Gift/2
Lille Marius var Abrahams bedste Ven, og Abraham var lille Marius’s Ideal.
De pleiede at læse Lexer sammen hjemme paa Abrahams Værelse; og det er ikke godt at vide, hvorledes Marius vilde klaret sig paa Skolen, om han ikke havde havt denne Støtte. For lille Marius var saa daarlig i alt — undtagen i Latin.
Men Latin var hans Fag, det kunde han.
Der var ikke den Form, der var ikke den Biform, der var ikke den Uregelmæssighed eiheller den Regel, eiheller den Undtagelse skjult i den mest afsides Fold af Madvigs folderige Omsvøb — kom bare til lille Marius, han vidste Besked om alt.
Lige fra den første Dag, da Rektor overgav dem mensa til Declination, havde Marius udmærket sig.
Thi Rektor havde selv været hos hans Moder og sagt, at hvis lille Marius vilde være flink, saa skulde han faa Lov til at studere; Rektor vilde skaffe ham Friplads ved Skolen og have et Øie med ham senere ogsaa.
Dette var baade en Glæde og en stor Hjælp for Marius’s Moder; og hun indprentede ham ogsaa, hvad det var for en Gunst af Rektor, at han skulde faa Lov til at studere, hvis han var flink i Latin; thi det var Meningen.
Og derfor gik hvert Ord fra Rektorens Mund lige ind i Marius’s Hoved og satte sig fast der som Spiger i Væg.
Men skjønt hans Hoved var rummeligt og igrunden altfor stort i Forhold til selve Kroppen, blev der dog efterhaanden for liden Plads til alt det andet, som ogsaa skulde læres.
Rektorens Latin bredte sig udover, lagde Beslag paa al hans Evne til at modtage; forbrugte hele Hukommelsen og gruede som Skræppeskoven i Eventyret hen over ligt og uligt, saa at alt, hvad der ellers kanske vilde spiret af Interesse, Lærelyst eller Nysgjerrighed — det forkrøbledes aldeles, og han blev — som Rektor triumferende sagde — en fuldblods Latiner.
Op og ned i Klassen gik Rektor og gned sine Hænder straalende af Henrykkelse, medens lille Marius uforfærdet tumlede afsted med lange Former og Endelser, som kunde brække Tungen paa Folk; aldrig Feil, aldrig Stans, Øinene stivt følgende Rektor og Fingrene knyttende vilde Rotteknuder paa Lommetørklædet:
„monebor
moneberis
monebitur,
monebimur
monebimini
monebuntur.“
„Rigtigt — Gutten min! — meget rigtigt“ — sagde Rektor; og han kunde ikke begribe, at det i de andre Fag gik saa yderlig smaat med lille Marius.
Alle Lærerne klagede, og Rektor maatte af og til være stræng imod sin Yndling, formane og irettesætte ham, — ja han havde endog et Par Gange hentydet til den Friplads, Marius havde, og som han ikke maatte forspilde.
Men alt var glemt, naar Marius igjen fik en vanskelig Konjugation at tumle med, og Rektor klappede ham paa Hovedet: „Naa — naa — lille Marius! — det gaar nok med Mathematiken og det andet, naar vi blir lidt større og faar mere Kjød paa Benene. I Latin er du en liden Professor.“
Det var i Virkeligheden Rektorens ærgjerrige Drøm at gjøre lille Marius til noget stort, noget lærd — helt op imod Madvig; saa vilde han selv nøies med at nævnes som den, der havde ledet Barnets og Ynglingens første Skridt mod Parnas.
Lille Marius fulgte med uden at tænke synderligt over, hvor det bar hen. Han var efter alle Læreres og Kammeraters enstemmige Dom frygteligt barnagtig; og var det ikke for Latinens Skyld, burde han aldrig været saa høit oppe i Skolen.
Derfor var han paavei til at blive etslags Syndebuk i Klassen, dengang Abraham tog sig af ham. Abraham var baade stærk og noksaa flink, og dertil havde han en vis Stilling som Søn af Professor Løvdahl.
Marius havde altid dyrket Abraham paa Frastand; men da de nu blev bedste Venner, var han næsten fjollet af Glæde. Naar han kom hjem til sin Moder, snakkede han uophørligt om Abraham, og naar de sad og læste sammen, var han i en bestandig Henrykkelse.
Grunden til, at Abraham tog sig af ham, var den, at Fru Løvdahl en Dag havde sagt, at lille Marius’s Moder var meget ulykkelig, ensom og forladt i Verden. Disse Ord satte sig fast i hans Sind, og da han den næste Gang saa Marius ærtet af sine Kammerater og forfulgt af Stinkdyrene, stillede han sig pludselig som hans Forsvarer; og derfra varede det ikke mange Dage, inden de blev uadskillelige.
Abraham havde intet imod den stille Dyrkelse; og desuden var det for ham, der allerede i et halvt Aar havde været haabløst forelsket, en stor Lindring at kunne udøse sine Længsler, sine Klager, sine Haab og sine Fortvivlelser i lille Marius’s trofaste Hjerte. —
Lille Marius sad og gabte. Vel havde han sat Abraham høit; men at han var saa stor, saa ophøiet: forelsket, virkelig ulykkeligt forelsket — det overgik Marius’s Begreb og sænkede ham i end bundløsere Beundring.
Han syntes, han voxte selv ved at bære Halvdelen af denne skjæbnetunge Hemmelighed; og naar han mødte hende paa Gaden — det var en af Provsten Sparres voxne Døtre —, fæstede han sine store brune Øine paa hende halvt bebreidende, halvt hemmelighedsfuldt medvidende.
Marius kom en Eftermiddag, for at læse. Abraham sad med Hovedet mellem Hænderne, stirrede ned i Bordpladen, og syntes ikke at mærke, der kom nogen ind.
Lille Marius gik da forsigtigt hen og lagde en Haand paa hans Skulder. Abraham fór op — forvildet, uden at kunne samle sine Tanker. Men da betragtede lille Marius ham saa deltagende med sine store, fugtige Øine, saa det gjorde den ulykkelige Elsker godt.
„Har du seet hende idag?“
„Tal ikke om hende! — nævn ikke hendes Navn! — hører du, Marius! er du min Ven, saa sværg, at du aldrig mere vil nævne hendes Navn, — sværg!“
„Jeg sværger,“ hviskede lille Marius bevæget.
Dette beroligede den anden. Han satte sig ned igjen og bedækkede sit Ansigt med sine Hænder og sukkede. Saaledes sad de et Par Minutter.
Endelig sagde Abraham med dump, uhyggelig Stemme og uden at se op: „Hun har troløst sveget mig; alt er forbi, — hun er forlovet!“
Marius gav et lidet Skrig; men han turde jo ikke spørge for sin Ed.
Atter efter en Stilhed kom det mat og tonløst fra Abraham: „Med Telegrafist Eriksen.“
„Med ham!“ raabte Marius, „han har været to Gange oppe til artium, men strøg begge Gange med Glans!“
„Er det sandt? — Marius!“
„Saa sandt, du ser mig! Mor har selv fortalt det; hun kjender ham.“
Abraham smilte haanligt.
„Jeg vil ikke dræbe ham, — Marius!“
„Tænkte du paa det?“
„Min første Tanke var Blod — han eller jeg. Men nu vil jeg hævne mig paa en anden Maade.“
Han strøg Haaret op, tog Bøgerne ud af Hylden og kastede dem paa Bordet: „Vi begynde med Mathematiken: ikke et Ord mere om det andet!“
De læste nu Mathematik sammen paa den Maade, at Abraham, som forstod Beviserne, gjennemgik dem og forklarede,og hvergang han spurgte: Forstaar du? — svarede Marius: ja; hvilket var Løgn; han havde aldrig forstaaet et Ord Mathematik og allermindst idag.
Da de var færdige med alle Lexerne for imorgen, slog han den sidste Bog i og sagde: „Saaledes vil jeg hævne mig!“
Marius stirrede paa ham og paa Bogen.
„Ved at arbeide — forstaar du! og naar jeg saa kommer hjem fra Universitetet med laud — eller kanske præ ceteris, og møder hende med hendes elendige Telegrafist, da vil jeg se paa hende, saaledes som du ved, jeg kan se; — og det skal være min Hævn!“
Abraham rynkede sine Øienbryn helt sammen og stirrede paa Marius; og han følte, at dette vilde være den frygteligste Hævn.
„Der kommer Mor,“ sagde Abraham; han hørte Døren gaa til Forældrenes Værelse, som var skilt fra hans ved en smal Gang, der førte til Kjøkkenet.
Fru Løvdahl traadte ind med en Tallerken Æbler og Nødder.
„Godaften — lille Marius! hvordan lever din Mor?“
„Tak godt!“ svarede han og reiste sig lidt genert.
„Værsaagod Gutter! spis! — jeg tænkte, I kunde behøve en Forfriskning efter al den tørre Lærdom, I propper i Jer Arminger!“
Hun talte et hurtigt, klingende Bergensmaal og smilte, mens hun prøvede at glatte Abrahams Haar, som endnu mindede om den fortvivlede Elsker.
Fru Løvdahl var meget smuk og saa ungdommelig, at det var en stadig Moro for hende at præsentere Fremmede sin lange Søn paa fjorten-femten Aar. Dengang Carsten Løvdahl kom hjem fra Paris med de mest glimrende Vidnesbyrd fra Øienlægerne og med sit evropæiske Væsen, giftede hun sig strax med ham, før hun havde fyldt sit tyvende Aar; han var en fire-fem Aar ældre.
Fru Løvdahl satte sig ned mellem Gutterne og begyndte paa et Æble.
„Hvad er det nu for noget Skrab, I skal have til imorgen? — lad mig høre.“
Abraham regnede op: „Græsk, Latin, Mathematik —“
„Hu!“ — sagde Fru Løvdahl, „Græsk! det er vist noget fælt!“
„Det er Homers Iliade; det er om de græske Kjæmper foran Troja,“ sagde lille Marius ivrig; han var ikke vant til saadan Tale om de klassiske Studier.
„Tror du ikke, Mor ved, hvad Iliaden er?“ sagde Abraham, og Marius blev ildrød.
Men Fru Løvdahl sendte sin Søn et Blik og lod, somom hun ikke mærkede lille Marius’s Forlegenhed.
„Hvad skal nu det være godt for?“ vedblev hun, „at I læser og læser om disse Grækerne? ja ikke ved jeg, hvorledes de var i gamle Dage, da de laa for Troja. Men det har jeg da mangen Gang hørt Skipperne hjemme hos Far sige, at hvor i Verden de for, saa var Grækerne det falskeste Pak, som til er. Akkurat som ikke vi havde ligesaa gode Kjæmper i gamle Dage — og bedre til! Hvor er Snorre?“
„Han staar bag dig i Hylden.“
„Har du nu læst ham helt ud?“
Abraham løftede Armene, som for at værne sig mod Dask.
„Ja — jeg skal ta’ dig — din elendige Græker,“ raabte Fru Løvdahl og kastede sig over ham, for at ruske ham i Haaret; men Abraham værgede sig med Arme og Ben, og lille Marius lo, saa han var ifærd med at trille under Bordet.
Kampen endte, da Fruen havde faaet sit store blonde Haar nedover Øine og Øren, Brystnaalen paa Gulvet og Manchetterne krøllede; Abraham triumferede aabenbart, Marius i Stilhed.
„Kom nu,“ sagde Fruen, da hun havde ordnet sig, „nu skal I have Jer en ordentlig Vask i ægte norsk Saga.“
„Aa nei — Mor! lad os slippe!“
„Jo — du skal! — til Straf, fordi du forsømmer Snorre skal du nu selv høre, hvad han er for en Karl.“
Og hun begyndte at læse for dem, og hun læste udmærket godt — kjendt som hun var med Sagastilen og forelsket i den. Thi hos hendes Far — den rige Abraham Knorr i Bergen — havde der i hendes Ungdom været Møde af alt det, som var forblevet norsk og kavnorskt under den spirende blaagule Reaktion.
Der kom de grovkornede Skippere og alslags nationale Genier, en Blanding af meget forskjelligt, — kun at det altsammen var norsk; og der kom de første Maalstrævere — begeistrede og faamælte, stive Nakker med gjenstridige Flipper, Vadmelsbuxer med Hornknapper — norske Hornknapper.
Kun faa vare de Ord, som flød fra deres Læber; men vægtige og vanskelige Orakelsprog fra Folkedybet var det. Thi i deres fulde Hjerter brændte Kjærligheden til Fædreland, Frihed og Folk, — den brændte med hele en halvt forstaaet Kjærligheds søvnløse Tvivl. De vare forstokkede og uforsonlige, fordi de aldrig var visse paa, at de havde fuldt Tag paa det rette; men de var standhaftige og trofaste, fordi noget sagde dem, at det gjaldt om at holde fast.
Blandt saadanne Mænd voxte Wenche Knorr op, og hun var jo deres Valkyrie og meget andet. Hendes Familie var gammel i Bergen; og den førte fra Slægt til Slægt en Fædrelandskjærlighed, et nationalt Sindelag forstærket og kampberedt, som det findes der, hvor et fremmed Blod er bleven beseiret. Wenche Knorr var nationalt begeistret; hun var færdig til ethvert Offer for Friheden og Folket; hun gik i hjemmevævet Tøi og kunde „Maalet“ og var bare bedrøvet, fordi der ikke krævedes mere.
Og saa en vakker Dag gik hun hen og forlovede sig med den nye Professor Carsten Løvdahl, som for det første var af en gammel stokstiv, dansk Embedsfamilie, og om hvem det dernæst kun var bekjendt, at han var pousseret frem ved Universitetet og havde været en yndet Kavaler i Hovedstaden.
Al den Sorg og Skuffelse, dette vakte!
Det var et Nederlag for selve Folkets egen Sag, de ivrigste kaldte det for en Landesorg. Og hvor gjerne hver eneste af de ugifte Maalstrævere og Frihedsmænd end vilde havt hende for sig selv, saa vilde han dog undt en hvilkensomhelst af Kammeraterne denne Valkyrie hellere end, at hun skulde kaste sig bort til saadan en Laps og Charlatan som Carsten Løvdahl.
Og denne Stemning lod sig ogsaa bestemt paavise i sex af de enogtyve Sange til Wenche Løvdahl, som samvittighedsfuldt blev afsungne ved Bryllupsbordet.
Men at hun tog ham, var gaaet saaledes til. Hun tilbragte et Aar i den fine Ende af Kristiania; der var tilogmed Hof den Vinter med Svensker og sligt.
Og da saa Carsten Løvdahl kom hjem midt opi alt dette — smukkere, elegantere og interessantere end alle de andre og dertilmed norsk, — med sin Norskhed opfrisket ved en lang Fraværelse i Udlandet, saa syntes Wenche Knorr, at her var den skjønneste Forening af det, hun elskede hjemmefra, og det evropæiske fine, hun havde faaet Smag paa i Hovedstaden. Og saaledes blev de forlovede og gifte.
Men det varede ikke længe, inden hun mærkede sin Feiltagelse; de gamle Venner havde ikke længer den klippefaste Tiltro til hende, skjønt hun i sit Hjerte var uforandret — lige norsk, lige uforfærdet i sit Frisind; og værre blev det, da hun flyttede til den lille gammeldagse By, hvor hun blev ganske alene mellem sin Mands Venner.
Men især, naar hun som iaften læste Ting, der — levende satte hende ind i hendes Ungdoms Idékreds, kunde der falde en Tyngsel over hende, — som en Anelse om, at denne Spaltning af hendes Liv ikke kunde føre til noget godt.
Abraham gjorde først Grimacer til Marius, men faldt snart i Tanker over sin tunge Skjæbne. Marius hørte derimod efter, og det begyndte at interessere ham disse drabelige Hug til høire og venstre, bestandigt i Ufred med Sværd i Haand, — ganske som hans eget Liv blandt Stinkdyrene.
„Der er Far,“ afbrød Abraham.
Fruen stansede, da han traadte ind; men læste dog Afsnittet ud for sig selv, inden hun lukkede Bogen.
Professoren var i Skjorteærmer med opbrættede Manchetter; han gik og tørrede sine Hænder i Haandklædet.
„Godaften — Gutter! hvad læser du for dem — Wenche?“
„Snorre!“ — svarede Adraham og smilte til Faderen.
„Pyt! — ja jeg kunde tænke det. Det er ogsaa noget at læse for civiliserede unge Mennesker.“
“Vore tapre Forfædres Heltebedrifter?“ — svarede Fru Wenche slagfærdig.
„Helte — bah! — Snigmordere, Røvere og Mordbrændere — det var de. Nei — maa jeg saa hellere faa høre om den rapfodede Achilles eller Hektor svingende den tunge Lanse. Ikke sandt? Gutter!“
„Jo“ — raabte Abraham, og Marius fulgte med.
„Aa — jeg gider ikke svare Jer,“ sagde Fru Wenche ærgerlig og satte Snorre op paa hans Plads.
Professoren blev ved at gaa mellem sit og Abrahams Værelse over den lille lukkede Gang; han smaasnakkede og spøgte som det var hans Vane, naar han klædte sig om.
Idet Fru Wenche gik, sagde hun: „Kommer du ikke snart ind til mig i Stuen — Abraham? Godnat, lille Marius! — hils din Mor!“
Da ogsaa Marius var gaaet hjem, sagde Professoren: „Snil Gut — den lille Gottwald. Det er svært, hvor hedt det er blevet mellem Jer to i det sidste.“
„Det er min bedste Ven,“ sagde Abraham lidt usikkert.
„Bedste Ven!“ gjentog Faderen og lo lidt, „disse Venskaber for Liv og Død, man er saa færdig til at slutte i Gutteaarene —— aa ja, jeg kjender dem! Det er en Lykke, at der ialmindelighed bliver saa lidet af dem. Det er en Lykke — siger jeg —, fordi det jo vilde være yderst ubekvemt — især for dem af os, som skal langt frem i Livet, om saadant et Guttevenskab virkelig skulde forpligte for Liv og Død.“
Abraham saa ud, somom han ikke rigtig forstod, og den anden vedblev: „Ser du, Skolegutter er jo lige — eller saa omtrent ligestillede; men naar Skolen slipper dem, spredes de over Livet, og Livet gjør dem meget snart høist ulige. Tænk dig nu selv, hvor Fortsættelsen af et saadant Guttevenskab bliver umulig, om for Exempel den ene gaar tilveirs i Samfundet, medens den anden gaar nedad, eller bliver staaende der, hvor han hører til. Se derfor er det netop saa viselig indrettet, at selve Livet drager Omsorg for, at saadanne Venskaber ikke lever længer, end medens de ere uskadelige.“
„Ja men Marius skal jo studere,“ indskjød Abraham.
„Javist — javist! det bestaar jo ikke deri; det var saamænd hellerikke expres Marius, jeg tænkte paa. Han kan jo ikke hjælpe — det vil sige, der er noget ved hans Forhold, som du ikke kan forstaa, og som du ikke behøver at bekymre dig om; det er vist en snil og brav Gut, som du gjerne maa omgaaes; det retter sig nok. Jeg vilde bare give dig en Advarsel mod dette sentimentale Venskab i Liv og Død; du ved, jeg liger ikke Sentimentalitet; det passer ikke for os Mandfolk.“
Abraham var altid smigret, naar Faderen saaledes behandlede ham som en yngre Ven; især tiltalte det ham at blive taget med blandt „os Mandfolk“. Hentydningen til, at der var noget iveien med Marius, vakte hans Nysgjerrighed; men han saa paa Faderens Ansigt, at der ikke maatte spørges.
Professor Løvdahl var nu færdig med sin Omklædning, han tog rent Lommetørklæde og gik smaasyngende, for at tilbringe en Timestid før Aftensbordet oppe i Klubben. Hans Liv var meget regelmæssigt, hans Person var smuk og velpleiet, og alle hans Anskuelser vare færdige og sirligt ordnede i hans gode Hoved.
Skjønt han i Virkeligheden kun var faa Aar ældre end sin Kone, syntes Afstanden langt større. Thi han havde fra Ungdommen lagt an paa at se værdig ud; han yndede det gamle og sikre og det, som havde fast Rod; hun sværmede for det nye, forhaabningsrige og for det, som var i rask Væxt. Derfor blev de efterhaanden hinanden saa ulige baade i Sind og Skind.
Naar nogen spurgte ham, hvorfor han dog havde forladt Hovedstaden og den hæderfulde Professorpost, der var ham budt i saa ung en Alder, for at begrave sig her i denne lidet videnskabelige By, saa fortalte Professor Løvdahl gjerne en Historie fra de første Aar af hans Ægteskab.
„Min Kone er — som De ved — Bergenserinde — Bergenserinde med Liv og Sjæl. Hun har dette lette enthusiastiske Gemyt, som trænger til at leve mellem stærkt bevægede og bevægelige Personer; og derfor kan De vel tænke Dem, Kristiania var ikke noget Sted for hende. Jeg — paa min Side — er — om De saa vil: Europæer; jeg kan trives omtrent, hvor det skal være, — kun ikke i Bergen, — nei! jeg forsikrer Dem: ikke i Bergen! Nuvel: hun vilde for enhver Pris bort fra Kristiania, jeg vilde ikke for nogen Pris til Bergen, og saa kom vi hinanden gjensidig imøde, og Mødestedet blev denne By.“
Denne Historie var næsten sand, og havde han havt andre Grunde til Flytningen, saa var de ialfald hans Hemmelighed. Men onde Tunger paastod altid, at Carsten Løvdahl aldrig vilde forladt Universitetet, om hans Stilling fuldtud havde tilfredsstillet ham. Sagen var nok den, at han igrunden var temmelig hul, saa de yngre Kandidater stundom truede med at sætte ham alvorlig fast.
Uagtet han derfor havde store Indflydelser i Ryggen og efter sin Livsanskuelse var fuldstændig i Overensstemmelse med Universitetets ledende Aand, var han dog klog nok til at agte paa Tidens Tegn. Han takkede af, mens Legen var god, og gik bort med et usvækket Renomme som Landets første Øienlæge.
Her i Byen havde han overtaget den Huslægepraxis, han ønskede; medens han kun leilighedsvis bekjæftigede sig med sit Specialstudium og holdt Liv i sin videnskabelige Berømmelse ved smaa forsigtige Artikler i indenlandske og fremmede Tidsskrifter.
Hans Kones store Formue sikrede ham et Liv i ubekymret Overflod, saaledes som han trængte til det. En Mand, hvis Navn havde Betydning i Videnskaben, som skrev — til og med paa fransk, og som med alt det ikke var fattig og luvslidt, men som endog kunde hamle op med de rigeste Kjøbmænd i Selskabelighed og Luxus, en saadan Mand maatte selvfølgeligt indtage en høi og dominerende Stilling i den lille By.
Det gjorde Professor Løvdahl ogsaa; hans Indflydelse var omtrent uden Grændser; dertil var han agtet og elsket af alle — Kvinder som Mænd; og det eneste, man lo lidt af, var hans Lyst til at bemægtige sig Ordet og tale længe og sirligt i en belærende Form. —
Medens Marius Gottwald spiste sin Aftensmad, fortalte han uafladeligt om Abraham; men hans Moder kunde ikke forstaa, hvorledes Fru Løvdahl kunde slaas med sin Søn.
„Aa — du forstaar vel, det var Spøg — Mor!“ raabte Marius fornærmet, „du kan da vide, det var bare for Spøg.“
„Ja — ja — naturligvis,“ svarede Fru Gottwald, for at berolige ham; men hun kunde alligevel ikke faa det ind i sit Hoved, hvorledes hun nogensinde skulde kunne slaas med lille Marius, om det saa ti Gange var for Spøg.
Fru Gottwald, som Byen var saa høflig at kalde hende, skjønt alle vidste, at hun ikke havde været gift, var kommen for nogle Aar siden østenfra med en liden Gut og en Del Penge. Professor Løvdahl, til hvem hun var anbefalet fra en Kollega, fik hende igang med en Modehandel, som Fru Løvdahl af al Magt støttede.
Bagom Butiken havde hun sin lille Dagligstue, og ved Siden af den var hendes og Marius’s Soveværelse; Resten af det lille Hus optoges af Kjøkken og Entré; ovenpaa havde hun et Par Logerende.
Saasnart Marius havde spist, sagde han: „Læg nu den Hatten fra dig —— Mor! vi maa klemme paa og læse.“
„Skal du endnu læse mere idag — lille Marius? du har læst i hele Eftermiddag; lad os nu hvile os for idag, Klokken er snart ni.“
„Jeg mener, du er gal — Mor! du kan da vide, jeg maa læse.“
„Ja, men hvad har du da bestilt hele Aftenen hos Abraham?“
„Vi har læst alt det andet, det er bare Latinen —“
„Læser I ikke Latinen sammen?“
„Jo, — ser du, vi læser den nok; men Abraham bryder sig ikke om at analysere saa nøiagtigt; — han behøver det forresten hellerikke, for han kan det alligevel. Men jeg maa læse mere, ellers blir Aalbom gal og siger det til Rektoren.“
„Aa — læs ikke mere — lille Marius; du har slet ikke godt af det,“ hun vilde trække ham hen til sig; men han havde ikke Tid til sligt, rev sig løs og lik fat paa Bogen.
„Se der begynder vi —— Mor: tum vero Phaëton —, nu maa du spørge om hvert eneste Ord.“
Den arme Fru GottWald havde virkelig lært sig til at spørge; men da hun jo ikke forstod et Ord af Svarene, var det for hende en temmeligt trættende Slutning paa en Arbeidsdag; og ikke engang Beundringen over Sønnens Lærdom formaaede altid at holde hendes Øine aabne.
Imidlertid nævnte hun mekanisk det latinske Ord, hvorpaa Marius i en Fart sagde alt, hvad der skulde siges om det Ord, og saa til det næste.
„Candescere“ — læste Fru Gottwald søvnig.
„Candescere — candi — candes — can —“ lille Marius blev ildrød i Hovedet, og Fingrene, som hidtil havde arbeidet fredeligt med Lommetørklædet, fór nu om mellem Bøgerne, idet han fortvivlet søgte efter Madvig.
Men Fru Gottwald blev med et lysvaagen; hun kjendte disse Anfald. Med en Gang kunde det sige stop for ham, og da blev han ganske, somom han var fra Forstanden. Da var der ingenting, som hjalp, uden at faa ham bragt til Ro jo før jo heller.
Hun greb ham derfor fast over Hænderne: „Nei — lille Marius! nu faar du paa ingen Maade Lov til at læse mere; kom, nu skal du sove paa det, saa er jeg vis paa, du kan det imorgen.“
„Nei — nei Mor! — kjære slip mig; jeg maa finde det; bare et Øieblik! jeg ved, hvor det staar; aa slip mig“; han bad ganske bønligt med de store forskrækkede Øine; men hun holdt sig tapper og fik ham halvt lokket halvt trukket ind i Sovekammeret
Men hele Tiden, mens hun klædte ham af, hørte hun ham mumle Latin; og længe efterat han var falden isøvn, rykkede det pludselig i hans Haand, som hun holdt, og hans Hoved var hedt og tørt.
Hun sad der længe. Og tunge Tanker om Skam og Anger og Ydmygelse kom efter Sædvane ind og satte sig som Stamgjæster rundt den lille Seng, for at glo paa hende.
Men hun agtede ikke paa dem iaften; hendes Øine veg ikke fra det lille blege Ansigt med de forpinte Trækninger ved Munden og de blaalige Skygger under Øinene.
Ja — hun havde prøvet at sige det til Rektor — dette om Latinen. Men det var jo ikke godt for en enslig Kvinde i hendes Stilling, og Rektoren hjalp Marius frem og holdt jo netop saa meget af ham for denne Latin.
Og Distriktslæge Bentzen var en principiel Modstander af den moderne Snak om Børns Overlæsselse i Skolen; havde de endda lært saa meget Latin og faaet saa meget Prygl dertil som i hans Ungdom; men nu var der en Forkjælelse og en Hensynstagen, som var til at ærgre sig over.
Lille Marius skulde bare have kraftig Mad og springe ude i den friske Luft, og saa behøvede han jo ikke netop at sprænglæse.
Ja — det var godt nok altsammen; de var jo alle saa velvillige mod hende. Men se alligevel, hvor underligt han ligger og gnider sig i Tindingen.