Gift/8

Fra Wikikilden
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 228-239).
◄  VII.
IX  ►

Michal Mordtmann havde faaet for Vane at gaa indom til Fru Wenche, naar han kom fra Fabriken efter Klokken tolv.

Der var en stor Arbeidsstyrke sat igang med de vidtløftige Rydningsarbeider; der skulde lægges solide Stenkaier langs Stranden, Skorstene og Grundmure skulde opføres til de utallige Bygninger.

Aktieselskabet var dannet paa et Grundfond af l00,000 Spd., og Byen var tilsidst bleven saa modig, at man besluttede ikke at indbyde det engelske Hus til Tegning af Aktier, siden det havde holdt sig saa fornemt tilbage.

Hele Kapitalen blev saaledes indenbys; og Fabriken „Fortuna“, som den døbtes i megen Champagne, blev Byens Stolthed og Kjæledægge.

Mordtmann var glad og fuld af Haab. Aldrig havde han været saa tilfreds med sig selv og med alle. Fra den underordnede Stilling i det fremmede Land var han avanceret til Førstemand i et nyt Foretagende, som han selv skulde lede fra Begyndelsen af.

Da hverken Direktører eller Aktionærer havde det ringeste Skjøn paa Tingen, blev han snart et rent Orakel; og han sparede hellerikke paa Effekten. Hvor hans Kundskaber ikke strakte til. var han ikke ræd for at smøre paa med store Ord, som fuldkommen duperede alle.

En stor Mængde Arbeidsfolk fik fast Arbeide; han udbetalte Lønningerne om Lørdagen; Konerne kom til ham om Forskud, og han blev i kort Tid kjendt og afholdt baade blandt Smaafolk og blandt de store. Kun i Embedskredsene og i nogle gamle stokreaktionære Huse beholdt man en dyb Afsky for ham; og der blev ogsaa Professor Løvdahl beklaget, fordi hans Kone trak det Slags Personer til Huset.

Men Mordtmann brød sig ikke om det; han kjendte sig sund og glad, naar han tidligt om Morgenen i de smukke Sommermaaneder gik til sin Fabrik, — et lidet Stykke udenfor Bygrænsen. Arbeiderne vare ikke som de engelske, der kun tænkte paa Arbeidet. Herhjemme tog de Huen helt af og sagde Godmorgen og gav sig god Tid til en liden Sladder, hvis han vilde.

Der var ogsaa noget stolt i at se alt dette voxe op og ordne sig efter hans Plan; de mange, besynderlige Bygninger, der af Byen betragtedes som Vidundere af hans Sindrighed; hele dette storartede Anlæg, med ubegrænset Overkommando og Overflod paa Penge var nok noget, en ung, virkelysten Mand kunde være glad ved at have mellem Hænderne.

Og dog var det noget helt andet, som lidt efter lidt blev ham kjærere end alt; det var Besøgene hos Fru Wenche.

Han havde ikke gjort mange Damebekjendtskaber i Byen; hans Forretning havde fra først af bare bragt ham i Berøring med Mænd; og nu da han virkelig havde faaet saa meget at varetage, at hans Dag var fuldt optaget, fandt han ikke Anledning eller Opfordring til at søge større Selskabelighed end Klubben og Professor Løvdahl.

Men desto stadigere var han i Professorens Hus. Det var engang for alle blevet sagt ham, at han var velkommen til enhver Tid; og Mordtmann havde al Grund til at formode, at det var oprigtigt ment af Professoren; han var bestandig elskværdig og forekommende.

Alligevel var det jo tydeligt, at det var Fruen, han besøgte, og hun mærkede det selv. Hver Dag mellem tolv og et ventede hun ham til et Glas Vin, som han drak, mens de passiarede muntert sammen en halv Times Tid.

Men naar det var Regn og stygt Veir, kom han bare hen til Ruden og viste hende sine tilsølede Støvler og sin vaade Trøie, og da blev det gjerne aftalt, at han skulde komme om Aftenen.

Fru Wenche havde sat sig paa det Punkt, at hun behandlede ham lidt moderligt, hvilket hun paa Grund af sin Stilling ikke havde saa vanskeligt for, skjønt der jo igrunden ikke var nogen Aldersforskjel at tale om.

Han ligte det ikke; men havde endnu ikke Mod til at forlange det anderledes; og hun holdt ham i en spøgefuld Tone, som kunde lade mangt et Ord og mangt et Øiekast passere for mindre end det virkelig var.

Hun syntes altfor godt om ham og satte altfor megen Pris paa hans Selskab til at ville forstaa denne Kur, han gjorde til hende. Havde hun nu ikke i mange Aar havt Overlærer Abel sukkendes omkring sig; og han havde saamænd aldrig generet hende det mindste.

Mordtmann var jo ganske vist noget helt andet end Abel; men alligevel! — hun var Skam ikke ræd — hverken for, hvad hun selv gjorde, eller for, hvad de andre sagde.

Hellerikke for sin Mands Vedkommende nærede hun nogen Betænkelighed; han havde aldrig vist Spor af Skinsyge. Ligefra de blev gifte, havde Carsten Løvdahl været Elskværdigheden selv mod de unge Mandfolk, som efterhaanden nærmede sig — tiltrukne ved hendes Skjønhed og Livlighed.

En enkelt Gang havde endog Fru Wenche fundet, at han gik vel vidt i sin Liberalitet; men bagefter maatte hun bestandig indrømme, at hans kloge og besindige Opførsel bragte meget til at jævne sig, som ellers kunde blevet broget nok.

Selv var hun aldrig bleven alvorligt forstyrret — kanske meget derfor, at det gik saa stille og tvangfrit. Og det uagtet hun ikke havde været længe gift med Carsten Løvdahl, inden hun mærkede, hvor lidet de samstemmede i meget.

Han var saa forsigtig, saa irriterende korrekt, at hun ofte syntes, han var baade feig og upaalidelig. Men Samtidigt var der noget fint og chevaleresk i hans Karakter, som bestandig havde holdt ham oppe i hendes Øine. Og om hun end ikke satte ham saa særdeles høit, og om han end ikke var hende saa meget, saa var der dog paa den anden Side aldrig kommet saa stor Tomhed i hende, at hun helt vendte sig fra ham.

Og nu var hun jo gammel! — en halvvoxen Søn; erfaren og sat var hun; hvorfor skulde hun gjøre sig Skrupler? — var det ikke snarere lidt latterligt af hende, at hun endnu indbildte sig at være saa farlig?

Altsaa lod hun Folk snakke, — og det gjorde de, — og overlod sig uden Betænkelighed til den behagelige Fornemmelse at have til daglig Ven en smuk, en dannet og en fordomsfri Mand, som med Beundring hørte paa alt det, hendes Mand pleiede at kalde overspændte Ideer.

Men derved stjal hun — uden at vide det fra Abraham. Hun mærkede det endmindre nu, da det faldt sammen med den Forandring, som var foregaaet med Gutten. Han havde ikke længer hundrede Spørgsmaal, forlangte hellerikke mere, at hun skulde lege med ham eller spille Dam; og desuden havde hun ikke endnu overvundet en Følelse af Usikkerhed overfor ham, saa hun søgte ham kanske lidt mindre frit og muntert. —

— Ved lille Marius’s Begravelse havde Fru Gottwald ytret Ønske om, at Abraham skulde gaa lige bagefter Kisten ved Siden af Præsten: han var lille Marius’s bedste Ven; og hun havde jo ikke en eneste Slægtning.

Men Rektor havde sat sig derimod: Abraham maatte kun faa Lov til at følge i Flok med sine Kammerater; og han burde være glad ved, at han fik Lov til det

Tilslut kom det til, at hele Skolen og derigjennem en stor Del af Byen beholdt et dunkelt Indtryk af, at der var noget iveien med den Abraham Løvdahl.

Professoren maatte tvinge sig for ikke at tilgive sin Søn for tidligt; han var saa glad over, hvor velgjørende hans Methode havde vist sig, og følte igrunden saa megen Medlidenhed med den stakkels Gut, som gik saa alene med alles Øine efter sig. Tilslut kunde han ikke holde sig længer og begyndte med smaa Smil og venlige Ord.

De faldt over Abraham disse første Smil som en Regn af Lyksalighed. Der var dog alligevel ingen som Faderen; og mindre end nogensinde kunde han forstaa, hvorledes han havde kunnet volde en saadan Fader saa stor en Sorg.

Nu begyndte han i de mindste Smaating at prøve, om han kunde opnaa lidt Ros; han blev opmærksom og tjenstvillig ved Bordet, satte Professorens Tøfler frem om Aftenen; og da nu Hovedexamen kom, læste han mer end han nogensinde havde læst.

Ved den høitidelige Examensfest pleiede Fru Wenche altid at være med. Lige fra hendes Søn var ganske liden, havde det været hende en Fornøielse at sidde og vente paa hans Navn, se ham komme frem foran Kathederet, modtage den store Karakterseddel og gjøre sit lille Buk, hvori hun altid selv deltog med Hovedet.

Men da hun iaar saa sin Mand tage hvidt Halstørklæde paa, for at være Ephor, — før havde hun altid troet, han gik ligesom hun af Interesse for deres lille Abraham, saa forekom det hende saa usselt, at Forældrene mødte op denne ene Gang til Afslutningsfesten; medens de ellers lod de arme Børn gaa for Lud og koldt Vand hele Aaret igjennem.

Hun vilde ikke længer deltage i dette Spilfægteri og se sin Mand sidde paa høirygget Stol ved Siden af Byfogden som Udtryk for Forældrenes Delagtighed i Skolen; eiheller vilde hun blande sine Taarer med de mange tankeløse Mødres, der sad og græd over Rektorens smukke Ord, naar han talte rørende om Skolen og Hjemmet og Hjemmet histoppe.

Derfor lod hun Professoren gaa alene med Abraham uden at give nogen Grund; men Professoren forstod og spurgte derfor ikke.

Imidlertid truede hendes Formiddag med at blive meget kjedelig; hun havde alligevel lidt Lyst til denne Skolefest; men hun var bestemt, hun vilde ikke. Tilslut tog hun Hat og Parasol, for at gaa en lang Tur; det var den 13de Juni og klart friskt Sommerveir med Nordenvind.

Hun gik udover mod den nye Fabrik. Michal Nlordtmann havde saa ofte bedt hende se derud, forat han kunde faa vise hende alle sine Herligheder.

Hun gik afsted uden Betænkelighed; det var jo en ærlig Sag; alle Mennesker havde været der og desuden — hvad brød hun sig om det?

Alligevel var hun ikke fri for lidt Hjertebanken, da hun stod paa Høiden og skulde stige ned i den Bugt mellem Bakkerne, hvor de nye Bygninger vare reiste.

Hun opdagede ham allerede paa lang Afstand. Han stod helt nede ved Kaien paa en svær huggen Granitblok; i den ene Haand holdt han en Rulle Tegninger, med den anden pegte han, medens han kommanderede Arbeiderne, der var ifærd med at hive Jernplader op af en Førebaad med den nye Svingkran.

Den graa Sommerdragt sad stramt om hans slanke Figur; paa Hovedet bar han en umulig, engelsk Hat, som klædte ham fortræffeligt, Knæbuxer, og istedetfor de lange Støvler gik han ianledning af det varme, tørre Veir paa Seildugssko med gule Remmer.

Man kunde ikke tænke sig „Arbeidet“ i en elegantere Form; og som han stod der paa det solide Fodstykke saa intelligent og overlegen med sin Rulle Tegninger, saa han ganske ud som en Ingeniør nutildags bør se ud.

Da han anden Gang saa hen paa hende, sprang han ned af Stenen: thi da han første Gang opdagede hende øverst i Bakken, var han sprunget op paa Stenen. Han ilede hen til hende og ønskede hende glad velkommen i hans Kongerige; og strax vilde han begynde at vise hende omkring.

„Men jeg syntes, De havde travlt; kan De saadan uden videre gaa fra Arbeidet? — De maa ikke for min Skyld —“

„Aa — det er ikke saa farligt; nu har jeg sat dem igang, saa klarer de det nok uden mig.“

Ja — det var et sandt Ord! — tænkte Arbeiderne; de havde ikke forstaaet, hvorfor Chefen — som han skulde kaldes — med en Gang sprang op paa Stenen og begyndte at raabe og kommandere; men da de saa Damen, forstod de det jo alle.

De to gik sammen op imellem Bygningerne, og han begyndte at forklare. Det morede hende at se alle de mærkelige Indretninger, og det morede ham overmaade at høre hendes bagvendte Spørgsmaal.

De lo derfor meget og kom i en munter utvungen Stemning tilslut til Kontorbygningen, hvor han nødte hende til at gaa ind, for at smage hans Portvin.

Fabrikens Klokke havde imidlertid ringet tolv, og Arbeidsfolkene gik i flokkevis enten ind til Byen eller opimod Arbeiderboligen, hvor der var et Spiselokale.

Kontorpersonalet var ogsaa forsvundet, da Chefen og Fru Wenche kom til Kontorbygningen. Gangen, som førte til Chefens private Værelse, var belemret med endel Maskingreier af Staal og blankt Messing, som foreløbig var opstillet her, for at være afveien og i Sikkerhed; Mordtmann gjorde Undskyldning, fordi der var saa trangt.

Chefens Kontor var det eneste af Fabriken, som syntes at være ganske færdigt — engelsk, komfortabelt og smukt udstyret.

Da Fru Wenche satte sig i den grønne, skindbetrukne Sofa, blev hun imidlertid lidt betænkelig. Der var blevet saa stille og mennesketomt, hverken Larm af Jemplader eller Hammerslag, ingen Stemmer, — kun et enkelt hastigt Fodtrin, som løb til Maden.

„Jeg maa forresten snart gaa,“ sagde hun og løste sin Hat; det var varmt.

„Aa — Herregud! — vi har Tiden for os; Deres Mand venter Dem da vist ikke hjem før til Middagsbordet?“

„Nei — Carsten er desuden Ephor idag,“ svarede hun muntert, men angrede det i samme Øieblik; thi hun saa, at den anden strax greb det som noget ved Manden, de to pleiede at le sammen af; og det var ikke Meningen.

„Deres Mand er vist idetheletaget mere optaget end han burde være?“

„— mere optaget?“

„Jeg mener, — naar man har en Kone som Dem — Fru Wenche! — den Mand, der var saa lykkelig, synes mig at skylde —“

„Saa — saa! — Mr. Mordtmann! De ved: korrekt!“

„Det er jo netop Dem — Frue! som ikke vil have mig korrekt!“

„Ja men nu vil jeg have det; — paa dette Punkt — De forstaar?“

„Jeg forstaar ikke; men jeg adlyder. Der gives overhovedet ikke den Ting, som et Ord fra Dem —“

„Spild ikke Deres Ord, men drik Deres Vin.“

„For Kjærlighed er Vin kun daarlig Medicin — Fru Wenche!“

„Bah“ — svarede hun og undveg hans Øine, idet hun igjen satte sin Hat tilrette.

„De vil gaa? — De er vred paa mig?“

„Nei, det er jeg ikke, men jeg er bange, jeg bliver det snart.“

„Men hvorfor? — forbyde mig kan De dog ikke, — at jeg holder af Dem. —“

„Hr. Mordtmann! det er stygt af Dem, og det er saa dumt af Dem, at De har forspildt vort Venskab! lad mig komme ud.“

„Jeg har intet sagt, som De ikke vidste før,“ svarede han ærbødig og nedslagen, idet han aabnede Døren for hende; „maa jeg følge Dem indover til Byen?“

„Nei!“ svarede Fru Wenche og gik forbi ham; men i sin Iver for at se bister ud og komme fort afsted, stødte hun mod de Maskindele, som stod i Gangen; der blev en Skraben, somom noget truede med at rave overende; og pludseligt greb han hende om Livet og rev hende ind i Stuen igjen; idetsamme faldt et tungt Stempel — eller hvad det var — indover Dørtærskelen.

„Undskyld!“ sagde han roligt og løftede den tunge Tingest op mod Væggen igjen; „det er igrunden for galt, at disse Ting staar her; tag Dem nu iagt — Frue! og hold Dem nær Væggen.“

„Men Herregud!“ raabte Fru Wenche, som endnu var ganske forskrækket og meget imponeret ved den Ro, hvormed han tog det! „jeg kunde jo været dræbt paa Stedet! — det var et farligt Hus!“

„Og et høist ulykkeligt Besøg,“ tilføiede han med et Buk, da Fruen gik ud af Gadedøren.

Hun blev staaende ude paa Stentrappen og trak sine Handsker paa.

„Nu — hvorledes bliver det?“ — spurgte hun uden at vende sig; „gaar De med til Byen eller ikke?“

„De sagde jo selv —“

„Ja — men siden den Tid har De reddet mit Liv,“ sagde hun leende; „og desuden: naturligvis ikke et Ord mere om det!“

Han lovede alt og løb efter sin Hat.

Til Fru Wenches Overraskelse holdt han ogsaa Ord; han talte muntert og ligefrem uden Spor af Forsøg paa at understrege noget; ikke engang i hans Øine, da de skiltes, var der noget, som kunde være hende pinligt.

Fru Wenche var meget tilfreds med sig selv; nu havde hun en Gang for alle vist ham tilrette. Og hun var tilfreds med ham ogsaa. Han havde forstaaet, det nyttede ikke noget; og saa vilde hun kunne beholde ham i Ro paa den behagelige, frie Maade uden denne stadige Ængstelse for, at han skulde gaa over Stregen.

Hun kom hjem i det ypperligste Humør; paa lang Tid havde hun ikke følt sig saa glad og ung og let; — hendes Samvittighed var ogsaa lettet, fordi hun havde sagt ham ren Besked; saa var den Sag iorden!

Hun satte sig til at spille, mens hun ventede paa Professoren og Abraham; men hun reiste sig igjen og ordnede sit Haar foran Speilet. Hun sang saa smaat. —

— Imidlertid havde Abraham siddet indeklemt blandt sine Kammerater og Professoren ved Siden af Byfogden. Skolens store Festsal var pakkende fuld af Børn og Voxne, en ulidelig Varme og blandede Dunster.

Den utrættelige Rektor stod paa Kathederet og uddelte Karaktersedlerne, raabende hver Gut op i den Orden, hvori han var omflyttet.

Først kom nogle foreløbige Ord til Dimittenderne, som skulde afgaa til Universitetet; derpaa begyndte øverste Parti af 4de Latinklasse, og saa kom nederste, de, som vare opflyttede til 3die Latin.

„Hans Egede Borch!“ — raabte Rektor, det var Duxen; men den næste blev Abraham Knorr Løvdahl.

Abraham fór iveiret; han havde ikke drømt om at blive Nummer 2, skjønt han havde været heldig til Examen. Det varede en Stund, inden han kunde komme frem fra Bænken. Professoren fulgte ham med Øinene, for at nikke til ham; men Abraham saa ikke op.

Rektoren rakte ham Karakter-seddelen med de Ord: „Du har været flittig — Abraham! og det er derfor gaaet dig godt til Examen; maatte vi — dine Lærere ogsaa i andre Henseender blive tilfredse, — mere tilfredse med dig i det kommende Skoleaar.“

Al Abrahams Glæde var forbi; han famlede sig tilbage til sin Plads; og det forekom ham, somom der blev ganske koldt og dødsstille i Salen af alle de kolde Øine, som mødtes paa hans syndige Hoved.

Professor Løvdahl rømmede sig lidt skarpt; nu kunde det snart være nok; han syntes ikke netop om, at hans Søn saaledes blev mærket offentlig.

Videre gik Oplæsningen af Karaktererne; Fædre og Mødre lyttede spændt, indtil det kom — det Navn, de ventede paa. Da oplivedes deres Ansigter det Øieblik, mens den kjære Søn var fremme for Kathederet; men efterpaa sank alle hen i Ligegyldighed — varme — ubehagelige —; bare det vilde faa Ende, saa Rektor kunde komme til at holde sin Tale.

Men for de Smaa var Karakteroplæsningen noget helt andet. Ærgjerrighed og Forfængelighed, Skuffelse og Fortvivlelse — helt ned til Følelsesløshed; Misundelse og Had, Hovmod og Skadefryd — helt op til Hevntørst — alt dette passerede gjennem de tætpakkede Rækker af smaa Hoveder; det var en hel Indøvelse for Livet i at albue sig frem, komme over hinanden — om saa blot et eneste Nummer; Lighed og Kammeratskab skulde glemmes, for at vænne dem til at tænke sig i Kamp med de andre om Rang og Ros; de lærte at misunde opad og at foragte nedad.

Og medens der i hele det lange Aar intetsomhelst var sagt eller gjort, forat den møisommelige Erhvervelse af Kundskab kunde blive et Fællesarbeide i Glæde og Broderlighed, saaledes blev der hellerikke nu ved Afslutningen med et Ord talt om Kundskaben, som avler Lighed og Brodersind; men selve denne Kundskab blev tværtimod brugt til omhyggeligt at rangere og nummerere dem alle — opover og nedover.

Endelig var de 319 Karaktersedler læste og fordelte, Rektor tørrede sin skaldede Pande og belønnede sig selv med et halvt Lod Snus i hvert Næsebor.

Derpaa begyndte han sin store Tale med at sige Farvel til Dimittenderne — fire lange blege Ynglinge i fire lange Frakker, der saa ud, somom de vare udskaarne af en stiv sort Materie.

Dersom Træet skulde kjendes paa sine Frugter, kunde det synes noget underligt, at dette store lærde Apparat med de mange og overfyldte Klasser, ikke afleverede mere end disse fire Specimina til det høie Universitet.

Men Reisen til Parnas er lang og besværlig; der falder saa mange bort underveis; men derfor er det ogsaa en Kraftextrakt — de, som naar Maalet.

Rektor vilde ønske, at de fire Specimina vilde gjøre Skolen Ære; men fremfor alt vilde han bede dem bevare det barnlige Sind og den barnlige Tro, som de modtog fra Skolen. Dernæst udviklede han Skolens Begreb og valgte til Udgangspunkt den oprindelige Betydning af Ordet: „En Skole“ — sagde han — „blev Navnet paa det Fristed, hvor Ungdommen — endnu uberørt af Livets Sorger —.“

„Det er Fanden til Fristed — du!“ mumlede Morten Kruse og puffede til Abraham.

Men denne rørte sig ikke og forandrede ikke en Mine; han var saa ræd, nogen skulde tro, det var ham, som sad urolig. Nu tænkte Abraham mest paa, at han var bleven Nummer 2, saa høit oppe havde han aldrig været; og imidlertid udviklede Rektoren, hvorledes Skolen var en Forberedelse til Livet, hvorledes den fremfor alt var Dannelsen til Sædelighed.

„Dette Udtryk,“ fortsatte han, „som hos vore gamle Læremestere — de Grækere og Romere — betegnede Dannelsens høieste og ædleste, er kun en svag Betegnelse for det Dannelsens Endemaal, som vi bør have for Øie. Thi over os lyser Aabenbaringens Sol; vi skimter ikke blot gjennem Jordlivets Taager en høiere Tilværelse hinsides dette Liv: men for os er en Udsigt aabnet — lys og fri og herlig til et himmelsk Fædreland. Det er altsaa ikke blot til Borgere, ikke blot til Mennesker, men først og fremst til Kristne, vore Unge skulle dannes. Ved Religionens Lys skal Videnskaben belyses, dens Sandheder skulle alle i hin have sin Udgang, sin Betydning, sit Endemaal.“

De Smaa bukkede under for Søvnen, for Varmen, for denne lange Tale, der var ligesaa kjedelig som en Præken. Sommersolen skinnede tværs igjennem de tynde, blaa Gardiner, saa der faldt et blegblaat Dødningelys over den sorte Gruppe af Lærere, som havde samlet sig tilvenstre for Kathederet.

Pindsvinet stod opreist og sov, — det var et Skolesagn, at han kunde det —; Overlærer Abel lorgnetterede Damerne, Adjunkt Borring havde trukket sig inderst ind i Krogen og lurede sig til at skjære en Fjærpen; men Blindtarmen stod i Tanker og skar de frygteligste Grimacer til Rektorens kristelige Tale, hvilket i høi Grad morede hans kjære Disciple.

Men alle saa de ud, somom de vare inderligt kjede af det hele og længtede efter at faa Ende paa Komedien.

„Og I — mine kjære Medarbeidere!“ sagde Rektor med bevæget Stemme, „I som have helliget Eder til det besværlige, men og skjønne Kald at veilede Ungdommen i Kundskab og Sædelighed i den samme kristelige Aand, maatte den Almægtige fremdeles forunde Eder Styrke til med samme Nidkjærhed, med samme Alvor, med samme Kjærlighed at røgte Eders ansvarsfulde Livsgjerning. Modtager min og Skolens Tak for det forløbne Aar; og give Gud, at vi maa mødes sunde og karske her igjen, for atter at lægge Haand paa Værket i Jesu Navn.“

Dernæst vendte han sig til de Smaa, og bad dem saa indstændigt at lægge Vind paa alle kristelige Dyder, og arbeide i det Godes Tjeneste, som det sømmer sig Lysets Børn.

Her var det især Mødrene tog paa at græde; og den gode Rektor talte videre om Barnet, Barnehjertet og Barnetroen. Efter en varm

Slutningsbøn reiste hele Skolen sig og sang:

„Besku vor Id med Faderøie, “
Du, som selv Verdner grunde kan“ —

hvorpaa Rektor endnu bad et Fader vor, og saa var Festen endelig forbi.

Trængselen var stor, for at komme ud; thi ingen Magt kunde længer holde paa Gutterne. Uagtet Ordren var, at Eleverne skulde vente, indtil Damerne og Tilhørerne havde forladt Salen, og da først begive sig bort i god Orden og klassevis, saa løb dog flere og flere fra Pladsen og borede sig ind blandt Damerne og forsvandt.

Varme og forgrædte væltede Mødrene endelig ud — af Fædre var der yderst faa —; det gjorde saa godt at se Ungdommen saaledes samlet, og hvor deiligt og alvorligt Rektoren talte. Han kunde rigtignok gjerne have sparet sig en Hentydning, han kom med paa Slutten: at der herskede adskillig Ligegyldighed for Skolens Gjerning blandt Forældrene. Det var da ialfald noget, som ikke passede paa nogen af dem; snarere kunde det være sagt til de Forældre, som ikke mødte frem, — for Exempel til Fru Løvdahl. Det var dog altfor galt, naar hendes Mand til og med var Ephor! Men hun kom nu aldrig der, hvor der var et Guds Ord at høre.

Børn og Voxne strømmede ud i Skolegaarden; skikkelige Gutter gik pent ved Siden af sine Forældre med Karakter-Seddelen sammenlagt i Haanden, andre gik bag Huset og sønderrev sin og trampede paa den; nogle styrtede afsted med Skrig og Indianerhop; men de fire udskaarne sorte Frakker gik bagefter Lærernes Flok, for at drikke et lidet Glas Vin oppe i Rektorens Dagligstue.

Abraham gik hjem med sin Fader. Professor Løvdahl var bevæget. Mens de gik Side om Side, sagde han til ham: „Du har været flink Gut — Abraham! og jeg ser deraf, at du bestræber dig for at rette det, som var galt med dig; og saa taler vi ikke mere om den Ting. Jeg skal ogsaa lade et Ord falde til Rektoren, at han ikke mere rører ved den Sag.“

Abraham styrtede ind i Stuerne og raabte: „Mor — Mor! — jeg er bleven Nummer to!“

Fru Wenche kom ham løbende imøde ligesaa straalende; hun tog ham og kyssede ham og dansede med ham; og da Professoren kom ind med det sædvanlige: Hys — Børn! lo hun bare, tog sin Søns Arm og gik tilbords.

Professoren vilde have Vin, og det blev en liden Familiefest. Abraham følte sig saa let som en Fugl; og da Professoren klinkede med ham, syntes han, at Faderen var dog det største og herligste Menneske i Verden.

Men idag følte han sig ogsaa saa hendraget til Moderen som han ikke havde været paa lang Tid. Igrunden holdt han dog lige meget af dem begge, og han svømmede i Lyksalighed, medens det, som var gjennemgaaet, blev til en mørk Erindring, han vilde glemme og udslette.

„Ja er det ikke som jeg siger,“ udbrød Professoren, da hun fortalte, hvor hun havde været, „den Fabrik har du dog en varm Interesse for.“

Hun bare lo og sagde ikke imod; idag var hun saa besynderlig let og lykkelig. —