Da Krag efter eget Ønske blev vækket Klokken 7, tog han straks fat paa Dagens forestaaende baade farlige og anstrengende Arbeide.
Først fik han Rapporten fra „Posterne“.
Betjenten, som havde ligget paa en Bænk udenfor Amerikanerens Hus hele Natten, fortalte, at ud paa Morgensiden kom en Mand, indhyllet i en sort Kappe, gaaende opover Alleen til Villaen. Bygningen havde hvilet i dybeste Mørke hele Aftenen og Natten, men saasnart Manden med Kappen blev sluppet ind, kom der Lys i et Par af de Værelser, som vendte ud mod Alléen.
Krag spurgte Betjenten:
„Kan De angi det nøiagtige Klokkeslet for denne Mands Komme?“
„Jeg antar ganske nøiagtig omkring Klokken 4.“ —
Detektiven og Opdagelseschefen, som ogsaa var tilstede, vekslede Blikke.
„Mordet fandt Sted nogle Minutter over tre,“ sa Opdagelseschefen, „kan det ikke alligevel tænkes, at Manden med Kappen har været Morderen?“
Krag rystede paa Hodet.
„Sporene lyver ikke,“ svarte han. „De maa imidlertid erindre, at Morderen havde sin Medhjelper. Det kan ha været ham. Forøvrigt finder jeg ogsaa dette tvilsomt: „Generaler“ gaar ikke selv i Ilden.“
En af de andre Poster havde gaaet Vagt udenfor Assessorens Bolig, efter at Selskabet der var forbi. Han havde seet den blegfede Tjener forlade Bygningen og var blit meget forbauset ved at se Lazzaronen følge efter ham. Noget yderligere mistænkeligt havde han ikke bemerket den Nat. Men om Morgenen var der blit stor Opstandelse i Huset, da man merkede, at den blegfede Tjener var forsvundet. Da man kom ind for at spørge efter ham, brændte endnu Lyset i hans Værelse, kjæmpende med det hvide Dagslys.
Forhøret over Tjeneren og Pigen hos Rentieren bragte intet af nogen væsentlig Interesse for Dagen. Det konstateredes, at Tjeneren ganske nylig havde været ansat hos Assessoren, og paa Henvendelse til denne fik Tjeneren Vidnesbyrd om hele Tiden at ha udført sin Tjeneste upaaklagelig. Etpar Medtjenere, som ogsaa tilkaldtes under Forhøret, forklarede, at den blegfede nogle Gange havde været ude om Nætterne. Om sit natlige Besøg i Rentierens Villa oplyste Tjeneren, at han havde et Erinde til sin Kjæreste, Pigen, som han hurtigst maatte udføre. Det gjaldt en Indbydelse til en Udflugt paa Fridagen, førstkommende Søndag.
Pigen, som græd og bar sig ilde hele Tiden, var det ikke muligt at faa ordentlige Svar af. Begge negtede bestemt at ha havt noget med Overfaldet og Røveriet at bestille.
Ved nogle raske Spørgsmaal, som Asbjørn Krag skjød ind, bragtes Tjeneren i synlig Forvirring, men han fattede sig dog hurtig og kunde gi Svar.
Tilslut tog Detektiven frem Amerikanerens sammenrullede Papirstykke, som denne havde smuglet op paa Kaffebrettet under Selskabet hos Assessoren.
Krag foldede Papiret ud og la det foran den blegfede Tjener. Samtidig sa han:
„Her er en Befaling fra Deres Herre.“
Manden greb Papiret og læste det.
Krag saa tydelig, at Tjeneren uvilkaarlig rykkede til.
Han overvandt dog atter sin Bevægelse og leverede Detektiven Papiret tilbage.
„Jeg fatter ikke, min Herre,“ sa han, „det Papir der er vistnok ikke til mig. Jeg forstaar ikke Gaader.“
Krag forlangte Forhøret foreløbig afsluttet. Men der blev samtidig udstedt Arrestordre mod de to, hvorpaa de førtes tilbage til sine Celler igjen.
— — — Mordet var naturligvis Sensationen i Dagens Aviser. Flere Blade ofrede det redaktionelle Udtalelser. For Politiet, som før havde faaet høre ilde i Anledning af Røverbandens Bedrifter, var der nu en kjendelig Sympathi. Bladene brugte mange vakre Ord om Betjenten Græff, som var „falden paa sin Post,“ en Avis satte endog igang Indsamling til Fordel for hans Enke, og der lagdes Lister ud i Byens Forretninger. En af Byens Rigmænd tegnede sig straks for et forholdsvis stort Beløb, og allerede samme Aften kunde Bladet foreløbig overrække Enken en ganske net Sum.
Idetheletaget omtalte alle Aviserne Græff som den af Politiet, der havde „ført an“ i Kampen mod Banden. En Oplysning, som Pressen tydeligvis havde faaet fra Politiet selv, og hvis Hensigt var let gjennemskuelig!
— — Asbjørn Krag var i Virksomhed hele Dagen. Klokken 11 forlod han Opdagelseschefens Kontor. Lige før Chefen skulde gaa hjem Klokken 2, vendte Detektiven tilbage.
Disse to havde saa en Konferance, som varede et godt Kvarters Tid.
Straks efter befandt Krag sig „paa Strøget“ i Promenadetiden, hvor „Karljohan“ i det vakre, klare Høstveir var sort af Spadserende.
Han gik alene i sit civile Antræk, hilste nu og da paa nogle Venner, som strøg forbi. Paa Hjørnet ved „Grand“ blev han staaende for at slaa af en Passiar med en Kjending.
„Du kan tro, at der for nogle Øieblikke siden blev Sensation paa Promenaden,“ sa denne.
Krag saa spørgende paa ham: „Naada?“
„Der kom kjørende en Mand nedover Gaden her med et Par Heste, som endnu ingen har seet Mage til —“
„Hvem var saa det?“ spurgte Detektiven ligegyldig.
„Tja, det vides ikke med Vished! Men man snakkede noget om en Amerikaner, en hjemkommen Norsk-Amerikaner, som skal ha svært mange Penge. Men er han ikke Nabob, stryger de vel snart med, for han strør s’gu ud med begge Hænder, eftersom der fortælles. Se, der har vi ham igjen! Nu kommer han denne Vei.“
Nede i Gaden saa man en liden let Vogn komme susende, forspændt to pragtfulde Heste.
„Det siges, at Manden hver Dag maa betale mange Penge i Mulkt for uforsvarlig Kjørsel i Gaderne,“ sa Krags Ven.
Da Vognen straks efter kom susende forbi, kjendte Krag straks den uforfærdede Kjører igjen:
Det var Amerikaneren, Mr. Nelson.
Han sad ganske rolig og stirrede ret frem for sig med et eget, ligesom stivnet Udtryk i Ansigtet. Vil han vise sin Overlegenhed, tænkte Krag, eller — aner han! Tilsyneladende bemerkede han ikke engang den smigrende Opmerksomhed, som hans prægtige Forspand foran den hurtig rullende Gummihjulsvogn vakte. —
Han svingede op Drammensveien og forsvandt et Øieblik efter.
Saasnart Amerikaneren var kjørt forbi det Sted, hvor Detektiven stod, sprang, denne ud i Gaden og begyndte at lede omkring i Støvet, som om han havde tabt noget.
„Hvad har De mistet?“ spurgte hans Ven interesseret.
Krag tog ham under Armen og geleidede ham ind paa Fortouget igjen.
„Intet!“ svarte han. „Jeg vilde blot betragte Sporene efter Amerikanerens Vognhjul. Jeg vilde se, hvad Slags Gummiringe han bruger.“
„De ved,“ fortsatte han med et Smil, „det er min Specialitet at studere Gummiringe.“
Dermed løftede han Hatten til Afsked og gik raskt nedad Gaden.