikilden
Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 5-11).
I
DEN NYE VERDENSVEI.


Var verdensfreden brutt? . . .

Saa langt øiet rak, var det dypblaa tropehav klædd i panser og plate. Tykke røksøiler svømmet omkring i den klare, solmættede luft og kastet spøkelsesagtige skygger henover havspeilet. Og lange, næsten umerkelige dønninger vugget den største krigsflaate, verden nogensinde har set, ind mot den lave aasryg helt inde i den dypeste krok av Mellemamerika.

De mægtige, graagule kolosser hadde imidlertid ikke hastverk. Der vaiet fredelige emblemer fra de korte, kraftige master, og alle landes farver blandtes i den stillestaaende, straalesitrende luft. Fra nord kom mægtige dreadnoughter med stjernebanneret og de britiske farver . . . og fra vest gled Frankrikes og Tysklands trikolorer samtidig ind i synskredsen, fredelig side om side . . .

Derute tilhavs saa man Ruslands kraftige eskadre, utvekslende hilsener med seirherren fra Tschushima, og i yderste række øinedes de smaa kraftige krydsere fra Europas nordlige utposter under sine korsbannere . . . Og der længst mot syd, like under Sydamerikas øverste rand, dampet Argentinas og Brasiliens slagskibe mot øst.

Det var et storartet syn.

Der straalte en vældig vifte av krigersk festivitas ind mot den tynde tange, som binder en verdensdel sammen. Og viftens haandtak var Colon.

Det lille pesthul, som i aarenes løp i taushet har lagret den ene mægtige kirkegaard over den anden hadde denne vaardag fiffet sig op med alle livets skjønneste farver. Døden hadde jo gjort sit arbeide, feberen hadde sopet tusinde efter tusinde med sig, mens muddermaskinerne grøftet og grov sig frem fra myr til myr,—helt op til den sidste skjæring ved Panama.

Men nu hadde den sidste mudderbaat tømt sin stinkende ladning i det Stille Hav, Chagresfloden fik slippe løs paa de store indsjøer, de sidste arbeidere begravdes, de siste ladninger dynamit lavdes til salutskud og den sidste voldtægtsneger lynchedes.

Og saa tok krudtet fat. Ikke det røksvake, hidsige nitroglycerinkrudt, der staar som en eneste lue ut av kanonernes svelg. Nei,—idag kom det fredelige sorte krudt atter til værdighet. Det dundret og smalt, saa lydbølgerne rullet ind over aaserne, og de tykke sortuldne røksøiler la velbehagelig sin sot fra sig ved panamakanalens bredder.

For en dag det var!

De forenede stater sat med nøklen til den nye verdensvei i sin haand. Ferdinand Lesseps' store tanke var blit til virkelighet. Millionerne hadde rullet sig en bred vei gjennem de sumpe, som kvalte Lesseps' arbeidere og forgiftet hans sjæl . . . Og alle verdens riker og lande hadde sendt sine pansrede repræsentanter til dette epokegjørende stevne for den store verdenshandels nye fremskridtslinje . . . Det var den slumrende krigsidé, som hyldet fredens kraftigste budbringer: den internationale handel.

I denne kjæmpekanal, der snodde sig som en vældig pulsaare midt imellem den nye verdens to lunger, spiret der tusinde levedygtige initiativer, som stod beredt til at bore sig ind paa nye markeder . . .

Og kanonerne dundret sit »ja og amen« til de mange veltalenhetens løfteord, som utløstes ved champagnens bragebægere, og den festlige stemning rullet fra de høist officielle festligheter i Colons administrationshoteller vidre omkring i den lille glohete by, som laa og dampet under festens høitryk. Megen rigdom og anseelse var den aften samlet indenfor Colons grænser. De forenede staters handelsaristokrati hadde sendt sine bedste mænd ditned, . . . og i hotellernes fremmedprotokoller saaes der navne som Vanderbilt, Gould og Astor. Ja, det store europæiske bankinstitut Credit Lyonnais hadde endog sendt en av sine direktører til det store stevne, den bekjendte finansmand Aristide Cabot, en rund herre med et værdig, litt dorsk væsen og en næsten paafaldende mangel paa gallisk snakkesalighet.

Monsieur Cabot sat hin store aften ute paa hotellets veranda under de titusinde elektriske lykter og luftet sig efter den kjæmpemæssige banket, hvor begivenheten var blit feiret med mange »silver-tongued« mænds mest klingende fraser.

Men Aristide Cabot nøt sin cigar i taushet og spenderte ikke mange ord paa sin sidemand, direktøren for Colons filial av Bank of New-York.

—De reiser imorgen allerede? spurte amerikaneren efter en pause.

—Ja, svarte den franske finansmand kort.

—Er der ikke noget, hvormed jeg kan staa til tjeneste?

Franskmanden saa paa ham med en likegyldig nedladenhet.

—Nei, sa han . . . Ja, det vil si, litt penger maa jeg jo ha . . . Jeg har en anvisning paa Deres bank . . . det er nogen donationer, som den franske regjering . . . naa, ja De forstaar?

Amerikaneren forstod selvfølgelig og gned sine magre hænder av kollegial hjælpsomhet.

—Hvormeget?

Franskmanden svarte ikke med en gang.

—Aa, sa han træt, det blir vel en 50,000 dollars eller slikt noe . . .

Den amerikanske bankmand saa litt forbløffet ut.

—I kontanter?

—Selvfølgelig.

—Naar vil De ha pengene?

—Imorgen formiddag kl. 10. Jeg reiser videre ved middagstider med slagskibet »Ohio« til San Francisco, som admiral Farraguts gjest . . . Men hvad er det . . .

De reiste sig begge. Like nedenfor verandaen la en brasiliansk Chalup til kaien. Den elektriske buelampe kastet et skarpt lys paa en likblek mand, som med stor forsigtighet lempetes iland paa en sykebaare . . .

—Feber, sa amerikaneren og trak paa skulderen.

Men franskmanden blev længe staaende lænet mot balustraden i dype tanker. Kjendte han det bleke ansigt dernede? Eller mindet det ham om nogen?

Saa vendte han sig pludselig, tok farvel med amerikaneren og gik hurtig efter sykebaaren. Han naadde den igjen ved Røde Kors’ hospital, hvor den brasilianske læge netop holdt paa at konferere med vakten.

Den syke laa med lukkede øine. Haaret faldt ham ned i panden og kindbenene stak ut av det magre, men samtidig kraftige ansigt. Han trak pusten i tunge, hivende tak og sveddraaperne perlet paa hans pande.

Franskmanden bøiet sig over ham.

—Undskyld, sa han til brasilianeren. Mit navn er Aristide Cabot, hoveddirektør for Credit Lyonnais i Paris.

Den unge læge bukket.

—Jeg synes at drage kjendsel paa den mand der, sa han. Han ligner en ven av mig. Hvem er det?

—Ved ikke, monsieur, sa brasilianeren. Vi fandt ham liggende halvdød paa stranden et øde sted i Guyana. Hans føtter var opsvulmet og blodige som efter en forfærdelig marsj, hans klær hang i filler om ham . . . Han hadde øiensynlig ligget paa strandbredden i flere dage bevidstløs efter et voldsomt feberanfald . . . Men da vi fandt ham, var han paa bedringens vei, og regnbygerne reddet ham fra at dø av tørst, . . . det maa være en haard hals, monsieur.

Franskmanden nikket.

—Og hans nationalitet?

—Vet ikke. Han fantaserte i et sprog, som ingen av os kjender. Det var ikke fransk, monsieur . . .

—Og nu? . . .

. . . er han utenfor fare. Feberen har forladt ham. Det er kininen, som har forgiftet hans organisme. Med god behandling vil patienten være frisk om nogen dager. Det er en ualmindelig kraftig mand, monsieur . . .

Franskmanden bøiet sig over den syke og saa nøie paa de brede hænder, som laa knyttet paa uldteppet. Saa brettet han skjorten op over den høire arm til albuen . . . Midt i den vældige muskulatur saaes et stort rødt ar, som efter et bit . . .

Da slap Cabot armen og pustet tungt . . .

—Det er ham, mumlet han.

—Hvem er det? spurte brasilianeren interessert.—

En ven, som jeg har savnet lenge, sa Cabot med en let rynke paa den brede oksepande. Bring ham op paa hospitalets bedste rum!

Da aabnet pludselig den syke øinene. Det var, som om han var blit veekket av en fjern lyd . . . et utslukt minde . . .

Han kommer til bevidsthet, sa den unge lege.

Manden paa baaren saa sig forvirret omkring. De blaa øine flakket omkring fra den ene til den anden, og stanset ved franskmandens kolde, tunge ansigt . . . Saa nikket han nesten umerkelig. Det var som skyggen av et smil for over de utterte træk.

—Jaap van Huysmann, mumlet han stille.

—Hvad sa han? spurte brasilianeren ivrig.

Han bad om at faa vere ifred, svarte franskmanden barskt. Og hans haarde skurrende bas hadde en bilyd, som ikke gav brasilianeren lyst til at spørre mere.