Gift/9
Abrahams Konfirmation var bestandig bleven udsat eller rettere: der var aldrig bleven talt om den Ting.
Thi Professoren vidste altfor godt, at Fru Wenche af al Magt vilde modsætte sig, og ligefra Sønnen var liden havde hun sagt: konfirmeres skal han ikke.
Hendes Mand havde bøiet af og tiet; han tænkte som saa: den Tid, den Sorg; og det var ikke hans Manér at tage nogen Ubehagelighed, førend den ikke længer paa nogen Maade lod sig undgaa. Derfor havde han ladet Sagen bero, lige til Abraham nu gik i sit sextende Aar, hvilket var en sen Konfirmationsalder efter Stedets Skik.
Men nu til Høsten skulde han indskrives; thi konfirmeres skulde han — det stod ligesaa fast for Professoren som det modsatte for Fruen.
En Morgenstund, mens de klædte sig paa, — Abraham var netop gaaet til Skolen, begyndte Professoren stille og selvfølgeligt:
„Ja nu tænker jeg, vi faar lade Ahraham indskrive hos Provsten Sparre i næste Maaned.“
„Indskrive? — hos Sparre? —— hvad ialverden er det, du siger?“ Fru Wenche vendte sig hurtigt om paa Stolen; hun sad foran Speilet og greiede sit store Haar.
„Til Konfirmation — min Ven! du husker vist ikke, at han snart er sexten Aar?“
„Det er nok snarere du, som ikke husker, at det bestandig har været en Aftale mellem os at Abraham ikke skal konlirmeres.“
„Aftale? — nei Wenche! det har der aldrig været.“
„Men har jeg da ikke hundrede Gange sagt: han skal ikke konfirmeres?“
„Jo, men det er ingen Aftale.“
„Men du har ogsaa været enig med mig; du har aldrig sagt et Ord imod.“
„Jeg har aldrig spildt et Ord paa Sagen, saalænge den ikke forelaa. Men du maa paa din Side vist indrømme, at du ifølge dit Kjendskab til mig kunde være fuldt og fast overbevist om, at jeg vilde, Gutten skulde konfirmeres overensstemmende med Skik og Brug.“
„At du kan komme med Skik og Brug — Carsten! i saa alvorlig en Sag.“
„Lad os prøve at tale om denne alvorlige Sag uden Heftighed — kjære Wenche; thi Heftighed kommer der aldrig noget godt ud af. Betænk altsaa, om du har Ret til at sætte din Søn i et Undtagelsesforhold, som paa mange Maader vil være ham til Plage og Hindring i Livet.“
„Det er netop den store Velgjerning, jeg vil vise min Søn, at gjøre ham til en Undtagelse blandt alle de andre Hyklere og Løgnere.“
„Store Ord — lille Wenche! du synes mig at mene, at din Søn ikke kan være og aldrig kan blive andet end et Stykke af dig selv.“
„Hvad mener du?“
„Hlar du aldrig tænkt dig den Mulighed, at Abraham kunde blive kristen? Ja — jeg ved, hvad du vil sige: du tror nu engang ikke stort paa min Kristendom; men kan du ikke forestilte dig, at Abraham maaske kunde blive en oprigtig Kristen?“
„Jo“ — svarede Fru Wenche tankefuld og saa hen for sig; „det har jeg mangengang tænkt paa; og du maa ikke tro, jeg vilde modarbeide det eller betragte det som nogen Ulykke for ham eller os. Det er jo netop Oprigtigheden, som er alt for mig. Halvhed, Løgn og Hykleri — det er det, jeg vil prøve at holde ude af min Søns Liv.“
„Ja, men naar du vil fuld Oprigtighed, saa maa du ogsaa indrømme fuld Frihed.“
„Det gjør jeg ogsaa; han maa gjerne vælge —“
„Nei — undskyld! du indrømmer ham ikke fuld Frihed til at vælge, naar du udelukker ham fra — eller lade ham springe over et Udviklingstrin, som hele den øvrige Ungdom faar gjennemgaa.“
„Men selve dette Udviklingstrin — som du kalder det, er jo netop Porten til Løgnen: — det er min faste Tro.“
„Det tvivler jeg ikke paa — Wenche! der kan vist ogsaa være adskilligt at indvende mod Konfirmationen; men her er nu ikke Tale om din Tro, hellerikke om min, men om Abrahams. Det er ikke, fordi jeg selv er — hml — —,“ deres Øine mødtes i Speilet; „nuvel — jeg er nu engang ikke religiøst anlagt saaledes som du, og det er saaledes ikke af den Grund, jeg kræver min Søn opdraget i Kristendom. Men hverken du eller jeg har efter mit Skjøn Ret til at berøve ham noget, der kan klare Valget for ham, eller tvinge ham til noget, der kan umuliggjøre hans Valg. Hvorledes kan vi da handle retsindigt mod vor Søn uden derved, at vi siger til ham: vil du gjøre denne Prøve med dig selv? — eller har du allerede paa Forhaand valgt?“
„Nu forvrænger du det — Carsten.“
„Nei, jeg gjør ikke. Abraham er stor nok til at forstaa, hvad det gjælder; derfor har jeg ventet saa længe; lad ham faa vælge selv, om han vil konfirmeres eller ikke. Det synes jeg netop, at du med din stærke Følelse for Frihed og Retfærdighed maa bifalde.“
„Nuvel! — lad ham vælge!“ raabte Fru Wenche; men strax efter tilføiede hun: „aa nei! hvad kan det nytte? saadan en Gut! — han vælger naturligvis at være som de andre, for at være i Fred; nei — nei — Carsten! — det er stor Synd af os, om vi med aabne Øine sender vor Søn lige ind i Løgnen og Fusket.“
„Sig mig — Wenche! hvor længe har du tænkt at vedblive med at vælge for din Søn? — vil du ogsaa i sin Tid vælge Kone for ham?“
„Snak — Carsten! — det er jo netop jeg, som bestandig holder paa, at han skal have sin Frihed.“
„Det er en besynderlig Frihed! — hvis nu Abraham virkelig ønsker at konfirmeres —“
„Saa er det, fordi han ikke har bedre Forstand nu!“
„Og naar han saa om nogle Aar ikke har bedre Forstand, end at han vil tage en Kone, om hvem du er fuldt og fast overbevist — saaledes som du pleier at være det —, at hun vil gjøre din Søn grændseløst ulykkelig — hvad saa?“
„Det er virkelig en Plage at snakke med dig — Carsten! for du blander alting sammen.“
„Lad os nu ikke blive heftige til ingen Nytte. Nu syntes jeg, vi talte saa godt og roligt om dette. Mon det er mig, som blander sammen? skulde det ikke heller være muligt, at du i din store Kjærlighed til Abraham uvilkaarligt indblander noget af det Tyranni — undskyld som er uadskilleligt fra al Kjærlighed? Mon du ikke i din Iver for at skaffe ham det bedste, bestandig vil vælge for ham? medens du dog saa ofte har sagt, at det bedste for et Menneske er at faa vælge selv.“
„Jeg vil gjerne være rolig — Carsten! og det er ikke for at være ubehagelig, jeg siger det; men du er virkelig saa farlig at snakke med; for du dreier mig rundt og vender op og ned paa altsammen. Aldrig havde jeg troet, at jeg godvilligt skulde se min Søn gaa til Konfirmation; men nu synes det mig næsten, somom der er noget i det, du siger.“
„Ja jeg tror, at det denne Gang er mig som mest er i Overensstemmelse med dine Principer,“ svarede Professoren, som nu var fuldt paaklædt og vilde gaa.
„Men det siger jeg dig,“ raabte pludselig Fru Wenche, da han alt var i Døren, „den Morgen Abraham skal i Kirken, for at aflægge dette usalige Løfte, vil jeg have Ret til som Moder at spørge ham, om han ved, hvad han gjør; og er han da ikke fuldtud sanddru og ærlig, saa skal hverken du eller al Verdens Præsteskab faa min Søn til at gaa op og sige en Løgn.“
„Det faar du gjøre som du selv synes,“ svarede hendes Mand, idet han gik; den Tid den Sorg; foreløbig var han kommen saa langt som han kunde vente.
Men i Fru Wenche var der Uro og Misstemning; hun havde en pinlig Fornemmelse af, at hendes Mand havde franarret hende dette Samtykke til Konfirmationen — det modbydeligste Spilfægteri, hun vidste.
Hun talte med Mordtmann om det, og han gav hende fuldstændig Ret i alt, var endnu heftigere i sine Ord; men forresten kunde jo ikke Spørgsmaalet interessere ham saa meget.
Saa tog hun Abraham for sig og talte alvorligt med ham en Aften, mens Professoren var i Klubben.
Hun udviklede for ham saa klart og aabent som hun kunde, hvad hun tænkte om dette Præsteopfund: Konfirmationen.
Hun viste ham, at dette Løfte, de fordrede og modtog af umyndige Børn, ikke var andet end det grusomste Spilfægteri med det alvorlige; at det ikke kunde være anderledes — absolut ikke kunde være anderledes, saaledes som den sande Kristendom stiller sine Fordringer til et Menneske, end at Ungdommen flokkevis førtes ind i Livet gjennem en stor Løgn, værre end en Mened. Vilde han med aabne Øine gaa gjennem dette? — eller havde han valgt?
Hvis han uden Menneskefrygt kunde vælge at arbeide videre uden denne Forpligtelse, som stod der, bare for at brydes, — kunde han det, saa skulde hun trofast hjælpe ham.
Abraham sad med nedslagne Øine uden at svare, uden at afbryde. Det var ham altid pinligt, naar nogen talte til ham om det religiøse. I Skolen lærtes Religion som et andet Fag; og det var bare Rektoren, som i sine Taler eller, naar der var noget galt paafærde, holdt indtrængende gudelige Foredrag; Professoren kunde en og anden Gang lade falde et Ord som: det maa du bede Vorherre bevare dig for — eller lignende.
Abraham vidste nok, hvorledes han skulde staa og se ud, naar saadant nævntes, kunde ogsaa mumle et Svar i den rigtige Tone; men uhyggeligt var det, mens det stod paa.
Og nu med Moderen var det endnu Værre; for det nyttede slet ikke at byde hende de staaende Talemaader; — og den rigtige Tone vilde hun netop ikke have; — og hvorledes skulde han for Alvor kunne svare paa hendes Spørgsmaal?
Ja vist vilde han konfirmeres som de andre; det havde længe været ham en Tort, at han var den sidste af alle sine Jævnaldrende. Det var jo en ganske selvfølgelig Sag; og saa kom Moderen og gjorde det til saadant noget uhyre, somom det var et Vendepunkt.
Og medens hun blev ved at tale for ham saa dæmpet og alvorligt om at være sand og sanddru, enten det saa var i den ene Tro eller i den anden eller i nogen Tro, sad han og tænkte paa, hvor besynderligt, hvor bagvendt det dog var, at netop hun talte saaledes.
Baade Rektor, som nu var anerkjendt af alle og enhver som en mer end almindeligt gudfrygtig Mand, og hans egen Fader som ogsaa var religiøs med Maade — akkurat saa meget som Abraham fandt passende, — og desuden alle kristne Mennesker i Byen holdt Konlirmationen i Ære, ja de vilde anse et Ord imod den hellige Handling som en Bespottelse.
Men Moderen, som selv mange Gange havde sagt, at det stod daarligt til med hendes Tro, — og hentydningsvis havde Abraham hørt det, som værre var udefra —, — at hun nu tog disse Ting, som hun selv ikke troede paa, og som hun altsaa ikke kunde have sand Forstaaelse for — at hun tog Konfirmationen alvorligere, høitideligere end selve de Troende, det var ham høist besynderligt; og det var ikke frit for, at han ved denne Tanke blev en Smule utaalmodig. Hvor kunde hun, som ikke selv troede, spænde Fordringerne høiere end selv de bedste blandt de Troende?
Ogsaa hun blev tilslut utaalmodig af at se Gutten sidde der stiv og stum som en Stok.
„Svar mig Abraham! — hvad vælger du? vil du gaa til Konfirmation? — eller vil du ikke?“
„Jeg ved ikke,“ svarede Abraham.
„Ja, men det maa du vide; du er nu stor nok til at forstaa, at du skal vælge selv. Betænk dig nogle Dage; men lad mig sige til dig, hvad jeg ogsaa sagde til Far imorges: den Dag du gaar til Kirken, skal du først staa Skrifte for mig; og kan du saa ikke med fuld Sandhed sige til mig, din Moder: jeg vil og kan aflægge Løftet, da skal du hellerikke stedes til Løgnens Fest, saasandt jeg hedder Wenche.“
En Stund efter kom Professoren hjem; de spiste tilaftens, og der blev talt om andre Ting. Men Abraham gik i flere Dage og plagede sig med dette Valg.
Jo vist vilde han konfirmeres; naar de spurgte ham paa Skolen, om han skulde gaa for Præsten ihøst, svarede han ja. Der var endnu nogle Uger til Indskrivningen; Moderen spurgte ham ikke, hellerikke Faderen, og saaledes gik det en Tid.
I Skolen var der ikke synderlig Afveksling; kun fik han mere Latin og mere Græsk i den nye Klasse. Han begyndte lidt efter lidt at slutte sig til Broch, som han før ikke havde ligt; men nu sad de ved Siden af hinanden som de øverste i Klassen, og Abraham var begyndt at blive fiittig.
Lille Marius havde intet Spor efterladt sig. Han var forsvunden; hans Nummer besat. Strømmen lukkede sig over ham, og han blev aldrig nævnt, fordi de snart alle havde glemt ham. Det daglige Stræv i den samme Stue, samme Fag, samme Timer, samme Sidemænd, Formænd og Lærere gjorde, at deres Tanker ikke beskjæftigede sig med det, som ikke længer var; og Marius Gottwald forekom dem snart som en liden Fyr, de havde kjendt for mange Aar siden, da de selv var smaa og langt nede i Skolen.
Den eneste, som beholdt Erindringen om ham, var Abraham, — ikke blot hin Erindring, som plagede ham og som han tænkte paa saa sjældent som muligt.
Men Fru Gottwald, som nu ikke havde nogenting mere i Verden at gjøre end at hænge efter Minderne om den søde lille Marius, hun klamrede sig fast til hans bedste Ven. Naarsomhelst hun fik Øie paa Abraham, løb hun ud i Døren eller bankede paa Vinduet.
Abraham undgik det helst; han ligte ikke, at nogen saa ham gaa derind, og han ligte hellerikke at høre paa Fru Gottwald.
Saasnart hun fik ham tilsæde i Sofaen, begyndte hun at snakke om lille Marius. Hun fik jo ikke den hele lange Dag talt et Ord om det eneste hun tænkte paa baade Dag og Nat.
Sky og forskræmt som hun levede, havde hun ingen Veninder. Kun om Aftenen kom de gamle Stamgjæster, — de tunge Tanker om Skam og Anger og Ydmygelse ind i det lille Kammer, for at sidde rundt Væggene og glo paa hende.
Og der var kommet en Gjæst til — værre end de andre. Det var den nagende Bebreidelse, at hun af Forfængelighed havde villet lade Sønnen lære mere end hans stakkels Hoved kunde taale; men det turde hun aldrig tale om.
Ellers fortalte hun hver Gang de samme Historier, spurgte, om det ikke var sandt, at lille Marius havde været den allerflinkeste i Latin, og blev ikke træt af at fortælle, hvormeget han havde holdt af sin Ven, hvorledes han beundrede og saa op til ham; — „ja det gik saa vidt“ — her lo den blege Dame med en liden, vissen Latter, „at jeg — min Nar! — var ganske skinsyg paa denne Abraham Løvdahl. Se her — bag i en af sine Glosebøger har han skrevet med store Bogstaver: A. L. er den største Helt, som findes paa Skolen. Det er dig — det er Dem —“ Fru Gottwald blev forvirret; hun vidste næsten ikke, om hun kunde blive ved at sige du til Abraham; han holdt sig saa stiv og voxen.
Hellerikke var det muligt for hende at faa ham til at blive længe ad Gangen eller komme igjen oftere; indtil hun engang fandt paa at traktere ham med Vin og Kage, og det hjalp noget.
Han kom nu undertiden af sig selv — helst i Mørkningen og sad noksaa taalmodigt og hørte paa de gamle Historier, fortalte ogsaa et og andet Træk fra deres Samliv, som satte den stakkels Fru Gottwald i Henrykkelse.
Men Abraham sneg sig altid til og fra disse Besøg; han havde en tydelig Fornemmelse af, at hans Far ikke paa nogen Maade vilde synes om, at han vedligeholdt denne Omgang med lille Marius’s Moder.
Men sexten Aar er ikke noget at stille op imod Smørkranser og Sherry. —
— Imidlertid var Michal Mordtmann lige ivrig med sin Fabrik, som nu var delvis færdig. Men da Høstregnet for Alvor begyndte, blev det ikke længer saa morsomt at gaa derud hver Dag, hvorfor han fik indrettet et Kontor for Fabriken „Fortuna“ i Byen.
Med sit Forhold til Fru Wenche var han ikke rigtig tilfreds; det avancerede altfor langsomt — kanske slet ikke. Han var nu meget indtaget i hende; et Forhold til en saa smuk og interessant Dame med en saa liberal Mand vilde han sætte overordentlig Pris paa. At hun i Virkeligheden ogsaa — ialfald var nær ved at blive forelsket i ham, det vidste han sikkert; han havde seet det utallige Gange i Smaating.
Over Fru Wenche havde der forresten iden senere Tid været noget forunderligt, noget nervøst, vexlende, — ligefra en ordknap Stirren ud i Luften til en Snaksomhed, der var næsten pinlig.
Mordtmann var overbevist om, at han var Aarsag til al hendes Sindsbevægelse; og hun var just i denne Tid saa skjøn og bedaarende, at den ellers saa forsigtige Mand begyndte at tabe Herredømmet over sig selv.
Istedetfor Besøgene ved Middagstider var der med de lange Høstaftener kommet fortrolig, lun Passiar i Skumringen ved det røde Lys fra Ovnen. Fru Wenche pleiede at gaa rundt Bordet; han sad i Sofaen i Ovnslyset.
Professoren var næsten altid ude paa denne Tid; men han kom ogsaa undertiden hjem og traf dem i denne Situation, og der var aldrig nogen Forlegenhed paa nogen af Siderne.
Men i Michal Mordtmanns Blod var der Uro — som han sad der og saa hende gaa sig forbi saa rolig og regelmæssigt
Hun var iaften saa tung, og de talte om Døden og triste Ting; han talte lidet, hun svarede et Par Ord, og de vare enige om, at Livet er ikke meget værdt.
Men dette var ikke hans Stemning; han bare fulgte hende. Selv var han fuld af utaalmodigt Haab; han beregnede ingen Følger længer og havde ingen Skrupler; for hver Gang hun gik forbi ham, blev det ham mere og mere vanskeligt at lade hende passere uden at springe op og gribe hende.
Efter en lang Pause stansede hun midt foran ham og saa ham ind i Ansigtet. „Men hvorfor sidder De nu der og siger alt dette, som De jo slet ikke mener?“
„Det er hellerikke mig, som sidder her, ikke mig, som taler; jeg ved ikke, hvad jeg siger, jeg ved ikke, hvor jeg er, eller hvad jeg gjør; jeg ved bare, at længer kan jeg ikke udholde det —“
Mens han sagde dette, havde han lagt sin Arm op om hendes Liv og trukket hende ned, saa hun sad midt i Ovnslyset paa hans venstre Knæ.
Og han bøiede sit Hoved lige ned til hende og kyssede hende paa Kinden. „Vi kan jo ikke længer skjule os for hinanden; det er dog sandt!“
„Ja det er sandt,“ svarede hun mat og lagde sin Arm over hans Skulder.
Men lidt efter gjorde hun sig lempeligt fri og reiste sig op.
„Nei — nei“ sagde hun — endnu ligesom halvt aandsfraværende.
Men han sprang op og vilde gribe hende, — med lidenskabelige Ord, som ikke hang sammen.
„Nei — nei!“ raabte hun heftigere og med et, somom hun vaagnede: „rør mig ikke! — er De gal? tror De, jeg vil have to Mænd?“
„Men nu er du min, — min alene —“
„Nei — nei slet ikke! betænk dog —“
„Tænk selv, hvor ofte vi har talt om dette; har du ikke altid forsvaret Kjærlighedens Ret?“
„Ikke nu — ikke saaledes, — forstyr mig ikke, lad mig være i Fred; se dog alt det, vi ødelægger; — nei lad det blive som før, eller hvis det er umuligt, saa reis! —— jeg beder Dem Mordtmann! lad mig være i Fred.“
„Men jeg — jeg! — det tænker du ikke paa! hvad skal der blive af mig?“
Hun tog ham i Skulderen, vendte ham mod Lyset og betragtede hans Ansigt opmærksomt. De aandede begge kort og stødvis, og hans Ansigt var blegt og fortrukket; medens han stammede uforstaaelige Ord og knugede hendes Hænder.
„Hvad har jeg gjort?“ raabte fru Wenche; thi Lidenskaben i ham var saa aabenbar og sand i dette Øieblik, at den helt greb og overbeviste hende; „jeg har handlet ilde mod os begge.“
„Nei — vist ikke! du har valgt, du er min; hvis du ikke bedrager mig.“
„Jeg bedrager Dem ikke — kjære Ven!“
„Saa kom! — tag Skridtet fuldt ud, bliv min!“
„Hør mig, hør et fornuftigt Ord; vi er jo halvt utilregnelige begge to i dette Øieblik; nu maa jeg raade, som er ældst.“
„Aa“ — afbrød han utaalmodigt; men hun lagde sin Haand paa hans Mund:
„Gaa — gaa — kjære Mordtmann! — og kom igjen om nogle Dage — om et Par Dage; vi maa begge tænke og overveie; lad os ikke i Øieblikkets Rus føre uslukkelig Sorg over os selv og andre. Lyd mig, De ved, jeg har Ret.“
Han vilde ikke høre; men hun tvang ham med Bønner og kjærlige Ord henimod Døren; her greb han hende endnu engang og kyssede hende; derpaa fór han ud af Døren og gik halvt sansesløst gjennem Forstuen.
Hun kastede sig i Sofaen og holdt Hænderne for Øinene, hans Kys brændte hende; hun elskede ham; der var en Smerte i dette, som snørede hende ind i en lyksalig Angst, og hendes Tanker stod ganske stille foran dette ene.
Hun kunde ikke tage fat paa at tænke paa sin Mand og paa sin Søn; men den halvklare Ængstelse, hun en Tid havde kjæmpet med, blandede sig smerteligt ind i den usigelige Forvirring.
Hendes Mand kom hjem og gik fra Forstuen lige ind i sit Kontor. Der var et lidet Skab paa Væggen, hvortil han bar Nøglen paa sit Nøgleknippe, og hvori han forvarede endel sjeldnere Medikamenter; — Apotheket var ikke synderlig paalideligt.
Professoren søgte sig ud nogle styrkende Draaber, blandede en kraftig Dosis i Vand og drak det ud. Dernæst betragtede han sit Ansigt i Speilet; det var meget blegt.
Da han havde staaet en Stund, slukkede han Lyset og gik gjennem Dagligstuen, for at vaske sig i Soveværelset, som han altid gjorde, naar han kom fra Praxis om Aftenen.
„Godaften Wenche, vil du ikke snart tænde Lampen?“ spurgte han, idet han gik forbi.
„Jo“ — svarede hun fra Sofaen uden at røre sig.
Abraham sad og hang over sine Bøger. Han havde været sammen med Borch oppe paa Morten Kruses Værelse, hvor de røgte Tobak, og han var hed i Hovedet med prikkende Fornemmelser i Huden; han befandt sig ikke meget vel.
„Nu — Abraham“ — spurgte hans Fader, mens han efter Vane gik frem og tilbage mellem Værelserne og gjorde sit Toilette; „har du taget din Bestemmelse med Hensyn til Konfirmationen? det maa ske nu snart, hvis du vil være med denne Gang; — eller vil du ikke?“
„Jo — jeg vil helst —“
„Nuvel! — du ved, du har din Frihed; vil du konfirmeres, saa staar det dig frit for. Har du fortalt det til Mor?“
„Nei — kan ikke du gjerne gjøre det?“
„Nei — hvorfor det? Gutten min! gaa du bare ind med det samme og sig det; Mor er i Stuen.“
Abraham gik meget forknyt derind.
„Hør du Mor,“ begyndte han, da han havde siddet en Stund ved Ovnen; „jeg tror nok, at jeg vil gaa for Præsten.“
„Ja — jeg kunde tænke det!“ — svarede Fru Wenche næsten haardt; hun var saa uendeligt langt borte i sine Tanker.
Men Abraham fik et Stød.
At hun kunde tage det paa denne Maade, naar hun saa kjærligt og aabent havde sagt ham, at han frit maatte vælge selv. Han sneg sig ud ligesaa forknyt som han var kommen; og han begyndte allerede at grue for den Morgen, naar hans Moder vilde komme ind til ham, for grundigt at tage ham i Forhør.
— Da Michal Mordtmann tumlede ud af Gadedøren, var han løbet lige mod Professor Løvdahl, som kom hjem.
Professoren stødte sin Stok mod Stenen og det forekom Mordtmann, somom han begyndte et Ord, men stansede sig. Det foresvævede ham ogsaa, at Professorens Ansigt havde havt et mærkværdigt Udtryk, idet han flygtigt saa op og hilste.
Men han var altfor optaget af det, som var hændt med Fru Wenche. Han skyndte sig lige hjem og laasede sig inde, forat være alene og uforstyrret med sin Lykke.
Han kastede sig i Lænestolen, sprang op igjen og gik heftig op og ned, søgte frem det Portrait, han havde af hende, talte til det og talte med sig selv, — lykkelig uden nogen Sky og stolt over at være ved Maalet.
Men eftersom hans Blod kom noget til Ro, greb han sig flere Gange i at tænke paa Professoren. Det var igrunden et besynderligt Ansigt, han havde sat op; det begyndte at forurolige Mordtmann.
Han kom til at tænke paa, hvor aldeles vanvittigt uforsigtigt de havde baaret sig ad. Bare et Par Minutter senere — og Professoren vilde overrasket dem i et Sindsoprør, som vilde været umuligt at skjule.
Det maatte ordnes ganske anderledes — dette Forhold, hvis det skulde gaa, og det gav hans Betragtninger en anden Retning.
Han tændte en Cigar og satte sig til at overveie. —