Gift/5

Fra Wikikilden
Samlede værker
Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag (Bind 2s. 207-212).
◄  IV.
VI.  ►

Uglerne boede i det hugne Løvværk rundt de høie spidsbuede Chorvinduer i Domkirken, og i de firkantede Muraabninger oppe i Taarnene.

Lydløst havde de fløiet i sex hundrede Aar mellem Kirke- og Klostervinduer, fra Skorsten til Skorsten, gjennem Porte og Huller og i lange, trange Korridorer, hvor de mødte lærde Mænd paa Filtsko med Bøger og Pergament.

I Storm og mørke Nætter havde de siddet paa Stenene fremfor det lille Buevindu, hvor der var en Lysstribe; og deres vilde Skrig havde faaet den blege Mand derinde til at korse sig og løfte Øinene fra det dunkle Sted hos Tacitus op imod Krucifixet paa den hvide Væg.

Men Krucifixet blev revet ned og puttet i Sæk; i de lange Korridorer og opad slidte Vindeltrapper flygtede rædde Munke, og ind stormede skindklædte Mænd med blodige Øxer, ransagede Kister og Bænke, samlede Sølvbægere og hellige Kar, trak Munkene frem og pinte dem for Klosterets Skatte og løb efter Biskoppen gjennem hele Bispegaarden, gjennem Løngangen — helt op til Høialteret og hug ham ned, saa Blodet flød henad Stenfliserne i Choret.

Og den lille Fiskerby, som trykkede sig forskræmt op til Klostermurene med trange Gader og Træhuse, brændte op i en Fart, og Ilden hærjede Kirker og Kapeller.

Men lidt efter lidt voxte de smaa Træhuse op igjen; svære Bøder og rige Gaver strømmede atter ind i Bispegaarden; Tiende af Hav og Land og de rare Sølvskillinger maatte samme Vei, og der vrimlede af fremmede Munke og Kanniker, baade fede, stærke Englændere og sorthaarede Klerke sydfra med fine Ansigter.

Magt og Lærdomme reiste Mure og Taarne og Røgelsen fyldte den prægtige Kirke, hvor Klerkerne sang for de Fiskere og Bønder, som laa næsegrus og mumlede, hvad de ikke forstod.

Der kom fremmede Skibe til Bryggerne og førte guldvirkede Messeklæder, Kirkeklokker og Alterkar og stærk Vin for Klostrenes kjølige Kjældere.

Men i de trange Gader og Smug bagom Abildgaarden — der laa Munkene paa Lur efter Pigerne; og mens de messede og sang oppe i Domkirken, var der tændt et Par Lamper i den hvælvede Kjælder under Bispens Kapel; og der sang de ogsaa, mens Vinfadet klukkede og Pigerne lo, og der dansede de Munke, saa Kutterne fløi.

Men Dansen tog Ende, og Glansen gik af, og Pigerne fik Fred for de galne Klerke. Paa et stort Baal midt foran Kirken brændte alle Domkapitlets Dokumenter, Papir og Pergament med store Voksegl og Bøger i Gyldenlær og hvidt Kalveskind: men alt, hvad Sølv og Guld kunde ligne, blev samlet, afhugget, afrevet, afskrabet til det sidste Støvgran, der havde Glans, og istedet kom Kalk, indvendig og udvendig og overalt Kalk — lighvid, tør og kold.

Nu kom den bedste Tid for Uglerne, mens Klostre og Kapeller faldt langsomt sammen i Ruiner, og hvad Tiden gjorde smaat efter smaat, fuldførte Menneskene i større Stykker. Snart ryddedes Mure og gamle Abildgaarde for en ny Gade; næste Aar nedbrødes Biskoppens sirlige capella domestica, fordi Fru Provstinden vilde sig derudaf lade indrede en ny Svinesti; og tilslut stod Domkirken alene igjen — faldefærdig i sin Kalkpuds, rundt omkring smaa dumme Træhuse, af al den papistiske Herlighed hverken Sten eller Pergament tilbage.

Kun et blev tilbage paa de gamle Tomter — foruden Uglerne.

Magten var forsvunden, Lærdommen var forsvunden, Kalken havde begravet, hvad der var af Skjønhed, men Latinen klæbede ved Stedet, — Latinskolen, — Tampen og Grammatiken.

Chordrengene blev til Peblinge, til Degnedrenge og tilslut til almindelige Skoledisciple; de flyttede fra en Stue til to Stuer, der klinedes op paa gamle Klostermure, indtil de puttedes ind i en ny, firkantet Skolekasse med nøgne Vægge og Vinduer af mat Glas; Tampen og Grammatiken flyttede med.

Og naar Uglerne, som ogsaa troligt havde fulgt, sad i de store Bøgetræer udenfor Rektors Studerekammer, fór ogsaa han sammen ved deres vilde Skrig og løftede sine Øine fra Tacitus, —— det var det samme interessante, men dunkle Sted.

Thi i de mange hundrede Aar, hvori al Lærdom havde levet i dette skjønne og udviklende Sprog, var der — underligt nok — intet frembragt, som var værdt at læse paa Latin. Nu som for sex hundrede Aar siden sad de lærdeste Hoveder og gned sine Pander mod disse interessante, men dunkle Steder hos Tacitus.

Og fremdeles gik Slægt efter Slægt til mensa rotunda, hvor Tampen og Grammatiken modtog Ungdommens Offer af Tid og Flid, for til Gjengjæld at føre de dygtigste blandt dem saa vidt, at de kunde faa gnide deres Pander mod Tacitus. —

— Bøgetræerne vare ikke gamle i Forhold til de Ruiner, blandt hvilke de vare voxede op. Men de havde dog i mere end hundrede Aar løftet sine Kroner over den lave Træby og bredt sig vidt udover den rummelige Skolegaard.

Og under deres Grene havde der suset den muntre Lyd af unge Slægter, som kom og gik; Dagens bestandige Vexlen mellem Stilheden i Timen og den løsslupne Allarm i Frikvarteret med hundrede Smaafødder trampende Jorden og et Skrig i Luften som af vilde Fugle.

Men naar Dagen var forbi, og Lærerne havde taget al sin Tyranni og al sin Kjedsommelighed med sig hjem til sig selv, da fyldtes Skolegaarden af den forpinte Ungdoms Frihaandsarbeide.

Alt, hvad der fandtes af Bygninger, Træer, Trapper og Porte, fik Liv og Navn. Og efter den døde Dags Leg med døde Navne og livløse Former, legte den levende Ungdom et fantastisk Liv fuldt af Navne med Klang og Gjenklang i de smaa fortørkede Hoveder.

Da seiledes der Jorden rundt, og Kapere skjød frem bag Træer og Hushjørner, eller Røvere laa paa Lur under Trappen. Og altsom Lyset minkede, og Skumringen udslettede Minderne om Dagens haarde Dressur, vaagnede og øgte de spildte og ubrugte Kræfter; og Riddersind, ubrødeligt Venskab og Heltemod flammede op i smaa vilde Kampe og Vovestykker, som aldrig glemtes.

Men i de stille Høstaftener, naar Bøgeløvet laa tykt under Træerne, før Stormen havde hvirvlet det bort eller Pedellen samlet det ind i sin Røgekjælder, da kom Indianere og Krybskytter listende langs Skyggerne, — eller det var Prætendenten — den ulykkelige Stuart —, der arbeidede sig frem gjennem Storm og Uveir mod Lyset fra Betty Flanagans Hytte.

Og naar Døren til Pedellens Røgekjælder gik op, saa det røde Lys faldt stribevis ind i Mørket under Træerne, da sad der tæt af Rundhoveder omkring llden i tunge Støvler med Slag og Jernsporer; deres Kapper hang til Tørring rundt Skorstenen, og de lange korshæftede Sværd stod opad Muren. Gamle Betty løftede det runde Trælaag — sortbrændt i Kanten, og op af den vældige Gryde steg den stærke Lugt af Faarekjød, Kaal, Poteter og Krydderi, som kogtes sammen — Høilændernes Yndlingsret! —

Indenfor Røgekjælderen og under hele Skolebygningen var der skjulte Gange og hemmelige Aabninger mellem de gamle uforgjængelige Klosterkjældere, hvor de modigste trængte ind og kom tilbage bedækkede med Støv og Kalk.

Og, hvad de fortalte, gik igjen fra Klasse til Klasse, lagde under den forhadte Skole en uhyggelig Undergrund af gamle, grufulde Klosterhistorier, hemmelighedsfuldt Samkvem med døde Munke, som gik igjen; lavbuede Vinduer med lange Striber af dødblegt Maaneskin.

Og selve Legen gik istaa, naar det blev rigtig mørkt og Katuglerne begyndte at skrige. Da samlede de sig i en tæt Gruppe og skræmte hinanden med hvide Skikkelser, som de saa i Skyggerne; og fra Domkirken med de høie Taarne og fra de svarte Munkekjældere kom der saa megen Uhygge og Fælenskab, at de pillede hjem, for at læse Lexer. —

— Det var store, smukke Træer — Bøgetræerne i Skolegaarden. Men et Aar begyndte det, som stod yderst mod Nord, at skrante, næste Aar gik det ud; hist og her i Rækken blev et Træ sygt, svære Grene — raadne indeni — blæste ned om Vinteren.

Alle de, som forstod sig paa Træer, fik travlt; og der fremkom mange Formodninger og Forslag. Nogle mente, at Jorden var for fast tiltrampet om Rødderne, og vilde, at der skulde pirkes lidt i den; andre vilde skrabe Stammerne, og nogle vare af den Formening, at der kom ikke Lys nok indunder Grenene og vilde have Toppene kappede af.

Ingen syntes at ville forstaa, at Jorden var sur, Træerne gamle og raadne, saa ingen Kunst kunde forhindre, at de visnede og døde.

Men ligesom Træerne vantrivedes, saaledes var det ogsaa, somom der lagde sig en Tyngsel over selve den Skole og den Ungdom, de overskyggede.

Tampen dansede ikke længer lystigt med Grammatiken; den var lagt bort. Og efter denne Skilsmisse syntes Grammatiken at tæres hen som en Enke, der har mistet sin bedre Halvdel. Latinen vilde ikke rigtig gro længer trods al mulig Umage; ingen kunde være blind for, at Kjendskabet til det herlige Sprog gik tilbage Aar for Aar.

Og uagtet de ikke lærte Halvparten saa meget Latin som for 30 Aar siden, saa Ungdommen dog bleg og overanstrængt ud. Det var en Ynk at se de blegnæbbede Dverge, som nutildags med Møie kunde slæbe sig igjennem det allertarveligste Pensum til Examen artium, — og man saa vilde tænke paa hine Karle, der deponerede i fordums Tid.

Lærerne gik, somom de gik igjen. En vissen, grinet Flok, som gjennem Aarene udviklede hver sin Særhed til Karrikatur; fordi deres ensomme Liv var at sidde paa Kathederet og strø Støv paa en Ungdom, de ikke forstod.

Men mange mærkede de lærde Skolers Hensygnen. Fra det hele Land kom samstemmige Iagttagelser og Beklagelser; og alle Skolemænd satte sig i Bevægelse, stak Næsen i Papirerne, og ophvirvlede smaa Skyer af extrafint, filologisk Støv.

Nogle mente, alt vilde blive godt, naar Eleverne fik særskilte Pulte og grønmalede Pennalhuse; andre raabte paa et nyt og mere fuldkomment Ventilationssystem; enkelte lovede sig en ny Opblomstring af Lærdom og Sundhed for den kjære Ungdom, hvis Tyngdepunktet i Undervisningen blev forlagt fra Latinen og over paa Græsken.

Ingen syntes at ville forstaa, at Systemet var forældet og selve Lærdommen raadden, saa ingen Kunst formaaede længer at forhindre det døde fra at forpeste det levende.

Rektor sukkede mangen Aften, naar Maanen skinnede over Skolegaarden og udover Byen, som voxte og trivedes paa sin Maade. Skolen trivedes ikke; hvert Aar fandt han færre haabefulde Elever for Latinlinien; mens der var nok af raske Gutter, som opgav det tidligt og gik tilsøs eller til Udlandet, for at lære Handel.

Han vendte sig bort og gik ud i den store gamle Have paa den anden Side af Huset. Her havde han en liden fredelig Plads under et ældgammelt Pæretræ, hvor han sad om Sommeraftenen og snuste eftertænksomt. Men hellerikke her — skilt fra Byen og hele Verden bag den høie Kirkegaardsmur — hellerikke her fik han Fred for urolige Tanker.

Hvor lidet den huede ham — hele den nye, travle Tid, og hvor det ængstede ham — ængstede ham oprigtigt som et Tilbageskridt mod Barbariet —, denne Ringeagt for de klassiske Studier, som begyndte at vise sig baade her og der.

Men han vilde ikke tabe Modet; endnu stod de dog — Gud være lovet! — de gamle Klassikere; uovertrufne af nogen senere Tidsalders Mænd, ragende op over enhver Tid, ligesom selve denne skjønne Kirke ragede op over den snevre dumme Fiskerby med sine ædle og alvorlige Linier. Og fra Kirken var det, somom der gik en Luftning henover Ruinerne, henover Skolen, henover ham selv, idet han reiste sig fra Bænken. Styrket som efter en Bøn gik han fuld af Kraft og Tillid op paa sit Studerekammer, for at gnide sin Pande mod Tacitus.

— Og Uglerne forstyrrede ham ikke; Skolen og Byen var bleven dem for stor og larmende, de forsvandt med en Gang og blev borte. —