Gift/6
Michal Mordtmann havde en Overraskelse i de første Dage efter Selskabet hos Professor Løvdahl.
Morgenen efter underrettede han sin Fader foreløbig om, at Udsigterne for deres Plan ikke var synderligt lyse. Da det var gjort, havde han trøstet sig med at tænke paa, hvorledes han havde skræmt de gamle Katugler, og hvor prægtig Fru Wenche havde været.
Smuk var hun ogsaa og ganske overraskende ung. Idet han forudsaa, at hans Ophold i Byen nu kanske ikke blev af saa lang Varighed, tog han den Beslutning at besøge hende ofte: — hvis han først skulde opgive sin Fabrik, vilde han ialfald tage den Fornøielse, som det kjedelige Sted kunde byde ham.
Men da han udpaa Dagen gik op til Klubben, hvor han spiste Middag, kom den tykke Jørgen Kruse hen til ham midt paa Gaden, trykkede hans Haand og sagde: „Tak — Hr. Mordtmann! — mange Tak for igaar. De balberede de lærde Herrer ganske ordentligt; og det var som skulde jeg sagt det selv — det, Fru Løvdahl kom med om Gutterne paa Latinskolen. For se nu min Morten! — han var s’gu saa flink en Gut som nogen, da han var liden, samlede sine Kobberskillinger og hjalp i Kramboden. Men nu — han er Gud forlade mig nær sexten Aar! — nu da al denne latinske Lærdom er faret i ham, nu er han bleven saa dum — Far! at jeg ikke turde betro ham Kramboden en halv Time, — ja ikke vilde han staa der heller. Nei den Latinen tror jeg ikke stort paa, og var det ikke for Mutters Skyld, skulde han ud af Skolen den Dag imorgen.“
Michal Mordtmann vidste slet ikke, hvad han skulde svare; og da længer oppe i Gaden Adjunkt Aalbom gik smaanynnende forbi uden at ville se ham, saa forstod han det meget bedre.
Men det var ikke bare den tykke Jørgen Kruse; flere af de velstaaende Smaakjøbmænd kom mer eller mindre uforbeholdent frem med, at hans Optræden i Professorens Selskab havde smagt dem godt.
Og omsider gik det op for ham, at det havde været etslags Fest for alle disse Mennesker, som tidt nok havde hørt, at de ingenting vidste og ingenting forstod uden at skrabe Skillinger sammen, — at en af de latinlærdes egen Kreds vendte sig imod de høie, hovne Herrer.
Never mind — tænkte Miohal Mordtmann, er det ikke andet de vil, saa gjerne for mig. Kapitalen var Hovedsagen, og ikke skulde han vente sig stort i den Vei af Embedsmænd og Skolelærere; kunde han realisere sin Plan og slippe for et ydmygende Tilbagetog, saa skulde han vist ikke sky nogen Møie.
Han gik derfor med fordoblet Iver omkring og snakkede fosforsurt i de store Kontorer, og han var meget godt ligt; men naar det kom til Punktet — til selve Aktietegningen, stødte han uvægerlig mod en Hindring, en bestemt Anstødssten, og det var Professoren.
Saalænge Professor Løvdahl holdt sig tilbage, blev det med bare Snak. Han var dog den eneste, som forstod Tingen. Lærd var han, og rig var han, og hvis han ikke vilde være med, saa maatte der alligevel være noget raaddent ved Affairen, hvor glimrende den end tog sig ud.
„Lad først Professor Løvdahl tegne sig, saa er jeg med og mange med mig,“ — sagde Jørgen Kruse.
Michal Mordtmanns kvikke Hoved arbeidede ikke længe med denne Hindring. Han knappede sin lange, engelske Visitfrak og gik hen, for at besøge Fru Wenche.
„Endelig!“ raabte hun, da han kom.
„Undskyld Frue! — jeg burde ganske vist tidligere gjort min Visit, for at takke“ —
„Nei Tak! høistærede Hr. Mordtmann! den Tone skal vi ikke have mere af. De har en Gang for alle forspildt Deres Ret til at være engelsk overfor mig. Værsaagod at sætte Dem ned som gammel Maalstræver og ærlig Radikaler. Kan De forsone de andre vrede Guder med Deres afskyelige Soda, saa for mig gjerne. Men her er De min Mand — min Landsmand, og al Deres Korrekthed er spildt — det forsikrer jeg Dem! — fuldstændig spildt paa mig.“
„Jeg kommer Frue —“; men han kom ikke længer; for baade han og Fruen kom i en saadan Latter ved Tanken om deres sidste Møde og ved hans mislykkede Forsøg paa at være formel, at de tilslut rystede hinandens Hænder hjerteligt; og der blev i et Øieblik en saa stor Fortrolighed mellem dem, som ellers et langt Samvær næppe vilde frembragt.
„De var ganske ubetalelig i Tirsdags,“ sagde Fru Wenche og tog fat paa sit Sytøi; han sad i en lav Stol lige indved Sybordet; „De kan ikke tænke Dem, hvad det er for mig, endelig at møde et Menneske med mine Anskuelser og Mod til at udtale dem. Her gaar vel en og anden — for Exempel Overlærer Abel — og tumler lidt med nye og frisindede ldeer, men i Smug, somom det var farligt Sprængstof —“
„Hvad det forresten ogsaa er — Frue! De saa jo selv, hvor vore Bomber sprang lystigt i Næsen paa de lærde Herrer.“
„Ja — det er sandt! aldrig i mit Liv skal jeg glemme Adjunkt Aalboms Ansigt; jeg var næsten bange, han skulde kvæles. Men — à propos! har Mr. Mordtmann ogsaa tænkt paa Følgerne af Deres dristige Ord hin Aften? De maa nemlig vide, sligt taaler man ikke her i Byen. Med mig er det en anden Sag; jeg hører nu til her, og alle ved, at jeg er uforbederlig, — desuden er jeg jo bare en Dame! Men for Dem —“
„Aa — heller ikke jeg lægger synderlig Vægt paa denne gode Bys Omdømme.“
„Men Kjære! det maa jo være af yderste Vigtighed for Dem, at De gjør et godt Indtryk.“
„Ja — forsaavidt som man jo altid helst vil efterlade et godt —“
„Nei — nei! forstaar De! — jeg tænker jo paa Sodaen, og alt det andet Stinkstof, De vil lave.“
„Naa saa! — De tænker paa den projekterede Fabrik; men den bliver der vist ikke noget af for det første.“
„Saa? det var da leit for Dem. Carsten sagde forleden, han troede, Stemningen blandt Kjøbmændene var gunstig.“
„Troede Professoren! — jeg er desværre kommen til et andet Resultat; iethvertfald tænker jeg Snart at reise.“
„Reise! — herfra?“
„Ja — tilbage til England.“
„Opgiver De Fabriken?“
„Ja — foreløbig ialfald; jeg kan intet udrette.“
„Men dette er jeg aldeles ikke tjent med,“ raabte Fru Wenche; „endelig har jeg fundet et skilkeligt Menneske, som jeg kan snakke med, og saa vil han bort. Det gaar paa ingen Maade an! Forklar mig ialfald, hvad der er iveien? hvorfor maa De opgive det? er de ræd for sine Skillinger — de smaa Sildekonger?“
„De smaa er ikke de værste —“
„Er det da de store Huse, som holde sig tilbage: With’s eller Garman & Worse?“
„Høiere op!“
„Høiere op! — det forstaar jeg ikke.“
„Skal jeg betro Dem — Frue! paa hvem min Fabrik strander?“
„Ja vist skal De saa og lidt fort.“
„Paa Deres Mand.“
„Paa Carsten? Ephoren? — men Kjære! han interesserer sig jo varmt for Dem.“
„Ja Gudbevares! Professoren har været yderst elskværdig mod mig; men —“
„Naa da! men?“
„Men Aktier vil han ikke tegne.“
„Saa — aa! det var dog besynderligt. Jeg hører ellers alle Folk siger, at Carsten er saa dygtig og forsigtig i Pengesager. Hør! — sig mig en Gang oprigtigt —— saadant mellem os —; tror De selv paa Deres Foretagende?“
„Ønsker Fruen at se Prospektus,“ spurgte Mordtmann og greb i Lommen.
„Nei vist ikke! men svar mig —: tror De selv —“
„Vi har her,“ afbrød han i sin alvorligste Forretningstone, „som De vil se en Række Analyser —“
„Lad mig være i Fred for Deres væmmelige Analyser“ — lo Fru Wenche.
„— og endvidere et specificeret Overslag med samt en Calcule,“ vedblev Mordtmann; og nu var det ikke længer muligt at faa et alvorligt Ord ud af ham; han morede hende endnu en Stund med sin Forretningstone og med at give Scener af sine Besøg hos Byens Borgere, indtil han reiste sig og sagde Farvel.
Men da han var gaaet, tænkte Fruen paa det; det vilde i Virkeligheden være altfor ærgerligt, om han nu reiste bort. Hun vilde dog spørge Carsten, hvorfor han ikke kunde tage et Par Aktier, naar det hele stod fast paa ham.
Professoren svarede — Samtalen begyndte ved Middagsbordet —, at han af Princip ikke gjerne anbragte Penge i indenbys Foretagender.
Men dette var da vist meget fordelagtigt?
Aa ja! det kunde saamænd nok hænde, at det blev en god Forretning.
„Ja svar mig nu — Carsten! du skal jo forstaa dig lidt paa Sagen: tror du paa den Fabrik?“
„Oprigtigt talt: nei; — og det, fordi jeg selv forstaar lidet eller intet af den praktiske Chemi, og de andre, som skal yde Pengene, forstaar mindre end ingenting; og saadant pleier der ikke at blive god Forretning af.“
„Men Kjære! Mordtmann skal jo bestyre den; og han forstaar det jo — ikke sandt?“
„Kan være og kan ikke være. Hans Fars Firma er ikke meget anset; det engelske Hus, som der altid tales om, har endnu ikke tegnet noget Beløb —“
„Ja, men du betænker ikke alle Fordelene ved Stedet; Mordtmann, som selv har bestyret en saadan Indretning i England og som —“
„Har du nylig talt med den unge Mordtmann?“
„Ja han gjorde Visit i Formiddag. Og da fortalte han mig, at det ikke var ham muligt at faa tegnet Aktier, før du vilde gaa i Spidsen.“
„Ah! nu begynder jeg at forstaa! — og saa var Hr. Mordtmann saa udspekuleret fin —“
„Fy Carsten! altid tror du, Folk er ligesaa beregnende som du selv. Han sad her og fortalte mig det hele ganske naturligt, og det faldt da vist hverken ham eller mig ind, at jeg skulde blande mig i de Ting.“
„Aa Michal Mordtmann — han er nu en —“
„Jeg kan se paa dig, at du vil sige: en Bergenser,“ sagde Fru Wenche lidt bittert.
„Noget lignende — ja!“ svarede Professoren: „forresten, naar du ønsker at deltage i dette Foretagende, saa Gud bevars! jeg skal saamænd tegne saa mange Aktier, du vil; Pengene ere jo dine.“
„Uf Carsten! — du ved, jeg ikke vil, du skal komme med det! — jeg vil ikke have noget med de Pengesager; jeg vil ikke paa nogen Maade, at du skal kjøbe Aktier for min Skyld.“
Fru Wenche blev snart heftig i Samtalen; men da blev hendes Mand altid mere dæmpet.
„Jo saamænd skal du have Aktier — lille Wenche! jeg ser godt, du har Lyst paa dem; saa beholder vi ogsaa den kjære Hr. Mordtmann.“
Abraham sad og saa hemmeligt fra den ene til den anden. Han forstod ikke; men han saa, hvad han saa ofte havde seet, at Moderen var heftig og Faderen blid og venlig.
Om Eftermiddagen skulde han som sædvanligt læse med lille Marius; men han havde saa liden Lyst. Det var i de første Dage af Mai, og de repeterede i alle Fag til denne forfærdelige Hovedexamen, som skulde afgjøre lille Marius’s Skjæbne.
Derfor sad han ivrig ved Bøgerne; men Abraham havde saa liden Lyst. Solen skinnede paa det nye Stikkelsbærgrønt nede i Haven, og oppe i Himmelen var der ikke en eneste Sky.
Abraham sad bare og gjorde Kommers baade med Græsken og Mathematiken til Marius’s store Forskrækkelse; tilslut begyndte han at messe af Pontoppidans Forklaring, som de gjennemgik i Skolen for syvende eller ottende Gang.
Marius lo og bad afvexlende; men Abraham var kommen i det gale Hjørne; han slængte alle Bøgerne op i Sengen og raabte: „Kom skal vi ro ud og fiske!“
Ja — lille Marius var svag nok, og saa roede de ud paa Vaagen og fiskede Smaatosk i den stille, fine Foraarsaften.
Men Følgen blev ogsaa, at det gik meget broget for Marius den følgende Dag. Bare Bevidstheden om, at han ikke havde læst saa meget og saa ordentlig som sædvanligt, gjorde ham forfjamset og usikker i de simpleste Ting.
Dertilmed vilde Ulykken, at Rektor kom ind i Aalboms Latintime, for at høre paa Examinationen, hvilket han undertiden gjorde, naar han havde Tid.
Det gjaldt da for Aalbom nu mod Aarets Slutning at vise Rektor, hvor vidt de kjære Disciple vare komne under hans Regimente; derfor tog han først Duxen og saa Marius.
Abraham sad som paa Naale; han kjendte jo Marius ud og ind og vidste hvor let det store Hoved kunde løbe sig ubønhørligt fast i den mindste Ting, naar der først kom Ugreie. Det havde allerede været galt i forrige Time med Græsken; men Pindsvinet havde med stor Liberalitet ladet Abraham hviske hvert Ord over Bordet.
I Frikvarteret havde lille Marius sagt:
„Du skulde ikke lokket mig ud at fiske igaar — Abraham! — jeg kan ingenting og bliver vist hørt i alt idag. Saa faar jeg 6, og saa kommer jeg ikke op til Sommeren.“
Abraham begyndte at forstaa, hvad dette vilde sige for lille Marius; han havde igrunden aldrig tænkt rigtig over det. Men som lille Marius nu med mange Feil læste op en Ode af Horats, sad han og tænkte paa, hvor aldeles hjælpeløs hans bedste Ven vilde blive, om han skulde sidde igjen i Klassen blandt nye Kammerater; medens han selv — Abraham — naturligvis blev opflyttet i fjerde Latinklasse.
„Nei — nei — Gottwald! du snakker over dig,“ sagde Adjunkt Aalbom kattevenlig; thi lille Marius gjorde Feil paa Feil; men han turde ikke slippe sig løs med Skjældsord for Rektor; „tænk dig nu om — Gutten min — hva! fallo, fefelli — siger du; det er ganske rigtigt; men nu Supinum — Supinum kjære Gutten min hva!“
„—fe—fe—fe—“ stammede Marius fuldstændig hjælpeløs; der var ikke længer Tanke skabt i hans Hoved.
„Ih! men du gode! hvad vil du med Reduplikation i Supinum?“ raabte Aalbom; men et Blik fra Rektor staggede ham; „tænk dig nu om Gottwald! du kjender saa godt disse Verber, naar du bare tænker dig lidt om; der er ikke mere end tre fire af dem; du husker: pello, pepuli, pulsum — altsaa fallo, fefelli — nu?“
„— pulsum,“ svarede Marius og virrede det blaa Lommetørklæde om Fingrene.
„Sludder Gottwald! vil du gjøre Nar af mig? — Javist Hr. Rektor! det er ganske sandt, lad os tage det med Ro — hva! bare rolig Gutten min, saa kommer det nok; altsaa vil vi begynde med Begyndelsen, med Ting, du kan paa dine Fingre, bare rolig — hva! Gutten min!“ hans Stemme dirrede af Arrigskab; „altsaa: amo, amavi — nu Supinum; — ama —“
„— ama —“ gjentog Marius og slap sit Lommetørklæde.
„Nei — nu gaar det for vidt!“ — skreg Aalbom og glemte Rektoren ganske; „er du gjenstridig — din Knægt! hvad hedder det runde Bord paa Latin? — det runde Bord? — nu — vil du svare?“
Men der kom ingen Lyd fra lille Marius, og Adjunkten styrtede henimod ham, somom han vilde slaa ham trods Rektoren. Men enten han nu vilde det eller ikke, saa faldt Marius ned imellem Bordet og Bænken, før Adjunkten naaede hen til ham.
„Faldt han?“ spurgte Rektor og kom hen til Aalbom, der stod bøiet over Bordet og stirrede ned paa lille Marius.
Men idetsamme lød der en Stemme i Klassen dirrende af Sindsbevægelse og afbrudt som af Hulken; de vendte sig alle og saa Abraham Løvdahl; han stod opreist, ligbleg med Ansigtet fortrukket: „Det er Skam — det er stor Skam!“ — sagde han igjen og løftede sin knyttede Haand mod Aalbom: „De er en — De er en Dævel!“ — fik han endelig sagt og tog et fast Tag i Bordkanten.
„Men — men Abraham! — Abraham Løvdahl! er du bleven splittergal Gut?“ raabte Rektor; aldrig i sin lange pædagogiske Virksomhed var han bleven saa forskrækket. Selv Aalbom stod som forstenet og glemte næsten lille Marius, som laa dernede uden at røre sig.
Men Morten Bagstræver flyttede resolut Bænken ud fra Bordet og løftede Marius op, han var bleg og Øinene lukkede.
„Hent noget Vand,“ sagde Morten i sin trodsige Tone, mens han holdt Marius oppe.
„Ja — Vand — hva!“ begyndte nu Adjunkten; „Gottwald er syg; — det er en Skandale at sende Gutten i Skole, naar han er syg — hva!“
Under dette stod Rektor midt foran Abraham og stirrede paa ham; endelig sagde han stille og strængt: „Gaa hjem — Løvdahl! — jeg skal henvende mig til dine Forældre.“
Der var dødsstille i Klassen, da Abraham samlede sine Bøger og gik. Den Forbitrelse, som var kogt op i ham, mens Adjunkten pinte Marius, faldt saa forunderligt hurtigt sammen; og da han gik alene ud gjennem Skolegaarden — det var midt i Timen —, begyndte han at tænke paa, hvad det var, han havde gjort, og hvad vel hans Fader vilde sige.
Han turde ikke gaa lige hjem, men lagde sine Bøger ind hos Bageren, hvor han var kjendt, og gik sig en lang Tur udover Østkanten af Byen, hvor han ikke let vilde risikere at møde sin Fader.
Imidlertid kom lille Marius til sig selv, da han fik koldt Vand i Ansigtet; han laa en halv Times Tid paa Sofaen inde i Rektorens Dagligstue, hvor de gav ham Hofmansdraaber, indtil han blev saapas, at Pedellen kunde følge ham hjem, Fru Gottwald boede ikke langt nede i Byen.
Lille Marius forlod da Skolen — bleg og halvt bevidstløs, støttet til Pedellen, som bar alle hans Bøger. Stinkdyrene stimlede sammen og løb foran, for at se ham op i Ansigtet; nogle vilde til at bespotte Rottekongen; men en af de store sagde: „lad ham være, han er syg.“
Og saaledes slap han for første Gang uforhaanet gjennem sine Fiender.
Rektoren skulde ganske anderledes taget sig af sin lille Professor, om ikke Tilfældet med Abraham helt havde optaget ham.
At en Discipel blev syg under Undervisningen var jo noget, som let kunde hænde; lille Marius havde ganske sikkert ikke været frisk hele Dagen; det kunde man mærke strax ved Examinationen; han havde endog gjort metriske Feil under Oplæsningen, noget, som ellers aldrig kunde hænde Marius. Og Rektor maatte næsten give Aalbom Ret, naar han vedblev at gjentage, at det var en Skandale at sende syge Børn i Skole.
Men Abraham — Abraham Løvdahl — fræk — oprørsk, i aabenbar Trods! det var ikke til at tage feil af: denne Dreng skjulte under et velopdragent og freidigt Væsen de allerfarligste Spirer.
Havde det endda været en Søn af raa og udannede Forældre, — saadanne som de desværre havde saa mange af: men en Søn af Professor Løvdahl — en Mand saa fin, saa human og gjennemdannet! — og saa skulde der hos hans eneste Søn pludseligt aabne sig Dybder af Trods og Oprørssind!
„Hans Moder er en meget oppositionel Karakter,“ henkastede Adjunkt Aalbom forsigtigt; han vidste, hvilken høi Stjerne Fru Wenche havde hos Rektoren.
Men den anden saa tilsiden og svarede ikke; han kom til at tænke paa den sidste Samtale i Professorens Middagsselskab.
Derfor gik han hellerikke hjem til Løvdahls, som han oprindelig havde tænkt; men han skrev et meget alvorligt Brev til Professoren, forklarede Sagen og udtalte som sin Overbevisning baade som Pædagog og som mangeaarig Ven af Huset, at kun ved at vise den største Strenghed og ved at tage dette med al mulig Alvor kunde man endnu kvæle de onde Spirer, som desværre var kommet for Dagen i deres kjære Abrahams Karakter.
Professor Løvdahl fik dette Brev i sin Konsultationstime fra l2 til l; og han blev saa altereret, at han strax sendte de Patienter bort, som kunde vente til imorgen, og skyndte sig at fare over de andre.
Det var aldrig faldet ham ind, at hans Søn kunde opføre sig saaledes. Selv var han kommen gjennem Livet velopdragen og korrekt. Ydmyget sig havde han egentlig aldrig, det kunde ingen sige; han havde tværtimod vidst at holde sig Folk fra Livet. Men aldrig havde han stødt an mod nogen overordnet; aldrig var der i hans Sjæl opstaaet noget, som kunde ligne Oprør.
Han kunde i Begyndelsen ligefrem ikke begribe, hvad der gik af Abraham; og til og med var det jo i en Sag, som ikke vedkom ham. Om Læreren kanske havde været lidt hidsig mod Gottwald, var der derfor nogen Mening i at fare saaledes op og risikere de største Ubehageligheder for en andens Skyld?
Men det var dette taabelige Guttevenskab, disse overspændte Ideer om Mod og Trofasthed, hvis Kilde Professoren kun altfor godt kjendte.
Allerede længe havde han forudseet en afgjørende Kamp med sin Kone om Sønnen. Han havde bestandig bøiet af og udsat det; thi han hadede Strid og Ufred i Huset.
Men meget syntes ham nu at tyde paa, at Afgjørelsen nærmede sig. Den Samtale, som hin Selskabsaften var ført i hans Kones Værelse, var bleven omtalt og saa kommenteret, at den allerede udgjorde et vigtigt Led i Byens indre Historie, og meget havde Professoren døiet hos Venner og Veninder, fordi hans Hus kunde give Plads for noget, der nærmede sig saa stærkt til Skandale.
Desuden var der et stille Uvenskab mellem ham og Fruen fra igaar, da de talte om Aktierne i Fabriken.
Professoren var gaaet lige i Handelsforeningen, hvor den tomme Liste længe havde ligget som et Spøgelse, og tegnet l0 Aktier à 500 Spd. Bagefter fandt han endog selv, at det var meget; men det var i Overensstemmelse med den Methode, han brugte overfor sin Kone.
Nu — efter Historien med Abraham var han ganske ovenpaa; og hvor meget det end harmede ham, ja rent ud bedrøvede ham — det, som var hændt med Gutten, saa kunde han dog ikke andet end tænke med en vis Tilfredsstillelse paa alle de spidse Ord, han nu kunde faa Brug for mod sin Kone.
I flere Aar var deres Ægteskab gaaet stille og tørt; hun snar til Heftighed, han altid rolig, beredt til at dække over hendes Uregelmæssigheder; efterhaanden foragtede hun ham en Smule, medens han, som strax følte det, fortæredes af Ønsket om at overvinde hende og tvinge hende til at se med hans Øine.
„Nu har vi Følgerne af din Methode,“ begyndte han derfor, da han med Brevet i Haanden traadte ind i Dagligstuen; „jeg har altid sagt, du fordærvede Gutten med dine overspændte Ideer, og nu er det kommet. Her er Brev fra Rektoren: Abraham har gjort Oprør i Skolen.“
„Men — Carsten! hvad er det, du siger?“
„Han har sat sig op imod sine Lærere, truet med knyttet Næve og kaldt Adjunkt Aalbom for en Dævel.“
„Naa Gudskelov! — ikke værre!“ sagde Fru Wenehe lettet.
„Ikke værre? — ikke værre! — ja det ligner dig! du kan snart ikke sympathisere med andet end Oprør og Opsætsighed mod alt og alle. Men nu vil jeg sige dig en Ting — min høistærede Frue! — nu er det forbi med min Taalmodighed. Gutten er ogsaa min, og jeg vil ikke have en radikal Fusentast af ham, der bliver liggende som et Udskud i Samfundet til Skam og Sorg for sin Familie. Nu har jeg længe nok seet dig fylde ham med dine gale Ideer, og nu har det baaret sin Frugt; men nu faar du ogsaa undskylde, at jeg som Fader tager Magten, for at redde, hvad endnu reddes kan. Er han hjemme?“
„Jeg har ikke seet ham.“
Fru Wenche var ikke rigtig sikker paa, hvorledes hun skulde møde denne usædvanlige Heftighed hos sin Mand; hun vidste jo hellerikke fuld Besked om, hvad det var, Abraham havde gjort; og hun vilde ikke spørge, saalænge hendes Mand behandlede hende saaledes.
Men da Abraham endelig træt og sulten kom hjem og sneg sig ind i Dagligstuen bleg og nedslagen, sagde hun til ham: „Men Abraham! hvad er det, vi hører om dig? hvad har du gjort?“
Abraham stirrede paa hende; hans eneste Haab havde været Moderen; men før han fik svare, aabnede Professoren sin Dør og kaldte ham ind.
Fru Wenche hørte hans Stemme tale strængt og vedholdende; hun kunde ikke holde det ud; hellerikke vilde hun nu gaa ind, og derfor gik hun ud i Spisestuen.
„Hvor kunde du gjøre mig denne store Sorg? — Abraham!“ saaledes begyndte Professoren alvorligt og næsten sørgmodigt; „jeg havde saa vist haabet at gjøre dig til en brav og nyttig Borger, til en Søn, jeg kunde have Glæde og Ære af; og istedet derfor begynder du allerede i din unge Alder at lægge Tendenser for Dagen, som sikrere end noget andet vil føre dig i Fordærvelse. Thi Dovenskab, ungdommeligt Letsind og Vildskab — det kan gaa af med Aarene og ved forstandig Behandling; men Oprørsaand er noget, som næsten altid tager til der, hvor det først har slaaet Rod. Man begynder med at trodse og forhaane sine Lærere, saa voxer man sin Far og sin Mor over Hovedet, og tilslut vil man ikke bøie sig for Vorherre selv! Men ved du, hvad det er for Slags Folk — disse? — jo du, det er Forbryderne, det er Samfundets Udskud, der trodse Lovene og fylde vore Fængsler. Hvad der er skeet med dig idag, har rystet mig mere end jeg kan sige; jeg formaar hverken at skjænde paa dig eller at straffe dig; jeg ved ikke engang, om jeg kan beholde en saadan Søn i mit Hus.“
Dermed gik han ud af Stuen.
Det var en vel betænkt Tale af Professoren, og den gjorde sin Virkning.
Alt havde Abraham forestillet sig paa sin ensomme Vandring, — alt det værste, han kunde tænke sig af Skjænd og Straf; men dette gik dog over alt.
Den sørgelige, bedrøvede Tone; de haarde Ord og saa tilslut den skrækkelige Mulighed, at han kanske skulde sendes ud af Huset, bort fra Moderen, — der først begyndte han at samle sig saa meget, at han brast i Graad og laa længe nede i Sofaen og græd. Hvor ubegribeligt det forekom ham — det, han havde gjort; hvad skulde der dog blive af ham?
En lang Stund efter aabnede Professoren Døren og kaldte ham tilbords.
Fru Wenche havde endnu ikke faaet fuld Besked om Sagen; men efter det, hun fik vide, maatte hun jo indrømme, at Abraham havde opført sig høist usømmeligt. Men alligevel forundrede hun sig over, at denne lille Ting, — thi i Grunden var det da ikke saa farligt —, at dette kunde saa aldeles forstemme hende. Hun følte sig saa tung og usigeligt ulykkelig, og hun havde den største Lyst til at kaste sig over Abraham og græde ud.
Men der blev ikke talt et Ord under Maaltidet.
Abraham laa sønderknust over sin Suppe; og han lignede i dette Øieblik ikke meget hin blege Helt, som stod opreist med knyttede Næver mod Adjunkt Aalbom og kaldte ham en Dævel. —