Og Nattekulden kom med Taagen, som tæt og ulden la sig over Byen og øgede Mørket. En sur Nordensno sendte sine Gufs gjennem Gaderne.
Folk brettede Kraverne op og paaskyndede sine Skridt. Det gjaldt at komme hjem, indenfor fire Vægge i en Fart.
Men der var et og andet Menneske, som slang omkring og ikke havde det saa travelt. Det var nogle Mennesker, som gik tyndklædte, sammenludet og med Hænderne i Bukselommerne, frysende: Det var de hjemløse, som Kristiania bestandig har havt saa mange af: Tyvene, som rangler Livet igjennem fra Fængsel til Fængsel, og som i Mellemtiden, naar de en stakket Stund er paa Frifod, ikke bryr sig om at sætte Bo, men tar Natteleiet som det falder sig. De uforbederlige Drukkenbolte, som gaar omkring om Dagen og drikker op i Drammer, hvad de har tigget sammen „til Nattelogi“. Lazzaronerne, Omstreiferne, som bestandig har havt Hus i hver Busk. Gamle, graaskjeggede, krokede Mænd, yngre Mænd og rene Gutunger, som dog allerede har saa og saa mange „Gange straffet“ paa sit samfundsborgerlige Rulleblad.
Om Dagen har alle disse Mennesker været paa Omstreiferfærd i Byen. De har drevet omkring paa Torvene, Bryggerne, ved Jernbanestationerne, overalt i Haab om at faa en eller anden Job. Nogle har tat sig smaa Afstikkere op i Trappeopgangene for at spørge om: „Er det her, Hansen bor?“ Eller rettere sagt for at se efter, om ikke en Familie skulde være ude og ha lagt Nøglen under Dørmatten. Andre har klemt sig ind i tætte Folkesammenstimlinger for at faa Anledning til at fingre lidt ved Godtfolks Lommer. Der har været tusen Ting at forsøge sig paa, mange Virksomheder at gribe ind i, som bestandig i en stor By, hvor Livet pulserer sterkt i de faa Høsttimer, da der er Dagslys.
For nogle er Dagen lykkedes i mere eller mindre Grad. De har været heldige med at faa en Job, med at tigge sammen nogle Skillinger, eller de har faaet kvartet nogen Sager, som de har faaet pantsat. Og disse enkelte Lykkelige fylder da de smaa, sjofle Kneiper med Støi og Skraal, for efter Lukningstiden at finde sig et Leie i det „Blaa Baand“s eller Frelsesarméens Natteherberge for sine sidste Ører.
Men de fleste af dem har ikke været saa heldige, og det er dem, som gaar skulende omkring paa Gaderne, naar Mørket og Nattekulden sænker sig over Byen. Enkelte lister sig ind i Gaardsrum og fingrer ved Dørlaase og Vindueslemmer, kryber opad Trapperne, bryder sig ind paa Loftsboder .... Det begynder at bli livligt i Byens Udkanter og nede ved Akerselva. Det rumsterer i Baade, det kravler og kryr under Broerne, en og anden mørk, formummet Skikkelse kryber op hist og her: Der er Indrykning i Kristiania Tyvereder. Fra alle Gader kommer de slængende, smaa og store Kjeltringer, Berømtheder i Tyveverdenen. Folk med Navne, som faar lange Referater af sine Sager i Aviserne. Og Side om Side med dem de ganske unge, som endnu kun har drevet det til lidt Naskeri fra Butiker og aabne Boder, Bondefangere, Slaaskjæmper. Tiggere, Lazzaroner, Hjemløse. Det er Storbyens Bærme, som har sunket tilbunds, og som nu i Nattens Mulm og Mørke søger ned til de kjendte Steder for at finde et Nattely i en hvælvet Baad, i et forhenværende Kloakrør eller under et Brohode. Der kan de ogsaa træffe Kjendte, faa aftalt nye Ekspeditioner, muligens faa smuglet til sig lidt Tag over Hodet inde hos en berygtet Brændevinsgauk i en af de værste og mest stinkende Kvarterer dernede ved Akerselva. Det gjælder jo kun nogle Timer, thi før Hanen galer, maa de op og ind i den sovende By igjen. Da er det den bedste Tid for dem, for da sover Folk tungest.
Og udover Landeveiene træffes Mennesker af den samme Type, Folk, som er paa Jagt efter lidt lunere Huller at krybe ind i for Natten. De søger opover til Teglverkerne. I de store Teglverksovne er der brændt Sten i mange Dage. Ovnen er blit godt gjennemvarmet, og den, som kan faa krøbet ovenpaa den, han er godt bjerget for Natten. Og det falder ofte ikke vanskelig, thi Verkets eneste Vagtmand sover trygt og godt paa en helt anden Kant i Komplexet. Han ser som oftest gjennem Fingre med, hvad der foregaar. Selv om det er aldrig saa store Kjeltringer, som søger op paa Ovnen for at lune sig i det varme Grus, kan de dog ingen Skade gjøre.
Det var Natten efter Mordet paa Detektiven Græff. To Mænd var ifærd med at lure sig ind paa et af Teglverkerne. Den ene var yngre, den anden noksaa gammel. Han bar et sort Skjeg, der syntes at være vokset over hele Ansigtet.
Klokken var blit meget over 1; det var mørkt som i en Sæk, men Mændene syntes alligevel ikke at ha nogen Vanskelighed med at orientere sig. De gled blot nu og da i den opblødte Lere, og sølede sig græsselig til. Kom dog snart paa Benene igjen og gik trut videre mod sit Maal.
Tilslut kom Mændene frem til selve den store Ovn. Først blev de staaende og lytte en Stund, men da de ikke merkede noget mistænkeligt, tog den yngste af de to en skidden Planke og la den paa skraa langs Siden op til Ovnen. Paa den Maade fik de kravlet sig til Kanten af Murovnen. Denne var dækket af et vældigt Skraatag af Træ, der hang langt udover. Mændene fandt frem til et Sted i Taget, hvor der var brudt op et Par Bord, og derigjennem slap de ind.
Den store Teglverksovn var helt rund som en omvendt Kasserolle, bygget af haard Sten og cementeret. Stenen var endnu ganske varm efter Brændingen de foregaaende Dage. Ned fra det glisne Skraatag dryppede nu og da Vand, og der havde dannet sig smaa Pytter i Cementeringens Fordybninger:
De to Mænd krøb hen til Ovnens midterste Del, der var varmest. Først hørte de ingenting; men da de havde ligget der en liden Stund, begyndte det at hviske omkring dem. Lidt efter kjendte den yngste af Mændene en kraftig Haand, som greb ham i Skulderen.
„Hvem er det?“ spurgte en grov Stemme i Nærheden.
„Det er Isak og Reinert,“ svarte Gamlingen med det sorte Skjeg.
Der kom nok en formummet Skikkelse krybende, saa der blev ialt fire med de to Nyankomne. De satte sig tæt sammen. En af dem havde en Pibe, hvis Glo nu og da lyste mat op.
Det varede en Stund, førend nogen af Mændene talte. De sad en Stund i Taushed og lyttede.
Saa siger Manden med det sorte Skjeg — det var ham, som kaldtes for Isak:
„Ingen Politi?“
„Ikke saa meget som bagpaa min Næve,“ svarer en af de andre.
Isak syntes dog ikke tilfreds.
„Men jeg hører det hviske og tiske,“ sa han paa et Norsk, som alle og enhver straks hørte var gebrokkent.
„Det er Kjærringa til Jakob Fisker, som snakker med sig selv,“ forklarede den anden. „Hun ligger derborte. Hun er fuld igjen naa. Svine!“
Borte fra en af Krogene hørtes Hvisken, afbrudt af Hiksten og Graad.
Det varede en Stund.
Saa blev alt stille igjen.
„Her bortenfor mig ligger en Mand ogsaa,“ hviskede den yngste af de Ankomne. Det var Tateren Reinert.
„Ja,“ svarte Kameraten. „Her kom en fuld Luffer strygende forbi tidlig ikveld sammen med „Juristen“ og Følget hans. De gik nedover i Bakkeskraaningen her, hvor de vist kom i Slagsmaal, for jeg hørte, det blev et faderligt Leven dernede. En halv Times Tid efter kom Lufferen krybende hid ind paa Verket. Han var da endda mere fuld, men forslaaet og blodig. Siden har han ligget og sovet derborte. Snorket som en Gris. Andre end den Lazzaronen og den Kjærringen findes her ikke.“
Manden med det svarte Skjeg syntes at finde disse Oplysninger tilfredsstillende. Han grov en Pibe frem dybt nede fra Lommen, fyldte den langsomt og omhyggelig med Tobak og tændte den.
Idetsamme udstødte han en hæs Strubelyd, som skulde bety Latter, og udbrød:
„Naa yes, vi har nok hængt en gale Mand“. Gloen fra Fyrstikken lyste op i hans Ansigt. Med den store Mund, de gulgrønne, stikkende Øine og den sterke Haarvekst mindede han ikke saa lidet om et Rovdyr. Og som han nu nød sin Pibe, skede ogsaa det med en svag Knurren af Velvære.
Mændene flyttede sig endnu tættere sammen og begyndte at hviske om sidste Dages Bedrifter.