Gerhard Schøning/1

Ludvig Daae

Gerhard Schøning

Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger, 1880 (s. 5-12).

Schønings Barndom. Rector Benjamin Dass. Skoleliv i Throndhjem.

Paa Gaarden Skotnes i Buksnes Prestegjeld (en Del af Vestvaagøen i Lofoten) boede i Begyndelsen af det attende Aarhundrede en Landhandler Andreas Schøning, der tillige var Forpagter af Kongetienden i Lofoten og Vesteraalen. Han var gift med Marthe Ursin, yngste Datter af Hr. Michel Bjørnsen, en Bondesøn fra samme Buksnes, der, hvilket dengang var en Sjeldenhed, var bleven sat til Studeringer og havde arbeidet sig frem til Prest i Sin Hjembygd; hans Børn havde oversat hans Navn til Ursin.^[1]

Dette Ægtepar havde syv Børn, blandt hvilke Sønnen Gert (Gerhard), der fødtes paa Skotnes Natten til Korsmesse om Vaaren, altsaa 2den eller 3die Mai 1722, var det femte i Rækken. Han var bleven opkaldt efter en Sogneprest i Vaagen, Gert Estensen († 1706), og dette gav Anledning til, at Hr. Gerts Enke, Dorothea de Fine, der boede paa Gaarden Finnesset i Mandens forrige Kald, tog ham til sig i nogle Aar. Efter derpaa at være vendt tilbage til Forældrene sattes han, da han var bleven ti Aar gammel, i Skole og Kost hos Vicepastoren i Buksnes, Hr. Leonard Sidenius,^[2] en født Jemte og oprindelig vistnok svensk Student. I denne Prests Hus tilbragte Gerhard Schøning omtrent fem Aar, læste Latin og begyndte paa Græsk og Hebraisk, men hans Fremgang synes, efter hvad han selv fortæller, endnu ikke at have været synderlig stor. Han blev ogsaa, i en Alder af femten Aar, confirmeret af Sidenius, altsaa ikke længe efter, at Confirmationen ved Forordningen af 13de Januar 1736 var indført i den dansk-norske Kirke. Derefter lode Forældrene ham skifte Lærer og sendte ham i 1737 til Vaagen igjen, til Sognepresten der, Hr. Elias Schøning, der var den unge Schønings nære Slægtning, idet han baade var hans Faders Broder og gift med hans Moders Søster. Denne Hr. Elias „havde Navn for en lærd Mand og var stedse vant til at have fremmede Børn at oplære“; selv var han barnløs. Det blev kun en kort Tid, som Gerhard Schøning kom til at tilbringe i Hans Egedes gamle Prestegaard, da Farbroderen døde allerede om Høsten 1738,^[3] men han gjorde her gode Fremskridt, thi „Hr. Elias var meget stærk i det latinske Sprog, men ogsaa i gode Prygl, som han efter de Tiders Maade var meget rund i at uddele.“ Gerhard Schøning kom saa hjem i en for en kort Tid og underviste, saa godt han kunde, to yngre Brødre, indtil Forældrene bestemte sig til at sende ham til Throndhjems Skole.

Denne Skoles Rector, Mag. Benjamin Dass, kom til at øve en saa stor Indflydelse paa Schønings hele Udvikling og Skjebne, og der dannede sig mellem ham og hans Discipel et saa inderligt, livsvarigt Venskab, at vi maa dvæle et Øieblik ved denne Mands Liv og Personlighed.

Benjamin Dass, der var født 15de August 1706 paa Gaarden Skar i Alstahaug Prestegjeld paa Helgeland, var en Brodersøns Søn af Digteren Petter Dass († 17O7)^[4] og en Søstersøn af en anden Datidens Poet, Hr. Marcus Volquartz, Forfatter af den af Almuen indtil den seneste Tid yndede Bog „Sjelens Luth“,^[5] i hvilken man ogsaa vil finde et Digt til Benjamin Dass’s Daabshøitidelighed. Hans Fader var imidlertid fattig, dertil neppe nogen god Fader,^[6] og det var kun ved et Tilfælde, at Benjamin Dass kom til at betræde den lærde Bane. Det var Thomas v. Westen, som blev opmærksom paa ham ved en af sine Reiser, og han tog ham med sig til Throndhjem for at lade ham opdrage til Missionær blandt Lapperne. Han blev Student 1726, men havde større Lyst til den videnskabelige end til den geistlige Virksomhed og blev tidlig en ivrig Samler af Bøger, Haandskrifter, Mynter o. s. v.^[7] Hans Gram blev hans Velynder og bevægede i 1734 Biskoppen i Throndhjem, Dr. Eiler Hagerup, til at kalde ham til Rector i Stiftsstaden, en Ret, som dengang endnu kom Biskopperne overensstemmende med Norske Lovs 2—18—2.^[8]

I det følgende Aar tiltraadte Dass sit Embede efter at have erhvervet Magistergraden. Den endnu ikke tredive Aar gamle Rector modtog Throndhjems Skole i den misligste Forfatning og maatte begynde sin Virksomhed med at befri den fra en Hoben gamle, uvidende og umulige Disciple, eller for at bruge en yngre Samtidigs kraftige Udtryk: „han rensede som en Hercules stabulum scholae Nidrosiensis og drev ud en Mængde stivskjæggede Asener, bedre skikkede til at drage Ploven end til at Studere.“^[9] Snart forstod han ved sin Nidkjærhed og Dygtighed som Lærer at bringe Throndhjems Skole i Anseelse, og han vandt i de femten Aar, han bestyrede den, et Navn som faa danske eller norske Skolemænd. Professorerne i Kjøbenhavn „fordrede altid en større Fremgang af dem, der havde været Dass’s Disciple, end af andre,“^[10] og Frekventsen i Skolen var under ham usædvanlig stærk. Han var en i høieste Grad uegennyttig og hjelpsom Mand, i hvem Disciplene fandt en Sand, om end streng Ven. Som Videnskabsmand hørte han til den i hans Tid talrige Klasse af Lærde, der befandt sig bedre ved at læse, end ved at Skrive, og glædede sig mere ved at besidde og samle Kundskab, end ved at udbrede den gjennem literære Arbeider. Intet var ham imidlertid kjærere end at bistaa Andre ved deres Verker, en Redebonhed, hvorpaa han i en senere Periode af sit Liv aflagde mange Beviser.

Der rørte sig derimod hos Dass en stærk Uvilje imod alt, hvad der forekom ham at være Hulhed og Skin. Hans Domme om Samtiden og dens Mænd udmærkede sig ved et ægte satirisk Salt, der gjorde hans Brevstil mere end almindelig interessant. Det er ogsaa som Brevskriver, at han har faaet en Plads i Literaturen. Bekjendte ere især hans Breve til Suhm, der, som Nyerup allerede har bemærket, „give en Sammenhængende Udsigt over det danske lærde Væsen“ i en Række af Aar.^[11]

Det er fra Suhm, med hvem Dass stod paa en meget fortrolig Fod, at man egentlig kjender ham. Vi skulle anføre nogle af Suhms Ytringer om ham. „Magister Dass knurrede ofte paa mig, satte mig ofte tilrette, modsagde mig og mine Tilbøieligheder ofte, men forsvarede mig som en Løve, naar jeg var fraværende. Dersom jeg havde gjort en Ugjerning, vilde jeg have taget min Tilflugt til ham, betroet mig ham; han havde skjældet mig ud, kaldet mig Bestia, qui, med hvilket Tilnavn han beærede dem, hvis Gjerninger mishagede ham, men han havde taget sig af mig og søgt at redde mig, endog med sit eget Livs Forlis.“^[12] — „Gunnerus, Treschow^[13] og Dass, den første den navnkundigste, den sidste den lærdeste, den mellemste den bedste. Det norske Videnskabers Selskab bliver et varigt Æresminde for den første, den sidste vil længe leve i sine Disciple, og de, Throndhjem og Academiet vidne, at en dueligere Rector, end han, kan ikke være. Dog en god Rector, det er en ringe Ting, Skolestøvet besmitter Klæderne, og en bekvem Haarskjærer sættes nu mere Pris paa.“^[14]

Af hvad vi saaledes have hørt om Dass, kan det let forstaaes, at en Mand som han ogsaa fik Fiender. En af disse blev Biskop Hagerup, der oprindelig havde kaldet ham til Throndhjem. Dass og Hagerup vare to grundforskjellige Naturer. Hagerup havde i sin Ungdom været Pietist, men efterat han havde gjort sin Lykke og naaet høie Stillinger i Kirken, blev han en opblæst og herskesyg Prælat. Med hans Studier var det kun middelmaadig bevendt, og da han ikke destomindre vilde gjælde for Lærd og føre det store Ord i Skolens Anliggender, blev Forholdet mellem ham og Dass et erklæret Uvenskab. Allerede i 1736 forefaldt der heftige Scener i Skolen mellem Biskop og Rector i Høreres og Disciples Nærværelse. Biskoppen kaldte Rectoren ingratissimus homo, jog en Hører, hvem Rector overensstemmende med den ham tilkommende Myndighed havde antaget, bort fra Tjenesten, blandede sig i Examinationen o. s. v., og Forholdet blev endnu værre, efterat Hagerup havde skaffet sin Søn Conrectors Embede i en Alder af atten Aar. Det er et stærkt Vidnesbyrd om Dass’s Dygtighed og Characterfasthed, at han formaaede at holde sin Anseelse oppe i en saa vanskelig Stilling. Han synes at være bleven den seirende i denne Kamp, der sandsynligvis først endte med Hagerups Død 1743.^[15]

Til denne Rector kom Schøning ved Pintsetid 1739, ledsaget af sin Moder. Dass examinerede ham og gav ham Plads i fjerde (næstøverste) Lectie. „Ved denne Forandring,“ siger Schøning selv, „fik jeg ligesom et nyt Sind, og i den Sted, at jeg tilforn havde kun havt liden Lyst til Studeringer, blev jeg nu ganske indtagen deraf, fornemmelig ved den stærke Æmulation, jeg havde at distingvere mig fremfor mine Meddisciple, hvilke i Begyndelsen vilde fixere mig, som den, der rigtig var kommen fra Landet og endog fra Nordlandene.“ Inden mindre end et Aar drev han det til at komme op i Mesterlectien og blev ved sidste Examen endog den øverste af dens 15—16 Disciple. Dass var just ikke af dem, der ødsle med Lovtaler, og naar han skrev om sin Discipel de Ord: „Gerdt Schøning har et meget godt Hoved og fortjener saavel for Flittighed som Skikkelighed særdeles at roses,“ da var det en stærk Berømmelse.

I Marts Maaned 1742 fik han sit Testimonium allerede før Examen, hvilken Dass for hans Vedkommende fandt overflødig. Førend han drog til Kjøbenhavn for at deponere,^[16] maatte han gjøre et Besøg i Hjemmet, hvor Moderen allerede for to Aar siden var bleven Enke. Han drog nordover, saa underveis Levanger Marked og gjestede Prestegaardene i Beitstaden, Fosnes og Brønø. I Barndomshjemmet var hans Ophold lidet glædeligt; Moderen sad i smaa Kaar, og Morbroderen, Sorenskriver Bjørn Ursin i Vesteraalen, den eneste Slægtning, af hvem han havde troet at kunne paaregne Hjelp, var ogsaa just død. Tredive Daler var alt, som Schøning kunde medbringe, da han i Pintsen Seilede med en Nordlandsjægt til Bergen, og da han efter tre Ugers Ophold der og en ny Søreise endelig naaede Kjøbenhavn, vare de tredive Daler svundne ind til fjorten. Fem Daler gik med til Depositsen (31te Juli), men en Condition hos en Borger ydede dog nogen Hjelp; efter nogle Maaneders Forløb fik han Communitetet og Regentsen, hvortil Throndhjems Skoles Dimittender havde en Forret,^[17] og endelig ved Rector Dass’s Indflydelse tillige et Stipendium af 15 Daler om Aaret.^[18]

---

1. A. Erlandsen, Biogr. Efterretninger om Geistligheden i Tromsø Stift, S. 83–84. J . Kraft, Topogr.–stat. Beskrivelse over Norge, VI, S. 398.
2. Buksnes var et af de Throndhjems Domcapitel underlagte Kald; Domkirkens residerende Capellan var i Navnet Sogneprest og holdt en „residerende“ eller Vice-Pastor som Vicarius. Om Hr. Leonard Sidenius se H. Hammond, Den Nordiske Missions Historie, S. 851–854. Suhm (Saml. Skr. VI, S. 30) fortæller, at Schønings Fader selv var en velstuderet Mand og sin Søns første Lærer, hvilket neppe er rigtigt, da Sønnen selv ikke omtaler det.
3. Erlandsen (l. c. S. 93) har urigtigt 1739.
4. Se Petter Dass’e Skrifter, udg. af A. E. Eriksen, I, S. IX.
5. I Illustreret Nyhedsblad for 1860, No. 34 har jeg samlet, hvad der kunde findes om Volquartz’s Liv. Se ogsaa Danske Saml. IV, S. 115.
6. Suhm, Saml. Skr. IV, S. 322.
7. Et Træk i denne Retning fra Dass’s yngre Aar, se Wille Høybergs Holbergiana, Fortalen S. 4 vers.
8. Hagerup skriver fra Throndhjem 23de Octbr. 1734 til Gram: „Den Forsikring om Domini Dassii gode Erudition og Egenskaber fra Deres Haand er mig nok, thi haver jeg derpaa strax skrevet hans Vocation, med hvilken jeg ønsker baade ham og Skolen Lykke.“ (Grams Breve paa det st. kgl. Bibl.). Om Grams venskabelige Forhold til Hagerup besidder det norske Univ.–Bibl. et Vidnesbyrd i et Exemplar af Torfæus’s Hist. rer. Norvv., som den Førstnævnte skjænkede Biskopen med en længere latinsk Tilskrift, da denne i 1727 forlod Danmark for at blive Th. v. Westens Eftermand som Lector i Throndhjem.
9. H. Hammond, Den nordiske Missions Historie, S. 217.
10. Samling af Mindetaler, holdne i det Kgl. Norske Videnskabers Selskab over adskillige af dets afdøde Medlemmer, udg. af H. J. Wille, Kbhvn. 1805, S. 9.
11. Suhm, Saml. Skr. XV, S. 189–305. Selvfølgelig maatte, dengang disse Breve aftryktes, Adskilligt udelades. Skulde nogen vide, om Originalerne til disse Breve ere bevarede, og hvor?
12. Suhms Saml. Skr. XIV, S. 267.
13. Gerhard Treschow, en Gudbrandsdøl, † 1765 som Prest i Kbhvn., bekjendt af sine „Danske Jubellærere“.
14. Suhm, Saml. Skr. IV, S. 167.
15. Høist characteristiske Actstykker i denne Sag findes i Throndhjems Skoles Program for 1855, S. 25—38, og hos L. Daae, Throndhjems Stifts geistl. Historie, S. 230—234.
16. Foruden Schøning dimitteredes af Benjamin Dass i dette Aar tretten andre, blandt dem Peder Ascanius, senere Professor i Naturhistorie og Mineralogi ved Kjøbenhavns Universitet og tilsidst Berghauptmand nordenfjelds, samt Mentz Rynning, Terents’s Oversætter, senere Schønings Collega ved Throndhjems Skole og omsider Sogneprest til Vinger. I det følgende Aar dimitteredes den siden høit ansete Prest Hans Steenbuch (egentlig Leganger), den egentlige Forfatter til Jessens store Bog „Det Kongerige Norge“.
17. Dansk historisk Tidsskrift, 3 R. III, S. 87, 209.
18. Her standser det paabegyndte autobiographiske Udkast, som jeg i sin Tid har meddelt i Norsk hist. Tidsskrift, I, S. 511—513.