Gerhard Schøning/8

Ludvig Daae

Gerhard Schøning

Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger, 1880 (s. 75-91).

Schøning som Historieskriver. En Prøve af hans Hovedverk. Domme om ham. Hans Gjernings Betydning for hans Fædreland.

Schøning havde sat sig den uhyre Opgave at skrive Norges Historie ligefra den tidligste Oldtid af og havde oprindelig, ligesom i vort Aarhundrede ogsaa Munch engang havde tænkt sig, villet føre Fremstillingen ned henimod sin egen Samtid. I dette Arbeides Interesse havde han gjennemgaaet alle tænkelige trykte Skrifter, som kunde give endog den mindste Oplysning i Emnet, og gransket og excerperet Masser af uudgivne Sagaer og andre Haandskrifter, ligesom han tilsidst ogsaa havde faaet Geheimearchivets diplomatariske Skatte under sin umiddelbare Varetægt og efter Reisen i Norge vundet nye Betingelser til at forstaa vort Lands Fortid. Men Embedsforretninger, mellemkommende literære Arbeider og en fortidlig Død bevirkede, at han ikke kom til at fuldføre mere end tre Dele, af hvilke den sidste udkom efter hans Bortgang. Denne sidste Del standser ved Olaf Tryggvasøns Død 995.

Men Maalet havde ikke alene været stort formedelst Emnets Omfang, men ogsaa i Henseende til Behandlingsmaaden. Schøning vilde ikke, saaledes som hans Ven Suhm senere gjorde det i sin „Historie af Danmark“, nøie sig med at levere en stor Materialsamling, udførlige Aarbøger eller Regester. Han stilede høiere, thi han vilde være Norges pragmatiske Historieskriver og fremlægge et Arbeide, der ikke alene skulde udtømme Stoffet, men ogsaa udforme det til et Kunstverk. Forbilledet var Polyb, hans Yndling blandt de antike Historieskrivere. Torfæus, hvis Fortjenester Schøning iøvrigt fuldt indrømmede, „havde af de gamle Skribenter, men især af de islandske Documenter samlet, udtrukket og oversat alt, hvad som løber ind i den norske Historie, men ikke kunnet bringe, hvad han havde samlet, i behørig Sammenhæng og henføre enhver Ting til sin rette Tid og sit rette Sted, kort, ikke deraf forfattet det norske Riges Historie.“^[1] Dette var det nu Schønings Hensigt selv at gjøre. Han vilde ikke indskrænke sig til blot at fortælle de historiske Begivenheder, men ogsaa skildre hele de gamle Nordmænds Liv, „ei alene i Felten, i Krigs- eller Stats-Sager, men ogsaa i deres Handteringer, deres Sæder, deres Huus-Væsen, deres Religion, deres Øvelser og Tænkemaade.“^[2] Disse Skildringer har han søgt at indflette i selve Fortællingen, idet han sindrigt benytter Leiligheden til at anbringe dem der, hvor en eller anden Begivenhed synes at fordre en nærmere Forklaring eller tilbyder sig som et typisk Exempel. Saaledes har han i Anledning af Egil Uldserks Begravelse efter Slaget ved Rastarkalv anbragt et Excurs om de Gamles Begravelser,^[3] og førend han skildrer Haakon den Godes sidste Kamp, giver han en udførlig Beskrivelse af deres Vaaben.^[4]

Schøning var ivrig for Norges Ære, tænkte høit om sine Landsmænds fordums Herlighed. Det var et fremtrædende Træk hos ham, at han gjerne vilde føre andre Folks Udspring tilbage til Norge. At Normanner og Nordmænd vare et og det samme, var for ham en given Sag, men han gik endnu langt videre, idet han ogsaa vilde godtgjøre, at Tydsklands Saxer vare udvandrede fra Norge, dengang dette erobredes af Nor og Gor, en historisk Begivenhed, som han henlagde til det første Aarhundrede efter Christi Fødsel. Disse udvandrede Nordmænd havde da „givet Tydskerne Smag paa Sørøveri.“ Den samme norske Oprindelse tillagde han ogsaa Skotlands Picter.^[5] Saxo’s Beretninger om de danske Skjoldunger og de svenske Ynglinger søgte han at forklare saaledes, at baade Skjoldunger og Ynglinger bleve til Nordmænd^[6], „saa at alle de store Ting, som en Skjold, en Gram, en Hadding efter Saxo’s Fortælling have forrettet i og udenfor Danmark, bør forstaaes om en norsk Skjold, en norsk Gram, en norsk Hadding.“^[7]

Som man allerede kan slutte af det ovenanførte Sted, hvor Nor og Gor forudsættes at være virkelige Personer, gik Schøning meget vidt i sin Tro paa den gamle islandske Literaturs Paalidelighed som historisk Vidnesbyrd.^[8] Og mellem de paalidelige Kilder regnede han ogsaa Fundinn Noregr. I denne Misforstaaelse laa hans største Svaghed.

Suhms Dom om sin Vens Verk var denne: „Enhver Upartisk og Kyndig maa tilstaa, at alt, hvad Skarpsindighed, Eftertanke, møisommelig Undersøgelse, udbredt Læsning, Sandhedskjærlighed kan tilveiebringe, er her anbragt. Stilen er tydelig, ordentlig, mandig og, hvor Tildragelserne det taale, Smuk.“^[9] Og skjønt, som vi have seet, allerede Recensenten af Verkets første Del i „Kritisk Journal“ nok kunde nære Tvivl om de dristigste Hypotheser og endog tillade sig ironiske Bemærkninger derom, er der ingen Tvivl om, at Samtiden satte Verket overmaade høit, og det er visselig blevet læst med Fornøielse af Mange, saameget mere som den omhyggeligt udarbeidede Fremstilling gjorde Læsningen let og behageIig. Thi fra Formens Side staar uimodsigelig „Norges Riges Historie“ høit for sin Tid. Staar det end tilbage for O. H. Guldbergs omtrent samtidig udkomne, classiske, men desværre ufuldendte Verdenshistorie,^[10] kan det dog forsvare en Plads blandt den Tids bedste danske Prosa. Jeg hidsætter en længere Prøve, for at Læseren selv kan dømme: Regieringens Tilstand i Norge, under Kong Hagen den Første, kaldet den Gode eller Adelsteins-Foster. §. 76. Vi lade Kong Erick, efter hans Bortreise fra Norge, indtil viidere sværme om i de vestlige Farvande, og vi følge den nye Norske Eenevolds-Regent, i hans første Regiering, og dertil hørende Foretagender. Efterat Kong Erick havde forladt Norge, fandt Kong Hagen der ikke mindste Modstand, og det blev ham, efter foranførte Omstændigheder, en læt Sag, at sætte sig i Besiddelse af det heele Riige. Dermed, og med at bringe de didhen hørende Sager i Rigtighed, hendreev han følgende Sommer, og opholdt sig til den Rude i de vestlige Kanter af Riiget, i de Provincer, som tilforn havde staaet under Kong Ericks Herredømme, indtil henimod Vinteren, da han drog tilbage til Throndhiem, for ogsaa der at sætte Sagerne paa en fast og sikker Fod. Til den Ende overlod han heele Throndelagen, med dertil hørende Provincer, som et Jarlsdømme, til Sigurd Jarls Bestyrelse, paa samme Maade, og med alle de Rettigheder, som hans Fader for ham og han selv havde havt det, under Kong Haralds Regiering. Derimod ansaae Kong Hagen det, efter nærværende Omstændigheder, for tienligst, at forflytte sin Boepæl eller Residents til de middelste Provincer i Riiget, saasom til Fiordafylke, til Sogn, til Horda- og Rogaland, hvor endnu fandtes endeel af Kong Ericks Tilhængere, og hvor man følgelig havde meest at frygte for et Angreeb, saafremt Kong Erick fik i Sinde at giøre Norge et Besøg, for der at sætte sig igien paa Thronen. Dette finder man ikke at han har nogensinde forsøgt, ei engang at have foruroeliget Norge eller Kong Hagen, ved fiendtlige Angreebe; og hvad kan have været Aarsag deri? Jeg vil søge derom at give behørig Oplysning. Den ulykkelige Kong Erick gik, efterat have forladt Norge, over til Ørkenøerne, som tilforn er berettet, hvilke Øer, efter foromtalte seeneste Tildragelse, mellem Kong Harald Haarfager og Einer Jarl, havde længe været i Einars Eie, men vare, efter hans Død; tilfaldne hans Sønner, Arnkell, Erland og Thorfind Hausakliufur. Her bestørkede Kong Erick sig med en Hob Krigsfolk og Skibe; han angreeb derpaa Skotland, hvilket Riiges Kyster han udplyndrede; og han gik siden løs paa Engelland, hvor han meente sig med saa meget større Føie at kunne øve Fiendtligheder, som Kong Adelstan, ved at understøtte Kong Hagens Foretagende mod Norge, havde, for en stor Deel, været Aarsag i Ericks Ulykke. For derover saavel at hævne sig, som tilliige for at giøre Bytte, øvede denne Fiendtligheder overalt i Kong Adelstans Riige, men fornemmelig i Northumberland. I dette Land havde tilforn en stor Deel Norske eller Nordmænder sat sig ned; de Danske og Norske havde adskillige Gange havt det i Besiddelse, fornemmelig medens de en Tiid lang vare foreenede, under Kong Regner Lodbrok og hans Sønner; og desse havde længe havt deres Residents i Staden York, som de Norske kaldte Jorvik. Efterat Landet var dem igien af de Engelske frataget, havde de dog idelig hiemsøgt det med deres Streiferier; der havde ogsaa adskillige Stæders Navne, saasom Grimsbær, Hauksfliot, med fleere, sin Oprindelse fra det Norske Sprog; og de bare der Vidne om de Norskes Eiendeele, Boepæle og forige Besiddelse af Landet. De Norske havde altsaa, fra gamle Tiider af, tileegnet sig et Slags Ret til Northumberland; jeg har desuden tilforn yttret mig med den Tanke, at Kong Adelstan har givet Kong Hagen, mens han endnu var Prints, et Slags Testamente eller Løfte paa benævnte Deel af Engelland, ventelig til Erstatning for den Deel af Norge, som ham burde tilfalde; og jeg bestørkes meget i denne Tanke, af den i Fagurskinna forekommende Beretning, at Kong Adelstan lod, ved Gesandte, som fulgte Hagen over til Norge, giøre Kong Erick det Tilbud, at saafremt han godvillig vilde afstaae Riiget til benævnte Prints, skulde han i dets Sted faae Northumberland. At dette Tilbud er skeet efter Aftale med Hagen, er ei at tvile paa; i Betragtning af Sagernes Omstændigheder i Norge, ansaae Kong Ericks Venner, efter bemeldte Fagurskinnas Beretning. det ogsaa for raadeligst, at tage mod Forslaget: men han forkaster det ventelig for det første, som haanligt; han nødes derpaa at rømme Norge; han angriiber Kong Adelstans Lande; og i Anledning deraf igientager denne, ved et nyt Gesandtskab, sit forige Tilbud, med det Tillæg, som findes hos Snorro, at i Betragtning af det store Venskab, der havde været mellem Kong Harald og Kong Adelstan, ansaae denne det for sin Skyldighed, at beviise Kong Erick, som bemeldte sin Vens Søn, al Ære og Tieneste. Kong Erick tager nu, efter derom mellem ham og Kong Adelstan sendte Gesandtskaber, med Glæde imod Tilbudet; og han faaer Northumberland at regiere over, med alle dertil hørende Indkomster, dog under de Vilkaare, at han skulde tage dette Riige til Leen af Kong Adelstan, forsvare det mod Naboerne, de Skoter, men især mod de Danskes samt andre Søerøveres Angreebe, og selv med sin Familie, samt heele Følge, lade sig døbe og antage den Christne Religion. Alt dette indgaaer Kong Erick; han bliver paa den Maade sat i Besiddelse af Northumberland; han opslaaer sin Residents i Staden York; og finder saaledes i sin Landflygtighed et nyt Riige. Men Kong Adelstan selv vandt herved ei mindre Fordeele: han forbandt sig alle Norske, ei mindre dem, som vare paa Kong Hagens, end dem af Kong Ericks Partie; han satte sit Land i Sikkerhed mod deres forige Angreebe; og han fandt i Kong Erick, som var striidbar og tapper nok, et mægtigt Forsvar for Northumberland, som var meest udsat for de Nordiske Folkes Angreebe. §. 77.

Men skulde for Kong Hagen ei ogsaa ved denne Leilighed visse Fordeele være betingede, naar Sagen var af den Beskaffenhed, som vi tilforn have forestillet den, at Northumberland var ham givet af Kong Adelstan? jo vist nok: man finder i den saa kaldte Flateyar-Bok, at Kong Adelstan har været Mellem-Mand, mellem sin Foster-Søn, Kong Hagen, og Kong Erick, i deres Trette om Riiget; at for at forliige den, er Northumberland afstaaet til Kong Erick; og følgelig har denne, mod at faae bemeldte Riige, som tilforn var Kong Hagens, forbundet sig til at lade Norge blive uantastet. Herover finder man ogsaa ei mindste Spor efter, at Kong Erick har nogensinde giort mindste Forsøg, at sætte sig igien paa den forlorne Throne, eller foruroliget Norge, saa længe han levede. Imidlertiid havde dog Kong Hagen Aarsag, til at bruge al muelig Forsigtighed: han kiændte Kong Ericks Hævngierrighed og Dronning Gunhillds Ondskab; han erfarede, at en stor Deel Norske, som tilforn havde været paa hans Partie, droge efterhaanden fra Norge over til Northumberland, efterat Kong Erick havde der nedsat sig; han vidste, at ham følgelig ei fattedes Kræfter, til at foretage Ting af Betydenhed; og derover udvalgte han bemeldte Steder i Riiget til sin Residents, for at være ved Haanden, hvor Fornødenheden det udkrævede. Desse med fleere Anstalter, som ei kunde være Kong Erick ubekiændte, men Undersaatternes almindelige Kiærlighed især, satte Kong Hagens Riige i Sikkerhed; han nød i 19 Aar en bestandig Fred, og den Tiid anvendte han paa Indretninger i Riiget, som forhvervede ham Tilnavn af den Gode, en Titel, som hos en Regents Navn bør skrives med meere end gyldene Bogstaver, og sættes langt over de i Historien pralende Tilnavne af Stor, Seierriig, Striidbar, m. fl. Det var Kong Hagens Hoved-Øiemærke, da han besteeg Thronen, at sætte sig fast i Undersaatternes Yndest, sit Riige i Sikkerhed, og alting indenlands paa en varig og ordentlig Fod: men dertil ansaae han Lovenes Forbedring at være eet af de tienligste Midler; og derpaa anvendte han derover megen Fliid og Umage. Uden al Tvil havde han, under sine Reiser i de vestlige Kanter af Riiget, i de Provincer, som tilforn havde staaet under Kong Ericks Herredømme især, mærket megen Mangel eller Urigtighed i Lovenes og Rettergangenes Forfatning. Paa dette satte han sig da for at raade Bod, og henvendte først sit Sind til de i bemeldte Provineer, eller i de nu værende Bergenhuusiske Districter, hidindtil brugelige Love, hvilke han lod nøie igiennemgaae og forbedre. Dertil betiente han sig især af den, i Landets Love kyndige Thorleif den Viises Raad og Anførsel, der uden Tvil har været en Sønnesøn af den ældre Thorleif hin Viise, som Hagen Farfader, Halfdan den Gamle, havde brugt i samme Forretning, og en af de saa kaldte Lagamænd eller Lovkyndige, der selv kiændte Lovene, Rettergangs-Maaden, med dertil hørende Formaliteter, og underviiste eller oplærte andre deri, saadan en f. Ex., som Nial, om hvilken det heeder, „at han var saa stor en Lavmand, at „han deri ei havde sin Liige, og underviiste Thorhalld saa vel i Lovene, at denne blev den største Lagmand paa Iisland.“ Ved denne Thorleifs og fleere kyndige Mænds Hiælp, lod Kong Hagen forfatte den saa kaldte Gulathings Lov, som siden galt i nuværende Bergenhuus-Leen, samt i de tvende Provincer, Ryggia-Fylke og Agder (uden Tvil Norder-Agder), men er efterhaanden bleven forøget, eller udviidet og forbedret, af adskillige Konger, især af Kong Magnus Lagabæter. Foruden denne Lov, lod Kong Hagen ogsaa sætte eller udgive den, siden i Throndelagen brugelige, og saa kaldte Frosto-Things Lov; og dertil betiente han sig af Sigurd Jarls, samt andre lovkyndige Thrøndere Hiælp og Raadførsel. Kong Hagen har altsaa været een af Norges ældste og største Lovgivere; han indlagde sig derved en almindelig Høiagtelse blandt Undersaatterne; hans muntre Sindelav, hans milde og indtagende Væsen, hans Omgiængelighed, hans store Forstand og Veltalenhed satte ham hos dem i en ei mindre Yndest og Anseelse; hans Regiering blev derfor een af de lykkeligste for Norge; og Himmelen selv velsignede den med de frugtbareste Aaringer, med de beste Tiider, som Landet nogensinde havde havt: en Sag, som vore Forfædre, for en stor Deel, tilskreve den Yndest, i hvilken deres Konger stode hos Guderne; og en Belønning, som var denne elskværdige Regents Dyder værd, der satte sit fornemste Vel i Undersaatternes Lyksalighed, i at fremme sit Riiges Tarv og sande Beste. Til den Ende drog han den ømmeste Omsorg for Undersaatternes almindelige Fred og Sikkerhed; han føiede tilliige overalt i Riget de Anstalter, at Kiøbmænd og andre kunde der driive deres Handel og øvrige Handtering, uden mindste Hinder og Afbræk; og han giorde derved en Erobring, som er langt berømmeliger, end alle de ere, der skee ved Krige og Sværd-Slag. Vi have tilforn fortaalt Anledningen til Jamtelands og Helsinglands første Beboelse af Norske, fra det Throndhiemske, fra de Ind-Thrønderske Districter især. Da Harald Haarfager siden fiendtlig angreeb de Throndhiemske og Nummedalske Konger, som tilforn er berettet, flydde paa nye mange, for at undgaae hans Herredømme, baade fra Throndhiem og fra Nummedalen, over til Jamteland, deels ogsaa til Helsingland, hvor de anseelig forøgede Indbyggernes Antal. Blandt Helsingerne nedsatte sig efterhaanden, langs Søesiiden især, en stor Deel Svenske; den heele vestlige Strandkant af den Botniske Bugt blev derover i de ældre Tiider kaldet Helsingialand; Landets gamle Indbyggere komme ved den Leilighed i Omgang med de Svenske; de dreeve deres Handel paa Sverrig, som det næstgrændsende Land; og de bleve derfor, i det mindste for den største Deel, bemeldte Riige skatskyldige. Med Jamteland havde det derimod en anden Beskaffenhed: det laae midt imellem Norge og Sverrig; og ingen kiærte sig i lang Tiid derefter. Vel synes det, af endeel Omstændigheder, som Harald Haarfager skulde have underlagt sig Jamteland: der talesi hans Tiid om en Vedorm, Herse eller Høvding i Jamteland, som skal have været en Søn af Rognvalld, men Sønnesøn af Ketill Raum; man nævner os ogsaa en Jarl i Jamtaland, liigeledes i Kong Haralds Tiid, ved Navn Kiallak, hvis Dotter blev givt med Ketill Flatnefs Søn Biørn: men Jarl i et Land tilkiændegiver Regieringens Førelse paa en andens Vegne; og naar saa var i Jamteland, paa hvis da riimeligere, end paa Kong Haralds? Men dette afgiør ei Sagen. Bemeldte Vedorm siges paa et andet Sted, at have været Vemund den Gamles Søn, ventelig i Sogn, og en riig Herses som af Frygt for Kong Haralds Overmagt, rømte over til Jamteland, hvor han opryddede endeel Marker, og fæstede der Boepæl. Denne Vemund har altsaa ei været Jarl eller Herse i Jamteland, sat dertil af Kong Harald, men kun een af de anseeligste Mænd i Landet; og i Navnet Jamteland, hvor forbenævnte Kiallak, var Jarl, troer jeg at der stikker en Feil. Jamtaland er uden Tvil sat for Iraland; dette giver Navnet Kiallak tilkiænde, som synes meere at være Irrskt end Norsk. Det er derfor uvist, om Kong Harald har nogensinde enten havt, eller tileegnet sig, nogen Ret til Jamteland; Jamterne synes heller at have en Tiid lang været et Slags friet Folk, i samme Tilstand omtrent, som Iisland i de første Tiider, og ei staaet under Naboe-Kongerne, men dog havt Omgang og Handel med de Norske, især med Thrønderne. Denne deres Handel paa Norge, og Thrøndernes i Jamteland, satte Kong Hagen paa en sikker og ordentlig Fod, ved at forskaffe de Handlende Sikkerhed, og indrette ordentlige Markeder; han vidste dernæst ved Foræringer, ved Æres Beviisninger, ved Løfter og Tienstvillighed, at skaffe sig de mægtigste og anseeligste Mænd i Jamteland til Venner; desse søgte derfor flittig til hans Hof i Throndhiem, hvor Kong Hagen som oftest opholdt sig, efterat Riiget var sat i Sikkerhed for Kong Ericks Overfald; og de bleve der imodtagne med den Belevenhed, hvorved Kong Hagen vandt og indtog alle. Paa denne Maade vandt han nu ogsaa sit Øiemeed i Hensigt til Jamteland. Kong Hagens milde og kloge Regiering blev Indbyggerne den kraftigste Opmuntring, heller at foreene sig med de Norske, fra hvilke de desuden nedstammede, end med de Svenske; de gave sig derfor under hans Lydighed, svore ham deres Troeskab, og forbunde dem til at betale ham Skat. Dette Exempel havde den Virkning blandt Helsingerne, at saa mange af dem, som havde deres Herkomst fra Nordmændene, tilsagde liigeledes Kong Hagen deres Troeskab og Lydighed, hvilken derimod, for dem saavel, som for Jamterne, lod forfatte visse Love og en Lands Ret, hvorved deres Sager for Fremtiiden kunde sættes i en retskaffen og ordentlig Forfatning.

I mere end en Menneskealder efter sin Død omtaltes Schøning ikke lettelig uden som den store og høitfortjente Historiker, hvis Berømmelse ingen vovede at antaste. Endnu Wachler, der 1820 afsluttede sit Verk om den historiske Forsknings og Kunsts Historie, anviser hans Hovedverk en Plads ved Siden af Mösers og Johannes von Müllers Arbeider.^[11]

I 1818 udtalte derimod Grundtvig i Forordene til sin Oversættelse af Snorre en hidtil uhørt Dom om Schønings Fortjenester. Grundtvig gjorde ikke alene gjældende, at Schøning var „lettroende, hvor det gjaldt Islændernes og hans egne Indfald, vantro, hvor det gjaldt andres Vidnesbyrd, høist partisk for, hvad han kaldte Norsk, og høist ubillig mod Saxo“, men han erklærede ligefrem, at han „med al sin Læsning, Kundskab, Flid og Betænksomhed var aldeles uskikket til at skrive en Norges Historie, som kunde hædre, gavne eller glæde Folket, ja ligesaa uskikket til ved Granskning at opklare Oldtidens Dunkelhed, thi han fattedes Liv og Aand.“^[12] Men ikke destomindre indrømmede han dog, at „Schøning altid bliver en saare mærkværdig Mand, hvis hæderlige Ihukommelse aldrig kan uddø, saalænge Nordens Historie elskes, kjendes og fortsættes.“ Hans Adkomst til denne Ros søger Grundtvig deri, „at han var den første Nordmand, der prøvede paa at skrive en Norges Historie, og den første lærde Nordmand efter Videnskabernes Gjenfødelse, som lagde sig efter gammel Norsk eller Islandsk, saa man i alle Maader kan sige, at det først var ved ham, at Norge tilegnede sig Snorre Sturlesøns udødelige Verk.“ Det vilde ikke være heldigt for lærde Verker, ifald Spørgsmaalet om deres „Liv og Aand“ skulde afgjøres efter Grundtvigs Principer, og dennes Dom om Schøning er visselig ubiIlig, men dog er der i de Ord, jeg her har anført, som i alt, hvad Grundtvig skrev i sine yngre Aar, ogsaa noget træffende og sandt. Han har ved at betone, at Schøning var den første Nordmand, der har villet skrive sit Fødelands Historie, netop peget paa det, som til alle Tider skal sikre ham mod Glemsel.

Endnu strengere faldt imidlertid Dommen over Schøning, da Dahlmann 1822 udgav sine „Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte“. Ogsaa denne anerkjendte endnu Schønings Fortjenester af Snorre og dertil ogsaa hans geographiske Forskninger, men fandt hans historiske Hovedverk omtrent under al Kritik og tog navnlig skarpt fat paa ham for hans Benyttelse af Fundinn Noregr som et paalideligt Kildeskrift.^[13] Et nærmere Studium af Nordens Historie har dog maaske bragt Dahlmann til isenere Aar at betragte Schønings mange lærde Arbeider med noget mildere Øine, thi da han i 1841 vilde yde Werlauff sin Anerkjendelse for dennes mange Bidrag til norsk Historie, gav han sin Udtalelse heraf den Form, at den danske Lærde „siden Schøning havde erhvervet sig de mangesidigste Fortjenester af Norges Historie.“^[14]

Werlauff, hvis Bedømmelse af Begivenheder, Tilstande og Personligheder altid udmærker sig ved Fordomsfrihed og Upartiskhed, har i de Forelæsninger over „Kilderne til Norges Historie“, som han holdt i Aarene 1842—1843 ved Kjøbenhavns Universitet, udtalt sig saaledes om Schønings Norges Historie: „Suhms Dom er vistnok endnu grundet. Der spores en fast Plan, Omhu for Indhold og Foredrag, og der kan ikke miskjendes en vis Kunst, hvorved Excurser indflettes uden at afbryde den historiske Fortællings Gang. Man kan udsætte: en altfor kjendelig Higen efter at efterligne Polybius; han vil formeget pragmatisere, bedømmer Forholdene efter en nyere Tids Maalestok. Første Del har den Feil, at han anser ethvert islandsk Skrift for at indeholde historisk Stof, intet for blot og bar Digtning, mindre kan derimod udsættes paa hans Kritik i det tredie Bind. Det er at beklage, at han dvælede saameget ved den ældste Tid og derved hindredes for at rykke videre frem i den senere.“^[15]

Da Keyser og Munch optoge den gamle norske Historie til Behandling, fulgte det ganske vist af sig selv, at de i det hele maatte betragte tidligere Forsøg som ikke existerende og overalt gaa tilbage til de oprindelige Kilder. De toge da intet Hensyn hverken til Schønings Norges Riges Historie eller til hans Afhandling om de Norskes Oprindelse. Paa den Maade gik det til, at de to Mestre kom til at overse, at en historisk Theori, paa hvilken de selv satte meget stor Pris, da den var Grundlaget for deres hele Betragtning af Norges Oldtid, og som ogsaa af Almenheden en Tidlang betragtedes som en af den „norske historiske Skoles“ originaleste og aandfuldeste Opdagelser, — allerede i 1769, sytti Aar, førend Keyser udtalte den som en formentlig Nyhed, var bleven fremsat af Schøning. Denne Theori er ingen anden end Læren om, at vore Forfædre som et allerede existerende Folk skulde være indvandrede til Norge ad en nordlig Vei, og at Haalogaland skulde være den først befolkede norske Bygd, en Paastand, om hvis Ælde ikke alene Keyser og Munch selv, men ogsaa alle andre, Modstandere som Tilhængere, synes at have været lige uvidende, uagtet den dog forelaa i et trykt Skrift, der findes i ethvert offentligt Bibliothek. Jeg hidsætter her Schønings Ord jevnsides med Keysers:

1769.	1839.
G. Schøning Afhandling om de Norskes Oprindelse. S. 222—224.	R. Keyser, i Saml. til det Norske Folks Sprog og Historie, VI, S. 429. (Samlede Afhandlinger, S. 205 og 208).
„Man maa med Rimelighed slutte, at de Norske og Svenske have været i de ældste Tider af fælles Oprindelse, at de førend deres Fløtning her ind i Norden skede, have udgjort et Folk, — — at endelig bemeldte Norske og Svenske Folkefærd har allerførst delt sig i tvende Hobe, enten efterat de vare komne over det Alandske Hav, da de Svenske have sat dem ned i det nuværende Sverrig, de Norske taget Veien mod Vesten, eller rettere have de Sidste gaaet norden om den Botniske Bugt, sat dem først ned i den siden saakaldte Throndelagen og paa Helgeland, mens de Svenske ginge over det Alandske Hav og til Sverrig eller Upland især. Hvorved da er skeet, at ligesom bemeldte Upland blev de Svenskes fornemste Opholdssted, hvor deres ypperste Konge-Sæde, deres fornemste Tempel og Guds-Dørkelse var, saa har bemeldte Throndelagen ligeledes været det Sted, hvor det fornemste og største Tempel i hele Norge fandtes — — —. Ikke nok dermed: Bemeldte Throndelagen var desuden det Sted, hvorpaa Norges fornemste Styrke i de ældre Tider beroede, hvis Kyndighed eller Exempel de andre gjerne rettede sig efter — —- — —, hvor, men fornemmelig paa Helgeland, Othins Efterkommere have fæstet	„Det var naturligt, at Nordmændene, fremfor at indlade sig i en uvis Kamp [med Tschuderne] foretrak [fra Finland] at drage uhindret frem i en nordligere Retning imellem de svage Finlapper. Imidlertid maa her en eller anden Begivenhed have foranlediget Sviarnes Afsondring fra Hovedstammen. Det er sandsynligt, at disse, der rimeligvis allerede dengang som Fylke eller mindre Afdeling af Stammen betegnedes ved Navnet Sviar, have prøvet paa at nedsætte sig paa den botniske Bugts Østside, at de her ere blevne afskaarne fra den øvrige Stamme og ved Tschudernes Paatrængen tvungne til at drage sig over Aalandshavet til Upland, hvis frugtbare Sletter stedse siden bleve deres Hovedsæde. „Hovedstammen har imidlertid fortsat sin Vandring nord om Bugten igjennem det nuværende svenske Lapland.“ — — „Veien nord om den botniske Bugt og vestover Kjølen maatte bringe den norrøne Stamme til de nuværende Nordlande, hvilket hele vidtløftige Kystland lige nord til Malanger Fjord benævntes Haalogaland og regnedes for Norges nordligste Fylke. Navnet er mærkeligt. Det betegner det hellige Land,[16] vistnok et Minde om, at det var den

deres Bopæle, ligesom i Upland i Sverrig, ei at tale derom, det de Norske i et vist gammelt Vers kaldes Helgelændernes Børn. Alt dette mener jeg nu kan være tilstrækkelig Grund for at stadfæste, hvad tilforn er anført, og for at bevise de Slutningers Rigtighed, som heraf kan udtrækkes, nemlig disse: At den Nordenfjeldske Del af nuværende Norge, særdeles Throndelagen og Helgeland, er af de egentlig saakaldte Norske, jeg mener dem, som i Selskab med de Svenske komme ind i Norden, først bleven beboet.“[17] — - — —

hellige Jord, paa hvilken Stammen, efter at have i flere Menneskealdre vandret ustadig om, allerførst fandt et fast Tilholdssted, hvor den trygt kunde bygge sin Arne og uforstyrret tilbede sine fædrene Guder. Haalogaland i Norge benævntes ligesom Upland i Svithjod i de ældste Tider fortrinsvis Mannheimr, det er Mændsnes — Folkets — Hjem, og ligesom Ynglingernes gudebaarne Æt efter Sagnet stammede fra Sviarnes Mannheim, nemlig det svenske Upland, saaledes udsprang Lade-Jarlernes Æt, der i Anseelse vel kunde jævne sig med hin, fra det norske Mannheim, fra Haalogaland, hvor dens første Stamfader Sæming, Odins Søn, skulde have hersket. Haalogaland var altsaa med Hensyn til Norge ikke alene den norrøne Stammes, men ogsaa Asatroens første Hjem, og det er uden Tvivl med Antydning heraf, at Nordmændene i et Oldtidskvad kaldes Haaleygerues Sønner. „Men snart bleve uden Tvivl, da flere Fylker vare indvandrede, Throndheims frugtbare Dale, indbyrdes forbundne ved den store Fjord, Stammens Middelpunkt. Langt ned i Tiden, længe efter at Norge var blevet et samlet Rige, ansaaes endnu Throndheim for dettes Hovedstyrke, der med et Slags Ærefrygt betragtedes af det øvrige Land.[18] — - — —

Intet er vissere, end at nu forlængst ikke et eneste af Schønings Skrifter mere bliver læst af den større dannede Almenhed. Det er endog kun de færreste af dem, som fremdeles kunne siges at være uundværlige for Historikere af Fag. Men det vilde være en stor Uretfærdighed, om nogen herved vilde lade sig forlede til at glemme hans store Betydning for vort Folks Udvikling eller negte hans Norges Riges Historie en Plads blandt vore monumentale Verker. Thi mellem de glædelige Tidens Tegn, som i Slutningen af det attende Aarhundrede bebudede Norges store Opsving i det nittende, var det ikke det mindst betydningsfulde, at vort Land da for første Gang frembragte en lærd Historiker, der indsatte et helt Liv paa at granske og fremstille dets Fortid. Hans Forsøg blev ufuldendt, og det var ufuldkomment, men kun fordi Tiden til et saa uhyre Arbeide endnu ikke engang tilnærmelsesvis var kommen, ikke at tale om, at den Art Arbeider neppe nogensinde lykkes ved det første Tilløb af en eneste Mand. Men for at vise, hvilken Betydning et Tilløb som Schønings dog har for vor Nation, behøve vi kun at gjøre det Spørgsmaal: Hvis Schøning ikke havde levet, hvad saa? Jo, da vilde det med Føie kunne siges: I den hele Tid, i hvilken Norge var forenet med Danmark, var der ikke en eneste indfødt Nordmand, der forsøgte at skrive dets Historie. Sed in magnis voluisse sat est.

Hos mange af dem, der med eller uden Berettigelse kalde sig Literaturhistorikere, er det en gjennemgaaende Feil, at de over den æsthetiske Literatur som oftest glemme den videnskabelige, uagtet denne for et Folks Udvikling tilsidst dog ikke spiller nogen ringere Rolle end hin. Saaledes har man hos os, og det ganske vist med fuld Føie, fremhævet Betydningen af det norske Selskab og de norske Digtere i forrige Aarhundredes Slutning, men man har ikke lagt den tilbørlige Vegt paa, at samtidig, eller endog noget tidligere, Naturvidenskaben havde faaet en Repræsentant som Gunnerus og Historien en Repræsentant som Schøning. En grundigere Betragtning vil lære os at betragte ogsaa disses Liv og Gjerning som uundværlige i den Tid, da deres Landsmænd vaagnede til national Selvbevidsthed.

Derfor skal ikke Schøning bedømmes blot efter Antallet af uheldige Hypotheser, der ikke have kunnet holde Stand mod videre fremskredne Tiders Kritik. Og lykkelig vil den norske Videnskabsmand fortjene at prises, der hundrede Aar efter sin Bortgang maatte fortjene at omfattes af hans Landsmænd med den Erkjendtlighed, hvorpaa Gerhard Schøning har Krav endnu i Aaret 1880.

---

1. Fortalen til Schønings Norges Riges Historie, I.
2. Fortalen til N. R. H. II.
3. N. R. H. II, S. 377.
4. Ibid. II, S. 391—400.
5. N. R. Hist. I, S. 127, 129, 446 o. s. v. Recensenten i Kbhvns Addr.-Contoirs kritiske Journal for 1772 (S. 296) bemærker i den Anledning: „De Beviser, hvorpaa alt dette grunder sig, ere tagne af saa mange Omstændigheder, saa mange sammenlignende Beretninger, at det ikke er os muligt at bringe dem i Udtog. Elskere af saadanne Undersøgelser maa efterse dem hos Forfatteren selv, og vi ere forsikrede om, at deres Høiagtelse for hans store Lærdom og ugemene Sindrighed skal blive ligesaa stor, som deres Uvished om Sagen selv.“
6. N. R. Hist. I, S. 164 o. s. v.
7. Kritisk Journal for 1772, S. 299. Recensenten tilføier: „En Lykke bliver det for Danmarks Ære, at dets Historie har fundet ligesaa lærd, ligesaa vittig en Skribent i Hr. Conferentsraad Suhm, som den norske i Hr. Professor Schøning, og vi tvivle ikke paa, at jo Hr. Conferentsraaden vil søge at redde Saxo det bedste muligt, allerhelst da der i disse mørke og forviklede Sager ikke kan fegtes for Sandhed, men alene for Lærdom og Sindrighed.“
8. Se hans Udtalelser herom i N. R Hist. I, Fortalen.
9. Saml. Skr. VI, S. 42.
10. Med Guldberg synes en kyndig Dommer, Rector Oluf Worm, at sammenligne ham i et Brev til Nyerup af 1797, hvori han i sin for den Tid meget strenge Dom om Suhm bl. A. udtaler: „Det er mig ubegribeligt, hvorledes man kan sætte ham ved Siden af eller over en Gram, Schøning eller Guldberg.“ N. M. Petersen, Bidrag til den D. Lit. Historie, V, 2, S. 85 (efter Nyt theol. Bibl. B. 19, S. 177).
11. „Seine Geschichte von Norwegen behauptet eine ehrenvolle Stelle neben J. Mösers und J. Müllers Werken; wie diese beabsichtigte er durch treue anschauliche Erneuung der Vergangenheit den vaterländischon Volkssinn für Gegenwart und Zukunft zu reinigen und zu erkräftigen, — — — dem entspricht auoh die edle Einfalt der Darstellung und Sprache u. s. w.“ L. Wachler, Geschichte der historischen Forschung und Kunst, II, Göttingen 1820, S. 1017.
12. Norges Konge-Krønike af Snorro Sturlesøn, fordansket af Nik. Fred. Sev. Grundtvig. Kbhvn. 1818 flg. 4to. I, Fortalen S. XLVIII.
13. „Wer Schønings Verdienst zur Ansicht bringen will, braucht nur auf seinen Snorre hinzuweisen und seine geographischen Forschungen, allein in Betracht des historischen Urtheils steht derselbe auf einer niedrigen Stufe, welche nicht durch die Verschwendung des Beiworts: „der grosse Schøning“ erhöhet wird. Seine drei Quartanten der norwegischen Geschichte, bis auf Haken den Guten, sind ihre Grundlage nach weder Geschichte noch Volkssage, sondern ein aus beiden erwachsenes unerfreuliches Gerede und Gemächte“. F. C. Dahlmann, Forschungen auf dem Gebiete der Geschichte, I, Altona 1822, S. 394. (Gjengivet i Budstikken, IV, Chra. 1823, S. 257 med en Bemærkning af J. Chr. Berg).
14. „Seit Schøning hat Werlauff sich die vielseitigsten Verdienste um die Norwegische Geschichte erworben.“ F. O. Dahlmann, Geschiohte von Dännemark, II, S. 178.
15. Efter et Collegiehefte, nedskrevet af Allens flittige Medhjelper, Udgiveren af Diplomatarium Flensburgense, P. Seidelin. Den samme Bemærkning om, at Schøning desværre anvendte alt for megen, tilsidst dog ufrugtbar Flid paa Norges forhistoriske Tid, var allerede i 1804 fremsat af G. L. Baden i Forordene til hans „Det norske Riges Historie“: „Schøning, der for Norges Historie kunde have gjort meget, opholdt sig for længe ved Oldtidens uopklarlige Begivenheder, (saa) at Døden hindrede ham fra at fuldføre den egentlige norske Historie.“
16. Om Keysers Forklaring af Navnet Haalogaland, der videre er udført af Munch, (N. F. Hist. I, 1, S. 331 og i Norsk Maanedsskr. III, S. 146), se S. Bugge i Norsk hist. Tidsskr. I, S. 135—140.
17. Alle Udhævelser ere gjorte af Schøning og Keyser selv.
18. Alle Udhævelser ere gjorte af Schøning og Keyser selv.