Gift/3
Ved Halvaarsexamen kom Abraham et Par Nummer op; men al Marius’s Latin kunde ikke forhindre, at den lille Professor dumpede helt ned forbi Morten Bagstræver og blev Fux paa Partiet.
Det blev endogsaa sagt af Læreren i Mathematik, at hvis han ikke i næste Halvaar gjorde ganske overordentlige Fremskridt, saa skulde han sidde igjen og ikke komme op i 4de Latinklasse.
Abraham var langt fra flittig; men det hjalp, at han havde sat sig i Hovedet at trække Marius med; og da han lærte let, var det nok for ham, at han gjennemgik Lexerne en Gang. Marius derimod maatte læse, ligefra han slap af Skolen og til han gik til Abraham, mangengang efterpaa ogsaa.
Deres klassiske Uddannelse var nu naaet saa vidt, at de havde Latin i ni og Græsk i fem Timer om Ugen. De havde forladt Fædrus og Cæsar, for at forfriske sin Aand med Cixeros Tale om Alderdommen. Og efterat deres unge Tunger vare bøiede til anden Klasse af Verberne paa mi efter Curtius, vandrede de med Xenophon fem smaa Parasanger om Ugen ind i det guddommelige Hellas.
Den bredte sig — Skræppeskoven i de unge Hoveder. Lidt efter lidt udslettedes Forskjellen mellem det, som var morsomt at lære, og det, som var en Plage. Altsammen blev paa det nærmeste jævnt ligegyldigt for dem, kun rangeret efter den Vægt, Skolen lagde paa Faget.
Alt, hvad der i Undervisningen hist og her kunde findes, som refererede sig direkte til Livet og til Verden, saaledes som den er, det sank betydeligt. Og op paa Høisædet kom lange Processioner af døde Ord om døde Ting; Rægler og Ramser, der pluggedes ind i de møre Hjerner, for til evige Tider at optage Pladsen; fremmed Lyd fra et fremmed Liv; ældgammelt Støv, som samvittighedsfuldt dryssedes overalt, hvor den saftrige Ungdom viste en fugtig Plet, som kunde holde paa Støvet.
Det er en haard Tid — Abrahams og Marius’s Alder — fra fjorten til femten Aar. Øinene aabne; en Spørgelyst umættelig som en Gutteappetit, kløende værre end Mæslinger; en vaagnende Evne og Vilje til at forstaa alt; en flammende Trang til at erobre Verden og det, som er bag Verden og bag derigjen, — og saa Støv! ældgammelt, extrafint Støv drysset i hver fugtig Pore, drysset over hvert spirende Spørgsmaal, drysset Over hver eneste Spire, som ikke er en Skræppespire.
Men det gaar over; allerede med sexten sytten Aar har Støvet tørret godt ind. Nysgjerrigheden er død; den Unge har lært, at det gjælder at spørges — ikke at spørge; og han begynder desuden at forstaa dette med Skræppeskoven; han aner dunkelt, at den er til for hans Skyld, at han har den Lykke at være en af Samfundets privilegerede Snegle. —
— Lille Marius i Regnkappe en sur Vintermorgen, Søndenvind og Slud, før Klokken otte, halvmørkt, koldt og vaadt — det var ikke videre lysteligt at perse sig om Hjørnet mod en susende Storm, blive vaad paa Fødderne og fugtig til-knæs.
Alligevel tænkte han mest paa at bevare sit dyrebare Læs Bøger mod Regnet; han havde dem under sin Oliekappe, saa han lignede de Kjør, der bære Maven paa den ene Side.
I Klassen var der mørkt og morgenkoldt. Morten Bagstræver laa og proppede Ved i Ovnen; de andre stod omkring og varmede sig, — vaade og kolde var de alle.
Men det var en Lørdagmorgen; og hvor sur den end er, saa har den dog en festivitas, som hverken Regn eller Kulde ganske kan dræbe.
Marius tørkede først sine Bøger dernæst sig selv, saa godt det lod sig gjøre med det blaa Rottetørklæde.
Abraham Løvdahl hærmede efter Rektor, idet han forelæste udvalgte Paragrafer af Skolens „Forholdsregler“, som hang paa Væggen opklæbet paa Pap med lysegrøn Kant om.
„Paragraf Fire,“ læste Abraham og lod somom han puttede sin Næse fuld af Snus, „Disciplene maa altid fremmøde i Skolen rene og ordentlige. Overtøi, Hue o. s. v. maa de anbringe paa de dertil bestemte Indretninger, med Iagttagelse af Orden og Forsigtighed samt atter medtage Saadant, — Saadant — med stort Bogstav — hvad er det?“ raabte Abraham.
„Indretninger,“ foreslog Morten.
En anden paastod, at det gik paa Orden og Forsigtighed, og derom reiste der sig en grammatikalsk Disput.
Lille Marius var ikke med; for han sad og mumlede Konjugationer med Næsen dybt nede i Curtius, der var næsten mørkt paa hans Fuxeplads i Krogen.
Timetabellen for Lørdag var:
| 8 | til | 9 | — | Græsk. |
| 9 | - | l0 | — | Historie. |
| l0 | - | 11 | — | Norsk Stil. |
| 11 | - | l2 | — | Arithmetik. |
| l2 | - | 1 | — | Latin. |
| 1 | - | 2 | — | Latin. |
De sad til to om Lørdagen, ellers slap de Klokken et.
Omsider kom gamle Overlærer Bessesen puslende med Galoscher, Regnkappe, Paraply, Handsker og Pulsvanter. Hans Indtræden i Klassen gjorde ikke det mindste Indtryk. Abraham sagde bare ganske rolig: „Se saa! — der har vi det gamle Pindsvin,“ og Morten vedblev at stelle med Ovnen.
Først da Overlæreren havde pillet af sig og var kommen op paa Kathederet, gjorde de unge Herrer Mine til at gaa paa Plads, og Undervisningen begyndte.
„Vil du begynde — Abraham Løvdahl,“ sagde Pindsvinet, efter at have undersøgt sin Lommebog, hvori han indførte Karaktererne.
„Jeg havde saa ondt i Hovedet igaar, saa jeg fik ikke læst Græsken,“ svarede Abraham bedrøvet, men freidigt og oprigtigt.
Marius gjorde store Øine.
Den Gamle smilte og virrede lidt med Hovedet og fandt saa en anden, som han kunde examinere.
Overlærer Bessesen havde troligt drysset Støv i mange Aar og holdt sit 25 Aars Jubilæum for længe siden. Hans Omraade var ikke stort; men der var han sikker som Laas.
Af Græsk vidste han paa en Prik, hvad der fordres til artium; han kunde paa Forhaand sige, hvilke Spørgsmaal der vilde blive Examinanden forelagt ved hvert enkelt Stykke af de lovbefalede Forfattere.
Og dette fik han langsomt, men nogenlunde sikkert bibragt de bedste af sine Elever; de andre var det ikke saa farligt med, da de ikke bleve dimitterede fra Skolen.
Han sad saa liden og indskrumpet, at han næsten blev borte i sin egen Frak; Hagen sank helt ned i Bogen, og det tætklippede rødgule Haar strittede ud til alle Kanter, medens han kun sjeldent løftede de rødkantede Øine udover Kathederet.
Thi han var en fredelig Lærer. Om nogen sad med Oversættelsen ved Siden og læste op af den, eller om der hviskedes og fuskedes over en lav Sko, han hverken saa eller hørte. Et langt Livs Erfaring havde lært ham, at det ikke lønner Umagen at rode op i saadant; og det gik desuden saa meget bekvemmere, naar de daarlige fik lidt Hjælp.
Han var imidlertid slet ikke sløv; den mindste Feil eller Usikkerhed ramte hans Øre; han fór op, somom han havde stukket sig, naar nogen tog feil af imperfektum og aoristus; men forresten kunde der være alskens Liv og Lyd i Klassen, naar det ikke blev altfor galt.
Saaledes førte han de Titusindes Tog en liden Parasange hver Dag, og alle de unge Mennesker, som i Aareres Løb havde fulgt ham som Anfører, vare alle komne med den samme Regelmæssighed, i de samme smaa Dagmarseher gjennem Xenophon, Homer, Sofokles, Herodot og Plutarch; det gik alt paa den samme Maade uden Forandring eller Omskiftelse; saavel i Vers som i Prosa var der denne høivigtige Forskjel mellem imperfektum og aoristus; og hændte det, at den, som oversatte, kom til at le af en morsom Anekdote hos Herodot, da saa Pindsvinet forbauset op: det kunde han ikke forstaa.
Derfor gik den graa Morgentime jævnt og fredeligt. De, som ikke ønskede at lade sig høre, havde eller havde havt ondt i Hovedet; og saa maatte Pindsvinet finde en anden, som var beredt til at tage sin Tørn og sad færdig med Oversættelsen paa den ene Side, Gloser og Anmærkninger paa den anden.
Klokken ni pillede Pindsvinet alle sine Sager sammen igjen og vandrede afsted til den næste Klasse.
Ogsaa Historietimen fra ni til ti gik fredeligt. Det var Adjunkt Borring med hans Fjærpenne; og da Klassen nu bestod af bare Latinere, — Tolleiv og Reinert vare tilsøs, andre vare forsvundne — saa hjalp man sig selv og hinanden med Fusk.
Forat Marius skulde kunne sin Historie, maatte han absolut „sættes paa“; men det passede ikke altid med Adjunktens Methode. Idag spurgte han for Exempel: „Hvad Tid vendte Lykken sig?“ — og derpaa tog han fat paa sine Fjærpenne; lidt efter sagde han: „nu! hvad Tid vendte Lykken sig?“ — blaaste i en Pen og skar videre.
Marius kunde hele Ramsen om Karl den l2te; men han vidste ikke, at Lykken vendte sig i l708. Abraham maatte hviske det nedover til ham.
Derved kom lille Marius til alt Held ind i Ramsen: „Men i Aaret l708 vendte Lykken sig,“ og saa gik det glat.
Nu havde endelig Morten Bagstræver faaet Ovnen rød, og der var saa varmt, at de maatte aabne alle Vinduerne i Frikvarteret.
„Hvem har lagt i Ovnen?“ spurgte Rektor ogsaa strax, da han kom i Klassen med Stilebøgerne under Armen.
Intet Svar; men da han spurgte igjen i en strængere Tone, svarede Duxen:
„Jeg tror, det var Morten Kruse.“
„Saa det var dig — Morten! saa du indlader dig paa sligt? Kom frem og find mig den Paragraf i Forholdsreglerne, hvor det staar, at Disciplene selv skulle varetage Skolens Opvarmning.“
Morten stillede sin tvære Krop foran Forholdsreglerne og gloede op.
„Nu lille Morten! — finder du ikke snart den Paragraf? eller vil du, at jeg skal hjælpe dig?“ spurgte Rektor og trak ham i Øret med den ene Haand, medens han pegte med den anden, „kan du se Paragraf fem! — læs den — høit og tydeligt!“
„Paragraf fem,“ begyndte Morten med grovt Mæle, „i Skoleværelserne maa Disciplene strax begive sig til sin Plads og aldrig foraarsage nogen Støi eller Uorden. Han forlader heller aldrig sin Plads uden efter udtrykkelig Tilladelse.“
„Naa — lille Morten! ser du nu, hvorledes Discipelen har at forholde sig i Klassen — hvad? synes du, der stod noget om at pakke Ovnen fuld — hvad? synes du det — hvad?“
For hvert Spørgsmaal trak han stærkere opover i Øret, indtil Morten stod paa Tæerne, for at følge med.
Hele Klassen lo, og Morten luskede paa Plads.
Imidlertid havde Duxen fordelt Stilebøgerne, efter at have kiget i alle, for at se Karakteren.
Marius havde faaet 4½, hvilket var lidt værre end sædvanligt, og det var igrunden en liden Skuffelse; han havde ligt Opgaven saa godt, fordi den var saa lang, at den næsten kunde blive til ¼ Side, naar man skrev den stort; og han havde altid saa vanskeligt for at faa sine Stile lange nok.
Opgaven lød saaledes: Sammenligning mellem Norge og Danmark med Hensyn til Landenes naturlige Beskaffenhed og Folkenes Karakter og Erhverv.
Rektor begyndte nedenfra: „Du skriver slette Stile — Marius! hvad er det nu for et Sammensurium, du har leveret idag! hør nu selv: Naar man sammenligner Norge med Danmark, saa ser man en stor Forskjel mellem disse Lande. Norge er et Bjergland, Danmark derimod et Sletteland. Norge har, da det er et Bjergland, Bjergværksdrift, hvilket Danmark ikke har, fordi der ikke findes Bjerge. Tillige har et Bjergland næsten altid Dale — ak ja! kjære lille Marius! det er saa sandt, saa sandt! men tror du, det er nødvendigt at fortælle os det? — det er saa umodent — saa sørgeligt umodent —“ gjentog Rektor bekymret og gik op og ned en Stund i Tanker. Marius forstod godt, at han tænkte paa Opflytningen til Sommeren.
„Men Gud forbarme sig — hvilken Varme —— pyh!“ raabte Rektor og gav Morten en Dask i Hovedet, da han gik forbi ham.
Derpaa tog han igjen fat paa Marius’s Stil: „Norge nyder et godt Forsvar i sine Fjelde; og skulde der udbryde Krig, saa er Kjølen ikke saa god at komme over med Kanoner, helst om Vinteren. — — Det er da svært, hvor du er krigersk — lille Marius! hvem skulde ville gaa over Kjølen med Kanoner? Svenskerne ere jo vore Brødre og gode Venner. Nei — da er det bedre, hvad en anden har skrevet, at nu kunde man hellere ønske Kjølen borte, saa at Broderfolkene ret kunde blande sig, — hvem er det, som har det?“
„Det er mig,“ svarede Duxen beskedent.
„Ganske rigtigt! — det er dig Broch, ja det er meget godt. Marius derimod ser alt fra et krigersk Standpunkt; hør nu videre: Naar man sammenligner Folkene, saa finder man, at Danskerne ere mere blødagtige end Nordmændene. Ja — hvad er nu dette for noget?“ raabte Rektor ærgerlig og kløede sig i Haaret, han blev hedere og hedere, der var vist opimod 30 Grader snart, „her er flere i Klassen, som har dette om Danskernes Blødagtighed; hvad skal det være til? det er bra nok at elske sit Fædreland; men Patriotismen bliver en stor Feil, naar den gaar over til nationalt Hovmod, saa man ser ned paa andre Nationer og kun roser sin egen. Specielt er det latterligt for et lidet fattigt Folk som vort, der sandelig ikke har stort at rose sig af.“
Brochs udmærkede Stil kom ikke til at blive læst op; thi Varmen blev tilslut saa gal, at Rektor i Fortvivlelse gav Ordre til at aabne Vinduer og Døre, og da der saa opstod en Stormtræk gjennem Værelset, sendte han alle ud i Gaarden; alene Morten Kruse skulde sidde inde til Straf.
Det regnede ikke længer; men Vinden var kold, og der var sølet i Gaarden, saa de havde ikke stor Glæde af det lange Frikvarter. Marius gik og gruede for Arithmetiken: thi efter alle menneskelige Beregninger skulde han høres idag.
Abraham havde hjulpet ham, og lille Marius havde sagt, han forstod. Han havde virkelig havt en Smule Greie paa noget af det. Men han var næsten vis paa, at naar han stod foran den sorte Tavle, saa kunde han ikke ½ × ½.
Overlærer Abel kom svinsende ind, og Vinduerne bleve lukkede. Han bar sin nye Regnkappe paa Armen og nynnede, hvilket var et sikkert Tegn paa, at han var i godt Humør. Det trøstede imidlertid ikke Marius saa meget; thi naar Overlæreren var paa godt Lag, var han saa fæl til at gjøre Nar.
Overlærer Abel var Ungkarl og Lapsen blandt Lærerne. Det var hans Stolthed at overraske sine luvslidte, gulflippede Kollegaer med nye og originale Klædningsstykker — snart et rødprikket Halstørklæde eller et Par lyse Buxer; nufortiden var det en hvid Regnkappe af Guttaperka.
Alle havde knebet i den og lugtet paa den; alle havde spurgt om Prisen, og alle havde faaet vide den.
Som Lærer var hans Princip dette: „Menneskene kunne inddeles i to Slags: de, som kan lære Mathematik, og de, som slet ikke kan. Og jeg paatager mig i Løbet af en Maaned at afgjøre, om en Gut kan lære Mathematik eller ikke.“
Ud fra denne Theori drev han de dygtige meget vidt frem; Resten lod han med god Samvittighed ligge.
Overlæreren slog Støv af Kathederet med sit Silketørklæde, før han tog Plads; Marius sad og skjalv i Stilheden, mens han saa efter i Lommebogen.
Men Broch blev raabt frem. Marius kunde næppe tro paa sin Lykke; det saa ud, somom Abel vilde begynde ovenfra, saa kunde han kanske slippe idag ogsaa.
De var nylig begyndt paa Ligninger af første Grad med en Ubekjendt, og lille Marius havde taalmodig fulgt med gjennem mangfoldige Exempler, for at finde dette x.
Han havde hørt dem sige, at nu var det fundet og seet dem stryge ud af Tavlen, — ja hvad mere var, han havde endogsaa selv alle Exemplerne opskrevne i sin Bog, og dog forblev denne ene Ubekjendte ham lige fiern og fremmed.
Han holdt Øie med dette x; han skrev troligt op, hvorledes det blev jaget som en Ræv fra Linie til Linie med Multiplikationer, Forkortninger, Brøker og al Verdens Djævelskab efter sig, indtil det arme udmattede Dyr endelig blev drevet alene over til venstre Side, og saa viste det sig, at dette frygtelige x var ikke andet end et ganske fredeligt Tal — for Exempel 28.
Marius kunde omsider tilnød forstaa, at x kunde have forskjellig Værdi i de forskjellige Exempler. Men hvad man saa skulde med dette x? hvortil alle disse Omsvøb — hvorfor jage Tavlen ned over Stok og Sten efter denne ene Ubekjendte, naar det ikke var andet end for Exempel 28 — kanske bare l5? — nei det kunde lille Marius virkelig ikke begribe.
Alligevel tog han sin Exempelbog og skrev meget omhyggeligt op det Stykke, som Broch fik at regne:
„Pythagoras blev adspurgt, hvor mange Disciple han havde. Den vise Mand svarede: „Halvdelen studerer Filosofi, Trediedelen Mathematik, og de øvrige, som øve sig i at tie stille, udgjøre tilligemed de 3, jeg fik forleden, Fjerdeparten af dem, jeg havde tilforn.“
Hvor mange Disciple havde Pythagoras, før han fik de 3 sidste?“.
Ja det er saamænd ikke godt at vide, tænkte lille Marius glad, fordi han sad trygt paa sin Plads. Og medens Broch henne ved Tavlen strax begyndte at tumle med ½ x og ⅓ x, fordybede Marius sig i Betragtninger over det indviklede Spørgsmaal.
Især svimlede det for ham, naar han læste: „tilforn“; thi da blev det dog den vildeste Umulighed at svare paa. Dernæst gik hans Tanker medlidende til den arme Trediedel, som studerede Mathematik, og han blev enig med sig selv om, at han ubetinget vilde foretrukket at være blandt „de øvrige, som øve sig i at tie stille“.
Han vaktes ved at blive raabt frem.
Enten havde Overlæreren mærket, at han sad i Tanker, eller ogsaa var han i sin Noticebog bleven opmærksom paa, at det var længe siden, Gottwald var examineret. Han lod Broch gaa midt i Regningen, — det var desuden altfor let for ham, — og da Marius halvt sansesløs kom frem foran Tavlen, stod der et Par Rækker med Tal og Xer, som han ikke forstod et Gran af; kun foresvævede det ham dunkelt, da han saa, der stod ⅓, at dette vist maatte være en Hentydning til hin ulyksalige Trediedel, der studerede Mathematik.
„Nunc — parvulus Madvigius! qvid tibi videtur de matrimonio?“ raabte Abel og svingede sin Lorgnet, „det er vel en smal Sag for dig at løse dette lille Spørgsmaal? du kjender jo Pythagoras, — ikke sandt? Madvigius! Pythagoras, qvi dixit, se meminisse, gallum fuisse. Værsaagod — Hr. Professor! fortsæt — gener Dem ikke. Ja for du ser vel, at Stykket er næsten færdigt? Broch sagde jo, hvorledes det skulde gjøres, før han gik. Eller kanske Professoren har andet at bestille end at høre efter? — lille Gottwald skulde tænke paa at blive opflyttet til Sommeren og ikke gjøre sin Moder Sorg.“
Marius stod med Ansigtet mod den store, sorte Tavle, som hang paa Stativ midt paa Gulvet, og han følte hele Klassens Spot og Latter stikke sig i Ryggen. Men da Moderen blev nævnt, kjendte han de varme Taarer stige til Øinene, Kridtstregerne flød udover og han opgav alt.
Hele Klassen — det vil sige de, som kunde lære Mathematik — morede sig kosteligt; Overlæreren var uimodstaaeligt vittig, naar han examinerede de „Umælende“, — det var hans Navn for dem, der ikke kunde lære Mathematik.
Alene Abraham sad og ærgrede sig, baade forbi det gik ud over hans Ven; men ligesaameget over, at Marius var saadan en Klodrian; undertiden maatte han le med.
„Vi faar nok finde ham en Hjælpeprofessor,“ sagde Abel og satte Lorgnetten paa, „du Morten med Tilnavnet! gak hen og bistaa din Broder udi Aanden.“
Morten reiste sig tvært; der var en stille Gjenstridighed i ham, som dog aldrig blev til andet end Mumlen og sure Miner; han var ikke bedre end Marius, og baade den lille og den store saa lige dumme ud som de stod der og gloede op paa Tavlen.
Men der gik dog et lidet Glimt igjennem Morten; han greb i Kridtkassen, for at skrive noget og glemte, at han allerede havde et langt Kridtstykke i Haanden.
„Ja det er rigtigt — Morten!“ — raabte Overlæreren, som lagde Mærke til det, „Kridt maa der s’gu til, hvis det skal blive til noget. Vil du ikke tage Kridtkassen under Armen, Svampen i Lommen og Linealen mellem Benene, saa er du fuldt udrustet. Ach —— Maarten — Maarten! du est dumb, och du fordumbes dagligen.“
Glimtet var slukt i Morten, han stod og bandte, saa Marius kunde høre det. Klassen morede sig og Duxen laa flad af Latter, og saa beundrende op til Kathederet.
„Nu faar vi nok stille das letzte Aufgebot,“ mente Overlæreren og kaldte frem tre fire andre af de Umælende, som ikke kunde lære Mathematik.
Ved forenede Anstrængelser fik de endelig løst Spørgsmaalet om Pythagoras’s Disciple tilfom: og Marius, som var skubbet helt tilside, maatte frem og læse hele Stykket op igjen og forklare, at denne Gang var x = 72.
„Se saa!“ raabte Abel oprømt, „nu ville vi operere med Masserne ligesom Napoleon. Her har vi Kjærnetropperne forsamlede, — isandhed en stolt Skare. Det er akkurat som paa Komedien hos Cortes, naar Jørgen Tambur og de to Stævnevidner skal forestille Blomsten af Frankriges Adel. Godmorgen I tyve Gjæs —“
„Vi er ikke Gjæs,“ —— knurrede Morten.
„Godmorgen I tyve Gjæs — sagde Ræven. Vi ere ikke tyve, men vare vi ligesaamange til som vi er og endnu en halv Gang saamange og en og en halv Gaas og en Gasse, da vare vi 20. Hvormange Gjæs var der da? — O Maarten!“
Men hverken Morten eller nogen af de Umælende gjorde Mine til at give sig ikast med Gjæssene, og da Overlærer Abel fandt, at denne Komedie havde varet længe nok, raabte han:
„Gaa hjem og læg Jer og istemmer den gamle Sang: Nu hvil dig — Borger! det er fortjent. I skulle allesammen broderligen uden Persons Anseelse erholde hver sit Sextal; og dersom I ønske at høre min Dom om Eders Fremtid herneden, saa er den, at jeg ikke tror, I kunne finde anden Anvendelse i Livet end den at udruge Æg; ja — du Morten med Tilnavnet kan muligens drive det til at blive Klokkerdrengs-Drengs-Dreng. Abraham Løvdahl — kom frem!“
Da Marius var kommen tilbage paa sin Plads, saa han, hvorledes Abraham i en Fart skrev Gaasespørgsmaalet op: 2x + ½x + 2½ = 20; men han var for træt til at undre sig, for nedslaaet ved en ny 6’er, som han vidste vilde gjøre hans Opflytning endnu uvissere; men især altfor mismodig ved Tanken om den lille Rynke ved Moderens Mund, naar hun igjen saa et Sextal i Karakterbogen.
Klokken var tolv, og den gamle Kone, som solgte Kringler og Sirupsbrød til Latinerne, stod allerede ved Trappen.
4de Latinklasse i Frakke spaserede op og ned paa sin bestemte Linie; 3die Latin endnu i Trøie stod i Grupper og spiste; mens de lykkelige smaa, som slap Klokken l2, styrtede ud med Lørdagsfart.
Det klarnede op i Luften; Vinden trak sig paa Vest; det kunde godt hænde, at den gik helt paa Nord til Natten, saa blev der Frost, og saa kunde Isen paa Vandet kanske alligevel være brugendes imorgen.
Lille Marius stod for sig selv og spiste sit Sirupsbrød uden at ænse, at Stinkdyrene, som løb forbi ham, kaldte ham baade for Rottekonge og andet; han kjendte sig ganske tom og hul i Hovedet, og endda var der to hele Timer igjen.
Vistnok var det Latin, som han var mindre ræd for: men den sidste Mathematiktime havde taget paa ham.
Det var anderledes med den tykke Morten og de andre Umælende, de brød sig Pokker om Overlærer Abels Spot. Men lille Marius havde faaet et fint Øre for Haan; stundom havde han hørt sine Fiender blande Moderen ind i Fornærmelser, han ikke forstod; men som alligevel fik hans Blod til at koge. —
„Hvad er det for et Svinebæst, som har lagt i Ovnen, hva?“ — begyndte Adjunkt Aalbom, saa snart han kom i Klassen; det var slet ikke varmt længer; men han havde talt med Rektor; „det er vel du — Kruse! dit tykke Æsel — hva? — Puh! Hvor begynder vi i Dag? Vers l22 — qvas deas — læs op — Gottwald! — høit! aa Visvas! —— er det at læse høit? qvas deas per terras! — luk op Kjæften paa dig — hva? — disse træge Vestlændinger kan ikke engang faa Tænderne fra hinanden; — sid ikke der og snøvl som en Muldvarp, dit Drog — der du er — hva!“
Det var nu hans Maade at begynde Undervisningen paa: helst i de sidste Timer, naar han selv var nervøs og gnaven, efter at have skjældt og smældt fra Klokken otte om Morgenen.
Klassen bøiede sig under Uveiret, skjønt de var jo vant til det; men lille Marius fortsatte skjælvende sin Oplæsning og fik en Masse Skjænd, fordi han ikke skreg høit nok.
Det var uheldigt for Marius, at Rektor havde læst Latin i de to foregaaende Aarsklasser; for nu vilde aldrig Aalbom indrømme, at Rektor havde bragt den lille Gottwald saa overordentlig vidt; men paa den anden Side var han ængstelig for, at Rektor skulde ville paastaa, at hans Yndling var gaaet tilbage, siden han kom under Aalbom.
Derfor fordrede han alt af Marius, men havde aldrig nogen Ros for ham.
Adjunkten gik op og ned i Klassen som et Rovdyr lurende paa en Feil at kaste sig over; han var ualmindeligt lang og tynd og dertil nærsynet, hvorfor hans kjære Disciple aldrig kaldte ham andet end Blindtarmen.
Marius anstrængte sig og kom igjennem; men da han var færdig, var han ogsaa saa udtømt, at han næsten sov.
Timen gik med Skjænd og Spektakel, og saa var der da bare en igjen. Den sidste Time blev anvendt til latinsk Stil. Aalbom gav dem et Stykke i Henrichsens Opgaver og satte sig paa Kathederkrakken, for at dingle med Benene og glo ud i Luften.
Der var ikke meget tilovers i nogen af dem til at brygge en latinsk Stil paa; de fleste skrev hen i Veir og Vind og Marius ogsaa, saa det blev nok en vakker Stil.
Men saa var da endelig Skolen forbi, og selv de blegfinnede Latinere var lidt livligere idag, da de gik ud af Gaarden, fordi det var Lørdag.
Sild, sød Suppe og Pandekager —— ingenting kunde smage bedre; thi det var Lørdagsmad for hele Byen.
Det klarnede virkelig op og blev en klar Frostaften med Maaneskin, saa at 4de Latin spaserede med de halvvoxne Smaapiger, mens yngre Kammerater gik i Flok og sang og skubbede hverandre ind paa de elskende, naar de gik forbi.
Men Abraham og Marius vandrede Arm i Arm og foragtede alt; af og til stansede Abraham og løftede sin knyttede Næve mod Provsten Sparres fredelige Bolig, hvor han vidste, at Telegrafisten besøgte hans fordums.
Om Aftenen var Marius buden til Abraham; Professorens vare i Selskab. De havde alle Stuerne til sin Raadighed, og tilaftens fik de varm Pølse og Ølost.
Og ingenting til imorgen! ingenting at læse; sove som en fri Mand til Klokken ti!
— Og alligevel laa en og anden Søndag Morgen og pintes i Halvsøvne: nu maatte han snart op og trave paa Skolen, koldt i Sovekammeret, halvmørkt, en Masse Bøger, ingenting kunde han. Op fór han endelig; — og saa var det jo Søndag! — bardus under Tæppet igjen! — kan nogen glemme, hvor det var deiligt? —